Alt det putteri

Min mors generation klager over at vi bruger alt for meget tid på vores børn. Vi svarer tilbage, at de brugte alt for lidt tid på os
Det er ikke nok at opfordre de moderne mødre til at opgive deres tårnhøje moderidealer og i stedet bare gøre det så godt, som de kan. Vi har stadig en opskrift for samfundets indretning og det gode liv, som trænger til at blive revideret. 
 Arkiv

Det er ikke nok at opfordre de moderne mødre til at opgive deres tårnhøje moderidealer og i stedet bare gøre det så godt, som de kan. Vi har stadig en opskrift for samfundets indretning og det gode liv, som trænger til at blive revideret.
Arkiv

Kristine Kiilerich
12. november 2010

»Motherphilia«.

Det er glamourfeministen Erica Jong, som stiller diagnosen på kultursiderne i sidste lørdags Wall Street Journal.

»Vores besættelse af forældreskabet er en undvigemanøvre. Den erstatter den store verden med vores egen lille verden.«

Rasende går Erica Jong til angreb på den omfattende moderkult, som får topmodellerne til at ofre deres bryster på amningens alter og almindelige middelklasse- kvinder til at tilslutte sig teorien attachment parent baseret på studier af naturfolkenes mødre, som samsover med børnene, ammer til de er tre og bærer barnet i en slynge på maven.

»Det er et fængsel for mødre og er lige så stort et tilbageslag for kvinders frihed som antiabort-bevægelsen,« slår hun fast og efterlader mig, datter af en rødstrømpe og højgravid med barn nummer to, foruroliget på både mit køn og mine egne muligheders vegne. Jeg brugte endda en slynge til mit første barn. Det var hyggeligt at have ham helt tæt på.

Mormødre mod mødre

Jeg har hørt anklagerne mod det moderne moderhysteri før. For et par måneder siden udbrød der ammedebat på Informations hjemmeside, efter at den franske filosof Elisabeth Badinter havde erklæret, at det var lige så godt at give sutteflaske som at amme.

»Modermælkserstatning er altså virkelig godt. Den betyder, at kvinden undgår at gå fuldstændig i ét med moderen. Det er betingelsen for frihed,« sagde hun.

Også de danske feminister har været ude efter de moderne mødre.

»Alligevel står spørgsmålet om, hvorfor de unge kvinder igen begyndte at tage den opofrende moderrolle på sig, ubesvaret hen (...) En af de mange forklaringer er: illusioner,« skrev Suzanne Giese i sin bog Moderskab.

I debatten om moderskabet går også en generationskløft. Det er ikke tilfældigt at både Elisabeth Badinter, Erica Jong og Suzanne Giese tilhører generationen af 1970er-feminister og heller ikke tilfældigt, at man efter Erica Jongs rasende essay kan finde et fint lille indlæg af Erica Jongs datter, Molly Fast-Jong, som indrømmer, at hun selv har valgt at forlade arbejdsmarkedet for at ligge tæt sammenslynget med sine tre børn. Hun undgår at fortælle, hvordan hendes mor reagerede på det valg.

Det forstår jeg godt. Jeg ved heller aldrig helt, hvad jeg skal svare, når min mor kommer hjem fra rytmik med min søn og igen har konstateret:

»Altså jer moderne mødre, I er så sammenslyngede med jeres børn. Det er ikke til at holde ud at se på alt det putteri.«

Jeg kan heller ikke lade være med at føle, at jeg forråder hele min feministiske opdragelse, når jeg bider i æblet og tager et helt års barsel.

Men her kommer en farlig indrømmelse til både Erica Jong, Suzanne Giese og min egen mor: Moderskabet er slet ikke så surt som sit rygte.

Det feministiske dilemma

»Og så kan kvinderne føde børn,« var rødstrømpernes sidste og mest hårdtslående argument, når de opremsede kvindekønnets fortræffeligheder i 1970erne, men netop denne evne har også været feminismens akilleshæl. En stor del af den feministiske ammunition går ud på at hævde, at biologien ikke spiller nogen rolle: Kvinder og mænd ser måske forskellige ud rent fysisk, men deres psykologiske og sociale forskelligheder er udelukkende et kulturelt og socialt produkt af patriarkatet, som man kan gøre sig fri af.

Men hvad stiller man så egentlig op med denne kvindekrop, som har patent på at udruge barnet og er i stand til at ernære det i de første år. Biologiske kendsgerninger, som gør, at det ligger så snublende nært også at give kvinden hovedansvaret for afkommet?

Rødstrømpegenerationen løste dilemmaet ved rent teoretisk at gøre forældreskabet til et kollektivt anliggende. Nogle af dem mente vist også, at forældreansvaret i stedet skulle være delt ligeligt mellem moderen og faderen, men det lod sig ikke rigtigt gøre at få mændene til at blive hjemme med deres børn. Det var langt nemmere at få kvinderne til at gå efter magten og æren end at få mændene til at tage omsorgsopgaven på sig. Kollektivet eller staten måtte i stedet tage sig af børnene.

»Vi vil ikke have en større bid af kagen, vi vil have ændret opskriften,« lød et af 1970er-feministernes slagord, men som Erica Jong sørgmodigt konstaterer, blev feministernes drømme om folkekøkkener og offentlige vuggestuer aldrig opfyldt i USA.

»Det tætteste, vi er kommet på dette mål, er fast-foodkæder, som gør vores børn overvægtige, og fattige immigranter som barnepiger,« skriver hun.

Til gengæld kan Erica Jong vel slikke kagekrummerne af fadet, for ligesom for så mange andre 1970er-feminister blev det hendes individuelle strategi at knokle for at få del i de penge og den indflydelse, som i tidligere tider kun var mænd forundt. Hendes egen datter blev ladt tilbage med barnepigen, fortæller Molly Fast-Jong i sit essay. Jeg gætter på, at Mollys far også var ude for at pleje sin karriere.

Savnet sin mor

»Jeg har simpelthen savnet min mor. Det har jeg,« siger den danske sangerinde Trilles datter Sille i Britt Liljas Kvindekampens døtre. Hun har ligesom Erica Jongs datter valgt moderrollen frem for den ambitiøse karriere, og her ligger måske også en ny kollektiv erfaring i min generation af middelklassekvinder:

En mor kan ikke erstattes af vuggestuepædagoger eller filippinske au pair-piger eller vennerne i kollektivet. Måske har Erica Jong ret i, at det kræver en landsby at opdrage et barn, men en landsby er ikke meget værd, hvis der ikke bor en mor og en far i den. Hvor rødstrømperne havde set deres egne mødre fanget i moderskabets fængsel, lukket inde bag hjemmets fire vægge, og sværget, at det ikke skulle være dem, har min generation set vores så disciplinerede mødre løbe ud af døren og falde om på sofaen af træthed, når de kom hjem. Vi vil ikke gentage succesen.

Jeg tror nu, at vores mødre også savnede os. Det lyder i hvert fald, som om Erica Jong savnede sit barn, når hun stred sig gennem turneer for at promovere sine bøger om de kvindelige erfaringer. Og måske er teorien om attachment parentning et backlash, men hvorfor er det lige netop denne nye dille, som Erica Jong angriber, og ikke USAs mangel på barselsrettigheder eller daginstitutioner. Er hun i virkeligheden lidt misundelig på al denne nærhed?

Det kvindelige frirum

Jeg spørger mig selv nu, hvor jeg går rundt stor og gravid og lige skal til at gå på barsel. Det sker med lige dele angst og lettelse. For er det job til mig, når jeg er tilbage? Vil jeg overhovedet kunne passe et job med to små børn, som får mellemørebetændelse og skoldkopper i en uendelighed? Små børn, som jeg endda mener ikke bør bruge mere end otte timer om dagen i en institution og gerne mindre?

Og samtidig er det så hyggeligt at ligge med min tre- årige om morgenen og ikke skulle skynde på ham for at nå vuggestue og arbejds- dagens første møde. I virkeligheden er jeg også bange for at komme til at nyde barslen alt for meget.

Det er muligt, at moderdyrkelsen er en forhindring for kvindernes ambitioner, men det er også et frirum fra den disciplinerede kontroltilværelse, som er blevet mange kvinders. Mit første år på barsel var også det første tidspunkt i mit voksenliv, hvor tingene bare udviklede sig af sig selv. Ingen chefer at please. Ingen angst for, at kontrakten ikke blev forlænget. Intet sug i maven over, om jeg nu også leverede denne gang.

At vende tilbage til arbejdsmarkedet efter barslen var et chok. Godt nok har jeg i modsætning til Erica Jongs datter adgang til en næsten gratis, men også nedslidt og besparelsesramt daginstitution, som vil passe børn kl. 7-17, men denne fikse ordning skar også mit personlige feministiske dilemma ud i pap: At være på arbejde 8-16 er for lidt til rigtigt at gøre karriere, men også for meget til at jeg syntes, at det var rigtig godt for min etårige søn.

