Læsetid 17 min.

Jorden har gjort dansk landbrug til et korthus i stormvejr

Jorden brænder under de danske svineavlere. Under den store optur blev jordpriserne pumpet i vejret. Nu venter det frie fald
Jorden brænder under de danske svineavlere. Under den store optur blev jordpriserne pumpet i vejret. Nu venter det frie fald
16. oktober 2010

Og det er alt den jord jeg har
Og alt hvad jeg begærer
Jeg håber det går an jeg ta'r
Hvad mine såler bærer

- Ludvig Holstein, 1915

Hver morgen står Vagn Ginnerup op klokken 4.30. En lille, muskuløs mand med et viltert gråt hår og brede ansigtstræk. Han nærmer sig de 80, men driver stadig et mindre kvægbrug i det nordøstlige Salling, selv om der ikke er meget tilbage af det. Han er født på egnen - i oplandet til den lille by Jebjerg - og har arbejdet i landbruget det meste af sit liv, men først i starten af 1970'erne fik han sit eget på den anden side af byen, modsat fødegården. Sammen med konen Aia og deres seks børn har han drevet gården med malkekvæg, en snes hektar, et par heste, får, høns, et hundekobbel, der gøede om natten, høloft og hårdt fysisk arbejde. Lidt hjælp til høsten, men ellers har han gjort det meste selv og ikke kendt til dårligt vejr, influenza eller ferier fra gården. Når vejret er rigtigt, skal der pløjes; når temperaturen er rigtig, skal der sås, og hver morgen klokken fem er han trasket over i stalden for at sætte malkningen i gang.

Vagn Ginnerup har stadig et par køer og dyrker stadig jorden, men han skal ikke længere malke om morgenen. Alligevel står han op kl. 4.30, for »jeg kan ikke sove mere,« som han siger på det bredeste sallingbomål, der kan opdrives i 2010. Så sidder han der i sit stille køkken, indtil solen står op. Vagn Ginnerup er Danmarks sidste landmand.

Borgeren og forbrugeren

»Nej, dem kommer der ikke flere af,« siger landbrugsminister Henrik Høeg, mens han tygger færdig på et stykke chokolade fra Summerbird. Fra sin ministerstol har han panoramaudsigt ud over Københavns havneløb forbi den Sorte Diamant og ned langs Christians Brygge. Eftermiddagssolen står skarpt ind gennem glasfacaden.

»Jeg er meget glad for den retning, landbruget tager mod de større og større produktionsenheder, og vi vil ikke se flere af de brug, der kun engagerer en familie og ellers bare får lidt hjælp fra maskinstationen til at høste. Det er de meget store brug, der skal ruste os til kampen på det internationale marked. Og den kamp, det må vi erkende, har været utrolig hård de sidste år.«

Faktisk så hård, at man i dag taler om landbrugets største krise siden 1930'erne. Det Økonomiske Råd, vismændene, landmændene selv, landmændenes banker, landbrugskonsulenterne og politikerne fra højre til venstre - de er alle sammen enige: Landbruget, der årligt bidrager med 100 milliarder til statskassen og beskæftiger omkring 165.000 danskere, er et korthus i stormvejr.

Svinepriserne har siden 2007 været i frit fald på det internationale marked, den fejlslagne høst i Rusland har sendt foderpriserne voldsomt i vejret, konkurrencen med en billigere produktion i udlandet og slagtesvinene, der bliver sendt i samme retning, har ramt svineproducenter og slagterier, mens stigende miljøkrav, komplicerede afgifts- og tilskudsregler og utallige landmænds forfejlede investeringer i alt muligt andet end landbrug - i schweizerfranc, vindmøller i Tyskland og lejligheder i Budapest - har vendt en økonomisk himmelstige til en stejl nedtur.

Men frem for alt er krisen bundet op på det, landmændene går og står på: jorden. De rystende ustabile priser på ejendomme og jord, der med en afsindig himmelflugt under opturen gjorde et samlet landbrug insolvent i den finansielle krise. Jorden i området omkring Mors, Thy og Salling, hvor Vagn Ginnerup har sin gård, kostede omkring 35.000 kroner per hektar indtil midten af 90'erne. Herefter steg priserne voldsomt og toppede omkring 2006 - enkelte steder helt oppe omkring 400.000 kroner per hektar. Ingen havde fantasi til at forestille sig, at de en dag ville falde - og landmændene købte og købte med udsigten til endnu større fortjeneste. I dag bliver der stort set ikke handlet jord i området, og når der undtagelsesvis går en handel igennem, står det i glimt klart for de ekspansive landmænd, hvor alvorlig situationen er med en hektarpris på et sted mellem 150.000 og 175.000 kroner. Det er en af hovedårsagerne til, at landbruget i dag tegner sig for en samlet gæld på 350 milliarder. Og netop jorden er den skakbrik i spillet om et af Danmarks største eksporterhverv, der politisk set ikke kan røres.

Stavnsbånd og nye herremænd

På Nordmors - nogle kilometer fra Vagn Ginnerups gård - ligger Mølhavegård, hvor Lene og Christian Nørgaard bor med deres tre børn. Mølhave er den type landbrug, Henrik Høegh går og glæder sig over, for siden Christian Nørgaard kun 21 år gammel overtog gården efter sin far, der blev syg af meningitis, gik det i syv år kun en vej for landbruget. Christian Nørgaard havde større ambitioner, end faren havde haft, og han var ikke bange for at kaste sig ud i en ekspansiv udvidelse af svinebruget. Han omlagde produktionen til opformering og opkøbte sammen med sin kone gårde og jord helt op i Han Herred nord for Mors. Parret råder i dag over seks gårde og en produktion, der er blandt de allerstørste i området med 20 fuldtidsansatte medarbejdere og en produktion på 75.000 smågrise om året. Gården er blevet til en mindre virksomhed, der årligt omsætter for knap 45 millioner kroner, men Christian og Lene Nørgaard har økonomisk set ikke meget at glæde sig over ved udsigten fra deres køkkenbord hen over gårdpladsen, hvor vinden sender kaskader af regn ind fra vest.

»Ja, regnen er det mindste problem, vi har,« siger Christian Nørgaard næsten uden at bevæge munden. Han kigger over mod de syv-otte hvidkalkede staldbygninger, der ses fra vinduet.

»Den største kamp lige nu er at få betalt regningerne. Der var en sund egenkapital i gården helt frem til sidste år, men jorden er blevet ved med at falde siden 2008, og ejendomshandlerne stoppede. Nu sidder vi uhjælpeligt fast. Vi har fået stavnsbåndet genindført, nu er det bare bankerne og pengeinstitutterne, der er herremændene.«

Christian Nørgaard bliver tavs, og man kan høre køkkenurets sekundviser og vinden tage i staldens tag. Han har svært ved at skjule sin foragt for bankerne.

»På et tidspunkt stod de jo på nakken af hinanden for at låne os penge, og der var ingen grænser for, hvor meget ekstra vi kunne tjene, hvis vi udvidede. Det kunne ikke gå galt, og i dag er der så ingen, der vil låne nogen noget som helst. Det hele er gået i stå,« siger han. Da Christian og Lene Nørgaard købte den sidste ejendom, var det på betingelse af, at de udvidede med endnu en stald.

»Nu kan vi ikke låne pengene til at bygge den. Det er jo fint nok, at de strammer grebet, men der er ingen mening i at sætte det hele i stå. De er bange for, at det skal blive tydeligt, hvor insolvente landmændene er på Mors, hvis det viser sig, at jorden er alt for billig. Og der skal ikke ret mange tvangsauktioner til, før landbruget tager pengeinstitutterne med sig.«

Igen bliver der stille ved bordet. Han ser over på sin kone, Lene Nørgaard. Hun er lys med spinkle træk og kortklippet hår. Hun siger heller ikke noget, så han fortsætter.

»Jeg tror ikke, der er én eneste svineproducent i dag, der ville beholde sin bedrift, hvis han kunne komme derfra med skindet på næsen. Siden 2008 har det bare været ... træls.«

'Men vi blev jo klogere'

Det var mere end bare en generel økonomisk optur og kornprisernes stigning, der sendte jordpriserne i vejret op gennem 00'erne. Faktisk påpeger de fleste landbrugskonsulenter i området, at prisen skal helt ned omkring 100.000 kroner per hektar, før det i sig selv vil kunne give overskud at drive jorden, men de færreste landmænd køber jord for blot at drive den. Frem til den nye landbrugslov, der blev gennemført i år, var der stramme regler for, hvor meget jord man skulle have for at matche antallet af dyreenheder i bedriften. Havde man 1.000 søer skulle man således kunne godtgøre, at man havde jord til at sprede svinenes gylle ud, så da svineproduktionen gik allerbedst, kunne det altså sagtens svare sig at have et stort underskud på jorden, så længe det gav et tilsvarene overskud i stalden. Jordpriserne blev desuden ved med at stige, så nogle konsulenter og bankrådgivere mener også, at nogle landmænd havde en tendens til at se lidt let på produktionen, så længe jordpriserne bare steg og steg. Dertil kommer, at EU's støttesystem, som er det eneste reelle tilskud, landmændene får, følger jorden. De er altså støttet efter, hvor meget jord de har, og ikke efter hvor stor deres produktion er. Reglerne på landbrugsjorden har på den måde været med til at pumpe prisen i vejret, men i dag har man lempet på den danske lovgivning, så man ikke længere er forpligtet på at eje den jord, gyllen skal spredes på, hvilket flere konsulenter og landmænd mener har haft yderligere effekt på jordprisens fald.

»Vi forestillede os jo slet ikke, det kunne gå den anden vej. Men vi blev jo klogere,« siger Lene Nørgaard og ler lidt nervøst.

»Men som vi siger til hinanden hver aften, så er vi jo glade for det vi laver. Det kan da godt være, det er træls, vi ikke tjener nogen penge lige nu, men vi står jo op om morgenen og glæder os til at komme på arbejde.«

Er I nervøse for, om I overhovedet overlever?

»Ja,« siger Christian Nørgaard.

»Hver dag og hver nat tænker jeg over, hvad der skal ske, for så længe fødevarerne ingenting må koste, så længe har vi et problem med avancen, og hvis jordpriserne ikke stabiliserer sig, og foderet bliver ved med at stige, så bliver der for alvor problemer.«

Christian Nørgaard tager overtøj på og går over mod staldbygningerne. Han er høj og bred med begsort hår og lys, næsten gennemsigtig hud. Han tager lange, tunge skridt, der ikke lader sig mærke af regnen og den stærke vind fra vest. Vi går forbi en åben grøn affaldscontainer, der flyder over med døde smågrise. »Spildproduktion,« kalder han dem og forklarer, at hver so laver 32 smågrise om året. Det er syv grise mere end for 10 år siden, og i det hele taget har landbruget haft hårdt brug for at optimere produktionen siger han.

»Vi bliver presset af andre EU-lande og så af stigende miljø- og dyrevelfærdskrav, som ingen vil betale for. Jeg ved ikke, hvordan Informations læsere er, men mange danskere har så høje krav til, hvor søde og gode vi skal være ved dyrene, og de har utrolig travlt med alt det, vi ikke må på en gård. Når de så står ude ved køledisken, ser de på én ting, og det er prisen. Der taber vi stort mod udlandet, der har helt andre regler for dyrevelfærd og medicinering, så de kan producere en pakke fars, der sælges for 15-20 kroner. Med med de priser kan det ikke være grise, vi har gået og kløet bag ørerne alle sammen.«

Det er dem, landbrugsministeren Henrik Høegh kalder 'container-tømmere'. Og de kan være svære at tale til: »Der er forskel på forbrugeren og borgeren, og det er lettest at tale dyrevelfærd med borgeren,« som ministeren beskriver det.

'De ser sunde og fine ud'

Ovre ved staldbygningerne møder vi Betty Solsø og hendes mand, der har hørt, at der vil være rundvisning på gården i dag. »Det kan I godt kalde det,« siger en lidt overrasket Christian Nørgaard og mumler noget med, at Folkebladet må have misforstået noget, da de ringede tidligere på ugen.

Betty Solsøs mand siger ikke rigtig noget. Hun taler til gengæld som et vandfald. Hun er gammel morsingbo, forklarer hun. Er vokset op på en gård på Sydmors, men siden har hun slået sig ned i Salling og har ikke været på en gård siden sin ungdom i 1950'erne.

For en, der ikke har været på et moderne landbrug, kan det være en lidt voldsom oplevelse at se, hvordan vores frikadeller egentlig begynder livet. Endeløse rækker af søer står i små båse. Fuldautomatiske foderanlæg. Døde smågrise, der ikke klarer de første timer i verden. Blod, ajle, gylle og en skarp sur-sødlig lugt. »Den sidder i støvpartiklerne,« forklarer Christian Nørgaard.

»Så du kan ikke få det væk bare ved at gå i bad. Det sidder fast helt inde i dine porer.« Han ler - igen næsten uden at bevæge munden - og kommer med en anekdote.

»Dengang Lene og jeg gik til dans inde i Nykøbing - det var hver mandag, før vi fik børn - når jeg begyndte at svede, kunne man lugte det, selv om jeg var helt ren, inden vi tog hjemmefra og havde været i bad to gange. Men det gjorde vi nu alle sammen på den danseskole.«

Betty Solsø lader sig ikke slå ud af lugten eller den store svineproduktion. Nærmest tværtimod. Hun er fyr og flamme.

»Hold op, hvor ser de godt ud,« udbryder hun, da vi når ind i den første store stald, hvor ovsne søer på størrelse med små biler står skulder ved skulder.

»Og hvor har de meget plads. Det er slet ikke som dem, der stod i svinestien, da jeg voksede op. De ser så sunde og fine ud.« Hun kommer med en malende beskrivelse af, hvordan svin plejede at stå bundet til pæle med kæder.

»Det gav sådan nogle grimme sår.«

Søerne står i båse, der ikke er større end grisens krop, men hvis de bakker, åbner en lille låge, og de kan gå frit på en tre meter bred gang. Det er der ikke mange, der gør, fortæller Christian Nørgaard: »De kan godt lide at stå i fred for de andre.«

Vi trækker ind i stalden ved siden af, hvor drægtige søer farer. Her er varmt. Smågrise, som kun er få minutter gamle, ryster søgende rundt efter et sted at die.

»Jeg kan huske, hvordan de lå og døde, hvis de kom om på den forkerte side af soen,« siger Betty Solsø.

»Ja, det er der altså ikke råd til længere,« siger Christian Nørgaard og fortæller, hvor træt han er af folk, der tror, at svineavlere lader deres søer få skuldersår og smågrise ligge at dø.

»Det er jo simpel forretning. Du har ikke et landbrug ret længe, hvis du behandler dyrene sådan.«

Svinets land

Længere oppe ad gangen lyder et hvin. Det er Betty Solsø, der er gået i forvejen og har opdaget en lille bitte markmus, der løber langs væggen. Da vi kommer derop, kvaser Christian Nørgaard den med støvlen, så man hører skelettet knase.

»Den var da sød,« siger Betty Solsø let bebrejdende.

»Det er et skadedyr,« siger Christian Nørgaard.

Intet andet sted i verden er der en større 'svinetæthed' end i Danmark. Hvor Europas største svineproducent, Tyskland, har 70 svin pr. kvadratkilometer, går der med vores 13 millioner svin 300 på hver kvadratkilometer. Siden det i midten af forrige århundrede lykkedes os at fremavle en svinerace med et ekstra ribben, har vi haft et fornemt internationalt renommé for vores fine kødkvalitet. Og med den danske andelsbevægelse fik vi sat produktionen i system helt ud i slagterierne, så også på leverancen var vi i mindst et halvt århund- rede vores konkurrenter overlegne.

I dag stopper produktionen ligesom på Mølhave i stigende grad på smågrisestadiet, hvorfra de sendes ud af landet til opfedning, hvor de senere også slagtes. For 10 år siden var det mindre end 10 procent af grisene, der røg den vej. I dag er det en fjerdedel, hvilket koster både slagterier og arbejdspladser i bedrifterne. Men som Christian Nørgaard påpeger, er landmændene i en position, hvor de er tvunget til at se på bundlinjen, og selv om det koster dyrt at fragte smågrisene, er tyskernes svinenoteringer så meget højere end de danske, at det kan betale sig. Desuden slipper landmanden for den gylle, svinene producerer under opfedningen - en gylle, der igen skal købes jord til.

Hvis svinetætheden er tæt i Danmark, er den i området omkring Mors, Salling og Thy nærmest klaustrofobisk. Her er ikke mange kød- og malkekvægsproducenter, og de sidste årtiers voldsomme strukturændringer har sendt effektiviteten i de større og større brug i vejret, og svineproduktionen er eksploderet. Strukturændringen mod de større brug er kommet sent i dette hjørne af landet, for da det meste af landet oplevede en økonomisk optur op gennem 50'erne og 60'erne, var området her hårdt ramt af arbejdsløshed og økonomisk stagnation. Derfor stykkede man en masse gårde ud i mindre brug, mens resten af landet gik den modsatte vej. Den ekspansion kom først for alvor her, da det engelske marked kollapsede i midten af 90'erne med et omfattende udbrud af mund- og klovsyge. Først her begyndte opturen, og først her fik bønderne kapital til at udvide bedrifterne. De fleste storbønder i området har derfor opkøbt jord i den periode, hvor priserne steg til himlen, hvilket har gjort området særligt sårbart over for de sidste par års konjunkturfald.

Hvis bankerne også ryger ...

På en egn, hvor landbruget er så bærende for økonomien, er det ikke bare de enkelte bedrifter, der bliver ramt - det er hele samfundet. Maskinstationer, traktormekanikere, vognmænd, landbrugssmede, håndværkere, inseminører, køleanlægsprodu- center, computerprogrammører, pengeinstitutter, planteavlere og naturligvis de lokale detailforretninger. Som Landbrugsminister Henrik Høegh erkender:

»Ja, hvis landbruget falder sammen i sådan et område, er der ikke meget tilbage.«

Den erkendelse er man også nået til hos Mors' to hæderkronede banker, Morsø Sparekasse og Morsø Bank, der har op mod 20 procent af deres udlån bundet op i landbruget. Derfor er Morsø Bank netop blevet 'kåret' til Danmarks mindst sikre bank af analysefirmaet Niro Invest og Dagbladet Børsen, og for at undgå katastrofen er de to pengeinstitutter i færd med at fusionere. Men det kan ikke hindre katastrofen helt, siger den erfarne landbrugskonsulent Flemming Pedersen fra Landbo Limfjord, der dækker Salling, Mors og dele af Thy.

