Læsetid: 8 min.

At gå til systemets yderste kant

Vi skal lære at åbne vores hjerter som et dagligdags arbejdsredskab, mener den tyske guru inden for virksomhedsledelse Otto Scharmer. Han har i detaljer kortlagt den kreative proces og vil have os alle til at lære af de største kunstnere
Ud af dig selv. Det gælder om at finde det sted i dig selv, hvor du er den anden person. Det handler om at lytte ikke alene på det faktuelle niveau, men fra et dybere sted, siger Otto Scharmer.

Ud af dig selv. Det gælder om at finde det sted i dig selv, hvor du er den anden person. Det handler om at lytte ikke alene på det faktuelle niveau, men fra et dybere sted, siger Otto Scharmer.

Søren Bidstrup

16. oktober 2010

Søauditoriet på Århus Universitet er fyldt. Her sidder ledere af kommunens vuggestuer side om side med repræsentanter for byens erhvervsliv og buddhistiske zen-undervisere. Den tyske lektor fra M.I.T. i Boston Otto Scharmer, står på scenen, og flere end 900 mennesker har tilmeldt sig konferencen, der handler om, hvordan vi skaber en bæredygtig fremtid. Hvordan vi samarbejder med andre på det højest tænkelige niveau. Hvordan vi åbner vores hjerter. Ikke bare en gang imellem, når tilfældet tillader det, men til daglig. Som et arbejdsredskab på linje med stavekontrollen og hobbykniven.

»Vi er nødt til at se samlet på de kriser, vi står i,« siger Otto Scharmer.

Fra klimakrisen over finanskrisen til manglen på mad for en sjettedel af Jordens befolkning. Hvis vi ser på kriserne enkeltvis, kan vi ikke løse dem, mener han.

»Vi er nødt til at se på rødderne til vores problemer,« siger Otto Scharmer.

Han beskriver, hvordan det system, vi kender fra OECD-landene i dag, er kommet til kort. Velfærdsstaten balancerede nogenlunde forskellige samfundsmæssige interesser, men den har kun fungeret så længe, at vi uden de store problemer har kunne få andre dele af verden og naturen til at bære en del af de egentlige omkostninger ved vores måde at leve på.

»Det system virker ikke længere. Det så vi tydeligst med sammenbruddet under COP15-forhandlingerne og da Wall Street for nylig forhindrede en effektiv regulering af finanssektoren,« siger Otto Scharmer.

Begge er eksempler på det samme.

»Systemet virker ikke, fordi særinteresser blokerer for, at vi kan handle på vores fælles interesser,« siger Otto Scharmer.

Lad være med at tænke

Rødderne til de kriser, vi står i, handler i følge Scharmer om, hvordan vi tænker vores økonomi og os selv som mennesker. Og derfor beskæftiger en meget vigtig del af hans undervisning sig med, hvordan vi forandrer vores opmærksomhed.

Otto Scharmer udfolder sin teori om ledelse i bogen Teori U, som er blevet rost af topchefer fra hele verden. Herhjemme kaldte Steen Hildebrandt, professor ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, bogen for et mesterværk. Den tyskfødte lektor har arbejdet sammen med internationale institutioner, med regeringer i både nord og syd og har designet ledelsesprogrammer for firmaer som Daimler, Fujitsu og Google.

Den forandring, Otto Scharmer mener, er nødvendig, gælder for det enkelte menneske, såvel som for de grupper, vi indgår i, og for vores institutioner på nationalt og globalt plan. Det handler om, hvordan vi lytter.

Han tegner en cirkel med rød tusch og sætter en plet inde i midten af cirklen. Det er et billede på den tilstand, Otto Scharmer kalder at downloade.

»Du downloader, når det, der sker, er præcis, hvad du forventer. Så er alle gardiner trukket ned, og vi ser kun de lysbilleder på væggen, vi selv projekterer.«

Han sætter en ny plet i selve den røde cirkel og kalder det niveauet, hvor man lytter til det faktuelle. Her bemærker man det uventede og lytter til de forskelle, der eksisterer.

Næste niveau er den empatiske lytten. Her ser man situationen gennem den andens øjne og forsøger at forstå, hvor den anden snakker fra.

Den røde plet har bevæget sig uden for cirklen.

Det sidste niveau af lytten, som er det, Otto Scharmers ledelsesteori forsøger at fremelske, handler om at forbinde sig med det højest tænkelige fremtidige potentiale. Det handler om at åbne sig for det, man ikke kender, og lytte efter det potentiale hos andre. At mærke det mulige, mere end at forsøge at tænke sig til det nye.

Otto Scharmer bevæger nu den røde tusch rundt i kaotiske streger langt uden for den oprindelige cirkel.

Det er svært at overgive sig fuldstændigt. Skulle de tuschstreger illustrere løsningen på de problemer, vi står overfor som menneskehed?

Ja, mener Otto Scharmer. Beskrivelsen af, hvordan man kan udvikle evnen til at lytte til hinanden, kan laves på tilsvarende måde for vores nationale og globale institutioner. Og vi mangler, argumenterer han, både de sociale teknikker til at udvikle den form for lytten samt de globale institutioner, der kan håndtere den form for samarbejde.

Jeg snakker med en leder af en vuggestue i Århus, der fortæller, hvordan hun bruger meget tid på at lytte til og forstå sine medarbejdere. Og det er der brug for smiler hun, for åbenbart har hun forsøgt at lave nogle forandringer lidt for hurtigt og uden, at de var helt med.

På scenen overrækkes 100.000 kroner til et projekt, der i følge arrangørerne har skabt en ny pædagogisk praksis, der »tager ansvar for de svageste«.

Projektet hedder Den Rullende Skole, og forsøger at gå nye veje til at undervise unge, der har svært ved den almindelige skole. Et eksempel var at give nogle rødder et dykkercertifikat og i den forbindelse undervise i relevant biologi og matematik.

Måske Den Rullende Skole er et konkret udtryk for, at man lytter til, hvor andre folk er og forstår, hvad der er deres potentiale.

Føl feltet

Dagen efter viser Scharmer et lille filmklip, som et billede på, hvad det er, han mener, når han snakker om at lytte til fremtiden. Klippet er fra Robert Redfords film The Legend of Bagger Vance og viser, hvordan en forkrampet Matt Damon er ved at tabe sit livs golfkamp, indtil hans sorte caddy spillet af Will Smith griber ind.

Will Smith rækker golfkøllen frem, men giver ikke slip, da Matt Daemon tager den. Og mens begge mænd holder om den samme golfkølle, afleverer han sin zenvisdom som en anden Bruce Lee. Tiden er kommet til at »føle feltet«. At forbinde sig til banen og målet og mærke, hvordan hænderne selv vælger det rigtige slag.

»Du skal se med bløde øjne,« siger caddyen til golfmanden.

»Lad vær at tænke over det. Føl det.«

»Du er nødt til at få dig selv af vejen,« siger Will Smith og giver slip på golfkøllen. Og man skal kende Hollywood dårligt, for ikke at vide, hvordan det slag ender.

Forinden møder jeg Asger, hvis firma har undervist virksomheder som TV 2 og Nokia i meditation. På hans visitkort står der: »Kan du tænke det, du vil tænke?«

Jeg forsøger at spørge halvt for sjov, om man kan vide, hvad man vil tænke, hvis man er interesseret i at tænke helt nye tanker. Om ikke netop hans undervisning handler om at holde op med at tænke.

Men Asger er glad for sit visitkort og synes det rammer, som det skal.

»Det handler om at udvikle ting, der kommer ud af det blå,« siger han og knipser med fingrene. Zap.

På scenen går Steen Hildebrandt, professor ved Handelshøjskolen, i flæsket på det danske uddannelsessystem, som lærer os at formulere problemer, men ikke at se muligheder. Et uddannelsessystem, der leverer svar på noget, vi ikke har brug for og et samfund, der sidder fast i troen på, »at profit kommer før liv,« men overser de katastrofale bivirkninger.

Han citerer Jern-Henrik for at sige: »Jeg er faret vild, men jeg skyder god fart.«

Steen Hildebrandt efterlyser, at vi åbner os for, hvad fremtiden har brug for. At vi stopper med at lave reformer efter 'bedste praksis' og i stedet begynder at spørge: Hvad er den bedste fremtidige praksis?

»Verden er fyldt med svar på spørgsmål, vi ikke stiller. Og de spørgsmål, vi stiller, har vi ikke svar på.«

Vores behov for total kontrol gør, at vi kommer ud af kontrol, fordi vi demonterer feedbackmekanismerne, mener Hildebrandt.

Som han siger: »Vi kan ikke blive ved at behandle andre mennesker og naturen som vi gør.«

Arbejdsteknik åben hjerte

Frokosten nærmer sig, og de store oplæg er forbi. Men der er noget, jeg ikke forstår. Otto Scharmer har flere gange snakket om vigtigheden af, at vi lærer at åbne hjertet. Det lyder som noget, vi har overladt til kirurgien eller en form for oplevelse, vi er heldige at have i særlige øjeblikke.

Jeg finder Otto Scharmer på vej mod de bugnende frokostborde.

Kan man vælge at åbne sit hjerte?

»Ja,« svarer Otto Scharmer. Han kigger ud over sine tynde aflange briller.

Hvordan gør man?

»For det første kan man være opmærksom på de situationer, hvor det allerede er åbent,« svarer han.

Hvis man så bagefter i eksempelvis ens daglige arbejdsliv tænker tilbage, så kan man genskabe den samme type opmærksomhed.

For det andet skal man blive bevidst om sin egen indre proces. En forudsætning for at åbne sit hjerte, forklarer Otto Scharmer, er, at man dropper sine fordomme. Og en konkret måde kan være at skrive sine forventninger og fordomme ned før eksempelvis et møde. Ikke fordi man på den måde kan smide fordommene ud, men fordi man ser, de er der, og på den måde kan adskille sig selv fra dem.

For det tredje handler det om, at »gå til systemets yderste kant.«

Det vil sige at møde folk, der lever fuldstændig anderledes end en selv. Et konkret eksempel, som Scharmer nævner, er forretningsfolk, der placeres i noget af det fattigste storbyslum. Ikke for at se på indbyggerne som i zoologisk have. Men for at snakke sammen og forsøge at forstå, hvordan de lever, og hvad de kæmper med.

»Det handler om ikke bare at observere, men om at tune ind på folks historier. At spørge til folks liv. Mennesket er en historiefortæller.«

Instruksen lyder blandt andet, at folk skal spørge ind til andres liv og starte tidligt i deres livsforløb. Gå tilbage til barndommen. Og at man skal stille 'hvad'-spørgsmål og ikke spørge 'hvorfor'.

»Det gælder om at finde det sted i dig selv, hvor du er den anden person. Det handler om at lytte ikke alene på det faktuelle niveau, men fra et dybere sted,« siger Scharmer.

Vi tilbringer for det meste tiden de forkerte steder. I stedet for at bo på hoteller skal vi forbinde os til folk på gaden. Marginaliserede folk. Hvis du gør det, åbner du op, mener Otto Scharmer.

»Det er nemt at skabe forbindelsen. En topleder fra erhvervslivet skal bruge en halv dag i slummen. Ingen kommer uforandrede tilbage.«

Men det kritiske punkt kommer bagefter, hvor man skal holde forbindelsen ved lige.

»Det vigtige er at høste din oplevelse til en form for erfaring, der kan vedligeholdes.«

»Sådan lærer vi at lytte med hjertet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja det var jo munter læsning. Det er nu ikke så underligt at han er populær i vores land. Vi har de største systemiske institutter som ensretter folk i at gøre hunør og sige anerkendelse og nysgerrighed med den fineste forudsigelighed. Og så krydrer han det med lidt gammel romantisk forestilling om det dybe indre og at lytte til sit hjerte. Han siger vi skal være bedre til at lytte og fortæller at vi skal stille hvad-spørgsmål og ikke hvorfor-spørgsmål. Et skønt teoretisk rod.

Det var den muntre lørdags læsning til morgenbasserne, - nu da jeg ikke abbonerer på bagsiden af Politikken, - men derfor havde jeg også forventet noget mere af artiklen. Der må forhulan være lidt at hente? En lidt større anstrengelse i at forstå hvad der griber deltagerne, og lidt mere til nuancerne og detaljerne i det Scharmer siger.

Hvem ved, måske en mere anerkendende og lyttende tilgang?

"Projektet hedder Den Rullende Skole, og forsøger at gå nye veje til at undervise unge, der har svært ved den almindelige skole. Et eksempel var at give nogle rødder et dykkercertifikat og i den forbindelse undervise i relevant biologi og matematik."

-øh-

dette er altså den så forkætrede rundkreds-pædagogik, hvor man netop ved at tage udgangspunkt i elevernes interesseret (her; dykning) lærer dem noget fagligt relevant viden...

Signe Andresen

Men artiklen peger på noget meget vigtigt: Vores system virker ikke; særinteresser blokerer for vores fælles interesser. COP15 forhandlingerne brød sammen og i EU er det industriens lobbyister der har den største magt. Som Steen Hildebrandt bliver citeret for: "Vi kan ikke blive ved med at behandle andre mennesker og naturen som vi gør."
Så derfor bliver vi nødt til at tænke anderledes. Det er tydeligt at de problemer vi har lige nu ikke kan løses af det system vi har. For systemet og problemet har de samme rødder: Begær efter magt og penge. Hvis virksomheder og organisationer begynder at tænke anderledes, er det da en rigtig god start. At tale om et åbent hjerte forbindelse med politik og organisationsledelse lyder måske naivt og underligt blødt. Men måske netop derfor er det vigtigt at vi gør det; der er brug for det mere end nogensinde.