Læsetid: 7 min.

De tyske illusioner brister

Den tyske kansler Angela Merkel har erklæret multikulturalismen for død, og hendes regeringspartner ønsker et fuldstændigt stop for indvandring fra fremmede kulturkredse. Den tyske islamdebat raser som aldrig før
Politik. Når den tyske kansler Angela Merkel dukker op i det tyske landsholds omklædningsrum og udveksler håndtryk med tysk-tyrkiske fodboldspiller Mesut Özil, der kort forinden har scoret et vigtigt EM-mål mod sit eget oprindelsesland, er det ikke den fodboldglade kansler, der handler impulsivt, men i stedet et indlæg i den højspændte tyske debat om islam og indvandring.

Politik. Når den tyske kansler Angela Merkel dukker op i det tyske landsholds omklædningsrum og udveksler håndtryk med tysk-tyrkiske fodboldspiller Mesut Özil, der kort forinden har scoret et vigtigt EM-mål mod sit eget oprindelsesland, er det ikke den fodboldglade kansler, der handler impulsivt, men i stedet et indlæg i den højspændte tyske debat om islam og indvandring.

Guido Bergmann

23. oktober 2010

Det er ikke blot endnu et tilfældigt møde mellem en sportsmand og en politiker. Når den tyske kansler Angela Merkel dukker op i det tyske landsholds omklædningsrum og udveksler håndtryk med tysk-tyrkiske fodboldspiller Mesut Özil, der kort forinden har scoret et vigtigt EM-mål mod sit eget oprindelsesland, er det et indlæg i den højspændte tyske debat om islam og indvandring. Som succesfuld sportsmand er Özil sindbilledet på den vellykkede og gnidningsløse integration. Og det gør ham til politisk guld for en kansler, der har brug for at sende billedvenlige og letforståelige signaler om integrationens tilstand i dagens Tyskland.

En uge senere befinder kansleren sig på et landsmøde for unge CDU-medlemmer. Og denne gang er det et helt anderledes signal, som sendes af sted til omverdenen.

»Multikulturalismen har fejlet, fuldstændig fejlet,« lyder det fra talerstolen. Merkel skyder ikke på det multietniske samfund, som Özil er produktet af. Hun sigter mere snævert til den integrationspolitiske ideologi, der naivt opererer med en forestilling om kulturernes uproblematiske sameksistens.

Men ved at pege på multikulturalismen som hovedfjenden gør Angela Merkel sig skyldig i en klæg opportunisme, skriver journalisten Daniel Bax i en kommentar i Tageszeitung, for som politisk ideologi er den allerede død:

»I dag er multikulti kun skræmmebillede for konservative politikere, som rituelt tæsker løs på begrebet, når de længes efter applaus. Merkel og Seehofer fortsætter dette spil. Når de i stedet for 'multikulti' kræver 'mere integration' (Merkel) eller mere leitkultur (Seehofer), er der intet indhold i disse verbale hylstre. De populistiske ordspil tjener kun til at bortlede opmærksomheden fra deres dilemma. For både økonomien, industrien og det liberale FDP ønsker at tiltrække faglig arbejdskraft fra udlandet.«

Trolden 'islam' er ude af æsken

Af historiske årsager er tyskerne ikke vant til den bramfri udlændingedebat, som kendes fra mange andre europæiske lande. Man har ikke noget succesfuldt højrepopulistisk parti, der vil forbyde tørklæder og kræver stop for indvandring. Indtil videre. For nu er trolden er ude af æsken: Islam er blevet tidens hotteste politiske emne i Tyskland. Både konservative og socialdemokratiske politikere tordner mod tvangsægteskaber, parallelsamfund, indvandringsstop og sharia. Med et trylleslag er den polariserede integrationsdebat blevet et dagligdags fænomen i tyske avisledere, talkshows og debatspalter.

