Læsetid: 8 min.

Alt det putteri

Min mors generation klager over at vi bruger alt for meget tid på vores børn. Vi svarer tilbage, at de brugte alt for lidt tid på os
Det er ikke nok at opfordre de moderne mødre til at opgive deres tårnhøje moderidealer og i stedet bare gøre det så godt, som de kan. Vi har stadig en opskrift for samfundets indretning og det gode liv, som trænger til at blive revideret. 
 Arkiv

Det er ikke nok at opfordre de moderne mødre til at opgive deres tårnhøje moderidealer og i stedet bare gøre det så godt, som de kan. Vi har stadig en opskrift for samfundets indretning og det gode liv, som trænger til at blive revideret.
Arkiv

Kristine Kiilerich

12. november 2010

»Motherphilia«.

Det er glamourfeministen Erica Jong, som stiller diagnosen på kultursiderne i sidste lørdags Wall Street Journal.

»Vores besættelse af forældreskabet er en undvigemanøvre. Den erstatter den store verden med vores egen lille verden.«

Rasende går Erica Jong til angreb på den omfattende moderkult, som får topmodellerne til at ofre deres bryster på amningens alter og almindelige middelklasse- kvinder til at tilslutte sig teorien attachment parent baseret på studier af naturfolkenes mødre, som samsover med børnene, ammer til de er tre og bærer barnet i en slynge på maven.

»Det er et fængsel for mødre og er lige så stort et tilbageslag for kvinders frihed som antiabort-bevægelsen,« slår hun fast og efterlader mig, datter af en rødstrømpe og højgravid med barn nummer to, foruroliget på både mit køn og mine egne muligheders vegne. Jeg brugte endda en slynge til mit første barn. Det var hyggeligt at have ham helt tæt på.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Til lykke med et rigtig flot essay, der står ved egen kraft uden hverken at anklage, forsvare eller belære. Et essay som på en blød og intelligent vis behandler et emne som formodentlig er noget nær universelt for moderne kvinder, men som i aller højeste grad har en direkte effekt på disse kvinders mænd og øvrige nære omgivelser.

Måske skal man nå til den erkendelse at der er mere end en enkelt opsktift som kan skabe det gode liv.

Måske skulle man bare lade hver kvinde gøre som det som føles bedst for hende. Det betyder formodentlig at der må lettes på de mange variationer af socialt pres - ofte af modsat rettet art - ethvert menneske udsættes for.

Måske er det gode liv bare at passe sig selv, og ikke blande sig i andres gøremål, levestil og tænkemåde med mindre de udtrykker ønske om det selv. Det forekommer mig i hvert tilfælde at være en god begyndelse ...

Og? Hvor er fædrene henne i alt dette her? Hvad med at stille nogle krav til dem, fædrene altså?

Og Johanne Mygind nægter at indse, at i andre samfund kan børn altså gidt finde ud af det det med flere voksne, som har omsorg for dem. Især blandt det som hedder 'primitive folk' eller 'indfødte folk' som f.eks. karenerne, punan bah'erne eller visse stammefolk i Afrika.

Og hvad ned at begynde at stille nogle krav til samfundet, så familier med børn også kan være her. Og ikke behøver at have deres børn i børnehave f.eks. fra 7 til 17 hver dag.

Så kan det måske endelig være, at folk fatter hvad feministerne mente dengang i 1970erne, da de sagde, at det private er politisk.

christian schmidt-rasmussen

Det er temmelig svært at sammenligne Danmark og USA på de punkter som Erica Jong skriver om. Men på nogle centrale punkter er der ligheder. I Danmark er det dog ikke så meget moderskabet, men forældreskabet der dyrkes. Det fyldes med ritualer og påbud i et omfang så det er pænt angstprovokerende. Det starter som sagt med et ammepåbud som der ikke er meget der underbygger det rationelle i. I det hele taget er mad, og ikke mindst økologisk mad, blevet en temmelig klam fetisch i vores samfund. Når ungerne derefter starter i forskellige daginstitutioner og derefter skole oplever man flere krav til forældrerollen som var mere eller mindre utænkelige for bare 15 år siden. Ved et forældremøde var der et flertal af forældre der mente at det var en god ide at vi kom i frokostpausen og skar frugt ud til børnene. En anden gang at dem der havde fulgt børnene til svømning skulle tørre børnenes hår bagefter. Børn på 10 år! Det kan de sgu gøre selv! At få de ydre ting i forhold til dine børn til at se godt ud er temmelig vigtigt. Jeg kan som et andet eksempel nævne at på mine ungers privatskole når ungerne afleverer store opgaver, er det forbløffende ofte at det er ganske tydeligt at det er deres forældre der var lavet den.
Det er her vi har problemet. Ikke i at der er nogle kvinder der dropper omverden og låser sig inde i deres egen livmoder. Men at forældreskabet er blevet gjort til noget helligt, med hemmelige ritualer og normer som kun kendes af de rigtigt indviede og som mere eller mindre kun handler om noget ydre. Den måde det moderne forældreskab er skruet sammen på er skabt til at lave tabere, det er en social udstødningsmekanisme, hvis formål er at få de indviede til have det godt.

Skønt essay. Herligt befriet for klynk og bidske bjæf.
Jeg savner af og til en lillebitte ting i debatten: Det handler om børn. Det er de små, der grangiveligt ligner mennesker i miniformat.
Mennesker har brug for nærhed og anstændighed. Det er altså ikke ambitionsløst og kvindefjendsk at ville behandle sine børn (og sig selv) ordentligt. Vil man karrieren går det såmænd nok, når børnene ikke længere behøver at blive ammet og hentet tidligt i daginstitutionen.
Der findes faktisk kvinder som har gjort det -
Hanne Bech Hansen arbejdede på halv tid i 14 år. Hun fik da en slags karriere.

Anne Marie Pedersen

Der er dårlig økonomi i at sende far på barsel eller på nedsat tid. Derfor gør mor det. Og hun nyder det måske også.

Det centrale valg for mor står typisk mellem au pair/institution eller karrierer. Far er ofte ikke en mulighed - har har det i hvert fald statistisk set langt større konsekvenser for familiens økonomi.

Jeg giver gladeligt afkald på en masse karriererdrømme til fordel for tidlig børneafhentning i institution. Men hvorfor skal det ikke være et valg for min mand?

Problemet handler derfor ikke om, at kvinder skal føle skyld over, at de vælger deres børn - men om at man kan ærgre sig over, at fædre ikke har mulighden for at tage over i mange tilfælde. De skaber låste roller, som har fordele og ulemper for både mænd og kvinder; og som uanset hvordan man vender og drejer det, indskrænker den enkeltes frihed til at vælge...

Det burde man italesætte lang mere.

Det er jo altsammen de sædvanlige konsekvenser af en kvindekamp, der ikke stillede krav på menneskets vegne, men på samfundets. Kvinderne blev lokket til at opgive en frihed (og en væsentlig indsats), som ikke lod sig måle på kapitalistisk vis, hvor den reelle kamp burde have været om belønning for det arbejde, man nu betaler professionelt personale for.
Der tales så meget om den større vækst og rigdom; men sandheden er jo den, at mere kan man naturligvis sagtens frembringe, hvis man arbejder mere - det har intet med større rigdom at gøre. Større rigdom opstår kun, når man på samme eller bedre vilkår opnår mere. Problemet bunder i, at arbejdskraft ikke er en mangelvare, men at vi tværtimod sagtens kan fremstille mere end rigeligt med langt færre arbejdstimer - så hvorfor ikke gøre det og så bruge tiden fornuftigt på at stimulere sine børn med fornuftige sysler. Så ville alt det hysteri, der omtales højere oppe, også fordufte, for så ville den dårlige samvittighed ikke besudle forældre/barn-relationen.

Katja Marie Rønnike

Flot essay, der sætter mange tanker i gang. Godt greb at vende Erica Jongs citat om ved at erstatte ordet 'moderskab' med ordet 'arbejde'. "Vi har brug for nogle, der siger: Gør det så godt, du kan". Både det ene og det andet. Fin pointe! Og meget interessant, at barslen for rigtig mange kvinder også efterhånden opleves som et åndehul og et frirum. Det siger lidt om ræset på arbejdsmarkedet.

Godt indlæg om en verden, som jeg ikke selv er hjemme i, men som er så rigtig for mange kvinder. At sikre, at børn vokser op med "fedt nok på nerverne" til at klare sig godt igennem restsen af livet, er en af de allervigtigste opgaver, et menneske kan have.

Men så en helt lokumskold observation, som mange nok vil synes ganske upassende. 60 procent af pladserne på universiteterne er optaget af de dygtige kvinder. Bør vi ikke kvotere flere mænd ind af hensyn til landets fremtid? Hvis de altså gider at uddanne sig:-)

Over 40 procent af de danske kvinder vælger jo også at gå på deltid, når de har fået børn (og flest i den offentlige sektor, der jo også er magneten for de højestuddannede kvinder).

Dorte Gotthardsen

Spændende essay, som fik mig op af stolen.
Er selv mor til to små børn under 3 år og må bare spørge: Hvor er far henne? 7-17 i institution - sig mig er det kun mor, der skal hente og bringe?

Jeg græmmes ved at se, hvor mange af mine medsøstre, der med største selvfølgelighed tager næsten hele ansvaret for børnene og nedprioriterer deres eget liv og karriere. Samtidigt med at de ikke tør give ansvar til børnenes far. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der omend jeg elsker mine børn højt ikke vil bruge de næste 10 år af mit liv på at være fuldtidshusmor - bare fordi jeg måske har en idé om, at jeg er bedst til det.
Fædrene skal på banen! Ikke kun til at hjælpe til, men til at tage barsel og ansvar. OG så må vi kvinder lære at give slip og give plads. En far kan godt tage anden halvdel af orloven og tænk han kan faktisk godt finde ud af det hele - undtagen at amme, hvis han altså får lov! Og det er lidt der jeg synes kernen ligger - i vores jagt på det perfekte moderskab er der ikke meget plads til far, som andet end projektmedarbejder, der skal have at vide hvilke strømper, der passer til hvilket tøj og hvornår der skal købes bleer! Giv slip kvinder - ellers kan vi godt kysse ligstillingen farvel!

Tak Johanne, og tak til Information for denne tilgang, der bløder op på deres tidligere meget generaliserende tilgang til emnet.
Der er stor tendens til at generalisere og lave sociologiske studier ud af mødre og moderskabet, lige fra hvem, hvad og hvorfor mødre får børn, til socialt at placere dem langt nede af rangstien på baggrund af dette valg.
http://www.information.dk/176285
F.eks. denne artikkel skreg os i ansigtet, og den siger noget om hvor ensidigt man kan fremstille virkeligheden, der derved fremstår halv og forvrænget!
Hvad nu hvis vi mødre, os der konkret prioriterer vore familie/børn før arbejde, i virkeligheden ikke er at generalisere og sætte i få kasser.. ( uddannelse, indtægt, politisk ståsted, datter af rødstrømpe eller f.eks. datter af hjemmegående landmandskone...)
Hvad nu hvis vi nutidens mødre bare bredt er mere oplyste, prægede og bevidste om, hvor vigtige de første år af vores børns live er, og hvor stor inflydelse deres mor og far har på deres udvikling?Hvad hvis vi vælger livskvalitet frem for karriære?
Eller hvis vi synes at den lokale børneinstitution ikke er god nok til 8-10 timers ophold i døgnet, eller bare vil passe på vores forskellige/individuelle børns små sjæle, fordi institutions livet i store doser er hårdt for dem...
Det præger vores børn, det vi vælger for dem.
Det er livskvaliteten der er en del af essensen i denne debat, både forældres og børns.
Det er forældrenes ansvar at få familielivet til at fungere for alle, og f.eks tage ansvar for om det er børnenes hæl og tå der hugges i, for at familien og menneskelivet kan komme til at passe ind i nutidens samfund.