Brevkassen: Min kæreste har mistet lysten til sex – eller til mig

Moderne Tider
27. november 2010

Louise, 27, studerende, Århus

Alt burde egentlig være så dejligt. Min kæreste og jeg venter vores første barn til januar, graviditeten er gået rigtigt godt, vi er glade for hinanden og glæder os til at være forældre. Problemet er bare, at min kæreste ikke tænder på mig længere.

I begyndelsen troede jeg bare, det var mig, jeg følte mig jo heller ikke selv særligt sexet i den periode, hvor man ser mere kvabset end gravid ud. Men jo større maven blev, jo mere trak min han sig væk fra mig, og nu er der nærmest ikke nogen intimitet tilbage.

Hvis jeg lægger op til sex, så siger han bare, at han skal arbejde, og det er nok halvanden måned siden, vi sidst havde sex. Han prøver ellers alt, hvad han kan, for at jeg ikke skal mærke noget til det. Han siger, han elsker mig, siger, at jeg er smuk og alt det der, han viser det bare aldrig rent fysisk.

Og nu kommer det værste: de få gange, vi har været intime siden jeg blev gravid, har han simpelthen ikke kunnet gennemføre det. Det sker ellers aldrig!

Det gør mig ærligt talt ked af det. Det, der burde være den smukkeste tid i mit liv, er blevet til et rent helvede for mig. I stedet for at nyde, at jeg har et lille barn i maven, er jeg fyldt med mindreværdskomplekser og tanker om, at han synes, jeg er frastødende.

Jeg kan ærligt talt ikke slippe tanken om, hvordan det så bliver, når barnet er født. Skal jeg tale med ham om det, eller vil det bare gøre alting værre?

Svar I:

Lad os fastholde, at alt overordnet set er godt. I er glade for hinanden, glade for at skulle være forældre, graviditeten går godt, og han gør alt, hvad han kan for at vise dig sin hengivenhed. Og så er der den detalje, at han ikke har megen lyst til – og tilsyneladende heller ikke evne til – at gennemføre et samleje med dig lige nu.

Vi må antage, at det skyldes din graviditet. Nu nedkommer du jo snart, så spørgsmålet er, om der er grund til at gøre sagen til et stort problem lige nu. Der ligger jo andre mulige genvordigheder forude. Nogle kvinder kan have svært ved at mobilisere den seksuelle trang i tiden efter en fødsel.

Måske skulle du se sagen som et langsigtet fælles projekt for dig og ham: Hvordan I bevarer den seksuelle lyst til hinanden. Under den vinkel – at sikre den varige kærlighed – kan du godt uden at såre hans manddoms forfængelighed tage jeres samliv op med ham. Det vil tænkeligt give ham lyst til at kommentere den aktuelle situation. Måske skyldes hans tilbageholdenhed en misforstået hensyntagen til din tilstand.

David Rehling

Svar II

Øv, hvor er det træls. Der er vel næppe noget mere frustrerende end at ligge ved siden af et menneske, du har lyst til, som ikke har lyst til dig. Det er da muligt, at jeres problem knytter sig til din graviditet.

Og de kloge ville sikkert have mange bud: at sex som udgangspunkt har reproduktion som formål, og at akten derfor liiiige skal gentænkes, når den er i hus; at det gamle luder-madonna-kompleks stadig rumsterer; at han har svært ved at følge med i din krops fysiske forandring; at mænd kan opleve en kvindes krop som sårbar og finde barnets hoved med dets bløde plet for tæt på (Tjo, mester, flot er den da, men lur mig, om vi ikke sammen overlever).

Men det kan simpelthen også være, at det er spild af gode kræfter og fordomme at spekulere i maskulin selvovervurdering og nedarvede kulturelle komplekser. Det kan jo være, at din kæreste bare godt gammeldags har mistet gejsten – for en periode eller som et mere permanent gearskifte.

Jeg har ingen oplagte gode råd, men er glad for dit spørgsmål. Der eksisterer nemlig stadig en meget hårdnakket forestilling, om mænds afgrundsdybe og kontekst-uafhængige lyst over for en kvindelig seksualitet, der i højere grad er et middel til andre mål. Opgøret er i gang i kraft af de stadig flere mænd, der hævder retten til deres ulyst.

Tilbage er, at få flere kvinder på banen, der tør snakke om, at deres mænd ikke har lyst til at knalde, og at det er et grundlæggende problem, som ikke alverdens kys på panden eller gulvvaske kan kompensere for. Men snak da med ham. Selvfølgelig er der altid risiko for, at han kramper mere sammen, men forhåbentlig får du løsnet lidt op. Og så skal I jo snart være forældre så oddsene er, at det ikke er sidste gang, I støder på udfordringer på den front.

Anna von Sperling

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her