Røde drager over Sjælsmark

Et stærkt stigende antal børn flygter ved hjælp af menneskesmuglere til Danmark uden deres forældre. På modtagecentret Sjælsmark har 30 af dem fotograferet mødet med Danmark - kammeratskab, tryghed og håb, men også slåskampe, snitsår og angst. Her fortæller to af fotograferne om deres billeder og deres flugt
Et stærkt stigende antal børn flygter ved hjælp af  menneskesmuglere til Danmark uden deres forældre. På modtagecentret Sjælsmark har 30 af dem fotograferet mødet med Danmark - kammeratskab, tryghed og håb, men også slåskampe, snitsår og angst. Her fortæller to af fotograferne om deres billeder og deres flugt
4. december 2010

Hver dag går den afghanske flygtningedreng Hamid gennem skoven nær asylcentret i Gribskov. Der er noget ved ruten, der gør flygtningen bange. Så fotograferer han. Hamid tager nærmest ét billede for hvert skridt. Vejen svinger, og skoven skifter forklædning; lys, mørke og skygger afløser hinanden, nedfaldne blade, stablede stammer, slidte hvide vejstriber. Hamid stiller kameraet på selvudløser og træder nogle skridt frem. På fotografiet kan man se ryggen af en lav dreng med gummisko, cowboybukser og lidt hængende skuldre i den blå træningsjakke.

»Nogle gange spørger jeg mig selv: 'Hvis jeg kunne blive i Danmark, hvilket arbejde skulle jeg så have?' Jeg siger til mig selv, at jeg burde blive psykiater, så jeg kunne hjælpe børn, der ligesom jeg har fået nok af livet,« skrev Hamid i en tekst til sine billeder, da han stadig havde et håb om at få asyl i Danmark.

Men Hamid var ikke tilstede, da udstillingen af hans og 29 andre flygtningebørns fotografier torsdag blev åbnet i kulturhuset Støberiet, Blågårds Plads i København. Han er allerede udvist.

De seneste år er der sket en voldsom stigning i antallet af flygtningebørn, der kommer til Danmark uden deres forældre eller andre til at tage sig af dem.

Mens 93 såkaldt uledsagede flygtningebørn søgte asyl i Danmark i 2007, steg tallet året efter til 302 og i fjor til 529. Hver syvende asylansøger er nu mindreårig. Udlændingeservices tal for de første otte måneder af 2010 viser, at udviklingen fortsætter. Næsten alle børnene er teenagedrenge, og tre ud af fire kommer fra Afghanistan, hvor de er flygtet fra krig og trusler fra Taleban - og et liv i økonomisk og social elendighed. Andre kommer fra Irak, Iran, Syrien og Somalia.

Det er disse teenagere, unge-netværket DFUNK under Dansk Flygtningehjælp har givet et digitalkamera i hånden. I fotoprojektet ROUTEless? har flygtningene gennem tre uger fået undervisning og fotoopgaver. De har dokumenteret deres eget liv, hverdagen på modtagecentret i Sjælsmark, mødet med danskerne; frygten, ensomheden, kammeratskabet - og drømmen om en fremtid i sikkerhed. Udstillingen er ikke mindst aktuel, fordi regeringen har fremsat et lovforslag, som med forskellige tiltag skal bremse drengenes flugt til Danmark. Men hvem er disse unge flygtninge? Og hvordan oplever de mødet med Danmark?

Patronhylstre i Nordsjælland

En gitterport åbner ind til den tidligere militærkaserne i Sjælsmark, Nordsjælland. Tre bygninger i gul mursten med 10 værelser i hver, en fodboldbane på asfalt og - fra klasseværelset - udsigt over dansk landidyl. Det store antal flygtningebørn presser Røde Kors' kapacitet, og nye centre er taget i brug for at følge med. På modtagecentret i Sjælsmark bliver flygtningene typisk nogle måneder, inden de ryger videre ud i landet til Gribskov, Grindsted, Jægerspris, Sandvad og Vipperød.

»Militæret vil ikke fjerne pigtråden omkring centret, de håber måske, der bliver kaserne igen,« forklarer en Røde Kors-medarbejder.

I ROUTEless?, der både henviser til rodløshed og det ikke at kende ruten videre i livet, har flere af de unge fotograferet den militære forbindelse: En barfodet dreng, der forcerer pigtrådshegnet, et tomt patronhylster ved siden af et rødt æble, et bæltekøretøj på øvelse i terrænet - rystet og uskarpt, så det næsten ligner en virkelig mission i Helmand.

Men i det store perspektiv handler ankomsten til Danmark først og fremmest om mødet med større tryghed og sikkerhed.

