Læsetid: 17 min.

Jorden har gjort dansk landbrug til et korthus i stormvejr

Jorden brænder under de danske svineavlere. Under den store optur blev jordpriserne pumpet i vejret. Nu venter det frie fald
Jorden brænder under de danske svineavlere. Under den store optur blev jordpriserne pumpet i vejret. Nu venter det frie fald
16. oktober 2010

Og det er alt den jord jeg har
Og alt hvad jeg begærer
Jeg håber det går an jeg ta'r
Hvad mine såler bærer

- Ludvig Holstein, 1915

Hver morgen står Vagn Ginnerup op klokken 4.30. En lille, muskuløs mand med et viltert gråt hår og brede ansigtstræk. Han nærmer sig de 80, men driver stadig et mindre kvægbrug i det nordøstlige Salling, selv om der ikke er meget tilbage af det. Han er født på egnen - i oplandet til den lille by Jebjerg - og har arbejdet i landbruget det meste af sit liv, men først i starten af 1970'erne fik han sit eget på den anden side af byen, modsat fødegården. Sammen med konen Aia og deres seks børn har han drevet gården med malkekvæg, en snes hektar, et par heste, får, høns, et hundekobbel, der gøede om natten, høloft og hårdt fysisk arbejde. Lidt hjælp til høsten, men ellers har han gjort det meste selv og ikke kendt til dårligt vejr, influenza eller ferier fra gården. Når vejret er rigtigt, skal der pløjes; når temperaturen er rigtig, skal der sås, og hver morgen klokken fem er han trasket over i stalden for at sætte malkningen i gang.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Leif Højgaard

Hvad med at sætte priserne lidt op på eksportmarkederne ? Det ville lette trykket en del og forbedre de trange vilkår for dyrene. Eller måske helt afvikle svineriet når det nu er så ulønsomt ?

Niels-Simon Larsen

Det er jo mærkeligt, at det er under Venstre (det gamle bondeparti), at bondekulturen er blevet slagtet.

Når byerne har fået lov at brede sig ud over landbrugsjorden, må fødevareforsyningen indtage byerne. Vi skal altså have byøkologi med gartneri og hønsehold i byerne, biavl, blomsterdyrkning osv.

Og når vi så kun spiser kød én gang om ugen, er der ikke brug for svineriet. Vi skal til at tænke i andre baner, og det er på tide.

olivier goulin

Glimrende og velskrevet artikel.

"Jeg er meget glad for den retning, landbruget tager mod de større og større produktionsenheder, og vi vil ikke se flere af de brug, der kun engagerer en familie og ellers bare får lidt hjælp fra maskinstationen til at høste."

Jeg forstår godt landbrugsministerens rationale bag denne udtalelese - men den skurrer ikke desto mindre groteskt i ørerne, efter den sympatiske indledningsvise beskrivelse af den jævne, romantiske bondemand Vagn Ginnerup.

Men den udstiller meget præcist industrilandbrugets ulykkelige tilstand idag, ikke blot økonomisk, men også dyreetisk, værdimæssigt, kulturelt og over, snart sagt, hele linien.

Var det ikke fordi, der lå en masse menneskelige skæbner og milliarder af eksportkroner bag, kunne man næsten ønske for landbruget, at det måtte kollapse under sin gældsbyrde, og eventuelt tage hele den finansielle sektor med sig.

Af asken kunne vi måske naivt håbe på en genfødsel af en masse små landbrug som Vagn Ginnerups, på jord, som deres indtægter selv kan finansiere. Et landbrug, drevet af landmænd og ikke spekulanter.

Og hvis det betyder, at vi mister konkurrenceevne overfor udlandet, så lad os producere til eget bord, og satse på nogle andre og sundere eksporterhverv.

Den nuværende situation kalder i hvertfald på et kollaps af en eller anden form - formentlig som del af det større systemiske sammenbrud, vi stadig har til gode.

Det bliver sværere og sværere at begræde.

/O

Det er en fin artikel, men den mangler at tage et par meget væsentlige forhold i betragtning, nemlig
1) at mange mindre bønder, som har været kloge nok til ikke at ekspandere over evne, og som driver deres brug på en økologisk bæredygtig måde, ikke er i krise. Prøv f. eks. at spørge Egon Kjær Sørensen på Lyngdalgård ( www.lyngdalgaard.dk ).
2) At løsningen på industrilandbrugets krise ligger i dets planmæssige afvikling, hvilket den eneste tilbageværende bonde-organisation i landet, Frie Bønder, for længst har udstukket retningslinjerne for. Se www.levende-land.dk

Artiklens vigtigste pointe er splittelsen mellem "borger" og "forbruger".

Alle siger de ønsker noget bæredygtigt, men når der skal købes ind i supermarkedet vælger alle de billigste, som er produceret med mange gange mere penicillin o.s.v. end selv de mest industrielle danske producenter har lov til at bruge.

Enhver handlingsplan må begynde med, at der indføres et decideret importforbud mod ikke-bæredygtige fødevarer - her må vi enten få EU til at makke ret, eller udøve en form for "civil ulydighed" (pifte lastbiler ved grænsen o.lign.).

Det bliver bare så dobbeltmoralsk. Hvorfor har man ret til at pifte en tysk lastbil, når man ikke magter at lade være med at vælge junk-food fra køledisken ?

I Frankrig og i Italien og vist også i Grækenland har man altså stadig de her traditionelle landmandsbrug, som dyrker jorden som de har gjort i mere end 1.000 år (eller deromkring). Og det går godt - også fordi de italienske og franske forbrugere gerne vil betale hvad det koster for gode, sunde pasta-produkter, gode friskmælk-oste, og andre gode sunde produkter som friske grøntsager, der har vokset i jord, ikke i spagnum.

Landbruget hat glemt, at det ikke i sig selv er et kapitalistisk erhverv, men derimod en selv-erhvervende livsform, hvor man investerer sit overskud i bedriften. Og kun det. Og ikke tager mere gæld end man kan betale tilbage.

Når det er sagt, må man også sige, at politikerne med deres krav om at man skal have meget jord for at kunne sprede gyllen ud på dem. Dette har helt sikkert været med til at presse pr hektar jord op...

Set fra mit landbrugs-perspektiv er der brug for gode, gamle afprøvede bonderåd. Marker som ligger brak år efter år, så de kan komme sig. Og som har skiftebrug, så man ikke udtømmer jordens resurser med at plante den samme såsæd år efter år.

Mht. smågrise, så nytter det jo ikke nogets at hungrisene (søerne) får 7-8 ekstra smågrise, hvis de 7-8 ekstra smågrise får skuldersår, benskader eller dør.

Og ang. slagtningen kan den sagtens udføres i Danmark; Grunden til den ikke ike bliver det er den, at Danish Crown kan tjene meget mere på at fragte grisene til Tyskland og lade dem slagte på tyske slagterier, hvor rumænske, og ungarske slagteri-arbejdere kun tjener ca. 10 Euro i timen.

Og jeg mener bestemt, der er et publikum til kvalitet. Det er Irma altså et godt bevis på...

@Karsten
Er det ikke en lige lovlig romantisk udlægningen af landbruget i Sydeuropa ?

Såvidt jeg ved, findes det, som du beskriver, men det industrielle landbrug med alle dets problemer lever vist i bedste velgående i såvel Frankrig som Italien, hvor eksempelvis dyrevelfærden er meget mere under pres end i DK....

Det ved jeg ikke om det er, men er det ikke interessant, at f.eks. et land som Frankrig stadig kan have mindst 150, og sikkert også 200 oste. Og alle som en bliver de stadig lavet i regionerne - som i gamle dage.

I Danmark har vi jo næsten kun den fynske rygeost tilbage som en regional-ost.

Og i Italien (i Norditalien) kan folk stadig leve af at plukke oliven og håndtere den på gammeldagsvis. Og sælge den dyrt her i Nordeuropa.

min pointe var blot, at der findes begge dele de lande, men der findes altså også stadig danske fødevareperler rundt omkring, og vi er ldt mindre end de føromtalte, så 200 oste er nok urealistisk :o)

Arne G Rasmussen

Rigtig god artikel, der fortæller meget om landbrugets situation i dag.
Jeg er en af de svinebønder, der hoppede af struktur ræset. Jeg var bonde, og det er de fleste af de store industri producenter også inderst inde. Derfor bryder de sig heller ikke om ordet industri i forbindelse med landbrugsdrift.
Problemet er at den enkelte bonde er oppe i mod nogle økonomiske og samfundsmæssige strukturer som er vanskelige at gå imod.
Udviklingen er et skoleeksempel på, - jeg bruger det i mit nuværende job som historie lærer- hvordan forsøg på at styre udviklingen i en retning, kan få den konsekvens at den går helt modsat.
I forbindelse med udarbejdelsen af den første vandmiljøplan i 1987, blev der indført et arealkrav til dyreenheder. Det var et ønske fra os bønder i et håb om at en sådan lov ville begrænse strukturudviklingen hen imod større og større bedrifter, da disse så var tvunget til at eje jord.
Jeg skal hilse og sige at det ikke skete uden protester fra de af mine daværende kollegaer, der var ved at udvide deres bedrifter.
Loven blev altså indført for at bremse udviklingen mod større bedrifter og for at undgå en gødningsafgift. Den fik som alle kan se i dag en stik modsat virkning.
At udenlandske produkter er dårligere end danske en sandhed med modifikationer, eks. er tyske produkter billigere end danske, men de fleste bliver produceret på "gammeldags familiebrug" og under forhold som i langt højere grad ligner det billede af et et romantisk landbrug som danske forbruger efterlyser. Det skal dog siges at moderne staldsystemer på mange måder er rammen om bedre dyrevelfærd end de var tidligere. Disse systemer er ikke afhængige af produktionens størrelse, som det heller ikke er rationaliseringsgevinster, der driver udviklingen mod større og større bedrifter. Men det er et paradoks, som også kan ses mange andre steder i samfundet, bl.a. indenfor skoleområdet.
De store bedrifter er en nødvendighed for at skabe ordentlige arbejdsforhold, 8 - 4 job, god løn, ferie og weekendfri. Joh, men måske er prisen - tabet af glæden ved at deltage i alle landbrugets arbejdsopgaver, ved det at leve som bonde - for høj. Det er stadig svært at at tiltrække og fastholde unge mennesker i landbrugsjobbene og flere og flere steder er det østarbejdere der udgør arbejdskraften.
Dansk landbrug befinder sig i et land med et højt lønnings- og omkostningsniveau, og det gør at jordpriser og andre kapitalomkostninger er væsentligt større end mange steder i udlandet, også uden at et ekspanderende landbrug har presset priserne op til et urealistisk niveau.
Jordpriser er ikke alene landbrugets problem, det er først og fremmest samfundets problem.
Vil og kan vi betale det tab, der skal til for at bringe jordpriserne ned på et produktionsrelateret niveau?? Det er det politiske spørgsmål, som ikke mange har lyst til at tage op. Jeg har det nok meget som oliver goulin giver udtryk for, men er også overbevist om at noget nyt uafvendeligt vil spire op fra bunden.

Hvis man som landmand ikke er klar over, at jordpriser på 400.000 kr. pr. hektar ikke kan forrentes - i det mindste ikke ved at drive landbrug, så er der sgu noget galt på landbrugsskolerne.
Landbrug er jo et liberalt erhverv, og som for alle andre erhverv gælder det - lad falde hvad ikke kan stå.

Den nok som bekendte "hånd" i den liberale tanke, har betydet at landmænd i Danmark har haft hånden nede i statskassen, i et sådant omfang, at landmændene selv har troet at det nok gik i evighedernes evigheder.

