Læsetid: 7 min.

Kampen om Luther fortsætter

Den europæiske oplysning og de moderne frihedsrettigheder blev ikke til på grund af, men derimod på trods af Luther og kristendommen, hævder Frederik Stjernfelt. 'Propagandistisk vås', lyder det fra flere teologer. Debatten om Luther skærpes i det nye nummer af KRITIK
Den europæiske oplysning og de moderne frihedsrettigheder blev ikke til på grund af, men derimod på trods af Luther og kristendommen, hævder Frederik Stjernfelt. 'Propagandistisk vås', lyder det fra flere teologer. Debatten om Luther skærpes i det nye nummer af KRITIK
16. oktober 2010

Alle taler om tonen. Men det er lykkeligt glemt i en aktuel debat om Luther, hvor Frederik Stjernfelt med sin antydning af en sammenhæng mellem lutheranisme og nazisme kun er ude på at smide en stinkbombe ind i Søren Krarups nationalkonservative lejr. Sådan lyder i hvert fald vurderingen fra Torben Bramming, der heller ikke er begejstret for niveauet i Stjernfelts seneste udfald mod Luther og kristendommen.

»Efter '68 er der ingen af de såkaldte intellektuelle, der aner en skid om kristendommens historie. Og uanset at man har læst Hobbes og Thomasius, og hvem de ellers har læst, så er kristendommen altså en meget stærkere kraft i Vesterlandet end de få oplysningsfilosoffer, der kommer og går,« siger Torben Bramming, der er sognepræst i Ribe og en af bidragsyderne til debatten i det nye nummer af Kritik.

Den aktuelle debat om Luther begyndte, da Frederik Stjernfelt i Kritik 195 kaldte Luther en »anti-semitisk teokratisk skriftfundamentalist med blodtørst over for anderledestænkende« og sammenlignede reformationens frontfigur med Osama bin Laden. I Tidehverv tordnede Søren Krarup siden mod Stjernfelt, som han kaldte en 'propagandistisk skandskriver'.

I det nye nummer af Kritik fortsætter debatten om Luther med uformindsket styrke. På den ene side står Frederik Stjernfelt, som argumenterer for oplysningen som det væsentligste fundament for moderne frihedsrettigheder og demokrati. På den anden side fastholder en række teologer og højskolefolk, at det var reformationen og kristendommen, der bragte åndsfriheden ud til folket. Men det er simpelthen teologisk fortrængning og historieforfalskning af værste skuffe, mener Frederik Stjernfelt.

»Teologer er tekstlæsere, og de finder især hos den unge Luther proklamationer om frihed. Men jo ældre Luther bliver og jo mere reel indflydelse, han får, jo færre bliver proklamationerne om frihed og jo flere bliver proklamationerne om, at folk, der tænker anderledes, som calvinister, gendøbere eller sværmere, skal dræbes,« siger Frederik Stjernfelt.

»Teologerne overser dermed, hvilke stater, der faktisk kom ud af det lutherske tankegods. Herhjemme får vi eksempelvis med Danske Lov i 1683 en blasfemiparagraf, hvor kritik af den lutherske statsreligion straffes med, at tungen skæres ud, hånden og hovedet hugges af, og alle dele udstilles til skræk og advarsel for andre. Det er jo ikke det, vi plejer at forbinde med moderne demokrati,« påpeger Frederik Stjernfelt.

Felttog mod Krarup og Tidehverv

Men den udlægning af lutherdommen er noget sludder, hævder Torben Bramming. Ikke mindst fordi oplysningstænkere som Stjernfelt ifølge Bramming overser pietismens afgørende betydning for oplysningen. Han peger på, at pietismen er en slags anden luthersk reformation, som har spillet en enorm rolle herhjemme.

»Tænk bare på, hvad en trossætning som 'For Gud er alle lige, jøder og græker, træl og fri, mand og kvinde' har betydet. Det er Luther, som fremhæver den i talen om det almindelige præstedømme, og det er jo de tanker, både filosoffen John Locke bygger på i Brev om tolerance fra 1689 og pietisten Spener i Pia Desideria fra 1675,« siger Torben Bramming.

Han mener, at Frederik Stjernfelt med sit udfald mod den lutherske kristendom er ude i et polemisk ærinde motiveret af et had til Søren Krarup, Tidehverv og Dansk Folkeparti.

»Stjernfelt er ude i et felttog mod Krarup og Tidehvervs-bevægelsen. Det modspil og had, som er oparbejdet mellem dem, har fuldstændig forblændet hans dømmekraft. Det har gjort ham til propagandist,« siger Torben Bramming.

Men det afviser Frederik Stjernfelt selv. Han undrer sig over gang på gang at blive skudt i skoene, at han tilhører den ene eller den anden fløj, når han fra sit akademiske udgangspunkt blander sig i den offentlige debat. Og han peger samtidig på, at netop yderfløjenes triumf er en del af problemet ved den moderne værdikamp.

»Den ene uge skændes jeg med Klaus Rifbjerg i Politiken, og den anden uge beskylder Søren Krarup mig for at være en del af Systemet Politiken. Efterhånden har jeg fået øjnene op for, hvor ens de to personer egentlig er: De ankommer begge to i en sky af skældsord og har begge to relativt få argumenter at lægge frem,« siger Frederik Stjernfelt.

Problemet er ifølge ham, at folk, der følger værdikampen, foranlediges til at tro, at kun de to yderpositioner er mulige.

»At være fanget i krydsilden mellem Krarup og Rifbjerg åbner ens øjne for, hvor svært det er at indtage en tredje position. Og det går op for en, i hvor høj grad de to fløje lever af hinanden. Søren Krarup lever af at polemisere mod Systemet Politiken, og Rifbjerg lever af at polemisere mod Krarup og Dansk Folkeparti,« siger Stjernfelt.

Kulturalismernes kamp

Og ifølge Stjernfelt lever de to yderpositioner i værdikampen ikke alene af hinanden. De benytter sig i bund og grund også af identiske argumenter. For både Krarup og de tidehvervske teologer på den nationalkonservative højrefløj og Rifbjerg & co. på den politisk korrekte venstrefløj argumenterer ifølge Stjernfelt 'kulturalistisk'. Nemlig ved begge at pege på kulturens forrang og ved at give kulturelle argumenter særlig vægt.

Den argumentation fører til en kulturel konservatisme, der på højrefløjen viser sig som en nationalkonservativ variant og på venstrefløjen en multikulturalistisk variant, hvor det bare er flere kulturer, der skal kultiveres og respekteres. Kulturen hævdes hos begge positioner at være så stærk, at den altid vil være i stand til at overvinde individuelle ændringsforsøg.

»Den store fare ved kulturalismen, uanset om det er højrefløjens eller venstrefløjens variant, er, at den gør individet til slave af sin kultur. Kulturalismen går ud på at overdrive kulturens påvirkning i en grad, så man nærmest helt glemmer, at der er andre determinationer på, hvordan folk opfører sig, end kultur. Og glemmer, at individet også har sin frihed til stille spørgsmålstegn ved sin egen kultur, undre sig over den og kritisere den,« siger Frederik Stjernfelt.

Men den argumentation køber Torben Bramming ikke. Ifølge ham er det ikke muligt at sætte sig ud over sin kultur. Og at forestille sig, at det er muligt, er netop Stjernfelts hovedproblem, mener han.

»Man kan ikke tænke ubundet af sin kultur. Det kan Frederik Stjernfelt heller ikke. Det er som at stå midt i luften. Det er absurd at sige. Og det er en fejl at tro, at man kan bevæge sig i det der historie- og kulturløse rum. Det kan man simpelthen ikke,« siger Torben Bramming.

Forestillingen om at kunne tænke ubundet af sin kultur er ifølge Bramming en vildfarelse, som opstod med oplysningstænkningen, og som er blevet forstærket betragteligt i tiden efter 1968. Siden da har den kristne forkyndelse og kultur været under angreb fra den stjernfeltske universalisme, som ifølge Bramming intet andet har at sætte i stedet for kristendommen end den rene fornuft.

»Forestillingen om, at man er forpligtet på hinanden, og at vores øvrighed er forpligtet på at være ligeså retfærdig over for den laveste som den højeste, er og bliver en følge af den lutherske kristendom. Det hænger grundlæggende sammen med, at man, ikke heller ikke som kristen kirke, kan isolere sig. Man står på en jord, man er del af en historie og derfor også forpligtet på andre end sig selv og sine meningsfæller. For Luther er kulturen ikke, hvad vi kan få ud af den, men hvad der kræves af os,« siger Bramming.

Stjernfelts stinkbombe

Men teologernes genmæle i Kritik får ikke Frederik Stjernfelt til at ryste på hånden. I sit svar argumenterer han under overskriften »Fornuften som satans luder. Svar til de dannede blandt oplysningens foragtere« for, at nutidens teologer har konstrueret en 'venlig og logrende lille puddeludgave af lutheranismen', fordi de ikke tør se vildformen i øjnene. I sit indlæg henviser Stjernfelt desuden til en tysk undersøgelse, der påviser en sammenhæng mellem andelen af tyske lutheranere og antallet af stemmer på nazipartiet ved valget i 1932.

»Sammenhængen mellem lutheranisme og nazisme er ganske vist en ren korrelation, der ikke siger noget om årsagen. Den kan man jo så gætte på. En mulig årsag kunne være Luthers meget eksplicitte og ondartede antisemitisme, en anden kunne være lutheranismens meget store vægt på, at man skulle adlyde øvrigheden. Under alle omstændigheder taler den påfaldende sammenhæng for, at lutheranismen i hvert fald ikke er disponeret for demokratiske forhold, men snarere for ikke-demokratiske forhold,« siger Frederik Stjernfelt.

Forklaringen på sammenhængen er ifølge Torben Bramming en helt anden. Nemlig den, at Tyskland i århundreder havde været opsplittet i tusindvis af mindre stater og fyrstedømmer, der samles til én nation. Samlingen fører til en ekstrem national bevægelse, som netop bliver så stærk, fordi den har været undertrykt i så mange år. Han mener, at Stjernfelt med sin antydning er ude i et demagogisk ærinde.

»Stjernfelt antyder bare en sammenhæng. Det er det, demagogen gør. Han antyder det, som om det var sådan: 'Det kan man jo se i Tyskland.' Men hvorfor fremfører han det argument i Kritik anno 2010, hvis det ikke er for lige at smide en stinkbombe ind i Krarups nationalkonservative lejr,« siger Torben Bramming.

Hvis Stjernfelts argument skulle have nogen som helst gyldighed, skulle det ifølge Torben Bramming kunne overføres til andre lutherske stater som Norge og Danmark. Og det kan det ikke, hævder han. Frederik Stjernfelt afviser da også selv, at det tyske eksempel kan overføres til Danmark. Men det skyldes ifølge ham hovedsageligt Grundtvig og oplysningen.

»Selvom Grundtvig ikke var 100 procent jubeldemokrat, så var han tilstrækkelig influeret af oplyste tanker til at lave en slags kompromisdannelse mellem lutheranisme og oplysningen, som har tilladt, at den danske protestantisme har udviklet sig i mere harmløs retning. Teologerne begår den fejl at tro, at vi altid har haft en kristendom, som er så fredsommelig demokratisk og oplyst, som den er nu. Det er den derimod blevet som resultat af oplysningstiden,« siger Frederik Stjernfelt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Det er ikke mærkeligt, at en lutheransk præst ikke kan lide det, Stjernfelt siger. Var han enig med ham, var han vel ikke lutheraner.
Men man kan læse, hvad Luther selv siger.
Læs for eksempel selv, hvad Luther siger om jøderne; nærmere Hitler i jødehad kommer man ikke.
Angående demokrati: Læs hvad samme Luther siger om totalt at adlyde magthaveren. Magtens tredelings princip, som er en af de vigtigste forudsætninger for demokrati (og som, i parentes bemærket, ikke er gennemført i Danmark), er formuleret af oplysningsforfatteren Montesquieu og er diametralt imod Luthers, pavekirkens og andre kristne ideologers forestillinger om magt.
Angående kønnene: Læs samme Luthers udgydelser om kvindens underordning under manden (og i Bibelen 1. Mosebog, kap. 3 vers 16; Paulus’ 1. brev til Korinterne, Kap. 11 vers 3; og Paulus’ 1. brev til Timoteus, Kap. 2 vers 11-15).
De demokratiske værdier er opstået som resultat af fornuftens og oplysningens opposition imod og opgør med den dominerende kristne kirke.

Den lighedstanke Jesus forkyndte er ca. 1700 år ældre end oplysningstiden.

Hvad der er tilbage af oplysningestiden, er forestillingen om at mennesker - i modsætning til andre materielle legemer - skulle have "fri vilje".

Forestillingen om eksistensen af noget "åndeligt", som altid vil forblive en gåde, og som sætter mennesket i stand til IKKE at være slave af naturlovene, men at herske over det magtesløse univers.

Heldigvis er hjerneforskerne ved at pille den myte fra hinanden. Der eksisterer ikke noget "åndelig". Hjernen er bare en maskine, der må adlyde det almægtige Univers lige så betingelsesløst som enhver anden computer.

Forestillingen om at gartneren - i modsætning til hæksaksen - kan "vælge" ikke at klippe hækken er død.

Gartneren og hæksaksen er i præcis samme omfang magtesløse redskaber for det almægtige univers (altså Gud).

Tom W. Petersen

Angående trossætningen: "For Gud er alle lige, jøder og græker, træl og fri, mand og kvinde".
Den står på ingen måde i vejen for, at alle skal underkaste sig den til enhver tid herskende øvrighed - som ifølge Luther er indsat af Gud.
Den lighed gælder ikke i det dennesidige liv; højst i det kommende, efter døden (for nu at gå ind på dén tankegang).
Det har i hvert fald intet med demokratisk tankegang at gøre.

næh Tom Petersen det har det ikke, men det har noget at gøre med at denne øvrighed er i oppositionen til pavekirken i situationen. Som var feudal jojo, og da kirken også var både socialvæsen, undervisningssystem, intelligentsia i bredere forstand måtte, og må ?, enhver intellektuel naturligvis stå vagt om Rom i den sag.
Så havde paven i været FN-formand i dag.
I 1500tallet var selv skraldemænd indsat af Gud. Det beviser intet at man påpegede, at lokalfyrsten ikke var ringere.

Kulturalisme og Individuation.

Sjernfelt synes at ville bryde en ny tankevej, som ganske vist ikke må kaldes kulturel, da han skabte begrebet 'kulturalismen' ud fra en egen, hvad man må kalde 'individuation', og fra skændsmål henter lidt fra den ene og fra den anden debatmodstilling og alligevel som mange anser 16-1700-tallets filosofi for at være et væsentlig bidrag til demokratibegrebet.

Derfor kan det overraske, at han, eksempelvis, i en fremstilling af Spinoza (Weekendavisen 1.okt.) kan arbejde sig frem/op til en forestilling om nazismen og jødernes ejendomsret på Israel og derved selv implicit formulere antisemitismen, om ikke sin egen nynazisme!

Tilsvarende i artiklens "sammenhæng mellem lutheranisme og nazisme", eftersom en eventuel indflydelse fra katolicismen dog har været diskuteret, Hitlers egen østrigske tro, måske især den fra 1930 helt dominerende statsteoretiske tankegang hos Carl Schmitt, der var holdningspræget af sin katolske opvækst og benævnte sit lille hovedværk "Politische Theologie", iden hen påviste de religiøse begrebers overførsel på filosofi og jura.

Luthers lære er næppe blevet så aktuel igennem konfirmandernes indlæring af den lille katekismus, men af Krarups maniske artikler. Når man citerer, at 'for gud er alle lige', betyder det for alle ikke-troende, at 'for kejseren er alle lige', og den underkastelse og dobbeltmoral har sat standarder for den vestlige forståelse af begrebet demokrati - individuaionen.

Allerede Sokrates forudså, at demokratiet aldrig ville kunne fungere.

Hvis "vild med dans" kom på stemmesedlerne, ville alle kunne se, at han havde ret.

De fleste er middelmådige, og vil stemme på folk, de kan identificere sig med, altså middelmådige.

Man bruger jo heller ikke demokrati som internt styringsredskab inden for virksomheder. En demokratisk ledet virksomhed ville ikke kunne konkurrere med en traditionelt diktatorisk ledet.

Demokrati er en slags "opium for folket". I USA har alle i princippet stemmeret, men det er "Fox-news" der bestemmer, hvor folk sætter krydset. Derfor gider de færreste amerikanere stemme.

Man kan ikke tænke ubundet af sin kultur.

Nej, men man kan lutre kulturen for al religiøst vraggods og dermed blotlægge menneskets iboende humanisme til gavn for retfærdighed.

Gorm,
hvis det er "Fox-news", der programmerer de amerikanske stemmemaskiner, så har du nok ret.

Hvorfor opfattes historiske personer som statiske størrelser? Luther har ganske givet ikke haft de samme holdninger i sin alderdom som i sin ungdom. Derfor kan han sagtens i sin ungdom have ment, at alle (herunder også jøderne) var lige, mens han senere mente, at jøderne skulle slås ihjel.
Man kan vel heller ikke gå ud fra, at Hitler, fra den dag han slog øjnene op første gang, gik ind for jødeudryddelse. Det er også en udvikling, han har været igennem.
På den måde kan alle historiefortolkere have ret i deres egen fortolkning - de kan blot ikke tillade sig at hævde, at andre ikke har det.

Bill, hvordan vil du rent praktisk "lutre kulturen for al regligiøst vraggods"?

Erik,

Hvorfor opfattes historiske personer som statiske størrelser?

Fordi vi mennesker nemt forfalder til at tænke i stereotyper. Stereotypisk tænkning indholder mange fordele eksv. fælles referance - men der er flest ulemper, en af dem er som du nævner: statisk tænkning

Når diskussionen om de moderne frihedsrettigheder som her, pakkes ind i religiøse og religionshistoriske termer er det oplagt fordi man ikke ønsker at nå frem til den ægte vare: de moderne frihedsrettigheder

Bill, Religiøse termer er om du kan lide det eller ej en del af videns-forvaltningen. Valgsnoge skal ikke lovgive - og vælge termer til beskrivelse - af, hvad der er hvilken type viden, teori eller empiri. Det er videnskabens bord.
Hvordan man overhovedet kan opfatte sådan regression som 'moderne' er lidt mystisk, men det er meget '68 tror jeg nok, og potentialet i en eller anden teokratialsk pagan oprindelighed romantiseres ud over alle grænser.
I naturtilstanden kan der leve kun få millioner mennesker på Jorden. Vi kommer til at ofre en hel del jomfruer.

@odd
Religiøse termer er om du kan lide det eller ej en del af videns-forvaltningen

Der er ingen religiøse termer der ikke kan omfattes af videnskab og filosofi. Religion bekæmpes ikke med religion eller våben, men derimod med videnskab og filosofi. Menneskene fødes i deres oprindelige naturtilstand Tabula Rasa, og erfaringen og beregninger viser at vi ved hjælp af videnskab og filosofi - på trods af religion - uden videre kan brødføde 10 mia. mennesker. Vores ridderlighed fordre at vi prøver at redde de mange jomfruer - og det sker ikke gennem korstog.

Hvorfor vil du så bekæmpe dem ?
'Når diskussionen om de moderne frihedsrettigheder som her, pakkes ind i religiøse og religionshistoriske termer...' jamen det er der nok en årsag til. Religionshistorie er iøvrigt videnskab. Egentligt religiøse diskurser er der kun fordi man ikke HAR nogen videnskab på feltet - eller ihvertfald noget dårligt 'tros-baseret' som eks. diverse intelligent design hvor enten mennesket har skabt Gud i sin intelligens eller omvendt. Og den slags er latterligt.
Iøvrigt er det ikke videnskabsdefinitioner der er kernen her, men at du ville præ-politisere videnskabens arbejdsområder - for 'rettigheder'.
Risky deal.

Agnosticistisk var Luther kirkelig fritænker, ligesom kristendommens udbredelse kan kaldes sekularisering af det europæiske samfund.

Stjernfelt ville antagelig kalde de sidste indlæg for fritænkeri kombineret med en demokratisk antagelse. Stjernfelt drager med Luther religionen ind i oplysningstanken, og ved som Bill at nævne 'tabula rasa', der kendes fra Locke i en af de religiøse betydninger, kan man måske beskrive Stjernfelts ærinde ved (som han tidligere har gjort) at modstille nævne Spinoza med Locke. Spinoza er fritænker, men begge synes at være liberalister og arvtagere af Descartes, Locke i den forenklede, men praktiske udgave.

Det forekommer, at Stjernfelt, navnlig når han kommer ind på nazisme, provokerer med en (løs)påstand eller formodning for at få en sag belyst (hvilket jeg selv har tilladt mig i en fremstílling af nogle entreprenørers forhold til nazisterne under besættelsen), men resultatet ender ofte i en blindgyde, der rammer én selv, idet mange træk af moderne videnskab jævnligt synes at få en guddommelighed over sig i en forestilling om, at mennesket kan overvinde sin naturlige betingelse, og så er vi tilbage i 16-1700-tallet.

Ivar jørgensen

Den kristne modoplysning nægter at dø!

De to mest skelsættende begivenheder i oplysningstiden hvad angår udbredelsen af frihedsrettigheder og demokratisk sekularisme var sandsynligvis de borgerlige revolutioner i Frankrig og Amerika. Ingen af dem havde noget at gøre med Luther.

Den Franske Revolution foregik i et katolsk land hvor den katolske kirke havde en ret dominerende rolle i kraft af at være landets største jordbesidder. De protestantiske huguenotter, som forud for revolutionen havde gjort oprør mod kirken, var Calvinister, ikke Lutheranere, og de spillede ikke en stor rolle under revolutionen.

Den demokratisering og frigørelse som efter revolutionen skulle tage form grundet folkelig kamp og de krav som denne inkluderede var marxistisk inspirerede og Marx var ikke Lutheraner

Luther var imod at folket rejste sig og var på de tyske fyrsters side mod pøbelen. Da bønderne gjorde oprør mod fyrsterne anbefalede Luther fyrsterne, at slå dem ned som gale hunde i skriftet "Mod Bøndernes røvende og myrdende Bander".

Gevaldigt indviklet skrevet Per D. må jeg forsøge at oversætte ;-) :

'Den kristne modoplysning' (som i dette tilfælde ikke er hverken konfirmeret eller ved hvordan alterbrød smager hehe) er ganske glad for at have kunnet stille kristne riger og lande til rådighed for alle de progressive socialpolitiske omvæltninger som eks. Ivar Jørgensen hylder.

Den videnskab der anser sin nuværende viden om 'alt' for perfekt er en dårlig videnskab, specielt hvis det er på teoriplan, eller som diverse forsøg på 'guds-ikke-beviser' ren empiri.

For egen regning : Denne Luther's mening om den daglige hakkelse og røvende og myrdende bander på sin tid er ikke relevant. Han var ikke nogen 'lærer', 'mester' 'helgen' eller andet, men en af de typer i kalder 'spindoktorer', en fyrsterådgiver, hvis styrke var uforsonlighed, og blev løftestang for noget der havde gæret længe. Men næppe en hyggefætter.

EK har en pointe i at undgå heltedyrkelse af mennesker.

Helte skal helst dø unge - inden magten korrumperer.

Og det afklæder jo netop menneskets "iboende humanisme".

På soldatersprog lyder den: "Nak - eller bliv selv nakket" (Afghanistan i dette øjeblik).

Evolutionens lov er klar: Måske var der, da Titanic sank, folk der lod andre få deres plads i redningsbådene.

Men de der skubbede andre ud af bådene, for selv at overleve, leverede det DNA, der gik videre til kommende generationer.

Evolutionen er således ikke værdineutral, og vil i et gudløst univers maksimere lidelsen for flest mulige.

Luther gør faktisk op med den forestilling, at livet er skæbnebestemt, og at Gud har tildelt alle en speciel plads i livet (ikke helt, men dog alligevel). Før Luther var der kun den katolske kirke, som egenrådigt regerede. Og den regerede. Den var loven og profeterne. Den bestemte.

Og den bestemte, at folk der havde syndet skulle betale en bod til den katolske kirke. Og at man kunne betale også for at få sine forfædres synder tilgivet. Som bekendt skete dette ved afladsbreve.

Alt dette gjorde Luther op med; han protesterede imod det. Han ville reformere kirken, ikke danne en ny. Det var sådan set bare noget, der skete.

Luthers tese er (og var) at ved troen alene bliver man frelst, ikke ved gode gerninger alene. En god mand gør gode gerninger, men man kan ikke blive god ved at gøre gode gerninger. Luther var fundamentalist i den forstand, at han ville tilbage til kilden, til skriften, som grundlaget for troen. Og ikke alt denne over-tro, hvor Paven skulle bestemme, hvad almindelige mennesker (bønder mm) skulle og måtte. Og hvor man tilbad relikvier i stedet for Gud. [Og man tilbad virkeligt de her relikvier....]

Luther så dette som afguds-dyrkelse, især fordi der i De ti bud står at man 'ikke må gøre noget gudebillede af mig' eller 'have andre guder end mig'. Og han protesterede også imod den udtalte korruption i den katolske kirke, hvor embeder kunne fås for gode ord og betaling, og ikke gik til dem, der var mest kompetente, men til dem, som var mest rige f.eks.
Også den katolske kirkes rigdom og jordbesiddelser protesterede han imod. Det ikke glemmes må.

Mange af Luthers udsagn ville vi i dag finde foruroligende og u-demokratiske. Men det kan altså ikke være anderledes, når Luther er ført ind i en tid, hvor fyrstedømmerne, og dermed fyrsterne, herskede. Og der knap nok var tænkt på hverken humanisme, natur-rets-filosofi eller demokrati.

Dertil kommer at der siden 1100-1300 tallet havde været en del oprør og teologiske diskussioner indenfor den katolske kirke. Og at den katolske kirke havde valgt at anklage diverse folk, bl.a. katharerne i Sydfrankring, for at være kættere. Og anabaptister og gendøbere mm.

