Baggrund
Læsetid: 5 min.

Beværtet: Marv & Ben

Voodoo og pæne genopførelser. I Snarregade vil de gerne gentænke det klassiske danske køkken. Det går fint, men de bliver nødt til at gå planken ud. Helt ud
Voodoo og pæne genopførelser. I Snarregade vil de gerne gentænke det klassiske danske køkken. Det går fint, men de bliver nødt til at gå planken ud. Helt ud
Moderne Tider
13. november 2010

Kaptajnen lænede sig ind over mig med samme mine som tæppehandlere i basarer, der har noget 'just for you'. Han er nok skaldet, rødmosset og tåler ikke solen så godt. Hans næse er nok lidt krum, og over den sidder to, små levende øjne. Han gør oftest sådan når han har fundet et 'smuthul', et godt tilbud eller har fået noget, han selv er overbevist om er en god ide. Han har en boring lige ned i alt det DJØF-samfundet fortrænger. »Jeg har købt en voodoo-ceremoni på Cuba,« sagde han - øjensynligt imponeret af egen opfindomhed.

Vi fejrede, at en god ven havde solgt sin design-indretnings-dingenotforretning i indre by og tilmed havde fødselsdag. Han lignede en, der var glad for at være sluppet for både butik og designkunder. Vi havde bestilt bord på Marv & Ben i Snaregade, lidt i tiltro til klangen af et mandhaftigt koncept, nu vi var en større gruppe mænd.

Det er vinen, der koster

Mandhaftigt var det nu ikke. Vi startede med en lille, mineralsk salat af rå jomfruhummer, papirstynde urter, mest fennikel, og estragon og sprøde krummer. Rå skaldyr er snyd; det må man elske - det var et fint forsøg på en lille omvej til en efterårsstrandbred. Vi tyllede Riesling Bollenberg 2006, Valentin Zusslin - til 370 bobs pr. flaske. En pæn mineralsk sag, med lidt gule æbler og ikke for parfumeret. Vinkortet er sammenstykket med nabovinhandleren, der så kan få lov at agere kælder også - så vinkortet har en lidt anderledes personlighed. I en tid, hvor mange unge restauranter, som Marv & Ben, oftest kun har unge vine på kortet, og ikke har bundet mange pensionsmidler i kælderen, så har Marv & Ben på rødvinssiden flest vine med mindst en 8-10 år på bagen. Og man må medgive, at fem retter mad for 350 kroner er rørende; men samme prisstrategi kan de ikke holde for vinen, hvor klassiske og udelukkende europæiske vine tager et lidt mere fast greb om pungen.

Skru op!

Vi fik mildt rimmet laks sat i en ret tyk skive på tallerkenen med crudité af urter, dild og karse, der skulle give lidt snert - og så rævesovs. Pittoresk nok, men peberrod eller noget andet fnysemiddel havde været godt til at gøre så tyk en skive mindre fisket. Lidt mere tro på eget koncept, og det ville flyve.

I mellemtiden fortsatte Kaptajnen, sådan lidt ved siden af samtalen om bordet: »Hun hedder Anna Irma, og har lavet min ven, cirkusakrobaten Allans ryg, da den var helt knust. Hun kan noget healing og noget voodoo.« Jeg må have set paf ud. »Jamen bare rolig, hun er altså ikke særlig mystisk eller noget.« »Du mener ikke, fjernhekseri eller healing er særligt mystisk?« spurgte jeg. Kaptajnen er helt uanfægtet af den slags trivielle indvendinger, og han nøjedes bare med at udvide Anna Irmas c.v. med at nævne, at hun - formentligt - også har også været bevæbnet spion ved flere cubanske ambassader.

Et stort kartoffelnummer

Pludselig føltes min egen professionsbeskrivelse endnu mere triviel end ellers. En voodoohealerspion med license to kill - nøøøj! Kaptajnen havde slæbt rundt på en uforløst forelskelse til en kvinde i en sydsjællandsk havneby i længere tid. En kvinde med en del bagage, der åbenbart ikke var lige til at flytte. Og nu havde Kaptajnen sendt et par billeder af hende med cirkusartisten til Cuba og bestilt en ceremoni. »Bare rolig - ikke noget sort voodoo, det skal ikke gå ud over manden, eller noget - hun skal bare kun få øjne for mig,« grinede Kaptajnen, uden at det var til at se om han troede på det eller ej. Men at han var blevet bestyrket i troen på, at Anna Irma ikke var noget dårligt sidste skud i kurtiseringen af sydsjællandske Susanne, fremgik klart, da Anna Irma havde ringet, udbedt sig ekstra oplysninger før ceremonien. »Jeg burde have skaffet noget hår eller en negl,« ærgrede han sig.

Det store slagnummer til den fint pocherede torsk, der ikke forstyrrede Kaptajnens fantasier, var en hvid kartoffelskum, der hverken var tung eller klæg eller sej af kartoffelstivelse. Køkkenet legede lidt med brændende kærlighed, bløde løg og små bacon tern til torsken. Men den skum var lidt af en lækkerbisken, som det ikke var ligetil at udtænke hvordan var frembragt. Jeg må ned og spørge.

Peter Sissecks vine er berømmede og berygtede (det er ham Pingus-fætteren hvis vine er ubetalelige), så den Ribera del Duero, han havde givet navnet PSI (2007) skulle vi prøve af - 545 kr. En elegant vin, der fint balancerede tempranillodruens mange hestekræfter med en kølighed og som i svælget kombinerede chokolade og kanel med friske frugttoner - men uden den komplexitet og eftersmag, som vi, der er generelt lorne overfor spansk vin, oftest ender med at efterlyse.

En skuffende gris

Svinebrystet, der var dampet eller bagt var til gengæld lidt af en skuffelse. Havde køkkenet lagt tilberedningen lidt mere op ad sit eget kraftdryppende navn, og havde langtidsstegt slaget, ville det fungere bedre. Også til spidskål og ribs. Kål og gris er altid bedste venner, så det er der ingen grund til at lave om på. Men grisen skal have lidt mere hjælp, det var for fersk og ligegyldig en oplevelse.

Desserten var til gengæld en vellykket leg med citronfromage, der var blevet spændt op til lir med hvid chokocreme, chokocrisp, små marens, estragon og - tror jeg - små æblegeledutter. Desserten og jomfruhummerforretten var lige i skabet. Og det lillebitte negerkys vi fik til kaffen var også ualmindeligt kært. Huset vil tilsyneladende gerne finde et moderne dansk køkken, hvor de nytænker klassiske retter - og det virker fint - særligt hvis de begynder at tackle lidt mere igennem. Man får noget fint håndværk og ambition, og man kan håbe, at hvis de bliver i sporet, at de så også kommer ud til kanterne af deres ide om moderne dansk mad. Og måske med marvpiber engang?

Naturligvis endte det hele i en retningsløs gang hverdagsdrikkeri og et gensyn med Wessels Kro (hvor de unge bliver yngre, kan jeg godt betro jer). Og jeg endte udslukt foran risten i brusekabinen hvor jeg fiskede lange hår op i en konvolut til en engang forførerisk, sort Modesty Blaise-figur på Cuba med et hemmeligt arsenal af voodooregalier og evnen til globale kærlighedsbesværgelser. Det er nok billigere end parterapi. Og langt mere romantisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her