Baggrund
Læsetid: 7 min.

En lækage begynder med en moralsk konflikt

Selv om USA har været en stormagt i årtier, er der relativt få insidere, der har brudt offentligt med systemet for at blive whistleblowere og systemkritikere. Men for de få, der gør, kan prisen være høj
Selv om USA har været en stormagt i årtier, er der relativt få insidere, der har brudt offentligt med systemet for at blive whistleblowere og systemkritikere. Men for de få, der gør, kan prisen være høj
Moderne Tider
4. december 2010

Amerikanske præsidenter klager ofte over, at regeringsapparatet i Washington er utæt som en si. Dag ud og dag ind lækkes 'hemmelige' informationer til medierne i håb om at påvirke den politiske beslutningsproces eller sætte politiske modstandere ud af spillet.

Men ét er at være en politisk motiveret lækker, noget andet en ægte whistleblower.

Tag affæren om Wikileaks. Det er verdenshistoriens største læk; alt tyder dog på, at initiativtageren, en 22-årig menig soldat udstationeret i Irak, er en whistleblower. Altså en moralsk motiveret lækker.

Menig Bradley Manning skal have betroet en soldaterkammerat, at han var forfærdet over videooptagelser af en amerikansk kamphelikopter, der rent vilkårligt beskød irakiske civile. Han havde lagret disse billeder og millioner af hemmelige dokumenter for at skabe »en verdensomspændende debat ... og reformer«.

Manning har aldrig udtalt sig offentligt om sine motiver.

Meget tyder dog på, at han ligesom sin prominente forgænger, den i dag 79-årige Daniel Ellsberg, fik moralske kvaler og af samvittighedsgrunde valgte at begå en ulovlig handling - en uautoriseret frigivelse af hemmelige statsdokumenter - vel vidende, at de personlige konsekvenser kunne blive dramatiske.

Pentagon-papirerne

Ellsberg var 40, da han i 1971 i egenskab af sin stilling som forsvarsanalytiker i Pen-tagon kom i besiddelse af en tophemmelig rapport om krigen, som klart viste, at USA's politiske lederskab havde løjet for befolkningen. Han lækkede de såkaldte Pentagon-papirer til The New York Times.

Kort efter overgav Ellsberg sig frivilligt til forbundspolitiet, FBI, og udtalte: »Som en ansvarlig borger føler jeg ikke, jeg kan fortsætte med at skjule disse oplysninger for offentligheden ... Jeg er rede til at acceptere konsekvenserne af denne handling.«

Ellsberg risikerede dødsstraf efter USA' spionageparagraf. Han slap heldig fra det: Domstolen loslod ham i 1973 på grund af anklagemyndighedens uregelmæssige håndtering af efterforskningen.

»Ellsbergs handling er et klart eksempel på et individ, der lander i en situation, hvor han må vælge mellem at forsvare sin moralske integritet som individ - og blind loyalitet overfor staten. Det hører til de absolutte sjældenheder, at folk følger deres samvittighed,« siger William Felice, professor i statskundskab på Eckerd University i St. Petersburg, Florida.

Faktisk forholder det sig sådan, fortæller Felice, at ansatte i forbundsstaten og militæret bekvemt lægger det moralske ansvar over på deres politisk overordnede.

»I USA's statsapparat vejer loyalitetspricippet tungere end den moralske integritet. Det medfører, at embedsfolk skubber det moralske ansvar opad i hierarkiet for at holde deres egen sti ren,« siger Felice, forfatter til How Do I Save My Honor? War, Moral Integrity, and Principled Resignation (Hvordan redder jeg min ære? Krig, moralsk integritet og principfast tilbagetræden, 2009).

Men Ellsberg er også en systemkritiker, fordi han tog følgerne af sin handling, opgav sin stilling og begyndte en tilværelse som livslang kritiker af USA's udenrigspolitik.

I Washington er det ekstremt sjældent, at højtstående politikere følger deres samvittighed og bliver systemkritikere.

»Vi har kun to i vores historie. De var begge udenrigsministre og måtte betale en høj pris for deres principfasthed,« fortæller Felice.

Den ene var udenrigsminister William Jennings Bryan, en progressiv demokratisk partileder i begyndelsen af det 20. århundrede. Han trådte tilbage i protest mod præsident Woodrow Wilsons beslutning om at involvere USA i Første Verdenskrig.

Den anden var udenrigsminister Cyrus Vance. Han valgte at træde tilbage, da præsident Jimmy Carter sendte en militær ekspedition til Irak i 1979 for at at redde de amerikanske gidsler på ambassaden i Teheran.

Frosset ud

Trods de to mænds høje stillinger blev de efter deres tilbagetræden frosset ud af Washington.

»Loyalitet over for staten og præsidenten er den primære dyd i embedsstanden. Så snart den politiske beslutning er taget om f.eks. at gå i krig, bliver det ekstremt svært for den enkelte at udfordre beslutningen,« siger professor Felice.

På lavere niveau i statsapparatet og militæret er der lidt flere whistleblowere og systemkritikere. Under Vietnam-krigen deserterede tusinder af soldater, men kun nogle få blev varige systemkritikere.

En af dem er Charlie Clements, der blev trænet til at være bombepilot i Vietnam.

»Som ung var jeg en god spejder og officersaspirant, jeg prøvede altid at behage de overordnede. Men da jeg i Vietnam skulle trykke på aftrækkeren, kunne jeg ikke. Krigen var for mig umoralsk,« fortæller Clements, som i dag er leder af Carr Human Rights Center på Harvard University.

Han blev interneret på en psykiatrisk anstalt i USA i otte måneder. »Så blev jeg erklæret for 10 pct. mentalt handikappet og løsladt.«

I 1980'erne arbejdede Clements som læge i krigszoner i El Salvador, hvor regimet anvendte amerikanske kamphelikoptere til at bombe oprørsstyrker i landsbyer, hvilket førte til store civile tab. Senere udførte han humanitært arbejde i Irak.

Sammenlignet med Vietnam har krigen i Irak kun affødt få eksempler på moralsk motiveret systemkritik. I USA sidder kun 35 soldater i fængsel for at have deserteret eller nægtet at blive sendt til Afghanistan og Irak. I Canada skulle der opholde sig ca. 200 desertører.

Inden for Udenrigsministeriet trådte kun tre diplomater tilbage i protest mod angrebet på Irak. En af dem var Ann Wright. Hun er i dag blevet en af USA's fremtrædende antikrigsaktivister og systemkritikere.

Wright startede sin karriere i de væbnede styrker og tjente bl.a. i Grenada og Somalia, hvor hun havde rang af oberst. Senere søgte hun ind i diplomatiet og var bl.a. chargé d'affaires, da USA's ambassade i Kabul genåbnede efter angrebet på Afghanistan i 2001, som hun støttede på det tidspunkt.

Det var imidlertid først, da præsident Bushs regering i 2002-03 planlagde at gå til angreb på Irak, at Ann Wright - på det tidspunkt chargé d'affaires på ambassaden i Mongoliet - tog sit livs største beslutning og sendte et brev til udenrigsminister Colin Powell med sin afskedsbegæring.

»Det var en beslutning, jeg tog mutters alene. Jeg talte ikke engang med ambassadøren om det. I mails til venner i Udenrigsministeriet måtte jeg formulere mig kryptisk for at tilkendegive min modstand mod Bushs krigsplaner. De tilsvarende kryptisk formulerede svar, jeg modtog, lod ane, at jeg ikke var den eneste krigsmodstander,« fortæller Ann Wright.

Sympatitilkendegivelser

Dagen efter sin tilbagetræden modtog hun sympatitilkendegivelser fra 400 kolleger i USA's diplomatiske korps, men ingen af dem fulgte trop.

»De lovede mig at prøve at ændre tingene indefra. De kunne jo ikke træde tilbage. De havde en familie at forsørge og børn, der skulle læse på universitetet,« siger Wright.

Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv. »Jeg havde ikke planlagt at være krigsmodstander resten af mit liv. Jeg skulle bare ud af udenrigstjenesten,« erindrer Wright. Hun flyttede til Hawaii for at være på afstand af fastlandet. Efter et år begyndte indbydelser fra krigsmodstandere til at holde foredrag i USA at løbe ind. Siden er det gået hurtigt for Wright.

»Mit største ønske er, at nogle lækker dokumenter til pressen eller Wikileaks, som uafviseligt beviser, at præsident Bush og hans rådgivere begik krigsforbrydelser, så vi kan få stillet dem for en domstol,« siger hun.

Inden for USA's militær skorter det også på meningsafvigere. Kun fire officerer er trådt tilbage i protest i forbindelse med krigen mod terror.

De arbejdede alle som militæradvokater for domstolene på Guantánamo-basen.

Darrell Vandeveld er den kendteste. Efter endt tjeneste som underofficer i Irak-krigen søgte han om at blive militæranklager i Guantánamo og stod i spidsen for retssager mod fem mistænkte terrorister.

