En stærk beretning med en hullet argumentation

Alle har en mening om ugens og formentlig årets mest omtalte bog, Tavshedens tyranni, af Jylland-Postens kulturredaktør Flemming Rose. Men langt fra alle er enige i bogens konklusioner.

»Flemming Rose gør det ufattelig nemt for sig selv ved udelukkende at fokusere på Weimar-tiden. Men selv på de snævre præmisser holder argumentet ikke,« siger Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden.

På den modsatte politiske fløj har Trykkefrihedsselskabet stået last og brast med Rose, siden balladen om Muhammed-tegningerne begyndte for fem år siden. Og Helle Merete Brix, der er en af selskabets stiftere, er fortsat enig i Roses grundlæggende konklusioner.

»Rose taler for en fri og åben debat, hvor man kan imødegå horrible udtalelser. Det er ikke det samme som at opfordre til vold og dæmonisere bestemte befolkningsgrupper,« siger Helle Merete Brix.

Krænkelsesfundamentalismen

Tavshedens tyranni fremhæves af anmelderne som et personligt, utvetydigt og stærkt forsvar for ytringsfriheden. Roses hovedanliggende med bogen er opgøret med det, han kalder den store fortælling om ytringsfriheden. Myten om at onde ord nødvendigvis fører til onde handlinger holder simpelthen ikke vand, argumenterer Rose. Men tilslutningen blandt anmelderne til det argument er mindre entydig.

Som støtte for argumentet henviser Rose til Weimar-republikken i 1920'ernes og 30'ernes Tyskland. En historisk periode, der ofte bringes til torvs af Roses modstandere i debatten om ytringsfrihedens grænser. I et interview, der blev bragt her i avisen fredag, siger Rose:

»Det eksempel, der altid hives frem, når kritikere afviser den tøjlesløse ytringsfrihed, er fortællingen om nazisternes propaganda i Weimar-republikken. Men jeg satte mig for at undersøge det argument og må konstatere, at der netop ikke var tøjlesløs ytringsfrihed. I Weimar-republikken havde man faktisk love, der forbød krænkende ytringer baseret på religiøsitet.«

'Krænkelsesfundamentalismen', som Rose kalder forsvaret for racisme- og blasfemiparagrafferne, kan derfor medvirke til at skabe øget opmærksomhed om rabiate holdninger. Ord og ytringer skal derfor ifølge Rose ikke bekæmpes med lov, men netop med ord og ytringsfrihed. Derigennem lancerer han et historisk forankret forsvar for retten til og vigtigheden af at kunne ytre sig og offentliggøre tegninger af hvad og hvem som helst. Også Muhammed.

Men holder Flemming Roses argument? Information har kigget anmeldelserne af Tavshedens tyranni efter i sømmene og bedt anmelderne tage stilling til Roses centrale argument.

Insensivitetstræning

I Weekendavisen kalder Frederik Stjernfelt Tavshedens tyranni for en både »fantastisk, men også mærkværdig bog«. Stjernfelt mener, at bogens centrale argument om ytringsfriheden i Weimar-republikken er stærkt.

»I et af bogens bedste kapitler punkterer Rose fuldstændig den myte, at 20'ernes overflod af ytringsfrihed tillod nazisterne at vokse. I Weimar-republikken herskede der ingen ytringsfrihed, og de ledende nazister blev igen og igen trukket for retten og dømt for, hvad vi nu om dage kalder 'hate speech'. Disse retssager udbredte Streichers og Goebbels' antisemitiske tirader langt mere effektivt end ytringsfrihed ville have muliggjort,« skriver Stjernfelt.

Han fremhæver også, at Flemming Rose med sin bog ligger i forlængelse af Poul Henningsen i forsvaret for en ytringsfrihed, der netop kendes på misbrug.

»Man skal nok ikke forvente, at de sensitive talsmænd for 'tonen' vil røre denne bog med en ildtang - de ved jo nok på forhånd, hvad Rose er for en. Men hvis de gjorde, ville de lære Roses kur mod krænkelse: insensivitetstræning. Eller, som forbilledet PH sagde det: Ta' og rend mig i den offentlige mening!,« slutter Stjernfelt.

Studentikost

Men på den kulturradikale højborg Politiken mener chefredaktør Tøger Seidenfaden ikke, at Roses argument holder. Han vurderer, at Roses historiske fokus på Weimar-republikken er alt for snævert.

»Rose ser helt bort fra den meget brede tradition for antisemitisme, som ligger forud for Første Verdenskrig, og som i høj grad er med til at legitimere Holocaust.«

»Og at forestille sig, at man på 30-50 sider i en bog skulle kunne tænke nazismens, Holocausts og Anden Verdenskrigs betydning for de europæiske menneskerettigheder bort, er simpelthen studentikost,« siger Seidenfaden til Information.

Selv om Seidenfaden var og er en af Muhammedkrisens centrale aktører herhjemme, så er hverken han eller Politiken nævnt en eneste gang i Roses bog. Også det forhold generer Seidenfaden:

»På den måde undgår Rose behændigt hele debatten om tegningernes legitimitet. Rose forbliver i det rent juridiske, hvor han måske nok har ret i princippet. Det har bare ikke meget med virkeligheden at gøre,« påpeger Seidenfaden.

Det dårlige selskab

På den modsatte fløj undrer Trykkefrihedsselskabets Helle Merete Brix sig også over, hvorfor netop Trykkefrihedsselskabets position er fraværende i bogen. I sin anmeldelse på sappho.dk antyder hun, at Rose er bange for at havne i det dårlige selskab.

»Jeg konstaterer med nogen undren, at en så vigtig sag som PEN-sagen og balladen med Lars Hedegaard helt er udeladt i bogen. Ikke fordi jeg vil afkræve af Rose, at han skal være enig med Trykkefrihedsselskabet, men det er påfaldende, at hele den diskussion er udeladt,« siger Helle Merete Brix.

Hun tilføjer, at netop Trykkefrihedsselskabet har været nogle af Roses og ytringsfrihedens mest entydige forsvarere. Alligevel mener Brix, at Roses hovedargument holder. Og hun tilslutter sig Roses ønske om en udvidet ytringsfrihed og en afskaffelse af racisme- og blasfemiparagrafferne.

I Kristeligt Dagblad er chefredaktør Erik Bjerager begejstret for bogen, som han kalder »nødvendig læsning i en trusselstid«. Bjerager er dog ikke enig i Roses opgør med forestillingen om, at onde ord fører til onde handlinger:

»Roses argument er alt for forenklet. Han drager den kortslutning, at hvis der bare havde været en fri og åben debat i 30'ernes Tyskland, så kunne Holocaust være undgået. Men det er at trække argumentationen for langt. For der var mange faktorer, der førte til Holocaust,« påpeger Bjerager.

Ifølge ham kan krænkelseslove måske nok være et problem i diktaturer, hvor de bruges til at lukke munden på folk, man ikke gider høre på. Men herhjemme har racisme- og blasfemiparagrafferne et andet sigte, nemlig at beskytte religiøse og etniske mindretal.

De hjemlige krænkelseslove forhindrer netop ikke offentliggørelse af Muhammed-tegninger. Men derfor kan man ifølge Bjerager dog fortsat godt tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at trykke Muhammed-tegningerne og det konstruktive ved »bevidst krænkelse af troende mennesker«.

Det farlige 'men'

Anderledes uforbeholden er Claes Kastholm Hansen i sin rosende anmeldelse i Berlingske Tidende. Han giver bogen seks stjerner og kalder Tavshedens tyranni for »en stor og klog bog«, der viser, hvorfor det var så vigtigt at offentliggøre Muhammed-tegningerne. Og Kastholm har heller ingen forbehold over for Roses hovedargument:

»Rose har fuldstændig ret i, at det ikke var onde ord, der skabte Holocaust. Weimar-republikken havde jo krænkelseslove, præcis som vi har herhjemme i dag. Men det hjalp ingenting,« siger Claes Kastholm.

Han mener desuden, at Roses utvetydige forsvar for ytringsfriheden er det eneste rigtige - også i den konkrete situation, der indtraf for fem år siden med offentliggørelsen af tegningerne. Uden det 'men', som stadig fastholdes af mange i debatten.

»Det 'men' kan bruges til enhver tid i forbindelse med den ene eller den anden minoritet, der måtte føle sig krænket. Og hvor bliver ytringsfriheden så af,« spørger Kastholm.

For ham er det afgørende, at vi herhjemme kæmper for at fastholde den udvidede ytringsfrihed, som vi ifølge Kastholm kan takke de kulturradikale kritikere for.

»Roses anliggende ligger jo i klar forlængelse af det 20. århundredes tabuoverskridende kulturradikalisme. Her har Indre Mission, folkekirkekristne, bornerte kønsmoralister og mange andre minoriteter, måttet stå for skud. Og det følte de sig da krænket af ovre i Jylland, men det talte ikke,« understreger Kastholm.