Når sandheden bliver væk

Dansk presse har brug for en selvransagelse, der nødvendigvis må gøre ondt. Alternativet er at stille sig tilfreds med at være magthavernes nyttige idioter
Dansk presse har brug for en selvransagelse, der nødvendigvis må gøre ondt. Alternativet er at stille sig tilfreds med at være magthavernes nyttige idioter
18. december 2010
Delt 49 gange

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg, skønt jeg smykker mig med betegnelsen journalist, ikke står her som jeres kollega.

Det skyldes ikke kun, at jeg ikke er medlem af jeres fagforening eller har gået på nogen journalisthøjskole. Det skyldes ikke blot, at jeg, selv om jeg har arbejdet for de fleste danske aviser, aldrig har arbejdet på dem. Jeg har aldrig været fastansat. Jeg har aldrig haft et kontor. Jeg har aldrig deltaget i redaktionsmøder eller i nogen interne debatter på aviserne. Jeg har heller aldrig indtaget et måltid i nogen kantine. Jeg har aldrig gået på værtshus med de andre journalister.

Summen af alt dette er, at jeg ikke er jeres kollega. Hverken en god eller dårlig kollega. Slet og ret bare ikke en kollega.

Det handler om hygge

Når jeg nu lægger en vis vægt på dette med ordet kollega, er det, fordi det er mit bestemte indtryk, at netop dette ord er det allervigtigste i journalisters identitet. Jeres selvopfattelse og ambition har først i anden række noget at gøre med de historier, I formår at afdække. I første række handler det om forholdet til kollegaerne.

Jeg grunder dette indtryk på en diskussion, jeg havde med en prominent journalist på et af de store landsdækkende dagblade. Jeg havde kritiseret mediernes dækning af krigen i Afghanistan. Hans reaktion var ikke at spørge, hvad der var galt med krigskorrespondenternes vinkel. Han blev i stedet rasende, og grunden var den meget simple, at jeg havde angrebet hans kollegaer.

Han havde den ærlighed at indrømme og det er en ærlighed, jeg påskønner at hvis prisen for at fortælle en kontroversiel sandhed var fjendskaber, isolation og ensomhed, ville han ikke betale den, og da jeg refererede vores diskussion til min britiske kone, der har en fortid i BBC, kommenterede hun tørt: Jeg forstår, at dansk journalistik handler om hygge.

Man kan også sige det på en anden måde: Hvis Anna Politovskaja havde haft den samme holdning, havde hun været i live i dag, og Roberto Saviano, der afdækkede den napolitanske Camorras omfattende netværker, havde ikke behøvet at leve omgivet af livvagter, ligesom de journalistiske reportager og bøger, der omsider afdækkede sandheden om Irak-krigen aldrig ville være blevet skrevet, da de jo helt utvivlsomt var præget af en ukollegial ånd. De afslørede ikke kun den amerikanske regerings løgne om krigen, men klædte også den presse af, der villigt havde medvirket til bedraget.

Der er altid en pris at betale

Min diskussionspartner fortalte mig også andre ting. Han betroede mig, ikke uden en vis stolthed, at han havde forbindelser, der var højt placeret i samfundet, og som forsynede ham med vigtige oplysninger. Også til dem var han bundet, om ikke af kollegiale hensyn, så dog af en nødvendig loyalitet, i et forbund af gensidige tjenesteydelser, der ikke altid tillod ham at skrive de kritiske sandheder.

Jeg sagde, at vi nu nærmede os kernen i den daglige skandale, som er dækningen af det politiske liv på Christiansborg. Journalisters afhængighed af politikere er ikke blot bestemmende for vinkling og dækning. Det er også tydeligt, at pressen har overtaget politikernes verdensbillede i stedet for opstille et modbillede til det.

Min samtalepartner mente, det ikke kunne være anderledes. Der var altid en pris at betale, både fordi man nødvendigvis måtte bevare et godt forhold til sine forbindelser, men også fordi der uundgåeligt udviklede sig visse bånd til dem. Man kan kalde det loyalitet. Man kan også kalde det kollegialitet, hvis man foretrækker det. Jeg tænkte igen på min britiske kones ord: Jeg forstår, at dansk journalistik handler om hygge.

Jeg gjorde bagefter et tankeeksperiment, hvor jeg forestillede mig, at det ikke var hyggen, der herskede i dansk journalistik, men uhyggen, at der altså ikke var en opbyggelig fred mellem politikere og journalister, et fællesskab i livssyn og interesser, men det modsatte, en krig imellem dem, og at journalisterne dækkede det politiske liv med samme uforfærdede mod, som de dækker forbrugerstoffet. Tænk, hvis der blev stillet lige så kritiske spørgsmål til politikeres påstande og beslutninger, som der stilles til støvsugeres sugeevne og kondomers holdbarhed.

Billede af en magtkamp

Jeg forestillede mig en samtale mellem en politiker og en journalist, der netop har afsløret, at han har tænkt sig at stille politikeren til regnskab for en temmelig ubehagelig historie. »Hvis du gør det,« siger politikeren, »taler jeg aldrig mere med dig. Så er der fra nu af lukket for det varme vand. Ikke flere gode historier til dig. Du kan banke på min dør, så meget du vil. Du kommer ikke ind.«

Det er i dette øjeblik, virkelighedens journalist får et usikkert blik og begynder at granske sine hænder. I min fantasi om en bedre verden ser han derimod op og stirrer politikeren trodsigt ind i øjnene. »Hør her, dit røvhul,« siger han. »Jeg taler heller ikke mere med dig. Vi boykotter dig. Du bliver aldrig mere refereret i avisen for noget som helst, ingen fotos, ingenting. Hvis du ringer os op med et af dine sædvanlige selvpromoverende nonsens-budskaber, vil vi ved lyden af dit navn, blot svare hvem? og derefter stille dig om til piccolinen. Og hvis nogen spørger, hvorfor man aldrig mere hører noget fra dig, vil vi trække på skulderen og sige, at du jo må have valgt at spille en tilbagetrukket rolle i politik, hvilket jeg forsikrer dig for, at du lige præcis i dette øjeblik også har. Så du må hellere få åbnet for det varme vand igen, for ellers kan du godt kysse din fede, taburetklæbende røv farvel. For det tilfælde, at du ikke har forstået budskabet, brormand, så er det os, der bestemmer. Fat det så!«

