Læsetid: 16 min.

Herinde er du for alvor dømt ude

På 10 år er antallet af livstidsfanger i britiske fængsler tredoblet. De har begået forbrydelser, som samfundet har takseret til evig fortabelse. Her fortæller tre af dem om brudstykker af et liv uden samhørighed
Lukket af. Efter 18 år i fængsel er jeg træt af at læse det lort, folk skriver i deres breve. Verden uden for fængslet eksisterer ikke længere for mig, skriver Ron Smith

Lukket af. Efter 18 år i fængsel er jeg træt af at læse det lort, folk skriver i deres breve. Verden uden for fængslet eksisterer ikke længere for mig, skriver Ron Smith

Edmund Clark

13. november 2010

For ikke så mange år siden var livstidsdomme forbeholdt de værste seriemordere, men på ti år er antallet af livstidsfanger i Storbritannien steget fra 4.000 til 13.200 - et tal, som er højere end tallet for hele resten af Europa. De kan ikke alle være seriemordere, så hvem er de disse fodømte? Hvordan er deres dagligdag? Hvordan holder de sig i gang?

For at undersøge sagen mødtes jeg i 2008 med advokaten Simon Creighton, der har repræsenteret mange af Storbritanniens whole lifers. Han mente, at nogle af hans klienter måske ville skrive til mig. Besøge dem kunne jeg ikke uden godkendelse fra Indenrigsministeriet, der kun lader medier komme på besøg, hvis der er mistanke om justitsmord. Han gav mig adressen på tre: Ron Smith, Steve Williams og David Taylor.

Jeg skrev og forklarede, hvorfor jeg var interesseret i deres historier. Jeg hørte intet, men skrev igen. Måneder senere kom det første brev. Det var fra et fængsel i det nordlige England og underskrevet Ron Smith.

»Kære Simon Hattenstone. Har fået begge dine breve. Beklager, at jeg først ikke svarede, men brevskrivning står ikke højt på listen over mine gøremål. Efter 18 år i fængsel er jeg træt af at læse det lort, folk skriver i deres breve, og skrive breve med samme lort tilbage. Jeg kan ikke gå nogen steder, jeg foretager mig ikke noget, og jeg er ikke interesseret i noget, der foregår uden for fængslets mure. Den verden eksisterer ikke længere for mig, jeg er ikke del af den.«

Ron Smith var midt i 20'erne, da han besluttede sig for at myrde et andet menneske. Han valgte en mand, han aldrig havde mødt, og opsøgte ham i hans hjem ved at udgive sig for at være et pakkepostbud. Med sig havde han sit mordvåben: en hammer. Bagefter hånede han politiet og efterlod beskeder om, at drabet gav ham en 'ud af kroppen-oplevelse', at han nu var afhængig af at slå ihjel, og at næste offer ville blive en politimand. Man fandt et arsenal af våben i hans hjem: et oversavet jagtgevær, armbrøster og hjemmelavede knojern.

Mit liv i fængslet er irrelevant

Under retssagen i 1991 kaldte dommeren Smith »en farlig mand«, mens lægerne betegnede ham som psykopat. Tre år senere besluttede indenrigsminister Michael Howard sig for, at den forbrydelse, Smith havde begået, var så alvorlig, at der i hans tilfælde ikke kunne blive tale om strafnedsættelse. Spørgsmålet er nu: Fortjener Ron Smith at blive frataget alt håb om at genoptage livet uden for fængslet? Eller har selv psykopatiske mordere ret til en ny chance?

Smith advarer mig om, at han ikke er interesseret i »føleri og løs snak«. Skal vi kommunikere, skal det være strengt sagligt.