Det var sagen mod en ung afghaner, sigtet for at have kastet en håndgranat mod amerikanske soldater, der kastede Vendeveld ud i en voldsom samvittighedskrise. Han opdagede under retssagen, at beviser på mishandling og tortur - og stærke indicier på den tiltaltes uskyld - blev tilbageholdt af hans overordnede i anklagekontoret.

»Jeg var fanget i en konflikt mellem de etiske værdier, jeg var blevet indpodet som katolik, og min pligtfølelse og loyalitet over for hæren,« fortæller tidligere militæradvokat Vandeveld.

Han kunne anmode om at blive forflyttet til Afghanistan eller Irak, men det ville, siger Vandeveld, »betyde en fortsættelse af uretfærdigheden begået mod den sigtede.«

Pentagons hævn

»Jeg prøvede forgæves at få mine overordnede til at løslade afghaneren. For at undgå medansvar for begåelsen af en moralsk uacceptabel uretfærdighed mod den sigtede havde jeg til sidst ingen anden udvej end at træde tilbage i protest,« fortæller han.

Vandeveld måtte betale en meget høj pris. Han blev sendt til en ydmygende psykiatrisk undersøgelse. Overordnede forsøgte at miskreditere ham over for pressen med beskyldninger om uregerlig opførsel og uautoriseret besiddelse af et håndvåben.

»Havde det ikke været for disse hævnakter, var jeg nok aldrig blevet til en systemkritiker,« siger Darrell Vandeveld, der i dag arbejder som offentlig forsvarer i Erie, Pennsylvania.

Erfaringen fra Guantánamo har gjort ham dybt mistroisk over for institutioner af enver art, selv den katolske kirke. »Ingen institutioner - og slet ikke militæret - accepterer afvigende meninger. Hvis man handler efter sin moralske overbevisning, må man være forberedt på at stå alene og se bort fra følgerne, som altid er drastiske,« siger Vandeveld.

Kun de færreste er villige til at betale prisen. Men i sidste instans forbliver det uløste spørgsmål, hvad det nytter at blive en whistleblower og en systemkritiker, når intet synes at ændre sig?

»Lækager gør ikke en kæmpe forskel. Inden Wikileaks' krigslogs havde det meste været fremme i pressen, men ingen reagerede,« siger William Felice. »Det afgørende er at gøre alle borgere til systemkritikere - at gøre dem forståeligt, at de altid må handle efter deres samvittighed.«

Serie

Cablegate

Seneste artikler

  • Saudi-Arabiens frihjul

    14. december 2010
    Det vakte opsigt da seriøse aviser som The New York Times, The Guardian og - i al beskedenhed - Information citerede, hvad Wikileaks-dokumenter havde at fortælle om det tætte, ja, intime saudi-amerikanske forhold
  • Italiensk-russisk alliance gør EU sårbar på energiområdet

    14. december 2010
    Afsløringer fra Wikileaks understreger, at Berlusconis energipolitiske samarbejde med Putin skader amerikanske og europæiske interesser
  • Rusland ønsker at lægge låg på NATO-afsløring

    8. december 2010
    NATO's hemmelige beredskabsplan mod et russisk angreb på Baltikum og Polen har foreløbig ikke affødt kritiske reaktioner fra Kreml. Strategien om at lade som ingenting tjener Ruslands interesser, vurderer professor
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fantastisk artikel. Det sidste afsnit er også sådan jeg ser på tingene.

Enig Markus! Ærgerligt at Felice's bog ikke kan lånes via bibliotek.dk

Denne artikel er dynamit i sin fredsommelige og nøgterne beskrivelse af helt forfærdelige tilstande i verden og USA i særdeleshed. Men det tiltrækker åbenbart ikke kommentarer?

Også tankevækkende, at antallet deserteringer og protester i forbindelse med Irak- og Afghanistankrigen, ikke er så stort som under Vietnamkrigen - selv om det er samme amerikanske dominans der udleves. Er terroristforskrækkelsen en bedre motivator end kommunistforskrækkelsen?

Anne Wright, som har inside kendskab til amerikanske forhold siger:
»Mit største ønske er, at nogle lækker dokumenter til pressen eller Wikileaks, som uafviseligt beviser, at præsident Bush og hans rådgivere begik krigsforbrydelser, så vi kan få stillet dem for en domstol« .

Og det gælder osse DK, ikke sandt?