Politikere bør være bange for journalister. De skal ikke tænke på dem som nyttige idioter. De skal få tynd mave, bare de ser en journalist for sig. Men danske aviser repræsenterer i disse år ikke andet end den institutionaliserede magtesløshed. Det er kun journalisterne, der ikke har opdaget det. Under diktat fra snæversynede bestyrelser, der kun tænker i omkostninger og fortjeneste, med chefredaktører, der for de flestes vedkommende ikke er andet end inkompetente, anonyme funktionærtyper på gennemtræk fra bladhus til bladhus, falder og falder oplagene på såvel de store, landsdækkende morgenaviser som formiddagsbladene mod et absolut nulpunkt, en udvikling, alle synes at acceptere med en stoisk, nærmest masochistisk resignation, og som i hvert fald aldrig giver anledning til selvransagelse. At tale med en journalist om dansk presses fremtid er som at tale med en psykotisk virkelighedsfornægter, der fra sit tilflugtssted i en narcissistisk, selvcentreret fantasiverden uanfægtet tror på løgnen om sin egen betydningsfuldhed.

Den absolutte principløshed

Man skulle jo tro, at Wikileaks, dette lavaudbrud af ucensurerede oplysninger fra magtens nervecentre, der pludselig vælder op fra internettet, var en fest for frie og kritiske medier. Det er det også. Altså for en fri og kritisk presse. Men ikke for den danske. Da danske chefredaktører efter endnu et dæmningsbrud fra internetguerillaen Wikileaks omsider tager stilling, sker det med to undtagelser i ledere, der til forveksling ligner opsigelser, der for længst burde være skrevet, eller afskedsbreve fra selvmordere, der har indset deres egen eksistentielle fallit. I principfaste vendinger udstiller chefredaktørerne deres absolutte principløshed, idet de tager afstand fra Wikileaks, som om informationsstrømmen var en kloak, der truer med at opsluge alt, hvad de tror på, herunder ikke mindst militæret og diplomatiet, skønt de to institutioner absolut ikke hører til demokratiets bærepiller, men højst er ubehagelige randfænomener, nødvendige onder, der hele tiden må holdes under kontrol.

Allermest komisk, eller måske tragisk, bliver det, da ytringsfrihedens ypperste fanebærer i dette hjørne af galaksen, Jyllands-Posten tager afstand fra Wikileaks. »Jeg går ind for ytringsfriheden, men «, som Anders Fogh Rasmussen sarkastisk formulerede det om dem, der i hans øjne alligevel ikke gik ind for ytringsfriheden, hvilket Jyllands-Posten nu til overmål har bevist, at avisen helt kategorisk ikke gør.

Wikileaks er massemediernes nemesis, det fortrængtes tilbagekomst. Wikileaks er en dom og et spejl for de massemedier, der har svigtet i rollen som den fjerde statsmagt. Engang ville whistlebloweren, insideren, den samvittighedsplagede ekspert, der i sit arbejde falder over oplysninger, som ryster hans moral, være gået til en avis. I dag går han til Wikileaks.

Wikileaks går derpå videre til et på forhånd udvalgt netværk af aviser. Men det er tvivlsomt, om mange af de aviser, der er valgt som samarbejdspartnere, selv ville have ledt efter historierne eller publiceret dem, hvis de havde fundet dem. The New York Times var en aktiv medspiller i bedraget om masseødelæggelsesvåben i Irak. Dagbladet Information går officielt ind for krigen i Afghanistan, og avisens dækning af krigen kunne være skrevet af Hærens Operative Kommando. Det er mængden af historier, lækkenes enorme omfang, der gør dem til en nyhed i sig selv og derfor umulige at overhøre.

Meningsløs ytringsfrihed

Wikileaks udnytter det svage led i de ukritiske massemediers logik og tvinger dem mod deres vilje til at blive kritiske. Det er derfor, danske chefredaktører er fanget i en fatal krydsild. De er ikke ansat til at være kritiske, men de skal bringe nyheder, og hvis nyhederne tvinger dem til at indtage en kritisk position, må de skrive ledere, hvor de undergraver deres egne avisers grundlag og undsiger informationsfriheden.

Holdninger, meninger og synspunkter, der hverken næres, afprøves eller udfordres af en stadig strøm af viden og kendsgerninger ender som tomme demonstrationer. Ytringsfriheden står på skuldrene af informationsfriheden, borgernes umistelige ret til at få adgang til de informationer, der sætter dem i stand til kritisk at efterprøve de beslutninger, der tages på deres vegne. Uden indsigt i magtens mekanismer er vi blot henvist til at skrive under på den stiplede linje. Derfor er journalisten og den afdækkende research også vigtigere end opinionsdanneren, og når informationsfriheden er fraværende, minder det meste af det, der i medierne går under navn af debatter, om et hestevæddeløb uden heste, hvor hjulbenede jockeyer pisker løs på de heste, der ikke er der. Alt efter smag kan man finde synet enten komisk eller medynkvækkende, men kendsgerningen er, at når ingen ved, hvad de taler om, kan også ytringsfriheden blive meningsløs, og det er det, vi oplever nu.

Den ytringsfrihed, der forsvares så ivrigt i disse år, har intet at gøre med de selvkorrigerende mekanismer i demokratiet, der er med til at sikre dets overlevelse, men er snarere i slægt med det primalskrig, der lyder fra millioner af bloggere på internettet, en terapeutisk selvbekræftelse, der snarere står i den individuelle idiosynkrasis tegn end i oplysningens.

Det er misforståelse at tro, at demokratiet er sikret, blot fordi hvem som helst har uhindret adgang til at sige hvad som helst. Demokratiet er først sikret, når hvem som helst har uhindret adgang til at sige hvad som helst om magtens mekanismer, fordi de har indsigt i dem. Når ytringsfriheden skilles fra informationsfriheden, og det er vigtigere at mene noget end at vide noget, har det fatale konsekvenser for demokratiet, for uvidenheden er demokratiets dødsfjende.