Og så 400.000 pr. hektar - hvad tænker I på? Den eneste form for planteavl jeg lige kan komme i tanke om kan forrente sådan en købssum, er Cannabis Sativa, var. Indica, eller opiumsvalmuer - begge dele er imidlertid forbudt i Danmark.

Det er da så sandelig ikke jorden, der har gjort dansk landbrugserhverv til et korthus! Det er industrilandbrugets egne organisationer med deres aktive lobbyisme og skiftende forudindtagede fødevareministre, der har sikret de enkelte industrilandbrugs kommende undergang. En total forfejlet politik, hvor man som grever og baroner igennem flere årtier har regeret både folketinget og det ganske lille land, som vi ellers alle burde have andel i. 62 % under plov! Hvor mange andre lande og så med DK´s størrelse kan "prale" af det?
Det er fuldkommen absurd, at industrilandbrugsministrer Henrik Høegh i denne artikel giver udtryk for, at det er det rigtige, man har gjort, og at der kun er en måde at drive landbrug i Danmark på, nemlig storindustri. Især da når man til enhver tid kan slå op i Danmarks Statistik og uden en højere eksamen inden for noget som helst, kan se, at af de landbrug, der pr. 1. jan. d.å. skyldte 360 mia. kr. væk, er gælden hovedsaligt koncentreret om netop de store landbrug. Dvs. alle andre danskere også de små og mellemstore brug er med til at betale til en urentabel og svinende industri, som ikke har en kinamands chance for at komme på fode under den nuværende struktur.
Forunderligt er det også, at en fødevareminister kan komme med så bombastiske udtalelser til favorisering af en gruppe, nemlig industrien, inden for et erhverv på bekostning af en anden gruppe inden for samme erhverv, nemlig de mindre og meget mere rentable landbrug, hvoraf mange oven i købet er økologiske. Det er da lemfældig omgang med Grundlovens prg. 74 omkring lige adgang til erhverv. En lov, som en minister til enhver tid bør kende!
Når så den gode Høegh har fået lov at komme til orde i forbindelse med denne artikel, så kan han da heller ikke lige lade undlade, med dogmatisk præcision at nævne biomasse som landbrugets fremtidige indtægtskilde...... Et nyt "eventyr", hvor landbrugslobbyen har sikret sig "støtte" fra alle borgere, hvis de altså har lyst til at få varme og anden energi i fremtiden. Mon der ringer en klokke om barmarksværker? Eller har man mon kalkuleret med den "ørken" af ens marker, som skal såes til med energiafgrøder, transporteres over store afstande osv? Har nogen tænkt på, at for at få diesel fra gylle, skal vi måske have 10 gange så mange svin i DK? Hvordan er det nu lige, at det går med vores grundvand, bla. pga. af pesticider? Velbekomme!
Når alt det så er sagt, så synes jeg, at det er synd for de mange familier, der har ladet sig forlede til at tro, at jord er det samme som guld. Jeg er ikke uenig i, at mange af dem måske burde have vidst bedre; men for mange landmænd er det med økonomien meget noget, hvor man lader en kyndig regnskabsfører og andre konsulenter på den lokale landboforening "vejlede" (vildlede) sig. Landmænd er pr. def. ikke bogholdere og har nok i mange tilfælde valgt at tro på deres organisation. Derfor dette ragnarok. Man kan såre undre sig over, at ingen af de familier, der i dag er på fallittens rand, endnu ikke har forsøgt at sagsøge deres organisation for vildledning omkring investeringer. Det kan godt være, at den enkelte landmand har håbet, at jorden vitterligt kunne forrente sig over åre med en købspris på op til 400.000 pr. ha., men en ting er sikkert, de der er uddannet til at vejlede, bør og skal vide, at det er en meget risikabel udvidelse, de rådgiver om. At bankerne så har slugt rådgivernes og landmændenes ord råt, kan man i den grad undre sig over. Ligesom at bankerne ikke må vildlede, så må uddannede rådgivere inden for landbruget vel heller ikke?
Landbrugets organisationer, bankerne og politikerne har altså skylden, ikke jorden! Hvis det "liberale" erhverv havde fået lov til at udvikle sig liberalt, ligesom alle andre liberale erhverv i dette land, så var problemet ikke kommet "pludseligt" og havde krævet endnu flere redningspakker. Så var de, der ikke kunne "stå", stille og roligt faldet og nye skudt op gennem årene. Så havde de små og mellemstore landbrug kunnet eksistre uden hele tiden at skulle kæmpe mod fallerede kolleger, disses organisationer og et folketing, der simpelthen har valgt at frede, alt hvad der hedder landbrugsindustri, under dække af, at det kun er en overgang og vi har brug for arbejdspladserne. Det sidste kunne der laves masser af beregninger på, der ville vise, at nye arbejdspladser ville blive skabt, hvis strukturen blev ændret "tilbage" til et mangfoldigt landbrug med plads til natur og mennesker.
Jeg vil til sidst kraftigt opfordre de stakkels familier, der er på vej mod fallit, til at kræve deres organisation og ikke andre borgere til ansvar, for den ulykkelige situation. Og endnu en opfordring, prøv evt. at få banken med på at lægge om og udstykke i mindre parceller. Dette kan man læse mere om i Dalby-planen på www.levende-land.dk

Oliver skriver: Af asken kunne vi måske naivt håbe på en genfødsel af en masse små landbrug som Vagn Ginnerups, på jord, som deres indtægter selv kan finansiere. Et landbrug, drevet af landmænd og ikke spekulanter.

Og hvis det betyder, at vi mister konkurrenceevne overfor udlandet, så lad os producere til eget bord

Hvad er det for et bord du snakker om?

"mange danskere har så høje krav til, hvor søde og gode vi skal være ved dyrene, og de har utrolig travlt med alt det, vi ikke må på en gård. Når de så står ude ved køledisken, ser de på én ting, og det er prisen. Der taber vi stort mod udlandet, der har helt andre regler for dyrevelfærd og medicinering, så de kan producere en pakke fars, der sælges for 15-20 kroner"

Mona Blenstrup

Så længe vi overbevises om, at andre lande har dårligere dyrevelfærd, og kan sælge til en billligere pris, så kommer vi slet ikke ud af stedet.

Hvilke lande har dårligere vilkår for slagtekyllinger? For slagtesvin? For mink?

Hvorfor vores industrilandbrugsminister igen fremfører biogas som det nye tiltag, der nærmest skal redde det danske landbrug, mens han hyler op om vores kokurrenceevne, er mig en gåde.

Biogas bassret på gylle - svinegylle - er en dødssejler. Man skal forledes tilat tro på, at dette affald fra svineindustrien er en gave til danskerne.
Det allerværste ord omkring dette er : bæredygtighed og vedvarende energi. Disse to ord om svinegylle som energiform er lige så forkerte, som de højstråbende industrilandbrueres overbevisning om sandhedsværdien.
Barmarksværkerne med deres forbrug af dengang overflødig halm er en ren katastrofe for forbrugerne, der endda er blevet stavnsbundet til disse værker.

skal det også ske med det biogaseventyur, der er under opsejling, for dyre skatte midler, med inport af billigt sojafoder til den fallederede svineproduktion i D`K?

Det er ikek forbudt at tænke selv, eller lade andre tænke højt.

Men fri os fra Axelborgs indflydelse.

I gamle dage (og ja, vi skal såmænd ikke længere tilbage end til min ungdom i 1970erne) var der altså væsentligt flere mejerier end der er i dag. Og hver egn havde stort set også sin egen ost eller sine helt specielle mærker af oste, ymer, mm. Også kød kunne fås som egns-specialiteter. Det kan det da stadigvæk, isæt her i den del af landet hvor jeg bor...

