Læsetid: 5 min.

En stærk beretning med en hullet argumentation

Det bærende argument i Flemming Roses bog, 'Tavshedens tyranni' er stærkt forenklet, lyder meldingen fra flere anmeldere. Andre mener derimod, at han leverer en stærk kritik af 'krænkelsesfundamentalismen'
Ytringsfrihed. Flemming Roses hovedærinde er at punktere myten om, at det ikke var for meget, men for lidt ytringsfrihed, der gav nazisterne vind i sejlene i mellemkrigstidens Tyskland. Der for forenklet, lyder kritikken.

Ytringsfrihed. Flemming Roses hovedærinde er at punktere myten om, at det ikke var for meget, men for lidt ytringsfrihed, der gav nazisterne vind i sejlene i mellemkrigstidens Tyskland. Der for forenklet, lyder kritikken.

Sofie Amalie Klougart

2. oktober 2010

Alle har en mening om ugens og formentlig årets mest omtalte bog, Tavshedens tyranni, af Jylland-Postens kulturredaktør Flemming Rose. Men langt fra alle er enige i bogens konklusioner.

»Flemming Rose gør det ufattelig nemt for sig selv ved udelukkende at fokusere på Weimar-tiden. Men selv på de snævre præmisser holder argumentet ikke,« siger Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden.

På den modsatte politiske fløj har Trykkefrihedsselskabet stået last og brast med Rose, siden balladen om Muhammed-tegningerne begyndte for fem år siden. Og Helle Merete Brix, der er en af selskabets stiftere, er fortsat enig i Roses grundlæggende konklusioner.

»Rose taler for en fri og åben debat, hvor man kan imødegå horrible udtalelser. Det er ikke det samme som at opfordre til vold og dæmonisere bestemte befolkningsgrupper,« siger Helle Merete Brix.

Krænkelsesfundamentalismen

Tavshedens tyranni fremhæves af anmelderne som et personligt, utvetydigt og stærkt forsvar for ytringsfriheden. Roses hovedanliggende med bogen er opgøret med det, han kalder den store fortælling om ytringsfriheden. Myten om at onde ord nødvendigvis fører til onde handlinger holder simpelthen ikke vand, argumenterer Rose. Men tilslutningen blandt anmelderne til det argument er mindre entydig.

Som støtte for argumentet henviser Rose til Weimar-republikken i 1920'ernes og 30'ernes Tyskland. En historisk periode, der ofte bringes til torvs af Roses modstandere i debatten om ytringsfrihedens grænser. I et interview, der blev bragt her i avisen fredag, siger Rose:

»Det eksempel, der altid hives frem, når kritikere afviser den tøjlesløse ytringsfrihed, er fortællingen om nazisternes propaganda i Weimar-republikken. Men jeg satte mig for at undersøge det argument og må konstatere, at der netop ikke var tøjlesløs ytringsfrihed. I Weimar-republikken havde man faktisk love, der forbød krænkende ytringer baseret på religiøsitet.«

'Krænkelsesfundamentalismen', som Rose kalder forsvaret for racisme- og blasfemiparagrafferne, kan derfor medvirke til at skabe øget opmærksomhed om rabiate holdninger. Ord og ytringer skal derfor ifølge Rose ikke bekæmpes med lov, men netop med ord og ytringsfrihed. Derigennem lancerer han et historisk forankret forsvar for retten til og vigtigheden af at kunne ytre sig og offentliggøre tegninger af hvad og hvem som helst. Også Muhammed.

Men holder Flemming Roses argument? Information har kigget anmeldelserne af Tavshedens tyranni efter i sømmene og bedt anmelderne tage stilling til Roses centrale argument.

Insensivitetstræning

I Weekendavisen kalder Frederik Stjernfelt Tavshedens tyranni for en både »fantastisk, men også mærkværdig bog«. Stjernfelt mener, at bogens centrale argument om ytringsfriheden i Weimar-republikken er stærkt.

»I et af bogens bedste kapitler punkterer Rose fuldstændig den myte, at 20'ernes overflod af ytringsfrihed tillod nazisterne at vokse. I Weimar-republikken herskede der ingen ytringsfrihed, og de ledende nazister blev igen og igen trukket for retten og dømt for, hvad vi nu om dage kalder 'hate speech'. Disse retssager udbredte Streichers og Goebbels' antisemitiske tirader langt mere effektivt end ytringsfrihed ville have muliggjort,« skriver Stjernfelt.

Han fremhæver også, at Flemming Rose med sin bog ligger i forlængelse af Poul Henningsen i forsvaret for en ytringsfrihed, der netop kendes på misbrug.

»Man skal nok ikke forvente, at de sensitive talsmænd for 'tonen' vil røre denne bog med en ildtang - de ved jo nok på forhånd, hvad Rose er for en. Men hvis de gjorde, ville de lære Roses kur mod krænkelse: insensivitetstræning. Eller, som forbilledet PH sagde det: Ta' og rend mig i den offentlige mening!,« slutter Stjernfelt.

Studentikost

Men på den kulturradikale højborg Politiken mener chefredaktør Tøger Seidenfaden ikke, at Roses argument holder. Han vurderer, at Roses historiske fokus på Weimar-republikken er alt for snævert.

»Rose ser helt bort fra den meget brede tradition for antisemitisme, som ligger forud for Første Verdenskrig, og som i høj grad er med til at legitimere Holocaust.«

»Og at forestille sig, at man på 30-50 sider i en bog skulle kunne tænke nazismens, Holocausts og Anden Verdenskrigs betydning for de europæiske menneskerettigheder bort, er simpelthen studentikost,« siger Seidenfaden til Information.

Selv om Seidenfaden var og er en af Muhammedkrisens centrale aktører herhjemme, så er hverken han eller Politiken nævnt en eneste gang i Roses bog. Også det forhold generer Seidenfaden:

»På den måde undgår Rose behændigt hele debatten om tegningernes legitimitet. Rose forbliver i det rent juridiske, hvor han måske nok har ret i princippet. Det har bare ikke meget med virkeligheden at gøre,« påpeger Seidenfaden.

Det dårlige selskab

På den modsatte fløj undrer Trykkefrihedsselskabets Helle Merete Brix sig også over, hvorfor netop Trykkefrihedsselskabets position er fraværende i bogen. I sin anmeldelse på sappho.dk antyder hun, at Rose er bange for at havne i det dårlige selskab.

»Jeg konstaterer med nogen undren, at en så vigtig sag som PEN-sagen og balladen med Lars Hedegaard helt er udeladt i bogen. Ikke fordi jeg vil afkræve af Rose, at han skal være enig med Trykkefrihedsselskabet, men det er påfaldende, at hele den diskussion er udeladt,« siger Helle Merete Brix.

Hun tilføjer, at netop Trykkefrihedsselskabet har været nogle af Roses og ytringsfrihedens mest entydige forsvarere. Alligevel mener Brix, at Roses hovedargument holder. Og hun tilslutter sig Roses ønske om en udvidet ytringsfrihed og en afskaffelse af racisme- og blasfemiparagrafferne.

I Kristeligt Dagblad er chefredaktør Erik Bjerager begejstret for bogen, som han kalder »nødvendig læsning i en trusselstid«. Bjerager er dog ikke enig i Roses opgør med forestillingen om, at onde ord fører til onde handlinger:

»Roses argument er alt for forenklet. Han drager den kortslutning, at hvis der bare havde været en fri og åben debat i 30'ernes Tyskland, så kunne Holocaust være undgået. Men det er at trække argumentationen for langt. For der var mange faktorer, der førte til Holocaust,« påpeger Bjerager.

Ifølge ham kan krænkelseslove måske nok være et problem i diktaturer, hvor de bruges til at lukke munden på folk, man ikke gider høre på. Men herhjemme har racisme- og blasfemiparagrafferne et andet sigte, nemlig at beskytte religiøse og etniske mindretal.

De hjemlige krænkelseslove forhindrer netop ikke offentliggørelse af Muhammed-tegninger. Men derfor kan man ifølge Bjerager dog fortsat godt tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at trykke Muhammed-tegningerne og det konstruktive ved »bevidst krænkelse af troende mennesker«.

Det farlige 'men'

Anderledes uforbeholden er Claes Kastholm Hansen i sin rosende anmeldelse i Berlingske Tidende. Han giver bogen seks stjerner og kalder Tavshedens tyranni for »en stor og klog bog«, der viser, hvorfor det var så vigtigt at offentliggøre Muhammed-tegningerne. Og Kastholm har heller ingen forbehold over for Roses hovedargument:

»Rose har fuldstændig ret i, at det ikke var onde ord, der skabte Holocaust. Weimar-republikken havde jo krænkelseslove, præcis som vi har herhjemme i dag. Men det hjalp ingenting,« siger Claes Kastholm.

Han mener desuden, at Roses utvetydige forsvar for ytringsfriheden er det eneste rigtige - også i den konkrete situation, der indtraf for fem år siden med offentliggørelsen af tegningerne. Uden det 'men', som stadig fastholdes af mange i debatten.

»Det 'men' kan bruges til enhver tid i forbindelse med den ene eller den anden minoritet, der måtte føle sig krænket. Og hvor bliver ytringsfriheden så af,« spørger Kastholm.

For ham er det afgørende, at vi herhjemme kæmper for at fastholde den udvidede ytringsfrihed, som vi ifølge Kastholm kan takke de kulturradikale kritikere for.

»Roses anliggende ligger jo i klar forlængelse af det 20. århundredes tabuoverskridende kulturradikalisme. Her har Indre Mission, folkekirkekristne, bornerte kønsmoralister og mange andre minoriteter, måttet stå for skud. Og det følte de sig da krænket af ovre i Jylland, men det talte ikke,« understreger Kastholm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Nielsen

»Det eksempel, der altid hives frem, når kritikere afviser den tøjlesløse ytringsfrihed, er fortællingen om nazisternes propaganda i Weimar-republikken. Men jeg satte mig for at undersøge det argument og må konstatere, at der netop ikke var tøjlesløs ytringsfrihed. I Weimar-republikken havde man faktisk love, der forbød krænkende ytringer baseret på religiøsitet.«

Det behøver vi ikke gå flere generationer tilbage i tiden for at konstatere. Vi har også en lov i Danmark, der i princippet beskytter vores muslimske medborgere mod den hetz, der har stået på de sidste par tiår, mens virkeligheden altså er, at de mest vanvittige udsagn og opfattelser i dag regnes for acceptable, og SF (!) i deres reklamemateriale nu må slå på tromme for at de skam også frygter islam for overhovedet at komme til orde.

Morten Børre :

At regne vanvittige udsagn og opfattelser for acceptable er en personlig stillingtagen. Gør du det så stop med det.
Men man bør iagttage at der kan være en sandhed gemt i alt.

Ja medierne er en historie for sig på det punkt, da de er interesseret i at skabe dramatiske fortællinger helst som føljeton.

Men at SF erkender,
... at islam, muslimer ufortalt, skal 'frygtes'
... at man ikke kommer nogen vegne i politik ved at dukke sig ubegrænset.
... det kan da ikke forarge.

Margrethe Monika S Hansen

Rose har ret i at det ikke var de onde ord som skabte Holocaust.

Det var nemlig onde mennesker som omsatte de onde ord til handlinger, som skabte Holocaust.

Men han skøjter for nemt uden om det faktum at ondskab og racisme omsat til konkrete politiske beslutninger ofte ender i folkedrab og etnisk udrensning.

Holocaust har sit udspring ikke i det nazisterne sagde, men i det de fik lov til at gøre. Nazismens antisemitisme hviler nemlig på en antisemitisme og racisme som fandtes før nazismen. Så jo ondskab som får lov til at blive omsat til handlinger og politik ender i sidset ende med at slå ihjel.

Det er naivt at tro at ytringsfriheden er nok til at bekæmpe opbakning til folkedrab og mord. Der var masser af modstand mod nazismen i 30erne og uanset denne modstand og offentlige kritik endte det med at et politisk flertal som gav den politiske magt til nazisterne.
Og hvorfor skete det? Det skete jo fordi det tyske samfund gennem en lang periode var blevet vant til at antisemitisme og racisme blot var ord og ikke noget man skulle frygte.

Så hele debatten om at ytringsfriheden er et værn mod folkedrab og ekstremisme hviler på et forkert præmis.

Historisk set har ytringsfriheden aldrig stoppet racisme eller et folkedrab.
Ytringsfriheden vil altid blive misbrugt til at sprede had og ekstremisme.
Martin Luthers skrift mod jøderne og deres løgne, er er et godt eksempel på hvordan ytringsfriheden kan ende med at blive til hadefulde handlinger mod en bestemt gruppe af mennesker.
Ord er ikke bare ord, ord er også handlinger som kan sætte reaktioner igang og som kan dræbe. Det er naivt at tro at ekstremisme og had bare kan bekæmpes med debat. Så civiliseret har vi her i Vesten ikke tradition for at være. Det kan man læse sig til hvis man åbner en historiebog.

jan henrik wegener

Kritikkerne af JP mener jeg har fat i den korte ende, også nu fem år efter.
Egentlig virker det også som om der tit er en dyb inkonsekvens bag. Hvis der havde været en hæderlig og sammenhængende tankegang bag kravetr om "anstændighed" i debatten havde man da ikke kun beskæftiget sig med den famøse sag, men mere generelt med hvad der er blevet sagt og skrevet offentligt. Og da havde man nok måttet ende op i at vi burde have haft en helt anden debat. Ikke mindst fra "kritikernes" egen side, eller de af dem der er kendte debattører . "Tilfældige" eksempler: naturligvis nogle af Politikens medarbejdere, Engelbreckt -Larsen, skribenter på Information (Metz?), og rigtig mange flere.
Det argument der ofte ses at "generaliseringer" er så forfærdelige gælder tilsyneladende mest de andres generaliseringer. Selvfølgelig holder man ikke nødvendigvis selv op med at generalisere (eks. "leverpostejnationen"). Man mener at én eller flere personer i historien skal være "hævet over kritik" idet denne vil ramme alle der beundrer denne formentlig historiske person?

Peter B. Jensen

Det er kamp om magten. Ytringsfrihed er bare et redskab i denne sammenhæng, også blandt de mange som helst ser koranen forbudt - selv om den ikke indeholder andet end ord.

Selvfølgelig er ord farlige, fordi ord udtrykker tanker der danner meninger som ligger til grundlag for handlinger. Vi kunne næppe forklare og forsvare vores krige uden en gedigen verbal meningspåvirkning. Og det vi slås om eller for er ofte hvilke ord der skal herske - den bagvedliggende magtstruktur synes ikke udpræget forskellig.

Ok, jeg var engang mobbeoffer - og ser måske tingene anderledes end Rose. I hans terminologi var det helt i orden at 5-6 stod og råbte hån og fornærmelser, men så snart min tolerancetærskel var nået og jeg reagerede med de redskaber jeg havde til rådighed - så var det over grænsen til det anstændige.

Tak Peter B. Jensen for de kloge ord.

Lige som alt muligt andet er ytringsfrihed kun godt hvis det bruges med måde. Selvom man måske kan holde på sin ret til at mene og ytre hvad man vil, er det nu engang ubehageligt at få et blåt øje fordi man har ytret sig provokerende.

Så det var måske rigtigt af Rose at trykke billederne, men var det klogt?

Jon Vølund Madsen

Bo Larsen:

"Så det var måske rigtigt af Rose at trykke billederne, men var det klogt?"

Det valg må nødvendigvis bero på en individuel vurdering. Nu har vi diskuteret de tegninger i fem år, og kommer tydeligvis ikke nærmere en konsensus.

Man må konstatere, at tegningerne er "out there", og det bliver de ved med at være i al evighed.

Nogle har benyttet tegningerne til at positionere sig som ofre, andre som "de anstændige" og helt andre som forkæmpere for den totale ytringsfrihed, mens helt andre blot har konstateret deres eksistens.

Hvem der "har ret", vil altid afhænge af en arbitrær vurdering af subjektive kriterier (verdensbilleder).

Et af pluralismens vilkår er, at alle har lidt ret, og ingen har helt ret. Og således også i denne sag, der er ikke-kvantificérbar i sine moralske implikationer.

Personligt mener jeg, at tegningerne var ok, men jeg orker snart ikke at blive ved med at forholde mig til dem.

Og iøvrigt, mener jeg at alle mulige (selvvalgte) parter i "sagen", har læsset så mange af deres egne fordomme og ideologiske tolkninger ovenpå disse tegninger, at deres oprindelige intentioner og mulige provokation fortoner sig i horisonten.

Jeg må bare konstatere, at de findes. Og det bliver de ved med. Og skal vi så ikke komme videre?