Luther kommer altså som den rette mand på det rette tidspunkt. Og giver sikkert også en del fyrster en undskyldning (som de har ventet på længe!) for at kunne tage al jord fra den katolske kirke og lægge den ind under deres fyrste og konge-dømmer.

Det ændrer dog ikke ved det forhold. at Luther mente, at ethvert individ var værdifuldt i forhold til Gud. Og at også fyrsten skulle huske på, at han kun var en synder i forhold til Gud. Og hvis han glemte det, skulle han, Luther, og Kirken, nok minde ham om det.

Mht. bønderne, så støttede Luther dem ikke. Og det var fordi han kaldte dem for 'sværmere'. De ville bygge et nyt samfund på Bibelens Grund. I England blev de mest fanatiske og ekstreme kaldt for Puritans. (Oliver Cromwell var en af disse puritanere, som mente, at al formøjelse skulle være forbudt...). Luther anså dem for at være tyve og røvere .- og det var, fordi de ofte var det.

Opstanden begyndte med at bønderne gjorde oprør imod deres fyrster, fordi de blev undertrykt, dvs. skatten var for meget, de skulle arbejde for meget osv osv. I løbet af denne opstand, opstod der diverse bonde-ledere, som fablede om at etablere et helt nyt samfund, baseret på Bibelen. Og Luther så, at en sådan fanatisme ikke førte noget godt med sig. Og derfor gav han til det råd til fyrsterne 'at de skulle hugge dem ned som gale hunde'. Og det gjorde de så - i stor stil....

Måske fortrød han sine ord? Vi kan ikke vide det.

Og med hensyn til Titanic var det sådan at det altså mest var kvinder og børn, der overlevede. Og det er der en helt klar evolutions-mæssig forklaring på; kvinder kan få nye mænd og børn har en større chance for at overleve end (ældre) mænd.

Det var ikke pointen !

Hvor Hans Majestæt Satan har magten fremmes ondskab og egoisme. Den der er parat til at dræbe andre for at fremme sig egen sag vinder.

Hitlers pointe var at acceptere evolutionens forsøg på at fremavle "den ultimative dræbermaskine" i stedet for ved "hændervridende grædekoneri" at fremme religion og den såkaldte "humanisme". Den svage skal der ikke vises hensyn til - den svage skal bukke under.

Hitlers ateisme var således funktionelt begrundet - en del af selve ideologien - i modsætning til Marx, som ideologisk egentlig var i overensstemmelse med Jesu forkyndelse (at ville det gode), men som tog afstand fra religion, alene fordi det var blevet brugt som "opium for folket".

Til gengæld tog Marx ingen initiativer i retning af at få forbudt opium, som på hans tid kunne købes frit.

Hitlers pointe var: Vi skal acceptere - ja samarbejde med det onde. Kæmper vi imod det havner vi selv på evolutionens losseplads. Nak eller bliv selv nakket.

Religion vs. ateisme ligger således bag nutidens højre/venstre holdninger. Skal vi vise barmhjertighed (Den Barmhjertige Samaritaner) - eller skal vi hjælpe taberne med at bukke under (KZ lejrene) ?

Luther kom forøvrigt ikke til at spille nogen rolle for Østkirken. Østkirken har ganske vist helgener, som i sin oprindelige version blot var hyldest til martyrer, men har derudover ikke haft vestkirkens tilbøjelighed til at digte videre på historien.

Ivar jørgensen

Hvorfor debatterer man stadig kristendommens påståede fordele for udviklingen og hvorfor er teologer fortsat allestedsnærværende i den offentlige debat anno 2010?

Jesus har sandsynligvis aldrig eksisteret. Der findes ingen overleveringer fra hans angivelige samtid og har man en smule kendskab til den forudgående religionshistorie er det ganske klart, at overlappene mellem den hedenske mytologi og myten om Jesus er så gevaldige, at der nok et langt stykke henaf vejen er tale om decideret copy/paste, hvilket i øvrigt også synes at være tilfældet med Genesis som blot fremfor at være hellenistisk inspireret synes særdeles inspireret af den Mesopotamiske Enuma Elish.

Den udvikling der tog form blandt Antikkens grækere og som senere genoplivedes i Renæssancen er den tradition vi skylder vores tak. Det var grækerne der opfandt diplomatiet, demokratiet, universitetet, den systematiserede tænkning og derfor videnskaben, filosofien og et langt stykke henaf vejen kunstarterne (skønlitteraturen, tragedien, komedien, arkitekturen). Det var Antikkens kloge grækere der lagde grundlag for først Renæssancen og senere oplysningstiden samt den videnskab der mulliggjorde industrialiseringen, som så igen muliggjorde kvindefrigørelsen og slaveriets ophør, da maskinerne forårsagede, at mandens styrke ikke længere havde samme tungtvejende betydning.

Det er ikke pga. kristendommen men snarere på trods af kristendommen, at vi er hvor vi er idag. Kristendommen har alle dage (med blot få undtagelser) været imod folkeligt styre, oplysning og videnskabelige fremskridt, nøjagtig ligesom tilfældet er idag hvor vi stadig skal høre på platheder såsom "debatten" om intelligent design.

Jo, Jesus har skam eksisteret. Til gengæld er det yderst tvivlsomt om Kristus (som er Kirkens opfindelse) har eksisteret....

Ivar jørgensen

Karsten Aaen...

Ja, der har sikkert eksisteret mange der hed Jesus, eller Yĕhōšuă‘, som er det hebraiske navn, men der er ingen samtidige historikere der omtaler den Jesus vi hører om i evangelierne og ingen af disse er omvendt øjenvidneberetninger.

Kender man til myterne om Mithras og Dionysos er det ganske åbenlyst, at der ikke er meget af historien fra de synoptiske evangelier som ikke er taget direkte fra myterne om Dionysos og Mithras.

Derfor tillader jeg mig at tvivle på, om han nogensinde har eksisteret. Og selvom han har, er der så meget af det som tillægges ham som allerede eksisterede forudgående.

Jesus menes m.h.t. indhold af forkyndelse, at være bedre bevidnet end eksempelvis Sokrates.

At der fandtes en person ved navn Soktares anses for sandsynliggjort af komediedigteren Aristofanes i 423 f.kr. Her beskrives han som en "vigtigper, der prøvede at narre penge fra folk".

Platon beskriver ham (efter hans død vel at mærke) som en filosof - men Platon var jo selv filosof, og synes mistænkeligt enig med Sokrates på alle områder !

Hvor meget er Sokrates - hvor meget er Platon ?

