Hvis andre opdager, hvor talentløs jeg er ...

Afsløringen lurer lige om hjørnet, og da blotlægges dit bedrageri. Det store tæppefald vil efterlade dig nøgen, og omgivelserne vil indse, at dine intellektuelle, kunstneriske og akademiske bedrifter er rene tilfældigheder. Du rummer ingenting
Angst. Det ville nok være en del sjovere at lave musik, hvis ikke man var så skide bange for at blive afsløret, siger Sys Bjerre

Angst. Det ville nok være en del sjovere at lave musik, hvis ikke man var så skide bange for at blive afsløret, siger Sys Bjerre

Sigrid Nygaard
11. december 2010

Skuespiller Jens Albinus tilstår øjeblikkeligt.

»Angst for ansigts-tab? Ja. Afsløring? Ja,« siger han.

Frygten for den store afsløring er altid tilstedeværende i hans professionelle liv, og bekymringer for, om ens succes udelukkende beror på held og tilfældigheder har et navn. Imposter syndrome eller fraud syndrome hedder det på engelsk, og selvom få mennesker kender til det, er det tilsyneladende ganske udbredt. Nogle amerikanske undersøgelser vurderer, at op imod 70 procent af vestens succesfulde mennesker i en vis udstrækning lider under syndromets snærende og altid nærværende tvivl. Imposter syndrome har aldrig fået et navn på dansk, men lad os give det et nu. Lad os kalde det bedragersyndromet, og the imposters for bedragerne.

I forestillingen om mindreværd er det oftest de små, der har hovedrollerne. Dernede i skraldet står de og ser op til dem, der har fået succes. Det er derimod ikke tilfældet i bedragersyndromet, her er det ikke de dumme drenge og de usikre piger det er ikke et tabersyndrom. Tværtimod.

»Ud af øjnene på de mest strålende sceniske og filmiske præstationer lyser panikken og angsten: Elsk mig nu, for satan! Liza Minelli, Jim Carrey, behøver jeg sige mere? Alle os, der ikke blev elsket nok for bare at være, blev naturligvis nødt til senere at stille os op på en scene og gøre. Søge bekræftelse igen og igen. Skuespilfaget bonner ind på alle de farlige parametre for præstations-junkies: Der er eksamen hele tiden. Synliggørelse og vurdering hver eneste dag. Og er du ikke på, er du ingenting,« siger Jens Albinus.

Skuespilleren Preben Leerdorf Rye, som var en af de største i skuespilfaget herhjemme, skal ifølge kollegaen Birgitte Federspiel ved slutningen af sin karriere have betroet hende følgende: Jeg har spillet med de største. Og de opdagede aldrig, at jeg snød. Man står med et landskab, hvor der er vide muligheder for at tvivle på egne evner, især når man opnår positiv respons.

»Hvad i alverden taler de om, når de siger, jeg er god, tænker man,« siger Jens Albinus.

Bedragerne kan have besteget Mount Everest på en dag uden at føle den saglige tilfredsstillelse ved en dags godt stykke arbejde. Sådan siger P.O. Eriksson, der som erhvervspsykolog har beskæftiget sig med syndromet på en række virksomheder.

»Bedragerne er konstant bange for, at døren bliver smækket op, og at alle råber: Du kan jo ingenting! Ligegyldigt hvad du opnår, føler du, at det ikke er din egen fortjeneste. Bedragerne har en enestående evne til bortforklare egne evner og tillægge alle andre hele succesen. Alt kan tillægges omverdenen, den hjælp, de fik, og det altid tilstedeværende held, og dét giver en stor frygt for afsløring,« siger P.O. Eriksson,

Hvem der bare var Nik og Jay

»Jeg ville da godt være ligesom Nik & Jay. Og bare give en fuck, hvad folk de mener men hey det er svært at få tid, når man også skal sørge for ikke at virke for uintelligent, så jeg maver mig fremad på min lånte tid, for om lidt vil I opdage, at jeg ikke kan en skid.« Sådan synger sangerinden Sys Bjerre i det indledende vers til sangen »Dans på Neuroser« fra hendes nyeste album.

»Ingen er i tvivl om, at Nik og Jay er bedøvende ligeglade med, hvad andre folk tænker,« siger Sys Bjerre. Hun er som tidligere vært på DR1-programmet Boogie og som komponisten bag sangen Malene i sommeren 2008 et kendt ansigt i Danmark.

»Den situation, Nik og Jay står i, er virkelig misundelsesværdig for os andre som går sindssygt meget op i, hvad folk mon lige går og tænker. Det ville nok være en del sjovere at lave musik, hvis ikke man var så skide bange for at blive afsløret,« siger hun.

Ikke alene gør bedragersyndromet sig gældende blandt offentligt kendte skikkelser, det findes især blandt de succesfulde, unge og fremadstormende.

Ida Koch, der er ungdomspsykolog, genkender fænomenet. Hun har bl.a. arbejdet som psykolog på gymnasier, HF og i Studenterrådgivningen, hvor hun har hjulpet unge.

»Som psykologisk mekanisme er det ganske bekymrende, at man ikke vil være ved sit værd. Syndromet er en ekstra urovækkende afart af den generelle præstationsangst, man ser hos især mange unge,« siger hun og refererer til skolebørnsundersøgelser, der viser, at omkring hver femte dagligt eller ofte lider af tristhed og præstationsrelaterede, psykosomatiske stresssymptomer.

Bedragersyndromet er altså en ekstraordinær udgave af præstationsangsten, hvor de ramte presser sig selv til det yderste i alle sammenhænge, arbejder usædvanligt hårdt, læser og sikkert overlæser, hvorefter de end ikke tør tro på deres eget glimrende resultat. Ida Koch pointerer, at det akademiske miljø med dets abstrakte og ukonkrete succeskriterier særligt kan befordre denne altoverskyggende selvusikkerhed og angst for afsløring.

Da syndromet første gang blev identificeret i 70erne, hævdede psykologerne bag undersøgelsen, at bedragersyndromet hovedsagligt opstod hos kvinder. I dag er den forestilling skudt i sænk, og ligesom mange unge kvindelige studerende rammes af frygten for den store afsløring, gør højtstående mandlige erhvervsledere det. Ifølge P.O. Eriksson er den eneste årsag til, at man dengang troede, det var et problem blandt kvinder, at de var eneste, der var åbenmundede omkring det. Bedragersyndromet sniger sig ind blandt begge køn og i alle lag af virksomhederne og samfundet. Dog særligt i de øverste. Det bekræfter en svensk undersøgelse, der sidste år blev foretaget af det svenske magasin Chef. Her gik magasinet til 425 svenske erhvervsledere, og fik dem til at forholde sig til deres egen succes. Og hvis man skal tro undersøgelsen, lider næsten halvdelen af de adspurgte erhvervsledere af bedragersyndromet. På spørgsmålet om, hvorvidt de mente, deres succes alene var båret af held og tilfældigheder, svarede 40 procent ja. Til problemerne med, at cheferne var bange for den store afsløring af deres selvindbildte uduelighed, afsløringen af verdens største bluffnummer, nikkede 45 procent genkendende.

Det begyndte med kvinderne

Men det var studinerne, der startede det hele. Bedragersyndromet blev første gang identificeret i 1978 på Georgia State University. Professor Pauline Clance og psykologen Suzanne Imes havde igennem længere tid bemærket et mønster blandt unge kvindelige studerende. Såkaldte high-achievers med flotte karakterer, gode job og udmærkelser, der frygtede den store afsløring på trods af omverdenens åbenlyse anerkendelse. De frygtede den dag, hvor omverdenen ville indse, at deres straight As ikke var egen fortjeneste, men rent og skært held. Tilbage var de blot sølle løgnere, der i årevis havde kæmpet for at opretholde facaden som de kloge og dygtige kvinder. Igennem fem år arbejdede Clance og Imes med 150 succesfulde kvinder, iblandt dem var respekterede eksperter på deres respektive områder og studerende med udmærkelser. Kvinderne var hovedsagligt hvide, middelklassekvinder mellem 20 og 45, og en tredjedel af dem var allerede i terapi for andre problemer end bedragersyndromet, mens de resterende to tredjedele var studerende i nogle af psykologernes undervisningsforløb. Fælles for dem var, at de følte sig falske og frygtede, at andre en dag ville se dem, som de var.

»Jeg var overbevist om, at jeg ville blive afsløret som falskner, når jeg tog min endelige doktorgrad. Jeg troede, den uigenkaldelige test var kommet, og at afsløringen var nær. På sin vis var jeg lettet, fordi maskeraden nu endelig ville være forbi. Men jeg var chokeret, da min eksaminator fortalte mig, at mine besvarelser var usædvanligt gode, og at min afhandling var en af de bedste, han havde set i sin karriere,« sagde en af kvinderne fra undersøgelsen i 1978.

Et geni, et stykke pap

Ligesom det akademiske miljø er de kreative brancher underlagt abstrakte succeskriterier. En ideel platform for bedragersyndromet.

Følelsen af, at afsløringen som talentløs lurer om hjørnet, er kendt af enhver skuespiller med nogen som helst form for talent, mener Jens Albinus, der har mødt stor anerkendelse i faget.

»Jeg vil vove at påstå, at kender man ikke til det, så er der først for alvor risiko for, at talentet mangler,« siger han. Skuespillet er ifølge Jens Albinus en abstrakt størrelse, hvis kompetencekriterier er svære at formulere, for der findes ingen klare succeskriterier for skuespilkunsten, og man bliver ikke nødvendigvis bedre med alderen. Her kan en syv-årig overtrumfe selv den største mester foran et kamera. For der er sandhed i den gamle kliche, mener Jens Albinus: Skuespillere lider af høj selvtillid og lavt selvværd, og i den kombination gror bedragersyndromet i bedste velgående. Særligt for bedragersyndromet i de kreative brancher er, at mediernes fokus og vurdering af de offentligt kendte personer kan bidrage til at slå sprækker i selvopfattelsen. Har du ingen selvopfattelse, kan du læse dig til en i aviser og på nettet. Har man tendens til tvivl, kan medierne vildlede en yderligere.

»Om mine egne 23 år i branchen, har jeg til kunnet læse mig til, at jeg er dødkedelig, hylende morsom, overvurderet, et mirakel, lige så kedelig som et stykke pap, at jeg besidder en næsten skræmmende styrke, og at jeg mangler format. Forskel mellem egen og andres opfattelse af mig selv? Ja, det håber jeg fandeme,« siger Jens Albinus.

For ham minder bedragersyndromet blot om endnu en afart af selvoptagethed. Syndromet må nødvendigvis være knyttet til illusionen om, at det skulle være muligt som menneske ikke at være en bluffer.

»Den illusion kan man ikke holde liv i ret længe, når man sætter den på komedie. På teatret behøver man ikke at være bange for at tabe ansigt, for på teatret er alting tabt. På forhånd. Det er det befriende ved det,« siger han.

Bjørnen blandt pingvinerne

For Sys Bjerre blev angsten for at blive afsløret altovervældende. Hun lagde fælder ud for sig selv, så hun med sikkerhed ville skuffe. På den måde kunne hun i det mindste stole på sin egen fiasko, og det endte med, at Sys Bjerre opsøgte hjælp for at komme af med følelsen af det evindelige falskneri.

»Jeg har brugt enormt meget tid på at slippe af med frygten for at blive afsløret. Det endte med at være en grundfølelse for mig. Jeg skulle hele tiden passe på med, hvad jeg gjorde, fordi det alt sammen kan blive taget fra mig lige om lidt. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke havde fortjent det,« siger hun.

Det er nærmest ligegyldigt, hvor godt, det går én. Det gør ikke angsten for at blive afsløret mindre jo mere succes, des større en frygt. Sådan mærker Anders Stig Møller bedragersyndromet. Han er musiker og blev færdiguddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i sommer. Særligt igennem de sidste to år har hans karriere taget fart.

Ud over at spille med bandet Turboweekend, spiller Anders Stig Møller i orkestrene Quadron og Sleep Party People og arbejder som bandkonsulent for unge upcoming bands i hus hos Bandakademiet, et projekt der rådgiver nye bands om veje og vildveje i musikbranchen. Men selv om det udadtil er tydeligt, at Anders Stig Møller er en succes i en trængt branche, kan han alligevel ikke forstå, hvorfor det er gået lige ham så godt. Én ting kan han dog fastslå.