Jeg ved ikke lige, om der var 200 oste dengang i 1970erne, der var i hvert fald flere varianter, også lokale, og også nordjysk ost, fynsk ost, sjællandsk ost mm. var der - så vidt jeg da kan huske...

I dag kan man vælge mellem Riberhus med og uden kommen og andre skære-oste som stort set smager af det samme. I Frankrig kan man få mange oste, f.eks. spændende rødkit-oste, og i italien kan man få ost lavet af fåremælk (pecorine) og mange andre spændende oste, som er baseret på lokale håndværks-mæssige traditioner...

Jeg ved godt, at det er ved at komme igen i Danmark, men så er det som en slags luksus-vare...

Ib Christensen

JORDEN ER PROBLEMET

Naturligvis er det de oppustede jordpriser, der er problemet for landbruget. EU-støtten kapitaliseres, og det samme sker med nedsættelsen og nu fjernelsen af landbrugets grundskyld. Jorden bør ideelt set være til landbrugernes rådighed uden købesum, men med pligt til at forrente det driftsmæssige afkast. Indtil da bør grundskylden - også på landbrugsjorden - genindføres og successivt hæves. Landbrugsjorden må ikke være et spekulationsobjekt. Og EU-støtten og andre landbrugssubsidier bør selvfølgelig afvikles.

@Ib Christensen. Mener stadig ikke, at det er jorden, der er problemet; men de involverede parter, nemlig industrilandbrugets organisationer, bankerne og politikerne, som er de ansvarlige for de oppustede priser.
Både EU-støtten og fjernelsen af grundskylden er lige så godt, som at putte penge i et stort bundløst hul.
Jeg er enig i, at landbrugsjorden ikke må være et spekulationsobjekt, som den har været det siden kort efter 2. verdenskrig. Jeg tror dog, at det vil blive uendeligt svært at omlægge det danske samfund, således at det ikke mere er den enkelte, der ejer jorden. Men okay, hvis det gjaldt for samtlige matrikler også husejernes, så ville det måske kunne få gang på jord. Hvorvidt jorden kunne forrentes, kunne vi jo så være ligeglade med, når blot såvel bonde som husejer betalte sin leje rettidigt. Kan husejeren ikke betale enhver sit, må han sælge huset; ligeledes vil det være for bonden / landmanden. Lejer skulle så naturligvis til enhver tid kunne gøres ansvarlig for misligeholdelse af jordens bonitet, det underliggende grundvand osv.
Meeeen, det strider vist en hel del imod den danske selvopfattelse, at man ikke må eje sin egen jord.
Lad os starte med, at få fjernet EU-støtte og alle de andre subsidier og så forlange, at landbruget fremover skal have de samme vilkår, som alle liberale erhverv. Lad falde, hvad ikke kan stå!
"I øvrigt mener jeg, at Axelborg bør nedlægges."

Mona Blenstrup

»Jeg er meget glad for den retning, landbruget tager mod de større og større produktionsenheder

Og det skulle ellers være også min minister, der skulle pleje mine interesser.

Landbruget, der årligt bidrager med 100 milliarder til statskassen og beskæftiger omkring 165.000 danskere, er et korthus i stormvejr.
Stidigt er det meget gamle tal. Værdien af eksporten er omkring ller under 60 mia. og ansatte er under 130.000, men der er ikke belæg for disse medarbejderes etnicitet. Der er et storforbrug af østeuropæiske arbejdere både i svinefabrikker, slagterier, gartnerier.

Gamle tal sminker virkeligheden, men de pyunter ikke i debatten.

Poul Erik Pedersen

I 1975 var der stadig over 150.000 heltidsbrug i Danmark. I dag nærmer tallet sig 25.000 heltidsbedrifter og omtrent 20.000 deltidsbrug. De vil falde til henholdsvis 19.000 og 12.000 i år 2015. Bedrifter med malkekøer vil falde drastisk de næste ti år, ligesom der vil blive en del færre køer.

I år 2015 vil antallet af bedrifter med svin være ¼ af hvad der er i dag; men produktionen vil stige fra de cirka 26 millioner svin om året i dag til over 30 millioner de næste ti år. Landbrugets samfundsøkonomiske betydning vil fortsat falde og beskæftigelsen i de fødevareproducerende erhverv vil også falde yderligere.

Det danske samfund har absolut ingen fordele ved denne udvikling. Den vil kun begunstige de få men stadig større og større jordbesiddere, som i mange år fremover vil få millioner og atter millioner i støtte fra EU.

Der vil blive sat yderligere turbo på den ødelæggende intensivering med større og større marker, nedlæggelse af hegn, skel og stier. I svinebælterne stinker det fra svinefabrikkerne og ammoniak fordamper i store mængder herfra med katastrofale konsekvenser for plante- og dyrelivet i værdifulde natur- og vandområder.

Det er nu 220 år siden stavnsbåndet blev ophævet, og mere end 125 år siden andelsbevægelsen blev grundlagt.

I en nær fremtid vil en grøn revolution give det danske bondeland håb. Om nogle årtier vil jorden igen blive udstykket i mindre brug, da en ny landbrugsreform har afskaffet de store kapitalgevinster på jord, og bonden kan koncentrere sig om det gode landmandsskab igen.

Mangfoldigheden vil brede sig og glæden vil gro op af den før så stressede jord. Bonden vil måske stadig have lange arbejdsdage med hårdt arbejde, som giver velvære i sindet, træthed i alle muskler og en helt naturlig nedslidning af kroppen.

På små gårde udnyttes en bred vifte af ressourcer og bonden har en meget stor interesse i de bevares. Disse landbrugssystemer er mangesidige og bevarer en betydelig mangfoldighed i området. I et landskab med mange små gårde skal der være skovklædte områder, hvorfra man får bær, svampe og andet spiseligt. Der vil komme flere læhegn i landskabet og små vandhuller bliver
genskabt så artsrigdommen i floraen og faunaen øges igen. På den måde vil insekter, som er skadelige for afgrøderne få flere fjender i form af fugle og nytteinsekter. Der skal også sættes flere projekter i gang, hvor våde enge genetableres. Disse kan tilbageholde kvælstof og fosfor i drænvandet fra de dyrkede arealer. Mange gårde vil i fremtiden få blandings¬kulturer med skovlandbrug, frugt, grønsager, store og små husdyr og en baghave, der gør det muligt at bevare tusinder af vilde og dyrkede arter. For at mange små gårde kan starte en produktion igen er en jordreform vigtig. Den skal effektivt inddrage kapitalgevinster på produktionsjord, og forhindre at jorden fungere som spekulationsobjekt. Jordene vil hovedsageligt blive forbedret med kompost, staldgødning og grøngødning. Efterhånden vil spildevandsslam måske også blive et nyttigt supplement til den øvrige gødning.

Det er mit håb for dansk landbrug og natur

Mona Blenstrup

så længe vores spildevandsslam indholder tungmetaller og andet kemis, skal det ikek ud på markerne.

Men elers er jeg meget enig,udover, at jeg gerne ser jordomfordelingen ske meget snart.

Rachel Henderson

Så er det nu man slår til når priserne på jord bliver lave nok. På jorden rejser man skov. Når skoven er etableret hegner man den ind og slipper nogle vild-grisebasser løs. Når der er mange nok, begynder man at sælge vildsvinekød - lidt, men dyrt!

@Rachel. Ville nu hældre lade nogle gamle sortbrogede landsvin gå på olden i de danske skove. :)
@Stig. Jo, det er det da bestemt, når bare man holder dem forsvarligt, så de ikke bryder ud; men det gælder jo for alle husdyr.
Derimod synes Axelborg ikke, at det skal være lovligt for nogle stakkels vilde vildsvin at krydse den danske grænse, derfor betaler man gerne tyske jægere for at skyde de stakkels "utysker".