Nej, vi har ikke brug for meningsmålingernes tomme tyranni. Nej, vi har ikke brug for teatralske tv-dueller mellem uinformerede, såkaldte intellektuelle med op-svulmede egoer. Nej, vi har ikke brug for forhenværende spindoktorers kommentarer til det politiske spil, hvor vælgerne reduceres til en pavlovsk hundepsykologis forsimplinger. Demokratiet klarer sig uden. Men demokratiet klarer sig ikke uden opsøgende journalistik. Demokratiet klarer sig ikke uden oplyste borgere.

Et resultat af mange dramaer

Uvidenhed var det ord, den prisbelønnede britiske journalist Nick Davies brugte, da han i bogen Flat Earth News fra 2008 satte sig for at undersøge, hvad der var sket med hans egen branche. Massemedierne, inklusive den trykte presse, er blevet systematiske producenter af uvidenhed, skrev han, der som en konklusion på sin undersøgelse bittert konkluderede: »Jeg blev tvunget til at indrømme, at jeg arbejdede i en korrumperet profession.«

Det store drama, der er endt med, at demokratiet må undvære sin fjerde statsmagt, er resultatet af mange små dramaer. Der er ingen moralistisk strittende pegefingre i Davies anklage. Der er ingen, der har slået en handel af i nogen mørk port eller ladet sig betale til at lyve. Der er end ikke mediemoguler med skjulte politiske dagsordner. Der er den simple, triste kendsgerning, at avisen er blevet en vare som alle andre, underlagt de samme krav om rentabilitet, hvor profit og ikke journalistik er blevet førsteprioritet. Derfor er journalistikken blevet et snævert bur, hvor al engagement systematisk kvæles. Truslen mod journalisters mulighed for at opsøge og fortælle sandheden kommer ikke udefra. Den kommer indefra den journalistiske arbejdsplads selv.

Den tid, en journalist gennemsnitligt kan bruge på en historie, er i løbet af de sidste 20 år blevet reduceret til en tredjedel af, hvad den var tidligere. En undersøgelse fra Cardiff Universitet, som Davies refererer, viser, at 80 procent af alle de historier, der trykkes i den britiske presse er andenhånds-historier. Kun 12 procent er nogen sinde blevet tjekket af de journalister, der lægger navn til dem. De allerfleste af dem leveres af den pr.-branche, som nu tæller flere ansatte end pressen. Resultatet er en afprofessionalisering af journalistikken, der reduceres til det sidste, passive led i en industriel fremstilling af nyheder, hvor sandhedskriteriet er blevet det mindst relevante af dem alle.

Det har også dramatiske konsekvenser for det objektivitetskrav, som er så afgørende i al journalistik. I en glidende bevægelse er det blevet erstattet af et neutralitetskrav. Hvis to mænd kommer ud fra et lukket rum, og den ene hævder, at væggene var malet hvide, den anden, at de var sorte, sørger journalisten for at referere begge parter. Så er objektivitetskravet opfyldt, mener han. Og det er jo i en snæver forstand rigtigt: Han har ikke taget stilling. Men han er heller ikke gået ind i rummet, hvor han måske kunne konstatere, at væggene i virkeligheden var lyserøde.

Når objektivitetskravet afløses af neutralitetskriteriet, bliver sandheden irrelevant. De officielle kilder kommer til at dominere, ikke fordi journalisten mangler mod til at udfordre de etablerede sandheder, men fordi han mangler tid og ressourcer. De sikre, præfabrikerede sandheder vil altid blive foretrukket, simpelthen fordi de repræsenterer den hurtigste og nemmeste løsning.

Løgnens ministerium

Nick Davies konkluderer, at der er sket et globalt kollaps i indsamlingen og udvælgelsen af informationer og forsøget på at fortælle sandheden om tingenes tilstand. Det tilfældige har afløst det væsentlige, uvidenhed accepteres som indsigt og løgn og forvrængning har erstattet sandhed.

Wikileaks nylige læk fra krigene i Afghanistan og Irak er jo svær at overse, selv for danske medier, men heldigvis kræver den ikke, at man som journalist bevæger sig væk fra skærmen eller gør andet end at løfte telefonen for at få Forsvarsministeriet til at afkræfte det hele eller troskyldigt at hævde, at dokumenterne ligesom ikke er til at finde. De fleste reportager om sagen slutter med de beroligende ord, at Forsvarsministeriet ser med stor alvor på sagen og endnu en gang forbereder sig på at undersøge sig selv. Så har journalisten ikke taget stilling, men prisen for hans neutralitet er, at læseren heller ikke er blevet informeret.

Forsvarsministeriet er blevet løgnens ministerium, ikke bare en stat i staten, men en slyngelstat i staten. Ethvert forsøg på fra mediernes side at nå til bunds i noget som helst ved hjælp af loven om aktindsigt saboteres dygtigt af Forsvarsministeret, der tager en hel vifte af teknikker til hjælp. Der forhales, henvises til statens sikkerhed, eller dokumenterne kan ikke tilvejebringes, fordi de på ubegribelig vis er blevet borte eller forlagt og fordampet i det, der skulle være et ministerium, men i stedet fremtræder som en uoverskuelig rodebutik. Ministeriets teknik synes at være: hellere fremstå inkompetent end at overholde loven.

I stedet for at løbe storm på døren til Forsvarsministeriet med en rambuk, bankes der høfligt på, og når dørvogteren peger på skiltet med Adgang forbudt, går repræsentanterne for den fjerde statsmagt opgivende hjem igen til anderledes interessante og saftige skandaler, som vedrører langt mere vedkommende sager som oppositionslederes skatteforhold og ministres ferierejser. Der kan mobiliseres et vist mod, når det gælder ministres privatliv. Der er til gengæld intet mod, når det gælder ministres forvaltning af deres embede. Der pippes protesterende i spagfærdige ledere, men ingen ressourcer afsættes til en kulegravning, der kan nå ind til de kældre, hvor nogle af nyere dansk histories mest modbydelige hemmeligheder er gemt væk.

Er demokratiet tjent med jer

Lad mig slutte med et spørgsmål. Er demokratiet godt tjent med jer?

Ja, hvis demokrati handlede om datomærkning af fødevarer, og demokratiet bestod af konsumenter og ikke af borgere. Ja, hvis demokrati kun handlede om at give point til de politiske partiers taktiske positioneringer og bedømme det sprog, de vælger, når de skal sælge sig selv. Ja, hvis virkeligheden ikke fandtes, og alt var spindoktor-retorik, og der ikke var en verden hinsides beslutningstagernes horisont. Ja, hvis demokrati var en tilskuersport og Christiansborg et stadion. Ja, hvis loven i et demokrati kun skal overholdes af folket, men ikke af de folkevalgte ministre. Ja, hvis borgerne i et demokrati ikke har brug for informationer, der gør dem i stand til at tage kritisk stilling til de beslutninger, der tages på deres vegne og i deres navn. Ja, hvis demokrati ikke også vedrører fremtiden, krige på fjerne steder og i det hele taget en stor verden hinsides vore egne grænser.

Lad mig gentage mit spørgsmål: Er demokratiet godt tjent med de medier, vi har i dag? Er det danske folk? Er den trykte presses dramatiske og konstant faldende oplagstal en knusende dom over jeres selvpåførte irrelevans, eller skal vi forstå det som et tegn på en stigende overfladiskhed blandt læserne i en medie- og indtryksbombarderet tid? Er det sådan, at folk ikke gider læse om væsentlige emner, eller er det sådan, at det i hvert fald ikke er i aviserne, de finder dem, og at de derfor opsiger deres abonnement?

Jeg kan godt nævne de første 10 journalister, jeg har stor respekt for, og en enkelt chefredaktør. Jeg er sikker på, at der er endnu flere derude. Jeg ved også godt, at der hvert år uddeles en Cavlingpris, og at prismodtagerne har leveret journalistik af uangribelig kvalitet, men kan I ikke selv se, at Cavlingprisen blot er en trøstepris, I giver jer selv for at skjule jeres magtesløshed? Jeg synes, det er på tide, at I opgiver jeres tro på jeres egen indbildte betydningsfuldhed og i stedet påbegynder en selvransagelse, der nødvendigvis må blive ubehagelig.

Under andre omstændigheder

Jeg synes, det er på tide, I opgiver hyggen som journalistisk trosbekendelse og de klistrede venskaber med de mennesker, I burde have et distanceret forhold til.

Jeg synes, det er på tide, at I besinder jer på, at udtrykket pressens magt engang betød noget, og at der i denne magt, som I blot behøver række ud efter for, at den igen skal blive jeres, ligger en stor rensende, velgørende funktion, der igen kan få vores invaliderede demokrati på benene.

Jeg ved godt, at det er ikke så nemt, som jeg får det til at lyde med en opfordring, der måske er mere moralistisk end godt er. I er underlagt kvælende budgetter og kortsigtet tænkende, inkompetente, nærmest suicidale bestyrelser, der i kampen om det annoncemarked, de troede lå gemt i gratisaviserne, ikke undså sig for dagligt at tabe millioner af kroner i en fejlsatsning, der udmærket kan vise sig at have været dansk presses banesår. Måske er de små nicheaviser det eneste svar. Måske ligger der også et svar i journalistforbundet selv. Handler en fagforenings opgaver kun om løn og feriepenge? Hvis det er jeres job at komme sandheden så nær som muligt, burde jeres krav så ikke også om vedrøre sandhedens ansættelsesvilkår og ikke kun jeres egne?

Nej, jeg er ikke jeres kollega. Men jeg kan sagtens forestille mig omstændigheder, under hvilke jeg ville være stolt af at være det.

Når sandheden bliver væk er en bearbejdet udgave af en tale holdt på Journalistforbundets årskonference i Odense den 15. november 2010

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Læserflugt. Er det sådan, at folk ikke gider læse om væsentlige emner, eller er det sådan, at det i hvert fald ikke er i aviserne, de finder dem, og at de derfor opsiger deres abonnement?, spørger Carsten Jensen.

Foto: 
Kristine Kiilerich

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kåre Fog

Det er en meget læseværdig opsang. Carsten Jensen opregner en lang stribe af problemfelter, som hver for sig kunne fortjene en lang detaljeret udredning. Det vil måske fjerne fokus fra det væsentlige, hvis man diskuterer, om han har ret eller uret. Jeg synes snarere man skal starte med at anerkende, at alle disse problemstillinger er væsentlige og bør tages alvorligt.

Et vigtigt punkt, jeg lagde mærke til, er f.eks. nederst til venstre på s. 29, hvor der står om historierne i engelske aviser, at de allerfleste af dem leveres af den pr.-branche, som nu tæller flere ansatte end pressen. Det er mig bekendt fuldstændig korrekt, i hvert fald for den angelsaksiske verden, og det er da afsindigt væsentligt. Hovedparten af alt, hvad folk læser i aviserne, er skrevet af mennesker som får deres løn for at fremme en bestemt dagsorden/ særinteresse. Og publikum er for dumme til at indse, at det forholder sig sådan.

Et par linjer længere henne i artiklen taler Carsten Jensen om forskellen på neutralitet og objektivitet. Meget, meget væsentligt! Jeg kan rigtig godt lide billedet med de to personer, der kommer ud fra et værelse, og har hver sin påstand om hvad farve der var på væggene. Journalisten kigger ikke efter selv, men refererer blot neutralt begge synspunkter. Det billede er lige på kornet med hensyn til en af de tendenser i moderne journalistik, som forarger mig mest.

Jeg er ikke enig med Jensen i alt, og føler mig usikker på om kritikken af krigsjournalistikken nu også er fuldt berettiget. Men det er ikke væsentligt. Det væsentlige er, at Jensens harme over journalistikkens tilstand får ham til at skrive noget væsentligt, som mange mennesker burde tænke meget mere alvorligt over.

Tak til Information for at bringe artiklen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Yderst relevant artikel om forholdene i dansk presse og om årsagen til dansk presses afstandtagen til Wikileaks, i nærværende dagblad tydeligst promoveret af Martin Burcharth.
Også Charlotte Aagaard får en over næsen for sin form for embedded journalism i krigene, der i Danmarks navn bliver ført af unge mennesker, der i deres voldførthed i stigende grad vender hjem som døde eller invaliderede.

Lone Kühlmann var inde omkring emnet da hun afslørede, at journalister fremsender spørgsmål på forhånd, og således aftaler hvad der kan samtales om med politikere - kan det blive mere tandløst?

