Læsetid: 8 min.

Grønkjær i smørhullet

Det er for tidligt at spekulere for meget over FCKs kommende chancer og forbandelser i Champions League. Først skal der jubles, hoveres og nydes, at truppen har placeret i blandt Europas 16 bedste hold
Mezza punta. Grønkjær befandt sig godt som manden i hullet, der driblede sig til et korrekt dømt straffespark og bragte FCK foran med 2-0.

Mezza punta. Grønkjær befandt sig godt som manden i hullet, der driblede sig til et korrekt dømt straffespark og bragte FCK foran med 2-0.

Claus Bech

11. december 2010

Mens adrenalinen stadig pumpede rundt i kroppen, og rusen oven på den adgangsgivende sejr i Champions Leagues sidste gruppekamp absolut ikke havde dampet af, gik træner Ståle Solbakken og FC Københavns svar på en italiensk mezza punta en spiller i smørhullet lige bag centerforwarden rundt og hyggede sig med at gætte modstandere til ottendedelsfinalerne i det nye år. Tirsdag aften kl. 22.30 stod det nemlig lysende klart for enhver. Danskerne havde skrevet historie. FCK var det første hold, der havde kvalificeret sig til knock-outrunden i verdens mest prestigefyldte fodboldturnering. »Vi har vel en fair chance, specielt mod tyske hold eller Shakhtar Donetsk,« udtalte Ståle efter dysten, mens Grønkjær var lutter smil og drenget vovemod: »Og kom så med Chelsea.«

FCKerne havde allerede vist verdensklasse. Først et respektabelt nederlag på én af klodens mest imposante arenaer Camp Nou i Barcelona og siden et hårdt og tætspillet uafgjort mod de spanske mestre i Parken. Panathinaikos lignede på forhånd en overkommelig modstander, især fordi sportsfolkene fra den græske superliga (det hedder den også dernede) ikke havde en fløjtende fis at spille for. På trods af Rubin Kazans pligtskyldige nederlag til et decideret B-hold fra Barca kunne athenienserne allerhøjest nå op på fem point, mindst ét point fra billet til næste års Europa League.

Ståles plan

Men var de så ikke frie som Pegasus og fodrappe som Achilleus? Tro om igen. Grækerne pakkede sig sammen i defensiven. De forlod ikke bussen, som man siger i mundret fodboldhumor. På papiret hed træner Jesualdo Ferreiras taktik 4-2-3-1, men i realiteten var der tale om en 1-9-1, altså en målmand, ni der forsvarer eller bare sørger for at stå på tilpas irriterende steder for modstanderen og en enkelt, meget ensom angriber, som engang imellem får en umulig bold at arbejde med.

Ståle havde en plan. Sådan et bolværk skulle simpelthen brydes ned. I matchens gryende minutter tonsede de hvidblusede på i frenetisk tempo. De kombinerede, og de skød, og de zigzaggede imellem grækernes vagtværn. Forløsningen kom efter 26 minutter, da Martin Vingaard hamrede bolden i kassen fra distancen, og i slutningen af halvlegen var både Claudemir Domingues de Souza og Grønkjær tæt på at lægge yderligere alen til føringen med langskud og hovedstød. Og dem på lægterne, der havde medbragt radio og anden elektronik, vidste godt, at reserverne nede i Barcelona havde godt styr på FCKs konkurrent til andenpladsen i gruppe D, Rubin.

Dér havde han det godt, den 33-årige Grønkjær, som i sin karrieres efterår er trukket en anelse ind i banen som en slags hængende forward. Ikke som en Francesco Totti-type, der rykker frem fra den offensive midtbane, og heller ikke som en ægte trequartista à la Alessandro Del Piero. Nej, som en mezza punta, manden i hullet, der tager dybdeløbene som Johann Cruyff i de gode gamle dage, og som også har license til at storme på tværs af grønsværen og lægge stikninger til boksspilleren. Tænk også på Raúl González, der med årene og nu i Schalke 04 er forvandlet til mezza punta. Deres store erfaring, inklusive Grønkjærs, gør, at de ofte står de helt rigtige steder, eller også holder de med deres blotte bevægelser i det skrøbelige territorium mellem angreb og midtbane de andres forsvar beskæftiget. Og så er der mere spillerum til måltyvene. De fylder sjældent meget i landskabet. Det er spinkle typer, kloge fodboldspillere. Tor Nørretranders vil sikkert sige, at de tænker med fødderne.

Så kom anden halvleg, og stemningen var stadig på kogepunktet, for intet var endnu afgjort. Måske kunne russerne lave noget stort på Camp Nou. Tanken var ubærlig. Næsten som at blive slået på stregen af en endnu mere trodsig lilleput: Rubin Kazan kommer fra byen Kazan i delrepublikken Tatarstan, og nationens indbyggertal blev i 2002 optalt til 3.779.265. Come on!

Men så slog mezza puntaen til. Jesper Grønkjær, mine damer og herrer. Gutten, der har spillet 80 kampe på det danske landshold, men sagde farvel til Morten Olsens bedagede 4-3-3-filosofi i sommer; han, der har døjet med skader, som truede både karrieren med kroppen og humøret oppe i hovedet; han, der engang kreerede en drøm af et langskudsmål for Chelsea vistnok ved et tilfælde, for det skulle have været en aflevering ind i boksen; lige præcis han spejdede rundt inde i grækernes målfelt og drible-daskede med kuglen og tiltvang sig et korrekt dømt straffespark. Brølet lød længe og tiltrængt og kun en lille smule rustent fra fansene på lægterne, som i aftenens anledning var pisket til at nyde de familievenlige drikke, som tillades af Champion Leagues globale franchise. Grønkjær, der kan råbe se mig! på grønlandsk, hollandsk, engelsk, spansk og tysk, eksekverede selv, og så stod det pludselig 2-0. Sikke en fest.

