Læsetid: 9 min.

Vi er nødt til at leve, som om vi var frie

Det nytter ikke at klynge sig til en beskeden forhåbning om at bevare velfærdsstaten inden for det globalkapitalistiske system, for afviklingen af velfærdsgoder er blevet det nye normalvilkår - der er brug for dristigere og mere radikale opbrud, hvis senkapitalismens politiske økonomi skal have ægte modspil
13. november 2010

I løbet af dette års tilbagevendende protester imod eurozonens barske nedskæringspolitikker - i Grækenland og i mindre omfang Irland, Italien og Spanien - har vi set to fortællinger sætte sig igennem.

Det europæiske establishment tilbyder os en fortælling om en afpolitiseret naturalisering af krisen. De hårde sparetiltag præsenteres ikke som beslutninger, der er begrundet i politiske valg, men som en neutral finanslogiks imperativer: Skal stabiliteten genskabes i vores økonomier, er der ingen anden udvej, så må vi sluge den bitre pille.

Den anden fortælling - den, som udspringer af de protesterende arbejderes, studerendes og pensionisters verdensbillede - præsenterer nedskæringerne som endnu et nederdrægtigt forsøg fra den internationale finanskapitals side på at nedbryde velfærdsstatens sidste bastioner.

Fra det første perspektiv ses Den Internationale Valutafond som en disciplinerende kraft, der genopretter den nødvendige orden. Fra det andet perspektiv som selve den globale kapitals undertrykkelsesinstans.

Men selv om de to fortællinger rummer et gran af sandhed, er begge fundamentalt forkerte. Magtelitens fortælling slører det faktum, at en stor del af de enorme underskud er oparbejdet som følge af massive hjælpepakker til finansverdenen eller svigtende indtægter i statskasserne under recessionen: De enorme lån, som blev ydet til Athen, går til at betale græsk gæld til franske og tyske banker. De sande mål for EU's garantier var at hjælpe de private banker.

Hvad demonstranternes fortælling angår, så vidner den endnu engang om elendigheden på vore dages venstrefløj. Der er intet programmatisk indhold bag dens krav. Kun et generelt nej til at indgå kompromisser på den nuværende velfærdsstats vegne. Utopien handler i dette tilfælde ikke om at forandre systemet radikalt, men om at bevare en velfærdsstat inden for systemet. Dog bør vi ikke overse granet af sandhed i modargumentet: Forbliver vi inden for rammerne af det globale kapitalistiske system, er det også nødvendigt med politiske foranstaltninger, der kan klemme flere penge ud af arbejdere, studerende og pensionister.

En ting står klart: Efter at have oplevet årtier med velfærdsstaten, hvor nedskæringer som regel var begrænsede og altid ledsaget af løftet om, at tingene snart ville vende tilbage til deres normaltilstand, er vi nu på vej ud i en periode, hvor en ny økonomisk undtagelsestilstand er ved at blive et permanent vilkår og den nye livsform. Med denne periode følger trusler om stadig mere hårdhændede besparelser, nedskæringer i velfærdsgoder og forringelser af sundhed og uddannelse samt et arbejdsmarked, som bliver langt mere usikkert.

Økonomi er politik

Igen står venstrefløjen her over for den vanskelige opgave at understrege, at vi har at gøre med en
politiskøkonomi - at der med andre ord ikke er spor 'naturnødvendighed' i denne krise, men at det eksisterende politiske system tværtimod bygger på en række politiske beslutninger, som i princippet kunne være helt andre. Men samtidig må venstrefløjen indse, at i det omfang, vi forbliver inden for det kapitalistiske system, vil alle forsøg på at spille imod reglerne kun udløse økonomisk kaos, eftersom systemet adlyder sin egen pseudonaturlige logik.

Det nytter ikke blot at sætte sin lid til, at den igangværende krise kan inddæmmes, og at den europæiske kapitalisme igen vil kunne fortsætte med at garantere en relativt høj levestandard for et voksende antal mennesker. Det ville unægtelig også være et ejendommeligt bud på en progressiv vision, hvis håbet fra venstre alene knyttede sig til at fastholde de omstændigheder, der vedblivende marginaliserer radikale alternativer og gør dem ugennemførlige.

Der er ingen mangel på antikapitalister i dag. Snarere oplever vi et overbud af kritik af kapitalismens rædsler: Undersøgende journalistik, tv-dokumentarer og bestsellerbøger bevidner til overflod, hvordan koncerner forurener vores miljø og bankdirektører fremdeles bliver fede på bonusser, mens deres investeringsselskaber reddes af offentlige penge, eller hvordan børnearbejdere i Den Tredje Verden underbetales og udnyttes i usle 'sweat-shops'.

Der er imidlertid en hage ved al denne kritik, uanset hvor skånselsløs den end tager sig ud. Som hovedregel stilles der aldrig spørgsmålstegn ved de liberal-demokratiske rammer, inden for hvilke disse excesser søges bekæmpet. Implicit eller eksplicit er målet altid at regulere kapitalismen - i kraft af et øget pres fra en kritisk medieoffentlighed, parlamentariske undersøgelser, skrappere love, udvidet politiovervågning osv. - men aldrig at anfægte de institutionelle mekanismer i den borgerlige retsstats liberale demokrati.

Det er her, at de vigtigste indsigter hos Marx stadig har gyldighed, ja måske mere gyldighed end nogensinde. For hos Marx skal spørgsmålet om frihed ikke primært placeres i den politiske sfære, som vi ser det med de kriterier, de globale finansinstitutioner stiller op, når de skal evaluere og rangordne et land: Har det frie valg? Et uafhængigt retsvæsen? En fri presse? Bliver menneskerettighederne respekteret?

Nej, nøglen til sand frihed skal snarere findes i de sociale relationers 'apolitiske' netværk - fra markedet til familien - hvor de forandringer, som skal til for at skabe reelle forbedringer, ikke er politiske reformer, men en forandring af de sociale produktionsforhold. Vi stemmer ikke om, hvem der ejer hvad, eller om relationer mellem arbejdstagere og ledelse på en fabrik; alt dette overlader vi til processer, der ligger uden for politikkens sfære. Det er en illusion at tro, at man effektivt kan forandre tingene ved at 'udvide' demokratiet til denne sfære, f.eks. ved at oprette 'demokratiske banker', der står under folkets kontrol.

Økonomisk ideologi

Det hører til den marxistiske klassekamps ABC, at et 'fredeligt' socialt liv i sig selv er udtryk for en samfundsklasses (midlertidige) sejr, nemlig den herskende klasses sejr. For de underordnede og undertrykte er selve statens eksistens som apparat til klassedominans en voldens kendsgerning. Det liberale standardmotto - at det nogle gange kan være nødvendigt at gribe til vold, men aldrig er legitimt - slår ikke til her. Fra et radikalt frigørelsesperspektiv må mottoet snarere vendes om: For de undertrykte er volden altid legitim - eftersom selve deres status som undertrykte er et resultat af strukturel vold - men aldrig nødvendig: Det er altid et spørgsmål om strategiske overvejelser om, hvorvidt man skal gribe til vold mod fjenden eller ej.

I den aktuelle økonomiske krisetilstand gælder det også, at vi klart nok ikke har at gøre med blinde markedsprocesser, men derimod med nøje organiserede strategiske indgreb fra stater og finansinstitutioner, som er opsatte på at overvinde krisen på deres egne præmisser. Kan defensive modtræk ikke retfærdiggøres i det lys?

Overvejelser som disse kan ikke andet end ryste den magelige subjektive position hos mange venstreradikale intellektuelle. Hvad nu hvis disse intellektuelle dybest set førte et trygt og mageligt liv og - for at retfærdiggøre denne splendide livsform - foretrak at fantasere om radikale omvæltningsscenarier? Mange ser utvivlsomt helst, at revolutioner finder sted på sikker afstand - i Cuba, Nicaragua, Venezuela - således, at de, mens de i hjertet glæder sig over disse revolutionære begivenheder, på deres side selv kan fortsætte med at dyrke karrieren. Men med det aktuelle sammenbrud af den velfungerende velfærdsstat i de avancerede industrielle økonomier nærmer sandhedens time sig nu for de venstreradikale. De må se at nå til klarhed: De ønskede reelle forandringer - nu kan de få det.

Det, som er sket i kapitalismens seneste faser efter 1968, er, at økonomien som sådan - dvs. markedets og konkurrencens logik - i stigende grad har sat sig igennem som hegemonisk ideologi. I uddannelsessektoren er skolesystemet i stadig mindre grad et obligatorisk fællesskab, som er hævet over markedet og organiseret direkte af staten som en bærer af oplysningsværdierne - frihed, lighed og broderskab. På vegne af den hellige formular 'lavere omkostninger - højere effektivitet' bliver skolesystemet i stigende grad gennemsyret af partnerskaber mellem det private og det offentlige. Også i organisering og legitimering af magten bliver vælgerdemokratiets system i stigende grad forstået efter markedskonkurrencens model: Valghandlinger ses som en kommerciel udveksling, hvor vælgerne 'køber' den løsning, som formulerer de mest effektive bud på at opretholde den sociale orden, nedbringe kriminaliteten osv.

'Dét kan I ikke!'

Med henvisning til samme formular 'lavere omkostninger - højere effektivitet' bliver funktioner såsom fængselsdrift, der før var statsmagtens eksklusive domæne, nu privatiseret. Militæret bygger ikke længere på værnepligt for alle, men består af hyrede lejesoldater. Selv det statslige bureaukrati ses ikke længere som den hegelianske universelle klasse, som Berlusconis tilfælde illustrerer. I dagens Italien bliver statsmagten direkte eksekveret af den nedrige bourgeois, som skamløst og åbent udnytter den til at beskytte sine personlige interesser. Selv de processer, der går ud på at engagere sig følelsesmæssigt i andre mennesker, bliver udnyttet efter markedsforholdets mønster: Proceduren hviler på en varegørelse af selvet, som når internetdating eller ægteskabsbureauer præsenterer mulige partnere som produkter, hvis egenskaber opregnes og fotos udstilles.

I sådan en konstellation kan den blotte tanke om en social transformation forekomme som en umulig drøm. Og dog bør selve termen 'umulig' få os til at standse op og tænke. I dag er det mulige og det umulige fordelt på en besynderlig måde, hvor begge drives til yderligheder. På den personlige friheds og på den videnskabelige teknologis domæner får vi hele tiden at vide, at 'intet er umuligt': Vi kan nyde sex i samtlige perverse udgaver, hele arkiver af musik, film og tv-serier er lige til at downloade, ja selv rumrejser er tilgængelige for alle (der kan betale) osv. Hertil kommer at der udsigt til, at vi kan forædle vore fysiske og psykiske evner, ja manipulere vore basale egenskaber igennem indgreb i genomet. Der rejser sig sågar det perspektiv, at vi kan virkeliggøre selve den tekno-gnostiske drøm om udødelighed ved at omskabe vores identitet til et stykke software, der kan downloades eller overføres til andre hardware-platforme.

Inden for de socioøkonomiske relationers domæne, opfatter vores epoke på den anden side sig selv som nået frem til en modenhedens alder, i hvilken menneskeheden omsider har opgivet sin årtusinder gamle utopiske drøm og accepteret virkelighedens skranker - læs: den kapitalistiske socioøkonomiske virkelighed - med alle de umuligheder, som dette indebærer. Indskærpelsen 'det kan I ikke' er denne epokes
mot d'ordre
- kampråb: I kan ikke engagere jer i omfattende kollektive forandringer, for de vil nødvendigvis udarte til totalitær terror. I kan ikke klynge jer til den gamle velfærdsstat, for så sætter I konkurrenceevnen over styr og ryger ud i økonomisk krise. I kan ikke isolere jer fra det globale marked uden at falde tilbage i nordkoreansk juche-ideologi. I sin ideologiske version tilføjer selv den økologiske tænkning sin egen liste over umuligheder, de såkaldte tærskelværdier - ikke mere end to graders global opvarmning - baseret på 'ekspertvurderinger'.

Det umuliges mulighed

I dag bestræber den herskende ideologi sig på at få os til at acceptere 'umuligheden' af radikale forandringer, 'umuligheden' af at afskaffe kapitalismen og udvikle et demokrati, som er mere ægte inddragende end det korrupte parlamentariske spil, og dette sker for at usynliggøre de modsætningsforhold, som gennemskærer de kapitalistiske samfund. I det lys så Lacan rigtigt, da han som formular for at overvinde en ideologisk umulighed ikke satte 'alt er muligt', men: 'Det umulige sker'.

Morales' regering i Bolivia, Chávez' regering i Venezuela og den maoistiske regering i Nepal kom til magten ved 'fair og frie' demokratiske valg, ikke ved et voldeligt oprør. Deres situation er 'objektivt' håbløs. Hele historiens retning går grundlæggende imod dem. De kan ikke forlade sig på, at 'objektive tendenser' vil hjælpe dem frem. Alt hvad de kan stille op, er at improvisere så godt som muligt i en desperat situation. Men får de ikke herved en unik frihed? Og er vi - vore dages venstrefløj - ikke havnet i samme situation?

I så fald er vores den diametralt modsatte af situationen i det tidlige 20. århundrede, hvor venstrefløjen vidste, hvad der skulle gøres, men tålmodigt måtte afvente det rette øjeblik. I dag ved vi ikke, hvad vi skal gøre, men vi er nødt til at handle nu, for konsekvenserne ved at undlade at handle kan blive katastrofale. Vi vil blive tvunget til at leve, 'som om vi var frie'.

© Le Monde diplomatique og Information.

Først offentliggjort i New Left Review. Distribueret af Agence Global.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Blindt nej. Venstrefløjens kamp mod velfærdsforringelser glimrer over alt i Europa ved manglen på grundlæggende alternativer. Resultatet er en kamp for bevarelse af det kendte. Foto: Yiorgos Karahalis/Scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

S.Z. er altid interessant at læse, ikke let at følge, men ikke til at komme udenom. Når han siger, at konsekvenserne ved at undlade at handle, kan blive katastrofale, så må man vel bare gøre det, der er mindst katastrofalt, det mindst ringe. Og selvfølgelig er vi tvunget til at leve, som om vi var frie. Sådan har det altid været, for man kan jo ikke ’bevise’, at man er fri. Derfor er det både meget lærd og meget banalt, hvad han skriver.

At vi er kommet til et punkt, hvor vi kan manipulere med den menneskelige arvemasse, med alt så at sige, er nok det mest udfordrende perspektiv, vi står over for. Fordi vi kan, behøver vi jo ikke gøre det. Det er det, vi skal til at lære.
Når vi skal lade være med at gøre noget, som vi kan, skal vi først forstå, hvorfor vi skal lade være. Det kræver en hidtil uhørt indsigt.

Niels-Simon Larsen, det kræver snarere en tilbagevende til tidligere tiders forstandighed - og der er jo i spil, f.eks. i Obamas bestræbelse på reelt at afskaffe atomvåben igen. Det er netop det umulige, for vi har jo hørt som dictum gang på gang, at hvis noget kan gøres, vil det blive gjort, at syndefaldet ikke kan gøres om osv. osv. Men det er jo altsammen beslutninger, der blot kræver enig beslutsomhed. Og vigtigst: etablering af institutionelle apparater, der er gennemskuelige og uforarnderlige.

Slavoj Zizek's dystre billede er slet ikke så dystert endda, for snart har folk flest fået rigeligt, og forener sig og revolterer, og så er det sket med kapitalen.

Zizek beskriver den neo-liberale diskurs' totale sejr i alle livets aspekter i sin ultimative form som "varegørelse af selvet". Denne hegemoniske situation er så kraftig at den er trængt ind i den "radikale venstreorienteredes" selvbevidsthed, hvor den efterlader en latterlig konservativ accept af den systematiske tilstand.
Selv de mest progressive kræfter fra Seattle bevægelsen konstaterer måske diagnosen, men fejl-ordinerer medicinen...
Der er udeladt en væsentlig del af Zizek's artikel fra New Left Review, hvor han gennem Badiou taler om nødvendigheden af en af- fetishering af det liberalistiske demokratibegreb, hvor kun nogle former for beslutninger er mulige, (ejerforhold er ikke til diskussion). Ligeledes er derl brug for en diskussion af voldsbegrebet og voldsmonopolet. Selve præmisserne for det liberale demokrati og statens / kapitalens voldsmonopol skal konfronteres, før et alternativ program kan give mening. Imens kritikkerne bliver (gen)formuleret, gør det vel ikke så meget at fejldiagnosticerende protester i Frankrig, Irland og Athen spænder lidt ben for kapitalen..