Baggrund
Læsetid: 7 min.

DOKUMENTATION: Konspiration som styreform

Statslige og andre magtkoncentrationer kan anskues som 'autoritære konspirationer', der er bygget op som netværksforbindelse, skriver Wikileaks' grundlægger og chefideolog, Julian Assange, og giver samtidig en opskrift på at hæmme disse magtkoncentrationers evne til at at tænke og handle
Statslige og andre magtkoncentrationer kan anskues som 'autoritære konspirationer', der er bygget op som netværksforbindelse, skriver Wikileaks' grundlægger og chefideolog, Julian Assange, og giver samtidig en opskrift på at hæmme disse magtkoncentrationers evne til at at tænke og handle
Moderne Tider
4. december 2010

Introduktion

Skal vi ændre radikalt på statslige regimers adfærd, er vi nødt til at tænke klart og dristigt, for al erfaring fortæller os, at regimer ikke ønsker at blive forandret. Vi må tænke længere end dem, som gik forud for os, og indkredse de nye teknologiske muligheder, som kan give os mod til at agere på måder, som vores forgængere var afskåret fra.

For det første må vi udvikle en forståelse for, hvilke aspekter af adfærden hos stater eller magtfulde interessegrupper vi ønsker at ændre på eller fjerne. For det andet må vi udvikle en måde at tænke på i forhold til denne adfærd, som er stærk nok til at bringe os igennem den politiske sprogbrugs fordrejelser og frem til en position af klarhed. Endelig må vi gøre brug af disse indsigter som inspirationsmiddel til effektive og moralsk styrkende handlinger.

Autoritære magtstrukturer opretholdes af konspirationer. I det omfang, vi kender til enkeltheder i autoritære styreformers indre virkemåder, har vi set konspiratoriske interaktioner inden for den politiske elite. Ikke blot som middel til at skaffe regimet selvbegunstigende privilegier, men som den primære planlægnings-metodik, der skal sikre, at den autoritære magt kan fastholdes og forstærkes.

Autoritære regimer kalder modstandskræfter frem i kraft af det pres, de udøver på den individuelle og kollektive vilje til frihed, sandhed og selvrealisering. Planer, som skal bistå en autoritær herskerstil, vil, hvis de opdages, avle modstand. Følgelig vil de autoritære magter søge at skjule sådanne planer. I sig selv er dette nok til at karakterisere deres adfærd som konspiratorisk.

Terrorkonspirationer som forbundne grafer

Før og efter 11. september finansierede staten Marylands Kontor for Materielforvaltning (som et dække for den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency) og andre et matematisk forskningsprojekt, hvor terrorkonspirationer skulle anskues som forbundne grafer (NB! Matematiske forkundskaber kræves ikke til læsning af denne artikel).

Vi vil udvide denne forståelse af terrororganisationer ved at vende den imod dens skabere, således at den bliver en kniv til dissekering af de magtkonspirationer, som bruges til at opretholde den autoritære styreform.

Vi vil bruge forbundne grafer som måder til at skærpe hjernens evne til at foretage rumlige ræsonnementer for at udvikle helt nye måde at tænke politiske strukturer på. Disse grafer kan nemt anskueliggøres. Tag først nogle tegnestifter ('konspiratorerne') og sæt dem fast på en opslagstavle i tilfældigt mønster. Tag derpå et stykke tråd ('kommunikationen') og forbind de enkelte tegnestifter uden at skære tråden over. Kald tråden, som forbinder to tegnestifter for forbindelsesleddet. Den ubrudte tråd gør det muligt at færdes fra stift til stift via tråden selv og de mellemliggende stifter. Matematikere kalder grafer af denne type for forbundne.

Informationer flyder fra konspirator til konspirator. Ikke enhver konspirator stoler på eller kender enhver anden konspirator, selv om de alle er forbundne.