»Vi har krydset kraftigt fingre for, at den fusion går igennem - ellers ser det svært ud for en del af vores kunder, men der vil komme tvangsauktioner og brug, der vil lukke - både store og små,« siger han.

»Det bliver især svært for landbruget, hvis det skulle trække nogle banker med sig. Så skal de ud og lede efter nye lånemuligheder, og det bliver umuligt for en stor del af dem, som det ser ud nu.«

Derfor holder de vejret i området for tiden, mens de venter på den store eksplosion. Ingen banker har endnu råd til at lade landmænd gå konkurs, og ingen har lyst til at låne penge ud til investeringer, der måske ville kunne sætte gang markedet igen.

»Vi holder alle sammen vejret, fordi bankerne ikke vil låne landmændene penge. Vi har både folk, der vil købe og folk, der vil sælge, men at finde en fællesnævner for det er næsten umuligt. Alle er interesseret i, at prisniveauet på jord kommer længere ned, men vi er nervøse for, at det kommer for langt ned, så insolvensen bliver endnu større. Man er meget usikker på, hvilket niveau man skal ind og arbejde på,« siger Flemming Pedersen, der som konsulent gerne tager sin del af skylden for at have været for optimistisk før sammenbruddet.

»Tingene gik jo stærkt, og det var svært at blive ved med at holde pessimismen, så ligesom det øvrige samfund var vi for optimistiske. Alle var jo revet med.«

Det erkender Morsø Sparekasses landbrugsansvarlige medarbejder Kent Kristensen også gerne.

»Vi var for optimistiske, når vi har handlet jord til så høje priser, at det ikke har kunnet bæres hjem af afgrøderne,« siger han, men afviser at stå i vejen for landbrugets videre udvikling:

»Vi er ikke bange for, at nogen skal se, hvor slemt det står til, og jeg synes ikke, man kan beskylde os for ikke at være risikovillige - vi ser på landbruget som alle andre erhverv. Hvis der kommer én med en forretningsplan, der ser fornuftig ud, er vi ikke afvisende over at låne ham penge, men det er jo ikke anderledes end ved private kunder: Hvis du som privatperson har brugt flere penge, end du har tjent de sidste år, er det heller ikke sikkert, vi synes det er en god idé, at du låner til en ny bil.«

I føler ikke noget ansvar for, at der kommer gang i erhvervet igen?

»Nej, vi må forholde os til det enkelte landbrugs økonomi, og det ser svært ud for tiden.«

På landbrugsministerens kontor kender man udmærket historien om landbrugets krise, og Henrik Høeg erkender, at han har store udfordringer foran sig.

»Jamen, det er da et kæmpe problem, at gælden er så høj i det her erhverv. Det går lige nu, fordi der er en lav rente, men vi arbejder virkelig hårdt for skabe modstandsdygtighed over for en stigende rente.«

Men der er meget få håndtag, ministeren kan skrue på, hvis ikke det skal gøre mere skade end gavn, indrømmer han, og derfor har han heller ingen umiddelbar løsning parat.

»Udviklingen mod de store brug er rigtig, men vi har i mange år kunnet leve højt på fødevaresikkerhed, ensartethed og levering til tiden, og det har vi i dag skarp konkurrence i. Vi er nødt til at spille på andre parametre. Det kan være noget med dyrevelfærd, det kan være noget med bæredygtighed, det kan være noget med friskhed. Jeg har ikke løsningen lige her, men at tro, at vi har samme omkostninger som en landmand i Argentina, Brasilien eller Ukraine - det bliver svært,« siger han og medgiver også, at reglerne om dyreenheder, der skal matche jordarealet, har været en usund måde at holde hektarprisen oppe. Omvendt kan det være svært helt at fjerne reglen uden prisen falder yderligere. Det samme gælder EU's støtteprogram, som han ellers også helst så lagt om.

»Vi er et sted, hvor vi må afsøge de muligheder, der er, og her synes jeg, at landbruget som energileverandør kunne være det nye spændende med biobrændsel og biogas.«

Men den køber de ikke på Mors. Hverken landmænd, pengeinstitiutter eller konsulenter har indtil videre set tiltag, der ville kunne skubbe landbruget i den retning.

»Det bliver en meget lille niche,« siger konsulent Flemming Pedersen.

»Men det kommer ikke til at gøre nogen forskel her omkring - det tror jeg ikke på.«

Den eneste, man rigtig tror på omkring Mors, er en tiltagende nedtur. Tvangsauktioner og landmænd, der må give op, men det er også her - i den nedtur - de samme mennesker ser muligheden for at starte på en frisk. Som en ældre konsulent fra området forklarer det:

»Der kom en ny type landmænd med en helt vild ekspansion. Og det var tiltrængt. Effektiviteten steg, omsætningen steg, og forholdene blev bedre. Nu er det så på tide, at de nye landmænd gør plads til den mere traditionelle landbrugskultur, hvor der også er plads til mindre brug, og hvor en ung mand kan starte en bedrift op fra bunden med 20 hektar. Det ville da være friskt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dennis Højgaard
Dennis Højgaard

Hvad med at sætte priserne lidt op på eksportmarkederne ? Det ville lette trykket en del og forbedre de trange vilkår for dyrene. Eller måske helt afvikle svineriet når det nu er så ulønsomt ?

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Det er jo mærkeligt, at det er under Venstre (det gamle bondeparti), at bondekulturen er blevet slagtet.

Når byerne har fået lov at brede sig ud over landbrugsjorden, må fødevareforsyningen indtage byerne. Vi skal altså have byøkologi med gartneri og hønsehold i byerne, biavl, blomsterdyrkning osv.

Og når vi så kun spiser kød én gang om ugen, er der ikke brug for svineriet. Vi skal til at tænke i andre baner, og det er på tide.

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

Glimrende og velskrevet artikel.

"Jeg er meget glad for den retning, landbruget tager mod de større og større produktionsenheder, og vi vil ikke se flere af de brug, der kun engagerer en familie og ellers bare får lidt hjælp fra maskinstationen til at høste."

Jeg forstår godt landbrugsministerens rationale bag denne udtalelese - men den skurrer ikke desto mindre groteskt i ørerne, efter den sympatiske indledningsvise beskrivelse af den jævne, romantiske bondemand Vagn Ginnerup.

Men den udstiller meget præcist industrilandbrugets ulykkelige tilstand idag, ikke blot økonomisk, men også dyreetisk, værdimæssigt, kulturelt og over, snart sagt, hele linien.

Var det ikke fordi, der lå en masse menneskelige skæbner og milliarder af eksportkroner bag, kunne man næsten ønske for landbruget, at det måtte kollapse under sin gældsbyrde, og eventuelt tage hele den finansielle sektor med sig.

Af asken kunne vi måske naivt håbe på en genfødsel af en masse små landbrug som Vagn Ginnerups, på jord, som deres indtægter selv kan finansiere. Et landbrug, drevet af landmænd og ikke spekulanter.

Og hvis det betyder, at vi mister konkurrenceevne overfor udlandet, så lad os producere til eget bord, og satse på nogle andre og sundere eksporterhverv.

Den nuværende situation kalder i hvertfald på et kollaps af en eller anden form - formentlig som del af det større systemiske sammenbrud, vi stadig har til gode.

Det bliver sværere og sværere at begræde.

/O

Brugerbillede for Ole Davidsen

Det er en fin artikel, men den mangler at tage et par meget væsentlige forhold i betragtning, nemlig
1) at mange mindre bønder, som har været kloge nok til ikke at ekspandere over evne, og som driver deres brug på en økologisk bæredygtig måde, ikke er i krise. Prøv f. eks. at spørge Egon Kjær Sørensen på Lyngdalgård ( www.lyngdalgaard.dk ).
2) At løsningen på industrilandbrugets krise ligger i dets planmæssige afvikling, hvilket den eneste tilbageværende bonde-organisation i landet, Frie Bønder, for længst har udstukket retningslinjerne for. Se www.levende-land.dk

Brugerbillede for Gorm Petersen

Artiklens vigtigste pointe er splittelsen mellem "borger" og "forbruger".

Alle siger de ønsker noget bæredygtigt, men når der skal købes ind i supermarkedet vælger alle de billigste, som er produceret med mange gange mere penicillin o.s.v. end selv de mest industrielle danske producenter har lov til at bruge.

Enhver handlingsplan må begynde med, at der indføres et decideret importforbud mod ikke-bæredygtige fødevarer - her må vi enten få EU til at makke ret, eller udøve en form for "civil ulydighed" (pifte lastbiler ved grænsen o.lign.).

Det bliver bare så dobbeltmoralsk. Hvorfor har man ret til at pifte en tysk lastbil, når man ikke magter at lade være med at vælge junk-food fra køledisken ?

Brugerbillede for Karsten Aaen

I Frankrig og i Italien og vist også i Grækenland har man altså stadig de her traditionelle landmandsbrug, som dyrker jorden som de har gjort i mere end 1.000 år (eller deromkring). Og det går godt - også fordi de italienske og franske forbrugere gerne vil betale hvad det koster for gode, sunde pasta-produkter, gode friskmælk-oste, og andre gode sunde produkter som friske grøntsager, der har vokset i jord, ikke i spagnum.

Landbruget hat glemt, at det ikke i sig selv er et kapitalistisk erhverv, men derimod en selv-erhvervende livsform, hvor man investerer sit overskud i bedriften. Og kun det. Og ikke tager mere gæld end man kan betale tilbage.

Når det er sagt, må man også sige, at politikerne med deres krav om at man skal have meget jord for at kunne sprede gyllen ud på dem. Dette har helt sikkert været med til at presse pr hektar jord op...

Set fra mit landbrugs-perspektiv er der brug for gode, gamle afprøvede bonderåd. Marker som ligger brak år efter år, så de kan komme sig. Og som har skiftebrug, så man ikke udtømmer jordens resurser med at plante den samme såsæd år efter år.

Mht. smågrise, så nytter det jo ikke nogets at hungrisene (søerne) får 7-8 ekstra smågrise, hvis de 7-8 ekstra smågrise får skuldersår, benskader eller dør.

Og ang. slagtningen kan den sagtens udføres i Danmark; Grunden til den ikke ike bliver det er den, at Danish Crown kan tjene meget mere på at fragte grisene til Tyskland og lade dem slagte på tyske slagterier, hvor rumænske, og ungarske slagteri-arbejdere kun tjener ca. 10 Euro i timen.

Og jeg mener bestemt, der er et publikum til kvalitet. Det er Irma altså et godt bevis på...

Brugerbillede for Tom Dahl

@Karsten
Er det ikke en lige lovlig romantisk udlægningen af landbruget i Sydeuropa ?

Såvidt jeg ved, findes det, som du beskriver, men det industrielle landbrug med alle dets problemer lever vist i bedste velgående i såvel Frankrig som Italien, hvor eksempelvis dyrevelfærden er meget mere under pres end i DK....

Brugerbillede for Karsten Aaen

Det ved jeg ikke om det er, men er det ikke interessant, at f.eks. et land som Frankrig stadig kan have mindst 150, og sikkert også 200 oste. Og alle som en bliver de stadig lavet i regionerne - som i gamle dage.

I Danmark har vi jo næsten kun den fynske rygeost tilbage som en regional-ost.

Og i Italien (i Norditalien) kan folk stadig leve af at plukke oliven og håndtere den på gammeldagsvis. Og sælge den dyrt her i Nordeuropa.

Brugerbillede for Tom Dahl

min pointe var blot, at der findes begge dele de lande, men der findes altså også stadig danske fødevareperler rundt omkring, og vi er ldt mindre end de føromtalte, så 200 oste er nok urealistisk :o)

Brugerbillede for Arne G Rasmussen
Arne G Rasmussen

Rigtig god artikel, der fortæller meget om landbrugets situation i dag.
Jeg er en af de svinebønder, der hoppede af struktur ræset. Jeg var bonde, og det er de fleste af de store industri producenter også inderst inde. Derfor bryder de sig heller ikke om ordet industri i forbindelse med landbrugsdrift.
Problemet er at den enkelte bonde er oppe i mod nogle økonomiske og samfundsmæssige strukturer som er vanskelige at gå imod.
Udviklingen er et skoleeksempel på, - jeg bruger det i mit nuværende job som historie lærer- hvordan forsøg på at styre udviklingen i en retning, kan få den konsekvens at den går helt modsat.
I forbindelse med udarbejdelsen af den første vandmiljøplan i 1987, blev der indført et arealkrav til dyreenheder. Det var et ønske fra os bønder i et håb om at en sådan lov ville begrænse strukturudviklingen hen imod større og større bedrifter, da disse så var tvunget til at eje jord.
Jeg skal hilse og sige at det ikke skete uden protester fra de af mine daværende kollegaer, der var ved at udvide deres bedrifter.
Loven blev altså indført for at bremse udviklingen mod større bedrifter og for at undgå en gødningsafgift. Den fik som alle kan se i dag en stik modsat virkning.
At udenlandske produkter er dårligere end danske en sandhed med modifikationer, eks. er tyske produkter billigere end danske, men de fleste bliver produceret på "gammeldags familiebrug" og under forhold som i langt højere grad ligner det billede af et et romantisk landbrug som danske forbruger efterlyser. Det skal dog siges at moderne staldsystemer på mange måder er rammen om bedre dyrevelfærd end de var tidligere. Disse systemer er ikke afhængige af produktionens størrelse, som det heller ikke er rationaliseringsgevinster, der driver udviklingen mod større og større bedrifter. Men det er et paradoks, som også kan ses mange andre steder i samfundet, bl.a. indenfor skoleområdet.
De store bedrifter er en nødvendighed for at skabe ordentlige arbejdsforhold, 8 - 4 job, god løn, ferie og weekendfri. Joh, men måske er prisen - tabet af glæden ved at deltage i alle landbrugets arbejdsopgaver, ved det at leve som bonde - for høj. Det er stadig svært at at tiltrække og fastholde unge mennesker i landbrugsjobbene og flere og flere steder er det østarbejdere der udgør arbejdskraften.
Dansk landbrug befinder sig i et land med et højt lønnings- og omkostningsniveau, og det gør at jordpriser og andre kapitalomkostninger er væsentligt større end mange steder i udlandet, også uden at et ekspanderende landbrug har presset priserne op til et urealistisk niveau.
Jordpriser er ikke alene landbrugets problem, det er først og fremmest samfundets problem.
Vil og kan vi betale det tab, der skal til for at bringe jordpriserne ned på et produktionsrelateret niveau?? Det er det politiske spørgsmål, som ikke mange har lyst til at tage op. Jeg har det nok meget som oliver goulin giver udtryk for, men er også overbevist om at noget nyt uafvendeligt vil spire op fra bunden.

Brugerbillede for Niels  Mosbak

Hvis man som landmand ikke er klar over, at jordpriser på 400.000 kr. pr. hektar ikke kan forrentes - i det mindste ikke ved at drive landbrug, så er der sgu noget galt på landbrugsskolerne.
Landbrug er jo et liberalt erhverv, og som for alle andre erhverv gælder det - lad falde hvad ikke kan stå.

Den nok som bekendte "hånd" i den liberale tanke, har betydet at landmænd i Danmark har haft hånden nede i statskassen, i et sådant omfang, at landmændene selv har troet at det nok gik i evighedernes evigheder.

Og så 400.000 pr. hektar - hvad tænker I på? Den eneste form for planteavl jeg lige kan komme i tanke om kan forrente sådan en købssum, er Cannabis Sativa, var. Indica, eller opiumsvalmuer - begge dele er imidlertid forbudt i Danmark.

Brugerbillede for Birgit  Bak

Det er da så sandelig ikke jorden, der har gjort dansk landbrugserhverv til et korthus! Det er industrilandbrugets egne organisationer med deres aktive lobbyisme og skiftende forudindtagede fødevareministre, der har sikret de enkelte industrilandbrugs kommende undergang. En total forfejlet politik, hvor man som grever og baroner igennem flere årtier har regeret både folketinget og det ganske lille land, som vi ellers alle burde have andel i. 62 % under plov! Hvor mange andre lande og så med DK´s størrelse kan "prale" af det?
Det er fuldkommen absurd, at industrilandbrugsministrer Henrik Høegh i denne artikel giver udtryk for, at det er det rigtige, man har gjort, og at der kun er en måde at drive landbrug i Danmark på, nemlig storindustri. Især da når man til enhver tid kan slå op i Danmarks Statistik og uden en højere eksamen inden for noget som helst, kan se, at af de landbrug, der pr. 1. jan. d.å. skyldte 360 mia. kr. væk, er gælden hovedsaligt koncentreret om netop de store landbrug. Dvs. alle andre danskere også de små og mellemstore brug er med til at betale til en urentabel og svinende industri, som ikke har en kinamands chance for at komme på fode under den nuværende struktur.
Forunderligt er det også, at en fødevareminister kan komme med så bombastiske udtalelser til favorisering af en gruppe, nemlig industrien, inden for et erhverv på bekostning af en anden gruppe inden for samme erhverv, nemlig de mindre og meget mere rentable landbrug, hvoraf mange oven i købet er økologiske. Det er da lemfældig omgang med Grundlovens prg. 74 omkring lige adgang til erhverv. En lov, som en minister til enhver tid bør kende!
Når så den gode Høegh har fået lov at komme til orde i forbindelse med denne artikel, så kan han da heller ikke lige lade undlade, med dogmatisk præcision at nævne biomasse som landbrugets fremtidige indtægtskilde...... Et nyt "eventyr", hvor landbrugslobbyen har sikret sig "støtte" fra alle borgere, hvis de altså har lyst til at få varme og anden energi i fremtiden. Mon der ringer en klokke om barmarksværker? Eller har man mon kalkuleret med den "ørken" af ens marker, som skal såes til med energiafgrøder, transporteres over store afstande osv? Har nogen tænkt på, at for at få diesel fra gylle, skal vi måske have 10 gange så mange svin i DK? Hvordan er det nu lige, at det går med vores grundvand, bla. pga. af pesticider? Velbekomme!
Når alt det så er sagt, så synes jeg, at det er synd for de mange familier, der har ladet sig forlede til at tro, at jord er det samme som guld. Jeg er ikke uenig i, at mange af dem måske burde have vidst bedre; men for mange landmænd er det med økonomien meget noget, hvor man lader en kyndig regnskabsfører og andre konsulenter på den lokale landboforening "vejlede" (vildlede) sig. Landmænd er pr. def. ikke bogholdere og har nok i mange tilfælde valgt at tro på deres organisation. Derfor dette ragnarok. Man kan såre undre sig over, at ingen af de familier, der i dag er på fallittens rand, endnu ikke har forsøgt at sagsøge deres organisation for vildledning omkring investeringer. Det kan godt være, at den enkelte landmand har håbet, at jorden vitterligt kunne forrente sig over åre med en købspris på op til 400.000 pr. ha., men en ting er sikkert, de der er uddannet til at vejlede, bør og skal vide, at det er en meget risikabel udvidelse, de rådgiver om. At bankerne så har slugt rådgivernes og landmændenes ord råt, kan man i den grad undre sig over. Ligesom at bankerne ikke må vildlede, så må uddannede rådgivere inden for landbruget vel heller ikke?
Landbrugets organisationer, bankerne og politikerne har altså skylden, ikke jorden! Hvis det "liberale" erhverv havde fået lov til at udvikle sig liberalt, ligesom alle andre liberale erhverv i dette land, så var problemet ikke kommet "pludseligt" og havde krævet endnu flere redningspakker. Så var de, der ikke kunne "stå", stille og roligt faldet og nye skudt op gennem årene. Så havde de små og mellemstore landbrug kunnet eksistre uden hele tiden at skulle kæmpe mod fallerede kolleger, disses organisationer og et folketing, der simpelthen har valgt at frede, alt hvad der hedder landbrugsindustri, under dække af, at det kun er en overgang og vi har brug for arbejdspladserne. Det sidste kunne der laves masser af beregninger på, der ville vise, at nye arbejdspladser ville blive skabt, hvis strukturen blev ændret "tilbage" til et mangfoldigt landbrug med plads til natur og mennesker.
Jeg vil til sidst kraftigt opfordre de stakkels familier, der er på vej mod fallit, til at kræve deres organisation og ikke andre borgere til ansvar, for den ulykkelige situation. Og endnu en opfordring, prøv evt. at få banken med på at lægge om og udstykke i mindre parceller. Dette kan man læse mere om i Dalby-planen på www.levende-land.dk

Brugerbillede for Niklas Monrad

Oliver skriver: Af asken kunne vi måske naivt håbe på en genfødsel af en masse små landbrug som Vagn Ginnerups, på jord, som deres indtægter selv kan finansiere. Et landbrug, drevet af landmænd og ikke spekulanter.

Og hvis det betyder, at vi mister konkurrenceevne overfor udlandet, så lad os producere til eget bord

Hvad er det for et bord du snakker om?

"mange danskere har så høje krav til, hvor søde og gode vi skal være ved dyrene, og de har utrolig travlt med alt det, vi ikke må på en gård. Når de så står ude ved køledisken, ser de på én ting, og det er prisen. Der taber vi stort mod udlandet, der har helt andre regler for dyrevelfærd og medicinering, så de kan producere en pakke fars, der sælges for 15-20 kroner"

Brugerbillede for Mona Blenstrup
Mona Blenstrup

Så længe vi overbevises om, at andre lande har dårligere dyrevelfærd, og kan sælge til en billligere pris, så kommer vi slet ikke ud af stedet.

Hvilke lande har dårligere vilkår for slagtekyllinger? For slagtesvin? For mink?

Hvorfor vores industrilandbrugsminister igen fremfører biogas som det nye tiltag, der nærmest skal redde det danske landbrug, mens han hyler op om vores kokurrenceevne, er mig en gåde.

Biogas bassret på gylle - svinegylle - er en dødssejler. Man skal forledes tilat tro på, at dette affald fra svineindustrien er en gave til danskerne.
Det allerværste ord omkring dette er : bæredygtighed og vedvarende energi. Disse to ord om svinegylle som energiform er lige så forkerte, som de højstråbende industrilandbrueres overbevisning om sandhedsværdien.
Barmarksværkerne med deres forbrug af dengang overflødig halm er en ren katastrofe for forbrugerne, der endda er blevet stavnsbundet til disse værker.

skal det også ske med det biogaseventyur, der er under opsejling, for dyre skatte midler, med inport af billigt sojafoder til den fallederede svineproduktion i D`K?

Det er ikek forbudt at tænke selv, eller lade andre tænke højt.

Men fri os fra Axelborgs indflydelse.

Brugerbillede for Karsten Aaen

I gamle dage (og ja, vi skal såmænd ikke længere tilbage end til min ungdom i 1970erne) var der altså væsentligt flere mejerier end der er i dag. Og hver egn havde stort set også sin egen ost eller sine helt specielle mærker af oste, ymer, mm. Også kød kunne fås som egns-specialiteter. Det kan det da stadigvæk, isæt her i den del af landet hvor jeg bor...

Jeg ved ikke lige, om der var 200 oste dengang i 1970erne, der var i hvert fald flere varianter, også lokale, og også nordjysk ost, fynsk ost, sjællandsk ost mm. var der - så vidt jeg da kan huske...

I dag kan man vælge mellem Riberhus med og uden kommen og andre skære-oste som stort set smager af det samme. I Frankrig kan man få mange oste, f.eks. spændende rødkit-oste, og i italien kan man få ost lavet af fåremælk (pecorine) og mange andre spændende oste, som er baseret på lokale håndværks-mæssige traditioner...

Jeg ved godt, at det er ved at komme igen i Danmark, men så er det som en slags luksus-vare...

Brugerbillede for Ib Christensen
Ib Christensen

JORDEN ER PROBLEMET

Naturligvis er det de oppustede jordpriser, der er problemet for landbruget. EU-støtten kapitaliseres, og det samme sker med nedsættelsen og nu fjernelsen af landbrugets grundskyld. Jorden bør ideelt set være til landbrugernes rådighed uden købesum, men med pligt til at forrente det driftsmæssige afkast. Indtil da bør grundskylden - også på landbrugsjorden - genindføres og successivt hæves. Landbrugsjorden må ikke være et spekulationsobjekt. Og EU-støtten og andre landbrugssubsidier bør selvfølgelig afvikles.

Brugerbillede for Birgit  Bak

@Ib Christensen. Mener stadig ikke, at det er jorden, der er problemet; men de involverede parter, nemlig industrilandbrugets organisationer, bankerne og politikerne, som er de ansvarlige for de oppustede priser.
Både EU-støtten og fjernelsen af grundskylden er lige så godt, som at putte penge i et stort bundløst hul.
Jeg er enig i, at landbrugsjorden ikke må være et spekulationsobjekt, som den har været det siden kort efter 2. verdenskrig. Jeg tror dog, at det vil blive uendeligt svært at omlægge det danske samfund, således at det ikke mere er den enkelte, der ejer jorden. Men okay, hvis det gjaldt for samtlige matrikler også husejernes, så ville det måske kunne få gang på jord. Hvorvidt jorden kunne forrentes, kunne vi jo så være ligeglade med, når blot såvel bonde som husejer betalte sin leje rettidigt. Kan husejeren ikke betale enhver sit, må han sælge huset; ligeledes vil det være for bonden / landmanden. Lejer skulle så naturligvis til enhver tid kunne gøres ansvarlig for misligeholdelse af jordens bonitet, det underliggende grundvand osv.
Meeeen, det strider vist en hel del imod den danske selvopfattelse, at man ikke må eje sin egen jord.
Lad os starte med, at få fjernet EU-støtte og alle de andre subsidier og så forlange, at landbruget fremover skal have de samme vilkår, som alle liberale erhverv. Lad falde, hvad ikke kan stå!
"I øvrigt mener jeg, at Axelborg bør nedlægges."

Brugerbillede for Mona Blenstrup
Mona Blenstrup

»Jeg er meget glad for den retning, landbruget tager mod de større og større produktionsenheder

Og det skulle ellers være også min minister, der skulle pleje mine interesser.

Landbruget, der årligt bidrager med 100 milliarder til statskassen og beskæftiger omkring 165.000 danskere, er et korthus i stormvejr.
Stidigt er det meget gamle tal. Værdien af eksporten er omkring ller under 60 mia. og ansatte er under 130.000, men der er ikke belæg for disse medarbejderes etnicitet. Der er et storforbrug af østeuropæiske arbejdere både i svinefabrikker, slagterier, gartnerier.

Gamle tal sminker virkeligheden, men de pyunter ikke i debatten.

Brugerbillede for Poul Erik Pedersen
Poul Erik Pedersen

I 1975 var der stadig over 150.000 heltidsbrug i Danmark. I dag nærmer tallet sig 25.000 heltidsbedrifter og omtrent 20.000 deltidsbrug. De vil falde til henholdsvis 19.000 og 12.000 i år 2015. Bedrifter med malkekøer vil falde drastisk de næste ti år, ligesom der vil blive en del færre køer.

I år 2015 vil antallet af bedrifter med svin være ¼ af hvad der er i dag; men produktionen vil stige fra de cirka 26 millioner svin om året i dag til over 30 millioner de næste ti år. Landbrugets samfundsøkonomiske betydning vil fortsat falde og beskæftigelsen i de fødevareproducerende erhverv vil også falde yderligere.

Det danske samfund har absolut ingen fordele ved denne udvikling. Den vil kun begunstige de få men stadig større og større jordbesiddere, som i mange år fremover vil få millioner og atter millioner i støtte fra EU.

Der vil blive sat yderligere turbo på den ødelæggende intensivering med større og større marker, nedlæggelse af hegn, skel og stier. I svinebælterne stinker det fra svinefabrikkerne og ammoniak fordamper i store mængder herfra med katastrofale konsekvenser for plante- og dyrelivet i værdifulde natur- og vandområder.

Det er nu 220 år siden stavnsbåndet blev ophævet, og mere end 125 år siden andelsbevægelsen blev grundlagt.

I en nær fremtid vil en grøn revolution give det danske bondeland håb. Om nogle årtier vil jorden igen blive udstykket i mindre brug, da en ny landbrugsreform har afskaffet de store kapitalgevinster på jord, og bonden kan koncentrere sig om det gode landmandsskab igen.

Mangfoldigheden vil brede sig og glæden vil gro op af den før så stressede jord. Bonden vil måske stadig have lange arbejdsdage med hårdt arbejde, som giver velvære i sindet, træthed i alle muskler og en helt naturlig nedslidning af kroppen.

På små gårde udnyttes en bred vifte af ressourcer og bonden har en meget stor interesse i de bevares. Disse landbrugssystemer er mangesidige og bevarer en betydelig mangfoldighed i området. I et landskab med mange små gårde skal der være skovklædte områder, hvorfra man får bær, svampe og andet spiseligt. Der vil komme flere læhegn i landskabet og små vandhuller bliver
genskabt så artsrigdommen i floraen og faunaen øges igen. På den måde vil insekter, som er skadelige for afgrøderne få flere fjender i form af fugle og nytteinsekter. Der skal også sættes flere projekter i gang, hvor våde enge genetableres. Disse kan tilbageholde kvælstof og fosfor i drænvandet fra de dyrkede arealer. Mange gårde vil i fremtiden få blandings¬kulturer med skovlandbrug, frugt, grønsager, store og små husdyr og en baghave, der gør det muligt at bevare tusinder af vilde og dyrkede arter. For at mange små gårde kan starte en produktion igen er en jordreform vigtig. Den skal effektivt inddrage kapitalgevinster på produktionsjord, og forhindre at jorden fungere som spekulationsobjekt. Jordene vil hovedsageligt blive forbedret med kompost, staldgødning og grøngødning. Efterhånden vil spildevandsslam måske også blive et nyttigt supplement til den øvrige gødning.

Det er mit håb for dansk landbrug og natur

Brugerbillede for Mona Blenstrup
Mona Blenstrup

så længe vores spildevandsslam indholder tungmetaller og andet kemis, skal det ikek ud på markerne.

Men elers er jeg meget enig,udover, at jeg gerne ser jordomfordelingen ske meget snart.

Brugerbillede for Rachel  Henderson
Rachel Henderson

Så er det nu man slår til når priserne på jord bliver lave nok. På jorden rejser man skov. Når skoven er etableret hegner man den ind og slipper nogle vild-grisebasser løs. Når der er mange nok, begynder man at sælge vildsvinekød - lidt, men dyrt!

Brugerbillede for Birgit  Bak

@Rachel. Ville nu hældre lade nogle gamle sortbrogede landsvin gå på olden i de danske skove. :)
@Stig. Jo, det er det da bestemt, når bare man holder dem forsvarligt, så de ikke bryder ud; men det gælder jo for alle husdyr.
Derimod synes Axelborg ikke, at det skal være lovligt for nogle stakkels vilde vildsvin at krydse den danske grænse, derfor betaler man gerne tyske jægere for at skyde de stakkels "utysker".