Læsetid: 5 min.

Den danske drøm er en drøm

Hvad har Pia Kjærsgaard tilfælles med den kinesiske filosof Zhuang Zi? De har begge haft en drøm, som de baskede rundt i og ikke kunne komme ud af. Forskellen er, at Zhuang Zi kom i tvivl
Hvad har Pia Kjærsgaard tilfælles med den kinesiske filosof Zhuang Zi?  De har begge haft en drøm, som de baskede rundt i og ikke kunne komme ud af. Forskellen er, at Zhuang Zi kom i tvivl
11. december 2010

Det er ikke gået manges næse forbi, at der føres en værdikamp i Danmark. Formålet med den er tilsyneladende at finde essensen af danskheden. Det sker på den ene side ved at gøre generelt demokratiske grundrettigheder til noget særegent dansk; på den anden side ved at politikere i alle partifarver gerne kritiserer deres modstandere for at være udanske. Stolte bannerførere i denne kamp har været Dansk Folkeparti, der hele tiden har haft godt fat i danskheden, uden dog at ville fortælle præcis, hvad det var, de havde fat i. Man kan ikke sådan sætte ord på det, har Pia Kjærsgaard som regel sagt. Eller det vil sige, sådan var det indtil torsdag den 25. november, hvor Kjærsgaard efter at have tænkt over det kunne nævne, at det havde noget med årstiderne, de nye kartofler og de forskellige landskaber at gøre.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frederik Hougaard

Endnu en omgang sludder fra CVA, som godt kan ændre det sidste ord i navnet til lommefilosofi - det har absolut intet med analyse at gøre.
Man kan undre sig over, at Informeren giver spalteplads til sådan en gang fragmentarisk sludder igen og igen !

Søren Kristensen

Jo, der er meget fyldstof i den artikel. Danskhed er i virkeligheden en meget enkel størrelse at få fat på. Det handler ikke om hvorvidt man spiser sushi eller rødkål eller om man opholder sig i en bøgeskov i Sønderjylland eller i en forslumret forstad til Calcutta. Det handler om sproget. Taler du dansk, og jeg mener rigtig dansk, med intonation og hele baduljen af idiosynkrasier og sjove vendinger, så er du dansk og bærer danskheden i dig. Det er lidt ligesom med vandmærket og sikkerhedstråden i en pengeseddel.
Det danske sprog er således på en gang den barriere der gør det svært at blive dansk og det der gør det så svært at smide folk ud, når de først har lært det. Sproget er tegn på tilhørsforhold og det at du er "en af vor egne". Det er også derfor det gør så ondt når nogen falder fra, for sproget er en investering som gerne skulle holde. Sproget er nøglen. Alt det andet, ja selv årstiderne, er i den sammenhænge stafage.

Christian Larsen

Søren Kristensen:

»Taler du dansk, og jeg mener rigtig dansk, med intonation og hele baduljen af idiosynkrasier og sjove vendinger, så er du dansk og bærer danskheden i dig.«

Ih du milde kinser! Så er bornholmerne ikke længere rigtige danskere. Så er de jo svenskere!

Christian Larsen

PS.
Og så er de stumme, og dem med talefejl jo heller ikke danskere.

Her har Søren Kristensener da vist opdaget en helt ny og hidtil målgruppeDansk Folkepartis chikane!

Søren Kristensen

Intonationen er ikke udansk fordi den er bornholmsk - selv om der er noget reservesvenskere over dem derovre fra solskinsøen :). Det bunder i at Skåne har dybe danske rødder. For så vidt angår de stumme og dem med talefejl, så er de jo lovligt undskyldt og lur mig om de ikke kan nogle tricks hvormed de på trods af deres handicaps godt kan gøre sig gældende alligevel. Det tager typisk et par generationer at blive dansker - altså at blive opfattet som helt almindelig dansker og det har noget med sproget at gøre. Alt andet lige. Det har ikke noget med racisme at gøre, for det samme gælder danskere i udlandet, så er det bare et andet sprog der skal læres. En kultur afslører sig først og fremmest gennem sproget (inklusive tegnsproget).

@Søren Kristensen: Jeg synes ikke du tager stilling til, i dine kommentarer, at det danske sprog udvikler sig hele tiden og specielt når nye teknologier og mennesker kommer til danmark. Derfor synes jeg det er en noget flygtig definition af danskhed der i praksis er mindst lige så udefinerbar som alt det andet vås der bliver fundet på for at forklare "danskheden".

Jeg er meget mere tilhænger af den synsvinkel jeg synes at læse i artikklen, nemlig at det er noget sludder at diskutere hvad danskhed er, når vi nu kunne bruge vores tid på at diskutere hvordan vi gør danmark til et bedre sted at være for dem der er her nu, og dem der af forskellige grunde vil være her i fremtiden.

Danskhed kan vel ikke koges ned til én bestemt ting, den er vel -hvis den skal give mening - altomfattende, afgørende forskellig fra andre -heder. Og det er den også på mange måder, selvom den selvfølgelig er dynamisk under forandring.
Det største chok for min generation er nok, at vi voksede op i sikker forvisning om, at verden kun kunne gå frem, at Danmark ville blive et stadig bedre sted at bo, friheden blive stadigt mere udtalt, det klareste nationale ideal: 'at få har for meget, og færre for lidt', ville besætte stadigt flere hjerter og sind. Desværre kom vi så lidt på afveje i 00erne, hvilket i den grad har fremmedgjort mig og gjort mig usikker på, om vi ikke har tabt så meget, at mange andre lande nu vil være at foretrække, ikke fordi de ligner det Danmark, jeg troede på ville bestå, men fordi de ikke har givet afkald på de positive værdier, de trods alt også besad dengang, da Danmark var noget at leve op til.

Søren Kristensen

Peter Hansen du nailer min pointe, når du citerer NFSG: få har for meget og færre for lidt. Den ville du aldrig høre fra en ikke-dansker, eller en indvandrer, som først lige var kommet til landet. Af den simple årsag at det er en dansk specialitet. Hører du en kineser eller afghaner sige det samme, ville du straks tænke at hun sikkert har boet eller/og gået på højskole i Danmark, ikke sandt? Djævelen ligger som bekendt i detaljen, hvis man nu skulle forsøge at være lidt solidarisk de der måtte føle sig udenfor. Og undskyld, at det kommer til at dreje sig om essensen af danskhed, men det var vist det artiklen handlede om.

Andreas Trägårdh

@ Søren Kristensen

men det talte ord siger intet i sig selv. Det repeterer kun hvad der allerede er blevet opfattet i kropssproget, et sprog som ikke alene er internationalt men et sprog som alle dyrearter benytter sig af.

Så længe mennesket kun nærer tillid til det akademiske - talte sprog, vil det aldrig forstå endsige lære noget - Er det det nationalisterne er ude på, at afspore det menneske det agter at manipulerer med?

Andreas Trägårdh

Danskhed findes ikke, for det er kun en tanke, dvs. at det er en reference, en erindring. Og det er en tro, og argumenterne der opretholder troen er dens religion. Som med alle andre religioner, er den der tror sig dansk slet ikke nærværende tilstede. Denne er sin egen undergang og derfor i det mindste noget, nemlig evig truet.

Kør du på vejen, er du trafikant, måske en dårlig trafikant.
Laver du mad i et restaurationskøkken, er du kok, måske en dårlig kok.
Er valgt ind i folketinget, er du politiker, måske en dårlig politiker.
Har du dansk statsborgeskab er du dansker, måske en dårlig dansker med dine værdier.
Men du er dansker.
Så hold da op med røde pølser og nye kartofler.

Christian Larsen

Søren Kristensen:

»Det tager typisk et par generationer at blive dansker«

Det er jo lidt trist, al den stund at de fleste af os kun lever i en generation. Hvis det tager to generationer at blive dansker, vil det således betyde, at der faktisk slet ikke findes danskere.

Mener Sørens Kristensen måske, at vi alle sammen i virkeligheden er en slags svenskere?

Christian Larsen

Som Pia Kjærsgaard så tydeligt demonstrerede med sit ævl om ” årstiderne, de nye kartofler og de forskellige landskaber”, er danskheden et fantasifoster. Danskheden er noget man forestiller sig, men som ikke findes i virkeligheden.

Benidict Anderson er nok stadigvæk den person, der har forklaret fænomenet mest overbevisende med sin bog fra 1983, ”Imagined Communitys”:

»imagined community is a concept coined by Benedict Anderson which states that a nation is a community socially constructed, which is to say imagined by the people who perceive themselves as part of that group.[1]:6-7 Anderson's book, Imagined Communities, in which he explains the concept in depth, was published in 1983.«

http://en.wikipedia.org/wiki/Imagined_communities

Anders Thøgersen

Svagheden ved at dekonstruere et forestillet fællesskab som noget uvirkeligt er, at man dermed ikke nærmer sig spørgsmålet om, hvorfor dette fællesskab er vigtigt for så mange mennesker.

Begrebet nationalitet er kun objektivt i juridisk forstand. Dette betyder dog ikke, at dets betydning, der rækker ud over det strengt objektive, er meningsløs. Det betyder, at den er subjektiv, fortolket, forestillet, hvilket på ingen måde er det samme som irreel.

Andreas Gamél von Benzon

En af de største illusioner af dem alle er, at vi tror vi ved, hvem vi selv er, at vi tror, at vi er et helt og harmonisk selv. Det er en imaginær fantasi, at vi fremstår harmonisk sammensluttede for os selv, og det er netop den brillante pointe med CVAs analyse: Det harmonisk sammensluttede 'danske' samfund, som Pia K gør så meget ud af, at fremhæve er en drøm, en indbildt imaginær fantasi. På den måde er der også en etisk opfordring:
Anererkend din egen splittelse, din egen mangel, og anerkend andres splittelse, istedet for at essentialisere alle individer, for de er mere, end hvad deres symbolske mandat tilskriver - også vi selv. Derfor også opfordringen til, at have tvivlen at falde tilbage på: Dét åbner op for virkelig anerkendelse, om det så er dansk, svensk, tysk....

Anders Thøgersen

Der er ingen tvivl om, at begrebet 'identitet' er et af de mest fortærskede der findes, og at det er fuldstændig umuligt at give det en meningsfuld afgrænsning, fordi det kan rumme et hvilket som helst indhold. Og det er for så vidt ligegyldigt, om man forstår det nationalt, religiøst, ideologisk, historisk, psykologisk eller som noget helt sjette.

Det afgørende er ikke, om denne eller hin identitet kan accepteres af andre som værdifuld eller reel, eller om den indeholder nye kartofler, store biler, halalkød eller feng shui. Det afgørende er om den giver mening for den, der bekender sig til den.

Ved at sætte det fragmentariske liv og perspektiv i stedet for den statiske identitets idyl undgår man ganske vist sidstnævntes naivitet og enøjethed. Men idet man gør dette til en etisk fordring, skaber man blot en anden verdensanskuelse, der indeholder sit begrænsede meningsindhold og dermed sin eksklusivitet.

Andreas Gamél von Benzon

Identitet skal hverken anerkendes af andre ej heller give fuld mening for én selv.
Hvis imperativet er, at forskelle skal anerkendes, at vi skal anerkende hinanden "for det vi er", mener jeg man har misforstået noget fundamentalt og er med til at reducere det vi forstår ved et individ, thi et individ er aldrig givet ved sin fuldkommenhed. Ergo: Hvis jeg siger til mig selv, at jeg skal anerkende dig, som den du er, skal jeg i samme ombæring spørge: Jamen, hvem er du, og ved du, hvem du selv er? Det mener jeg ikke noget menneske overhovedet fyldestgørende kan svare på. Vi skal altså ikke anerkende hinanden "som det vi er", men snarere "det, vi ikke er", altså det, der undslipper symboliseringen, italesættelsen osv. osv. Vi er altid lidt mere eller lidt mindre, end det vi bør og skal være.
Det leder over i det andet, for selvom symboliseringen undslipper render vi fleste alligevel rundt og tror, at vi stadig ved, hvem vi selv er. Men den illusion vil jeg også gerne have lov at punktere. En sammensluttet identitet fremstår kun sammensluttet og harmonisk gennem en/eller flere fortrængning/fortrængninger, på hvilke der altid vil vise sig symptomer. I Danmark ser man med al tydelighed muslimen som symptomet på, at den danske identitet ikke er harmonisk sammensluttet. Ideen om det danske er altså kun, i kraft af muslimen - ifht. DF. De andre partier lever i samme imaginære fantasi, hvor andre symptomer springer i øjnene.