Nogle befinder sig i konspirationens yderkant, andre er centrale og kommunikerer med mange medkonspiratorer, og andre igen kender måske blot to medkonspiratorer, men kan alligevel danne bro mellem to vigtige sektioner eller grupperinger i konspirationen.

Om at opsplitte konspirationer Hvis alle led skæres over, er der ikke længere nogen konspiration. Dette vil i reglen være meget vanskeligt, så det første spørgsmål, vi må stille, er: Hvad er det minimale antal led, der må skæres over for at splitte konspirationen i to grupper af samme størrelse? ('Del og hersk'). Svaret afhænger af konspirationens struktur. Undertiden er der ingen alternative veje, ad hvilke de konspiratoriske informationer kan flyde mellem konspiratorerne, andre gange er der mange. Dette er en nyttig og interessant egenskab ved en konspiration. Ved f.eks. at likvidere en 'brokonspirator' kan det i visse tilfælde lade sig gøre at opsplitte konspirationer.

Nogle konspiratorer danser tættere end andre Konspiratorer er kritiske. Nogle stoler på hinanden og er gensidigt afhængige, andre siger meget lidt. Vigtige informationer flyder jævnligt via visse led, trivielle informationer via andre. Derfor må vi udbygge vores simpelt forbundne grafmodel til ikke blot at omfatte led, men også leddenes grad af 'væsentlighed'.

Lad os vende tilbage til vores tegnestift- og opslagstavle-analogi fra før. Lad os forestille os en tyk og tung tråd mellem visse stifter og en fin og let mellem visse andre. Lad os kalde trådens grad af væsentlighed, dens tykkelse eller tyngde, for dens vægt. Mellem konspiratorer, som aldrig kommunikerer med hinanden, er vægten nul. 'Væsentligheden' af den kommunikation, som passerer igennem et givent leder vanskelig et evaluere a priori, idet informationens sande værdi afhænger af konspirationens resultater. Lad os helt elementært sige, at en kommunikations 'væsentlighed' bidrager til et givet leds vægt på den mest oplagte måde: Et leds vægt er ligefrem proportionalt med mængden af væsentlig kommunikation, der flyder igennem det. Spørgsmål om konspirationer i almindelighed vil ikke fordre, at vi kender vægten af hvert enkelt led, eftersom denne vil variere fra konspiration til konspiration.

Konspirationer er kognitive instrumenter. De er i stand til intellektuelt at udmanøvrere en tilsvarende grupper af individer, der agerer hver for sig Konspirationer indsamler informationer om den verden, hvori de opererer (konspirationens miljø), fordeler disse blandt konspiratorerne og agerer dernæst på denne viden. Vi kan anskue konspirationer som en type instrument, der har inputs (informationer om miljøet) og outputs (handlinger, der sigter imod at forandre eller at opretholde status quo i miljøet).

Hvad kalkulerer en konspiration? Den kalkulerer konspirationens næste handling Her må vi stille spørgsmålet: Hvor effektivt er instrumentet? Kan vi sammenligne det med sig selv til forskellige tider? Styrkes eller svækkes konspirationen? At besvare dette spørgsmål vil fordre, at vi sammenligner to værdier.

Kan vi finde en værdi, der udtrykker en konspirations magt? Vi kan opregne antallet af konspiratorer, men dette vil ikke indfange forskellen mellem en konspiration og de individer, som den omfatter. Hvordan skal vi begribe denne forskel? Individer i konspirationen konspirerer. Isolerede individer konspirerer ikke. Vi kan indfange forskellen sådan, at vi betegner summen af alle væsentlige informationer (de samlede vægte) mellem konspiratorerne som den totale konspiratoriske magt.

Den totale konspiratoriske magt

Dette tal er en abstraktion. Mønsteret af forbindelser i en konspiration vil i reglen være unikt. Men ved at se på denne værdi, som er uafhængig af, hvordan sammenhængen mellem de konspiratoriske forbindelsesled tager form, kan vi foretage følgende generaliseringer:

Hvis den totale konspiratoriske magt er lig nul, foreligger der ingen konspiration Hvis den totale konspiratoriske magt er lig nul, flyder der ingen informationer imellem konspiratorerne. Der foreligger følgelig ikke nogen konspiration.

En substantiel forøgelse eller nedgang i den totale konspiratoriske magt vil næsten altid betyde, hvad vi vil forvente, den betyder: en forøgelse eller nedgang i konspirationens evne til at tænke, agere og tilpasse sig.

Opsplitning af vægtede konspirationer Jeg vender nu tilbage til vores idé fra før om at kløve konspirationer over i to halvdele. Det tidligere eksempel handlede om at opsplitte en konspiration i to numeriske lige store grupper ved at skære forbindelsesleddene mellem konspiratorerne over. Nu kan vi indse, at en mere interessant fremgangsmåde ville være at opsplitte den totale konspiratoriske magti to halvdele. Eftersom enhver isoleret halvdel kan anskues som en konspiration på sine egne betingelser, kan vi fortsætte opsplitningen ad flere omgange.

Hvordan kan vi mindske en konspirations evne til at handle? Vi kan marginalisere en konspirations evne til at handle ved at mindske dens totale konspiratoriske magt, indtil den ikke længere er i stand til at forstå sit miljø og følgelig respondere effektivt.

Vi kan opsplitte konspirationen, reducere eller eliminere væsentlig kommunikation mellem nogle få led af høj vægt eller mellem mange led af lavere vægt.

Traditionelle angreb på konspiratoriske magtgrupperinger såsom attentater har afskåret vægtled ved at dræbe, bortføre, afpresse eller på anden måde isolere nogle af de konspiratorer, de havde forbindelse til.

En autoritær konspiration, der ikke kan tænke effektivt, kan ikke beskytte sig selv imod de modstandere, den kalder frem Når vi anskuer en konspiration som en organisk helhed, ser vi et system af interagerende organer, et legeme med arterier og vener, hvis blodstrøm kan fortykkes og bremses, indtil den falder væk, ude af stand til i tilstrækkelig grad at overskue og kontrollere de kræfter, der er på færde i dens miljø.

At narre konspirationer Eftersom en konspiration er en type kognitivt instrument, der agerer på grundlag af informationer indsamlet fra sit miljø, vil en forvrængning eller indsnævring af disse inputs medføre, at de handlinger, der bygger på dem, sandsynligvis forfejles. Programmører kalder denne effekt for affald ind, affald ud.

At kvæle konspirationer I stedet for at overskære led mellem konspiratorer for at opsplitte en vægtet konspiration, kan vi opnå en lignende effekt ved at kvæle konspirationen - blokere for (mindske vægten af) de led af høj vægt, som bygger bro mellem regioner af lige stor total konspiratorisk magt.

Angreb på konspirationers kognitive evner En mand i lænker ved, at han skulle have handlet før, fordi hans evne til at øve indflydelse på statens handlinger nu nærmer sig sin afslutning. For at sætte ind mod magtfulde konspiratoriske handlinger, må vi tænke forud og angribe den proces, der fører til dem, eftersom vi intet kan stille op over for handlingerne selv.

Vi kan narre eller forblinde en konspiration ved at forvrænge eller indskrænke den information, den råder over.

Vi kan mindske den totale konspiratoriske magt ved ustrukturerede angreb på led eller ved kvælning eller opsplitning.

