Klumme
Læsetid: 4 min.

Den gyldne middelvej

Et forsvar for den moderate modstand, der kan virke ekstrem
Et forsvar for den moderate modstand, der kan virke ekstrem
Moderne Tider
20. november 2010

Noget har naget os ved Jon Stewarts besynderlige rally to restore sanity for et par uger siden. Stewart, værten på det ekstremt succesfulde The Daily Show, havde besluttet sig for at lave en demonstration for genskabelsen af den sunde fornuft, et 'rally', der blev afholdt i Washington den 30. oktober, og til det formål forkastede han alle ekstreme fløje: Tea Party-bevægelsen, der mener at verden er skabt på seks dage for ikke så længe siden, og konspirationsteoretikerne, der mener, at George Bush stod bag den 11. september. Men også Fox-News, der udsender konsekvent manipulerende propaganda for højrefløjen, og MSNBC, der forsøger at artikulere en relativt moderat (i amerikanske sammenhænge) 'venstreorienteret' modstand. Komikeren havde altså antaget en alvorlig mine og kaldt til fornuft. Slut med meningsløst overdrev og ind med den gode, gamle amerikanske pragmatisme.

Ikke alene forbrød denne moralisme sig naturligvis med komikerens, og ikke mindst Jon Stewarts egen, normale funktion som den, der påpeger det groteske i verden omkring os uden at stille et moderat alternativ i stedet; den havde også en underlig resonans som det forkerte svar på det problem, amerikansk politik står med. Stewart troede tilsyneladende, at det er den rette dyd at antage en moderat holdning over for de 'ekstreme synspunkter', at skære alt det irrationelle væk fra to yderpunkter, så man til sidst står tilbage med det synspunkt, som ikke tager side for nogen af ekstremerne, men stiller alle lige og finder et punkt i midten. Men hvorfor skulle den gyldne middelvej bestå i at forkaste to kontingente synspunkter og tage midten mellem dem? Kan midten virkelig defineres som 'ikke helt så meget' som nogen af ekstremerne?

Aristoteles, den gyldne middelvejs stamfader i den vestlige kultur, understregede tværtimod, at den modige adskiller sig fra den feje ved at være indstillet på radikale forhold, men samtidig også fra den dumdristige ved ikke bare at fare hovedkulds frem. De modige er »hvasse i værket, men rolige forud«, som den gamle græker sagde. At finde den gyldne middelvej handler om roligt at finde det rette at gøre, hvor 'hvast' det kan virke, men ikke om at give lidt til det, enhver nu måtte mene.

Kong Salomons opfindelse

Lad os finde inspiration i bøgernes bog. To kvinder kom til Kong Salomon og hævdede begge, at et drengebarn tilhørte dem. Kongen truede med at hugge det midt over og give en halvdel til hver, og da meldte den virkelige moder sig og sagde: »Giv hende det levende barn; dræb det endelig ikke.« Salomon valgte som bekendt at give barnet til den kvinde, der frasagde sig det for at redde det. Viste han ikke netop der, at den gyldne middelvej består i at finde en løsning, som ingen af parterne kunne have udtænkt? At den gyldne middelvej er en helt anden end halvdelen af to vildveje? Hvorfor ikke lave et »rally to invent sanity«?

Sagen er, at den gyldne middelvej ind imellem kan virke ekstrem. Lad os sige, som Aristoteles, at mod er den rette moderation mellem fejhed og dumdristighed. At mod er den gyldne middelvej. Hvem udviste så mod under den Anden Verdenskrig i Danmark? Konservativ Ungdom, der marcherede i gaderne til støtte for den opkommende nazistiske magt? Eller nationalistiske politikere, der ville have Danmark til at forsvare sig med alt, hvad vi havde, ved grænsen, dø så mange der ville? Nej, modstandsbevægelsen, der fandt sine ben i en undergrundsbevægelse, der havde indset statens impotens og i stedet organiserede en bevægelse, der gjorde anslag mod alle de punkter, de kunne ramme, der gjorde størst mulig skade på besættelsesmagten, og med stor fare for egne liv. Den gyldne middelvej handler om at se en anden mulighed.

Vær moderat: Bekæmp regimet!

Hvor var den gyldne middelvej under Apartheid-regimet i Sydafrika? Hos opgivende eller selvmorderiske unge, der kastede sig i døden i foragt for regimet, eller hos de forstående udenlandske delegationer, der tænkte, at de hvide overherrer gjorde, hvad de kunne for at sikre de sorte en nogenlunde tålelig tilværelse? Nej, hos Nelson Mandela og ANC, der forberedte sig og til dels organiserede en væbnet kamp mod regimet og var klar til at risikere alt for at skabe en aktion mod det formørkede, racistiske styre, de var underlagt. Den gyldne middelvej kan virke ekstrem, når man står midt i den. Men i det lange løb vil den komme til at virke moderat.

Hvad er den gyldne middelvej i forhold til Danmarks udlændingepolitik i dag? Måske består den ikke i at finde balancen mellem Dansk Folkepartis mere og mere absurde og mere og mere eksplicitte fremmedhad på den ene side og en truende islamisk fundamentalisme på den anden. Hvad nu hvis den bestod i at insistere på en fremtidens politik, som fuldstændig undsagde begge de to 'ekstremer': en universel, raceblind respekt, der hverken kender gode eller onde fremmede? Til det formål måtte den muligvis en overgang besætte Integrationsministeriet eller hjælpe flygtninge med at undslippe lovens lange arm. Men den ville afsætte forskelle, afvise kompromisser mellem elendige alternativer og skabe begyndelsen for en ny måde at tænke på.

Den gamle kinesiske vismand Konfutse skal have sagt, at den gyldne middelvej er »af den højeste orden«, men at den længe har været sjælden blandt menneskene. Måtte den finde vej iblandt os igen.

Center for Vild Analyse

CVA er et sted for tænkning, som har eksisteret siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen »hvis du vil vide det modsatte«, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At roligt gå til yderligheder, virkelig et rammende udtryk!

Er det virkelig sådan, at vi har at gøre med to ekstremer i dansk politik, hvor Dansk Folkeparti er ene pol og "en truende islamisk fundamentalisme" på den anden. Er det ikke snarere sådan, at folketinget er ved at blive fuldstændig opslugt af nationalkonservative tendenser, stram asyl- og migrationspolitik og en erstatning af integrationspolitikken med en assimilationspolitik (jf. Naser Khaders ret ærlige udtalelser omkring det).

Er det ikke snarere sådan at midten i dansk parlamentarisk politik er blevet ekstrem? Har vi decideret at gøre med en tiltagende centrumekstremisme?

Det bør undersøges nærmere hvordan centrummet har radikaliseret sig. Hvordan enshedstanken er på fremmarch (Fra "Der findes kun ét parti" til "Der findes kun én fair og ansvarlig midte").

det hænder at man, når man læser information's artikler, og vi debatørers debatteren,
denne selv ikke undtaget fra det følgende:

at man så, af og til, tænker: "gud ske tak og lov" for at der er andre mennesker end os.

kort og godt:

haves: løsningen på alle verden's problemer

ønskes: jordforbindelse.

hvis nu alle ( og her kan vi/man lære meget af de nord-koreanske aviser's venlige, rosende, og dog alligevel så alt for underdrevne omtaler af deres ledere ), talte pænere til og om hverandre,
ja endog om borgerlige , så var meget jo opnået.