»Jeg har været usandsynligt heldig hele vejen,« siger han. »Ja, det er egentligt underligt, at jeg tænker sådan, men jo bedre det går mig, des mindre selvværd får jeg,« siger han. Anders Stig Møller oplever bedragerfølelsen komme snigende, når han står på scenen i et fyldt Store Vega.

»Hvad fanden laver jeg her, jeg er jo ude, hvor jeg ikke kan bunde. Folk må tænke, jeg er kvalificeret, når de ser mig stå på scenen med Turboweekend. Men de skulle bare vide, tænker jeg.« Han griner og tager sig til hovedet. Han kan godt høre, hvordan det lyder. Bedragersyndromet viser også sit ansigt, når Anders Stig Møller sidder i toget på vej til bandsession, hvor han skal rådgive et nyt ungt band. Måske går han kold, måske opdager de, at han er den store isbjørn, der med et patetisk lille pap-næb prøver at camouflere sig blandt en flok pingviner. At han er manden med det tydeligt falske skæg og de blå briller.

»Det er en meget destruktiv tanke, så det er sjældent, jeg tænker den til ende, men i stedet for at dvæle ved det destruktive arbejder jeg bare mere og hårdere. Ellers ville jeg slet ikke kunne gøre, det jeg gør,« siger han.

Vis, præstér, gør!

Det er ikke underligt, at så mange mennesker frygter den store afsløring, for ifølge Ida Koch og P.O. Eriksson er nutidens samfund gennemsyret af krav til den enkelte. Et præstationssamfund, der presser menneskene til det yderste og placerer fokus på performance, arbejde og succes.

»Nogle synes, jeg er ok, men hvis de i virkeligheden vidste, hvordan jeg er, ville de ikke kunne lide mig.« Sådan et udsagn har Ida Koch hørt et utal af gange.

»Frygten for afsløring er altid udsprunget af dårligt selvværd, men det handler også om det samfund, man lever i. I en præstationskultur skal man hele tiden vise sig fra sin bedste side. Det tvinger folk til at tage en maske på, der ikke viser den fulde sandhed, og de skjuler deres sårbarhed og deres tvivl, og det giver en frygt for det store maskefald. Det er på ingen måde overraskende, at særligt de unge rammes af denne følelse for de opildnes hele tiden til at vise, hvad de dur til,« siger Ida Koch. Et hårdt præstationspres kombineret med et underliggende skandinavisk regelsæt, om ikke at komme her og spille fandango, er vejen lige lukt til bedragersyndrom,« siger P.O. Eriksson.

»Janteloven er en del af vores skandinaviske arv, og den bidrager utvivlsomt til bedragersyndromet med dens formaninger. Du skal ikke tro, du er noget, for du er ingenting,« siger han.

Selv om følelsen af mindreværd for de fleste ikke lyder som et synderligt konstruktivt sted at være, kan den skubbe en i gang og hæve ens arbejdsniveau. Og der er nu heller ikke noget mere irriterende end sådan nogle selvfede idioter, der tror, de kan det hele. Dét mener forfatter Jan Sonnergaard. Vi ville kun have godt af mere mindreværd her til lands, siger han. I Jan Sonnergaards forfatterskab har han kredset om brydningen imellem identitet, selvværd, værd og selvopfattelse.

»Denne form for frygt og angst, skal man være glad for. Den er det, der bringer en videre man ved jo godt, hvordan folk ender med at se ud, hvis de er den foruden. Så bliver man en nar, der stiller sig selv tilfreds med alt for lidt. Jeg prøver at bruge mine mindreværdsfølelser konstruktivt. Du er sgu ikke god nok, siger jeg. Og så arbejder jeg hårdere endnu. Der er ingen grund til at sygeliggøre mindreværdet, for som samfundet ser ud nu, synes jeg ikke, vi har for meget mindreværd, nærmere for lidt,« siger Jan Sonnergaard.

De falske bedragere

Nu bliver det først rigtig indviklet. Nogle undersøgelse peger nemlig på, at bedragerne i virkeligheden er falske bedragere. De holder ikke sig selv for nar, men i stedet resten af selskabet. I 2000 konkluderede en undersøgelse foretaget på Wake Forest University, at hvad der lignede lavt selvværd, i virkeligheden var en vinder-strategi, der ved at tale sine præstationer ned gav bedragerne den fordel, at de ikke skuffede omverdenen, mens de samtidigt kunne opretholde en ydmyg og beskeden attitude. Det fastslog to psykologer efter at have undersøgt en række selverklærede bedragere. Studerende, der efter eget udsagn led af bedragersyndromet blev sat til at forudse, hvordan de ville klare sig i en eksamenssituation. Først med beskeden om, at svaret ville blive præsenteret for andre, efterfølgende med beskeden om, at forudsigelserne ville forblive anonyme. I den offentlige forudsigelse spåede bedragerne, at de ville klare sig dårligt, mens de i den anonyme besvarelse havde en mere pragmatisk tilgang til forudsigelserne. Her forudså de pludseligt at klare sig noget bedre. Forskerne konkluderede, at den underspillende bedrager i virkeligheden ofte udlevede en gennemtænkt strategi, der underspillede egne evner i forsøget på at imponere andre. Der er dog ikke tale om udspekulerede sociopater, men nærmere om, at de falske bedragere på denne måde formåede aldrig at skuffe omverdenen og der-igennem heller ikke sig selv og dermed nære deres lave selvværd.

»Mennesker, der er bange for ikke at leve op til andres forventninger, har i særdeleshed en tendens til at sidde fast i forestillingen om, at de ikke er så gode, som andre tror, de er,« sagde forskeren bag undersøgelsen, Mark Leary, i en e-mail til New York Times. »Ved at underspille, kan de sænke andres forventninger til dem og samtidig få point for at være ydmyge,« sagde han.

Se, det er noget, Jan Sonnergaard kan genkende. I Jan Sonnergaards tid på universitet, litteraturvidenskab og filosofi, syntes han at vade i falske bedragere. Og værst var dem, der pustede sig op, snyltede på andres intellektuelle analyser og havde alting i munden.

»Inden for universitetsmiljøet findes der distanceblændere til den helt store guldmedalje. Så i nogle tilfælde er det kun ret og rimeligt, hvis folk er bange for at blive afsløret. For i Danmark er kontrolsystemet ikke tilstrækkeligt finmasket til at fange de typer. Hvor er janteloven, når man har brug for den? Gid nogle af de der opblæste distanceblændere fik noget bedragersyndrom. Hvis mindreværdsfølelsen slet ikke var der, ville vi kvæles i alle de selvfede folk. Det, vi skal være bange for, er den selvtilfredse følelse. Åh, hvor er vi fortræffelige. Det er den virkeligt farlige følelse.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Angst. Jeg er jo ude, hvor jeg ikke kan bunde. Folk må tro, jeg er kvalificeret, når de ser mig stå på scenen med Turbo-weekend. Men de skulle bare vide, siger Anders Stig Møller.

Foto: 
Sofie Amalie Klougart

Angst. Jeg vil vove at påstå, at kender man ikke til angsten for at blive afsløret som talentløs, så er der først for alvor risiko for, at talentet mangler, siger Jens Albinus.

Foto: 
Sofie Amalie Klougart

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Bob Jensen

Det ku nu ha været sjovt at spørge Nik & Jay om hvordan de føler det. De har det sikkert osse. Dem der agerer ligeglad gør det sikkert kun som facade for at komme usikkerheden til livs. Det her er da iøvrigt noget der har været almindeligt i lang tid, alle de døde rockmusikere tog stoffer fordi de inderst inde havde for meget sceneangst til at fungere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Sørensen