En konspiration, hvis ressourcer holdes tilstrækkeligt beskæftiget på denne måde, er ikke længere i stand til at forstå sit miljø eller lægge planer for robuste handlinger.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Cablegate

Seneste artikler

  • Saudi-Arabiens frihjul

    14. december 2010
    Det vakte opsigt da seriøse aviser som The New York Times, The Guardian og - i al beskedenhed - Information citerede, hvad Wikileaks-dokumenter havde at fortælle om det tætte, ja, intime saudi-amerikanske forhold
  • Italiensk-russisk alliance gør EU sårbar på energiområdet

    14. december 2010
    Afsløringer fra Wikileaks understreger, at Berlusconis energipolitiske samarbejde med Putin skader amerikanske og europæiske interesser
  • Rusland ønsker at lægge låg på NATO-afsløring

    8. december 2010
    NATO's hemmelige beredskabsplan mod et russisk angreb på Baltikum og Polen har foreløbig ikke affødt kritiske reaktioner fra Kreml. Strategien om at lade som ingenting tjener Ruslands interesser, vurderer professor
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

tilføjelse til ovenstående: ....og hvis man godtager det, er det jo nok ikke fred *på kort sigt*, som er Assanges mål.

Til Ristinge: Du skriver, "Assange er af den temmelig paranoide opfattelse at individuelle diplomaters frisprog og samtaler mellem regeringsledere er udtryk for een stor global konspiration (...) og at alt hvad de siger derfor bør være tilgængeligt for alle uanset indholdet."

Jeg spørger af ren nysgerrighed (altså minus sarkasme og mistro), om du har et citat på dette, eller det er din egen vurdering?

En anden vurdering kunne være, at Assange som udgangspunkt godtager diplomaters ret til frisprog i fortrolighed, men at *indholdet* af denne kommunikation i dette tilfælde, indeholder tilstrækkelig slemme eksempler på konspirationer mellem folkevalgte politikere verden over og andre stater eller firmaer, som disse ledere indtil videre har hemmeligholdt.

Altså, at det er hemmeligholdelse på andre områder end indenfor diplomatiet, som er det der udgør det konspiratoriske.

Men det er altså blot min egne spekulationer om Assange og WLs mulige motiver.

Det er egentlig befriende, at Assange anvender ordet konspiration. For nogle årtier siden betød dette ord blot at trække vejret sammen; kon-spirare. I dag er betydningen udvidet til at betyde sammensværgelse, og det udøver politikere i stor stil. Den, der benægter dette, skylder lytteren at forklare sin opfattelse af begrebet.

Jeg mener som den amerikanske venstreintellektuelle forfatter til bogen »Against Empire«, Michael Parenti, at konspirationsteori« er blevet en alt for letkøbt formular for afvisning af begrundede mistanker.

Problematikken minder mig om børnebogsforfatteren Astrid Lindgren, dengang adjunkt Gunnar Reinhard i det svenske tidsskrift Skolbiblioteket havde skrevet, at hendes »hjertepressende sentimentalitet er et helt unødvendigt handicap.« Lindgren svarede: »Er Gunnar Reinhard sentimental?« I en avis trompeterede hun, at der:

»hviler en fordømmelse over glosen. Den er en af den litterære kritiks mest bekvemme negativismer, et ris, som den nøgterne skolemester-recensent henter frem fra skammekrogen, når eleven er uefterrettelig i sin forglemmelse af, hvad tiden kræver.« Desuden har Lindgren peget på, at nogle voksne nok kunne trænge til at skelne mellem sentiment (følelse) og sentimentalitet...

Michael Parenti udøver samme klarsyn som Lindgren, blot på sit felt. Han skriver:

»De, der råber op om konspirationsteorier, tror altså ikke, at politiske beslutningstagere kunne finde på at lyve eller have uudtalte dagsordener, der tjener magtfulde interesser. De insisterer på, at de rige og magtfulde – modsat alle os andre – ikke handler ud fra bevidste forsæt.«

HVORDAN konspirationerne så foregår, er selvsagt en kompleks sag, og ordet må defineres uanset sit syn på begreberne konspiration og konspirationsteori. Meget sker simpelt hen som følge af nogle tanke- og emotionsmønstre, der er indgroet med tiden. - Men vel at mærke i vidt omfang indgroet ud fra konspirationer, der oprindelig er skabt bag lukkede døre i en politisk-økonomisk elite.