Jesus bygger på forbundne vidneudsagn, hvor et af de mest vidneprovokerende er, at apostlene tog opstilling uden for templet i Jerusalem kort tid efter korsfæstelsen, og rekrutterede nye medlemmer - lige for øjnene af de Saddukæere som havde stået for korsfæstelsen. Da evangelierne skrives, formodes alle læsere bekendte med de daværende magtforhold i Jerusalem, og det havde ligget lige for at benægte, at en sådan provokation havde kunnet finde sted for næsen af de lokale magthavere.

Hvis den ikke havde fundet sted.

I den tidlige oldkirke var der diskussioner mellem tilhængere og modstandere af Jesus, men benægtelse af eksistens var ikke at finde blandt modstandernes argumenter.

Karsten Aaen, Kristus er såvidt jeg ved, begrebet for de for mennesket evolutions-positive følger af Jesu's gøren og laden.
Heriblandt så meget andet vil så nogen sige : samfund der gør oplysningstid mulig. Under alle omstændigheder 'er der noget'.
I.E. gar eksisteret. Eksisterer.
Islam eksisterer heller ikke ? Det er bare en vrangfiorestilling ? Måske men alligevel - Ha !

Ivar jørgensen

Well, uanset om den historiske Jesus er sandheden eller ej, hvilket selvfølgelig er en interessant diskussion, som man kan læse meget mere om ved at følge nedenstående link, så er det egentlig ikke så interessant i denne sammenhæng og irrelevant for validiteten af mit primære argument, som var, at vi ikke skylder kristendommen noget som helst.

http://en.wikipedia.org/wiki/Jesus_myth_theory

Det er klart, at der i myten om Kristus er taget meget fra f.eks. Dionysys og Mithras. Men der har eksisteret et menneske som hed Jesus og som blev korsfæstet som rebel (af romerne). Så meget må stå fast. Den jødiske historie-skriver Josefus nævner dette ca. 40 år efter korsfæstelsen, altså omkring år 70 e.kr. Og vi har jo også markus-evangeliet, det tidligste evangelium. (skrevet omkring år 50 e.kr.) som også fortæller om en mand ved navn Jesus eller Joshua.

Og hvis vi udelukkende kigger på hans ord, altså Jesu ord, vil man se, at det er et opgør med al form for religion, støbt i form og i beton. Og at mennesket selv skal henvende sig til Gud ikke gå i templet for at få tilgivelse (som det var meningen, man skulle - og tilmed betale for det). Derfor blev præste-skabet provokeret af Jesu ord, hvor når han sagde til nogen 'jeg tilgiver dig' var det noget, der ellers normalt fandt sted i templet, eller når han sagde, 'sandelig siger jeg jer', så er det ifølge den hebræiske tradition på den tid, gud selv, der taler. Og kun præsterne havde forbindelsen til Gud, ikke almindelige mennesker.

Hele ideen om at mennesket selv kan henvende sig til Gud, står Jesus for, enten som grundlægger af en ny idé eller som eksponent for denne.

Og mht. kristendom og videnskab glemmer mange vist at Gregor Mendel var en katolsk munk, som fandt ud af arvegangene med sine ærte-blomster, eller hvad med Ole Rømer. Og jeg kunne også tale om Thomas af Aquinas som indførte fornuften i kristendommen omkring år 1100, gennem Aristoteles skrifter. Interessant nok har det aldrig været den katolske kirke, som har forhindret nye opdagelser videnskabeligt (jo, i visse tilfælde), men den lutherske kirke...

Tom W. Petersen

Så vidt jeg kan se, er en af teologiens vigtige opgaver at bortforklare de uønskede og utiltalende dele af, hvad de store religionsstiftere, herunder Luther, stod for. Selv helt åbenlyse og fuldstændig umisforståeli-ge udtalelser søges bagatelliseret eller bortforklaret, for eksempel som noget, han sikkert alligevel ikke rigtig mente, eller noget, der ingen betydning har, fordi ophavet "var barn af sin tid", eller eller hvad der nu kan bruges.
En kristen, der udtrykker lysende klar, hadefuld antisemitisme, eller mener, at kvinden er underordnet manden, er måske i overensstemmelse med kristendommen. Men gælder det også en kristen, der, i total modsætning til, hvad hans gud (Jesus) lærer, opfordrer til myrderi?

Vestkirkens deroute foregår i en ret kort periode - ikke meget mere end 400 år (fra 1100 og frem), og Luther skal under alle omstændigheder have ros for at organisere oprør imod den.

I en verden styret af kausale kædereaktioner, kan vi ikke gøre os gældfri i forhold til fortiden.

Selv Hitler skylder vi simpelthen ALT.

Hvor mange mennesker under 50 kan sige:

Mine forældre ville alligevel have mødt hinanden på det rette tidspunkt, hvis Hitler og 2-den verdenskrig ikke havde været der ?

Religiøs praksis skabte værktøjerne til udforskning af naturen.

Munkenes adfærd har forekommet ulogisk for samtiden. På samme måde som kattekillingens leg med garnnøglet ville være ulogisk, hvis man ikke vidste, at katten senere ville komme til at fange mus !

Ivar Jørgensen, så er det jo godt at kirken ikke inddriver gæld - medmindre den er rent fysisk.
Kristendommen som tanke har ingen debitorer, - er blot den glade giver. tag-fraet er frit - men anbefales.
Islam indkræver konstant gæld på alle kontoer, selv trosartiklerne lol, i enhver til rådighed stående retssal .... NB !!
Enhver anden forståelse af de dele er en forvridning.

Ivar jørgensen

"Og mht. kristendom og videnskab glemmer mange vist at Gregor Mendel var en katolsk munk, som fandt ud af arvegangene med sine ærte-blomster, eller hvad med Ole Rømer. Og jeg kunne også tale om Thomas af Aquinas som indførte fornuften i kristendommen omkring år 1100, gennem Aristoteles skrifter. Interessant nok har det aldrig været den katolske kirke, som har forhindret nye opdagelser videnskabeligt (jo, i visse tilfælde), men den lutherske kirke…"

Den katolske kirke brændte Aristoteles værker. Vi kender kun til disse fordi muslimerne bevarede ham, så Thomas Aquinas kan takke muslimerne for at han overhovedet kendte til ham. Muslimerne var i øvrigt langt foran den kristne verden under Maurerne i Spanien og var mænd af viden som netop tog ved lære af grækerne mens det meste af den kristne verden stod stille.

Det var imildertid ikke kun Aristoteles værker (og en lang række andre skrfiter) som kirken brændte, for man brændte som bekendt også Giordano Bruno på bålet, mens Galileo Galilei blev tvunget til at sværge, at han ikke mente, at Jorden bevæger sig rundt om Solen.

