Læsetid: 3 min.

Make food, not war

Til Slow Foods verdensmesse i Torino med holdninger, smag og uniformerede soldater
Moderne Tider
6. november 2010

Der er store forventninger til de to sammensmeltende Slow Food events: madmessen Salone del Gusto og konferencen Terra Madre. Det er en af verdens førende kvalitetsmesser for mad og drikke, der afholdes hvert andet år i den norditalienske by Torino. Selv efter flere besøg er det de færreste, der bliver skuffede, for det bugner af historier, holdninger, sanselighed og smag af høj kvalitet.

I år var antallet af besøgende rekordstort: Mere end 200.000 kom for at nyde mad og drikke fra alle verdensdele ved mere end 400 stande, barer m.m. Og ved en stribe smagsværksteder, foredrag og film var der fokus på, hvordan det, vi indtager med glæde, kan påvirke verden omkring os.

Safran fra Afghanistan

En overraskelse var en stand med en håndfuld soldater i uniform. Det var den alpine brigade fra Torino, der solgte afghansk safran. En kvindelig løjtnant fik ideen om at hjælpe lokale afghanske kvinder med at få sat produktionen i gang. Kvinderne fik krokusløg, der er udgangspunktet for at dyrke safran, som Afghanistan har både jord og klima til. Safran er verdens dyreste krydderi, og selv om det måske ikke er så lukrativt som opium, kan de tjene på denne produktion og forhåbentlig blive bedre i stand til at klare sig økonomisk i fremtiden. Safranen var af så høj kvalitet, at den blev udsolgt på messen de første dage.

Chefs for Peace

En gruppe køkkenchefer og kokke fra Jerusalem består af 14 jødiske, muslimske og kristne, der arbejder for fredelig sameksistens i køkkenet og ved bordet, og de bruger gastronomi til at promovere fred og tolerance.

Chefs for Peace, der blev stiftet i 2001, ønsker at vise, at knive kan bruges til andet end at dræbe. En række traditionelle mellemøstelige retter lavet af lokale råvarer af sorter og arter, der fandtes i landet for tusinder af år siden, spises af alle lokale på tværs af religion. Som en af kokkene siger: »Vi har alle noget til fælles, og vi har aldrig diskuteret politik. Vi taler om mad. Vi er venner, også uden for køkkenet.«

Slow-Food, der blev grundlagt for mere end 20 år siden, støtter ideen om a mad skal være 'god, ren og fair'. Endnu en gang har Slow Food formået at vise, at glæden ved mad ikke bare handler om at få egne behov for næring og nydelse tilfredsstillet, men også om, at den måde, vi frembringer maden på, påvirker miljøet, madkulturen og menneskers liv.

Enkel fiskesuppe med kartofler og safran (4 personer)

0,2 g hel safran (fås i breve) + et drys groft salt

ca. 1 dl friskpresset limesaft (saft fra 2 lime)

1-1 1/2 kg hele flåede skrubber uden hoved eller anden frisk hvid fisk med ben, evt. 8-12 fiskefileter

1 spsk. havsalt

500 g kartofler, kogefaste

1 lille bundt bredbladet persille

Suppevisk af 2 laurbærblade, et par stilke timian, rosmarin og persillestilk bundet sammen med en bomuldssnor

3-4 porrer

4-6 fed hvidløg

1 dl olivenolie

2 store gulerødder

1 fennikel

2 liter vand eller god urtebouillon

2 friske æggeblommer

salt og friskkværnet peber

Tilbehør: groft brød

Knus safran med lidt salt i en morter. Tilsæt limesaft, og lad blandingen trække.

Klip finnerne af fisken, og skyl den i iskoldt vand. Skær den med ben og skind ud i stykker på størrelse med en spiseske. Krydr fisken med salt.

Skræl kartoflerne, og skær dem i skiver på 3-4 mm, kom dem i kogende vand og kog 10 min. Hæld kogevandet fra og lad kartoffelskiverne dryppe af i en si.

Skyl persillen, pil den og gem bladene.

Lav en krydderbuket: Bind persillestilkene sammen med laurbærblade, timian og rosmarin.

Rens porrerne, skær dem i ringe. Steg dem og pillede hvidløgsfed i olivenolie i en tykbundet gryde, uden at de tager farve. Tilsæt kartoflerne, tynde skiver gulerod, stykker af fennikel, krydderbuket og vand eller bouillon. Kog 10 min.

Tilsæt fiskestykkerne og vend dem rundt i den varme suppe et par minutter. Læg låg på gryden. Sluk og lad fisken trække i suppen 15 min. Kog suppen op og sluk straks.

Kom æggeblommer og limesaft med safran i en blender. Hæld gradvist den rygende varme suppe (uden fyld) i, mens blenderen kører. Lad suppen blive skummende et par minutter.

Smag til med salt og friskkværnet peber, hæld den i gryden med fyldet og drys med hakket persille. Tag stykker af fisk og grønsager op af suppen med en hulske. Hæld suppen henover. Spis med ske, kniv og gaffel. Kasser skind og ben. Spis brød til.

www.slowfood.com

www.terramadre.com

www.salonedelgusto.com

www.chefs4peace.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her