Al tale om »som tiden tilskriver« og »vi må være med på toget« (som et diktat om et bestemt »tog« og ikke et frit valg af »tog«) er noget tyrannisk, flyvsk og illusorisk sludder. Ideer er skabt af helt konkrete personer. Hvem ellers? Sådan vil det også være fremover ... muligvis medmindre vi til stadighed accepterer magtcentralisering, for da vil nye ideer fra neden få trange levekår. Der eksisterer heller ikke landes, organisationers, partiers og firmaers interesser. Der eksisterer udelukkende konkrete individers interesser. Enkelte af dem deles blot af alle individer, såsom adgang til føde.

Anders Fogh-Rasmussen har udtalt, at ideologierne er døde. Det udsagn vil jeg påstå er en måde at skjule sin egen bagvedliggende ideologi på. Sit eget motiv, med andre ord. Mange politikere - og ikke mindst de, der står i kulissen - har forfinet konspirationsmetoderne så meget, at de formår at lamme hjerneaktiviteten hos horder af individer. Fogh er et formidabelt eksempel, se fx her: http://www.videnskab.dk/content/dk/samfund/spin_sadan_snakker_politikere...

Gider man ikke læse linket, kan man blot læse dette citat af historikeren Carl J. Friedrich, som i kort form siger præcis det samme:

»influence often works most effectively by creating a certain ambience for decisions through its effect on attitudes, beliefs and values unrelated to immediate decisions."

(Min kilde: Side 3 i den akademiske forskerpublikation »The Bilderberg Group and the Rome Treaties: Transnational Elites and the Debate on European Unity in the 1950-s« http://www.ru.nl/publish/pages/517635/gijswijt_heirs_2007.pdf - Pdf-linket findes nede i den lille publikationsliste her: http://www.ru.nl/engels/wie_wat_waar/medewerkers/persoonlijk/gijswijt/ ).

Det er tankevækkende, at Friedrichs citat bringes i denne publikation, for Anders Fogh Rasmussen, der omtales ovenfor i videnskab.dk, har flere gange deltaget på møder i den lyssky Bilderberg-gruppe, der blandt andet har været betydende for udviklingen af EF/EU og euro-valutaen.

Historikeren Richard J. Aldrich oplyser i sin bog »The Hidden Hand«, at det overvejende CIA-styrede American Committee on United Europe (ACUE) i 1952 igangsatte forskning i spørgsmål omkring føderalisme. Projektet blev ledet af netop Carl J. Friedrich, som Aldrich oplyser var propagandaekspert og »dybt engageret i føderalistsagen. For Friedrich var europæisk enhed en trædesten til verdensføderalisme.« Bilderberg blev for øvrigt til på et formøde i efteråret samme år, 1952. Det første egentlige Bilderberg-møde blev afholdt i 1954.

Friedrich var ikke den eneste med CIA-forbindelser, der gik ind for såvel »europæisk enhed« som verdensføderalisme. Det gjaldt også CIA-manden Cord Meyer, en gammel Yale-elev. At Meyer var en ledende talsmand for »verdensføderalisme«, nævnes af historikerkollegaen Hugh Wilford. Meyers centrale placering i organisationen United World Federalists omtales af to yderligere historikere, nemlig Giles Scott-Smith samt Frances Stonor Saunders (på side 210-211 i dennes bog »Who Paid the Piper? – The CIA and the Cultural Cold War«, Granta Books, 1999).

Så meget for EU som modspil til USA...

Og det gamle, transatlantiske parløb fortsætter i dag: http://www.information.dk/178633 - I dette indlæg nævner jeg ikke engang den måske største skandale af dem alle, nemlig den om manden kaldet Curveball; ham, der gav usande oplysninger til USA om masseødelæggelsesvåben - efterretninger, som blev den primære og afgørende undskyldning for at invadere Irak. Den mand bor i dag i Tyskland og beskyttes af tysk politi. Han er aldrig blevet stillet til ansvar(!).

Dette formidable, transatlantiske skødehunde-cover-up blev skildret i tv-dokumentaren »Manden der løj verden i krig« i foråret 2010; http://www.dr.dk/DRPresse/Artikler/2010/04/20/095730.htm

Mere EU-USA samt Bilderberg og andre magtklubber kan læses i mit skrift "»EUSA« - Genrejsningen af Romerriget?" i to dele:

1: http://publikationer.folkebevaegelsen.dk/EUSA1af2.pdf

2: http://publikationer.folkebevaegelsen.dk/EUSA2af2.pdf

Skriftet var udarbejdet på mit private initiativ og udgjorde en del af kildematerialet til denne artikel: http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article310

Det tyske folk er i dag et af de mest fredselskende i verden. Måtte deres politikere komme til at afspejle nutidens kollektive bevidsthed i landet - i øjeblikket gør de det ikke.

Mange taler for øget EU-integration med ræsonnement i »de store problemer, som vi står overfor, men som det enkelte land ikke kan magte alene.« (Dette var Poul Schlüters ordvalg). Men som den fremragende og alt for oversete danske filosof Oskar Borgman Hansen har skrevet herom:

»Efter denne tankegang vil vi få størst indflydelse, hvis »vi« får en verdensregering. Men ved at gøre enhederne større og større, indtil vi har fået en verdensregering, får vi filtreret enhver indflydelse bort, så der til sidst intet er blevet tilbage for den enkelte. Et »vi«, der har mening, må være betegnelsen for alle de enkelte, der omfattes af dette »vi«. Derfor skal vi stille det spørgsmål, hvorledes samfundet skal være indrettet, for at alle enkelte kan gøre sig gældende.«

- Venlig hilsen Magnus Falko

- - -

P.S.:

I 1994 modtog Astrid Lindgren den internationale Stå fast-pris, også kaldet Træskoprisen, uddelt af Folkebevægelsen mod EU for hendes EU-kritik og modstand mod svensk medlemskab af Unionen.

Tak Magnus - for at synliggøre den Trans-Atlantiske agenda til alle dem som stadig er i tvivl om deres (snart -ikke-eksistrende) hemmelige agenda om verdensherredømmet!
Der er stadig mange som ikke tror på at f.eks. Bilderberggruppen findes!

Selv tak skal du have, Jonas.

Hvad angår Bilderberg måtte jeg kæmpe en tålmodig og multi-dokumenterende kamp på Journalistforbundets hjemmeside for 3-4 år siden for at få en debattør til at indse, at Bilderberg-gruppen ikke er teori, men realitet. Efter et stykke tid blev hele debatservicen nedlagt. Nu er der vist en anden debatside, hvor kun forbundsmedlemmer kan netdebattere.

Hvis der altså ikke er tale om en meget gennemført practical joke (det tror jeg nu ikke), så har denne elitære magtklub omsider fået en hjemmeside, hvilket er bemærkelsesværdigt. Mødereferaterne kan man selvsagt ikke se, men her er den: www.bilderbergmeetings.org ... klik KUN, hvis du har det o.k. med, at Bilderberg registrerer, at du har været inde på deres site – det er de i det mindste så ærlige at skrive nede i PRIVACY STATEMENT, at de gør.

Ja, Jonas, totalitarisme har ganske rigtigt altid båret kimen til sin egen destruktion. Spørgsmålet er som bekendt kun, hvor meget andet den når at destruere forinden. Ofte anes kimens struktur lige fra starten, hvis man altså ser efter og kan bibeholde en vis selvstændig tænkning.

Et eksempel på at ægget ER hønen, blot på et tidligere stadie, er den nu afdøde nederlandske Prins Bernhard, som var en central figur i Bilderberg. I hans autoriserede biografi »Prins Bernhard af Holland – Blade af et moderne monarkis historie« (skrevet af Alden Hatch, oversat og udgivet på dansk af Lohses Forlag, København, 1962) kan vi således læse:

Side 49: Hans modvilje mod nazismen kan næppe tilskrives nogen speciel forkærlighed for det parlamentariske demokrati, for det havde han ikke større tillid til – og kunne ikke have det, når hans tidligste politiske erfaringer havde vist ham en politisk uformåenhed hos Weimar-republikkens folk og en sværm af uduelige ministerier på den anden side grænsen i Frankrig. Det var hans sans for orden, retfærdighed og fair play, der gjorde oprør. For han indså, at under Hitler var Tyskland blevet et land uden lov og ret.

Side 319: Bernhard går endogså så vidt med sine monarkistiske ideer, at han godt kunne tænke sig muligheden af en konge for Europas forenede Stater, men han indrømmer dog selv, at det er en fantastisk stor tanke. Selv nærer han ingen ambitioner i retning af at blive denne konge. Han har problemer nok at tumle med endda.

- - -

Det kan ikke være udtryk for nogen synderlig gennemarbejdet frihedstænkning og demokratisk sans, at prinsen som medicin imod en gentagelse af Hitler-rædslerne udskrev en anden kæmpe centralmagt ... der i øvrigt er gået i selvsving, hvad angår produktion af love. Recepten er dømt til at lede til selv samme totalitarisme, måske blot i lidt andre former, som den, man vil undgå. Selv i dele af SF-toppen er der en tro på, at opbygningen af en stormagt (EU) kan være en godhedens modvægt til en anden stormagt (USA). Se eksempelvis denne Inf-artikel om EU-forfatningen: http://www.information.dk/100485

Disse SF’ere er så fortryllede (dette er den bedste betegnelse, jeg kan komme på), at de nedtoner betydningen af EU’s Forsvarsagentur; af Lissabontraktatens artikel 42.3 (»Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre den militære kapacitet«); af EU’s forsvarsdoktrin »Et sikkert Europa i en bedre Verden« (langt hen ad vejen et ekko af Bush-doktrinen) og meget andet. Og SF’s folketingsgruppe på nær nogle få hæderlige tingsmedlemmer stemte ja til den sminkede EU-forfatning fra Lissabon uden den folkeafstemning, de ellers havde lovet, osv., osv.

Undertegnede har mistet alt for det parti. Jeg foragter og ynker det og kan overhovedet ikke tage det seriøst.

Heller ikke EU-systemets lovmaskine er en naturlov. Michael Emerson lancerede begrebet »uligevægt-dynamikken«; en proces hvor ethvert skridt hen imod systematisk integration skaber en ny situation, som indebærer nok et skridt, hvis ikke systemet selv skal komme ud af balance. Det bider med andre ord sig selv i halen, og siger man ja til punkt A, tvinges man også snart til at sige ja til punkt B og så fremdeles. (Kilde: »EU-motorvejen venter« af Sven Ove Gade, Ekstra Bladet, 19. marts 2000. Artiklen omhandler »Den Europæiske Centralbank, der styres uden demokratisk kontrol«)

Man kan spørge: Hvad er sandheden (forstået som fakta)? Vi kan i regelen gøre dette lidt svævende spørgsmål mere konkret ved at spørge: HVEM er sandheden? ... Hvem er Michael Emerson?

Tjah, jeg omtaler ham i mit EUSA-skrifts del 1 i forbindelse med et meget interessant brev, men hans tidligere funktion i EU-systemet har jeg ikke kunnet finde ud af, hvad var. Hvis nogen kan hjælpe, er jeg meget taknemmelig. I hvert fald arbejder han i dag for tænketanken Centre for European Policy Studies i Bruxelles; http://www.ceps.eu/member/michael-emerson

Jeg beklager, at også dette indlæg blev temmelig langt.

– Venligst Magnus Falko

Sider