Læsetid: 5 min.

Medina

»Jeg skriver ikke mine sange til et publikum, jeg skriver mine sange for at lette mit hjerte og for at sige de ting, jeg har brug for at sige ...«
20. november 2010

Hvor går din grænse for, hvad du vil vise på scenen?

Altså, jeg ville jo aldrig stille mig nøgen på scenen.

Hvad er pinligt for dig?

Jeg er ikke sådan en, der synes, ting er pinlige. Jeg er ikke flov over ting, og jeg kan egentlig ikke komme på noget, der har været pinligt nogensinde. Hvis jeg gør noget, der er åndssvagt, så griner jeg ad mig selv.

Hvem eller hvilke grupper inspirerer dig?

Jeg synes, al musik inspirerer mig. Jeg har virkelig ikke nogen helt specifikke, som jeg synes mere om end andre, men jeg er inspireret af alt lige fra rockmusik til meget hård elektronisk musik til pop.

Hvordan er det at have en personlig assistent? Er det ikke lidt mærkeligt?

Det var mærkeligt i starten, for det er en vild ting, at nu har man ansat en personlig assistent. Men hun er lidt ligesom olien i min cykelkæde. Hun hjælper mig til, at det hele kører rundt, som det skal. Det var derfor, jeg ansatte hende, for jeg havde virkelig brug for en, der kunne samle mine tråde. Og det gør hun.

Hvori ligger budskabet i at tage navnet Medina?

Der er ikke noget budskab. Det er mit navn, mit fornavn, og jeg har ikke valgt noget budskab. Det var sådan det endte, og sådan det skulle være.

Har du været sammen med en pige, og kunne du overveje det?

Nej, og jeg har heller ikke overvejet det. Jeg har min søde mand, som jeg håber, jeg bliver sammen med resten af mit liv.

Regner du dig selv som 'hvid dansker' eller som 'etnisk'?

Jeg regner mig selv for værende dansker. At være dansk har ikke nogen kulør. Min far er fra et andet land, men jeg er født i Danmark og taler dansk, og det gør min far også. Jeg tænker ikke på det som en hvid dansker eller en farvet dansker - tænk, at man overhovedet kan sige det. Jeg er nok så langt fra at være racist som man kan være, og jeg har enormt meget sympati for dem, der har en anden etnisk baggrund, for jeg synes faktisk, der er nogle ting, der er ret så urimelige.

Hvordan holder du dig i form?

Jamen, jeg ville ønske, jeg holdt mig i form. Jeg vil rigtig gerne træne og være sund og så videre, men sidst jeg var inde for at melde mig ind i et træningscenter, så måtte jeg gå igen med stress og pres og komplekser. Jeg løber lidt en gang imellem, men det er virkelig sjældent. Siger jeg fuld af skam.

Hvordan har du det med, at du taler århusiansk?

Jamen, det tror jeg da kun, at andre folk har det med at tænke over. Jeg snakker, som jeg snakker. Jeg er fra Århus. Folk er fra forskellige steder.

Hvad kan du bedst lide ved Danmark?

Jeg elsker Danmark, men mest om sommeren. Det er skidekoldt lige nu.

Er det ikke svært at synge om at strippe det ene øjeblik for så bagefter give autografer til små piger?

Folk, der stiller mig det spørgsmål, forstår tydeligvis ikke mine tekster. Jeg siger 'jeg er måske lidt en stripper for dig, for jeg stripper mine ord ud'. Hvis en stripper tager tøjet af, så er jeg den stripper, der stripper ordene ud. Det er folk, der ikke forstår, hvad jeg siger, eller lytter til mine tekster.

Hvilket publikum er dine sange skrevet til?

Jeg skriver ikke mine sange til et publikum, jeg skriver mine sange for at lette mit hjerte og for at sige de ting, jeg har brug for at sige eller komme ud med eller ønsker mig - eller hvad det nu kan være. Jeg skriver dem ikke for at please andre. På mange måder er mine sange min egen selvterapi. Den dag, jeg ikke skriver en sang for min egen skyld, er den dag, jeg har tabt mig selv.

Er du politisk engageret?

Ikke i almindelig forstand, men jeg har en holdning, og jeg er engageret på min måde. Heldigvis er jeg i en position nu, hvor jeg rent faktisk kan tale, og hvor folk hører det. Det er en smuk ting, og det skal man ikke misbruge.

Er du venstreorienteret?

Nej.

Hvad lavede du, inden du blev opdaget som popstjerne?

Mange ting. Blandt andet har jeg syet tøj til andre mennesker, som jeg selv designede, jeg har arbejdet på en sandwichbar og været bartender på en restaurant. Som sagt, mange ting.

Troede du selv, at du ville blive så berømt, da du var i starten af 20'erne?

Nej, det var ikke lige det, der var i mine tanker. Til gengæld ved jeg heller ikke, hvad jeg så troede. Jeg levede livet, som jeg altid har gjort, og så set, hvor det førte mig hen.

Er det rigtigt, at du har gået til fodbold?

Ja. Det var i sjette klasse, og jeg spillede i en klub, der hedder VIK i Risskov. Men så fik jeg kyssesyge og måtte ikke gå til sport i et halvt år, og så stoppede jeg. Men vi var lidt gode, husker jeg.

Holder du med AGF?

Nej, jeg ser slet ikke fodbold mere. Men jeg elsker, når min kæreste ser fodbold. Jeg elsker lyden, det er bare så hjemligt og hyggeligt. Jeg følger med i lyd, men jeg ved ikke, hvem der spiller. Overhovedet.

Hvordan har du det med, at du blev inddraget i islamdebatten i Ishøj?

Det syntes jeg var ganske forfærdeligt. Der var nogle medier, der begyndte at skrive en masse pis. Men den episode i Ishøj har ikke noget med islam eller muslimer eller noget som helst at gøre, det har kun noget at gøre med nogle børn, der mangler noget opmærksomhed og noget kærlighed, og som opførte sig skidedårligt. Det skal lige siges, at der også var danskere imellem, så det er medier, der ikke ved en skid om, hvad de snakker om, og i stedet inddrager alt muligt i sagen, som ikke har noget whatsoever med den at gøre. Det blev jeg rigtig, rigtig sur over.

Hvad synes du om Nik og Jay?

Jeg synes fan'me Nik og Jay har gjort det skidegodt. De er her stadig og sælger rigtig godt og meget. Det taler for sig selv, hvis man spørger mig.

Hvorfor har du aldrig stemt ved et folketingsvalg?

Det spørger jeg tit mig selv om. Men det skal jeg også.

Næste uge:

Kasper Hvidt

Den tidligere målmand på det danske håndboldlandshold har netop udgivet bogen 'Under himlen midt i målet'

Send dit spørgsmål til , så vi har det senest tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu