Læsetid: 4 min.

Dydernes diktatur

Sundhed, skønhed og langt liv er noget, du skal gøre dig fortjent til. Dyrkelsen af kroppen som facitliste for det rigtige liv har genskabt den katolske gerningsretfærdighed
Ufortjent. I Lise Nørgaards familie bliver kvinderne rigtigt gamle. Men hendes egen pointe er, at hun har det godt, fordi hun ikke har fortjent det.

Ufortjent. I Lise Nørgaards familie bliver kvinderne rigtigt gamle. Men hendes egen pointe er, at hun har det godt, fordi hun ikke har fortjent det.

Klaus Holsting

27. november 2010

Det var en fortælling fra gamle dage, men den sad sikkert som indlæg mod vore dages dydsdiktatur.

Muntert fortalte forfatteren Lise Nørgaard på TV2 Charlie om sin mor: Hun var asket. Hun forsagede nydelser, og hvis datteren kom til middag, kogte hun et blomkålshoved, som de to kunne dele. Det var så hele dagens menu. Moren blev 98, og hun så ifølge sin datter fantastisk ud til det sidste. Det lignede løn som fortjent for livslang forsagelse af nydelse og giftstoffer. Det kan godt være, livet ikke var en fest, men det blev langt.

Men moren havde også en søster, som aldeles ikke levede asketisk, men jævnligt tog på busture fra Jylland ned over grænsen til Tyskland for at købe sprut, øl og andre nydelsesgifte med sig hjem. Som regel trak denne søster vejret gennem cerutter.

Det besynderlige var så, at hun også blev 98, og hun behøvede efter sigende heller ikke skamme sig over sit udseende, selvom hun slet ikke havde fortjent det lange liv og den friske fremtoning.

Lise Nørgaards personlige pointe var bare, at hun ikke selv gennem omhyggelig omsorg havde fortjent sin sundhed og sit lange liv. Værten Michael Meyerheim så både lettet og presset ud over konfrontationen med det banale livsfaktum; der gik et sus gennem studiet.

Fortællingen er ikke mirakuløs: Mange rygere samler på den slags historier om de udvalgte ubekymrede rygere, der uden skelen til råd fra Sundhedstyrelsen og kampagner fra Kræftens Bekæmpelse, holder dampen oppe gennem et langt liv. De fleste kender til livshistorier fra familien, hvor den sunde dør overraskende, ufortjent tidligt, mens den usunde bliver lige så overraskende og ufortjent gamle.

Det er banalt, men det er alligevel en polemisk replik til en almindelig overtro. For det er blevet en social fortælling, at hvert enkelt menneskes sundhed, livslængde og skønhed er produktet af vilje, disciplin og korrekt askese. Du er din egen sundheds smed, og det er et moralsk anliggende. Alle kan se det på dig.

Den selvforskyldte cancer

En ph.d.-afhandling fra foråret 2010 afdækkede således, at det blandt kræftpatienter er normalt, at man føler sig ansvarlig for sin sygdom. Det gælder ikke kun rygerne, alkoholmisbrugerne og de overvægtige, som konstant bliver mindet om, at de lever forkert og svagt. Også andre kræftpatienter regner det for egen skyld, at de er blevet syge. De antager skyldsbevidst, at deres cancerdiagnose er produktet af stress eller andre livsstilslidelser, som de med korrekt omsorg for sig selv kunne og burde have undgået. Sygdommen erfares ikke som en genetisk skæbne eller en tildragelse udefra, men som konsekvensen af personlige præstationer - eller især mangel på præstationer. Den opleves som en definitiv dom over det levede liv.

En anden undersøgelse fra sommeren 2010 viste sammenhængen mellem medfølelse og sygdomsform: Danskere har generelt mindre medlidenhed med dem, der dør af kræftformer, der opleves som selvforskyldte end dem, der ikke skønnes skabt af laster. Det er i Danmark ikke så synd for dem, der dør af lungekræft som for dem, der dør af lymfekræft. Det er åbenbart en almindelig antagelse, at man selv har bedt om lungekræften, hvis man ryger, og det er ikke ualmindeligt med stiltiende bebrejdelser af forældre, som ikke lever op til deres ansvar for at leve så rigtigt og så længe som muligt for deres børn,. Den slags ser man skævt til, og deres eventuelle tidlige død vurderes ikke som en tragisk hændelse. Der er nogen, det er mere naturligt at have ondt af end andre.

Selvom Søren Ventegodt er blevet til grin og livskvalitet til et træt begreb, er vi alle blevet sociale Søren Ventegodter.

Fordømmelsen som norm

Det er klart, at denne sociale indstilling inspirerer forslag om, at visse patienter selv skal betale for deres hospitalsnedlæggelse, hvis de nu selv er skyld i deres sygdom. Hvem gider betale til et offer for et færdselsuheld, som kunne være undgået, hvis klovnen havde haft sikkerhedssele på?

Det er og bliver en ubehagelig konsekvens af den store velfærdsstat, hvor alle betaler til alle i alle livets sammenhænge, at den afstumpede cost-benefit-moralisme bliver politisk legitim.

Denne sociale tilstand har den tyske socialfilosof Axel Honneth betegnet som et 'dydsdiktatur': Kroppen ses som et offentligt resultat af den enkeltes dyder og laster. Den er en omvandrende facitliste for, hvor godt og rigtigt den enkelte nu er i stand til at leve. Det kvalificerer til den drastiske betegnelse 'diktatur', fordi dyderne regnes for den eneste årsag til velfærd og livslængde. De dikterer hele tilværelsen, og derfor kan alt vurderes som retfærdigt eller uretfærdigt. Og alle kan evaluere alle og slutte fra helbredsvurdering til moralsk dom.

Denne fortælling er underligt socialt kynisk: Den gør almen fordømmelse til en naturlig indstilling. Den er også eksistentielt anstrengende, fordi hvert enkelt symptom nervøst kan aflæses som en fejlmelding fra livsførelsen.

Det nye sundhedsregime har genopfundet den gamle gerningsretfærdighed: Det er katolsk moralisme på moderne sekulære præmisser. Det er en fordømmende overtro, som kan tilbagevises af hverdagsfortællinger overalt - og anekdoter på TV2 Charlie. Frigørelsen fra den er Lise Nørgaards paradoksale pointe: Jeg har det godt, fordi jeg ikke har fortjent det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

På samme måde som sociologen Max Weber sandsynliggjorde hvordan et protestantisk nøjsomhedsideal muliggjorde akkumulation af den nødvendige arbejdskraft op til iværksættelsen af kapitalismen sandsynliggør Rune Lykkebergs artikel den tanke, at det er samme ideal der får os til at hive i træningsmaskinerne ovre i fitnesscentret, uden at det står klart for undertegnede hvad det er vi, i et større historisk perspektiv, forsøger at iværksætte under mottoet: en sund sjæl i et sundt legeme; ej heller spørgsmålet om det vitterlig forholder sig sådan, at sjælen fordrer sundhed, nikke mindst når Lise Nørgaard og andre allerede har bevist at det gør ikke engang kroppen?

Leopold Galicki

Lise Nørgaards mors 98 år og morens søsters 98 år, som LL benytter til en samfundsfilosofisk refleksion over dydernes diktatur, som et fænomen i det senmoderne velstandssamfund med en stærk velfærdsstat, er to slags fortællinger.

Sociologisk betragtet handler det om 1) fortællingen om LNs mors realisering (98år) af og et bevis på den statistiske sandsynlighed om et langt liv, hvis… Denne sandsynlighed er baseret på en empirisk påvist større eller mindre kausalitet, og 2) fortællingen om LNs mosters (også 98år) konkrete liv som den statistisk beregnet sandsynlighed ikke dækker (ellers har vi ikke her haft med sandsynlighed at gøre).

L. Lykkebergs spændende betragtning minder os om, at vi alle er historiske subjekter, der eksisterer både som konkrete historier og som statistiske sandsynligheder.

Søren Kristensen

- og som produkter af vor tid og de forhåbninger den akkumulerer. Men hvad er det vi håber på, når vi trækker jern i fitnesscentret, hvis øvelserne alligevel ikke gør os hverken sundere eller klogere? Det var sådan set det spørgsmål jeg forsøgte at formulere.

(Der hvor jeg træner er der i øvrigt hundekoldt og man har derfor opstillet elektriske varmeblæsere, mens Ikke en eneste af de mange træningsmaskiner er forsøgt ombygget til en generator.)