Jeg tror man skal passe på med at tilskrive Manning alle mulige altruistiske bevæggrunde. At beskrive ham som en "moralsk motiveret lækker" virker ihvertfald en anelse ved siden af sandheden, når vi forholder os til de oplysninger vi har at forholde os til. For kigger man på de chat-uddrag, der er blevet offentliggjort, så danner der sig altså et lidt andet billede. Nu kan det godt være jeg bare leger for meget lomme-psykolog. Men jeg får altså mere indtryk af en ensom ung mand, end en "moralsk motiveret lækker", når jeg læser uddragene.
Hvorom alting er ved vi ikke rigtigt hvorfor Manning gjorde som han gjorde. Så det kan næppe tjene til den nøgterne analyse af konceptet "whistleblowers", at tilskrive ham alle mulige og umulige bevæggrunde.

Kim Sørensen:

personlige motiver for lækagerne er efter min opfattelse ikke det væsentlige. Det er lækagernes brugbarhed i forhold til det folkelige demokratiske projekt der er væsentligt.

Magtens folk har ikke 'rent mel i posen'. Og det er væsentligt at folk ikke er naive mht dette. Man må balancere på en knivskarp æg mellem det paranoiske og det kyniske. Bedst at gå ud fra at især amerikanerne (den amerikanske regering og de multinationale selskaber) er ude på at udnytte resten af verden til det yderste for egen vinding skyld. Uanset omkostninger i liv og velfærd for andre.

Og hvis Wikileaks kan tjene til at belyse dette (samt andre staters tilsvarende adfærd) så meget desto bedre, uanset whistleblowerens personlige motiv.

Ole

I forhold til den generelle betydning af lækagerne og i øvrigt også det specifikke indhold, der er vi naturligvis fuldstændigt enige om at "whistleblowernes" personlige motiver er så evigt ligegyldige, som noget kan være.
Men nu handler artiklen for så vidt ikke om cablegate eller nogle af de andre læk, der er kommet via Wikileaks. Artiklen handler derimod om de personer, der lækker oplysningerne. Og det er i den forbindelse jeg rejser min kritik. For når artiklen indledes med bl.a. følgende udmelding "Meget tyder dog på, at han ligesom sin prominente forgænger, den i dag 79-årige Daniel Ellsberg, fik moralske kvaler og af samvittighedsgrunde valgte at begå en ulovlig handling - en uautoriseret frigivelse af hemmelige statsdokumenter - vel vidende, at de personlige konsekvenser kunne blive dramatiske.", ja så mener jeg journalisten udviser et endog meget sløset forhold til fakta og presseetik. Det springende punkt er naturligvis, at der reelt set ikke er noget, der tyder på Manning handlede som han gjorde, fordi han havde store moralske kvaler over at offentligheden ikke havde kendskab til de data han havde adgang.
Rent faktisk er der nok mere der tyder på det netop ikke var moralske skrubler, der fik Manning til at lække materialet. Noget der ihvertfald peger i den stik modsatte retning, end hvad artiklen indledes med, er at Manning (efter eget udsagn) ikke engang havde overblik over indholdet af de data han lækkede.
Derudover så er der det forhold, at Manning sådan set ikke rigtigt beskriver projektet som værende et moralsk korstog. Læser man chat-uddragene bruger Manning derimod rigtigt meget tid på at fortælle om hvordan han føler sig overset og hvor betydningsfuld han nu er blevet. Bl.a. fortæller han at han har "udviklet et forhold til Assange". Han beretter også om hvordan han kunne sidde og se hvordan folk tog mod de lækkede oplysninger, samtidig med han tilføjede dem på Facebook, uden de vidste hvem han var.
Med andre ord finder jeg det langt mere sandsynligt, at Manning "bare" var en ensom ung mand, der følte sig kørt ud på et sidespor og ignoreret.... som så fandt en måde til føle sig betydningsfuld og eftertragtet på.
Uddragene fra Mannings chatkorrespondence med Lamo, som er det eneste vi har at forholde os til i forhold til Mannings bevæggrunde, peger ihvertfald ikke i retning af den påstand, artiklen bliver indledt med. Om min tolkning så også er helt ved siden af må folk jo selv vurdere. Men når jeg selv skal sige det synes jeg nu den virker meget fornuftig. Man kan i øvrigt læse uddragene her: http://www.wired.com/threatlevel/2010/06/wikileaks-chat/

Men hvorom alting er så synes jeg det skæmmer artiklen, at den indledes med en fuldstændigt ubegrundet påstand. Det lugter ærligt talt lidt af at journalisten har digtet frit fra leveren, med henblik på at få artiklens overordnede pointe til at holde vand. Hvilket jeg synes er en skam i forhold til det ellers glimrende øvrige indhold i artiklen og en direkte hån mod det journalistiske håndværk.