Læsetid: 9 min.

'Vi holder os til familien i de her dage'

Han skyder altid efter mørkets frembrud, i øde områder - og altid bagfra. Ofrene har ét fællestræk: indvandrerbaggrund. I et år har en snigskytte har terroriseret Malmø, omkring 15 blevet såret, mens en er blevet dræbt. Skuddene i Malmø er de seneste uger blevet til en fortælling om Sverige
Hele verden følger med. »Det kommer til at tage lang tid, måske måneder, før vi fanger ham,« sagde länspolisens chef, Börje Sjöholm, ved det daglige pressemøde på Malmø politistation, mens pressen trådte hinanden over tæerne. Snigskytten fra Malmø er blevet en fortælling, der rækker ud over den simple kriminalhistorie.

Hele verden følger med. »Det kommer til at tage lang tid, måske måneder, før vi fanger ham,« sagde länspolisens chef, Börje Sjöholm, ved det daglige pressemøde på Malmø politistation, mens pressen trådte hinanden over tæerne. Snigskytten fra Malmø er blevet en fortælling, der rækker ud over den simple kriminalhistorie.

Sigrid Nygaard

30. oktober 2010

Der står et kors ved Örgårdsparken i Malmø. Nogle visne blomster, et par breve og nogle fugtige stearinlys, der markerer det sted, hvor den 20-årige Trez West Persson døde for præcist et år siden, da nogen skød ind ad forruden på hendes bil. Perssons ven Xhafer Dani blev alvorligt såret, men overlevede.

Dengang mente politiet, at hun var offer for et bandeopgør. I dag mener politiet, at Trez West Persson var 'den nye lasermands' første offer. At hun var den første, der blev ramt i den serie af skudepisoder, der har hjemsøgt Malmø by gennem det seneste år. Der har været omkring 50 skudepisoder - mellem 15 og 20 af dem kobler politiet nu sammen til én eneste gerningsmand. En gerningsmand, der slår til efter mørkets frembrud, som skyder sine ofre bagfra og slår til i øde områder tæt på parker og grønne områder, som er nemme at slippe uset væk fra - formentlig på cykel. En gerningsmand, der tilsyneladende udser sig sine ofre tilfældigt, men alle har é fællestræk: indvandrerbaggrund.

Da integrationsminister Erik Ullenhag den 22. oktober besøgte Malmø og bydelen Rosengård, sagde han, at han »ville markere, at problemet ikke kun er Malmøs, men hele Sveriges«. Han sagde, at han ville danne sig sit eget billede af en situation, hvor mennesker med indvandrerbaggrund føler sig utrygge. Og at han har et ansvar for at fremme kampen mod fremmedfjendskhed.

Historien om skudepisoderne i Malmø er ikke bare en kriminalhistorie. Den er blevet en fortælling om Sverige.

Lasermannen

Politiet kan ikke lide sammenligningen mellem 90'ernes Laserman og de skud, der har ramt helt tilfældige mennesker i Malmø gennem det seneste år. «Den episode var så speciel,« siger man her. Men sammenligningen ligger ligefor, mener Gellert Tamas, der er journalist og forfatter kendt for sin bog Lasermannen - en berättelse om Sverige. Som den eneste fik han i 2000/2001 adgang til at interviewe John Ausonius også kendt som Lasermannen, der i 1991-92 skød omkring 10 personer med indvandrerbaggrund, hvoraf en døde.

»Det er umuligt for mig at sige noget om gerningsmanden i Malmø, men der findes visse ligheder i dagens svenske samfund og det samfund, vi så dengang. Den mest tydelige er, at vi netop har fået et fremmedfjendsk parti ind i rigsdagen,« siger Gellert Tamas.

I dag hedder partiet Sverigedemokraterna - dengang hed det Ny Demokrati. Det er da også bemærkelsesværdigt, at netop Sverigedemokraterna i partiets Malmø-afdeling, har udlovet en dusør på 25.000 svenske kroner til den, der kan give et tip, der fører til snigskyttens anholdelse.

Men det er ikke kun samfundet, der ligner, mener Gellert Tamas. Også ofrene har dengang og i dag har tilsyneladende fællestræke: De har ikke kendt deres gerningsmand, de har stået på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt - og så har de haft udenlandske rødder. Præcis som dengang.

»Ausonius sagde meget tydeligt - jeg mødte ham omkring 10 gange - at han blev inspireret af tidsånden. Han følte, at han havde en folkelig opbakning via Ny Demokrati, via Sverigedemokraterna, der dengang marcherede på gaderne, og via angreb mod flygtningecentre. Han følte, at når politikerne talte, så var det vigtigt, at nogen gjorde noget. Så han begav sig ud på gaderne for at skræmme indvandrerne væk. På den måde så han sine handlinger som politiske,- siger Tamas.

I Danmark har vi haft en heftig indvandrerdebat, men ingen lasermand. Hvordan forklarer du det?

»Gerningsmænd er blevet og kan blive påvirkede af racistisk vold og debat, men det betyder jo ikke, at det pr. automatik må være sådan. Derimod kan det være sådan. Det er også veldkokumenteret i forskningen,« siger Gellert Tamas og understreger, at der selvfølgelig ligger en stærk forstyrrelse til grund for den type handlinger.

»Ausonius følte virkelig, at han blev bakket op. I et af de interview, jeg lavede med ham, sagde han til mig, at '30 procent synes det samme som jeg'. På den måde blev Ausonius Sveriges mørke spejlbillede,« siger Gellert Tamas og forklarer, hvordan Ausoinius gennem hele sit liv på en måde havde reflekteret den svenske tidsånd. Han voksede op i en af de nye forstæder blot et stenkast fra familien Palme, han var et af de få mørkhårede mennesker i 50'ernes Konsensussverige, han blev mobbet og kaldt for negeren og havde en stærk følelse af at være udenfor. Længe var han mistænkt for at have begået mordet på statsminister Olof Palme. I 80'erne blev han yuppie og tjente store penge på børsen og i begyndelsen af 90'erne, da der blæste fremmedfjendske vinde, fulgte han med.

»Han blev en meget tydelig fortælling om Sverige,« siger Tamas om Ausonius, der forleden skrev et brev til den 'nye lasermand'. »Hvis det her virkelig er en copy-cat, så er det lige så forfærdeligt, som det jeg selv gjorde - hvis ikke værre.«

Det kan rent faktisk lade sig gøre, siger professor i kriminologi ved Stockholms Universitet Jerzy Sarnecki, at psykisk meget syge mennesker kan blive inspireret af politiske strømninger.

»Man må på det kraftigste understrege, at når et menneske skyder på et andet menneske, så er denne person meget syg. Sygdommen er faktoren bag handlingen, ikke den politiske debat. Men når en person er meget psykisk syg, så kan han samtidig være enormt følsom for ydre faktorer, såsom en politisk stemning,« siger Sarnecki og påpeger, at det kan være en udløsende faktor, der får ham til at handle.

»Og vi har haft en ret ophidset indvandrerdebat i Sverige på det seneste. Men grundspørgsmålet er ikke politik, grundspørgsmålet er forstyrrelsen,« siger Jerzy Sarnecki.

Det er også derfor, politiet, ifølge Sarnecki, laver en så kaldt 'omverdensanalyse', når de udarbejder en gerningsmandsprofil. De analyserer omverden for at få øje på motiver.

Spinkelt grundlag

Det er Rikskriminalens gerningsmandsprofil, vi venter på i det trange lokale på politistationen i Malmø. Det er onsdag formiddag, klokken er 10.15. Kameraerne er stillet op, mikrofonerne trænges på bordet foran politiinspektørens plads. 30-40 journalister og fotografer er klemt sammen i det lille lokale, en svedplet breder sig på skjorten på manden foran, folk står klinet op ad væggene. De er her alle sammen - Aftonbladet, Expressen, TT, norske Verdens Gang, Sveriges Television, selv BBC er rejst hertil for at høre seneste nyt i efterforskningen. »Hvor længe har du været her?« spørger en kvindelig journalist fra TT en anden fra BBC. Selv har hun været der fra 'begyndelsen'. Det vil sige, lige siden en 28-årig mand blev skudt ned på busholdepladsen Eriksfältgatan tirsdag i sidste uge, og politiet gik ud med meldingen om, at omkring 15-20 skudepisoder inden for det seneste år formentlig har den samme gerningsmand. Siden er medierne gået amok - både her og i udlandet. Der Spiegel, Die Zeit, The Times, finske Hufvudstadsbladet og islandske Morgunbladid samt alle de svenske og danske.

Skudepisoden på Eriksfältsgaten havde set ud som så mange før. Den 28-årige mand - med indvandrerbaggrund - blev skudt ned bagfra - og han havde ingen forbindelse til kriminelle miljøer. Præcis ligesom offeret for skudepisoden på busholdepladsen Lönngatan den 10. oktober, Köpenhamnsvägen den 24. august, uden for hospitalet den 25. september, den 26. juni uden for et træningscenter i Lorensborg.

»Det kommer til at tage tid,« sagde operativ chef ved länskriminalpolisen i Skåne Börje Sjöholm, da han fik sat sig ned. »Måske måneder,« sagde han og fortalte, at rigspolitiets gerningsmandsgruppe havde afleveret sin profil.

»De er stadig overbeviste om, at det er en og samme gerningsmand, der ligger bag skyderierne. Det er en gerningsmand, der er meget grundig med at slippe væk,« sagde han og understregede, at det var derfor, de ikke troede, at den skrædder, der var blevet beskudt om lørdagen og som efterfølgende havde fået nikket en skalle, var blevet angrebet af den gerningsmand, de ledte efter. Snigskytten ville aldrig vise sig for sit offer.

»Det er en svær sag. Vi har næsten ingenting at gå ud fra, for der er ingen, der har set ham. Der er ikke noget hokus-pokus,« indrømmede Sjöholm, inden han blev bombarderet med spørgsmål: »Er der mere end et våben?« - »Har overvågningskameraer givet noget?« - »Hvad er det for en slags person?« - »Tager I ældre tilfælde med i efterforskningen?« - »Har I brug for, at han slår til igen for at i kan fange ham?« Næsten ingen af spørgsmålene fik et svar. Måske fordi politiet ingen har. Ikke engang en af første antagelser - at gerningsmanden opererer inden for et bestemt område - holder stik. Området er langt større end først antaget. Det eneste, politiet har at gå efter, er, at det er en person, der kender sit område - en mand på mellem 20 og 40 år. Mere ville politiet ikke sige.

»Det kommer til at tage måneder. Grunden til at vi gik ud i Sveriges Television i går var, at vi vil have flere tips. Vi har fået omkring 200, men vi vil have alle de oplysninger, vi kan få: biltype, farve, dele af et registreringsnummer. Alt.«

»Tror i, han bliver ved?« ville en journalist vide.

»Det kommer an på, hvordan han fungerer. Hvis han kan lide opmærksomheden fra medierne og fra os, så vil han blive ved. Ellers vil han blive mere forsigtig og måske holde en pause,« lød en sidste bemærkning fra Börje Sjöholm, der har omkring 100 betjente på sagen og har fået forstærkning fra gerningsmandsprofil- gruppen, rigsmordkommissionen og analytikere, der hjælper svenske politimyndigheder i komplicerede efterforskninger.

Sörbäcksgatan

På Sörbäcksgatan i bydelen Kroksbäck er der helt stille. De gule murstensblokke virker forladte, der er ingen mennesker på gaden. Sådan var der ikke for en uge siden, fortæller Adnan Abdul Aziz. Da han mødte på arbejde i den vuggestue, han arbejder i, blev han mødt af politi og rullende tv-kameraer. Han sidder og drikker kaffe på en mur uden for nummer 14. Det var her i stuelejligheden til højre, to kvinder blev beskudt gennem ruden torsdag aften. Begge kom overfladisk til skade. I dag er persiennerne rullet ned, lejligheden er sagt op.

»Selv går jeg stadig ud om aftenen, jeg er ikke bange. Men byen er helt tom, der er ingen mennesker.«

Falske masse-sms'er florerer blandt unge i byen med politiet som afsender: »En morder er løs, hold dig inden døre«. Flere gange har folk henvendt sig, der har troet, at de blev beskudt, og folk ringer ind for at fortælle, at de har hørt skud. I torsdags besøgte Socialdemokraternas leder Mona Sahlin Malmø og spadserede rundt på Nydalstorget blot et par hundrede meter fra, hvor der en uge forinden var faldet skud. Hun fortalte om, hvordan Socialdemokraterna vil mindske antallet ulovlige våben på gaderne.

»En by, der er belejret af ondskab«, »Malmø - frygtens by«, skriver Expressen, mens Dagens Nyheter slår myten om Sverige i stykker i et interview med Hélene Lööw, historiker med speciale i nazisme i Sverige.

»Sverige er jo faktisk det eneste land i Europa, hvor en statsminister og en udenrigsminister er blevet myrdet på åben gade. Alligevel lever den forestilling, der blev skabt efter Anden Verdenskrig af et land med konsensus og tolerance, noget, der egentlig aldrig har eksisteret.«

Og selv om ingen i Kroksbäck lige denne dag fortæller, at de er bange, fortæller de alligevel om venner og bekendte, kioskejere, der undgår at arbejde alene om aftenen, pensionister, der holder sig inden døre, unge, der bliver holdt hjemme af deres forældre.

»Det er trist for vores børn, at de skal vokse op med sådan noget,« siger en ung mand, der ikke vil have sit navn i avisen. »Det kommer til at tage lang tid, før man ikke længere sætter vores kvarter i forbindelse med de her skyderier,« siger han og skælder ud på medierne, der efter hans mening bare gør alting værre.

»Selv vil jeg ikke lade mig påvirke af det her. Men folk er bange, det er klart. Vi holder os til familien i de her dage.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Kristensen

Det er nogle mærkelige teorier der fremkommer om gerningsmanden.
Det er nærmest som om det er givet på forhånd at manden er psykisk syg. Man behøver ikke være psykisk syg for at skyde på andre mennesker, det gør soldater også. Men på denne måde kan svenskerne jo undgå at tale om deres problemer, det er de verdensmestre i.
Ligeledes synes det, at
Sverigedemokraterna skal have skylden, fordi de vil tale om ting de mener giver problemer. På denne måde kan den svenske elite - sovset ind i bedrevidenhed - give dem skylden og sige at folk med den slags meninger helst skal holde deres kæft.
Det er jo et helt relevant spørgsmål - hvorfor forekommer disse skyderier og mord på politikere lige i Sverige? Det virker som om der er nogle mennesker der ikke føler, at de kan få "lukket gassen ud a ballonen" - om man så må sige - på andre måder.

Ta en slapper. Der findes næsten 300.000 beborere i Malmø. De fleste er slet slet slet ikke påvirket af dette her sindsyge menneske der render rundt og prikskyder efter andre. De har hverken set noget, hørt, noget eller ser sig over skulderen; hvadenten det er dag eller nat.

Pressen og regimet i Danmark nyder til gengæld at få fjernet fokus fra de tusindvis af dokumenterede drab, mord og andre dødsfald som indtræffer dagligt som følge af besættelserne i Afghanistan og Irak.

Det er bllot et spørgsmål om tid inden gerningsperrsonen i Malmø fanges og fjernes fra Malmøs gader og stræder, men hvor lang tid skal det ta' før de millionstore befolkninger i Irak og Afghanistan igen kan nyde en aften uden af se sig over skulderen efter besættelsestropper, dukke sig af skræk hver gang de hører helikopternes summen?

Få lidt perspektiv på tingene!