Læsetid: 16 min.

Skibskatastrofen, der ikke vil gå i glemmebogen

Om to uger skal Rigsadvokaten for anden gang aflevere en vurdering af, om skibsbranden for 20 år siden bør efterforskes på ny. I 2005 afviste Rigsadvokaten ny efterforskning, men siden har bl.a. en norsk byretsdommer rejst tvivl om, hvorvidt de reelle ejere dengang blev stillet til ansvar for katastrofen, der kostede 159 mennesker livet
Spørgsmål. Det udbrændte Scandinavian Star i havnen i Lysekil i Sverige efter katastrofen. Danske svenske og norske myndigheder delte den efterfølgende udredning i mellem sig. Det er muligvis en af kilderne til de stadig ubesvarede spørgsmål om tragedien.

Spørgsmål. Det udbrændte Scandinavian Star i havnen i Lysekil i Sverige efter katastrofen. Danske svenske og norske myndigheder delte den efterfølgende udredning i mellem sig. Det er muligvis en af kilderne til de stadig ubesvarede spørgsmål om tragedien.

Tomas Bertelsen

9. oktober 2010

Johan Berg, tidligere dommer ved Oslo Tingsret og nuværende nævnsleder i det norske Utlendingsnemda, er klar over det usædvanlige i, at han blander sig i sagen om brandkatastrofen på Scandinavian Star den 7. april 1990. »Det er første og sikkert også eneste gang, hvor jeg offentligt kommenterer en dom, jeg selv har afsagt,« som han siger til Information.

I maj 2005 dømte Berg i en sag, hvor en dansk skibsmaler, der selv overlevede katastrofen, men til gengæld mistede sin far og sin bror på det brændende skib, havde anlagt sag mod forsikringsselskabet Skuld. Den danske skibsmaler er fra Korsør og hedder Mike Axdal, og ham skal vi senere høre mere om.

Under sagen i Oslo Tingsret kom oplysninger frem, der tydede på, at det ikke som hidtil antaget i Danmark var kommanditselskabet K/S Scandinavian Star, der ejede færgen på katastrofetidspunktet. Det gjorde derimod selskabet SeaEscape Cruises Ltd. Dette selskab, der havde erhvervet skibet blot en uge tidligere, var ved at sælge det videre til kommanditselskabet. Men kommanditselskabet havde endnu ikke betalt, da skibet blev sat i rutefart mellem Oslo og Frederikshavn den 1. april 1990. Den aftalte købssum var heller ikke betalt, da katastrofen indtraf.

Natten til den 7. april 1990 sejler færgen Scandinavian Star fra Oslo på vej til Frederikshavn. Skibet har kun været indsat på ruten i seks dage, tidligere har det sejlet som cruise ship i Caribien. Men efter kritik fra amerikanske søfartsmyndigheder er skibet overflyttet til europæisk sejlads.

Mayday-mayday

På vej ned gennem Skagerak opstår der brand flere steder om bord i det store skib. Der tændes ild i en korridor i bagbordsside ud for kahyt 416-418. Korridoren er et sted, hvor der med stor sandsynlighed regelmæssigt kommer folk forbi, også selv om det er sent. Standardproceduren, når ilden opdages, er brandalarm, hvorefter passagerne vil blive samlet med henblik på evakuering, hvis det ikke hurtigt lykkes besætningen at slukke branden.

Bare 10 minutter senere starter endnu en brand. Senere under udredningsarbejdet bliver den omtalt som hovedbranden. Igen sker det i en korridor, men til forskel fra det første brandsted ligger denne korridor i en ubeboet del af skibet. Nogen har slæbt papkasser og senge ud i korridoren og sat ild til. Et øjenvidne mener tidligere at have observeret en træbjælke, som var sat i klemme i døren ind til bildækket fra netop denne korridor. Senere kommer det frem, at en skydedør til bildækket bagerst i den ene side af skibet har været åbnet 10-15 cm. I den modsatte side af skibet er døren sat i åben stilling. Fra bildækket er der dermed skabt åbning og en passage, som via trappehusene går fem dæk op, tværs over skibet og ned igen. Den fri passage medvirker sammen med ventilationssystemet til, at branden breder sig, som var det flammekastere, da ilden når op og ned gennem trappetårnene.

