Nyhed
Læsetid: 7 min.

Et rigtigt menneske er også en sladrehank

Hvad enten du er en højtstående officer i hæren, generaldirektør, kollega eller en 12-årigs bedste veninde, kan det være svært at holde på en hemmelighed. Som mennesker lækker vi. For at opnå social anerkendelse; for at undgå uretfærdigheder; fordi vi ikke kan bære det alene - eller bare fordi vi ikke kan lade være. For hemmeligheder er grundstoffet i det at være menneske
Hvad enten du er en højtstående officer i hæren, generaldirektør, kollega eller en 12-årigs bedste veninde, kan det være svært at holde på en hemmelighed. Som mennesker lækker vi. For at opnå social anerkendelse; for at undgå uretfærdigheder; fordi vi ikke kan bære det alene - eller bare fordi vi ikke kan lade være. For hemmeligheder er grundstoffet i det at være menneske
Moderne Tider
6. november 2010

Det er svært at stole på nogen for tiden. Hemmelighederne vælter ud af skabene hos forsvaret, der har problemer med jægerbogen, hos regeringen, der har problemer med Wikileaks, hos nazisterne i Århus, der har problemer med hemmelige agenter, og hos DRs nu tidligere generaldirektør, der har problemer med den pludseligt landskendte journalist Kurt Lassen.

Mange har svært ved at holde på hemmeligheder. For hemmeligheder er handelsvarer og en vital del i hele vores sociale omgang med andre mennesker: Ved at inkludere andre i hemmelighederne, kan man opnå social status, så andre føler sig inkluderet, eller ved selv at føle sig betroet hos andre mennesker. Men også ved at kunne honorere tilliden ved at holde på dem.

»De fleste af os kan kun holde på en hemmelighed i få minutter eller i bedste fald et par dage,« forklarer psykologiprofessor ved Harvard Universitet Dan Wegner, der har forsket i menneskers evne til at holde oplysninger tilbage.

»At holde på en hemmelighed er tillært. Se på børn de er notorisk dårlige til at holde på hemmeligheder. De lærer det først med alderen,« forklarer Wegner og påpeger, at vores behov for at røbe hemmeligheder kan spores neurologisk. Dele af hjernen er altid i kampberedskab og fokuseret på de værste scenarier og alt det, vi ikke må. Så hvis du har en hemmelighed, der for alt i verden ikke må komme frem, beskæftiger din hjerne sig næsten konstant med det scenarie, hvor du fortæller om den. Og det kan være svært at bære alene.

Den ensomhed oplevede Charlotte Johannsen, da hun gennem næsten et år udgav sig for at være højreekstremist i det nynazistiske miljø i Århus. Hun fortalte ikke nogen, at hun arbejdede under dække. Hverken gamle venner eller det nye miljø, hun færdedes i, anede uråd, men i længden blev selve hemmeligheden altoverskyggende og opslidende. For hende selv.

»Det at holde på en hemmelighed så stor som den, jeg levede med, skaber en distance til andre mennesker. Fordi der er så stor en del af dig selv, som du ikke må fortælle om,« siger hun.

»Jeg blev meget ensom distancen, samvittigheden og de komplekse følelser, der kører rundt i kroppen på dig, er du helt alene med. Ingen omkring mig kendte dem.«

Syndere og helte

Selv om motiverne kan være vidt forskellige, har vi et grundlæggende behov for at dele hemmeligheder. Et behov, diverse internetsites har hjulpet folk med de sidste år, hvor sider som Grouphug, Jegtilstaar og Postsecret hver dag har modtaget tusinder af hemmeligheder fra folk over hele verden. Som en moderne skriftestol, men uden omverdenens dom. Fraværet af omverdenens reaktion er også det, der gør, at folk har meget svært ved at nøjes med at røbe sig til sin skriftefader.

I tilfældet af militære eller statslige hemmeligheder kan selve omverdenens reaktion være selve pointen ved lækagen. I det system lever de såkaldte whistleblowers, hvis motiver for at røbe hemmeligheder kan være lige så forskellige som de 12-årige pigers i skolegården forsmåelse, popularitet, ensomhed eller kedsomhed. Men som regel påberåber whistleblowers sig en højere sags tjeneste, hvor sandheden går forud for den eventuelle sikkerhedsrisiko. Derfor har lande som USA og Sverige ligefrem beskyttet de lækkende elementer ved lov. Men sådan en beskyttelse har de ikke i Danmark, og måske netop derfor har vi meget få af den slags sager i Danmarkshistorien, mener forsker ved Dansk Institut for Militære Studier Lars Bangert Struwe.

»Vi har indtil for nylig heller ikke haft forfærdeligt meget at råbe højt om,« siger han.

»Men nu, hvor der kommer flere sager, mener jeg, det store problem er, hvordan vi behandler de mennesker bagefter, og det har man heller aldrig løst i andre lande. Whistleblowers får ofte en lidt dobbelt modtagelse i befolkningen, fordi de på den ene side kommer ud med historier og oplysninger, vi ikke ellers ville få fat i, men på den anden side anser vi dem også som anløbne eller forrædere. Det vil altid være forbundet med en vis form for stigmatisering ikke at kunne holde på en hemmelighed,« siger Lars Bangert Struwe. Her er skæbnen for store institutioners og staters sladrehanke ikke meget forskellig fra dem vi kendte som børn.

»Det er lidt som dem, der sladrer i skolegården på den ene side er det i orden at sladre, men vi ved også alle sammen, hvordan vi har det med dem, der gjorde det bagefter,« siger han uden at tage stilling til, hvorvidt lækagerne er skadelige for militære samarbejder med andre lande eller gavnlige for demokratiet eller begge dele.

De store institutioner er også selv storforbrugere af brodne kar. Både Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste baserer væsentlige dele af deres opklaring på informanter eller spioner, der lever i de kriminelle miljøer. Og selv om det i lige så høj grad som i det militære system kræver et særligt mod, bliver også denne type whistleblowers ofte anset for at have en lidt blakket moral, for ifølge filosof Anders Fogh Jensen gælder det samme ræsonnement overalt i samfundet:

»Hvis du kan finde på at stikke dine venner, hvem kan du så også finde på at stikke?,« spørger han retorisk.

Det handler ifølge ham om, risikovurderinger og om hvilken gruppe, man ønsker at beskytte.

»Beskytter du en større gruppe mennesker, end du risikerer at skade ved at bryde tavsheden? Sælger du dine rocker-venner for at hjælpe det danske samfund men så følger spørgsmålet: Vil du også sælge det?«

Kapitalisering

De moralske og etiske dilemmaer, de store whistleblowers står over for, kan godt sammenlignes med de overvejelser, vi må gøre os på et personligt plan, mener dr. Linda Stroh, der er adfærdsforsker ved Loyola University Chicago og forfatter til bogen Truth Rules. Det handler om de personlige omkostninger og mål.

»En hemmelighed giver social kapital ved at blive røbet, men også ved at kunne holdes. Hvorvidt det ene eller det andet vinder, afgøres i sidste ende af dit ego og dit behov for at være tæt på andre mennesker,« siger Linda Stroh.

»De fleste af vores handlingsmønstre er styrede af vores ego, og når vi fortæller en hemmelighed, er en stor del af det at vise et andet menneske, at de er vigtige. Vi bliver gjort særlige ved at blive betroet, og vi bliver gjort særlige ved at betro os det er her, de tætte relationer kan opstå.«

Således kan psykisk meget stærke eller selvstændige personer have et mindre behov for ekstern anerkendelse, mener Linda Stroh, men det er også her, hemmeligheden virker dobbelt. Det kan også være nødvendigt for folk at opbygge selvtillid ved at vise sig selv, at man er en person, der kan holde på en hemmelighed, siger hun.

Professor Dan Wegner går endda så langt som at sige, at det for de fleste mennesker er sundt at have hemmeligheder.

»På et dybere niveau kan man sige, at du slet ikke har et selv medmindre du har en hemmelighed,« forklarer han.

»Vi oplever alle sammen perioder i vores liv, hvor vi mister os selv i en social gruppe, arbejde eller parforhold, og her kan det være rart og sundt at gribe fat i sin hemmelighed som et tilflugtssted, der kan skærme din identitet fra omverdenen.«

Det var det, der skete for Charlotte Johansen, der infiltrerede det århusianske nazistmiljø. For hende var det hemmeligheden, der afskærmede hende fra det miljø, hun nu var blevet en del af:

»At det var en hemmelighed at jeg ikke var som dem, jeg omgav mig, var også det, der holdt mig fast i, hvem jeg var. Det var det, der skærmede min personlighed,« forklarer Charlotte Johannsen, der efterhånden på grund af sin store hemmelighed fik et mere og mere overfladisk forhold til andre mennesker. Desuden fik hun dårlig samvittighed over at få personlige historier fra mennesker, hun intet gav igen. Efter et halvt år røbede hun sig for en kollega.

»Det holdt mig selv fast i, hvem jeg i virkeligheden var. Hvis man i så lang tid, som jeg gjorde, går rundt og holder på en hemmelighed, som ingen mennesker kender til, hvor er så barrieren, som gør, at du ikke bare bliver den, du foregiver at være?«

En menneskelig handelsvare

Og det er ganske typisk. For når det alligevel er så svært for de fleste mennesker at have en hemmelighed, kan det skyldes følelsen af svigt over for andre mennesker, der ikke får lov til at kende sandheden, mener Linda Stroh.

»Vi kan føle os som løgnere, fordi vi ikke fortæller sandheden, og meget få mennesker bryder sig om at se sig selv som løgnere. På den måde kan hemmeligheder være dræbende for menneskelige relationer.«

Sandy Allgeier er ligesom Linda Stroh adfærdsforsker og forfatter til en række storsælgende bøger blandt andre The Personal Credibility Factor, der handler om det ,der giver folk troværdighed. Også hun ser i høj grad hemmeligheder som handelsvarer, der har forskellige kapitaliseringsmuligheder og som kan røbes med et hav af motiver.

»Alle mennesker har hemmeligheder, og det er der ikke noget forkert i. Der er heller ikke noget forkert i at dele dem, men det er vigtigt for hele dit velbefindende at være bevidst om, hvem man har lyst til at videregive sine oplysninger til, og hvorfor,« formaner hun, der ligesom Daniel Wegner mener, at det at beholde hemmeligheden kan være identitetsopbyggende.

»Alene det at bearbejde hemmeligheder kan opbygge identitet. Hele den moralske afvejning af, om man skal dele sine informationer, hvorfor og med hvilke bevæggrunde, er en stor personlig proces, der er med til at skabe en selv som menneske,« siger hun.

Først sidste mandag blev det offentligt kendt, at Charlotte Johannsen havde levet et dobbeltliv. Her udgav hun sine oplevelser i bogen Forklædt som nazist.

»Det var en stor lettelse at komme frem med min hemmelighed, men samtidig var det også meget overvældende, for det var jo min hemmelighed. Det var nærmest grænseoverskridende, for det var en del af min identitet at have en hemmelighed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Thomsen

- en af grundene til ikke at holde Information? At et menneske et stykke tid lever et dobbeltliv og at vi så bagefter funderer over det? Her fornemmer jeg stor sensitivitet og meget finfølelse...eller hvad?
Vi konstruerer da alle vore liv forfra hver dag og det liv kan se forbløffende forskelligt ud både for os selv i løbet af dagen og set fra de medmennesker, der krydser vor vej i løbet af dagen. Den samme historie kan fortælles på så vidt forskellige måder, at man selv kan komme i tvivl om hvor den "rigtige" sandhed er. Jeg tror, det hedder vinkling. De versioner eller vinkler, der ikke bliver fortalt eller som bliver fortiet, bliver på en måde til hemmeligheder. De kommer jo ikke frem. Så vi er vel omgivet af hemmeligheder til alle sider og tider ;-)
Jeg synes, det er en god og smuk artikel om et af vore grundvilkår som mennesker, nemlig det daglige valg: hvem bør - kan - må - skal - tør - vil vi dele hvad med?

Birgitte Thomsen

"...Vi konstruerer da alle vore liv forfra hver dag..."

???

Det kender jeg ikke noget til. Er jeg så udenfor nu?

Birgitte Thomsen

"Et udsagn er en italesættelse, der gør eller konstruerer eksistens"
eller
"Ord skaber det, det nævner"
Sætninger som disse er der meget klogere mennesker end mig, der har udtalt udtalt. Og det er så sandt, så sandt. Vi vælger hele dagen lang hvordan vi vil fremtræde og hvordan vi vil agere. Det er nonstop enten - eller fra morgen til aften. I gør også! Så I er ikke udenfor ;-)