Under misèren om Ungdomshuset for et par år siden skældte især venstrepolitikeren Martin Geertsen ud på dem, der gik på gaden for at brokke sig over politikernes beslutninger, og kaldte det for 'gadens parlament'. Der var ifølge Geertsen tale om en slags pøbelvælde, der i hans optik bestemt ikke var noget positivt. Det syntes at være Geertsens opfattelse, at når først borgerne har valgt deres politikere, skal de ikke længere blande sig i beslutningsprocesserne. Politikere skal ikke forstyrres af tilfældige ansamlinger af mennesker, der går på gaden og demonstrerer.
Sager fra gaden
Fra et forvaltningsmæssigt perspektiv er det selvfølgelig også bøvlet, at en gruppe stiller sig op og forstyrrer den plan, politikerne har lagt. Politikerne er nemlig i stigende grad blevet forvaltere - en slags ekstra hjul i embedsværket. Vi vælger de politikere, vi tiltror de bedste evner til at administrere en by som København eller en region - og de behøver ikke nødvendigvis være opvokset i den by eller region, endsige have indsigt i dens hverdag. De fungerer snarere som en slags folkevalgte administrerende direktører. Derfor synes det også som en naturlig ting, at hvis en forvaltning skal forløbe bedst muligt, må den have lov til at planlægge og administrere, som den finder det mest hensigtsmæssigt, uden at skulle lægge kursen om af hensyn til højtråbende mindretal af forskellig slags. Det vidner således altid om en vis ansvarlighed og realisme, når en politiker siger, at man ikke vil lade sig styre af gadens parlament.
Men hvad er det for en plan, politikerne styrer efter, og som for alt i verden ikke må forstyrres? Er det virkelige problem ikke, at systemet og politikerne ikke har en overordnet plan? Den beskrevne administration fungerer jo netop kun fra sag til sag og lader sig faktisk derved styre af et gadens parlament i en helt anden forstand, end man normalt forstår ved det udtryk. Enhver politiker i dag har f.eks. en journalist rendende i røven, der konfronterer ham eller hende med den mest aktuelle 'sag fra gaden'; fru Jensen kunne ikke få sin mad bragt op på værelset på plejehjemmet, en flok indvandrere har nu hærget et område, familien Pedersen har flagermus på loftet, en tømrermester på Als kan ikke finde lærlinge. Den ene dag er det sort arbejde, der forarger; den næste børn, der sidder uroligt i klassen; det kan også være galt med dyretransporterne.
Politikere i dag håndterer enkeltsager, og medierne formår ikke at fravriste dem en overordnet plan for, hvad fanden vi egentlig skal med der her land. Gadens parlament er med andre ord en styreform, der defineres af en stadig mere permanent vox pop, hvor individer fra Hadsund til Herlev fortæller om deres umiddelbare oplevelser og reaktioner på én eller anden aktuel sag, og hvor politikerne gør deres bedste for at adressere dem eller gyde olie på vandene.
Borgerlig ansvarlighed
Lars Løkke Rasmussens første nytårstale var et symptom på dette. Den nye statsminister drømmer om et Danmark, der ligger højt på alle mulige ranglister, hvor alle er ansvarlige, og børnene lærer utroligt meget i skolerne. Men det er, som om der er et spring fra drømmene til deres realisering, som om denne realisering var næsten ligegyldig.
Sagen er da også, at det er blevet befolkningens rolle - eller de enkelte individer eller forbrugeres rolle - at udfylde hullet mellem 'de udfordringer, vi står overfor', som man kalder det, og så forvaltningens politik. Forvaltningspolitikken har i virkeligheden den konsekvens, at det bliver pålagt de individuelle borgere at løse de politiske problemer. Hvis klimakrisen skal løses, kræver det, at alle husker at slukke lyset, lyder det. Hvis finanskrisen skal overvindes, må alle tage en ekstra tørn. Konsekvensen er, at den 'borgerlige ansvarlighed' strækker sig til, at man kan gå i seng med god samvittighed, når man har husket at slukke lyset, mens politikerne kan administrere videre, som om klimakrisen hermed næsten allerede var løst.
Fortalervirksomhed
Det græske 'direkte demokrati', hvor alle frie mænd havde én stemme, når en sag skulle afgøres, er de fleste steder i den demokratiske verden blevet transformeret til et indirekte demokrati, hvor grupper og regioner vælger dem, som skal repræsentere dem på tinge. De fleste indirekte demokratier er dog i dag endda gået en tand videre - fra repræsentation til fortalervirksomhed.
Dagens folkevalgte er ikke selv en del af folket forstået på den måde, at mange ikke har et afsæt i en særlig faggruppe eller en bestemt region; alle er økonomer eller polit'er, og de stiller op i den kreds, partiet ønsker, de stiller op i. De er ikke mere et billede af dem, de 'repræsenterer'. Dagens folkevalgte er på den måde nærmest blevet fremmedgjorte over for folket, og i deres iver efter at ramme folket igen, adresserer de nu den ene enkeltsag efter den anden. Også det personlige kontrafej bliver vigtigt, så vi bedre kan 'lære dem at kende'. Politikerne tager personligt ud i ghettoområderne, eller siger - som Dan Jørgensen altid har for vane - jeg har været med til at beslutte det, og jeg har været med til at beslutte det.
Vore dages politikere 'taler for' ligesom den, der 'synger for', når man tripper lidt for at komme i gang med en sang. De har nogenlunde en fornemmelse af, hvad det er for en sang, der skal synges. Denne fornemmelse får de gennem meningsmålinger, interviews med manden på gaden, forbrugerprogrammer og fokusgrupper, som øjensynligt er langt vigtigere end politisk filosofi eller politisk tænkning. Dét behøver man ikke, når ambitionen blot er et gadens parlament.
En ganske korrekt og ikke spor "vild" analyse.
Ja og måske også derfor en Pia Kjærsgaard har (haft?) så stor gennemslagskraft: hun er (var) noget så sjældent i nyere dansk politik som "en vor egne" - hjemmehjælperen, der satte socialdemokratiet (og alle deres cand. politter) skak mat og samtidig indflydelse derefter.
Det er det bedste indlæg jeg har set fra Center for Vild Analyse.
Hvad er egentlig målet med samfundet? Hvor vil vi hen? Strækker visionerne sig ikke længere end at skulle klatre op ad nogle hjernelamme rangstiger (Løkkes "mål"), hvis retvisning desuden er ret tvivlsomme? Hvad gør det af forskel om vi er nummer 4 eller nummer 7 på en rangstige, på en liste med 200 eller flere nationer?
Hvorfor defineres alle vores "mål" inden i "boksen"? Hvorfor tænker vi ikke ud af den, skuer ud i fremtiden og beslutter os for, hvor vi skal hen, istedet for bare at overleve her og nu, gøre alle glade, brandslukke og rage til os, uden at udvikle noget på sigt?
Den største mangelvare i vor dages demokrati er visioner og handlefrihed til at forfølge disse.
Uddragelsen af gadens parlaments eventuelle kvaliteter er hele idegrundlaget for moderne demokratiopfattelse.
Der er løbet det vand i åen siden det græske demokrati at ikke kun 'frie mænd' har stemmeret.
Men det er stadig kun de 'frie' der har magt at koste rundt med de andre 'frie'.
De resterende 90% - og deres stemmer ER lige så (u-)gode og (u-)neutrale og (u-)velovervejede som magtens stemmer - blokerer da naturligvis i længden for politisk dynamik og initiativrigdom, (udover altså interne liberalistiske nuance-diskussioner blandt 'de frie').
Dynamik/initiativ er nu engang højest i aktivistiske diktaturer. Også i det republikanske Rom, hvor demokratiet gladeligt hyrede 'diktatorer' i fastlåste situationer. Ikke at forstå som min progressive anbefaling ;-D
Men hele ideen i moderne demokrati-opfattelse er vist noget med at gadens parlament, specielt dens erfaringsgrundlag, skal høres på lige fod. Dette består naturligvis ikke af teorier, men af cases og anekdoter. Virkelighed so to say. Den lige fod giver 'gadens parlament' en meget stor (u-)lige overvægt i proportionelt demokrati. Men det meddeler sig kun, og tager ingen beslutninger. Det er fortsat nemlig det magtesløse parlament. Det ændrer sig ikke.
Jeg vil anbefale tålmod hinsides egen levetid som redskab her fremfor udhuling af stemmeretten i en eller anden forestilling om at bestemte grupper stemmer udpræget mere 'selvisk destruktivt' end andre, men skal det være, så må selvstændigt registrerede erhvervsdrivende vel stå først i køen ?
Måske man bare skulle overlade det hele til førtidspensionisterne og andre apanage-stueplanter.
Gadens parlament har været en visionsmæssig skuffelse dynamisk lige siden masselinje-partierne opfandt kadre-begrebet. Af samme årsag.
Ja, de glatte fascistoide politikere er kommet i parlamentet uden at deltage i de gadekampe, der historisk går forud for et fascistoidt regime - i et moderne demokrati, som det danske klares opgaverne på gadeplan af et yderst kampberedt og veltrænet politi.
Selvfølgelig skal folk blande sig og indvolvere sig udover når de står i stemmeboksene.
Geertsens ærinde var blot, at de hætteklædte voldspsykopater, som hyggede sig omkring rydningen af Ungdomshuset ikke skal sætte dagsorden....
Geertsens involvering i sagen startede da han anvendte udenomsparlamentariske metoder for at få solgt ungdomshuset.
De unge havde en klar mundtlig aftale med et system som de åbenbart ikke kunne stole på. Historieforfalskning er en vigtig del af de udenomspalamentariskes metoder.
Med 'udenomsparlementariske metoder' sigter jeg til den kendsgerning at Københavns kommune solgte de unges ejendom hen over hovedet på de unge, til et stråmandsselskab som lovede at videreføre husets aktiviteter. Salget skete mens Lars Engberg var vikarierende på posten som overborgmester. Så vidt jeg husker var de skader Voldspsykopaterne fra ungdomshuset forvoldte af ren materiel karrakter. Det var noget andet end dengang da politiet affyrede 113 skarpe skud på Nørrebro..
Aktionen fra de tvivlsomme demokrater i Venstres gruppe på Rådhuset betød at Søren kunne stikke hvid pind efter borgmesterposten i København...
Hvem dækker sig bag "Center for vild analyse"? Hvordan kan Information godkende anonyme indlæg? Hvorfor tør vedkommende ubekendte ikke give sig til kende?
@Chris:
Hvorfor tror du, det er et spørgsmål om mod? Og hvis det endelig er, er det så tværtimod ikke ret modigt, sådan at lade teksten stå for sig selv, uden at lade den stå i skyggen eller side på skuldrene af forfatterens navn, titel, autoritet etc.?
Angående Center for Vild Analyse og anonymitet:
En enkelt google-søgning vil vise at der flere gange har været navngivne personer der har givet sig ud for at være del af CVA (fx er deres bog udgivet på Informations Forlag, med fire navngivne forfattere).
Selve afsendernavnet CVA er dog mere åbent, og på bloggen skriver et ubestemt antal mennesker. I øvrigt forhindrer intet andre i at anvende navnet, hvis de selv skulle have lyst. CVA er et navn, der kan bruges, hvis man vil gøre sig brug af en vis "forfatter-metode", hvilket bringer os videre til det egentlige svar på forundringen:
Fra det psykoanalytiske perspektiv, som CVAs samfundsdiagnoser går efter, så har anonymiteten nemlig også en anden rolle. At ikke anvende sig af en personificeret afsender er et forsøg på at undvige suggestion.
I stedet for at lade læseren automatisk forsøge at identificere “forfatteren bag teksten”, nægter CVA læseren denne mulighed.
Suggestion betyder nemlig, at læseren ikke blot identificerer forfatteren ("Aha, det er denne forfatter"), men også identificerer sig MED forfatteren (“hvordan er jeg i forhold til denne forfatter?”).
Ved at nægte læseren den første identifikation ("af" forfatteren), står den anden identifikationen ("med" forfatteren) mere åben. Det interessante er her, at denne åbenhed, eller måske snarere usikkerhed, afslører læseren: læserens skjulte forestillinger, fantasier og relationer til sine indre autoriteter. Hvordan reagerer læseren? Dette er det klassiske psykoanalytiske spørgsmål: Hvad er det for en information vi kan slutte, fra læseren/analysandens reaktioner?
I den sammenhæng er det, for at holde det til forundringen angående anonymiteten, også interessant at det vækker så mange spørgsmål fra Chris' side – man fornemmer nærmest en smule foragt ("hvorfor tør vedkommende ikke..") og oprørelse ("hvordan kan Information...?").
Vedrørende afsender
Gruppen bag det kollektive navn Center for Vild Analyse er ikke anonyme, men fungerer under samme afsendernavn.
Læs her Informations Anne Myrup Munks interview fra 4. december 2009 med de fire ledere af gruppen, lavet i anledning af udgivelsen af bogen 'Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken – et klassebillede af det danske samfund'. Disse fire er Steen Thykjær, Henrik Jøker Bjerre, Kasper Porsgaard og Brian Benjamin Hansen.
Debatvært
Espen Fyhrie