At sætte skellet mellem at være ligeglad med hvad andre synes om en og gå utroligt meget op i det, er måske en anelse forfejlet. For det er jo et eller andet sted to sider af samme sag. For det handler jo i sidste ende om forfængelse. Dem der er ligeglade med hvad folk tænker er jo sjældent ligeglade med om folk tænker noget om dem. For under den overfladiske "ligegladhed" ligger der jo som regel en bundsolid tro på, at de er dygtige/vigtige/smukke nok til at folk da naturligvis har en mening om dem. På den måde kan man forestille sig, at de negative holdninger, til deres person, faktisk kun tjener til at gøre dem mere overbeviste om deres evner og/eller fysiske fortrin.
Den egomani synes omvendt også, at forefindes hos de "usikre" kunstnere. For frygten for at falde igennem må jo nødvendigvis følges af en tro på det man laver rent faktisk har en betydning. Folk er jo ikke bange for at falde igennnem, i forhold til trivialiteter.
Derfor er det lidt svært at se nogen nævneværdig forskel på Albinus' og Bjerres beretninger, og så f.eks. Nik og Jay. For selvom Ablinus ikke kan forstå det, når folk siger han er god, så har jeg endnu aldrig set ham takke nej til en pris eller et legat - så et eller andet sted må han jo alligevel kunne se kvaliteterne ved hans person.
Så måske det ville give mere mening, at sætte skellet mellem forfængelighed og fravær af dette. For jeg ser sådan set kun en kunstners usikkerhed som udtryk for forfængelighed, end jeg ser det som en definerende egenskab. Alle scenekunstnere er sgu da forfængelige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Donald Axel

Burde I ikke skrive impostor? Med "postOR" fordi det ikke er en im-plakat (poster) men en person som agerer, (endelsen OR antyder en, der gør noget, en operator, en director, instructor, impostor).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole  thofte

Fænomenet har heddet 'Bluff' i mange år - og er ikke snyd, men netop overbevisningen om at snyde, selv om man objektivt ikke gør det. Jan Sonnergård snakker om et andet fænomen, som i højere grad ligner reelt snyd, oppustet selvværd osv. Det er ikke Bluff.

Jeg mener det er rigtig at det også er en forsvarsmekanisme mod internaliserede meget store krav - men med den bagdel at forøge kravene yderlige mod det uendelige. Og den 'bluffende' er hele tiden på vej til at droppe alt for at få fred.

En vigtig forståelse af fænomenet 'Bluff' er ikke med i artiklen: Bluff kan forstås som en angstreaktion. En fobisk reaktion på linje med klaustrofobi, flyskræk, eksamensskræk osv. Den kan i lighed med andre fobiske reaktioner udvikle sig drastisk og blive invaliderende. En del mennesker lider af fobisk angst, som gør det meget svært for dem at fungere overhovedet. Nogle mennesker er låst fast i deres bolig og er angste for overhovedet at komme ud, handle osv. Nogle mennesker føler sig kun trygge inden for et bestemt geografisk område, en bestem by fx, og kan ikke bevæge sig andre steder hen. Lars von Trier lader til at have en relativt mild udgave af denne angst.

Studiefobi. Nogle studerende er end ikke i stand til at studere, fordi selve studiearbejdet inducerer den fobiske angst med medfølgende desorientering og manglende tænkeevne . Selv om vedkommende objektivt set er velbegavet og sagtens formår at arbejde relevant, når fobien ikke dominerer. Jeg tror ikke denne fobi er særlig kendt - ej heller at dem der lider af den er bevidst om det. Angstreaktionen behøver ikke være bevidst, men er oftest psykosomatisk: mavepine, ondt i hovedet, tankemylder osv. Jeg tror det er vigtigt at gøre langt mere for denne gruppe studerende and man hidtil har gjort. Og der skal en vifte af behandlingsmetoder til. Studiefobi er nok lige så udbredt som flyskræk og tandlægeangst og har en endnu mere ødelæggende virkning på folks liv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole  thofte

En vigtig ekstra pointe: i artiklen omtales succesfulde Bluffere, der har succes med deres arbejde på trods af følelsen af bluff. Men lige så vigtigt er det at få øje på Bluffere som ikke har succes.

Det svarer til at snakke om folk, der lider af flyskræk, men alligevel er i stand til at rejse med fly. Hvad så med alle dem der ikke flyver på grund af flyskræk. Der er mange!

Og hvad med alle dem der ikke har success, fordi de ikke kan fungere med Bluffmekanismerne, fx på universitetet. Og må forlade studierne og finde mere eller mindre tilfældige løsninger, hvis de ikke ligefrem gir op og søger førtidspension - hvilket de måske får fordi Bluffmekanismerne kan være forårsaget af og føre til svære psykiske problemer? Men denne udvikling kunne måske have været undgået ved den rette behandling? Der ligger et endnu større problem i denne gruppe, mener jeg.

anbefalede denne kommentar