At Gregor Mendel så sent som i midten af 1800-tallet eksperimenterede med ærteplanter er faktisk ikke specielt interessant i denne sammenhæng. Selvfølgelig har der eksisteret undtagelser, hvilket jeg da også allerede skrev i mit oprindelige indlæg

At præsterne og imanerne har haft og har en indflydelse på folkeligheden kan selvfølgelig kun taget til efterretning, tilmed også en positiv effekt, men denne anerkendelse er ikke en meninghedsbekendelse..

Højskolerne er et udtryk for forbindelsen til kirkelige kredse. Hvad få nok tænker på i forbindelse med den danske højskole og Grundtvig er, at kvækerne antagelig havde en væsentlig betydning for arbejderhøjskolerne. Oprindelsen af Roskilde internationale højskole skete på et religiøst grundlag, idet grundlæggeren var kvækeren Peter Manniche, ven med Tom Bryan (begge tilsvarende socialt arbejde i England) og bl.a. med Johannes Sperling, kommunist og senere socialdemokrat og leder af Dansk Folkeferie.

Trods de verdslige revolutioner i 1780'erne og deraf følgende marxisme, der formulerer sig i folkelighed, er tankerne i de religiøse skrifter (Biblen og Koranen) lige så væsentlige som enhver anden filosofi (f.eks. om barmhjertighed), og kun disse skriftlige overleveringer er religionernes eneste argumentationsgrundlag. Andre behøver ikke at tage troen for andet end overtro.

De fleste fremtidsforskere forventer, at vi kan tale med intelligente computere om få årtier, og at forskellen på mennesker og maskiner vil være de facto ophævet inden for dette århundrede.

Når forskellen på mennesker og maskiner er ophævet, vil forskellen på liv og død også være forsvundet.

Skulle man rejse 2000 år tilbage i tiden og fortælle folk disse fremtidsforventninger i et sprog, de kunne forstå, ville man så ikke netop kalde det for:

"Det evige liv ?"

Jesus forudså således den teknologiske udvikling OG - hvad han måske lagde mere vægt på end andre profeter - vigtigheden af at kunne tilgive.

Dette virkede uforståeligt for oplysningstidens filosoffer fordi de troede, at mennesket - i modsætning til maskiner - havde "fri vilje".

Jesus vidste formentlig, at hjernen blot var en maskine, der ikke kan handle anderledes, end dens forudsætninger tilskriver.

@Gorm:

Og det afklæder jo netop menneskets “iboende humanisme”.

På soldatersprog lyder den: “Nak - eller bliv selv nakket” (Afghanistan i dette øjeblik).

Naturligvis er det kristne 'vend den anden kind til' ikke en del af den 'iboende humanisme' slet ikke under krigshandlinger. Men på trods af krigens forhærdning 'til dræbermaskiner', er vi humane i stand til at forandre vores indstilling i fredstid, blive milde og fornuftige når vi ikke er truet, fordi - det vil vi gerne...det bor i os. Fra dag ét udvikler det sig i samspil med frænder... Ikke specielt maskinelt.

Selv simple krigsspil har kunstig intelligens, hvor alliancer kan skifte - begreber som "tillid" og "flok-adfærd" har det seneste år været hotte emner inden for AI. Det synes at kunne simuleres troværdigt med simple pointtællere (kræver ikke engang neuralnet ell. lign.).

Vi er begge maskiner - magtesløse tilskuere til den/det Almægtige Gud/Univers 's rasen.

@Gorm
For mig er det ikke så vigtigt om jeg har en fri vilje, hvis jeg blot føler jeg har den, og så er jeg i øvrigt ikke i tvivl om at vi kan simulere mennesket til det uigennemskuelig. Ihvertfald gælder Zen's: Alt hvad der er sagt, kan gentages. I Sherry 2000 må Sam Treadweell svare sin smukke android wife på om hendes jokes er morsomme, men ellers er hun perfect.

Iøvrigt siger kaosteorien at i stabile systemer uden energitab vil påvirkninger (fri vilje) skabe kaos, mens i systemer med energitab vil påvirkninger blive glemt og systemet genfinde sine oprindelige cykler.

I computeren skal du vide hvor du kom fra og hvor du er for at vide hvor du er på vej hen.

Nu er det sådan at universet faktisk får mere og mere enegi - Dark energy
et irreversibelt system ? - hvor kvantespringet gør alt uforudsigeligt.

PS Jeg glemte at sige at uanset hvilket system universet byder så mener jeg at mennesket udvikler sig bedst uden religion eller tro

På foranledning af Tom:

Martin Luther blev født 10.november 1483 i Eisleben og navngivet efter dagens helgen. Vi er endnu i middelalderen og i et feudalsamfund med et borgerligt aristokrati og en især i Tyskland enevældig kongemagt, Columbus opdager Amerika 10 år senere. og tiden efter bliver præget individualismens overtagelse af den katolske middelalderlige kollektivisme (oplysningen gør sig fri af teologi), i flere lande med et teokratisk borgersamdfund med mindre calvinistiske og lutherske enklaver, der med troen gav et svar på den udbredte frygt for overgreb, kendest er her Luthers afvisning af gerningernes vej til paradis (navnlig aflad), nu rettet mod næsten, og indførelse af tro og skyld (begrebet samvittighed blev aktuelt). Det var i Wittenberg, at Luther fra 1517/18 opslog sine 95 sætninger, og hvor han brændte biblen, men en almen social uro bredfe sig til et bondeoprør, og her viste Luther sit aristokratiske og royale sindelag. I 1530'erne indførtes - forbløffende fredeligt - den evangeligske lære i Danmark (Hans Tausen), vedtaget på rigsdagen i København 1536 og indtil 1849 statsreligion.

Kære BA - du lyder næsten som du vil kunne forstå den enkleste af alle forklaringer:

"Ethvert system, der har en ydre manifestation har også en indre oplevelse"

eller:

Hvis der ikke er plads til et "spøgelse" i den store maskine (Universet - Gud), hvordan skulle der så kunne være plads til et spøgelse i den lille maskine (hjernen) ?

At klynge sig til det verdensbillede der opstod i 1700 tallets oplysningstid (flogiston, fri vilje, safter, essenser o.s.v.) og føre to-fronts krig mod såvel de gamle overleveringer som de forventninger de fleste har til fremtiden - at alle mysterier vil forsvinde - incl. det med liv og død - og "det evige liv" bliver en realitet - er det ikke "bad timing" når vi er så tæt på ?

Man skal passe på hvad man kalder "overtro"

Gorm Petersen:

"Ethvert system, der har en ydre manifestation har også en indre oplevelse"

Dette er et dogme som man kan tilslutte sig eller ikke, udelukkende baseret på tro, og har som sådan ikke noget at gøre med den foreliggende debat.

"At klynge sig til det verdensbillede der opstod i 1700 tallets oplysningstid (flogiston, fri vilje, safter, essenser o.s.v.) og føre to-fronts krig mod såvel de gamle overleveringer som de forventninger de fleste har til fremtiden - at alle mysterier vil forsvinde - incl. det med liv og død - og “det evige liv” bliver en realitet - er det ikke “bad timing” når vi er så tæt på ?"

Du misforstår tydeligvis arven fra oplysningstiden. Den gav dig muligheden for at tilslutte dig troen på mysterier som ikke var anerkendt af den officielle kirke, men fratog dig og alle andre samtidig muligheden for at påtvinge andre en tro. Længere er den ikke.

Du er fuldt ud velkommen til at tro på mysterier og evigt liv, det er der ingen der forhindrer dig i, ej heller arven fra oplysningstiden, snarere tværtimod.

Det var en periode hvor mennesket kom til at tro, at det herskede over Universet.

Man troede i ramme alvor, at gartneren i modsætning til hæksaksen kunne "vælge" ikke at klippe hækken. At hæksaksen var "slave" under kontrol af en suverænt agerende "master" altså gartneren.

I virkeligheden er begge mekanismer i samme omfang slaver af det Almægtige Univers. Naturlovene kan ikke "overtrædes" - heller ikke af en computer som hjernen.

Forestillingen om noget almægtigt er uproblematisk for monoteisten - men hvis religiøse skal påduttes at forsvare bogstavtro tilslutning til alle detaljer i alle forgreninger af troen, så må Oplysningstids troende på tilsvarende vis forsvare alle oplysningstidens "opdagelser" bogstaveligt.

F.ex. at ting bryder i brand fordi koncentrationen af "flogiston" bliver for høj.

Relevansen ligger i den idelige gentagelse af "Oplysningstiden" i næsten hvert andet indlæg - som om det ikke var en gang overtroisk vrøvl.

Gorm Petersen:

"Forestillingen om noget almægtigt er uproblematisk for monoteisten - men hvis religiøse skal påduttes at forsvare bogstavtro tilslutning til alle detaljer i alle forgreninger af troen, så må Oplysningstids troende på tilsvarende vis forsvare alle oplysningstidens “opdagelser” bogstaveligt."

Sikke noget vrøvl. "Two wrongs doesn't make a right."

Dem der pådutter alle religiøse være bogstavtro må svare for sig selv, men jeg frabeder mig venligst at blive inkluderet i din generalisering.

"Relevansen ligger i den idelige gentagelse af “Oplysningstiden” i næsten hvert andet indlæg - som om det ikke var en gang overtroisk vrøvl."

Har du læst den oprindelige artikel som denne debat er tilknyttet? Der er en grund til at oplysningstiden bliver nævnt i hvert andet indlæg, ligesom Luther bliver nævnt i de resterende, det er nemlig emnet for denne debat. Hvis du ikke bryder dig om at læse om det, så er der jo ingen der tvinger dig til at deltage.

Det er polemisk usymmetrisk at sige til den ene part:

Du skal enten købe hele pakken eller tage afstand fra hele pakken.

Mens den anden part frit kan vælge og vrage - "botanisere kaldes det også".

Hvis det skal være "accepter alt eller forkast alt" i forhold til Luther, må samme krav gælde i forhold til Oplysningstiden.

Enten forkaster man oplysningstiden helt og holdent, eller også forsvarer man samtlige de besynderlige teorier om verdens indretning, der opstod i 1700 tallet.

Jeg beder blot om lige vilkår.

På baggrund af mit ovenstående latterudbrud vil jeg godt lige kvittere Karsten Aaen for hans udmærkede opfølgerindlæg.
Ja, Romerkirken fremstod med et ry som mere 'forskningsvenlig' end den politiske feudal-opposition som var Luthers bagland og bagmænd.
Protestantismen startede sin karriere som statsreligion og blev flittigt benyttet som politisk redskab - heraf formentlig 'tredveårskrigen'.
men det er nu meget 'business as usual'.
Revolution er en noget beskidt metier jo, hvoer man ikke skal lede for meget efter rene hænder. Men som regel befordrer det et eller andet..

Erindrer iøvrigt følgende:
Journalist til kinesisk toppolitiker midt under kulturrevolutionen i Kina : Synes De den franske revolution er en positiv historisk begivenhed ?
Svar : Det er det for tidligt at udtale sig om.

Det er tydeligt, at "Oplysningstiden" begynder at tage sig ud som en ny religiøs bevægelse. Desværre glemmer man alt det snavs, der altid forekommer i menneskelige relationer, som ellers Foucault har redegjort for så glimrende: f.eks. hvordan alt det, der ikke var 'fornuftigt ' og kunne omfattes af konceptet, blev udrenses eller i det mindste gemt af vejen. Men kan man virkelig TRO på et system, der så åbenlyst mangler at redegøre for rigtig mange faktisk forekommende incidenter?
Verden er mangfoldig, og det lykkes foreløbig dårligt for dem, der forsøger at henføre alt til et enkelt begreb.
Og i modsætning til Bill Atkins er jeg af den overbevisning, at vi er bedst tjent med at holde fast ved troen på en Gud. Det går galt, moralsk, socialt og individuelt, når man sætter sig selv på pladsen for den højeste intelligens.

Tom W. Petersen

1. Angående oplysningstiden: Man skal ikke "tro" på oplysningstiden. Man skal forholde sig til den - på grundlag af viden - som man kan skaffe sig.
Selvfølgelig havde heller ikke oplysningstidens pionerer Sandheden; den har ingen.
2. Til Per Diepgen:
Reformationen, d.v.s. den lutherske kirkeordning, blev indført ved kongeligt magtbud efter en særdeles grufuld borgerkrig.

Reformation, katekismus,dogmatik, ortodoksi.... jeg skal slet ikke gøre mig klog på brydninger i 1500-tallet, der var præget af mange krige i Mellemeuropa, men i Danmark (Norge og Island), for øvrigt ved kongens konvertering og sekulære mellemværende (forordninger), fredeligt gennemført.
Og middelalderen meget skånsomt overmalet med kalk i de danske kirker, i modsætning til de engelske, så vi i dag, indtil gylledampenes amoniak har gjort deres virkning, kan glæde os over at se middelaldertanken i tegneserier. Med præsten Ingemanns blide røst:

På Tave bondes ager ved Birkende by,
der gik en lille plovdreng og sang under sky....

hans navn fløj over Danmark med folkeligt ry;
en dansk Martin Luther,
han stred med ordets sværd
og sejred' med ånden i hjertefolkets hær.

Sider