Læsetid: 3 min.

Blairs filosof gør op med sin egen arv

I et nyt indlæg går den britiske sociolog i rette med de kritikere, der anser hans indflydelsesrige teori om Den Tredje Vej for at være en neoliberal ulv i socialdemokratiske fåreklæder
18. december 2010

Overbeviste marxister hævder fra tid til anden, at den virkeliggjorte kommunismes rædsler skyldes fejlfortolkninger af en skøn og ædel idé. Hvis man er ondskabsfuldt anlagt, kan man mistænke den britiske sociolog Anthony Giddens for at være skyldig i samme ansvarsfralæggende abstraktionsøvelse. I et nyt indlæg med titlen »En revurdering af Den tredje vej« går Giddens nemlig i rette med nogle af de spor, som hans indflydelsesrige politiske teori om Den Tredje Vej har sat sig i de seneste 10 års europæisk politik.

Giddens opgør med sin egen arv og virkningshistorie kommer på et tidspunkt, hvor de store europæiske socialdemokratier stadig befinder sig i den langvarige eksistentielle krise, som bogen selv var undfanget som et svar på. Med The Third Way. The Renewal of Socialdemocracy (1998) ønskede Giddens at modernisere den socialdemokratiske tanke ved at tilpasse velfærdsstaten til globaliseringens og markedets vilkår. Bogen fik hurtigt klassikerstatus som det teoretiske manifest for de reformer af velfærdsstaten, som Tony Blair og Gerhard Schröder under de respektive overskrifter New Labour og Neue Mitte gennemførte i løbet af 90erne og 00erne.

Men nu vil Giddens gøre op med den stadigt mere udbredte kritik af værket som det teoretiske hovedværk for sen-90ernes åndløse og markedsorienterede socialdemokrati. Eller som Giddens skriver, en »fortsættelse af Thatcherismen med et mildere ansigt«. For at redde sin teori fra dens politiske virkningshistorie har Giddens sat sig for at forklare, hvad Den Tredje Vej reelt var, og i særdeleshed hvad den ikke var.

»Den var ikke underkastelse i forhold til neoliberalismen eller markedsfundamentalismen,« lyder forsvaret.

»Tværtimod argumenterede jeg for, at socialdemokraterne måtte sætte sig ud overfortidens fejlslagne og kompromitterede filosofier, hvoraf den ene var neoliberalismen, mens den anden var den gammeldags socialdemokratisme, forstået som statsligt topstyring af økonomiens kommandobro og en keynesiansk regulering af den nationale efterspørgsel. Den Tredje Vej var ikke blot en form for pragmatisme.

Nationalstatens relevans

Indlægget former sig imidlertid ikke blot som en henvendelse til Den Tredje Vejs kritikere og som en diskret afstandtagen til de tidligere politiske allierede Blair og Schröder. Der er også hug til den konservative britiske regeringschef David Camerons nylige appeller til civilsamfundets solidaritet som kompensation for beskårede socialydelser. Ifølge Giddens er der tale om en kortsigtet tankegang:

»Civilsamfundet vil ikke trives, hvis staten beskæres. Offentlige mål kan bedst nås, hvis der er en effektiv og dynamisk balance mellem stat, marked og civilsamfundets orden. Hver af dem holder de andre i skak og stimulerer og udfordrer hinanden. Genetableringen af fællesskab, stolthed ved medborgerskab og lokal sammenhæng bør være et centralt anliggende for socialdemokratisk politik.«

Giddens teori er ofte blevet angrebet for at være en ukritisk accept af det globale marked. Men globaliseringen er ikke en naturkraft, som vi er underkastet betingelsesløst, forklarer Giddens og rehabiliterer nationalstatens betydning.

»Selv om vi alle er langt mere gensidigt afhængige end nogensinde før i den frembrydende globale tidsalder, har nationalstater stadig en stor indflydelse, fordi de er de primære kilder til politisk legitimitet og til juridisk og militær autoritet.«

I sit indlæg tilstår Giddens også, at han ærgrer sig over betegnelsen Den Tredje Vej, som han valgte for gennemslagskraftens skyld.

»I sidste ende har jeg fortrudt, at jeg valgte titlen Den Tredje Vej, selv om det skabte så megen opmærksomhed omkring bogen. Grunden var præcis den, at Den Tredje Vej blev så bredt associeret med The New Democrats og New Labour. Selv om jeg sympatiserede med kernepolitikken hos begge, har jeg, særligt som årene er gået, også haft en masse betænkeligheder,« skriver den britiske filosof i indlægget, som er publiceret af den britiske centrum-venstre-tænketank Policy Network.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heeger står på hovedet i "overbeviste marxisters fejlfortolkning" ved i et brøl af antikommunisme at hævde, at marxisme er kommunisme, og lader forlyde i anmeldelsen, at han skam ikke er ondskabsfuld, men blot vil skrive om Giddens tredje vej.
Det tredje Rige var også et politisk udspil af socialt middelmådighed, som mange antikommunister fulgte mere end villigt og som viste sig at være vand på socialdemokraterne mølle for endelig at kunne male den ubehagelige venstrefløj til plukfisk - nu også hvad SFog Heeger antager er sket.
Tanken om en tredje vej er dog langt fra ny. Endnu gør Niels Meyer i Information oprør fra midten, og set fra venstrefløjen forrådte Tony Blair, Gerhard Schrøder og Poul Nyrup Rasmussen både tredje og fjerde samfundsklasse. Centrum hører til i den teoretiske geometri, og midten af politik til i populismen.

Nu har Frau Merkels husmoderlogik også indført militærtjeneste, og i forbindelse med Natos krig i mod muslimerne og de heltemodige danske soldater, ligger frontberetningerne fra Østfronten nær ved dagens tankegang.
. En af soldaterne, der kæmpede for Danmarks sag på Østfronten, skriver hjem, at hvis nu russerne skulle vinde krigen, hvad så, men tilføjer, at det gør de nu ikke. Med denne overbevisning om at vinde den danske sag over for kommunisterne skriver en anden frontsoldat fra Frikorps Danmark, at "vi danskere kan altså også kæmpe... her er vi velansete af alle, og det er rart at vide". Så vidt jeg forstår, ser Heeger på samme måde kommunismen.