'Gene Simmons har hængt sin overskydende forhud fast på tungen'

Inden Polaks entré byder en stemme velkommen: »Mine damer og herrer ... blablabla ... højtærede herrerace!« Oliver Polak kommer på scenen. Han er en kraftigt bygget ung mand med tykt sort hår, plus-kæber og Adidas-bukser. Han fortæller straks, at han kommer fra Papenburg og er jøde. Hvorefter han spotter fire ældre mennesker på første række.

»Og hernede sidder der nogle og tænker: 'Hva'?! Må jøder godt optræde igen? Det vidste jeg slet ikke'.« Tonen er lagt fra begyndelsen. Polak er ingen sart sjæl, og han forventer, at vi heller ikke er det.

En septemberaften optræder komikeren Oliver Polak med sit stand-up-show Jud Süß Sauer (oversættes med sådan noget som 'Jøde i sur-sød sovs') i Admiralspalast i Berlins centrum. Titlens to første ord spiller på Veit Harlans antisemitiske propagandafilm Jud Süß fra 1940, der blev lavet på bestilling af Joseph Goebbels.

Papenburg, hvor han altså er født, er en lille by, der er omtrent lige så spændende, som den lyder. Den ligger i den nordvestlige del af Tyskland, der hedder Emsland, og i denne by befandt der sig før krigen 20 jødiske familier. Hver eneste blev med nazistisk grundighed deporteret, og kun én jøde vendte tilbage til sin fødeby efter krigen. Oliver Polaks far.

»Min far, den levende skamstøtte!«, skriver Polak i sin bog, Ich darf das, ich bin Jude (Jeg må godt, jeg er jøde). Han er født i 1976 og voksede således op i den eneste jødiske familie i 36 kilometers omkreds.

Krigen er forbi

»Det lyder supercool, og jeg havde gerne set mig selv som den unge David. En jødisk latino, der med sin eksotik satte ikke bare fantasierne, men også hormonerne i sving. Men desværre var jeg som den eneste jødiske teenager i Papenburg ikke noget særligt. Bare anderledes,« skriver Polak, der var en usportslig outsider. Det mærkede han især, når han måtte fordrive tiden alene i religionstimerne »sammen med de to andre tabere - en muslim og en fra Jehovas Vidner«, ved juletid, eller når han over for hele klassen skulle forklare, hvordan det føltes at være del af et mindretal.

Hans mor, der er russisk jøde og uddannet i germanistik, kom til Tyskland fra Leningrad i 1975, hvor hun mødte hans far i synagogen i Bremen. Hvordan stemningen var under det vesttyske økonomiske efterkrigsmirakel, beskriver følgende episode fra bogen ganske godt:

»I midten af 1950'erne ville min far være med i den lokale fodboldklubs bestyrelse. Egentlig ville han være præsident for Werder Bremen, men min mor regnede på rejseomkostningerne, og så lod han det ligge og slog sig til tåls med en plads hos Germania Papenburg. Og man må sige, at han var den bedste mand til jobbet. Derfor var det lidt underligt, hvor lang tid diskussionen mellem medlemmerne og bestyrelsen trak ud. Der blev lagt til og trukket fra, talløse og tandløse argumenter blev fremført, indtil de magiske ord endelig faldt i den ophedede debat: 'Han kan da ikke komme i bestyrelsen! Han er jøde!' Hvad det ene havde med det andet at gøre, fremgik ikke. Det eneste, der var mere sindssygt, var den replik, hvormed en sportskammerat kom min far til undsætning: 'Horst, hold nu op ... Krigen er forbi'. Argumentet holdt, og min far blev idrætsleder. Og sådan sluttede med små 10 års forsinkelse også i Papenburg Anden Verdenskrig«.

Humorforladte røvhuller

Polak spørger, om der er andre mindretal end han selv til stede i aften. »Sorte? Bøsser? Sorte bøsser? Østtyskere i arbejde? Jeg kan da godt forstå, hvis østtyskerne har et problem med jøderne. De har jo ikke engang deres egen stat. Vores mur står i det mindste endnu,« siger han med henvisning til muren mellem Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.

Han forsikrer os om, at han slet ikke regner os for antisemitter, hvis vi ikke griner ad hans vittigheder. »Bare nogle humorforladte røvhuller.«

Da han synger en sang på jiddisch, afsløres scenografien, der hidtil har været skjult bag forhænget: To kæmpestore papschæferhunde med røde, lysende øjne, Davidsstjerner om halsen og SS-kasketter på hovedet.

Bagefter synger han i bedste MGP-stil sangen »Lad os alle være jøder!« og laver en quiz, hvor publikum skal råbe 'jøde' eller 'normal', når han remser en række kendte mennesker op. Da han nævner Gene Simmons, bassisten fra det legen-dariske rockband KISS, der faktisk op- rindeligt er israelsk jøde, lufter han samtidig teorien om, at Simmons har valgt at hænge sin overskydende forhud fast på tungen.

Det står klart, at Oliver Polak retter skytset mod alle mindretal. Berlins store tyrkisk-muslimske mindretal går heller ikke ram forbi, men det, han selv tilhører, står i første række. Megastjernen i hans bog er selvfølgelig hans mor, den 'jiddische mame'. Hun er så frygtet i Papenburg, at borgmesteren efter hendes ankomst overvejede at omdøbe byen til Stalingrad, og den barndomsskadede Oliver betaler i bedste Woody Allen-stil nu 175 euro i timen hos en terapeut, der fortæller ham, at hans mor er skyld i alt. »Ville han mon se anderledes på det, hvis han vidste, at det er hende, der betaler regningen?« tænker han.

Et drys antisemitisme

Men Olivers mor er tilsyneladende lige så nærtagende som en middelsvær russisk kampvogn. Hendes eneste kommentar til showet var ifølge Polak: »Oliver! (Udtalt med stærkt rullende russik accent på r'et) Dit jiddisch lyder som en antisemits!«

Oliver Polak beskriver selv den jødiske humor som en smule som den britiske, dog ikke så ond, derfor mere bitter. Ifølge ham indeholder en jødisk vits en smule selvkritik, et drys antisemitisme ('vi må godt, vi er jøder!'), en portion ironi, en skovlfuld selvmedlidenhed og en snert af sandhed. Som når han for eksempel spørger, hvorfor alle jødiske mænd er omskåret? »Fordi en jødisk kvinde ikke rører ved noget, der ikke er mindst 20 procent reduceret.« Eller når han mener, at de berlinske taxa-chauffører transporterer folk med lige så stor uvenlighed som i sin tid Gestapo.

Han fletter elegant sine egne historier sammen med den store historie. For eksempel tilbringer han en del tid på Facebook i jagten på en sød jødisk pige. Var internetforummet blevet til i 1930'ernes Tyskland, havde det selvfølgelig heddet ... Racebook. Eller når han fortæller om, hvordan familien til alle jødiske højtider måtte køre hele vejen til synagogen i Osnabrück, da fire mennesker (hans forældre og han og hans søster) ikke udgjorde nogen jødisk menighed.

»Halvanden time på landevejen. Med mine forældres tempo sågar to timer. For lige netop til Osnabrück har den fine hr. Hitler ikke bygget nogen motorvej. Fire timer til alle højtider, cirka et dusin om året. Og fra mit 10. til mit 13. leveår også hver onsdag til bar mitzvah-forberedelse. Jeg har tilbragt en stor del af min ungdom på bagsædet af en S-Klasse på landevejen mellem Papenburg og Osnabrück. Papenburg - Surwold - Werpeloh - Sögel - Klein-Berßen - Groß-Berßen - Haselünne - Fürstenau - Osnabrück. Og tilbage. Da jeg første gang hørte ordet 'jødedeportation', tænkte jeg spontant: 'Ja, det kender jeg!'«

Eller han kombinerer med den store historieløshed, som da han sidste år blev ringet op af en kvindelig arrangør fra Admiralspalast: »Olli! Den 9. november er det 20 år siden, Muren faldt. Du må komme og optræde.« Øjeblik, den dag er det Rigspogromnatten. »Det gør ikke noget, Olli. Du tager bare dine folk med, og så fester vi sammen ... «

En lidt anden tradition

Et par uger inden sit show optrådte Polak på Berlins Jødiske Museum sammen med komponisten, satirikeren og kabarettisten Georg Kreisler, født 1922 i Wien.

Arrangementet hed 'Hvordan lever man i dag som jøde?', og cirka 300 mennesker fyldte museets store sal. Kreisler og hans familie flygtede til USA i 1938 efter Østrigs indlemmelse i Hitlers rige. I 1943 blev han amerikansk statsborger og derefter straks sendt i krig for sit nye land imod sit gamle. I 1947 fløjtede Charlie Chaplin, der ikke selv kunne noder, sin musik til »Monsieur Verdoux« for Kreisler, der dernæst skrev musikken ned for ham.

Georg Kreisler har ingen hjemstavnsfølelser tilovers for Østrig og frabad sig også lykønskinger fra officiel østrigsk side, da han fyldte 75 år. Østrig havde forlangt, at han skulle ansøge om statsborgerskab, hvis han ville have det tilbage. Han var jo selv flygtet. Kreisler mener ikke, at det jødiske fylder særlig meget i hans værk, men vil gerne vide, hvor godt Polak lader sig markedsføre som jøde.

»Jeg markedsfører mig ikke som jøde. Jeg er også så meget andet. Bland andet emslænder. Problemet er, at kabaretscenen i Tyskland går efter de sikre numre. Så står der en venstreorienteret dødbider og fyrer et par jokes af, og så går man hjem og behøver ikke at tænke så meget mere over det. Jeg vil gerne skrive mig ind i en lidt anden tradition,« siger Polak og nævner Eddie Murphy, Jim Carrey, Woody Allen, Steve Martin og schlagersangeren Udo Jürgens som eksempler på sine forbilleder.

Da det kommer til spørgsmålene, rejser en ung mand sig op.

»Nu har vi siddet og hørt på Dem i en time, men ingen har nævnt ordet Israel? Har De nogensinde overvejet at udvandre til Israel?«

Polak svarer blot: »Nu bor jeg i Berlin, men før behøvede jeg ikke at tage til Israel for at møde jøder. Det var nok at tage til Bremen. Jeg har været i Israel, men det er ikke lige mig.«

Kreisler er enig. Han er ikke så begejstret for det religiøse. »Så jeg bliver her. Så nemt kommer De ikke af med mig!«

Oliver Polak

'Ich darf das, ich bin Jude',

192 sider

8,95 euro

Kiepenheuer & Witsch 2008