Det ser grangiveligt ud til, at tyskerne har fået deres helt eget version af den typiske europæiske udlændingedebat, og det har fået den centrum-venstreorienterede presse til at vågne op til dåd. Fra flere sider er man gået skarpt i rette med tidens politiske toner, der ifølge bekymrede kritikere bringer mindelser om historiens ubehageligste kapitler:

»Enhver illusion, som vi end måtte have næret om munter patriotisme i et lykkeligt og tiltagende civiliseret land, er blevet effektivt blæst i stykker. Stemningen i oktober 2010 minder om de mørkeste dage i 1980'erne og 1990'erne, da tyrkeres og andre udlændinges hjem brændte i Tyskland«, lyder det således i en leder i dagbladet TAZ. Indtil videre har Tyskland dog været forskånet for racistisk motiverede brandattentater.

Verdens bistandskontor

Fronterne i den aktuelle debat løber ikke blot mellem regering og opposition, men også internt i Tysklands konservativ-liberale regering, der er spaltet i spørgsmålet om islams rolle i landet. Debatten tog for alvor fart, da forbundsrepublikkens præsident, Christian Wulff (CDU), for nylig slog fast, at »kristendommen hører uden tvivl til i Tyskland. Jødedommen hører uden tvivl til i Tyskland. Og nu hører islam også til i Tyskland.«

Konservative vælgere var chokerede over deres præsident, og kansleren undlod i første omgang at melde sig på banen. Siden har præsidenten under denne uges statsbesøg i Tyrkiet fortsat sin linje ved at omtale den tyrkiske indvandring til Tyskland som en berigelse. Den slags økumenisk retorik fra en præsident, hvis funktion ganske vist i ringere grad er politisk end ceremoniel, er langtfra populær i Tysklands konservative partier, hvis fundament er åbenlyst kristent.

Med sine positive tilkendegivelser om tysk kultur som kristen-jødisk-muslimsk er Wulff således blevet en ensom og kritiseret skikkelse i det borgerlige Tyskland. Også i medierne fik præsidenten læst og påskrevet.

I ugeavisen Die Zeit hævdede kommentatoren Ulrich Greiner, at »ser man bort fra, at ikke alle kristne og langt fra alle jøder vil bryde sig om denne sammenkobling - så findes denne kultur ikke. Måske vil den blive virkelighed en skønne dag. I mellemtiden kan det imidlertid betale sig at iagttage og anerkende begge verdeners forskellighed«.

Og en af de afgørende forskelle består ifølge Greiner i, at kristendommens respekterer individets rettigheder: »Islam kender imidlertid ikke til dette begreb om den personlige frihed på den samme måde. Også ideen om magtens deling er fremmed for flere af dens tilhængere, de skelner ikke mellem verdslig og guddommelig magt«.

At islam derfor ikke kan være en naturlig del af tysk kultur, er også et synspunkt, der trives hos den konservative Horst Seehofer, der som leder af det bayriske regeringsparti, CSU, overtrumfede selv den socialdemokratiske islamkritiker Thilo Sarrazin ved at kræve et fuldt »indvandringsstop« fra »fremmede kulturkredse«. Dermed fik Seehofer effektivt gjort integrationsindsatsen til et spørgsmål om kultur og religion. Og samtidig tilføjede han, at Tyskland ikke skal være »verdens bistandskontor«.

Præsident med snoet overskæg

Seehofers udtalelser har været en rød klud i øjnene på centrum-venstre-pressen, der har skudt på den konservative partileders retorik om en særlig tysk 'ledekultur', der er hævet over fremmede skikke, og som har krav på politisk beskyttelse mod udefrakommende indflydelser. »At denne ledekultur ikke er klart defineret, at nogle forstår den som loyalitet over for grundloven, andre som det at bære Lederhosen, nævner Seehofer ikke. Heller ikke det faktum, at der i øjeblikket er flere udvandrere end indvandrere i Tyskland, synes den bayriske politiker ikke at lade sig genere af«, lyder det i en leder i Süddeutsche Zeitung.

Selv den berygtede boulevardavis BILD, som i øvrige sammenhænge ellers ikke er bleg for agitatoriske overskrifter, anser Seehofers opportunisme for at være for groft skåret til at have effekt blandt de mere letpåvirkelige dele af vælgerbefolkningen.

»Med sit krav om et indvandringsstop for udlændinge spiller CSU-chefen for højt spil. Ikke engang den vigtige luftsuverænitet over stambordene vil han kunne tilbageerobre på den måde. Stambordet er for klogt til den slags. Det handler ikke om, at ingen udlændinge skal lukkes ind i landet. Det handler om, hvem der kommer til os, og hvor parat han er til at integrere sig«, skriver BILD-kommentatoren Einar Koch.

Signalerne fra Seehofer og Wullf er blevet symboler på modpolerne i den tyske integrationsdebat. Det politiske magasin Focus har udgivet to særnumre med matchende forsider- et med præsident Wulff med traditionel muslimsk hovedbeklædning og snoet overskæg efter arabisk model. Og et med den konservative CSU-leder Horst Seehofer iført traditionel sydtysk filthat og bayrisk folkedragt. »Mit Tyskland« og »Hans Tyskland« lyder de to tilhørende overskrifter.

Mens Wulffs officielle udmeldinger om islam sørgede for uro på regeringens indre linjer, er en af de dybereliggende årsager placeret hos den socialdemokratiske bankmand Thilo Sarrazin, hvis uforsonlige og udlændingefjendske angreb på hidtidig tysk integrationspolitik i bogen Tyskland afskaffer sig selv til politikernes bekymring er blevet en bestseller uden lige. Samtidig har meningsmålinger antydet, at hver femte tysker vil overveje at stemme på et parti med Sarrazin i spidsen.

Angela Merkels udmelding om multikulturalismens død skal ses som et forsøg på at styrke sig mod angreb fra den konservative fløj i hendes egetparti. En fløj, der er utilfreds med kanslerens midtsøgende linje i flere forskellige ressortområder, og som frygter indædt for opkomsten af en velorganiseret højrepopulist, som vil have held med at fiske stemmer i de oprørte konservativevande. De fleste politiske kommentatorer er enige om, at det er frygten for at blive overhalet højreom af et nystartet parti, der effektivt forstår at kapitalisere på den opbakning til udlændingefjendske synspunkter, som i øjeblikket gennemryster den tyske regering og slår gnister i den offentlige debat.

Eksempelvis har den unge familieminister, Christina Köhler (CDU), blandet sig i debatten og bragt begrebet 'tyskfjendtlighed' i spil som betegnelse for den antityske stemning, der eksisterer i indvandrerkredse. Familieministeren har efter sigende selv erfaret tyskfjendtlighedens smertefulde bid, da hun i sine yngre dage blev mødt med betegnelsen »tyske luder«, og den oplevelse ønsker hun nu at skåne andre for ved at bekæmpe tyskfjendtligheden på lige fod med antisemitisme og anden racisme.

Men der findes også progressivt orienterede stemmer blandt kristendemokraterne. Merkels egen uddannelsesminister, Anette Schavan (CDU), er bekymret for udsigterne til mangel på kvalificeret arbejdskraft i sundhedssektoren og i den højteknologiske industri. Derfor har hun fremsat et nyt lovforslag, der skal gøre det lettere for indvandrere at få godkendt deres udenlandske eksamensbeviser.

Også regeringspartiet FDP er stærke tilhængere af en fleksibel udlændingepolitik, der både kan tiltrække og fastholde netop den kvalificerede arbejdskraft fra udlandet, som et demografisk udfordret Tyskland ligesom mange andre europæiske lande har brug for. Det unge liberale håb Christian Lindner betegner af den grund Seehofers udtalelser som »stambordsparoler«, der er skåret efter laveste fællesnævner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels: Hvad er det man siger: Man merkt die Absicht...und wird verstimmt.

Ikke et - ikke et eneste - ord öm, at Berlin-bydelsen Neuköllns borgmester Heinz Huschkowsky har været ude med langt skarpere meldinger. Manden er SPD´er og har fingrene langt dybere ned i praksis end præstedatteren fra Stralsund.

Ikke et ord om, at Berlins Lærerforening nu taler åbent om "tyskerfjendlighed" - og at det var dén debat, familieministerinden knyttede an til.

Ikke et ord om, at den debat især er startet efter TV-dokumentaren "Kampf im Klassenzimmer", som for nylig løb på den store public service station ARD, og som klart viste, hvordan tyske elever på brændpunktsskoler hånes, spottes og latterliggøres - og får bank. At deres tyrkiske og arabiske skolekammerater. (Filmen var bl.a. lavet af Güner Balci).