Samtidig får skibet slagside til styrbord, og i løbet af de næste timer når vandet fra bundsumpen nede ved kølen næsten halvandet dæk op. De følgende kaotiske timer bliver overlevende passagerer og det meste af besætningen evakueret til færgen Stena Saga, der er kommet til hjælp. Bagefter viser det sig, at 159, deriblandt 25 børn under 15 år, er omkommet inde i det brændende Scandinavian Star.

Fra Stena Saga bliver skibsofficerer fra Scandinavian Star efter accept fra det svenske slukningsmandskab snart fløjet tilbage til det brændende skib. De kan hjælpe med at betjene det hældende og brændende skibs maskiner og udstyr. Men det viser sig, at kun én af skibets i alt otte pumper, der alle var nye, fungerer. Valget står derfor mellem at lænse, så skibets slagside ikke forværres - eller at bruge pumpen til at skaffe vand til brandslukning. Problemet er bare, at mens der lænses, breder ilden sig. Først efter omkring fire timer kommer der for alvor gang i slukningen af branden, som raser i den bagerste del af skibet.

Undervejs vækker det efter sigende vrede blandt de svenske brandfolk, da de ser, at nogle af folkene fra Scandinavian Star gentagne gange sparker de kiler væk, som brandmændene bruger til at holde automatdøre åbne, når de skal have slangerne trukket gennem døråbningerne.

Da brandfolkene er ved at have kontrol med branden, starter der en ny brand et helt nyt sted. Den tredje brand er også i passagerafdelingen, og varmeudviklingen er snart så kraftig, at visirene på brandmændenes hjelme krakelerer. Ifølge senere undersøgelser er branden forårsaget af hydraulikolie, der er sprøjtet ud fra et rør. Røret viser sig at være mekanisk påvirket og vristet løs.

Brandfolkene har tidligere været igennem den gang, hvor den tredje brand er opstået. Da lå der ikke noget i gangen. Men nu er der trukket en seng og andet brandbart materiale hen under røret med hydraulikolie. Sengen kan enten være brugt som arnested for ilden eller til at stå op på under sabotagen af røret. Eller begge dele.

Da brandfolkene næsten har fået bugt med den nye brand, bugseres skibet til Lysekil i Sverige. Bagerste del er næsten udbrændt, og der skal nyt brandmandskab om bord. Nu opstår en ny brand, som medfører, at hele forreste del af skibet, bl.a. kommandobroen, køkkenet og restauranten, udbrænder. Det er ca. 18 timer efter, at Scandinavian Star første gang sendte mayday-mayday kl. 02.24.

Den ildspåsætter, som norsk politi udpegede som ansvarlig for brandkatastrofen, blev ifølge obduktionserklæringen kvalt af røgen allerede under brand nummer to. Et spørgsmål er derfor ifølge kritikerne aldrig blevet besvaret til bunds: Hvordan opstår de sidste brande? Har nogen påsat dem?

Hvad nu hvis ...

Selv om den norske dommer Johan Berg i maj 2005 fandt skibsmalerens erstatningssag forældet - >og forældelsen blev i 2006 stadfæstet i den norske landsret - så fremhævede han i dommen de nye ejeroplysninger. Baseret på det materiale, der er fremlagt under forhandlingerne, »er retten kommet til det synspunkt, at der er grund til at stille spørgsmål ved, om de ansvarlige for skibet er stillet til ansvar. Det kan se ud, som om der er grundlag for at hævde, at skibets reelle ejerforhold ikke er lagt til grund for myndighedernes behandling af sagen og i de straffesager, som fulgte«, skriver Johan Berg i sin dom.

Men dette spørgsmål må vurderes af de norske og danske anklagemyndigheder. Ikke af Oslo Tingsret i forbindelse med en erstatningssag, tilføjer han.

Oplysningerne fra den fem år gamle dom i Oslo Tingsret indgår nu i det materiale, som den danske Rigsadvokat siden foråret har gransket med henblik på inden den 25. oktober at vurdere, om der skal åbnes en ny efterforskning af skibsbranden.

Johan Berg har for en måned siden skrevet et brev til Rigsadvokaten med en række spørgsmål, der alle tager afsæt i, hvad nu hvis ... katastrofeskibet i virkeligheden var ejet af andre end den person, der lige efter katastrofen trådte frem i offentligheden som ejer af skibet. Under det danske søforhør påtog den tidligere indehaver af Vognmandsruten, skibsreder Henrik Johansen, sig ejerskabet til Scandinavian Star. På det grundlag blev han i november 1993 i Højesteret idømt seks måneders hæfte for overtrædelse af lov om skibes sikkerhed.

I brevet spørger Johan Berg Rigsadvokaten, om det var kendt for norske og danske myndigheder, at SeaEscape Cruises Ltd. var den registrerede ejer af skibet. Hvorfor blev det under søforhøret oplyst, at K/S Scandinavian Star var ejer, når dette ikke fremgår af skibsregistret? På hvilket grundlag drev operatøren (dvs. Johansen, red.) skibet natten til den 7. april 1990, når han/hans selskab ikke var skibets formelle ejer? Og hvem havde økonomisk interesse i, at skibet blev skadet, delvis eller totalt? Endelig - hvorfor påtog Henrik Johansen sig ansvar i forbindelse med branden?

Fodes tilbøjelighed

Da Rigsadvokaten i januar 2005 afviste, at katastrofen skulle efterforskes på ny, tillagde han ikke ejerforholdet afgørende betydning. Ganske vist erkendte Rigsadvokaten, »at det ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger med fuldt tilstrækkelig sikkerhed endeligt kan fastlægges, hvem der var ejer af skibet på tidspunktet for branden.« Men eftersom kommanditselskabet var ved at købe skibet, om end pengene ikke var betalt, »er jeg endvidere mest tilbøjelig til at antage, at K/S Scandinavian Star på tidspunktet for branden var ejer af skibet«, som daværende rigsadvokat Henning Fode udtrykte det.

Rigsadvokaten afviste endvidere, at »ejerforholdene vedrørende skibet ved fornyet efterforskning i dag vil kunne afklares yderligere«.

Da Fode i januar 2005 afslog ønsket om en ny efterforskning, var han orienteret om, at der under en norsk retssag i et svarskrift fra forsikringsselskabet Skuld var fremkommet nye oplysninger om ejerforholdene. Men da retssagen ved tingsretten endnu ikke var afsluttet - >det skete først fire måneder senere - og da der i svarskiftet rutinemæssigt var »taget forbehold for yderligere anbringender og beviser«, så gav det ikke i januar 2005 Fode »grundlag for at ændre min opfattelse af ejerforholdet«.

Information har spurgt Johan Berg, hvordan han som jurist forstår Fodes bemærkninger om den norske retssag: »Jeg opfatter det sådan, at Rigsadvokaten mener, at det er en påstand, som ikke er bekræftet. Han lægger således fortsat til grund, at K/S Scandinavian Star var ejer. At SeaEscape Cruises Ltd. var ejer, blev bekræftet i retten i maj 2005 af Skuld og kan således lægges til grund som et faktum,« lyder hans svar.

Dernæst opremser Johan Berg flere spørgsmål: Hvorfor har myndighederne i Danmark fastholdt, at K/S Scandinavian Star var ejer? Hvorfor blev Johansen dømt, hvis SeaEscape Cruises Ltd. var ejer? Kan andre end de dømte have haft økonomiske interesser i, at skibet forliste?

»Der er en lang række yderligere spørgsmål, som kan stilles. Er disse spørgsmål blevet stillet, specielt hvad angår forholdene under søforklaringen, og hvem som er gerningsmænd,« undrer Johan Berg sig over.