En ny opskrift

»Vi har brug for at blive frigjort fra skyldfølelsen omkring vores børn, ikke at blevet yderligere bundet af den. Vi har brug for nogen, som siger: Gør det så godt, du kan,« skriver Erica Jong, men jeg tvivler på, at hun ville give mig det samme råd, hvis det gjaldt min karriere. De feministiske mormødre har det nemlig med at overse en enkelt ting: At også arbejdsmarkedet er en verden fuld af social kontrol og absurde forventninger til den enkelte. »Kun hvis det er totalt genialt,« som redaktøren svarede tilbage, da jeg spurgte, om dette essay måtte være 1.000 tegn længere.

At sørge for at lave økologisk mos og koge stofbleer er intet mod det senkapitalistiske arbejdsmarkedets krav til sine højtuddannede ansatte om commitment, fleksibilitet og kontinuerlig genialitet. Og især for kvinderne, hvis arbejdsliv stadig defineres og ledes af mænd, som har det med at forlange, at deres kvindelige ansatte skal kunne performe lige så aggressivt som en mand og opføre sig lige så sødt som en traditionel kvinde.

Et nyt studie af kvinder og mænds anbefalinger viser, at kvinderne konsekvent beskrives som sødere, venligere og mere sociale end mændene af deres tidligere chefer, men også at kvindernes chance for at få jobbet bliver mindre, jo sødere deres anbefaling siger, de er.

På sådan et arbejdsmarked kan man få lyst til at trække sig. Drosle ned, gå freelance, bede om deltid og i stedet dyrke den nære relation til barnet, hvis kærlighed er mere trofast end chefens.

At det valg også har en pris er åbenlyst. Jeg kan læse det i min mors bekymring for min karriere og i statistikkerne over kvindelige ledere, ligeløn og kvindelig kontra mandlig taletid i medierne. Det er derfor, at det ikke er nok at opfordre de moderne mødre til at opgive deres tårnhøje moderidealer og i stedet bare gøre det så godt, som de kan. Vi har stadig en opskrift for samfundets indretning og det gode liv, som trænger til at blive revideret.

Kilder: Ann Taylor Allen: Feminism and motherhood in Western Europe 1890-1970 The maternal dilemma, Palgrave Macmillan 2005. Suzanne Giese: Moderskab En rejse i moderskabets kulturhistorie, Tiderne Skifter, 2004. Molly Fast-Jong: Growing up with Ma Jong, Wall Street Journal 2010. Futurity.org: Reference letters cost women jobs? 2010. Erica Jong: Mother madness, Wall Street Journal, 2010. Britt Lilja: Kvindekampens døtre, DR Multimedie, 2007.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Niklas Monrad

Til lykke med et rigtig flot essay, der står ved egen kraft uden hverken at anklage, forsvare eller belære. Et essay som på en blød og intelligent vis behandler et emne som formodentlig er noget nær universelt for moderne kvinder, men som i aller højeste grad har en direkte effekt på disse kvinders mænd og øvrige nære omgivelser.

Måske skal man nå til den erkendelse at der er mere end en enkelt opsktift som kan skabe det gode liv.

Måske skulle man bare lade hver kvinde gøre som det som føles bedst for hende. Det betyder formodentlig at der må lettes på de mange variationer af socialt pres - ofte af modsat rettet art - ethvert menneske udsættes for.

Måske er det gode liv bare at passe sig selv, og ikke blande sig i andres gøremål, levestil og tænkemåde med mindre de udtrykker ønske om det selv. Det forekommer mig i hvert tilfælde at være en god begyndelse ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Og? Hvor er fædrene henne i alt dette her? Hvad med at stille nogle krav til dem, fædrene altså?

Og Johanne Mygind nægter at indse, at i andre samfund kan børn altså gidt finde ud af det det med flere voksne, som har omsorg for dem. Især blandt det som hedder 'primitive folk' eller 'indfødte folk' som f.eks. karenerne, punan bah'erne eller visse stammefolk i Afrika.

Og hvad ned at begynde at stille nogle krav til samfundet, så familier med børn også kan være her. Og ikke behøver at have deres børn i børnehave f.eks. fra 7 til 17 hver dag.

Så kan det måske endelig være, at folk fatter hvad feministerne mente dengang i 1970erne, da de sagde, at det private er politisk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for christian schmidt-rasmussen

Det er temmelig svært at sammenligne Danmark og USA på de punkter som Erica Jong skriver om. Men på nogle centrale punkter er der ligheder. I Danmark er det dog ikke så meget moderskabet, men forældreskabet der dyrkes. Det fyldes med ritualer og påbud i et omfang så det er pænt angstprovokerende. Det starter som sagt med et ammepåbud som der ikke er meget der underbygger det rationelle i. I det hele taget er mad, og ikke mindst økologisk mad, blevet en temmelig klam fetisch i vores samfund. Når ungerne derefter starter i forskellige daginstitutioner og derefter skole oplever man flere krav til forældrerollen som var mere eller mindre utænkelige for bare 15 år siden. Ved et forældremøde var der et flertal af forældre der mente at det var en god ide at vi kom i frokostpausen og skar frugt ud til børnene. En anden gang at dem der havde fulgt børnene til svømning skulle tørre børnenes hår bagefter. Børn på 10 år! Det kan de sgu gøre selv! At få de ydre ting i forhold til dine børn til at se godt ud er temmelig vigtigt. Jeg kan som et andet eksempel nævne at på mine ungers privatskole når ungerne afleverer store opgaver, er det forbløffende ofte at det er ganske tydeligt at det er deres forældre der var lavet den.
Det er her vi har problemet. Ikke i at der er nogle kvinder der dropper omverden og låser sig inde i deres egen livmoder. Men at forældreskabet er blevet gjort til noget helligt, med hemmelige ritualer og normer som kun kendes af de rigtigt indviede og som mere eller mindre kun handler om noget ydre. Den måde det moderne forældreskab er skruet sammen på er skabt til at lave tabere, det er en social udstødningsmekanisme, hvis formål er at få de indviede til have det godt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alice  Nørlem

Skønt essay. Herligt befriet for klynk og bidske bjæf.
Jeg savner af og til en lillebitte ting i debatten: Det handler om børn. Det er de små, der grangiveligt ligner mennesker i miniformat.
Mennesker har brug for nærhed og anstændighed. Det er altså ikke ambitionsløst og kvindefjendsk at ville behandle sine børn (og sig selv) ordentligt. Vil man karrieren går det såmænd nok, når børnene ikke længere behøver at blive ammet og hentet tidligt i daginstitutionen.
Der findes faktisk kvinder som har gjort det -
Hanne Bech Hansen arbejdede på halv tid i 14 år. Hun fik da en slags karriere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Marie Pedersen

Der er dårlig økonomi i at sende far på barsel eller på nedsat tid. Derfor gør mor det. Og hun nyder det måske også.

Det centrale valg for mor står typisk mellem au pair/institution eller karrierer. Far er ofte ikke en mulighed - har har det i hvert fald statistisk set langt større konsekvenser for familiens økonomi.

Jeg giver gladeligt afkald på en masse karriererdrømme til fordel for tidlig børneafhentning i institution. Men hvorfor skal det ikke være et valg for min mand?

Problemet handler derfor ikke om, at kvinder skal føle skyld over, at de vælger deres børn - men om at man kan ærgre sig over, at fædre ikke har mulighden for at tage over i mange tilfælde. De skaber låste roller, som har fordele og ulemper for både mænd og kvinder; og som uanset hvordan man vender og drejer det, indskrænker den enkeltes frihed til at vælge...

Det burde man italesætte lang mere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Det er jo altsammen de sædvanlige konsekvenser af en kvindekamp, der ikke stillede krav på menneskets vegne, men på samfundets. Kvinderne blev lokket til at opgive en frihed (og en væsentlig indsats), som ikke lod sig måle på kapitalistisk vis, hvor den reelle kamp burde have været om belønning for det arbejde, man nu betaler professionelt personale for.
Der tales så meget om den større vækst og rigdom; men sandheden er jo den, at mere kan man naturligvis sagtens frembringe, hvis man arbejder mere - det har intet med større rigdom at gøre. Større rigdom opstår kun, når man på samme eller bedre vilkår opnår mere. Problemet bunder i, at arbejdskraft ikke er en mangelvare, men at vi tværtimod sagtens kan fremstille mere end rigeligt med langt færre arbejdstimer - så hvorfor ikke gøre det og så bruge tiden fornuftigt på at stimulere sine børn med fornuftige sysler. Så ville alt det hysteri, der omtales højere oppe, også fordufte, for så ville den dårlige samvittighed ikke besudle forældre/barn-relationen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Katja Marie  Rønnike

Flot essay, der sætter mange tanker i gang. Godt greb at vende Erica Jongs citat om ved at erstatte ordet 'moderskab' med ordet 'arbejde'. "Vi har brug for nogle, der siger: Gør det så godt, du kan". Både det ene og det andet. Fin pointe! Og meget interessant, at barslen for rigtig mange kvinder også efterhånden opleves som et åndehul og et frirum. Det siger lidt om ræset på arbejdsmarkedet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Toft

Godt indlæg om en verden, som jeg ikke selv er hjemme i, men som er så rigtig for mange kvinder. At sikre, at børn vokser op med "fedt nok på nerverne" til at klare sig godt igennem restsen af livet, er en af de allervigtigste opgaver, et menneske kan have.

Men så en helt lokumskold observation, som mange nok vil synes ganske upassende. 60 procent af pladserne på universiteterne er optaget af de dygtige kvinder. Bør vi ikke kvotere flere mænd ind af hensyn til landets fremtid? Hvis de altså gider at uddanne sig:-)

Over 40 procent af de danske kvinder vælger jo også at gå på deltid, når de har fået børn (og flest i den offentlige sektor, der jo også er magneten for de højestuddannede kvinder).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Gotthardsen

Spændende essay, som fik mig op af stolen.
Er selv mor til to små børn under 3 år og må bare spørge: Hvor er far henne? 7-17 i institution - sig mig er det kun mor, der skal hente og bringe?

Jeg græmmes ved at se, hvor mange af mine medsøstre, der med største selvfølgelighed tager næsten hele ansvaret for børnene og nedprioriterer deres eget liv og karriere. Samtidigt med at de ikke tør give ansvar til børnenes far. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der omend jeg elsker mine børn højt ikke vil bruge de næste 10 år af mit liv på at være fuldtidshusmor - bare fordi jeg måske har en idé om, at jeg er bedst til det.
Fædrene skal på banen! Ikke kun til at hjælpe til, men til at tage barsel og ansvar. OG så må vi kvinder lære at give slip og give plads. En far kan godt tage anden halvdel af orloven og tænk han kan faktisk godt finde ud af det hele - undtagen at amme, hvis han altså får lov! Og det er lidt der jeg synes kernen ligger - i vores jagt på det perfekte moderskab er der ikke meget plads til far, som andet end projektmedarbejder, der skal have at vide hvilke strømper, der passer til hvilket tøj og hvornår der skal købes bleer! Giv slip kvinder - ellers kan vi godt kysse ligstillingen farvel!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anne johanne

Tak Johanne, og tak til Information for denne tilgang, der bløder op på deres tidligere meget generaliserende tilgang til emnet.
Der er stor tendens til at generalisere og lave sociologiske studier ud af mødre og moderskabet, lige fra hvem, hvad og hvorfor mødre får børn, til socialt at placere dem langt nede af rangstien på baggrund af dette valg.
http://www.information.dk/176285
F.eks. denne artikkel skreg os i ansigtet, og den siger noget om hvor ensidigt man kan fremstille virkeligheden, der derved fremstår halv og forvrænget!
Hvad nu hvis vi mødre, os der konkret prioriterer vore familie/børn før arbejde, i virkeligheden ikke er at generalisere og sætte i få kasser.. ( uddannelse, indtægt, politisk ståsted, datter af rødstrømpe eller f.eks. datter af hjemmegående landmandskone...)
Hvad nu hvis vi nutidens mødre bare bredt er mere oplyste, prægede og bevidste om, hvor vigtige de første år af vores børns live er, og hvor stor inflydelse deres mor og far har på deres udvikling?Hvad hvis vi vælger livskvalitet frem for karriære?
Eller hvis vi synes at den lokale børneinstitution ikke er god nok til 8-10 timers ophold i døgnet, eller bare vil passe på vores forskellige/individuelle børns små sjæle, fordi institutions livet i store doser er hårdt for dem...
Det præger vores børn, det vi vælger for dem.
Det er livskvaliteten der er en del af essensen i denne debat, både forældres og børns.
Det er forældrenes ansvar at få familielivet til at fungere for alle, og f.eks tage ansvar for om det er børnenes hæl og tå der hugges i, for at familien og menneskelivet kan komme til at passe ind i nutidens samfund.

anbefalede denne kommentar