(I øvrigt heller ikke et ord om die Zeits artikel for et par dage siden, om at, især, romaer, tæskes ud af deres skoler - af nytyskere).

At Taz´ Dax - og de grønne - forholder sig som de gør, er, mener jeg, et massivt svigt. Når der findes skoler i Berlin som ikke vil/tør optage jødiske børn - så er det fanden galeme et problem.

Ole Brockdorff

Den tyske kommentator Ulrich Greiner fra ugeavisen Die Zeit rammer fuldstændig plet med sin udtalelse om, at den afgørende forskel mellem kristendommen og islam er førstnævntes respekt for individets personlige frihedsrettigheder. Herunder begreber som ligestilling, religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, demonstrationsfrihed, frie valg samt meget andet, mens islam som lovreligion for sine troende står for regulær politisk og religiøs enhed under tvang, hvilket vi ser praktiseret i 53 islamiske diktaturstater med sharialovgivning.

Tanken om det multikulturelle samfund i de vesteuropæiske demokratier lader sig ikke gøre på den lange bane, når muslimske indvandrere og flygtninge kommer rejsende til Europa med deres patriarkalske stammekulturer og familiemæssige æresbegreber fra hjemlandet under armen. Hvorefter de insisterer på over for modtagerlandet, at det store flertal af kristne borgere hele tiden skal indrette sig efter deres muslimske religiøse leveregler, selvom de er kommet til et moderne udviklet demokrati med fælles lovgivninger for alle.

En af hjørnestenene ved demokratiet som politisk styreform er netop religionsfriheden, hvor målsætningen er, at en statsmagt aldrig nogensinde må kunne forfølge minoritetsgrupper på grund af deres religion. Men reglen gælder også den anden vej. Ingen religion skal nogensinde kunne stille op i et demokratisk land med krav om, at samtlige kristne borgere nu skal udvise særlige hensyn til muslimer, fordi de tilfældigvis ønsker at bede til Allah fem gange om dagen, for det slår ethvert begreb om social og økonomisk samt menneskelig lighed i stykker.

Tænk blot på den økonomiske velfærdspolitik.

Igennem de sidste 30 år har de vesteuropæiske demokratier opbygget en økonomisk omfordelingspolitik af statens indtjente skatter, der giver alle borgere ret til sociale og økonomiske ydelser, hvis de på grund af manglende arbejde ikke kan livsforsørge deres egen tilværelse. Også muslimerne. Men for alle i den erhvervsaktive alder gælder samtidig den regel for modtagelsen af ydelserne, at man skal være til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis de lokale jobcentre anviser et job, så man kan tjene penge til sit eget liv.

Desværre står de europæiske private arbejdsgivere samt offentlige sektorer med det store problem, at langt de fleste af dem ikke kan bruge de muslimske indvandrere og flygtninge til noget som helst på arbejdspladserne. Udelukkende fordi muslimerne insisterer på, at være iklædt deres religiøse tøj eller tørklæder, når de går på arbejde sammen med deres kristne medborgere, som gennem deres opdragelse har lært, at man aldrig kan fratage en arbejdsgiver retten til at bestemme, hvilken påklædning en medarbejder skal have på i arbejdstiden.

Problemet med alt for mange af de tilkomne muslimer til de vestlige demokratier som blandt andet Tyskland og Danmark er også, at de under ingen omstændigheder er nogen kulturberigelse, fordi de i realiteten bare vil have lov til at leve i deres eget daglige etniske, kulturelle og religiøse univers, hvor de slet ikke ønsker at have sociale og menneskelige relationer til os kristne mennesker, mens de gerne vil modtage de samme sociale og økonomiske rettigheder som de nationale befolkninger.

Naturligvis måtte det ende med, at de tyske illusioner om det multikulturelle samfund bristede, men det kan muslimerne i Tyskland og andre vesteuropæiske lande kun takke dem selv for al den stund, at langt de fleste slet ikke ønsker integration med de samme kristne folkefærd, der socialt og økonomisk samt menneskeligt har taget godt imod dem fra dag 1 af deres ankomst som flygtninge eller familiesammenførte i henhold til FN-konventionerne.

Henrik Jensen påpeger en række eksempler i sin kommentar med blandt andet tv-dokumentaren ”Kampf im Klassenzimmer” på ARD, der for alvor sprængte den tyske magtelites politiske korrekthed og fortielse i luften, fordi den udstiller de tyske folkevalgte politikeres manglende evne til at modvirke den racistiske og hadefulde adfærd, som mange troende muslimer udviser over for det kristne flertal i Europa.

De mange ”ghettoer” og ”parallelsamfund” er ikke gennem de sidste 30 år skabt af de etniske befolkninger i lande som Tyskland og Danmark, men af de tilkomne muslimer selv, fordi langt de fleste ikke vil have noget som helst at gøre med os kristne mennesker. Alle problemerne er opstået på grund af opportunistiske, ansvarsløse og ansvarsforflygtigende politikere, der aldrig har forstået at sætte nogle grænser for, hvad flertallet af frihedselskende borgere i et demokrati vil finde sig i af religiøs adfærd fra troende muslimer.

Klodens muslimer er ligeså begavede mennesker som alle os andre, så derfor er der ingen undskyldning for deres manglende lyst til at integrere sig positivt i de vesteuropæiske samfund. Men det er desværre gået helt galt med integrationen gennem de sidste 30 år, fordi uansvarlige folkevalgte politikere og selvudråbte ”kulturradikale” har bøjet sig for den religiøse lobbyisme fra hårdkogte islamister, der ønsker frihedselskende demokratiske lande som Tyskland og Danmark omdannet til religiøse kalifater, hvor alle skal leve som muslimer efter Koranens forskrifter.

Under alle omstændigheder står det ifølge FN-flygtningekonventionen fast, at ingen kan fratage en selvstændig nation som for eksempel Tyskland eller Danmark retten til selv at bestemme, hvor mange indvandrere og flygtninge man ønsker at modtage. Men nu er den liberale og fordomsfrie debat om muslimske indvandrere og flygtninge endelig slået igennem i de fleste europæiske lande, for uden en løbende konstruktiv dialog om de massive problemer med fejlslagen integration af millioner af muslimer i Europa, risikerer vi store problemer i løbet af nogle få år.

Imidlertid kunne det hele løses hurtigt, hvis det kristne verdenssamfund med 2,2 milliarder borgere èn gang for alle tager en konfrontation med sammenslutningen OIC, der selvbestaltet repræsenterer de 56 islamiske stater med over èn milliard troende muslimer. Her skal de skabe en tolerancedoktrin mellem islam og klodens andre religioner. Nøjagtig som det var tilfældet for mange hundrede år siden, da kristne og katolikker samt lutheranere og andre kom frem til, at vi mennesker skal leve i fred og fordragelighed med hinanden efter et sæt demokratiske lovregler, hvor stat og religion er fuldstændig adskilt fra de politiske beslutningsprocesser.

Ellers får vi en omfattende global religionskrig.

Jeg ved godt at dette foto, af Merkel og Ozil, er at finde overalt på nettet.

Men fra at jeg så billedet første gang slog det mig, at det må have været ment i spøg.

Følg randen af Merkel, og se hvor unaturligt lyset og skyggerne falder. Den sorte rand på hendes højre skulder ligner decideret dårligt Photoshop editering.

Ozil or Merkel er ikke i det samme rum; både i overført and reel betydning fristes man til at sige.

Deres blikke passer ikke sammen. Det virker som om, at hun stirrer på Ozils strubehoved. Hvorimod hans blik er drejet til venstre for Merkel.

Henrik Sarpsborg

Den Tyske case er unægteligt spændende. For man har ikke noget ekstremt højreparti ligesom i mange andre lande, men man har tilsyneladende mange højreekstremister alligevel. Så de kan jo af historisk velbegrundede årsager, ikke gå langt i den retning.

Det gør vel at de andre partier, for at man kan håndtere flygtninge/invandrer problematikker i Tyskland, er nødt til at bruge en hårdere retorik, og lave strammere indgreb direkte rettet mod flygtninge/invandrere, end de har været vant til. Derved synes det som om at der er en mere generel højredrejning i gang, men det er da også vigtigt at der gøres noget, så den ekstreme højrefløj ikke får monopol på flygtninge/invandrer politik.

Så der er et dilemma her, hvis håndtering det er spændende at følge.