Enmandshæren i Korsør

Og så tilbage til skibsmaleren fra Korsør, Mike Axdal. Mere end nogen anden person har han presset på for at få indledt en ny efterforskning. Han er således nævnt på 34 af de i alt 73 sider, der udgør Rigsadvokatens afgørelse fra januar 2005. Axdals baggrund for i snart 20 år at have beskæftiget sig med skibskatastrofen i Skagerak er dramatisk. Sammen med sin far og sin storebror Tonni var Axdal hyret som skibsmaler om bord. Efter en lang arbejdsdag den 6. april tumlede de tre sent til køjs i kahyt 531, men få timer senere opstod der tumult i korridoren: »Nogen skreg: Vi skal ud! Vi fik åbnet kahytsdøren ud til korridoren, og der lugtede af røg, og lidt længere henne mod højre var der åben ild. Jeg tror, jeg råbte: Ned til gulvet! Jeg har en uddannelse som røgdykker, så jeg ved, at ild suger luften til sig, og derfor skal man kravle mod vinden. Så jeg kravlede til venstre, altså bagud i skibet, og jeg råbte til far og Tonni, at de skulle følge >efter,« erindrer han.

Rundt omkring i det brændende inferno skreg børn og forældre i dødsangst. Gulvet blev varmere og varmere, og røgen blev tættere og tættere. »Jeg var kun iført underbukser og armbåndsur, og jeg kravlede med læberne og resten af ansigtet presset mod korridorens tæppe. Jeg brændte mig på albuer og knæ. Flere gange stoppede luftstrømmen, fordi der lå kroppe i korridoren, som jeg måtte kravle henover.«

Til sidst nåede Axdal ud på skibets agterdæk, hvor en større gruppe fortumlede og fortvivlede passager havde søgt tilflugt. Her forsøgte han med røgdykkerudstyr at få reddet flere overlevende ud af skibets brændende indre, hvorved han fik skadet sine lunger og blev på 30 procent invalid. Hele tiden var Axdal sikker på, at hans far og storebror også måtte være reddet. De blev senere fundet blandt de omkomne.

Axdal kom over på Stena Saga, hvor han til sin forbavselse kunne se skibsofficerer fra Scandinavian Star sidde ganske roligt og drikke kaffe i cafeteriet.

I længere tid efter katastrofen måtte Axdal have professionel hjælp for at bearbejde sin sorg og ikke mindst sin skyldfølelse. Det var ham, der havde skaffet dem tjansen som skibsmalere. At få en ny efterforskning af skibskatastrofen blev dét, som holdt Axdal oprejst: »Sagen har gjort mig til en helt anden person i dag, end jeg var i 1990,« som han sagde til Information i 2007.

Axdal har rendt arkiver og kontorer på dørene, han har besøgt skibsregistre i London og på Bahamas, og han har interviewet stribevis af involverede. Han har skrevet en bog om katastrofen, Mordbrand med statsstøtte, og han har medvirket i adskillige dokumentarprogrammer. Men først og fremmest har han opsøgt myndigheder og politikere i årevis.

Amerikansk erstatning

Onde tunger hævder, at Axdals egentlige motiv til sit mangeårige fokus især på ejerforholdet er at få anlagt en erstatningssag ved amerikanske domstole, fordi SeaEscape Cruises Ltd. var indregistreret i USA. Amerikanske forældelsesfrister og ikke mindst erstatninger er radikalt anderledes end i Skandinavien. Axdal afviser ikke, at han gerne vil have sagen indbragt for amerikanske domstole: »Vi har krav på erstatning efter gældende amerikansk erstatningsret og udmåling efter amerikanske regler, også selv om vi er sagsøgere i Danmark. SeaEscape er gået konkurs, men deres forsikringsselskab Skuld, som er et dansk selskab, overtager erstatningskompetencen i forbindelse med SeaEscapes konkurs,« >som han for nyligt har skrevet i et brev til justitsminister Lars Barfoed.

Her beder Axdal om fri proces til at få afprøvet de norske domme ved danske domstole, for han har tror ikke på, at den nuværende rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen vil nå til et anderledes resultat end det, hans forgænger lagde sig fast på i januar 2005. På et møde med Rigsadvokaten i september 2010 blev Axdal således oplyst om, »at ejer og rederspørgsmålet ikke vil blive en del af Rigsadvokatens vurdering, idet den del af sagen, her 20 år efter branden, er forældet,« >som han anfører i brevet til justitsministeren.

Rigsadvokaten er heller ikke i færd med en egentlig undersøgelse, men kun en vurdering af de oplysninger, der er kommet frem siden 2005. Ifølge Axdal skal brandene nok inddrages, men Rigsadvokaten har f.eks. ikke fået overdraget det norske politis dokumenter. Meget tyder ifølge Axdal på, at Sørensen vil gentage den øvelse, som Fode gjorde for godt fem år siden.

Fodes afvisning

Efter skibskatastrofen i april 1990 blev myndighederne i Norge, Sverige og Danmark enige om at dele efterforskningen og håndteringen af katastrofen mellem sig. Norge skulle undersøge branden og dens årsag, svenskerne efterforskede brandslukningsarbejdet, mens danskerne tog sig af skibets ejer- og forsikringsforhold. Denne konstruktion, som blev aftalt i timerne efter katastrofen, har medført, at ansvarsområderne er blevet skubbet frem og tilbage mellem landene.

I praksis betød det, at Rigsadvokaten i Danmark i 2005 alene vurderede behovet for en ny efterforskning ud fra straffelovens paragraf 180. Den handler om ildspåsættelse, hvorved andres liv bringes i overhængende fare, og den paragraf er her - 20 år efter katastrofen - ikke forældet, fordi strafferammen er livstid.

At der fortsat var ubesvarede spørgsmål eller forhold, som ikke var hundrede procent belyst, kunne ikke i sig selv føre til, at en fornyet efterforskning skulle iværksættes. »I denne sag vil der ikke være grundlag for at genoptage efterforskningen alene for at afklare tvivlsspørgsmål vedrørende ejer- og forsikringsforhold,« som Fode skrev. Og selv hvis det er andre, der har været den reelle ejer, så »skaber dette ikke i sig selv nogen begrundet formodning om, at SeaEscape Cruises Ltd. eller personer hos dette selskab har stået bag branden på skibet,« >mente han.

Så selv om Fode medgav, at der »utvivlsomt« var forhold, »der ikke er blevet belyst fuldt ud i forbindelse med efterforskningen«, så mente han ikke, »at yderligere efterforskning i sagen kan føre til, at der vil kunne rejses tiltale mod enkeltpersoner for overtrædelse af straffelovens paragraf 180«. Fode kunne ikke se, at nogen enkeltpersoner havde haft et motiv til eller en økonomisk gevinst som følge af branden.

Det kan Axdal til gengæld. Når han fremsætter sine teorier om forspillet til katastrofen, lyder det som en hektisk kriminalroman, hvor selskaber stiftes lige så hurtigt, som skibe kan overføres fra det ene til det næste.

»Min research viser, at i en eller anden grad har nogen planlagt at havarere Scandinavian Star. Mine undersøgelser underbygger, at der har været spekulationer i noget skattemæssigt og noget forsikringsmæssigt,« >siger Axdal.

Ifølge Axdal har 'nogen' ladet som om, man har handlet med et skib til en opskruet værdi for at skabe et skattefradrag. Disse 'nogen' skulle være et mystisk sammensurium af tidligere DFDS-ansatte - måske med tråde direkte til DFDS - i et uklart samarbejde med blandt andre amerikanske investorer. Fradraget kunne skibsreder Henrik Johansen ifølge Axdal bruge, fordi han havde en del penge, bl.a. overskuddet fra salget af Vognmandsruten, som ellers ville blive beskattet.

Hvorfor slagside

Om forsikringsdelen undrer Axdal sig især over, hvorfor SeaEscape Cruise Ltd. fik den fulde kaskoforsikring, hvis det var Henrik Johansen, der som ejer betalte 21,7 millioner dollar for skibet. Dette forhold blev ikke afdækket af Fode i 2005, mener Axdal. »Rigsadvokaten henholdt sig bare til, hvad Henrik Johansen selv havde sagt,« som han siger.

Dertil kommer, at prisen for skibet undervejs i de mange indviklede transaktioner ifølge Axdal var skruet kunstigt op. »I 1990 forsøgte man på en auktion at sælge et søsterskib til Scandinavian Star. Det var fra samme værft og havde samme bygningsår, men man måtte opgive at få 5,5 millioner dollar for søsterskibet,« siger Axdal og henviser til engelske Lloyd's.

Han mener, at hvis man graver dybt i alle disse spørgsmål, vil der dukker en slags motiv op, som kan sammenfattes meget kort: Scandinavian Star skulle sejles til Skandinavien og der havarere, så SeaEscape kunne få forsikringssummen. Axdal er overbevist om, at branden(e) er planlagt nærmest til mindste detalje. Den første brand skulle udløse en brandalarm og få passagerne evakueret. Denne brand blev hurtigt slukket, og derfor blev passagerne ikke samlet til evakuering. Da den anden brand udløste brandalarmen, skelnede man på kommandobroen ikke mellem den første og den anden brand. Den anden brand fik derved mulighed for at udvikle sig, uden at alle passagerne kunne evakueres. Da den blev slukket, blev en ny antændt. Da den blev slukket, blev endnu en brand antændt, denne gang i den forreste del af skibet - >på et tidspunkt, hvor den af norsk politi udpegede pyroman for længst var blevet kvalt af røg i sin kahyt.

Axdal mener også, at nogen må have åbnet for en af skibets søventiler, så vandet fossede ind. »Hvor kommer ellers slagsiden fra, når der gik næsten fire timer, før brandslukningen for alvor kom i gang,« som han spørger med henvisning til, at hvis vandet skal nå halvandet dæk op, må der være tale om kolossale mængder af vand. Hvor kom det fra?

Sammenfattende mener Axdal, at brandene og slagsiden viser, at nogen med forstand på skibe og specifikt kendskab til Scandinavian Stars tekniske systemer må have være indblandet. Og nødvendigheden af den tekniske indsigt er endnu en grund til, at han ikke vil tro på, at en enlig pyroman stod bag katastrofen.

Hvis den nuværende rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen når samme konklusion som sin forgænger, får det ikke Axdal til at kaste håndklædet i ringen.

»Tværtimod, så vil vi lægge op til et søgsmål mod staten. Vi har så mange eksperter, hvoraf mange tidligere har været inddraget af myndighederne i efterforskningen, som støtter kravet om en ny uvildig undersøgelse,« siger han.

Hvilke andre motiver end at søge sandheden skulle Rigsadvokaten have?

»Jeg tror, at man vil dække over fejl begået i 1990. Rigsadvokaten er jo chef for politiet via statsadvokaterne, og man er klar over, at det var en sløset efterforskning af ejerforholdene, som dansk politi stod for dengang. Selv det norske politi siger, at de ikke vil udelukke, at vores teori er rigtig, men at de lænede sig op ad oplysningerne fra dansk politi om ejerforholdet. Derfor så man ikke i andre retninger i forhold til mulige motiver.«

Hvad har tredelingen af undersøgelsen betydet?

»Der har bl.a. været skænderier mellem norsk og svensk politi. Der var en politiinspektør fra Uddevalla, der ville fastholde, at efterforskningsarbejdet skulle ske i Sverige, fordi Lysekil ligger i Sverige. Det har medført, at svenskerne har lavet et stort indledende arbejde om brandforløbet, som mig bekendt aldrig blev inddraget i efterforskningen, da norsk politi overtog den del.«

Er du i stand til nogen sinde at slippe den sag?

»Nej, det kan jeg ikke, og det skal jeg heller ikke. Det kan godt være, at myndighederne er de stærkeste økonomisk og juridisk, men jeg må kæmpe med de midler, jeg har. På et tidspunkt må der ske en vending, i morgen eller om fem år, så jeg giver ikke op. Der er jo et flertal af partierne, der gerne ser en uvildig undersøgelse, men de afventer først Rigsadvokatens vurdering.«

Du må være meget naiv?

»Næh. Det sjove er jo, at sidste gang Rigsadvokaten kom med sin afgørelse, ringede Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti og sagde ordret: Hvad gør vi så, Mike? Jeg mente, at det burde være en betingelse for, at I er støtteparti, at der kommer en ny efterforskning, og det lavede vi en aftale om. Så jeg kan simpelthen ikke forstå, hvor DF har været henne siden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har lest Ulrik Dahlins artikkel i norsk oversettelse i avisen ”Klassekampen” lørdag 30. oktober.

Jeg var om bord i Scandinavian Star den uhyggelige natten da båten brant. Jeg er fra Norge.
Mitt ærend her er å fortelle noe om etterforskningen som har gnaget meg i alle år. Jeg er av den oppfatning at etterforskning av brannen var overflatisk og kun rutinemessig.

Politiet i Norge opplyste til avisene at de ville ”legge et nett” over båten og kartlegge hvor folk oppholdt seg før og under brannen.

Jeg mener avhør av folk var meget overflatisk, kortfattet og enkelt. Jeg forventet at de skulle ta opp DETALJERTE opplysninger som kunne krysstestes/sammenliknes med andres forklaringer.
Jeg skal ta et eksempel fra avhøret av meg. Jeg fortalte at jeg satt i baren sammen med en venn og veninne før brannen begynte. Vi vurderte å gå og sove. Serveringen var stengt. Men på nabobordet sto en mer enn halvfull flaske Feteasca-vin. Vi spurte en kelner om vi kunne ta den til vårt bord og det var i orden. 10 minutter seinere kom et par karer ut av en glassdør som ledet ut fra en trapp. Det kom røyk ut av døren og en av disse løp over til bardisken og fortalte et eller annet. Vi skjønte at noe var galt og valgte å forlate baren. Utenfor skjønte vi at noe var galt. Fryktelig galt. Men det er en annen historie.

Jeg satt altså i avhør og fortalte dette til en politimann som skrev på en skrivemaskin med to fingre. Da jeg ville fortelle om nevnte vinflaske sa han at ”VI TAR DET IKKE SÅ DETALJERT”. Han ville bare ha hovedtrekkene. Jeg må innrømme at jeg bare har sett avhør på krimfilmer på TV, men jeg har innbilt meg at en viss nese for detaljer også finner sted i det virkelige liv. Det er selvsagt ingenting mistenkelig at noen har forlatt nabobordet før oss, men jeg ville tro at dette var nødvendige opplysninger for å sjekke og dobbeltsjekke hvor folk befant seg før og under brannforløpet.
Jeg er sikker på at mange ENKELTdrapssaker har vært påkostet flere timers politiarbeid enn mordbrannen på Scandinavian Star. En brann som krevde 159 liv.

Det jeg la merke til var at avhøret stort sett dreide seg om LEDENDE spørsmål om personen som i ettertid har fått skylden som brannstifter (forsto jeg i dagene etter). Altså nok et eksempel på at politiet arbeider ut fra en hypotese og interesserer seg for lite annet.
Jeg antar at avhøret av alle de andre overlevende var like overflatisk som mitt. Såpass overflatiske avhør at man aldri ville hatt sjanse til å avsløre andre alternativer.

Med tanke på det dårlige norske politiarbeid mener jeg det er stor grunn til at saken taes opp på nytt.
En annen grunn er at ”Sea Escape” fikk utbetalt erstatningsoppgjøret og SAMTIDIG ikke ble regnet som eier. Jeg vet ikke hvorfor dansk og norsk politi ikke prøvde å ivareta norske, danske og portugisiske passasjer og mannskap sine interesser FRAMFOR skipsspekulanter borte i USA.