Læsetid: 4 min.

Den pæne mands pensum

Ole Sohn kan ikke beskyldes for at gå forrest og pleje samfundsomstyrtende utopier. Han har bare fulgt efter og sat sit navn under de sejrende sandheder
Politik. Længe har Ole Sohn nægtet at tale om sin egen kommunistiske fortid til dagblade som Information og Politiken, der ikke skyder blå lys efter røde lejesvende. Og længe har han udgivet andres bekendelser om kommunistiske rædselsregimer, og han har endda selv skrevet en blændende bog om Arne Munch-Petersens rædselsfulde skæbne i Sovjetunionen.

Politik. Længe har Ole Sohn nægtet at tale om sin egen kommunistiske fortid til dagblade som Information og Politiken, der ikke skyder blå lys efter røde lejesvende. Og længe har han udgivet andres bekendelser om kommunistiske rædselsregimer, og han har endda selv skrevet en blændende bog om Arne Munch-Petersens rædselsfulde skæbne i Sovjetunionen.

Jonas Vandall Ørtvig

23. oktober 2010

Man skulle tro, Ole Sohn var en farlig mand.

Man skulle tro, han kunne mistænkes for at pleje radikale visioner om et andet samfund. Ellers er der ingen grund til, at den forhenværende formand for Danmarks Kommunistiske Parti skulle tvinges til offentligt at tage afstand fra noget, som alle ved, at han i 20 år har løbet væk fra.

Ellers skulle der ikke være anledning til, at Ole Sohn fra sin ferie på Tenerife skal blamere sig selv og alle os, der ser på det, med en slags undskyldning, som om han er voldsmanden, og vi andre er hans offer.

Det er vi ikke, og vi vidste godt, at formanden for Danmarks Kommunistiske Parti stod sammen med de kommunistiske regimers ledere til det sidste, og det var kendt, at partiet modtog penge fra Moskva i hans formandsperiode ligesom i alle andre formandsperioder.

Men selv om der ret beset ikke blev afsløret noget, som man ikke vidste i forvejen, handlede selv hans allierede, som om han var blevet afsløret. Hans nye venner i Socialdemokraterne har raset over, at medierne blev manipuleret af regeringen, og Sohn er udsat for smædekampagne. Og selv blandt hans nye partikammerater i SF har der været krav om, at Ole Sohn skulle sige undskyld.

Det mærkelige er så, at manden selv vitterligt agerer, som om han er blevet afsløret som en farlig mand. Han har fra sydens sol knælet for det bestående samfunds værdier i fjernsynet, han har sat alle de gode ord sammen til en katekismus: demokrati, frihed, menneskerettighed, ytringsfrihed. Den pæne mand har vist, at han har lært det pæne samfunds pensum. Og han tolererer ikke, at han selv har været på det, han nu kun kan se som den forkerte side.

Manden på sidelinjen

Længe har Ole Sohn nægtet at tale om sin egen kommunistiske fortid til dagblade som Information og Politiken, der ikke skyder blå lys efter røde lejesvende. Og længe har han udgivet andres bekendelser om kommunistiske rædselsregimer, og han har endda selv skrevet en blændende bog om Arne Munch-Petersens rædselsfulde skæbne i Sovjetunionen.

Hans kritikere har ret i, at han ikke har været villig til at tale om sin egen kommunistiske fortid, og hans tilhængere har ret i, at han gennem de seneste 20 år har været engageret i oplysning om kommunismens overgreb.

Han har nemlig fortalt historien, som om han ikke selv var med i den, og han taget de andres selvopgør på deres vegne. Nu undskylder han for, at han var medlem af et parti, som han faktisk var formand for.

Og da han som forlægger i 2008 udgav den tyske journalist Cora Stephans roman Caruso synger ikke mere, som skildrer overvågningskulturen i Østtyskland, skjulte han for forfatteren, at han selv havde været formand for Danmarks Kommunistiske Parti. Hun vidste kun, at den pæne mand sad i det danske parlament. Naturligvis blev den erklærede antikommunistiske forfatter oprørt, da det blev afsløret, at hun uden at vide det var blevet udgivet af den sidste danske kommunistleder.

Den samme tendens til at skrive sig selv ud af historien, demonstrerede Ole Sohn for et par uger siden, da han kommenterede det berømte brev fra 1989, som hyldede Østtyskland. Han forklarede, at han havde signeret brevet, men at det ikke var hans egne ord, der stod i det. Der var tale om en række floskler og rituelle vendinger, som han ikke selv havde fundet på. Det var ifølge Sohn noget »forblommet vås«, og brevet forklarede han som noget »skabelon-agtigt noget«.

Han havde udfyldt en ideologisk standardformular og sat sit eget navn under. Det skulle altså være bedre at sætte sit navn under noget vrøvl, man ikke mener, end det er at skrive vrøvl, man kan stå inde for.

Han havde ikke gjort det idealistisk, understregede han. Han havde simpelthen handlet opportunistisk. Han ville ikke beskyldes for at have gået forrest, når han nu bare var fulgt med. Ålen Ole blev han kaldt som yngre mand, fordi han har en særlig evne til ikke at stilling mellem stridende parter. Han kunne som kommunistisk fagforeningmand lave forlig med alle. Som lidt ældre politiker blev han gruppeformand i SF ikke mindst, fordi det var lykkedes ham hverken at holde med røde Søvndal eller grønne Olsen.

Den pæne politiker

Og efter Søvndals sejr har Ole Sohn demonstreret sin forbløffende evne til sætte sit navn under samtidens standardformularer. Han har været med til at gøre den strategiske kynisme til en ideologi med udsagn om, at man var gået fra et holdningsparti til et indflydelsesparti. Som om politik ikke er en kamp, hvor holdninger og argumenter bestemmer præmisserne for indflydelse, og som om magten kun anerkender magtsprog. Han har lært at kalde en lederskribent fra Politiken for værdirelativistisk, ligesom Anders Fogh Rasmussen ville have gjort det, og som finanspolitiker påberåber han sig de herskende klassers ultimative dyd, ansvarlighed. Til Information har han ophævet en banal doktrin til en særlig indsigt: »Vi vil indflydelse. Vi vil magt. For det er den måde, hvorpå vi kan realisere vores ideer og drømme«.

Det siges, at han indimellem kalder de folkesocialistiske kammerater i Folketinget til samtaler, hvor han på smilende facon minder dem om, hvad man mener, og hvad man ikke mener i SF. Han erindrer om de standardformularer, man skal underskrive, for at vinde magten. Han har ikke selv sat kursen, men han håndhæver den.

Det er således sandsynligvis sandt, hvad Henrik Sass Larsen siger om Ole Sohn: »Der er intet ekstremt, ultimativt eller skræmmende over ham.«

Han er den pæne politiker, som har lært at eksekvere det pæne magtsprogs pensum. Han er en dygtig gruppeformand og en kompetent finanspolitisk ordfører, som oven i købet har sin egen overskudsgivende virksomhed ved siden af. Der er ingen grund til at tro, at han plejer sandheder om et andet samfund. Han går ikke forrest, han følger efter og signerer forskellige systemers sejrende sandheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Fruergaard

"Det skulle altså være bedre at sætte sit navn under noget vrøvl, man ikke mener, end det er at skrive vrøvl, man kan stå inde for."

Jeg ved snart ikke, hvad der er værst. At ville omvælte demokratiet, eller blot lade som om, for at få lov at være formand...

"Han er den pæne politiker, som har lært at eksekvere det pæne magtsprogs pensum."

Mainstream politik er til at brække sig over. Hvorfor vil man hellere have 5% af sin politik gennemført, end sige 100% hvad man faktisk mener....?

Ole Brockdorff

I det omfattende mediemæssige ”opgør” med Ole Sohns fortid som glødende tilhænger af kommunismen og alle dets lyksaligheder bør alle venligst erindre sig, at ideologien for Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Folkeparti samt Enhedslisten altid grundlæggende har været, at demokratiet og folkestyret med sin kapitalisme (markedsøkonomi) skal nedkæmpes som politisk styreform, så vi i stedet får et totalitært et-parti regime med politisk enhed under tvang for alle borgere herhjemme som i Kina og Vietnam med flere.

Hvad er forskellen på socialisme og kommunisme?
Eller nazisme og nationalsocialisme?
Og hvad har de til fælles med islamismen ...?

Tja, i mit univers som frihedselskende demokrat er der overhovedet ingen forskel al den stund, at disse tre ideologier historisk set repræsenterer politisk og religiøs enhed under tvang for alle borgere i et land, og hvor anderledes tænkende mennesker rask væk bliver elimineret af den til enhver tid selvudråbte magtelite, som vi blandt andet oplever det aktuelt med den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo, der er indstillet til Nobels Fredspris 2010.

Jeg er opvokset med en lærdom om, at kommunismen som politisk styreform går ud på det totalitære et-parti styre: planøkonomi, ingen privat ejendomsret, ingen ytringsfrihed, ingen religionsfrihed, ingen forsamlingsfrihed, ingen demonstrationsfrihed, ingen frie hemmelige valg af politikere. Vi skal alle være lige – og ingen skal have det socialt og økonomisk samt menneskeligt bedre end andre – for kun derved bliver vi alle sammen lykkelige mennesker.

Kort sagt:

”Vi skal alle være proletarer”, som kommunisten Laurids ”Røde” Jensen udtrykker det i Lise Nørgaards historiske tv-serie Matador om livet i Korsbæk fra 1929 til 1947. Nøjagtig den samme politiske filosofi havde en mand som Ole Sohn i 1989, da han stod og hyldede diktatoren Eric Honecker i Berlin ved 40-års jubilæet for DDR-statens oprettelse, selvom landet gennem hele sin eksistens blot var et modbydeligt regime og lydstat for det nu tidligere Sovjetunionen.

I dag står den samme Ole Sohn som gruppeformand hos Socialistisk Folkeparti og fortæller et par historieløse danske generationer, at han nu lægger fuldstændig afstand til sin hidtidige politiske kommunistiske filosofi, og nu går ind for demokratiet og det samarbejdende folkestyre som Danmarks styreform, hvor man regerer med simpelt flertal og naturligvis altid udviser respekt over for anderledes politisk tænkende mennesker.

Som de nuværende ideologiske ”venner” i store kommunistiske diktaturer som blandt andet Kina og Vietnam, går Ole Sohn anno 2010 nu ind for den frie markedsøkonomi (kapitalismen), der ellers altid har været uløseligt forbundet med demokratiet som politisk styreform. Nu går Sohn ind for begreber som menneskerettigheder og personlige frihedsrettigheder for alle borgere i sit land, selvom de måtte være politisk uenige med ham, og dèt skal vi så bare alle sammen tro på med et åbent sind.

Kommunismen (socialismen) i det tidligere Sovjetunionen og det nuværende Kina med flere har gennem mere end 90 år myrdet over 100 millioner sjæle, udelukkende fordi de ikke var enige med de politiske magthavere, og denne ubestridelige historiske realitet kan ingen som helst journalist eller historiker eller debattør fortrænge, selvom mange gerne vil gøre det i sympati for personen Ole Sohn.

Nazismens forbrydelser imod jøderne før og under 2. verdenskrig er blot en dråbe i havet i forhold til de uhyrligheder, som kommunismen har udsat menneskeheden for siden 1917. Men klodens demokratiske opbyggede nationer har aldrig taget et opgør med denne morderiske ideologi, som man gjorde det med nazisterne ved Nürnberg-processen i 1945 og apartheidstyret i Sydafrika i 1993, og derfor lever den kommunistiske tankegang herligt videre i ly af demokratiets institutioner.

Men uanset hvor meget man ønsker at ”bagatellisere” Ole Sohns kommunistiske fortid kan alle sikkert være enige om, at hvis det for eksempel havde været Poul Heinrich Riis Knudsen, som var leder af nazipartiet herhjemme indtil 1992, der pludselig dukkede op i Folketinget som gruppeformand for Dansk Folkeparti med verbale undskyldninger for sin politiske fortid, ja, så var han aldrig nogensinde blevet tilgivet for sine nationalsocialistiske holdninger.

Folketinget og medierne var gået amok.

Så, nej, Ole Sohn er og bliver efter min opfattelse en glødende kommunist i sit hjerte indtil hans sidste åndedrag på denne klode, som hader det forbandede demokrati og folkestyre, hvor den liberale og fordomsfrie debat samt frie valg er det tikkende hjerte. Sohn er bare en iskold pragmatiker som Mikhail Gorbatjov fra det tidligere Sovjetunionen, der ønsker at fortsætte med den politiske enhed under tvang i ly af demokratiets institutioner, blot med den forskel at han anno 2010 gerne samarbejder med kapitalisterne.

Den gamle kommunist Ole Sohn drømmer som alle de nuværende ”kapitalsocialister” fra SF og den øvrige venstrefløj om, at kunne implementere den politiske enhed under tvang i ly af demokratiets institutioner. Sohn ønsker på den lange bane et Danmark på linje med de nuværende kommunistiske regimer som Kina og Vietnam med deres frie markedsøkonomi, hvor der i realiteten kun eksisterer to slags mennesker. Nemlig dem som er privilegeret af magthaverne i det politiske system – og så alle de andre – der kommer til at leve fra hånden til munden som forhutlede slaver, når Danmarks økonomiske velfærdspolitik endegyldigt bryder sammen efter 35 års eksistens.

Jeg tror ikke på Ole Sohn som demokrat.

Curt Sørensen

Til Ole Brockdorf:
1) kapitalisme og demokrati har ikke, som du påstår, altid være 'uløseligt forbundne'. Kapitalisme har f.eks. været forbundet med autoritær styreformer ( det wilhelminske Tyskland, Spanien, Latinamerika), militærdiktaturer (Latinamerika), nazisme ( Hitlers Tyskland)'kommunisme' ( nutidens Kina).

2) hvor langt skal vi gå tilbage i historien for at finde skyldige og afkræve tilståelser og bekendelser? I mellemkrigsårene og under krigen frem til Stalingrad og El Alamein var store dele af det borgerlige Europa tilhængere af højreautoritære og fascistiske bevægelser og regimer. Under det der er blevet kaldt 'late Victorian Holocaust' i det 19 århundrede kostede menneskeskabt hungersnød i Brasilien, Indien og Kina 30-40 millioner mennesker livet, i 15 og 1600 tallene slagtede europæerne løs på hinanden i blodige religionskrige og næsten hele urbefolkningen på det præ-columbianske kontinent blev udryddet af europæerne. Nationalisme, religion og imperialisme og senere stalinismen og fascismen har været store dræbere i historien. Hele vores moderne civilisation hviler på en sokkel og en historie af massemord, vold og udryddelser.Altså: hvor langt skal vi gå tilbage? Der er nok at tage fat på.

Ganske intressant indlæg, som stempler Sohn som medløbende opportunist...... ville personligt ikke være glad for sådan et skudsmål...

Henning Ristinge

Hvor for du det sludder fra Brockdorff?

SF har aldrig gået ind for andet end pluralistisk demokrati og frihed for anderledes tænkende, VS og EL heller næppe (omend der er og har været visse medlemmer igennem tiden med besynderlige holdninger).

Hvis man havde været enig med DKP og SUKPs program havde der ikke været grund til at ha flere partier på venstrefløjen.

Henning Ristinge

I øvrigt en besynderlige vinkel Rune lægge på sagen - vi har alle lov til at tage fejl - Sohn iberegnet og det bør ikke være et spørgsmål om at falde på knæ og sige undskyld - det handler deromod om at dele sin nye erkendelse med andre - venstrefløjen ikke mindst har behov for at afklae sit forhold til leninismen og blotlægge hvad, hvorfor og hvornår det gik galt ogt hvori fejlen bestod. Det ville alene derfor havde været godt om Sohn havde været ude noget tidligere - det ville også have gjort livet lidt sværere for de borgerlige spindoktorer. Der er ingen grund til at forære dem noget.

John Houbo Pedersen

Historieløshed? Kommunisterne hadede Socialdemokrater. Grunden var at de apellerede til de samme mennesker.
Tænk jer om!

Curt Sørensen

PS: jeg glemte oven at nævne det pudsige: at netop Rune Lykkeberg, der om nogen har fulgt med i tidens klicheer og antaget 'den nye politiske korrektehed', herunder bagatelliseringen ( ud fra sin læsning af aviser og romaner) af faren fra højrepopulismen i Europa samt overtaget fra højrefløjens ideologer pjattebegrebet om 'en herskende klasse' af forfattere, skollelærere og socialarbejder, at netop dennem gennem opportunistiske og 'tidsånden' følgagtige Rune Lykkeberg 'harcellerer over Ole Sohn's 'opportunisme'. Er der da ingen grænser for hykleri, dobbleltmoral og selvgodhed blandt mediernes journalister og redaktører?

Søren Kristensen

Det er uretfærdigt at klandre oppositionen og i dette tilfælde Ole Sohn for ikke at være facetteret nok, når den medlemmer ikke engang bliver inviteret med til Vild med dans, for hvordan skal vi almindelige vælgere så lære kandidaterne at kende? Indtil videre ved vi bare at Ole Sohn har været kommunist på et tidspunkt hvor stort set alle andre med bare en lille smule fornemmelse for sne var gået fra borde. Men kan han danse Rhumba?

Jørgen Jørgensen

Jeg opfatter Ole Sohn som en hårdtarbejdende politiks håndværker på linie med Kim Andersen fra Venstre - ikke mit parti - men alligevel brækker jeg mig over denne hetz.

Det bedste, man kan grave frem er et brev til et statsoverhoved og medlemsskab af et politisk parti.

* Ingen svindel for egen eller venners vindings skyld.
* Ingen krigsforbrydelser.

Skal vi så ikke se at komme videre og få væltet den regering. Er der noget at være i tvivl om - krigsforbrydelser og svindel?

Selv om kommunismen er blevet udvasket af magtbegærlige mænd, ligger der stadig et kommunistisk ideal under, der som sådan ikke er så grimt...
Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle være nødvendigt at afsige sig drømme om et andet samfund. Langt de fleste ideologier har et utopia og lagt de fleste har det tilfælles at de ville være samfundsomstyrtende hvis man gik over til dem fra den ene dag til den anden.

Der skal være langhårede femø-fikserede lillablebærende naivt blabrende røde lejesvendsagtige fællesskabsfjantede politikenlæsende humanisthægende hundehovedehashhandlende og narkobøssebanderelaterede venstredrejede kommunistlakajer.

Ellers var der ikke nogen kortklippede krigsliderlige slipsebærende naziblabrende blå kongetronetilfredse egocentrerede BT-bingolottokøbende fascistfetischistiske fodboldbøllebøvsende bodegavommede ølhovedehøjrehystader.

Det er en udmærket ´vinkel at få på, tak til Lykkeberg for italesættelsen. Men så vælter fordømmelsen ned over Sohn nu også fra de 'antagone' segmenter. Det er ubrugelig forargelse i situationen. Som jo er at 'demokratiet med dets kapitalisme' var der vist een der skrev har det ikke godt : politikerne danser som piskede bjørne i cirkus på TV - simpelthen, og kapitalismen ser ud til at have fundet sig til rette i en ondsindet krise-permanens.
Så det kan være Ole Sohns attituder er en del af den form for konservatisme som det dertil indrettede parti ikke leverer. Hvis han er det 'typisk danske' bidrag til tidstrenden på det punkt, så er det såmænd ikke så galt - specielt da hvis robotkvinden pludselig skal være statsminister.
Han er den nye Pia. Come on hatespammers...

"Han har nemlig fortalt historien, som om han ikke selv var med i den, og han taget de andres selvopgør på deres vegne. Nu undskylder han for, at han var medlem af et parti, som han faktisk var formand for."

Rune Lykkeberg rammer plet med ovenstående. Jeg synes dog det er uklogt at myrde manden allerede i underoverskriften, som snarere burde være en konklusion.

Der er dog flere aspekter i sagen.

Jeg mener ikke sagen burde handle om undskyldninger - hvem skal Ole Sohn undskylde over for? Han har ikke gjort os danskere noget. Han har måse et lillebitte medansvar for at have givet moralsk opbakning til øst-regimerne, men ærlig talt har eksistensen af DKP ikke haft den store betydning for hvem der sad på magten i DDR og Sovjet.

Sagen burde derimod handle om manglende erkendelse. Ole Sohn kan ikke undskylde, for han var jo dengang en demokratisk indstillet reformkommunist - og han er nok stadig en demokratisk indstillet reformkommunist. Ligesom Gorbatjov forstod han ikke hvorfor den proces han selv havde deltaget i, endte med at ramle ned om ørerne på ham.

