Læsetid: 4 min.

Staten styrer ikke mere

Hvad enten statsministeren ignorerer kampen eller går ind i den: Kulturkamp bliver der alligevel
De andres kop te. Kulturkampen er ikke noget for statsministeren, siger han, for den handler om alt det, der ikke kan udmøntes i lovgivning. Men den ophører ikke, blot fordi han ikke bryder sig om den.

De andres kop te. Kulturkampen er ikke noget for statsministeren, siger han, for den handler om alt det, der ikke kan udmøntes i lovgivning. Men den ophører ikke, blot fordi han ikke bryder sig om den.

Kristian Juul Pedersen

30. oktober 2010

Den kamp har han aldrig kunnet lide. Den er abstrakt, den er symbolsk og den kan ikke administreres: Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen, bryder sig ikke om kulturkampen.

Den er ikke til at styre inde fra Christiansborg, og man kan ikke bruge den til at styre Danmark.

Han ved, den har skabt succes for hans forgænger, og han kan se, at den har sat ild i dansk politik.

Han ved også godt, at den kan bruges til at vinde valg, for hans modstandere har det endnu dårligere med kulturkampen. De ser den som en slagmark, hvor de falder.

Men personligt finder han den forstyrrende og forkert. Og det sagde han som statsminister i denne uge, og han sagde det samme dag i Berlingske Tidende og Politiken, så alle kunne høre det: »Hele den værdipolitiske diskussion har været ført på et ret højt abstraktionsniveau. Den har i høj grad været præget af symbolpolitik.« Det har været snak, snak og ikke politisk handling.

Nu annoncerer Lars Løkke Rasmussen, at han som landets leder ville bevæge kampen fra abstraktionerne til det konkrete. Og han proklamerer en ny retning:

»Vi skal passe på med at negligere de virkelige problemer, som man i det rigtige liv kan gøre noget ved.«

Mange både til højre og venstre vil være enige: Kulturkampen har ikke været rigtig politik, som kunne omsættes til lovgivning. Det har bare været voldsomme udvekslinger af fjendebilleder og forbandelser. Det har været store ord om store værdier og grimme modstandere, men det har ikke ført til store reformer.

Kulturkampen har for mange været et pinligt anliggende: Det handlede bestemt ikke om den kultur, som skabes af kunstnere, forfattere og andre skønånder. Det har heller ikke været en åndfuld debat mellem intellektuelle og politikere. Nogen har så bare regnet kulturkampen for spilfægteri for masserne, for 'symbolpolitik'. Andre har regnet den for et andet ord for udlændingepolitik, og atter andre har set den som endnu et symptom på et politisk forfald. Som sådan taler statsministeren til konsensus blandt dem, der regner sig for kompetente og ansvarlige. Nu må vi altså komme i gang med det rigtige politiske arbejde.

Statens grænse

Statsministeren præmisser er lige så rigtige, som hans konklusion er forkert. Hans definition af det rigtige liv er her interessant: De virkelige problemer er dem, som man kan gøre noget ved i det 'rigtige liv'. Det 'man', som skal handle, er naturligvis 'man' fra Christiansborg. Det er det lovgivende 'man'. De virkelige problemer er således dem, som man kan løse ved lovgivning, og det rigtige liv er det liv, som er reguleret af staten.

Statsmisteren har således leveret en præcis definition af kulturkampen: Den handler om alle de problemer, der ikke kan løses ved lovgivning. Den kommer fra den virkelighed, som ikke er styret af staten. Lovgiverne kan for eksempel ikke fra Christiansborg bestemme, hvad borgerne skal tro på, de kan ikke styre de unge menneskers motivation, og de kan ikke forbyde alt det, der ikke er produktivt og effektivt.

Kulturkampen peger således på den lovgivende politiks grænse. Og det gør den selvfølgelig til en udfordring for dem, der definerer politik som lovgivning og kun betragter de problemer som virkelige, der kan løses gennem lovgivning. For dem er kulturkamp for så vidt politisk irrelevant.

Det sjove er, at statsministeren selv i sit forsøg på at gøre kulturkampen konkret ved lovgivning møder lovgivningens grænse: Den så længe annoncerede ghettoplan blev efter sigende udskudt og udskudt, fordi embedsmændene i Justitsministeriet fandt, at den krænkede et basalt lovgivningsprincip om almenhed. Den levede ikke op til grundlæggende universalistiske krav om lighed for loven. Den skulle rumme tendenser til forskelsbehandling. Den var ikke acceptabel som lovgivning. På den vis støder statsministeren netop på grænserne for det, han kalder 'virkelige problemer' og 'det rigtige liv'. Der findes en social virkelighed, som ikke kan styres af staten.

Alt på spil

Kulturkampen kan derfor heller ikke startes og stoppes fra Statsministeriet. Der er intense diskussioner og kampe om definitionen af religionens rolle i velfærdsdemokratiet, om autoritet, om ret, om frihed og disciplin og om, hvordan man får folk til frit at vælge deres officielt definerede frihed. Det kan handle om, hvordan man på demokratiske præmisser regerer demokratiske borgere, som ikke vil regeres af staten. Det kan være alt fra, hvad der skal til for at fungere som demokratisk borger i en virkelighed, der også er meget andet end demokratisk, til hvordan man skaber rammer for både faglighed og frihed i klasselokalet. Det er ikke temaer, som kan afsluttes med en reform. Politikernes privilegium i den kamp er ikke adgang til lovgivningen, men derimod adgangen til den offentlige talerstol. Man kan levere replikker til aktuelle diskussioner, man kan pointere grænser og proklamere, hvad man regner for dyder.

Kulturkampens velfærdsdemokrati peger således på en almindelig erfaring: Frihed, magt, fællesskab og individet er principielt sat på spil, men ingen styrer spillet.

Alt kunne være anderledes, men intet kan forandres.

For 50 år siden kunne den intellektuelle socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann til kulturfolket udtale, at de enten kunne vælge at sidde hævet over virkeligheden og kritisere, eller de kunne indlade sig på venlig rådgivning, men lige meget hvad måtte de erkende: »regeret bliver der alligevel«. Enten var man med til at bestemme, eller også blev man bestemt over.

Lars Løkke Rasmussens erkendelse er den modsatte: Hvad enten han vælger at ignorere kulturkampene eller at adressere dem: Kulturkamp bliver der alligevel. Staten styrer ikke længere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er måske gået op for Statsministeren, at værdikampen som arvet efter AFR og DF, er en medvirkende grund til, at meningsmålingerne går den forkerte vej.

Men det er nok en del mere interessant, at meningsmålingerne peger på, at selve værdikampen på kanonvilkår har vist sig at være ensbetydende med politisk implosion overfor den danske offentlighed. Den kun altfor velbeslåede del af befolkningen har immervæk fejllæst den ønskede kultur-indflydelse i retning af gårsdagens præferencer. Man kan med andre ord sige, at der har været tale om et endog ganske udpræget elendigt analytisk spin-arbejde fra den borgerlige presses vedkommende. Så er det såmænd sagt...

Med venlig hilsen

Det var så en karakteristik af staten og statsministeren. Hvad med forfatteren ?
Rune Anarkist ?
Rune Rindalist ?
Rune Demokrat ?
Rune Antikanonist ?
Rune Antistat - Statist ?
Rune Liberalist ?
Rune den Lykkelige.
Vi kan kæmpe indbyrdes. Men, sagde Kampmann : Regeret bliver der alligevel. Så grundigt endda og de fleste finder sig i det.
I begyndelsen var virkeligheden, så kom der et kulturministerium, kulturpaver, alle andre paver, kanoner, godhedsindustri, eksperter, kommentatorer, spinnere, alt for mange socialdemokrater, underskud på statsbudgettet.
Det er bare for meget, for meget.
Jeg holder af friheden.