En stor tak til Carsten Jensen, og selvfølgelig også til den mindst ringe for at lade Jensen komme til orde, på trods af at han nødvendigvis også påpeger den journalistiske defekt, som også findes på Information.

Brugerbillede for Lars R. Hansen

Det er jo altid nemt, at udskrige andre - her godt og vel hele den danske presse - til ukritiske krystere. Jeg selv forfalder lidt for ofte til den slags golde, fanatiske kritik.

Kritiske medier, skal være mere kritiske, dybdeborende journalistik, mere dybdeborende, oplysende journalistik, mere oplysende, saglig, faktuel journalistik, mere faktuel. Meget nemt.

Men i dette tilfælde forekommer kritikken nu i særlig grad, alene at bygge på det simple forhold, at vor formanende skribent ikke mener skribentens personlige holdninger (som denne regner som den pureste sandhed) fylder tilstrækkeligt i dansk presse. For nemt.

Man kunne dertil have håbet, at skribenten ikke forsøgte at eksemplificere i sin kritik af pressen - at pressen ikke udtrykker skribentens holdninger i et for skribenten tilstrækkeligt omfang - simplethen at verden ikke indretter sig efter vores skribents anvisninger.

Det bliver alt for tykt og indædt, når skribenten bliver lidt konkret fx. her:

"Information går officielt ind for krigen i Afghanistan"

En forrykt påstand, der totalt afslører skribenten. Som flittig Informationslæser - her ikke mindst for hvad angår dækningen af Afghanistan - kan jeg ikke andet end forsvare Information mod denne uvederhæftige og grundløse anklage.

At Information i en leder(e) har givet udtryk for det internationale samfund bør fortsætte sin støtte, herunder militære, til Afghanistan - er ikke at gå ind for krig, men derimod fred - men da vores skribent ikke deler den opfattelse, bliver sådan en leder for vores skribent alene udtryk for den ukritiske danske presse, der hygger sig som magthavernes nyttige idioter.
Intet andet kan være årsag til forskellen mellem Jensens og lederens opfattelse - for Jensen altså.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Knus

Den bedste diagnose jeg har læst, men svarer CJ opfordring til journaliststanden ikke til at bede mariehønen om lige at fikse klimakrisen, når den alligevel er oppe ved vorherre og bede om godt vejr.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Stig Bøg

Fremragende artikel, hvor hvert et ord desværre er sandt. Selv har jeg abonneret på Weekendavisen, Politiken og Kristlig Dagblad, men Saakashvilis krig i 2008 afslørede at ingen danske medier ønskede at finde sandheden. At jeg selv(som den bonderøv jeg er) kom meget tæt på via "nettet", siger noget om mediernes ynkelige tilstand. Jeg abonnerer på Information, netop fordi den er den mindst ringe. Resten af dansk presse kunne man for min skyld godt skrotte.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian Larsen

Carsten Jensen:

»Dagbladet Information går officielt ind for krigen i Afghanistan, og avisens dækning af krigen kunne være skrevet af Hærens Operative Kommando.«

Det er desværre den ubehagelige sandhed.

Charlotte Aagaard og konsorter bidrager jo ikke ligefrem til at smykke avisen med hæder og ære.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Chemnitz Larsen

Den skjulte ghetto

Meget værre, når magthaverne bryder loven til skade for borgerne, så bliver også lovens tjenere til magtens tjenere.

Også dem, der har pligt til og får løn for at holde øje med magthaverne.

Alle dækker over magthaverne, når der er alt for meget at komme efter. Svarende til gennemført korruption.

Et netværk eller en ghetto, hvori loven ikke hersker.

En påstand. ja, men den fremgår af dokumenter fra - de ansvarlige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vang Bach

En glimrende artikel eller tale af Carsten Jensen.

Er fuldt enig med Carsten Jensen, og haaber at det vil give stof til eftertanke hos nogle journalister, haaber at det er de rigtige der vil taenke over om de har valg de rigtige erhverv.

De rigtige er dem der nu vil gaa ind og kritisere detaljer i Carsten Jensens artikel, frem for det overordnet budskab.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Mikkelsen

Meget flot tale.

Men hvis der skal redelig undersoegende journalistik til, gjort af rimeligt betalte professionelle - og forretningsmodellerne tydeligvis ikke vil laegge budget til den laengere (som om de nogensinde gjorde) - hvordan skal vi saa faa den?

Frivilligt arbejde? Flere wiki-modeller?

Flere selvstaendige ny-medie-initiativer drevet af progressive organisationer med nonprofit $$$ i ryggen (ligesom democracy.org)? Til formaalet oprettede nonprofit foreninger? Faglige organisationer med egne kanaler?

Ja man faar ikke det siddende regime (inkl. den officielle "opposition") til at opgive det bestaaende. Og journalisterne ved jo godt hvor deres naeste loencheck mest sandsynligt kommer fra.

Hvor meget er det forresten at A/S Dagbladet Information faar i "diversitetspenge"? Altsaa oven i den almindelige bladstoette?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frederik Hougaard

Jeg er viiiiiiiiiiild med Carsten Jensen omend jeg defintivt ikke er enig i alt, hvad han skriver.
Han behersker bare sproget på den mest sublime måde, hvilket giver varmen her i decemberkulden ---tak fordi der er plads til sådanne indlæg :o)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaspar Olsen

