Læsetid 6 min.

Til gladiatorkamp med filosofiske blodsudgydelser

Det var et sandt tilløbsstykke, da verdens skarpeste ateistiske polemiker, Christopher Hitchens, og verdens mest berømte katolske konvertit, Tony Blair, diskuterede, om religion er en overvejende godartet eller ondartet kraft
Høflighed. Der var smil og pæne håndtryk mellem Blair og Hitchens inden debatten, men da den gik i gang, blev der ikke vist nåde.

Høflighed. Der var smil og pæne håndtryk mellem Blair og Hitchens inden debatten, men da den gik i gang, blev der ikke vist nåde.

Mark Blinch
4. december 2010

Christopher Hitchens gik på scenen, aldeles uanfægtet af, at hele verden kunne se de umiskendelige tegn på den alvorlige kræftsygdom, han slås med. Hans mørke jakkesæt hang om hans skikkelse, der var blevet stærkt indfalden, og hans isse - nu hårløs på grund af kemoterapien - skinnede i rampelyset. Han sjokkede langsomt over til sin hvide stol, satte sig, og nippede hele tiden til en plastflaske med vand.

Men hvis Hitchens, der åbent har erkendt, at hans spiserørscancer sandsynligvis gør det af med ham, og dermed måske burde have forberedt sig på 'at møde sin skaber', så var det ikke det han valgte. Ikke at nogen ville have forventet andet fra verdens måske mest fremtrædende ateist. »Religion er en reel fare for civilisationens overlevelse ... den kan blive døden for os alle, menneskehedens endeligt,« erklærede han.

På scenen i Toronto var Hitchens oppe imod Tony Blair i en debatduel om, hvorvidt religion er en kraft for det gode i verden. Blair, verdens vel nok mest berømte konvertit til katolicismen (den daværende premierminister konverterede officielt i 2007 efter 30 år som 'skabskatolik', red.), var på Guds side. Det var Hitchens, forfatter til en bestseller med den kompromisløse titel Gud er ikke stor: Hvordan religion forgifter alt, så afgjort ikke.

Hvis Hitchens føler tilskyndelse til at forbedre sit image i Guds øjne, var det ikke noget, der kom til udtryk. Han sammenlignede Den Almægtige med »en form for guddommeligt Nordkorea« med vilkårlige regler og et altfortærende had til frihed og rationalitet. Religion, sagde han, var en blind satsning baseret på uvidenhed og frygt for døden. »Frelse loves til gengæld for en rørende lav pris: opgivelse af din kritiske sans«, sagde han.

Billetprisen værd

Lidet overraskende var det ikke en tankegang, Blair - der tværtimod gav indtryk af at være i et lettere granatchok over Hitchens bombastiske beskydning - ville acceptere. Religiøse mennesker, insisterede han gentagne gange, udretter særdeles meget godt i verden. Han opregnede en lang liste over velgørende organisationer og nødhjælpsmissioner fra Afrika og Asien til Torontos forstæder i en slags demografisk rundtur, der bar alle de afbalancerede karakteristika, vi kender så godt fra blairismens forestillinger om Den Tredje Vej.

»Den opfattelse, at religion er den rene uforfalskede gift, er uholdbar,« sagde han og tilføjede så: »Videnskab og religion er ikke spor uforenelige, og de er absolut ikke forudbestemt til at bekæmpe hinanden.«

Den intellektuelle konfrontation var på forhånd stærkt promoveret, og borgerne i Toronto havde på kort tid revet alle 2.700 billetter væk. En live-transmission arrangeret på andre mødesteder var for alle dem, der ikke fik plads i den futuristiske Roy Thompson Hall.

Peter Munk, hvis Aurea Institute organiserede debatmødet, kunne ikke modstå fristelsen til at hovere over sin succes.

»Jeg hører rygter, men jeg håber de er falske, om, at folk har betalt helt tåbelige og helt afsindige priser for billetterne,« erklærede han, da han introducerede hovedpersonerne. Munk skildrede det forestående opgør som en slags filosofisk gladiatorkamp med indbygget garanti for metafysiske blodsudgydelser i rigt mål.

Den sammenligning var måske nok lovlig søgt, men showet var absolut mere værd end billetprisen. Hvis Hitchens' fysik var skrøbelig, så var hans stemmeføring og intellektuelle ræsonnementer skarpe som skåret glas. Men sandt at sige løb han i nogen grad åbne døre ind. En meningsmåling før debatten viste, at 57 procent publikum på forhånd kunne identificere sig med Hitchens' position, mens kun 22 procent kunne erklære sig enige med Blair. Men uanset publikums sympatier var journalistens performance både mesterlig og vittig, og mere end en gang fangede han statsmanden på det forkerte ben. Hitchens kan være brutalt kompromisløs. Han indledte med at læse et citat op fra den netop saligkårede kardinal John Henry Newman (1801-90), som Blair tidligere har overøst med ros på forsiden af selveste Osservatore Romano, Vatikanets avis.

Barmhjertighed eller aflad

»Den katolske kirke vil til enhver tid foretrække, at solen og månen falder ned fra himlen, at jorden går under, og at alle dens mange millioner dør af sult i den yderste smerte, frem for at en sjæl skal begå en enkelt tilgivelig synd, fortælle en bevidst usandhed eller stjæle en ussel skilling uden at sige undskyld,« citerede Hitchens kastede dermed Blairs egne overbevisninger direkte tilbage i hovedet på ham.

»Det er jo et uhyre præcist koncentrat af alt det, som er perverteret og umoralsk ved troens mentalitet,« forklarede Hitchens til Blair, som kun sad få meter væk.

Hvis det var boksekamp, måtte man beskrive Hitchens som den angribende part, der overdængede sin modstander med byger af slag, en del af dem under bæltestedet - især dem om omskæring og kvinders rettigheder. Han betegnede det velgørenhedsarbejde, som religiøse organisationer yder »samvittighedspenge«, der skal kompensere for al den skade, de selv har gjort. For hvad skal det i sidste ende nytte at behandle hiv-smittede i Afrika, når man samtidig bekæmper brugen af kondomer?

Flere gange gav Blair afkald på at svare på Hitchens' angreb og accepterede i stedet ydmygt at tage imod det næste spørgsmål. Da et medlem af publikum spurgte de to debattører, hvad de hver i sær så som modstanderens stærkeste argument, gestikulerede Hitchens simpelt hen til Blair om at svare først, hvad der udløste høje latteranfald fra forsamlingen.

Igen og igen vendte Blair tilbage til sit forsvar for, at religiøse mænd og kvinder gjorde gode gerninger i millionvis over hele verden hver dag. Men dette var også en position, der kunne få ham i vanskeligheder. Blair skildrede blandt andet det store arbejde, som religiøse grupper i Nordirland har gjort for at slå bro over »den religiøse kløft« med henblik på at arbejde for fred. Hitchens lod ikke denne fatale blottelse gå fra sig. »Jeg plejer aldrig at gå glip af en mulighed for at lykønske nogen, der udviser stor humor, selv ikke når det er utilsigtet,« sagde han. Og så satte han stødet ind. »Hvorfra stammer i grunden 'den religiøse kløft'«, spurgte han og udløste nye latterbrøl fra menneskemængden.

Fanatismens rod

Blair var på stærkere grund, da han pointerede, at fanatisme næppe er de religiøst sindede menneskers monopol.

»Det 20. århundrede blev martret af visioner, der netop havde sekulære forestillinger i centrum. Det gav os Hitler, Stalin og Pol Pot,« sagde han.

Det eneste område, hvor journalisten og statsmanden forekom rørende enige var et spørgsmål, hvor hovedparten af det overvejende venstreliberale publikum i Toronto, nok ville have dømt begge skyldige: Irak-krigen. Begge blev spurgt, om religion spillede nogen rolle i invasionen af Irak - eller, som Hitchens og Blair var helt enige om at kalde det: Befrielsen af Irak.

Og ingen af dem gav sig en tomme.

»Den krig havde intet som helst med religiøs tro at gøre. Det var alt sammen beslutninger, der byggede på politiske overvejelser,« insisterede Blair.

'Tro mig, jeg har mere ...'

Hitchens var mere barsk og benyttede lejligheden til at angribe krigens modstandere. Men sandt at sige var dette ikke en aften om Irak. Det var en scene, hvor først og fremmest Hitchens kunne udfolde sig om et emne, der er blevet en af hans største lidenskaber. Hans bemærkninger var fulde af skarp humor - og hen mod slutningen også af en smule patos. Måske var det bare hans måde at give en begmand til manden med leen, selv om han ikke tror på ham. Alligevel antydede Hitchens til sidste en form for tro - eller længsel efter eller måske forståelse for det, han kaldte det 'numinøse' eller 'transcendente' element i den menneskelige erfaring.

»Uden dette er vi virkelig bare primater. Det er vigtigt at værdsætte den finesse, vi får herfra,« sagde han.

Hvis det var Hitschens' lille indrømmelse til, hvad hans ubehageligt intime dans med døden, har betydet for ham, så var den forbigående og kortfattet. Han sluttede af med endnu en omgang fordømmelser af alskens religiøse doktriner og opfordrede publikum til at undgå selv at blive en del af en religiøs flok, fordi de i så fald kan ende med at blive til et »får«.

Til sidste virkede han en smule udmattet, men stod dog op, side om side med Blair, og tog imod mængdens bifald, idet han lænede sig med begge hænder op af stoleryggen. Han var træt og i løbet af den sidste halve time af debatten blev han desuden plaget af små hosteanfald.

Men det definitive billede, man tog med sig fra Toronto, var ikke dette. Det var snarere en bemærkning, som Hitchens henkastede tidligere, da debattens moderator var nødt til at stoppe ham, fordi hans taletid var løbet ud. »Jeg har gjort mit bedste,« sagde Hitchens. »Men tro mig, jeg har mere.«

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ib Jørgensen

Hitchens har en vigtig pointe når han mod slutningen omtaler det 'numinøse' og 'transcendente', det jeg vil kalde det 'hellige'. Det 'hellige' kom først, siden Hvis den stadigt mere ophedede debat om verdensreligionernes konfrontation ikke skal ende i uoverskuelige og voldelige konflikter, må vi gøre os klart, at der var mennesker, før der var religioner.
Vi kan ikke afskaffe religionerne eller lade dem afløse af kun een tro, men vi kan måske hente inspiration til imødegåelse af de konflikter der nu synes at tårne sig op, ved at se på hvad der kan have karakteriseret mennesker og deres samfund før religionerne kom på banen og gav deres bidrag til at formidle og måske unødigt komplicere det menneskelige samkvem.
religion.
Læs videre her:
http://bricklayeribj.blogspot.com

Brugerbillede for Bill Atkins

Under enhver religiøs konflikt ligger, der en politisk konflikt. Religion er blot den retorik, der benyttes for at holde gadens parlement stangen. Jo højere i hierakiet du bevæger dig, jo større vægt lægges, der på at de underliggende lag overholder religiøse traditioner...

Brugerbillede for Niles Whitman

Han vil sgu blive savnet når han engang skal videre... En oase i en ørken af religiøs intolerance og plidder-pladder, et lysende intellekt og skarp som en ragekniv. Næh, han er nu bedst når han er oppe imod teologer og gejstlige (istedet for den fluevægter her)...

Dawkins omtaler i The God Delusion en avisanmeldelse af en offentlig debat hvor journalisten malende beskriver hvordan "Hitchens forvoldte stor åndelig skade på Biskoppen". Sandt var det, men bispen blev alligevel rasende over ordvalget.

Brugerbillede for Kim Gram

efter at historikere og naturhistorikere fik vendt diverse skabelsesberetninger om, til at ha' hodet opad og fødderne nedad, kunne man indenfor de
(ny)tolkninger jo mene: at så kunne paulus hist og her ha' noget ret i at: mennesket er skabt som det bør være, men det har så mange sære sager for.

at megen af de kritikker der fra religiøse rettes mod
de nuværnde adfærdsmønstre ( eller mangel på samme ), såmænd sagtens kunne gentages af også materialistiske historikere og naturhistorikere. det at kritik meldes i religionernes sprogbruge eller forme, betyder jo ikke altid, at materialistiske historikere eller naturhistorikere så er uenige med de kritikkere.

Brugerbillede for Kim Gram

begge fejler

blair's og mange andre statsleders ( formodentlig kun forgøglen ) religiøsitet, er vel bare fordi de følger machiavelli's råd til politikere om at "spille flinke".

hitchens undlader nok at nævne og anbefale de nødvendige samfundmæssige ændringer, som er forudsætningerne for almen:

ateisme/"kulturreligiøsitet".