Det afgørende er altså derfor hverken, at andre anerkender mig som "det jeg er" - for det kan og skal de ikke - ej heller, om identiteten giver mening for mig - for det kan og skal den ikke. Etikken bør være, at jeg skal anerkende dig, fordi du er lige så tosset og forskruet som jeg selv, hverken fordi du er x, y eller z. Og omvendt: Jeg skal ikke anerkendes, fordi jeg tror jeg er a, b eller c. Et fint citat at afslutte med:

"En konge der tror han er konge, er ligeså tosset som en tosse, der tror han er konge".

Jeg kunne i øvrigt godt tænke mig at spørge ind til følgende: "Men idet man gør dette til en etisk fordring, skaber man blot en anden verdensanskuelse, der indeholder sit begrænsede meningsindhold og dermed sin eksklusivitet."
Hvad mener du, Anders, præcis med dette udsagn?

Anders Thøgersen

Også det flydende menneskebegreb indeholder sin kategorisering og sin eksklusivitet: Det er uforeneligt med et monoteistisk gudsbegreb og må derfor per definition afvise en religiøs antropologi; det er uløseligt forbundet med relativisme, idet det rummer en principiel afvisning af et endeligt, uforanderligt perspektiv; det er uforeneligt med humanistisk rationalisme, fordi udgangspunktet er et fragmenteret individ.

Dermed kom vi meget langt væk fra artiklens udgangspunkt: at mennesker, der giver deres abstrakte tilhørsforhold et banalt udtryk, drømmer sig til en simpel verden, hvor der er direkte overensstemmelse mellem ønske og realitet.

Ud fra kommentarerne synes der at være udpræget enighed om, at danskhed er en illusion, som vi skal frigøre os fra for at kunne indgå i ligeværdige relationer med andre mennesker. Jeg mener, at denne antagelse forbigår noget centralt: Spørgsmålet er ikke om 'danskhed' eksisterer som objektivt, målbart fænomen - dette er i sig selv absurd - men om det eksisterer som subjektivt kulturfænomen.

Jeg er for så vidt enig i, at identifikationen mellem et udelukkende følt tilhørsforhold og prosaiske ting som kartofler, bøgeskove og kuling fra vest er naiv, men jeg er ikke enig i, at tilhørsforholdet af den grund er en illusion - dette eksisterer i kraft af selve identifikationen (hvilket i øvrigt også er pointen hos Benedict Anderson).

Det illusoriske består snarere i antagelsen om, at det er menneskeligt muligt, at frigøre sig fra kategorisk tankegang - dvs. at møde verden uden grundbegreber (ontologiske og normative), som på forhånd afgrænser vores synsvinkel. Om man anerkender den andens synsvinkel som værdifuld eller finder den plat og ekskluderende, er et spørgsmål om smag eller moral (og dermed om ens eget udgangspunkt).

Ja, det er en gentagelse af det sædvanlige sludder fra for 20 år siden om, at danskhed ikke findes. Det gør den altså, endda i foruroligende grad. Danskerenes karaktertræk og særegenheder bliver jo mere og mere accentueret dag for dag, og det er altså ikke en illusion.

For eksempel blev vi tvunget til at lade som om, at vi godt kunne lide vore nordiske brødre og de andre europæere. Nu er vi alene i verden sammen med onkel Obama. Og de midtjyske håndboldtilskuere giver foragten for andre nationer, især østeuropæere, frit løb i en grad, så det europæiske håndboldforbund har måttet gribe ind. Var der ikke noget med den der globalisering?