Enig - det er en smuk og rigtig tale.
Men Carsten Jensen overser misteltenen i den suppe som verden og journalisterne har fået at søbe, siden den 11. september 2001.
En ting er hvordan den 11. september angrebet påvirker stemmekvæget og bruges til at skræmme stemmekvæget ind i armene på DF og V og K.
Noget helt andet er hvorledes den 11. september angrebet påvirkede journalisterne på alverdens redaktioner.
Hvis 11. september var et statement fra ”konspirationen” ville det foruden at være første træk i et kompliceret skakspil mod enhver intelligent og velinformeret person på kloden også kunne skrives ud i sætningen ”Se hvad jeg kan!”.
Og skakspillet er så fortsat med løgnene om masseødelæggelsesvåbnene i Irak – felttoget mod Taleban i Afghanistan – krydret Worldvide med små infame mord på f. eks journalister i Rusland eller en berømt lækket videosekvens af en amerikansk helikopter der med en en maskinkanon henretter pressefolk med kamera nede på gaden i Irak.
Skakspillet er så fortsat hen over olie-prisstigninger og diverse verdensomspændende økonomiske kollaps der kan føres dels tilbage til olieprisernes himmelflugt - dels tales der om direkte svindel i finansielle sammenhænge hvor resultatet i hvert fald er faldet ud sådan at svindelen har malket statskasser i utallige lande.
”Se hvad jeg kan” sætningen blafrer stadig som skrevet med neon i luften.
Skaktræk efter skaktræk køres frem på Strategobrættet for det er ikke venlig skak men en hemmelig krig mod stemmekvæget, der primitivt sagt bliver taget i deres hoved og - - - men især i deres pengepung af svindlerne der stadig brillerer.
Ingen - gentager INGEN kan trække nogen brik i Strategospillet mod personerne i denne faktisk verdensomspændende konspiration der sandelig har vist os hvad de kan siden den 11. september 2001.
Det er i denne kontekst man skal huske, når man betænker journalistfagets muligheder for at udøve god journalistik. (som man nu kun kan drømme om)
Søger man ord og tekst om stemningen i denne nye forbryderiske verdenorden bør det bemærkes at det kun er få der tør sætte tydelige og klare ord på.
Journalister er jo ikke dumme – selv om de siger det modsatte i deres reportager og artikler ved de godt, at det umuligt kan have været 19 arabiske flykapere og Osama Bin Laden der stod bag begivenhederne den 11. september 2001.
Når modstanden mod den nu herskende verdensorden er så svag som den er i dag handler det formentlig om at vi ikke har noget fortilfælde i verdenshistorien - måske bortset fra tilstandene og livet som man husker det fra utallige danske film om besættelsen her i Danmark.
Ligesom i Danmark anno 1941 er hele verden nu besat af en uhyggelig besættelsesmagt der sætter standarden overalt men som næppe kan ses og slet ikke diskuteres med de uvidende der netop intet fatter.
Det er her i denne situation at hele journalistfaget med dets mange muligheder er sat skakmat – emnet er for svært og den usagte trussel for stor til at håndtere.
Heller ikke i litteraturen findes hjælp til selvhjælp. Der findes ingen håndbøger i emnet - ”Hvorledes man som journalist sætter verdens mest magtfulde konspiration skakmat”.
Givetvis behøves en større brainstorming på emnet, men det kræver vilje og mod at nå dertil, for ikke at tale om at agere hvor viljen er.
Astrid Indgrens bog ”Brødrene Løvehjerte” kommer mig i hu som den bog, der bedst beskriver der tyranni vi alle lever i år 2010.
Tengil og hans mænd (og kvinder) og de er mange over hele jorden i vores virkelighed er de klædt i habit og slips (eller kjoledress) men med kommando over lydige uniformerede mænd af mange slags.
(Behøver jeg at minde om de seneste dages debat hvoraf det fremgår at repræsentanterne fra pressen skulle tildeles samme rødglødende knippelsuppe som demonstranterne)
Dette altså ikke helt usynlige tyranni har nu foldet sig ud i fuldt flor på kun 10 år med Bush og Blair og Fogh.
Da situationen er helt ny på jorden - forstået på den måde at aldrig nogensinde før har et så gennemråddent ”konspiratorisk” styre på jorden med dets fælles fodslag og agenda været så udbredt og haft så mange deltagere i så mange lande før – er der brug for en pacifistisk agenda der sætter dette gennemrådne styre skakmat uden at nogen derved undervejs ender i fængsel som Julian Assange eller det der er værre.
Herfra hvor vi står kan vi se til alle sider – men hvor går vi hen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for lasse wielandt

God morgen,
Blev henvist til denne artikel af min søn og har nydt at læse den.
Jeg blev deraf tvunget til at forlade mit fysiske og mentale refugium i bjergene en lille stund for at give mine 5 cents, jeg håber ikke det forstyrrer nogen =)

Carsten Jensen,
Dine ord minder mig om en gammel ven for mange år siden Lasse Ellegård (ved ikke hvad han laver nu=) og min gamle ven Michael Ware, som pt. rekupererer efter en god dosis PTSD.
Hr. Jensen, vær sød at fortsætte med deres common sense approach to journalism. Der er brug for så mange verden kan finde af jeres slags, ellers tror "pingvinerne" at de regerer, hvilket vi jo er nogle få der ved de ikke gør. Men de bør mindes om dét faktum ofte og grundigt.

Igen mange tak og til alle (hyggenisserne indkluderede), glædelig jul & godt nytår.
May the world in the comming year be a little less interesting.
Love,
lasse

PS. Mht. Wiki.. ya aint seen notin' yet .. LoL

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kate Kadol

Fantastisk indlæg af CJ - Tak for det!

Et hurtigt kig rundt på andre danske medier afslører et totalt fravær af dækning af konsekvenserne af Wikiafsløringerne.

Der fokuseres istedet på Assanges privatliv og hypoteser omkring hans motiver.

Jeg har lyst til at bringe et udtræk fra en artikel af John Pilger der handler om netop journalisters tab af ytringsfrihed:

Why are wars not reported honestly?

Dan Rather, who was the CBS news anchor for 24 years, was less reticent. "There was a fear in every newsroom in America," he told me, "a fear of losing your job... the fear of being stuck with some label, unpatriotic or otherwise." Rather says war has made "stenographers out of us" and that had journalists questioned the deceptions that led to the Iraq war, instead of amplifying them, the invasion would not have happened. This is a view now shared by a number of senior journalists I interviewed in the US.

In Britain, David Rose, whose Observer articles played a major part in falsely linking Saddam Hussein to al-Qaida and 9/11, gave me a courageous interview in which he said, "I can make no excuses... What happened [in Iraq] was a crime, a crime on a very large scale."

"Does that make journalists accomplices?" I asked him.

"Yes... unwitting perhaps, but yes."

What is the value of journalists speaking like this? The answer is provided by the great reporter James Cameron, whose brave and revealing filmed report, made with Malcolm Aird, of the bombing of civilians in North Vietnam was banned by the BBC. "If we who are meant to find out what the bastards are up to, if we don't report what we find, if we don't speak up," he told me, "who's going to stop the whole bloody business happening again?"