»Da jeg kom til Danmark, gav politiet mig hånden. 'Hvordan har du det?,' spurgte de. Det gjorde mig lidt forskrækket. Hvis man bare kigger på politiet i Syrien, så kan de finde på at gøre grimme ting ved én,« siger kurdiske Roni og fortsætter:

»Det er så dejligt at kunne bevæge sig frit og ikke føle angst. Ikke at skulle være bange for at blive slået ihjel.«

Roni er allerede flyttet fra Sjælsmark til et andet center i Vipperød. På sit værelse har teenageren nogle af de få ejendele, han fik med på flugten fra det syriske diktatur: Barbergrej, deodorant og værker af de tre digtere, hans afdøde onkel holdt af. Og han har ting, han har fået af Røde Kors eller købt for sine lommepenge: varmt tøj i papkasser, skolehæfter, gryder, høretelefoner fra et loppemarked, mobiltelefon og en rød lampe.

Ifølge Ronis egen beretning blev han og et par skolekammerater fængslet, fordi de hyldede vestlige demokratier og tegnede skandinaviske flag i skolen. Da Ronis far, en forretningsmand, bestak sin søn ud af fængslet, accellererede ulykkerne. Bestikkelsen blev afsløret, og faderen fængslet. Roni stak af til en naboby. En menneskesmugler fortalte, at faderen havde fået hugget højre arm af - den, han havde brugt til at betale bestikkelsen med.

»Jeg tror ikke på dig,« sagde Roni.

»Så ring og spørg dine venner,« svarede menneskesmugleren. Det gjorde Roni. Vennen bekræftede hændelsen.

»Jeg ville ønske, nogen kunne hjælpe mig med at tage et billede af min far, så jeg kan se, om det er rigtigt,« siger asylansøgeren i dag.

Et kram fra en fremmed

Roni er selv begyndt at tage billeder. Da han fik det sølvfarvede Canon Ixus lommekamera i hånden, gik han ud i køkkenet og lavede et Dannebrog - af ris og ketchup. I området omkring Sjælsmark fotograferede han røde postkasser, en sø med hvide blade på overfladen og en ven, der hoppede på kængurustylte. Roni gik også en tur i mørket.

»På den lille vej mellem stationen og hovedvejen kom en dame med sin hund. Jeg havde ikke set dem, men hørte kun hundens kæder. Damen kunne se, at jeg blev forskrækket, 'undskyld, undskyld', sagde hun. Da hun krammede mig, tænkte jeg på min mor.«

Krammede hun dig?

»Ja, en tilfældig dame, der bor her omkring. Hun var ked af, at hun havde skræmt mig.«

Ronni tog et billede af hunden.

»De er venlige,« insisterer flygtningen om danskerne. I love Danmark, står der på et fotografi, en anden flygtning har taget.

En hændelse ved et andet asylcenter i Jægerspris viser dog, at der også er en anden virkelighed.

En aften i oktober bliver tre flygtningedrenge overfaldet af unge danskere bevæbnet med knive og baseballkøller. Racistiske tilråb flyver gennem luften, og da flygtningene søger tilflugt på centret, smadrer danskerne vinduespartiet i hovedindgangen. Også Røde Kors' personale bliver truet med en 30 centimeter lang kniv.

Hændelsen sætter gang i en borgerindsamling i Jægerspris.

»Jeg synes, vi skal vise de unge, at det ikke er noget, vi her i byen støtter,« står der i sms-kæden, der opfordrer til at samle ind til en omgang chips, cola og slik.

I Vipperød tegner Roni afstanden til sin familie på et stykke papir.

»Før jeg kom til Danmark, kunne jeg sove ved siden af min mor og far, kysse dem og kramme dem. Jeg har fået kammerater her på centret, men jeg føler mig alligevel alene. Uanset om jeg råber eller skriger, kan min familie ikke høre mig,« siger kurderen og tilføjer:

»Om natten græder jeg, og så føler jeg mig lidt lettere. Men det ligger inde i mig. Jeg viser det ikke. Det er kun mit problem.«

Tre dage i container

I Sjælsmark løfter en dreng stolen op over hovedet i begejstring: »Musik! Musik!« råber han. Så kører flygtningenes billeder over væggen: Drenge, der holder hinanden i hånden, rodede teenagerværelser, pigtråd i rødsprængt himmel, uskarp bondegård, ligusterhæk, slåskamp i spisesalen, mælk og mad på gulvet, en overarm snittet til blods og det koppeskår, der er snittet med, røde drager over Sjælsmark.

En af fotograferne er 15-årige Zaid, der er etnisk hazara og født i Afghanistan - en spinkel fyr med et venligt ansigt.

»Der er en fifty-fifty chance for at leve eller dø,« siger han og taler om flugten til Danmark.

Når menneskesmuglere i Afghanistan sender drengene af sted, er de skandinaviske velfærdsstater endnu et populært endemål. Ifølge Udlændingeservice modtog de nordiske lande i fjor omkring halvdelen af alle de mindreårige flygtninge, der kom til Europa. FN mener, at myndighederne kun ser toppen af isbjerget, fordi mange unge - af frygt for at blive sendt hjem - lever et liv som papirløse.

Zaid bor på etagen over Roni i asylcentret i Vipperød. Afghaneren sidder i den samme T-shirt, som han flygtede i, da han fortæller sin historie: Først rejste familien over grænsen til Pakistan, væk fra fattigdom og Talebans forfølgelser af hazaraerne, som modsat Taleban er shiiamuslimer. I Pakistans lovløse Baluchistan- provins levede Zaids familie illegalt. Da faderen pludselig døde, måtte Zaid forsørge familien ved at reparere maskiner til brøndboringer. Men også i Baluchistan var klimaet over for hazaraer fjendtligt. Politiet tæskede dem - og Taleban tæskede politiet. Først rejste Zaids storbror til Iran for at tjene penge, men familien hørte aldrig fra ham igen. Moderen sagde, hun ikke kunne hjælpe Zaid mere. Flygtningen siger i dag, at han hverken kendte pris eller destination på rejsen, blot vidste han, at han skulle til det sikre Europa. Efter aftale med moderen bragte smuglerne de følgende tre måneder Zaid over Iran, Tyrkiet, Grækenland, Italien, Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland, inden han nåede København. Flygtningen gik til fods over stejle bjergsider, sneg sig forbi grænsepoliti og forbryderbander, kørte under lastbiler og gemte sig på skibe. Mellem Grækenland og Italien sejlede han tre dage i en lukket container, skjult mellem sammenrullede elkabler, uden mad og med meget lidt ilt. I mørket mødte han en jævnaldrende, men de talte stort set ikke sammen: »Derude kæmper alle deres egen kamp, ingen tager sig af hinanden,« siger flygtningen.

Ingen fingeraftryk undervejs

Der findes ikke nogen samlet undersøgelse af, hvordan og hvorfor et stigende antal afghanske flygtningedrenge kommer til Danmark. Men UNHCR-rapporten Voices of Afghan hildren fra juni 2010 fortæller om svenske erfaringer og er baseret på interviews med 42 uledsagede flygtningebørn.

Rapporten viser, at de afghanske børn flygter på grund af fattigdom, men også fordi, de reelt føler sig truet i deres hjemland. Drengene fortæller om kidnapninger på vej til skole af Taleban samt tvangsrekrutteringer. Andre har måttet flygte, fordi de er blevet truet, efter deres forældre er faldet i unåde. Børnene kender oftest ikke den endelige destination for deres rejse, som er bestemt af menneskesmuglerne muligvis i samarbejde med slægtninge. Selve flugten er præget af ekstrem stress, frygt og udnyttelse. Dem, der ikke kan klare at krydse bjergene mellem den iranske og tyrkiske grænse, bliver efterladt i terrænet, andre bliver kidnappet af kurdiske grupper eller får tæsk af politiet. Fra Tyrkiet sejler børnene om natten i gummibåde til græske øer, men selv om flygtningene har ret til at søge asyl i Grækenland, bliver de ofte presset tilbage. En 17-årig flygtning fortæller, hvordan græsk politi sejlede ham og andre flygtninge retur mod tyrkisk territorium, punkterede deres gummibåde og efterlod dem på åbent hav, så de ikke kunne gentage forsøget. En del børn bliver deporteret helt tilbage til Iran, hvor de venter på en ny chance for at komme af sted.

»Det gælder om ikke at aflevere sit fingeraftryk undervejs gennem Europa,« understreger Zaid i asylcentret i Vipperød.

Chancerne for at få asyl i Sydeuropa er små, og ifølge Dublin-forordningen skal asylsagen afgøres i det land, man først er registreret i. Dog har den danske regering lavet en undtagelse om ikke at sende uledsagede flygtningebørn tilbage til Grækenland. Hvis man er fyldt 18 år, er det en anden sag. Selv om FN og en række menneskeretsorganisationer advarer om, at det græske asylsystem er brudt sammen under presset fra det stigende antal mennesker, der kommer ind via Tyrkiet, fortsætter Danmark med at udvise voksne asylsøgere til Grækenland, hvor der også rapporteres om politivold mod flygtninge og stærkt overfyldte og uhumske fængselsceller.

Zaid var heldig. Han slap gennem Sydeuropa uden at blive fanget. Ved hver ny destination, han nåede frem til, sagde han et kodeord, og en menneskesmugler udstak nye ordrer om ruten videre.

I Paris meddelte det sidste led i smuglerkæden: »Du er alene nu, tag over Amsterdam og Hamborg til København og søg asyl dér. Husk de tre navne, men skrive dem ikke ned!«

»Amsterdam, Hamborg, København.« Zaid gentog konstant bynavnene for sig selv.

I dag drømmer han om at blive jagerpilot.

»Som barn tænkte jeg, at jeg ville flyve F-16, jeg troede ikke, det var svært. Nu ved jeg, at jeg skal studere meget for at nå det mål ..« han tøver et øjeblik: »... tror du, de vil acceptere mig i hæren, hvis jeg får opholdstilladelse?«

For mange af de unge afghanere ender flugten ikke i København. Ifølge Udlændingeservice forsvandt knap 700 uledsagede flygtningebørn fra danske asylcentre i perioden 2002-2008. De fleste rejser videre til andre lande, andre lever under jorden - og nogle ender sandsynligvis som ofre for trafficking, påpeger børneorganisationer.

En aften kører Information til børnecentret i Gribskov. Vi vil tale med Hamid - drengen, der fotograferede ruten gennem skoven, der omkranser centret.

Hamid har lige fået en meget dårlig besked. Ifølge Dublin-forordningen skal han sendes tilbage til Holland, hvor han ifølge sin egen beretning fik afslag på asyl og sad seks måneder i fængsel. Flyet letter i morgen tidlig.

De hollandske myndigheder mener, Hamid er voksen, og har behandlet ham som sådan. Flygtningens danske repræsentant har indklaget sagen for Integrationsministeriet.

I teksten til sine fotografier fra ROUTEless?, skriver Hamid, at begge hans forældre blev slået ihjel under konflikten med Taleban, da han var fire år gammel. Senere døde også bedsteforældrene.

Da vi når gennem skoven, er Hamid forsvundet fra sit værelse. Flygtningens danske repræsentant fanger ham over en mobiltelefon.

»Hvor er du, Hamid?«

»Jeg er stukket af,« svarer han. Så ryger forbindelsen.

Okay, det er en flygtning!

»Får jeg opholdstilladelse? Jeg er helt fokuseret på det, tænker ikke på andet. Hvornår kommer der brev fra Udlændingeservice? Hvornår skal jeg til interview? Det fylder hele min krop, hele mit hoved. Jeg har ikke magt over det,« siger Zaid.

Tidligere tog det i gennemsnit fem måneder at afgøre en asylsag, i dag er det skåret ned til lige over 40 dage. Dermed er Danmark ifølge Udlændingeservice blevet et af de hurtigste lande i Europa til at afgøre asylsager. Processen kan dog vare meget længere, hvis afgørelsen appelleres.

Flygtningedrengene fremhæver stadig usikkerheden og ventetiden som noget af det hårdeste ved at bo på asylcenter.

»Jeg var hos politiet i går, og de sagde til mig, at min knogleundersøgelse viste, at jeg ikke var 17 år, men 18. Jeg ville ønske, jeg havde mit id-kort fra Syrien, så jeg kunne vise dem, at det er rigtigt, at jeg er 17,« siger kurdiske Roni.

Som de øvrige drenge på Vipperød går han i skole hver dag. Flygtningen har lagt sprogtræning ind på mobilen: »... sightseeing i byen,« siger en stemme og gentager sætningen på arabisk. »... er markedet åbent om søndagen?«

Mens Roni og Zaid venter på at få afgjort deres asylsag, diskuterer Folketingets Integrationsudvalg et lovforslag fra regeringen, der kan få store konsekvenser for flygtningebørnenes liv.

Regeringen vil blandt andet lave såkaldt omsorgs- og modtagecentre i Afghanistan og Irak til de drenge, der i dag får opholdstilladelse i Danmark, fordi de ikke har noget netværk at vende hjem til. I stedet skal flygtningene sendes til hjemlandet, hjælpes i skole - og på sigt reintegreres i samfundet. En model, Holland har brugt i Angola og Congo, hvor de fleste børn blev hentet på centret af deres forældre. Desuden vil regeringen generelt sende flygtningebørn, som har fået opholdstilladelse, tilbage til deres hjemland, når de fylder 18 år.

Zaid siger, at han hellere vil begå selvmord end at blive sendt til Baluchistan eller Afghanistan, hvor han føler sig i fare og ikke har nogen fremtid.

»Et børnecenter i Afghanistan med forbindelse til Danmark vil være et oplagt mål for Taleban,« mener flygtningen.

Afghanerens sambo har allerede fået asyl og venter på sin lejlighed i Holbæk. Når nogen flytter ud, bliver det fejret med ris, kylling og cola. En anden dreng fra Vipperød har lige fået afslag på asyl.

»Han kastede billardkugler gennem vinduet, og så kom politiet og tog ham med. Vi har ikke set ham siden,« siger Zaid.

På døren mellem billardrummet og køkkenet hænger et opslag:

»Vi vil gerne tilbyde jer undervisning i, hvordan man får bedre søvn,« står der. I køkkenet står boksetræneren og laver popcorn. Zaid både bokser, løber, svømmer og spiller fodbold. Han har taget et billede, hvor vennen styrketræner. Der er ikke nogen træningsbriks, så drengene bruger en grøn mælkekasse til at sidde på. Zaid siger, han har fået masser af venner på asylcentret, og at de behandler hinanden som brødre.

»Min mor ved jeg ikke, om jeg nogensinde får kontakt til igen. Men hvis jeg kunne, ville jeg sige til hende, at jeg er et godt sted. At der ikke er fare mere. Når jeg har det godt, ærgrer det mig sådan, at min familie ikke kan opleve det.«

På værelset nedenunder er Roni ked af, at hans sølvfarvede Canon Ixus er gået i stykker, efter han lånte det ud til en kammerat. Kurderen er blevet glad for at fotografere.

»Friheden på centret er okay,« siger Roni. »Jeg går på gaden ligesom alle andre, men når jeg så drejer ned mod centret, kan jeg se på folk, at de tænker: 'Okay det er en flygtning, han bor på asylcenter'. Det gør mig ked af det. Jeg vil gerne være mere fri ligesom jer. Jeg vil gerne kæmpe for at få et godt liv her.«

Flygtningene i artiklen optræder ikke under deres rigtige navne

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Fotoprojektet ’ROUTEless?’

Unge-netværket DFUNK under Dansk Flygtningehjælp har bedt 30 uledsagede flygtningebørn fra modtagecentret Sjælsmark om at fotografere deres hverdag i tre uger.

Flygtningenes billeder kan ses i Kulturhuset Støberiet på Blågårds Plads i København frem til 13. januar, hvorefter udstillingen kommer til Aalborg, Odense og Aarhus.

Se: www.routeless.org

Flygtningebørn til Danmark

Antallet af uledsagede flygtningebørn, der årligt søger asyl i Danmark, er steget fra omkring 100 i perioden 2005-07 til 529 i 2009. I fjor blev 86 børn tildelt asyl efter Udlændingelovens paragraf 7.

22 fik opholdstilladelse, fordi de ikke har noget netværk i hjemlandet og derfor vil blive stillet i en reel nødsituation ved hjemsendelse.
Udlændingeservice gav i 2009 endeligt 17 afslag på asyl til børn.

Kritik af omsorgscentre

Planerne om at sende flygtninge­børn til omsorgscentre i Afghanistan og Irak har mødt hård kritik fra bl.a. Red Barnet, Amnesty og Røde Kors.
Røde Kors mener, at det vil gøre det vanskeligt for Danmark at leve op til sit særligt udvidede ansvar efter Geneve-konventionerne, når børn sendes tilbage til konfliktområder. Organisationen forudser også, at det vil lægge et stort psykisk pres på de ofte traumatiserede unge, som har fået opholdstilladelse, hvis de har udsigt til at blive sendt hjem, så snart de fylder 18 år.

Også Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Thomas Hammarberg, har advaret mod etableringen af modtagecentre i krigshærgede eller dårligt fungerende lande, selv om det forekommer at være en hurtig ’løsning’ i det deporterende land.

Børn eller voksne?

I 2009 gennemførte Udlændinge­service 120 aldersundersøgelser af flygtningedrenge, der var under mistanke for ikke at være mindreårige.

I 73 procent af sagerne viste fysiske undersøgelser, at de pågældende var 18 år eller ældre – hvorefter deres asylsag blevet behandlet som en voksensag.

Der har dog været rejst tvivl om, hvorvidt metoden til vurdering af alder er sikker nok.

Selvmordsforsøg på asylcentre

I 2009 var der 23 selvmordsforsøg på Røde Kors’ asylcentre. Året før var tallet 11.

Røde Kors kan ikke oplyse, hvor mange uledsagede flygtningebørn, der forsøger at tage deres eget liv.

Anbefalinger

Kommentarer