Interview
Læsetid: 10 min.

I den gode sags tjeneste

Har Dansk Røde Kors i virkeligheden svigtet asylsøgere ved på statens vegne at stå for indkvarteringen? Vi tog til Sandholmlejren for at se, om et afskedsinterview med Jørgen Chemnitz, gennem 26 år leder af Røde Kors' asylafdeling, kunne bringe os tættere på et svar
Farvel. Mange af dem, der kritiserer os, burde læse læse vores høringssvar til politikerne. Der er vi lige så kontante, som alle andre, siger Jørgen Chemnitz, der efter 26 år som asylchef i Dansk Røde Kors nu har takket af.

Farvel. Mange af dem, der kritiserer os, burde læse læse vores høringssvar til politikerne. Der er vi lige så kontante, som alle andre, siger Jørgen Chemnitz, der efter 26 år som asylchef i Dansk Røde Kors nu har takket af.

Moderne Tider
2. oktober 2010

Jørgen Chemnitz møder os ved indgangen til Sandholmlejren. »Har I været her før,« spørger han og smiler. Han foreslår en rundvisning, så vi bl.a. kan se børnehaven og ungdomsklubben, inden vi skal høre om erfaringerne fra et langt arbejdsliv i den gode sags tjeneste.

Der er pænt og nydeligt. Børnene leger, solen skinner, og der er tæppe på gulvet fra væg til væg i børnehaven. Og som Jørgen Chemnitz siger, så er det vigtigt at forstå, at Sandholmlejren ikke er det dystre fængsel, mange tror.

På vej over plænen krakelerer idyllen. Vi møder irakeren Taleb Ansari. Han ser tynd og slidt ud og ryster på hænderne. »Jeg kan ikke klare det mere,« siger han stille. »Jeg må væk herfra. Jeg kan ikke klare det mere.«

For ni år siden blev Taleb Ansari anholdt for narkosmugling og dømt til seks års fængsel og udvisning. Han har for længst afsonet sin straf, men udlændingemyndighederne vurderer ikke, at det er sikkert af sende ham tilbage til hans hjemland. Så nu er han på tålt ophold, som det hedder. Det betyder, at han skal sove i Sandholmlejren hver nat, og hver formiddag skal han opfylde sin meldepligt på politiets kontor i lejren. Sådan skal det blive ved hver eneste dag i resten af Taleb Ansaris liv.

»Men hvad med dine katte?« spørger Jørgen Chemnitz. Kattene bor på Talebs værelse. Han har haft dem i mange år. »Du ved godt, den ene er meget syg,« siger Taleb. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med den.«

Vi går videre. »Det støder mig og gør mig ondt, at vi kan en møde en person som Taleb,« siger Jørgen Chemnitz, da vi er nået rundt om den næste blok.

Dobbeltrollen

Efter 26 år på posten gik Jørgen Chemnitz i denne uge på pension. Han er en lille mand med hvidt hår og hvidt skæg. Han ligner lidt julemanden. Men hans job er ikke taknemmeligt, og han har ikke kun gaver i sækken. Han arbejder i den gode sags tjeneste, men som leder af landets asylcentre, står han i spidsen for et system, der ikke kun er kendt for det gode.

Dansk udlændingepolitik er ikke altid lige køn. Vi vil høre om, hvordan det er at administrere den dobbeltrolle, Dansk Røde Kors står i, når organisationen på én gang skal bistå udlændingemyndighederne og hjælpe asylansøgerne. En opgave, som Røde Kors ikke har taget på sig i andre lande, hvor det som regel er staten, der varetager driften af asylcentrene.

»Jeg vil ikke udtale mig om politik,« slår Jørgen Chemnitz fast allerede fra starten.

Hvorfor ikke?

»Fordi Røde Kors ikke skal befinde sig i en politisk debat.«

Hvorfor skal Røde Kors ikke det?

»Fordi Røde Kors har et neutralitetsprincip. Men jeg vil gerne udtale mig om de humanitære spørgsmål. For eksempel kan jeg sige, at selv om gensynets glæde normalt er stor, så bliver jeg ked af det, når jeg møder en asylansøger, som jeg har mødt første gang mange år tidligere.«

Når I varetager driften af asylcentrene, er I så i stand til at kritisere det system, I selv er en del af?

»Det har vi blandt andet gjort i mange af de høringssvar, vi har afgivet (til Folketinget, når udlændingeloven er blevet strammet, red.). De går jo faktisk til magthaverne. Og der har aldrig nogensinde været en diskussion om vores bevillinger. Der er ingen eksempler på, at Dansk Røde Kors er blevet truet på økonomien. Hvis I ser på den udvikling, der har været, så har vi jo hele tiden haft mulighed for at lave forbedringer for vores beboere. Og derfor har kritikken simpelthen ikke hold i virkeligheden. Men det er ligesom blevet brugt som en del af det at mistænkeliggøre os, at så holdt vi nok mund.«

Madkasseordningen

I 2003 gennemførte VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti en stramning af reglerne om de såkaldte motivationsfremmende foranstaltninger. Eller udtrykt mere direkte - de pressionsmekanismer, staten tager i brug over for de asylansøgere, der har fået afslag på asyl, men som nægter at forlade Danmark, og som ikke kan tvangshjemsendes. Dengang var de to største grupper af afviste asylansøgere i landet irakere og afghanere, som nægtede at rejse tilbage til deres krigshærgede hjemlande, og som ikke kunne tvangshjemsendes, fordi Danmark ikke havde nogen hjemsendelsesaftale med deres hjemland. De blev nu ramt af en række tiltag som for eksempel overflytning til særlige udsendelsescentre, hvor også børnefamilier med børn ned til syv år fik frataget kost-, tøj- og lommepenge og blev sat på den såkaldte madkasseordning, der indebar, at de måtte nøjes med hver 14. dag at få udleveret en madkasse med de mest nødvendige fornødenheder i form af mad og hygiejneartikler. En ordning, Dansk Røde Kors blev sat til at administrere, fordi organisationen drev landets asylcentre.

»De motivationsfremmende foranstaltninger har vi aldrig brudt os om,« siger Jørgen Chemnitz.

»Det har vi også sagt i mange af de høringssvar, vi har afgivet. Og der synes jeg faktisk, at mange af dem, der kritiserer os, skylder os at læse vores høringssvar. Der er vi lige så kontante som alle andre. Jeg synes også godt, at journalister af og til kunne gøre sig den umage at finde høringssvarene frem. Men indimellem er det jo sådan, at en grundig research kan ødelægge den allerbedste historie. Det er det indtryk, jeg har i en række sager.«

Er du inderst inde lidt bitter på medierne?

»Jeg har stor respekt for mediernes opgave med at grave og bore, og jeg vil sige, at medierne holder os til. Alt skal være i orden. Men jeg synes, at overfladiskheden kan være problematisk. Jeg kan savne nuancerne i det. Kritikken har været lidt ensidig. Jeg er selv leder, så jeg må tage en masse skrald, og derfor får jeg lidt mere i løn, men det har især gjort mig ondt for et meget engageret personale, der har skullet læse, at de er systemets håndlangere og racister.«

Tagselvbordet

Kunne I have været bedre til at slå alarm, når forholdene for asylansøgere blev for uværdige?

»Hvis vi nu holder os til de sidste par år, som vi kan huske, så mener jeg, at vi meget tydeligt har været ude og tale om overbelægning i Sandholm. Det har vi omtalt som respektløst, uværdigt og så videre.«

Har du indtryk af, om det har virket?

»Altså nu er det jo ikke bare det at gå ud i medierne og sige sådan nogle ting. Det er jo også at få sagt det til de rigtige personer i systemet og sende mails og sådan noget. Vi kan jo ikke tage selv. Vi kan argumentere, og vi kan presse på, og det ved jeg, vi har gjort.«

Men hvis I kunne tage selv, hvad ville du så tage?

»Mit store ønske ville være, at tiden bliver så kort som muligt, hvor folk lever i uvished. For hvis det problem er løst, bliver mange af de andre udfordringer betydeligt mindre. Og så ville jeg også ønske, at man fik løst problemet med beboerne på tålt ophold. Det gør mig virkelig ondt.«

Hvad er problemet med dem på tålt ophold?

»Der kan være mange problemer. Men udgangspunktet er, at det er nogle mennesker, som har begået noget kriminelt. Det er der ingen undskyldninger for, og det er ikke det, jeg taler for. Men de har udstået deres straf, og vi har det normalt sådan her i kongeriget, at har man udstået sin straf, så gør både Kriminalforsorgen og samfundet i øvrigt en indsats for at få folk ind på den rette plads igen, for livet skal gå videre. Det gør man både af hensyn til samfundet, det gør man af hensyn til individet, men også der, hvor der er familie at tage hensyn til.«

Så du mener, de skulle have lov at blive i Danmark og få lov at komme ud i samfundet igen?

»Ja, det mener jeg. Og det har vi aldrig lagt skjul på. Vi sagde jo også klart fra, da man for nylig i forbindelse med tuneserloven havde nogle overvejelser om fodlænker. Altså at folk skulle gå med fodlænke og opholde sig i Røde Kors-centre. Endnu et eksempel på, at man kan altså godt i Danmark være kritisk, uden at det koster bevillingerne.«

Forbedringerne

Kunne man forestille sig tiltag fra regeringen, som ville få dig til at sige, at nu kunne du ikke være med mere?

»Jeg synes jo for eksempel, at fodlænken var et godt eksempel.«

Men var I stået af som system, hvis den var blevet indført?

»Det er svært at sige, for man vil jo altid lave en afvejning. Der er jo ingen, der har anvist et godt alternativ. Så kunne man spørge, om det skulle have så store konsekvenser for alle andre, hvis vi gjorde så meget ud af en enkeltsag. Men realiteten er jo, at der ikke er nogen i ministeriet eller i Udlændingeservice, der ikke er ganske klar over, hvor Røde Kors ville have det svært eller direkte ville stå af. Det ved de jo godt.«

Så man kunne godt forestille sig, at I kunne finde på at stige af?

»Jeg vil ikke sige, det ikke kunne forekomme. Men når jeg kigger tilbage på 26 år, kan jeg se rigtig, rigtig mange forbedringer. Skoler, børnehaver, bedre boforhold, voksenaktiveringen, modersmålsundervisning og så videre. Jeg kan da huske kampen i sin tid for, at vores børn skulle have den samme sundhedsbetjening som danske børn. Det var virkelig et sværdslag, hvor jeg satte al min prestige ind på, at sådan skulle det fandeme bare være. Der er stadig plads til forbedringer, men jeg vil sige, at hvis vi fik has på behandlingstiden, så er der ingen, der behøver have kvababbelser over menneskers ophold i danske asylcentre.«

Hvad er det, som Røde Kors gør bedre, end myndighederne eller ISS ville kunne?

»For det første er det en stor fordel, at de her centre ikke er drevet af for eksempel Udlændingeservice. Vi har intet med sagsbehandlingen at gøre. Det er klart adskilt. Det er en stor fordel. Og det har fra starten stået klart, at vi ikke ville have nogen rolle i forbindelse med sagsbehandlingen, for det ville underminere den tillid, der gerne skulle være mellem omsorgspersonalet og vores beboere - at de kan tale frit med dem om, hvad de tænker, og at de ikke skal føle, at de er nødt til at please personalet. Jeg ville ikke synes, det var særlig sjovt, hvis en beboer stod og fejede ude på gårdspladsen, fordi han troede, at han ellers kunne miste sin opholdstilladelse. Vi får vores penge fra staten, men vi har et princip om uafhængighed. Røde Kors skal bistå staten med at løse humanitære og beredskabsmæssige opgaver, men det må aldrig være i konflikt med de grundlæggende værdier. Det har vi været i stand til at løfte. Det mener jeg.«

Plasteret

I foråret 2006 inviterede Røde Kors Folketingets Udlændingeudvalg på besøg i asylcentrene Sandholm og Kongelunden. Besøget fandt sted fredag den 31. marts og fik stor opmærksomhed, fordi De Konservatives Henriette Kjær og Venstres Eyvind Vesselbo havde svært ved at acceptere, hvad de så. Familierne havde for lidt plads og børnene for lidt at tage sig til, udtalte de til medierne.

Det satte gang i en længere debat, som endte med, at integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) efter svære forhandlinger indgik en aftale med Dansk Folkeparti om at afsætte 37 millioner kr. til at forbedre forholdene for børnene på landets asylcentre.

Der var dog visse restriktioner fra Dansk Folkepartis side. Børnefamilierne måtte ikke få mere plads. Pengene skulle gå til fritidsbeskæftigelser for børnene, ikke flere kvadratmeter til familierne.

»Jeg kan huske, at jeg sagde til medierne, at de der 37 millioner var vi selvfølgelig glade for, men det var opholdstiden, der var problemet,« siger Jørgen Chemnitz. »Pengene var et meget lille plaster på et alt for stort sår. Men vi ville selvfølgelig ikke være så arrogante, at vi ikke vil lave noget for pengene. Og vi brugte dem så på klubting og udflugter og så videre. Og så fulgte donationer fra organisationer og private, og til sidst blev børnene helt stressede af alle de Tivoli-ture.«

I måtte jo ikke få flere kvadratmeter for pengene?

»Jamen, det kom der jo alligevel. Det gjorde vi jo bare. Ved I hvad? Mange af de væsentligste forbedringer, der er sket gennem årene, det har jo ikke været gennem høringssvar og vilde diskussioner i medierne. Det har været i en tæt dialog med den til enhver tid siddende minister og administrationen. Det er der, de store flytninger er sket. Så kan folk mene, at en mere markant mediepolitik havde flyttet noget. Min påstand er, at en tæt dialog har flyttet mere.«

Kan man føre det stille diplomati, hvis man samtidig buldrer løs i medierne?

»Det betyder ikke, at jeg ikke vil sige min mening, hvis I som journalister ringer til mig og stiller spørgsmål om for eksempel motivationsfremmende foranstaltninger - selv om jeg lige har siddet og forhandlet med embedsværket. Men der er stor forskel på at svare jeres spørgsmål ærligt og med den viden, jeg har - og så at fare ud med bål og brand og kampagneagtige pressemeddelelser. Politikere er jo også en slags mennesker. Vi har det jo alle sammen meget godt med, at mennesker, der kritiserer os, kommer hen til os og siger, hvad de er utilfredse med. Og anderledes er det jo ikke i politik.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Historisk må vi nok indse at Rødekors har frataget sig retten til at åbenlyst at kritisere og øve pression over forholdene i lejerene, som jo er hvad de burde kaldes og ikke et center. Det får det hele til at lyde alt for pænt.
hvis nu rummenes størrelse har en indflydelse på asylansøgerne helbred kan der så ikke forskes i det? Har det har en indflydelse på deres helbred? osv. det jeg tror der er for megen økonomi mellem staten og Rødekors til at Rødekors er uvildig i Danmark vi har en Kedelig tradition med at blande ideologiske ting sammen med Staten Folkekirken er et andet eksempel. Også prøve at overbevise befolkningen om at kirken er uvildig det samme med Rødekors.

Der er for Mange penge i projektet til folk der har deres leve brød i disse lejre.

At det ikke kan undgå at have indflydelse på deres handlinger.
Ergo Rødekors er inhabile til at udtale sig om hvorvidt at de bryder et kodeks i humanitært arbejde
humanitære holdninger er politiske

Humanitet har sin grænser og det er det som Rødekors skal værne om. ved at kigge ind over hegnet, og bede om at komme på besøg stille krav og råbe op. det er min overbevisning at Rødekors har korrumperet sig selv ved at påtage sig opdraget. Alle de børn som bliver skadet for ikke at tale om medarbejderne der også kommer psykisk til skade. Er et tegn på at lejrene burde være under opsyn af Rødekors ikke varetages af Rødekors