Cameron could not have imagined a modern phenomenon such as WikiLeaks but he would have surely approved. In the current avalanche of official documents, especially those that describe the secret machinations that lead to war – such as the American mania over Iran – the failure of journalism is rarely noted. And perhaps the reason Julian Assange seems to excite such hostility among journalists serving a variety of "lobbies", those whom George Bush's press spokesman once called "complicit enablers", is that WikiLeaks and its truth-telling shames them. Why has the public had to wait for WikiLeaks to find out how great power really operates? As a leaked 2,000-page Ministry of Defence document reveals, the most effective journalists are those who are regarded in places of power not as embedded or clubbable, but as a "threat". This is the threat of real democracy, whose "currency", said Thomas Jefferson, is "free flowing information".

In my film, I asked Assange how WikiLeaks dealt with the draconian secrecy laws for which Britain is famous. "Well," he said, "when we look at the Official Secrets Act labelled documents, we see a statement that it is an offence to retain the information and it is an offence to destroy the information, so the only possible outcome is that we have to publish the information." These are extraordinary times.

Hele artiklen kan læses her:

http://www.johnpilger.com/articles/why-are-wars-not-being-reported-honestly

Ja - these are extraordinary times indeed..

Man kan kun håbe på at vælgere/borgere vågner op og indser at vi snart er nødt til at kæmpe for vores tilgang til information udover mainstream media.

Konsekvensen kan i værste fald blive "digital bogafbrænding"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ronni larsen

Jeg siger også en kæmpe tak for hele den veltrængte opsangs tale og artikel...
Kæft hvor har vi brug for de rette vinkler efterhånden... Forøvrigt tak til informations oplyste læsere som jo nok burde kunne brillere som de klogeste iblandt alle dks skarer af avis "fans" :D
Rupert murdoch er en af dem der skabte præsidium for at skære ned på kritisk journalistik for profit..
se evt outfoxed hvis ikke alle allerede har set den :)
Go jul alle sammen !!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Thorpe

Udemærket artikel, men jeg er ikke så sikker på, at journalisterne er de virkelige syndere her. Medier skal jo også bruges af læserne, folket, for at have en værdi og et eksistens-grundlag. Medier bliver stadigt mere flygtige, og journalister arbejder vel, som de fleste, også for at tjene til vejen og dagen. Derfor tror jeg, at det i ligeså høj grad er de meget lidt loyale læsere der er skyld i et svigt overfor journalistisk troværdighed.
Aviserne er i den grad i en oplags-krise, og een måde at imødekomme det på, er vel netop at instruere journalister om at lave mindre grundlæggende forskning for deres historier? Det er IKKE en prioritering jeg overhovedet er enig i, men det er ånembart en prioritering der IKKE gør at læserne boykotter aviserne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Tak til Carsten Jensen.
Til Morten Thorpe: det er værd, synes jeg, at tænke over, at vi aldrig har andre end journalisternes ord for, at 'debat er dårligt tv' eller 'folk gider ikke høre længere udredninger'. Jeg tror, at det er journalisterne, der ikke gør. Jeg gider personligt godt, og det fornemmer jeg, at rigtigt mange andre, f.eks. denne debats deltagere, også gør. Man skal huske, at de eneste aviser, der kan spore fremgang, er dem, der går i dybden indenfor deres særområde: Information, Kristeligt Dagblad, Børsen.
Det forekommer mig, at journalister simpelthen udviser en fatal mangel på nysgerrighed og dækker sig ind bag nogle principper, som måske lyder godt, men som ikke kommer til at tjene meget andet end opbyggelsen af en ny magtfuld klasse, der så ovenikøbet allierer sig med magthaverne.
Det var betydeligt mere ærligt, da aviserne delte sig efter politisk anskuelse, for da kunne man være sikker på, at modstanderne blev kigget i kortene.

Brugerbillede for Signe Hare

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange gange 'et godt netværk' er blevet nævnt på Journalisthøjskolen i løbet af det seneste halve år. "Husk at drikke kaffe med alle dem I interviewer - det giver en god relation" sagde Tanja Frederiksen, forfatter til bogen Projekt Løkke til os. Resultat: Mange, men anonyme kilder samt en fremtidssikring af kaffehyggen.

Omvendt sagde min underviser følgende: "Man kan kende en journalist på, at han sidder alene og spiser sin frokost, og går i noget mærkeligt tøj" . Det skulle ikke så meget illustrere journalistens behov for at skille sig ud, som det paradoks det er at være journalist.. Du kan ikke spise en hyggelig frokost med din kilde for derefter at sable dem sønder og sammen i morgendagens artikel. Lektion: spis alene! (og så fred være med klæderne)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Vindum

Tusind tak til Carsten Jensen.
Sikke en opsang til hele journalist standen, føler mig sikker på at Holmsgaard sidder på en lille sky og skraldgriner over den vrede unge hr Jensen, som nu er blevet voksen, men stadig vred...
Tusind tak

MVH
Martin Vindum

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dan Johannesson

Helt igennem fantastisk artikel.
Carsten Jensen du formår at opsummere en række helt centrale pointer.

Netop den implicitte afsløring af mediernes polerethed og kammerateri med magteliten, burde fylde spalte op og spalte ned i disse dage.

Det er jo ikke kun Irak og Afghanistan disse afsløringer omhandler, men korrumperingen af den vestlige verdens medier.

Det er dog også smukt at Carsten gør opmærksom på at han stadig har tilliden til at journalisterne har fået nok og nu vil søge tilbage til deres oprindelige styrke og eksistensberettigelse.

Den tillid har jeg i høj grad også. Vi har alle brug for et wakeup call af og til når vi er faldet i søvn til selvsvingets monotoni.

Det er hermed leveret, af Wikileaks og i forarbejdet udgave af Carsten Jensen.

Tak til dig, og til de mange journalister som jeg er sikker på vil danne de nødvendige alternative kanaler og institutioner der skal til for at bringe den ægte, sunde og skånselsløst dybdeborende journalistik tilbage til sin position som demokratiets eneste relle forsvar.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Mikkelsen

Tak for tippet, Tom Paamand, jeg ser ellers ikke fjernsyn, men denne her er kostelig! "Roevhul... dumme svin" siger ministeren til journalisten, o.m.a. godt. Han var formentlig saa ophidset at han ikke aensede kameraets fortsatte gang.

Problemet var jo nok at han ikke var blevet faerdig med at spise risengroed da hans kone fortalte ham at han skulle i fjernsynet. Lissom den der gamle sang om nissen...

Men nyheden er jo god for hele standen. Miine damer og herrer journalister, jagtsaesonen er blaest ind! Og der er endda DR der har sat standarden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Haarder er vel her også et symptom på den grundlæggende fejltagelse blandt politikerne: at de forventes at producere store mængder af love og regler for befolkningen at følge. Mængden er øjensynligt så stor, at ministeren ikke betragter det som en mulig opgave at have kendskab til det hele; men det er det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Emil Edelgart

Det kedeligste ved den video—og det, der åbenlyst bekræfter alt i CJs indlæg—er, hvordan Bertel Haarder truer med at nægte interviews for fremtiden, og journalisten løber tryglende efter ham. Det er nærmest sørgeligt. Haarder har vel efterhånden opfattet, og det gør ham tydeligt lidt vrissen, at han kun kan hæve millionydelse fra staten den næste håndfuld år...

Men hvor er det ellers morsomt at se den borgerlige fløj implodere i slow motion. Mer' af det, tak.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Høeg

Kære Carsten Jensen
Tak fordi du sætter ord på "vi andres" tanker og bekymringer om journalisternes overfladiskhed og politikernes magtarrogance. Jeg synes, at vi er ved at få et samfund som mere og mere minder om en totalitær stat. Det er også godt set, at man som abonnement af en avis overvejer om abonnementet skal fortsætte, Denne gang valgte jeg Information, ikke fordi jeg synes Information er meget bedre end eksempelvis Politiken, men på grund af 2 mennesker, som jævnligt yder deres uvurderlige bidrag til at få det danske samfund tilbage på det demokratiske spor - nemlig dig og Gerorg Metz.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sune Olsen

De mange kommentarer til støtte for Haarder, og med "gode" idéer om hvordan journalister burde begrænses i deres arbejde på debatsiden på Berlingske i forbindelse med Haarder-sagen, viser desværre at der er en stor gruppe mennesker i Danmark, som helst ikke ønskerkritisk journalistik.

http://www.berlingske.dk/debat/hvad-synes-du-om-haarders-vredesudbrud#new

F.eks:

"Jeg synes, man skal smide samtlige journalister ud fra Christiansborgs gange. De kan være til stede i folketingessalen, når der er debatter, og de kan de møde op til en ugentlig spørgetime, når statsministeren holder briefing. Så kan de ellers invitere de forskellige ministre og folketingsmedlemmer til at udtale sig om diverse aktuelle emner i radio og tv, punktum."

Og denne her:

"Jeg syntes det er OK at han taget bladet fra munden og fortæller DR, og øvrige journalister. God og etisk opførsel skader ikke!
Forøvrigt bør man vel også af hensyn til seerne forberede politikeren på hvilke spørgsmål man vil stille, så vedkommende kan nå at sætte sig ind i de konkrete sager. Derved får vi seere noget korrekt at forholde os til, i stedet at emnet ikke er så vigtigt blot at få skovlen under politikeren."

Det må siges at være mikrofonholdernes manifest.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for René Jansen

Det er suverænt den bedste opsang, jeg har læst i mange år. Det var dog en sønderlemmende skideballe... jeg ser en hel film for mit indre , hvor den ene inkompetente og behagesyge journalist efter den anden, er blevet verbalt radbrækket og lagt på hjul og stejle så langt øjet rækker. Imponerende...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Massimo Fiorentino

Fremragende. Vigtigt.

Men min nuværende pessimisme hvad angår alle fløje af Christiansborg, samt den presse, der er det eneste bindeled mellem dem og os vælgere, siger mig, at Carstens ord kommer til at fise ind igennem det ene øre og ud gennem det andet...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen

Det er læsning af højeste karat - og Carsten Jensen skal have en stor og hjertelig tak her til jul for sin gave til det danske folk - hvilket Information så også skal have for at have formidlet det.

Samme Information som af CJ for skældud for at ..."Dagbladet Information går officielt ind for krigen i Afghanistan, og avisens dækning af krigen kunne være skrevet af Hærens Operative Kommando".

Tak skal du ellers have for en præcis beskrivelse af en kompliceret situation ...

Bertel Haarder valgte så i denne weekend at give et skoleeksempel på det, CJ skriver om - og også han skal takkes for at visualisere og forenkle problemstillingen.

Denne artikel + Carsten Jensens to artikler om Afghanistan i Politiken er blevet en fast bestanddel i min nyanskaffede Kindle ebogslæser - det er nattelæsning, når det er bedst !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Carsten Jensen forviser Poul Smidt, Rune Lykkeberg, Tim Knudsen og Georg Metz og andre af mine øvrige favorit-skribenter til en kamp om andenpladsen med den opsang.

Sjældent er noget så væsentligt blevet leveret så godt. Faktisk så sjældent, at jeg ikke erindrer fortilfælde på stående fod.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand

At aftale emne, og holde sig til dette, er ikke uhæderligt. Det sikrer blot at begge parter møder forberedt frem. At aftale hele spørgsmålsrækken er naturligvis langt over stregen - og hvis relevante spøgsmål på forhånd er fyfy, skal dette fortælles til læseren.

I Bertels paradeforstilling ser der ikke ud til at være aftalebrud. I følge ham selv og Ekstra Bladet skyldes raseriet for lidt risengrød. I følge journalisten, at Harder har nedsat et udvalg om et emne, og så lovgiver inden udvalget får en chance for at blande sig. Den pointe med udvalget mener journalisten at have forberedt spindoktor på, mens Bertel virker taget med bukserne nede.

DR skal have tak for at have dokumenteret et journalistisk relevant emne, nemlig Bertels velkendte raserianfald. De har været omtalt, men aldrig fremvist - og mon ikke hans spindoktor får det næste at se bag lukkede døre

anbefalede denne kommentar

Sider