Baggrund
Læsetid: 9 min.

Den moderne fyring låner kærlighed og sprog fra den moderne skilsmisse

Før finanskrisen lærte vi at elske vores arbejde og betragte forholdet som et passioneret partnerskab. Nu er tusindvis af mennesker blevet skilt fra deres job. Men kan man fyre på den kærlige måde? Det undersøger professor Niels Åkerstrøm i sin nyeste og endnu ikke offentliggjorte forskning
Før finanskrisen lærte vi at elske vores arbejde og betragte forholdet som et passioneret partnerskab. Nu er tusindvis af mennesker blevet skilt fra deres job. Men kan man fyre på den kærlige måde? Det undersøger professor Niels Åkerstrøm i sin nyeste og endnu ikke offentliggjorte forskning
Moderne Tider
27. november 2010

Det har formentlig aldrig været en walkover at fyre et andet menneske. Men det var nok de færreste storkapitalister på arbejderhelten Louis Pios tid, der havde det som udviklingsdirektør Frederik Bruun Rasmussen her:

»Det er aldrig rart at skulle afskedige et menneske. Jeg skulle en gang afskedige en mand, der har en kone og to børn og en bil. Det var ikke let. Natten inden kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg lå og grublede utroligt meget. Jeg var nødt til at skrive ned, hvad jeg ville sige. Hvordan sætter man sig ned og formulerer sådan noget? Hvordan siger man det på den bedste måde? Hvordan håndterer du det, hvis han bryder grædende sammen?(...) Det var en stor lettelse, da jeg havde fået det sagt. Men der var selvfølgelig også en klump i halsen: Gud, hvordan går det nu den pågældende medarbejder i fremtiden?«

Professor Niels Åkerstrøm fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Copenhagen Business School, er den forsker herhjemme, som har fået medarbejdere og ledere til forstå de forandringer, der er sket siden arbejderkampenes røde dage, og mest indgående har beskrevet de senere års passionerede tilnærmelser mellem ansatte og chefer i moderne organisationer.

I den forbindelse opdagede sprogmanden Åkerstrøm, at moderne ledere som Frederik Brun Rasmussen er begyndt at tale anderledes og meget mere følelsesbetonet om det at fyre.

Citatet fra udviklingsdirektøren har Åkerstrøm med i sin nye bog, Flygtige forhold - om ledelse af medarbejdere mellem pædagogik, kærlighed og leg, der udkommer til foråret, og som han har indvilliget i at give et indblik i, fordi finanskrisens massefyringer gør bogens afsnit om den kærlige fyring højaktuel.

»Jeg påstår ikke, at lederne begynder at føle mere eller mindre. Men jeg er stødt på, hvordan ledere åbenbart finder det vigtigt at fremstå som nogen, for hvem det er følsomt at fyre,« siger Åkerstrøm, da Information har indfundet sig på hans kontor i Porcelænshaven på Frederiksberg. De gamle renoverede bygninger tilhørte tidligere Den kgl. Porcelænsfabrik, der besluttede at fyre og flytte produktionen til udlandet. Professorens egen institution CBS er også i gang med en fyringsrunde, så setuppet for samtalen om moderne fyringer, de to glas vand og båndoptageren på det hvide mødebord er på plads.

For nylig kom det frem, at de varslede fyringer i det offentlige på omkring 5.000 arbejdspladser for første gang under krisen overskred antallet af afskedigelser i det private. Tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser desuden, at 3.591 personer fik et fyringsvarsel i oktober mod 2.094 i oktober sidste år. Der er en grund til, at Berlingskes Nyhedsmagasin laver temanummeret 'Min første fyring', påpeger Åkerstrøm. Rigtig mange ledere kommer i disse måneder til at dele den erfaring at skulle prikke folk, hvor det under det økonomiske opsving hørte til sjældenhederne.

Passionerede relationer

Men man fyrer simpelthen anderledes end under Danmarks sidste større recession, 70'ernes oliekrise. Det sprog, man dengang brugte om fyringer, var i høj grad rettens sprog. Medarbejdere og ledere kæmpede om rettigheder og pligter, når der skulle fyres. Men der er sket noget med det forhold, konstaterer Niels Åkerstrøm, der taler om medarbejderens forhold til jobbet som et medlemskab.

»Min påstand er, at man stadig har en formel ansættelse og dermed et formelt medlemskab. Men medlemskabet er fordoblet til at bestå i både et formelt medlemskab og selvindmeldelse. Selvindmeldelse har passionens karakter. Man melder sig ind ved at vise, at man er passioneret og engageret i sit arbejde. På den måde rykker der et sprog ind fra kærlighedssystemet, og man taler om relationen til arbejdet og kolleger som et passioneret forhold. Dvs. det at melde sig ind er at gøre arbejdet og organisationen til sin signifikante anden, sin partner. Organisationen får så den ledelsesopgave at muliggøre, at et sådant partnerskab kan eksistere. Man giver medarbejderen mulighed for at give til organisationen. Ellers kommer det ikke til at virke,« forklarer Åkerstrøm.

Der er altså gensidige forventninger om, at forholdet skal være passioneret og ikke kun et formelt forhold. Vi vil helst glemme, at der faktisk også er et formelt forhold. Selvfølgelig skal formaliteterne være i orden. Men det er ikke dem, der spiller en rolle i hverdagen. Det, der betyder noget, er de konstante tegn på, om man som medarbejder oplever sig elsket eller ikke elsket af organisationen. Om lederen kan se, at man melder sig ind eller ikke melder sig ind.

»Det betyder så også, at det i dag ikke længere er nok med en formel fyring. Det duer ikke at sende en underchef, der ikke kender den fyrede. Det, der afbrydes er passionerede relationer. Jeg mener ikke, at fyringer nødvendigvis er blevet mere kærlige i dag. Men der er en forventning om, at de er det. En ukærlig fyring kræver jo, at vi har en forventning om, at den kan være kærlig. I dag er vi ikke tilfredse blot med , at procedurerne er overholdt. Nogle gange ser man, at folk forsøger at gribe fat i et eller andet legitimt sprog i små ligegyldige procedurer. Men alle ved godt, at det handler om, at man følger sig svigtet.« >

Professionel skilsmisse

De selvhjælpsbøger om afskedigelser henvendt til både medarbejdere og ledere, der er dukket op de senere år, omtaler sågar fyringer som skilsmisser.

Åkerstrøm har en række eksempler i bogen, f.eks. konsulent Gitte Schramm, der kalder sin bog om fyringer for Den professionelle skilsmisse. Sådan håndterer du en opsigelse. Schramm mener, at oplevelsen af en fyring for nogle medarbejdere kan være mere vanskelig end en skilsmisse. Moderne ansatte bruger ofte flere af deres vågne timer på arbejdet end på deres ægtefælle. Identiteten ligger i arbejdet, anfører hun. Mens Rumle Hammerich i bogen Bossa Nova - Ledelse ude på gulvet sammenligner arbejdsforholdet med et kæresteforhold og en fyring med det at slå op.

»Rigtig mange af de her ledere siger, 'vi fyrer kærligt, så vi må også acceptere, at den, vi fyrer, skal have lov til at blive rasende på os'. Og de sammenligner det med skilsmissen. Der er en anerkendelse af, at medarbejdere har en sorg.«

I fyringens semantik, som Åkerstrøm kalder det, dukker der et nyt sorgsprog op, som er parallelt med det sorgsprog, psykologer bruger ved skilsmisser. Det er de samme faser, der refereres til: chok over at blive svigtet, vrede, at forlige sig med situationen, orientere sig mod en ny partner.

Krisen handler ikke bare om at få mad på bordet på en anden måde, det er et brud med et fællesskab. Og det skal ende med, at den fyrede skal finde et nyt sted, hvor hun kan engagere sig. Derfor hyrer virksomheder firmaer, der som vare på hylden har at få de ansatte videre efter et brud.

Hvis medarbejderen derimod ikke melder sig ind, vil man i dag ofte kunne høre ledere sige: »Vi har givet hende så mange muligheder. Hun har ikke taget imod dem. Nu er det vores pligt at afvikle hende«.

Det, Åkerstrøm kalder selv-eksklusion i kærlighedens kode, fører til fyring i den formelle kode, rettens kode.

Lederne kan sige, 'vi blev aldrig det rigtige match, vi hørte aldrig sammen', fordi det opleves som om, at kærligheden aldrig er blevet fuldbyrdet. Argumentet for fyringen kan så være, at man må give medarbejdere et lille puf, for hendes egen skyld. Også selv om man sårer hende. Men hvem har egentlig lyst til at være i forhold, hvor kærligheden ikke er gengældt.

»Medarbejdere er lidt tryghedssøgende, og lederen får simpelthen ansvaret for at give dem et kærligt skub, der italesættes med følgende trøstende ord, 'det kan være, du skal fyres et par gange, før du finder det rette sted'.«

Læringslogik

- Hvad sker der, hvis der kommer for mange ukærlige fyringer?

»Man risikerer at smadre en organisation. Det er jo ikke bare synd for den, man fyrer, der er flere skilsmissebørn, man skal tage af. Kollegiale relationer er i dag meget afgørende for, om organisationen preformer eller ej. Så det kan gå rigtig galt, hvis man skal igennem en fyringsrunde. Man gør ikke alle de ting, man gør, alene for den fyredes skyld, men også for alle de tilbageblevne. Nogle firmaer sælger lege til de efterladte. Relationerne er i fryseboksen, og lege skal få folk til at tø op efter en fyringsrunde.«

Organisationen har jo haft en interesse i at opbygge en kærlig relation, men en fyring risikerer jo at underminere den kontrakt og afsløre, at der måske aldrig har været andre forhold end 'et økonomisk udvekslingsforhold'?

»Det spørgsmål er jo også en del af kærlighedssproget: Den skilsmisseramte ægtefælle, den, der bliver gået, spørger: 'Har det nogen sinde været kærlighed, elskede han mig nogensinde?' Jeg vil ikke kunne sige, om det er en prøve, men der foregår en revurdering af, hvad der var.«

Vi har jo til dels lært at leve med serielt monogami, i hvert fald er det udbredt. Vil vi lære, at fyringer også er en del af en personlig selvudvikling?

»Det tror jeg. Alle de nye firmaer, der hjælper virksomheder under en outplacement, handler om at gøre selve fyringen til det, der kan flytte en medarbejder. Det er vigtigt, at det ikke bliver set som et nederlag: 'I sidste ende var det godt, vi fyrede dig.' Det er drømmen om en fortælling: Medarbejdere der vender tilbage, og siger, 'nu kan jeg godt se, at vi ikke havde noget sammen, og det var rigtigt, at jeg kom videre'. Alt andet end den fortælling vil også være et skamforhold i dag. Ingen fortæller om, at de blev fyret, og at deres nye job ikke er sjovt. Det hører til alle livets forhold i dag, at vi skal vokse, så den læringslogik forsøger vi også at lægge ind i arbejdsforholdet lige som i kærlighedsforholdet.«

Måske vi så endda med tiden vil holde op med at betragte en skilsmisse eller en fyring som noget, der skal udløse medlidenhed fra omgivelserne? Det tror Niels Åkerstrøm nu ikke. Han taler i stedet om, at fyringen helt og aldeles er blevet vores egen skyld.

»Der lå i den formelle fyring, at nu var man ledig og henvist til A-kasse eller anden offentlig støtte. Og så ved vi godt, at folk, der blev arbejdsløse under den sidste store krise i 1970'erne, også var ensomme, men det var ligesom ikke en del af diskursen. Det var frygten for økonomisk deroute, der blev italesat, ikke frygten for at være alene. I de klassiske medlemskab var du heller ikke ansat, fordi du var dig, men fordi du havde de objektive kvalifikationer, der var brug for. Du blev ikke fyret, fordi du var dig. Kun fordi du ikke var disciplineret eller ikke kunne eller ville udføre din stilling.«

I dag er kompetence blevet et indre forhold, og kompetencen handler først og fremmest om at skabe dig selv i billede af, hvad organisationen har behov for. Inklusionsansvaret bliver lagt på dig selv og din evne til at inkludere dig. Dermed bliver eksklusion også dit eget ansvar: »Vi har givet hende alle muligheder, men hun evner ikke at blive passioneret.«

»Man kan forestille sig, at hvis arbejdsløshed altid havde været stigmatiserende, så er der måske i dag tale om en dobbeltstigmatisering. Medarbejderen skal have en anden partner, og skylden er hendes egen. I de tilfælde kan en finanskrise blive en panodil. Så er skylden alligevel ikke helt ens egen, « siger Niels Åkerstrøm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Så sandt, så sandt!

Skilsmisser og fyringer har meget tilfælles. Næppe nogen afgiver eller modtager beskeden om, at relationen skal bringes til ophør uden kvaler og eftervirkninger. Og omgivelserne påvirkes bestemt også.

Følelsen af fravalg og svigt er konkret, uanset hvor følsomt partneren / chefen serverer budskabet. Det er direkte konstaterbart, at man - uanset anledningen og kriterierne i øvrigt - er vejet og fundet for let.

I Politiken har Nikoline Werdelin de seneste uger i sin stribe "Homo Metropolis" netop beskæftiget sig med fyringer. Hovedpersonen, en midaldrende mand, overlever, men hverken pskisk eller konkret kan han ignorere, hvad der er sket. Organisationen, strukturen, arbejdsgangene ændres. Omstændighederne og omgivelserne bidrager til, at hans identitet går i opløsning, og at han ikke længere genkender sig selv i jobbet.

Det hævdes - måske som en trøst, at en skilsmisse eller en fyring kan vise sig at være det bedste, der er sket i ens liv. Ny frihed og nye muligheder. Det kan man ikke udelukke, men for den fyrede er det nok kun den insisterende påstand herom samt tidens gang, der til sidst får hin enkelte til at mene netop det.

Prøv så vidt muligt, aldrig at lægge din sjæl i arbejdet.
Vær doven, og stjæl med arme og ben!

Tak for perspektivering af et vigtigt emne.

Der er jo ingen nemme løsninger her ---- det er voldsomt ubehageligt at skulle sige folk op (taler af bitter personlig erfaring), men det er ALTID værre at sidde på den anden side af bordet og få en opsigelse, så ingen tuderi hos lederne, de har selv valgt !
Der er dog uhyggeligt mange dårlige ledere (ikke mindst i det offentlige på mellemlederniveau), hvorfor det skal blive svært....... også fordi nogle bilder sig ind, at denne samtale kan læres vha endeløse kurser - det er et blålys at tro det !

Klar og ærlig besked om årsag ("økonomi", "uduelighed", "samarbejdsvanskjeligheder" og hvad der ellers måtte være) er vejen frem og ikke noget lirum larum og snik-snak viser sig i langt de fleste tilfælde at være vejen frem.

man ku næsten bli helt liderlig af at læse det her, nåe, ok, romantisk. Men selv om der ikke er noget at udsætte på artiklen - den beskriver jo udmærket hvordan det der foregår på overfladen opleves. Noget andet er jo så, at i virkeligheden findes der ikke noget andet end et formelt forhold. Flere og flere jobs er blevet for mulitinationale corporations som gerne fremskynder alt hvad der får det til at se ud som et kærlighedsforhold, så længe det går godt, altså. Når det ikke længere går godt, ja så blir folk fyret, og ganske vist kan det være svært for den midt-niveau erhvervsleder som har haft ovennævnte kærlighedsforhold til den afskedigede, men for moderselskabet kan det hele være en skid det samme, der er det kun bundlinien der tæller.
Men det er interessant at se det her i forhold til et synspunkt jeg hørte fremsat for mange år siden, at stik imod marx' forudsigelser skete de revolutioner, der skete i agrariske tredieverdenslande i stedet for de industrielle, avancerede samfund han havde forventet. Og at årsagen til at det forholdt sig sådan var, at i disse tredieverdenslande hvde beflokningen ikke andet til at lede deres handlinger end deres rgen sunde fornuft og observationsevner, og i det fleste tilfælde var det umiddelbart indlysende at de var undertrykte.
Omvendt var det overhovedet ikke indlysende i industrialiserede samfund, fordi virkelighedens sammenhænge var så komplicerede at den rette sammenhæng ikke altid lod sig observere. Og man må sige at denne mangel på indsigt i undetrykkelsen og udnyttelsen med baggrund i ovenstående artikel endelig har nået sit klimaks (stønnen på lydsporet) - vi elsker jo hinanden!

Up In The Air