»Du spørger: Hvad betyder min livstidsdom for mig. Svaret er: intet. Det betyder, at jeg aldrig bliver løsladt, at jeg kommer til at dø i fængslet. I betragtning af, at jeg bevidst smed mit liv væk og ville dø, er livet i fængslet irrelevant. Mit liv var alligevel ikke meget værd. Rehabilitering er et ord, politikere bruger og psykologer drømmer om. Folk rehabiliterer sig selv, når de er klar til at forandre sig, og når de rette betingelser er til stede. De kan ikke bestikkes, presses eller tvinges til at rehabilitere sig selv. Og 'at drømme' og 'at håbe' er stort set det samme som at fantasere sit liv væk«

Smith fortæller om sine daglige rutiner. Han er låst inde syv dage om ugen i op til 23 timer i døgnet og har tilbragt de sidste 12 år i et særligt celleafsnit, der er indrettet på at minimere menneskelig kontakt. Han anses fortsat for at udgøre en »høj sikkerhedsrisiko«. Hver morgen gør han sine tai-chi-øvelser, mediterer, spiser morgenmad og dyrker mere tai-chi. Efter frokost returnerer han til sin celle, hvor han mediterer lidt mere, dyrker yoga, læser og ser fjernsyn, helst natur-programmer, nyheder og dokumentarfilm. Han er for nylig begyndt på et pc-kursus - kursuslokalet er to celler adskilt af tremmer med læreren på den ene side og Smith på den anden.

Kun en gang om ugen står han ansigt til ansigt med et andet menneske. Det er, når han dyrker tai-chi med fængselspræsten Maureen: »Det er den eneste gang, jeg ikke er låst inde og frit kan omgås med nogen.« I dag overvåger kun tre vagter ham, når han ude af cellen - før var de syv. »For 10 år siden var jeg i krig med systemet. Jeg var så fuld af had, at jeg forsøgte at dræbe en fængselsinspektør og begik flere overfald. Jeg var selvdestruktiv.«

Sidst i brevet nævner han, nærmest en passant, at der for nylig blev vendt og op ned på hans liv som følge af en positiv respons på en begæring om strafnedsættelse. »Jeg havde haft nogle stille og rolige år, men 16. maj fik min straf pludselig et muligt sluttidspunkt.«

Ikke overraskende protesterede familien til Smiths offer over udsigten til hans løsladelse. Datteren til offeret, der har lidt af posttraumatisk stress, siden hun fandt sin fars blodige og maltrakterede lig, sagde dengang: »Vi var målløse og forfærdede«. To måneder senere blev strafnedsættelsen annulleret - straffen kom nu til at lyde på 30 år.

»Hvad jeg følte? Hvad skulle jeg føle?«, skriver Smith til mig. »Intet. Godt nok var der pludselig et glimt af livet for enden af den tunnel, hvor der før kun var mørke. Men det er et af den slags lys, som ikke bliver kraftigere, uanset hvor meget man bevæger sig«

Ingen glæde ved besøg

Hvorfor valgte han »at smide sit liv væk«? Har han virkelig ikke fortrudt, og hvis ikke, hvorfor vil jeg så stadig skrive til sådan en mand? Som for at komme en anmodning i forkøbet fortæller han mig, at han ikke har modtaget besøg i fængslet i 10 år og foretrækker det sådan. »Jeg tager ikke imod besøgende. Mit seneste besøg var i december 1995. Jeg føler ingen glæde ved besøg. De stresser mig, fordi jeg skal lade, som om jeg er glad for besøget, selv om jeg ikke er det. Jeg skal også tvinge mig selv til at finde på noget at sige og lade som om, jeg er interesseret i den small talk, mine besøgende har at fortælle mig. Jeg finder hele situationen ekstremt stressende og plejer at gå derfra badet i sved.«

Jeg passer på ikke at irritere Smith med smalltalk. Mit svar er brysk. Blot en liste med spørgsmål. Hvorfor blev han sat i pleje som barn? Hvorfor gik hans liv skævt? Hans svar er lige så direkte som mine spørgsmål.

»Kære Simon Hattenstone. Dit brev nåede fint frem. Jeg blev sat i pleje som barn, fordi jeg var ved at blive 'vanskelig'. Jeg pjækkede fra skole og begyndte at løbe hjemmefra. Der var ikke meget hjem over det. Min far var en voldelig kontrolfreak, dybest set en led lort. De første gange, jeg løb hjemmefra, plejede jeg at bryde ind i vores hus om natten for at finde mad eller gemme mig bag sofaen eller sengen for at sove, indtil min far opdagede, hvad jeg gjorde. Så naglede han alle vinduer fast, så jeg ikke kunne komme ind. Sådan var han.« Smith beskriver, hvordan han stjal i butikker for at få noget at spise og blev sat i pleje, da han var 12. »Jeg lærte alt om kriminel adfærd på de såkaldte 'hjem'. Jeg endte på Den Sikre Enhed i Aycliffe (i Nordengland, red.) som 13-årig, men slap væk derfra to-tre gange, før jeg blev sat i ungdomsfængsel.«

Samme tunge fortid

Ifølge dr. Bob Johnson, psykiater ved højsikkerhedsfængslet Parkhurst i 90'erne, er Smiths historie deprimerende velkendt. Næsten alle livstidsfanger, han har arbejdet med, har haft en traumatisk barndom. Og flere, tilføjer han, lever stadig i frygt for deres forældre. »Mange livstidsfanger har et fængsel i deres hoved, som er endnu mere overvældende end det fysiske fængsel, de befinder sig i.« Han pointerer, at det afgørende er at hjælpe disse mennesker med at få bearbejdet fortiden og ledt dem hen imod selve ideen om en meningsfuld fremtid, selv når den må være bag tremmer.

Johnson mener, de fleste mordere dræber, fordi de er følelsesmæssigt umodne. »En fange sagde: 'Når man er fire år og har raserianfald, kan man stampe i jorden. Når man er 24, og får et raserianfald, er der en eller anden, der dør'. Så er det man er nødt til at sige: Men vil du ikke gerne være følelsesmæssigt voksen? Et voldeligt reaktionsmønster er en tillært sygdom, som kan aflæres.«

Kort efter at have hørt fra Smith modtager jeg et brev fra Steve Williams.

»Kære Simon, jeg skriver ganske kort for at lade dig vide, at jeg har modtaget dit brev og vil svare på det inden for de næste par uger. Jeg er meget doven med hensyn til at skrive breve, men vil svare snart.« Det er pudsigt, at livstidsfanger har for travlt til at skrive breve, men måske har de brug for at overbevise sig om, at det er tilfældet.

En måned senere skriver han igen og fortæller om sin kriminelle løbebane. Williams afsonede 10 år i fængsel for mordet på en kollega, men blev så prøveløsladt. Efter at være kommet i slagsmål fik han en tillægsstraf på et halvt år, og kort efter igen at have forladt fængslet i 2007, dræbte han sin kone og fik livstid uden mulighed for strafnedsættelse.

Williams fortæller mig, hvordan det første mord skete. Han var i 20'erne, gift og havde en lille søn, da han kom i klammeri med en arbejdskammerat. Hans offer trak en kniv, påstår han, men den fik han vristet fra ham, hvorpå han stak ham 13 gange. »Jeg fik 12 år, som blev nedsat til 10 efter en appelsag. Men det var jo selvforsvar, vil du måske indvende. Alle, jeg kender, siger det samme.« I samme brev indrømmer han, at beviserne pegede mere i retning af mord end manddrab. »Problemet var alle de knivstik, mens jeg selv var jeg uskadt - jeg tror, det afgjorde sagen.«

Dengang var Williams storryger og havde aldrig løftet vægte i sit liv. Men hen imod slutningen af sin straf begyndte han at tage steroider og dyrke bodybuilding. I det åbne fængsel fik han lov til at køre lastbil om dagen, men blev låst inde for natten. En gang om måneden fik han orlov, og på en udgang mødte han sin anden hustru. Han blev også introduceret til kokain og begyndte at drikke uhæmmet. »Kombineret med steroider er det en skidt blanding.« Williams sov tilfældige steder og kom i slagsmål, endnu før han var rigtigt løsladt. Da han endelig kom ud på prøve, blev tingene værre.

»Først 10 år bag lås og slå, og så stor mand i byen med hurtige damer og penge på lommen (jeg var begyndt at sælge kokain). Når jeg ser tilbage, er det klart, jeg ikke kunne klare det. Jeg tog mere og mere medicin. Forholdet til den kvinde, der nu blev min kone, var meget svingende. Jeg kom i et slagsmål for meget og blev igen sat i fængsel og løsladt efter 11 måneder. Så blev jeg taget for narkohandel og røg i fængsel igen. Da jeg igen blev løsladt, gik der otte uger, så dræbte jeg min kone efter et ophidset skænderi. Jeg var i en rus af narkotika og steroider, da det skete.«

Han gik selv til politiet og erklærede sig skyldig. Trods dette fik han en livstidsdom, som han nu appellerer. »Jeg forventer ikke at få min straf nedsat, men det er et forsøg værd. De kan jo ikke rigtigt give mig en længere straf.«

Erindring uden følelse

Omsider hørte jeg også fra David Taylor, der i dag er 80 år. Han har siddet i fængsel siden 1962 bortset fra en periode på tre år, og er idømt livsvarigt for mordet på en mand under et røveri. En måned efter, at han blev løsladt på prøve, skød han en juveler i ryggen under et andet røveri og skød ved en fejl også sin medskyldige. Han tilstod i sidste ende disse forbrydelser, da han sad i fængsel for endnu et væbnet røveri i 1991.

Som Smith og Williams skriver han, at han har holdt sig i god fysisk form for at fordrive tiden. Og på samme måde som med Smith har advokaten Simon Creighton fået held med sin appel om strafnedsættelse - i hans tilfælde til 25 år.

»Kære Simon. Tak for dit brev. Det er svært at sætte ord på, hvordan det føles at være livstidsfange. Selvfølgelig fratager en sådan dom dig ethvert håb om at blive løsladt. Så det første, man gør, er at er at acceptere dette faktum, hvilket alle mærkeligt nok gør. Det lader til at være en del af menneskelivet, at vi accepterer katastrofale begivenheder. Hver dag er der mennesker verden over, der får at vide af deres læge, at de har kræft og kun har seks måneder tilbage at leve i. Når det første chok har lagt sig, accepterer de deres skæbne og forsøger at få det bedste ud af det. Rehabilitering er spild af tid. Hvad nytter det over for folk, der aldrig skal ud igen? De, som følger kurserne, gør det af personlige årsager, måske ud fra et ønske om bedre at kunne forstå, hvordan de kom så langt ud. Med venlig hilsen David Taylor.«

Efter at Ron Smith myrdede et menneske, påstår han, at han led af hukommelsestab. »Da jeg blev anholdt tre måneder efter, var jeg overbevist om min uskyld. I lang tid havde jeg svært ved at huske noget. Først for nylig fik jeg efterhånden nogle erindringsglimt, der satte mig i stand til at stykke fragmenterne sammen til et billede. Jeg var ikke nogen særlig sød eller ligevægtig fyr.«

Men nu har han styrket sit sind med tai-chi og meditation, siger han. »Jeg har erindringer, som nogle gange dukker op i mit hoved, men det har intet følelsesmæssigt indhold. Det er som at se tv med lyden skruet ned eller se andre menneskers fotoalbum.«

Oprindeligt, fortæller han, pinte hans voldelige tanker ham i en sådan grad, at han følte jagende smerter i lever og nyrer. Nat efter nat gik han rastløs frem og tilbage i sin celle. Derefter aftog anfaldene. »Som ugerne blev til måneder, blev jeg i stand til at meditere og mediterer stadig dybere, som årene er gået. Nu er jeg i stand til at tømme mit sind efter behov. Stop din tanker, og din vrede stopper. Så simpelt er det. Let at forstå, men svært at praktisere. Mine værste dage er bag mig. Jeg har endelig fået dyret under kontrol og sat det i bur.«

Har intet - og er tilfreds

Han har tilbragt en stor del af tid med at læse eksistentialistisk filosofi. »Før havde jeg intet og ønskede alt. Det var det, der fik mig til at begå kriminalitet. Og fordi jeg ikke kunne få alt, blev jeg vred og bitter på dem, der havde de ting, jeg ikke selv havde. Jeg hadede verden ... Nu har jeg har intet og er tilfreds med ingenting.«

Finder han sin straf berettiget? »Hvis en eller anden dræbte et medlem af min familie på samme måde, som jeg gjorde, ville jeg heller ikke ønske dem løsladt. Det er helt naturligt.«

Williams fortæller mig, at han for nylig fik forkastet en appelansøgning efter protester fra sit offers familie. »Fortjener jeg at dø i fængsel eller ej? Jeg er ung og i fremragende fysisk form. Jeg har måske 50 år tilbage af livet som livstidsfange. Det er tortur hver eneste dag. Nogle gange beder jeg faktisk til, at jeg får et hjerteanfald eller kræft.«

Kunne være blevet hængt

David Taylor drømmer ikke om den udvej. »I fængslet kan man skabe sig selv en slags liv,« siger han. »Et liv på et meget minimalt niveau ganske vist, men det er bedre end døden. I marts 1963 stod jeg på anklagebænken i Old Bailey og så dommeren tage den sorte hue på sit hoved, før han dømte min medtiltalte til hængning. Det var, kan jeg forsikre Dem, en oplevelse, der åbnede mine øjne, især fordi jeg i varetægtsfængslet selv var blevet vejet og målt, fordi jeg måske også skulle hånges.«

I sit næste brev fortæller han mig om sin barndom. Han voksede op under Anden Verdenskrig, da London blev bombet af tyskerne. Hver dag blev der på skolen bedt en bøn for dem, som var døde dagen før. »Man kan vel sige, at folk dengang måtte gør sig hårdere, end folk er i dag. Alle måtte klare sig så godt, de kunne. Jeg havde to søstre, og vi var en normal familie, indtil vores hus en nat blev ramt af en fuldtræffer fra en tysk bombe, og alle blev dræbt, undtagen mig. Jeg overlevede. Fra det øjeblik blev jeg en overlever. Det er jeg stadig.«

»Tusindvis af børn voksede op under krigen under lignende forhold, men blev ikke som mig. Men jeg tror, at hvis min familie havde overlevet, ville de have ført mig i en bedre retning. Jeg blev drevet ud i kriminalitet uden at være klar over konsekvenserne. Der kommer en tid, hvor man indser alvoren af sine handlinger, men inden da er det ofte for sent, fordi man bliver fastholdt i den kriminelle livsstil. Da jeg var 16, kom i fængsel, hvor jeg sad sammen med mænd på 30 og opefter, og de havde stor indflydelse på mig. Ældre kriminelle blev min mentorer med katastrofale resultater. Jeg blev sat i fængsel i en meget tidlig alder og lærte at overleve i fængslet, hvorimod jeg ikke lærte de kompetencer, som ville kunne have hjulpet mig til at leve udenfor.«

Af livstidsfangerne er Smith den ivrigste brevskriver. Jeg forsøger at øjne et håb eller en menneskelighed i det, han skriver, men det er ikke let. I det første brev fortalte han om sine tai-chi-seancer med fængselspræsten. Jeg skriver, at det lyder, som om de er gode venner, men det skyder han hurtigt ned. »Jo, jeg kommer fint ud af det med fængselspræsten, men jeg ville aldrig kunne tænke på hende som en ven. Folk bruger det udtryk alt for let nu til dags. Hun er en, jeg dyrker tai-chi med, det er alt.«

Smiths eneste nære menneskelige relation ser ud til at være til hans mor, men også det afviser han. »Hvad min mor skriver i sine breve? Alt muligt, der ikke interesserer mig. Sladder om folk, jeg ikke kender og ikke ønsker at kende. Triviel snak om vejret, græssets længde og stigende leveomkostninger. ALle brevene ligner hinanden. At læse og at skrive breve er utrolig kedeligt, og jeg var helst fri. Men fordi min mor er sådan et følelsesmæssigt vrag, ville hun tage sig det nær, hvis jeg holdt op med at svare. Engang skrev hun hver dag, syv dage om ugen med det samme lort, og hun forventede svar på alt. Svarede jeg ikke, blev hun 'bekymret'. Vi havde et stort opgør, hvor jeg truede med at helt at holde med at skrive tilbage. I sidste ende fik jeg hende modstræbende ned på et brev om ugen.«

Skyld er en tvangstanke

Jeg spørger ham, hvorfor han skriver, at han har kastet sit liv bort.

»Jeg levede ikke, jeg eksisterede kun. Jeg gjorde det samme dag ud og dag ind, så de samme mennesker (andre kriminelle), talte om de samme ting (kriminalitet), og drak og tog stoffer for at bryde monotonien. Jeg havde ingen job (jeg har aldrig arbejdet), ingen penge. Jeg boede i en forbryderrede. Jeg var sammen med en pige, jeg intet følte for. Jeg var død indeni, bortset fra et bål af vrede og had.«

Nu da han har formået at blive bevidst om det mord, han begik, får det ham så til at tænke dybere over sin forbrydelse? »Fortid er fortid. Der kommer intet godt ud af at opholde sig for meget ved den. Skyld er et produkt af tvangstanker, der udvikler sig til selvmedlidenhed, og selvmedlidenhed duer ikke i et fængsel. Det skaber kun depression, selvdestruktiv adfærd og kan føre til selvmord. Som kriminel må man tage sin kriminalitet på sig og erkende den ulykke, man har forvoldt mod andre. Hvis jeg kunne bringe den person tilbage, som jeg slog ihjel, ved selv at dø, ville jeg ikke tøve, men det kan jeg jo ikke.«

Har han nogensinde overvejet selvmord? »Det har jeg måske gjort tidligere, men jeg har aldrig skadet mig selv. Jeg har aldrig været deprimeret. Det, som holder mig i gang, er bevidstheden om, at jeg alligevel før eller siden dør af naturlige årsager. Som jeg ser det, er jeg allerede tættere på døden end på fødslen.«

Williams ser ikke mere positivt på fremtiden. »Jeg tager en dag ad gangen. Og er holdt op med at føle noget. Det er sådan, jeg overlever.«

Kun 80-årige David Taylor anslår en optimistisk tone og ser frem til at blive løsladt om syv år. »Mit liv som kriminel er nu forbi. Jeg vender aldrig tilbage til kriminalitet og vil gøre mit bedste for ikke at dø i fængslet. Når jeg kommer ud, vil jeg have siddet 28 år i fængsel. Men jeg er ikke deprimeret. Depressionernes tid er for længst forbi. Jeg er som alle andre. Jeg lever i håbet.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vigtigt dokument
Vi er nødt til at få så meget som muligt at vide om den menneskelige psyke, hvis vi skal gøre os håb om at kunne forbedre det liv vi lever

Denne artikel bekræfter flot hvorfor "selvkendskab" er den "vigtigste" uddannelse et menneske har behov for og des tidligere des mere "forbyggende" vil det være ikke blot for personen selv, men også for samfundet, både indirekte og direkte..

Vi er forskellige indrettet biologisk og fysisk men psykologisk er vi indrettet ens, og med dette mener jeg vi har de samme mekanismer indeni.. kigger man på udviklingen af den menneskelig psyke i forhold til den teknologiske udvikling, må vi mennesker erkende at vi har forsømt os selv med alle de konflikter der foregår i verden i dag af både små og store..