Jeg baserer min påstand på SF's principprogram - SF er også et reformkommunistisk parti. "Socialisme" er mange ting, og det er jo i årtier blevet diskuteret og drøvtygget uendelig meget på varianter af socialisme. SF's variant er imidlertid marxistisk funderet. Partiprogrammet nævner lidt kritik af den tidligere østblok som et figenblad, men har ikke forstået hvad der gik galt i øst. Det var ikke "manglende demokrati", som socialister altid ævler om. Det var manglende frihed og manglende respekt for mennesket.

Aksel Larsen tog også et opgør med kommunismen - og grundlagde det reformkommunistiske SF. Aksel Larsen skal imidlertid have respekt fordi han blev hemmelig agent for CIA. Det kan man da kun tage hatten af for. Han indså hvor farlig kommunismen var og arbejdede derfor aktivt for at bekæmpe Sovjets planer om verdensherredømme.

Vist har Ole Sohn gjort en indsats med sine bøger og arkivundersøgelser, men rent politisk arbejder han for et kommunistisk inspireret system, som resten af SF.

Nu er der sikkert mange SF'ere som vil være dybt forbandede og uenige med mig. men prøv at rette vreden mod jeres eget partiprogram.

SF's vælgere er sikkert for størstedelen slet ikke bevidst om hvad partiet principielt står for. Og selvfølgelig vil SF ikke kunne gennemføre det i en rød regering, om den så sidder i 20 år. Men det ville klæde partiet at arbejde for at smide reformkommunismen ud og skrive et helt nyt program, som orienterer sig fuldt ud mod noget andet end en marxistisk, menneskeforagtende samfundsanalyse. Det er ikke op til mig at komme med færdige forslag, men hvad med at lade sig inspirere af de grønne partier? De fleste vælgere tror alligevel at SF er et bredt, grønt, humanistisk parti. De lader sig indtil videre bedrage.

Det er også kommet frem at Helle Thorning Schmidt har været en meget ideologisk bevidst ungkommunist. Det er ikke slemt i sig selv, hvis hendes ideologi siden var blevet fortrængt af noget andet. Men hun har aldrig givet udtryk for glødende socialdemokratiske tanker. Der er ikke noget afgørende skift. Det kunne godt virke som om at en regering med Sohn og Helle T. vil bestå af to tidligere kommunister, som lod ideologien falme betydeligt og skrumpe ind til et tomrum, men aldrig tog det afgørende opgør.

Nemlig ikke kun en erkendelse af kommunismens mangler, og slet ikke banale undskyldninger om fortiden, men via en erkendelse af det fundamentalt forkerte i kommunismen.

Jeg kan godt se problemer ved VK-regeringens embedsførelse, men det er trods alt ikke en regering med to eks-totalitarister ved roret. Det nærmeste man kommer er en spindoktor i det mindst vigtige ministerium, nemlig kirkeministeriet, som blev udrenset af en nidkær presse. Han var så vidt vides overbevist demokrat, men det eneste han havde gjort var at være kritisk mod indvandring, hvilket så var over grænsen for det tilladelige?

Sammenlign det med tanken om at vi bliver det første vestlige land med en regering ledet af to ekskommunister.

Tolerancetærskelen er åbenbart meget forskellig, alt efter om udskejelserne er sket med højre eller venstre ben.

Henning Ristinge

Du sætter lighedstegn mellem MArx og leninismen Udemark - og heri begår du en brøler og dokumenterer i samme åndedrag at du ikke ved ret meget om hvad MArx stod for. MArx var radikal-demokrat - han var ikke tilhænger af mindretals diktatur - og det er en ret afgørende forskel på ham og leninismen.

Du kan ikke finde noget sted hos Marx hvor han anbefaler mindretals-diktatur - mindretals diktatur var tværtimod hos Marx lig med kun en ting - borgerligt diktatur, altså en form for fascisme.

Derfor er der heller ikke noget hos MArx som SF - behøver gøre op med - det er måske med undtagelse af den meget 19 århundrede typiske tror på absolutte lovmæssigheder

Men der er ikke hos MArx noget der kan bruges til støtte for et mindretals despoti - eller en centralkomites despoti - det var altsammen Lenins opfindelse og Lenins brud med Marx - det er væd at huske på. SF bør holde fast i MArx, men ikke gøre det ukritisk - men tværtimod hædre ham ved at behandle ham med den kritiske sans han fortjener.

Henning Ristinge

Sovjetkommunismen er ikke på noget plan en del af SFs program - reformkommunisme er derfor heller ikke en del af SFs program - så enkelt er det.

Marx er en del af partiets teoretiske arv - og det bør det også vedblive at være, for Marx globale visioner om demokratisk og social lighed og de dårligst stilledes emancipation - udgør en væsentlig kærne i enhver venstrefløjs vision om en bedre og mere social retfærdig fremtid.

Det er givet at der er ting i SFs principprogram der fortjener en opdatering - bl.a. ville det gøre godt at luge lidt ud i arven fra den strukturmarxistiske tradition - men uden den visionære arv fra det nittende århundredes største sociale tænkere - hvoraf Marx er den bedst funderede - er der ganske enkelt ikke nogen venstrefløj.

Jeg håber derfor ikke at man lytter alt for meget til dårligt informerede personager som dig.

Henning Ristinge

Hvis du absolut insisterer på at udtaler dig Udemark, så ville det være klogt om du også gjorde en indsats for at sætte dig bare lidt ind i hvad det er du udtaler dig om.

Tak, så er det vist slået fast at du er ældre og klogere end mig.

Har du skrevet en bog om Marx som jeg kan læse?

Jeg var først og fremmest ude efter Marx' mangelfulde menneskesyn. Jeg anerkender sådan set at man godt kan bruge noget af Marx' økonomiske og samfundsmæssige kritik, dog primært i forbindelse med 1800-tallet, men også i dag. Men der findes jo også både marxisme og marxianere, som er noget andet.

Du medgiver jo i øvrigt at programmet trænger til en opdatering.

Min pointe var bl.a. at man ikke skal være kommunistforskrækket i den småborgerlige forstand. Det er for fjollet. Jeg syntes hellere man skulle tale om indholdet.

Jeg skrev heller ikke at Marx har spillet fallit osv. Det er et meget typisk argument fra borgerlig side. Jeg mener som sagt Marx har sin berettigelse blandt økonomerne, men at hans menneskesyn er et problem. Jeg ved godt at noget så luftigt og fantasifuldt som "menneskesyn" er svært at diskutere.

Men henvis gerne til en god bog som kan gøre mig klogere.

Henning Ristinge

Det ville være gavnligt om du uddybede hvad du mener med 'Marx’ mangelfulde menneskesyn'

Ja opdateinger er altid gavnlige og kritik nødvendigt. Der er masser af udmærkede artikler om emnet på nettet

Henning Ristinge

@Udemark
Du synes at overse at det er dig der komme med påstandende, hvorfor det også er dig der bør kunne møde op med bevisbyrden.
Men ok jeg har ikke tænkt mig at anbefale dig andet end at læse Marx selv. Hans artikler om pariserkommunen kan givet hentes ned på nettet uden besvær og de er ikke (i modsætning til hans bøger - svært tilgængelige). Her har du ham selv og der står både om hans 'menneskesyn' og om hans syn på 'demokrati' og 'diktatur', som også min meningsfælle Torben har påpeget andet steds.

Selv beskrev Marx nemlig pariserkommunen som 'proletariatets diktatur', så her kan du læse hvad det var for noget forfærdeligt noget. Men jeg kan røbe, hvad Torben også gør, at der var tale om et græsrodsdemokrati som opstod i Paris under Preussisk belejring i 1871. Byens arbejdere beslaglagde fødevarer og produktionsmidler for at sikre at alle mennesker i byen fik ligeligt af de ressurcer der var og at ingen sultede. Alt afgjordes ved flertalsafstemning, 'diktaturet' bestod i at man ikke tog hensyn til et mindretal af velstillede der havde i overflod og som i flere tilfælde var flygtet fra byen. Du kan så også læse Karen Blixens fars beskrivelse af samme pariserkommune, han var der nemlig på tidspunktet.