Læsetid: 5 min.

Ugens medarbejder: Gevinstrådgiveren

Hold fast i hverdagen. Det er vidunderligt at hjælpe de glade vindere, men de skal passe på ikke at sætte deres liv over styr, siger gevinstrådgiver for Danske Spil
Det er vidunderligt at hjælpe de glade vindere, men de skal passe på ikke at sætte deres liv over styr, siger gevinstrådgiver for Danske Spil
13. november 2010

De fleste er meget oppe på mærkerne, når de lige har vundet otte millioner kroner. Først tror de slet ikke på, at de har vundet. Og de fortæller mig gerne, at den værste periode var fra lørdag aften, da de opdagede, at de havde vundet til mandag morgen, hvor de kunne komme i banken. For hvor skulle de gøre af det her værdipapir, som lottokuponen var blevet til?

Alle er jo glade for at vinde. Men lige til at starte med kan det være så nyt og forvirrende, at det også kan virke lidt forskrækkende. Jeg er en meget rolig person. Der skal alvorlige ting til, før jeg bliver rigtig ophidset. Og jeg hjælper blandt andet, ved at bringe vinderen en lille smule ned på jorden igen oven på den fantastiske oplevelse, som det jo er, at gå fra en helt almindelig økonomi til lige pludselig at have flere millioner kroner på bankbogen. Jeg kan sige; tag det nu stille og roligt. Nu er der nogle helt praktiske ting, du lige skal gøre. Og giv dig nu god tid til at overveje, hvad det er, du gerne vil. For det allerdyreste er at gøre noget og så fortryde det bagefter. Jeg er pensioneret statsautoriseret revisor og har siden 2002 fungeret som gevinstrådgiver for Danske Spil.

De vinder, jeg ringer

Som helt ung var jeg træt af at gå i skole. Så jeg tog en tur som lærling og blev uddannet kommis i kolonial engros. Det skabte en interesse for regnskab og økonomi. Jeg læste videre på Niels Brock og på Handelshøjskolen og arbejdede i 40 år som revisor. Jeg har været partner i Deloitte og i mine sidste år med fuldtidsbeskæftigelse, var jeg revisionschef hos BG Bank. Da jeg gik på pension, var det så uheldigt for Danske Spil, der dengang hed Dansk Tipstjeneste, at den daværende gevinstrådgiver var blevet alvorligt syg. Så de ringede til mig og spurgte, om jeg ville hjælpe dem. Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg skulle være pensionist og passe børnebørn. Men jeg syntes, det lød spændende, så jeg takkede ja.

Danske Spil tilbyder alle, der vinder over halvanden million, at de kan få en gratis rådgivning. Vi er to rådgivere i Danmark, som arbejder fra henholdsvis København og Aalborg. Vi taler med vinderne om, hvad de nu kommer til at opleve, om hvordan man kan reagere, og om hvilke overvejelser man bør gøre sig. Jeg bliver først kontaktet af Danske Spil, og så ringer jeg til vinderen og laver en aftale. Vi mødes altid i vinderens bolig. Det synes jeg er meget vigtigt. For det er deres vante omgivelser og det sted, hvor nerverne er mindst ude på tøjet. Hvis man er nede i banken eller i et officielt mødelokale, er man på en helt anden led ude af sin dagligdag. Vi sidder gerne ved spisebordet og drikker en kop kaffe, mens vi snakker om tingene og skriver lidt ned.

Det første, vi taler om, er ofte, hvordan de oplevede det øjeblik, hvor de sad foran fjernsynet, og det gik op for dem, at det var en gevinstkupon, de sad med. Mange vælger at holde deres held tæt ind til kroppen af frygt for misundelse fra omgivelserne. De går og er skæppeglade indvendig uden at kunne dele det med nogen. Så når jeg kommer ud, har de virkelig et behov for at fortælle. Det bruger vi så noget tid på. Jeg har desuden lavet en liste over ting, som jeg synes det er væsentligt, at vi får snakket om. I vore dage er man f.eks. nødt til at spørge folk, om de er gift. Er det deres fælles børn? Og hvad skal man gøre testamentarisk? Ellers taler vi almindeligvis om fire ting: investering i fast ejendom, i obligationer, i aktier og i bankindeståender.

Det søde hverdagsliv

Jeg er i gennemsnit ude hos en vinder om ugen. Den største gevinst jeg har rådgivet omkring lå på nogle og tredive millioner. Normalt ligger gevinsterne et sted mellem tre og ti millioner. Det er mange penge. Men det ændrer ikke totalt din tilværelse. Det er min personlige opfattelse, at de enorme gevinster, man ser i udlandet, ikke er til glæde for nogen som helst. For hvis du vinder hundrede millioner kroner, så ødelægger det den hverdag, du har haft indtil nu. Mange mister deres venner. For du behøver måske ikke at spekulere på noget og kan bare gøre, som du vil. Men det kan dine venner altså ikke.

Det er vigtigt at holde fast i hverdagen. Du kan forsøde den. Men du skal ikke ændre totalt på den. Sådan mener jeg, at du får mest glæde af gevinsten. Min anbefaling er i alle situationer; hold ikke op med at arbejde! Al den sociale kontakt, du har gennem dit arbejde, skal du bevare. Du kan måske reducere lidt i totalarbejdsindsatsen. Men man skal tænke sig rigtig godt om, inden man helt opgiver sit job. Jeg har oplevet nogle ældre mennesker, som måske er gået på pension lidt før tid, og nogle studerende, som har droppet deres studiejob, så de kunne koncentrere sig om deres studier. Men så har de jo også haft en masse sociale kontakter derigennem.

Den heldige enke

De fleste har jo tænkt over, hvad de ville gøre, hvis de vandt i lotto. Men når det kommer til stykket er folk nok meget forsigtige og konservative. Ofte ender gevinsten i boliginvestering og obligationer. Men man skal da også gøre et eller andet, som man ellers aldrig ville have gjort. Det mest almindelige er en helt fantastisk rejse eller en bil af en anden klasse, end man har været vandt til. Jeg spiller ikke selv lotto, men det gør min kone for os. Vi har aftalt, at hvis vi skulle gå hen og vinde et stort beløb, så deler vi gevinsten med vores tre piger. Og den del, der falder på min kone og mig, skal gå til en rigtig god rejse. Hvis der så er noget til overs, skal det nok investeres i obligationer.

Det er vidunderligt at komme ud til nogle glade mennesker og føle, at jeg kan hjælpe dem med at få mest muligt ud af det vanvittige held, de har haft. Jeg tænker stadig en gang imellem på en af første vindere, jeg var ude hos. Hun havde været enke i 25 år og sad i en lille lejelejlighed uden noget som helst andet end en folkepension. Hun fortalte mig, at når hun var nede i byen og handle, og hun så et dejligt blomkålshoved, så havde hun ikke råd til at købe det. Hun kunne heller ikke købe seks øl med hjem til frokosten, når hendes fire børn skulle komme på besøg. Men så vandt hun godt fem millioner kroner. Og pludselig kunne hun købe en lille bil, så hun kunne pakke en kuffert og køre ud til sin nye kæreste, der boede en del kilometer væk. Pludselig blev tilværelsen meget lysere. Hun står stadig helt klart i min erindring. For det kunne jo ikke være ret meget mere vidunderligt.

 

Arne Lenstrup

71 år.

Pensioneret statsautoriseret revisor. Oprindeligt i lære som kommis.

Har siden 2002 arbejdet som gevinstrådgiver for Danske Spil

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu