Læsetid: 3 min.

Den vestlige verdens sindssyge

Tænk om skizofreni egentlig var det vestlige menneskes fuldendte rationalitet på friløb? Det giver den amerikanske psykologiprofessor Louis Sass et yderst kvalificeret bud på med Wittgenstein i ærmet
Moderne Tider
16. oktober 2010

Når der her præsenteres en bog, der udkom i USA for 16 år siden, er det med godt øje til receptionshistorie. Louis Arnorsson Sass, professor i klinisk psykologi ved Rutgers University i USA har skrevet en bog om Vrangforestillingernes paradokser, med undertitlen Wittgenstein, Schreber og det skizofrene sind. Den er på trapperne på fransk, oversat af den produktive franske psykoanalytiker og forsker Pierre-Henri Castel, der i en årrække har forsøgt at sammentænke så forskellige discipliner som psykiatri, filosofi og historie.

Men hvorfor er det, at Sass, en ligeledes interdisciplinær forsker, først nu oversættes til fransk? Ludwig Wittgenstein, notorisk kryptisk filosof er først kommet på fransk dagsorden inden for de sidste 20 år. Analytisk filosofi, som Wittgenstein på godt og ondt har været en del af anledningen til, har først holdt sit indtog sent i Frankrig.

Til gengæld er det også helt naturligt, at Sass bog ikke er udkommet i for eksempel Danmark, der ellers i årevis har haft en stærk analytisk filosofisk skanse. For skønt Wittgenstein har været i omløb i over 50 år, er det ikke i kredse, hvor man kender til den arketype på et skizofrent menneske, Daniel Paul Schreber er. Den højt uddannede tyske jurist og dommer udgav i 1903 sin selvbiografi Denkwurdigkeiten eines Nervenkranken, et unikt og ofte kommenteret vidnesbyrd om et skizofrent menneskes oplevelser. Schreber var det eneste psykotiske tilfælde Freud analyserede, og Jacques Lacan gjorde Schreber til et af omdrejningspunkterne for en ny strukturel forståelse af psykose.

Gud, stråler og små mænd

Lad der ikke være tvivl om, at Schreber var bindegal. Den så omhyggeligt noterende dommer døde i asyl efter at have været indlagt i i alt 15 år. Han troede med stadig større overbevisning noget retning af, at Gud var ved at gøre ham til en kvinde ved hjælp af særlige stråler, der udøvede mirakler på ham, og at små mænd, torturerede ham.

Den slags personer indlægges nu, diagnosticeres ud fra empiriske skemaer og medicineres til en nogenlunde udholdelig tilværelse. Effektivt amputerede og ofte stærkt overvægtige, men det er jo blot 'bivirkninger'.

For det kan da ikke være rigtig det med strålerne, Gud og de små mænd?

Et af nøglebegreberne i diagnosticering er vrangforestillinger, at »patienten periodisk eller vedvarende er ude af stand til at skelne mellem fantasilivet og virkeligheden«, som det kan læses i en redegørelse for WHO ICD-10, som diagnosemetoden så poetisk hedder.

Men som filosof befængt af Wittgenstein spidser man ører, når man hører en sådan diagnose, og det er hvad Sass så grundigt har gjort.

For hvem er ved, hvad 'virkeligheden' i virkeligheden er? Hvad i alverden er 'realitetsopfattelse'? Sass gør rede for, at der har været forskellige kritiske antipsykiatriske bevægelser, i Frankrig Gilles Deleuze, Félix Guatari og til en vis udstrækning Foucault, mens R.D. Laing var frontfigur i USA. Hvor psykiatrien sætter galskaben op som modstykke til det rationelle menneske, vælger disse tænkere at hædre den sindssyge som en særlig dionysisk, barnlig og ikke civilisatorisk befængt figur. Men i nøjagtig samme skema, forklarer Sass, med rationalitet på den ene side og galskab på den anden.

At tage verden alvorligt

Sass' ærinde er på sin vis langt mere interessant og befriende uromantisk. Det åbner dels op for at tage den skizofrenes oplevelser alvorligt, men også at bedrive en dyb kritik af en stor del af den vestlige verdens filosofiske projekter.

Gennem en sammenstilling af Wittgensteins filosofi - der i sine filosofiske undersøgelser leverer et bombardement af spørgsmål til normaliteten - med skizofrenes beskrivelser af deres oplevelser, når Sass frem til, at den skizofrene ikke projicerer sin fantasi ud på en såkaldt virkelig verden, men snarere er udlever en version af det, man i filosofi kalder solipsisme. Det er ikke, at man tror sine hallucinationer, det er snarere, at man ikke tror, at virkeligheden er virkelig. En rationel skepsis ført ud i sin fulde logik. Om de skizofrene nu er Jesus, kejser eller konger står de jo pænt i kø, når de skal have mad. Nietzsche, der kan siges at have haft et skizoidt sammenbrud, formulerede det ikke uden ironi »jeg ville selvfølgelig hellere have haft et professorat i Basel end at være Gud, men jeg ville drive min egoisme så vidt, at jeg af den grund ville afstå fra at skabe verden.«

Sass' bog burde læses både af filosoffer og af behandlere. Den gør i enhver forstand verden større og forgabelsen i rationalitet mindre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her