Luftforandring

Der var gået 50 minutter, fra dommer Florian Meyer fløjtede kampen i gang, og minuttet efter, i en anden hovedstad nemlig den katalanske scorede Fontás til 1-0 for Barca mod Rubin. Barca havde allerede sikret sig førstepladsen i puljen, og Josep Pep Guardiola var ikke sen til at forære verdensklassespillere som Andrés Iniesta, Xavi Hernandez og Lionel Messi en hviledag i en hektisk december måned. Og med de bulletiner kom roen og overskuddet i Parken. Zdenek Pospech var tæt på med en perle af et langskud, og Dame NDoye, der var restitueret efter det bissede sammenstød med Victor Valdés i Barca-dysten, burde have bragt FCK på måltavlen mindst et par gange. Efter 73 minutter sparkede Vingaard hjørne, og Panathinaikos Djibril Cissé kom til at støde bolden ind bag sin egen målmand, Alexandros Tzorvas. 3-0! Lad så bare Tatarstan være en forfrossen forstad til Tjernobyl eller hvor fanden det nu ligger og lad da bare athenienserne have deres enøjede kykloper og højpandede myter, for vi har William Kvist! Og Mikael Antonsson, som Ståle i optakten havde sammenlignet med Dolph Lund-gren fra Rocky IV. Og Grønkjær! Og Mads Mikkelsen fra Valhalla!

I øvrigt endte matchen 3-1, for Cédric Kanté scorede i det absolut sidste minut.

Og hvad så nu? Om ikke så længe skifter Ståle trænertjansen for FCK ud med jobbet som manager for det norske landshold. Det er der mange, der med rette er kede af, men Ståle havde en god replik på det uundgåelige spørgsmål efter de 92 minutter i Parken:

»Det kan ikke være meget større at være blandt de sidste 16 i Champions League, men jeg vil ikke sammenligne det med noget andet. Da jeg besluttede mig for at stoppe, så hang det sammen med, at jeg havde gjort det samme i lang tid. Jeg har været fem år i den samme klub, med samme stadion, med samme modstandere som vi har slået næsten hver gang. Jeg føler, at nu hvor jeg næsten har været død én gang, så skulle jeg måske prøve noget nyt, inden jeg dør en gang til. Jeg ved, at jeg er en god klubtræner, og nu vil jeg også prøve at være en god landstræner,« sagde Ståle.

Men kan vi så komme i kvartfinalen?

»Vi har vel en fair chance, specielt mod tyske hold eller Shakhtar Donetsk. Det kommer nok til at knibe lidt mere, hvis vi skal op imod Real Madrid, Manchester United eller Chelsea. Men ligegyldig hvem, der venter, så bliver det svært. Men mod de tre førnævnte og over to kampe, så skal vi vist bruge både meget sne, kulde og held. Real Madrid, Manchester United eller Chelsea vil jeg helst undgå, men jeg ved ikke helt, om det samme er tilfældet for spillerne og Grønkjær vil gerne have Chelsea, men han er jo spejlblank, for han ved jo ikke, hvad der venter os.«

Åbent spørgsmål

Det er svært at være profetisk med milimeterpræcision, for FCK har både vist, at de kan sætte sig imponerende op mod de allerstørste, og at de i momenter kan trevle i smadder og satse på en forkert taktik over for modstandere, de nemt burde kunne løbe over ende. Alligevel har de lært meget af efterårets strabadser: De er suveræne i Superligaen. De har en bred trup, og undervejs er Ståles foretrukne formation, nemlig en 4-4-1-1, modnet og har fået tilført den fleksibilitet, som giver plads til kontraer og en hårdhudet defensiv i firkanten mellem midtbane og forsvar. Guardiola udtalte efter opgøret i Parken, at han sjældent havde mødt en hårdere modstander, og dén bemærkning blev sat eklatant i relief, da selvsamme FC Barcelona et par uger senere udraderede en anden kandidat til Champions League-trofæet Real Madrid med 5-0.

Det åbne spørgsmål er stadig, om det er bedst for os at møde modstandere, der ligner os, eller om vi snarere kan excellere face-to-face med mandskaber, som griber sagerne an på en helt anden facon. Man kan frygte et clash mod netop de tyske mandskaber, som Ståle drømmer om: Bayern München fedter sig igennem runden, men viser en turboladet effektivitet, når det virkelig gælder. Eller en Schalke 04-trup, som i lange træk spiller med en arkaisk 4-4-2, men alligevel formår at omstille sig til en mere moderne og mere fysisk baseret kampideologi med stærke midstoppere og enlige forwards. Og hvis vi er løver, så er dem fra Chelsea over-løver. Deres 4-1-4-1 er noget af det mest kraftfulde, der dags dato kan mobiliseres i europæisk fodbold. Også selv om Carlo Ancelotti vælger at satse på en dobbelt offensiv med både Didier Drogba og Nicolas Anelka.

Men fuck nu det

Nej, jeg sætter min lid til de hold, der spiller lidt blødere. Som holder gang i trekanterne og som katapulterer chancerne fra en tålmodig midtbane, der i glimt kan eksplodere. Spanske hold og et par engelske.

Men fuck nu alt dét, for lige nu er vi universets herskere, tindrende toner i Champions League-hymnens hysteriske Queen-plagiat, og vi skal huske at nyde det, siger mezza puntaen Jesper Grønkjær:

»Vi kan ikke ønske os mere. Det her står som det største i klubbens historie, og det kommer efter et stort efterår. Vi skal nyde det nu, for det her er det rigtige klimaks på efteråret. Og det giver os en god følelse at gå på ferie med.«

Tillykke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu