Læsetid 7 min.

Fra et sted, jeg faktisk foragter

»Hvordan endte jeg med næsten at sidde med på barrikaderne i Port-au-Prince, ude på den venstrefløj, jeg altid har prøvet at undgå - og som jeg faktisk foragter,« skriver Jørgen Leth på vej ud af det kaos, som sidste uges tvivlsommme præsidentvalg efterlod Haiti i
Folket. De regner ikke folket for noget og da slet ikke stemmeberettigede. Folket, det er mørkets dyb. Dem diskuterer man ikke med. Man skyder dem, forklarer Hotel Oloffsons ejer om den herskende elites arrogance.

Folket. De regner ikke folket for noget og da slet ikke stemmeberettigede. Folket, det er mørkets dyb. Dem diskuterer man ikke med. Man skyder dem, forklarer Hotel Oloffsons ejer om den herskende elites arrogance.

Kena Betancur
18. december 2010

Når jeg taler om dem, så mener jeg mulateliten i Haiti. De har en baggrund. De franske plantageejere fik børn med sorte slavinder. Det var starten på mulatklassen. De fik privilegier i forhold til de importerede sorte fra Afrika. De fik magt, de følte sig bedre end slaverne.

Siden hen kom de til at spille en rolle i Haitis historie. Det var altid mulat mod sort. De to klassers sameksistens og balance består i, at de sorte er mange og arbejder for de få, mulatterne. Som ejer alting i landet. Det ville dr. Francois Duvalier, den berygtede landsbydoktor ,som blev kendt som diktatoren Papa Doc, sætte en stopper for. Hans ideologi var noirisme (sortheden). Han udryddede hele mulatfamilier ved massakrer i de byer, hvor de stod for handel og produktion.

De, der kunne, flygtede fra landet.

Men nogle familier blev, og de blev favoriseret af dr. Duvalier, som gav dem privilegier og indflydelse. Det var starten på det særlige forhold mellem den sorte politiske klasse og det lyshudede bourgeoisi (et altid brugt ord i Haiti), det forhold, som harhaft mange skikkelser og i dag er endt i en krise. Duvaliers etniske udrensning kan ses som baggrund for mulatternes indgroede angst for sorte demagoger, sf typen Aristide.

Mulatterne udgør ca. fem pct. af befolkningen, men de ejer landet.

Den uskrevne regel er, at mulatterne ikke vil have præsidentposten eller ministerembeder. Det gider de ikke. Men de vil meget gerne være kingmakers, de bestemmer, hvem der skal styre landet.

Som de nu håber at kunne gøre igen.

Det hører med, at det jo ikke er alle mulatter, der er forretningsmænd og tænker og handler udemokratisk. Mulatter udgør en vigtig del i landets intellektuelle elite. Mange forfattere, især nogle, som bor i udlandet og kan se deres land i et perspektiv, prøver at distancere sig fra klassesyndromet. F.eks. to af landets internationalt berømte digtere René Dépestre, som bor i Frankrig, og Edwidge Danticat, som bor i Florida.

En kvalmende maskerade

Hvorfor har de ikke lært noget gennem årene? De måtte da vide, at de ville rejse en bølge af vrede mod sig. Kunne de ikke bare have været en lille smule elegantere i deres snyd?

Hvorfor skal de mase alle andre på en så ydmygende måde?

Svaret er, siger Richard Morse, Hotel Oloffsons ejer, musiker, fætter til Michel Martelly alias Sweet Micky:

»De regner ikke folket pèp-la for noget som helst og da slet ikke som stemmeberettigede. Folket, det er mørkets dyb. Dem diskuterer man ikke med. Man skyder dem.«

I dagene inden stemmeoptællingen gik det op for de selvsikre ejere af Haiti, at det ikke ville gå så let, som de havde regnet med.

Martelly blev bedt til et møde med repræsentanter for familierne, Haitis mafiøse business-elite. De ville lige have en snak med opkomlingen, den uvelkomne konkurrent. De var meget vrede på Martelly, som er populær som musiker også hos bourgeoisiets unge. De mente, at mulatten svigtede den klasse, han selv kom fra. »Du er jo bare en hvid Aristide,« lød en af de hånlige bemærkninger, der røg hen over bordet. Sweet Micky var ikke sød nok. Meget typisk for den rå og utilslørede racisme i deres tankegang. Det bevisligt manipulerede valg og den særdeles velfinansierede kampagne for Jude Celestin, var ikke nok.

Der skulle yderligere snavs til. De ville gerne tvære ham den indbildske musiker og hans fans helt ud.

Det hele er en kvalmende gennemskuelig maskerade.

Det er Irak og fede genopbygningskontrakter om igen. Var der ikke også noget af samme slags ved New Orleans?

Hvordan kan det være, at jeg på det her tidspunkt i mit liv skal blive så krigerisk, så indigneret over ulighed og uretfærdighed?

Grotesk, men ikke forenklet

Jamen, det er vel fordi det politiske drama i Haiti er grotesk. Haiti er altid så tydelig som en tegneserie. Løgn og sandhed, død og liv står lige op ad hinanden. Og alle nuancer forsvinder ud af det groft optegnede spil efter katastrofen og midt i koleratiden.

Nu er det nok! Det er mere end nok! Det er det udbrud, man må komme med. Det giver pludselig ikke mere nogen mening at observere køligt og roligt. Jo, selvfølgelig, jeg vil gerne bevare roen i beskrivelsen, det er min skole. Det er, det jeg vil, og det er det, jeg kan. Men, men.

Jeg har glemt mit hjerte i Haiti. Jeg holder med haitianerne. Jeg holder, i al sin banale enkelhed, med den ikke-besiddende befolkning mod de onde rige og politisk styrende, som bare vil fortsætte med at køre illusionen om, at det her er et fungerende samfund, i sænk.

Det lyder grotesk forenklet. Det lyder som en kliché, jeg ved det. Grotesk er det, men ikke forenklet.

Folket er ikke en umælende masse i Haiti. Langtfra. Jeg beundrer pèp-la for dets klare umisforståelige sprog. Gadens veltalenhed. Man har tit undret sig over, at folket fandt sig i så meget. Men nu er der tegn på, at det er ved at være slut med tålmodigheden. Det er løbt løbsk et par steder i landet, især i Aux Cayes, hvor en rasende menneskemængde har angrebet statsinstitutioner, politistationer, offentlige kontorer og banker og brændt og hærget.

Det er klart, at FN er nødt til at formane de politiske ledere til at holde deres tilhængere i ro. Det er jo deres mission. Ligesom præsident Préval, som også gerne vil have ro. Idet han især ikke bryder sig om at høre, at han skal smides ud af landet.

Det er alt for indlysende, hvad det handler om.

Præsidenten og hans ministre sidder til bords og deler seng med deres rige venner, mulateliten, businessbourgeoisiet, som ejer Haiti og traditionelt ikke mener, befolkningen har ret til indflydelse. De behøver ikke politisk position, for de ejer også regeringen.

Jeg hader politisk propaganda og lobbyisme. Jeg har set alt for meget af det, ikke mindst i Haiti og i den amerikanske venstrefløjs analyse af landet (langt mere afstumpet end den europæiske ditto). Så primitiv, så løgnagtig, så vulgært bedrevidende.

Undgå meninger

Det har bl.a. ansporet mig gennem årene til at forsøge at skrive sandheden, velvidende at den er, som man ser den. Men som en generation af skribenter har lært i Papa Hemingways skole: Man må skrive så nøjagtigt og detaljeret som muligt om de ting, man kan se med egne øjne. Se. Lugte. Høre. Og absolut ikke om noget, man bare mener. I det hele taget skal man undgå at skrive meninger.

Det er det skrivedogme, jeg sværger til.

Hvordan kan jeg så pludselig næsten sidde med på barrikaderne i Port-au-Prince? Og få denne tanke: Bare de dog denne gang kan vinde og »vælte hele lortet«, som min søn Kristian skrev til mig. Den tanke kom til mig, mens jeg forsøgte at komme ud af landet. Mærkeligt at se mig selv ude på den galej. Ude på den venstrefløj, som jeg har undgået hele mit liv. Og som jeg faktisk foragter.

Jeg kom ud af Haiti for et par dage siden. Min chauffør kørte slalomkørsel gennem den krigszone, som Port-au-Prince er forvandlet til efter det forvredne valgresultat Vi passerede mange, mange stenbarrikader og brændende bildæk og vrede mennesker, for at komme ud til lufthavnen. På den sidste strækning kom vi heldigt til at ligge i baghjul af en ambulancekonvoj fra Médecins sans frontières, som midt i den politiske uro kæmper mod tiden for at bringe nye koleraofre til behandling i et desperat forsøg på at begrænse smittens fortsatte spredning.

Vi blev vinket igennem. Det hjalp også en smule, at der stadig står Corps Consulaire på min bil. Det har reddet mig gennem en del forhindringer .

Jeg, en heldig hvid

Jeg havde ellers opgivet og foreslået, at vi kørte tilbage til Hotel Oloffsons relative tryghed. Ikke store forhåbninger til lufthavnen, det var bare et forsøg. En sondering af terræn. Alle rutefly var aflyst, selvfølgelig, for intet flyselskab kunne garan- tere, at passagererne kunne komme videre, ud af ankomsthallen.

Men der stod en 20-30 mennesker uden for en lille indgang, og vi fik at vide, at, jo, der var et dominikansk flyselskab, Aerolineas Mas, som havde en afgang til Santo Domingo. Og jeg kunne godt købe en billet.

Jeg følte mig endnu engang som den heldige hvide, der kunne komme ud af helvede. Forlade et land, som var ved at brænde sammen. En befolkning som har fået nok af ulykker og uretfærdighed.

Således kunne jeg blive løftet op og væk. En gang til. Efter jordskælvet kom min søn Asger ned fra himlen i en helikopter og løftede mig og mine venner ud.

Der var en vis ironi i, at jeg nu kom til at flyve ud sammen med en gruppe amerikanske forretningsfolk, som var blevet afbrudt i møder om genopbygning, måske mens de sad og forhandlede entrepriser med korrupte haitianske ministre og med griske haitianske forretningsfolk som partnere.

De var i muntert humør oven på deres egen kommando-raid-agtige evakuering. Og snakkede stadig business. Jeg ved ikke, om de var klar over, at det, barrikaderne og uroen egentlig handlede om, var lige præcis de aftaler, som de var i færd med at lave i det sjove land, de nu lige skulle ud af i en fart.

Jeg gider ikke være cool

Det handler i al sin enkelhed om, at de, der er ved fadet, for enhver pris vil blive ved med at være det. Det hele skal køre videre ,som det er, for det går lige så godt. Som det hørtes direkte udtalt i en hotelbar i Pétionville forleden: »Katastrofer er en god forretning.« Nu snakker de så godt sammen. Alle forstår hinanden, taler i samme tone. Alt det andet, nøden, befolkningens behov, er noget der findes uden for døren, som en del af projektet.

Kynismens selvforklaring er, at de jo alle sammen gør deres bedste for at bringe Haiti på ret køl igen. I hvert fald til glæde for nogle. Resten af befolkningen eksisterer ikke rigtigt. Dem ude i teltene skal bare være glade og tålmodige. De skal nok få, når det hele engang falder på plads. Med en ny præsident og en ny regering, som fortsætter på samme måde, med samme partnere og alliancer, med lige så stor sans for realiteterne som den gamle.

Der er nogen, der styrer. Der skal være nogen, der kan få pengene til at glide. Ned i de rigtige lommer.

Jeg gider ikke være cool over for den historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Diepgen

Klaus Rifbjerg havde sikkert fået ret, hvis han i kulturradikalismens navn hævdede, at sex kan føre til hvad som helst. Men hvorfor netop til politik? Og kan nogen mænd kun få afløb på venstrefløjen?

Brugerbillede for John Houbo Pedersen
John Houbo Pedersen

Interessant at læse om en selvfed Danskers møde med realiteterne. Men," I get my kicks above my waistline, sunshine" mostly

Brugerbillede for lasse wielandt

SHIIT! Så skete det alligevel!
Jeg vidste at jeg burde nyde min Opium (read otium) og holde mig væk, men ak.
God dag Jørgen, vi sås sidst i Barcelona til middag med Michael Laudrup hvor jeg tvang dig og alle andre til at betale hver for sig, da det ikke var fair at Machael skulle dét....... jeg er ham den 2 meter høje med hår til skuldrene, det er jeg stadig ^L*.
Det følende er ikke ment for at "punke dig eller nogen anden men som et realitets check.

QOUTES:

Fra et sted, jeg faktisk foragter
En kvalmende maskerade
Grotesk, men ikke forenklet
Undgå meninger
Jeg, en heldig hvid
Jeg gider ikke være cool

Hvordan det er muligt for nogen som helst at være blevet overrasket over begivenhederne på den (forhenværende) smukke ø er et klart tegn på det samme som Hr. Carsten Jensen er inde på andet steds i artiklen "Når sandheden bliver væk".

Humanity is not humane,, (you may quote me on that=) selvfølgelig forsvandt det meste af støtten fra hele verden, enhver men en anelse viden om verden og historie burde have været klar over dette....

Hvilket alternativ ville kunne have virket,,,
UN,,, jeg tvivler meget (kig tilbage i dets historie),,,

Styrte regeringen (som i de begyndene dage gemte sig,, ved (u)organiseret anarki) no point,,,

Overtage landet (USA f.eks.) ,, de er jo slet ikke istand til at styre noget som helst med ca. 40 milioner som lever under sultegrænsen og major Companies ( Halliburton f.eks) der har flyttet deres Head Offices til Gulfstaterne for at de og deres sidste regering kan skjule deres koruption samtidig med at de plyndrer deres "Homeland" (læs "Heimat") ,, naah

Der er andre ligeså fantasifulle muligheder men lad mig holde dette kort.

Grådighed,koruption, egoisme, laden stå til, uinteresse, uoplysthed, og almen ladenskab fra de fleste sider i verden som "har" osv.. er meget fremme verden over, hvem kan ikke have set dette og er nogle af de dybere grunde til vores verdens situation,, banale ord,, jeg ved det.

Jeg har i k k e løsningen men vil kun ved disse ord påpege at den samlede verden, omend mange stak dybt i lommen, tit er lidt styret af hvad pressen har som dagens tilbud og derefter videre til den næste smukke blomst som en vidunderlig flagrende sommerfugl. Her må jeg minde om at sommerfugle tit sidder på ko kage eller en hunde ditto. =)

Jeg quotede dine overskrifter fordi hvis du tager dem alene vil du lægge mærke til at de giver et snapshot ikke bare fra Haiti men også fra Jørgen selv. Det er for nemt for os alle at kommentere og for svært for verden at opføre sig ordentligt, desværre.

Til slut vil jeg godt lige nævne at jeg er meget glad for at dine folk fik dig trukket ud fra din ruin og du havde da heldigvis et sted at gå hen, modsat de der nu rådner op fordi de intet har.

Mht. kommentaren omkring Hr. Rifbjerg så vil jeg kun sige ,, in my humble opinion (siger min advokat jeg bør skrive=) has he been a bigger burden to danish culture and society than an asset in his Zar like behavior in Gyldendal, jeg ved ikke om han stadig er dér og gider ikke se efter, må han nyde sin "Opium" på Samsø =)

Hvis jeg har trådt nogen over tæerne er det bevidst og jeg fralægger mig et hvert ansvar for disse organisationer og eller personers handlinger.

Mit nytårs ønsker er. May the world be a less interesting place next year and may all the motherfuckers behave!

love,

lasse

Brugerbillede for Anonym

Som Robert Müsils hovedperson i 'Manden uden egenskaber' der kun vil iagttage for til sidst at ende ensom og forladt, mens virkeligheden går under i nazismen, kunne Jørgen Leth have fortsat.
Men nu gider han ikke at være cool mere; jeg glæder mig til fortsættelsen !

Brugerbillede for Bill Atkins

Her er den beretning jeg havde håbet på fra din hånd Jørgen, ærlig og fortællende ...den ligger nu i mit arkiv forbundet til Naomi Kleins, "Chok-doktrinen".

Brugerbillede for henrik hansen

Måske hr Leth skulle prøve at besøge nogle af de mange lejre, hvor der arbejder 1200 cubanske læger og sygeplejersker helt gratis. De kommer fra en af socialismens sidste bastioner...De prøver ikke at hamstre penge! Det kan være, det kan inspirere ;-)

Brugerbillede for Bo Larsen

Frankrig skabte både Mao og Pol Pot via den fabianske socialistiske skole , mens Lenin jo kom via Schweiz for at tage zarens guld sammen med Trotski der kort tid før havde levet på staten usa`s regning i New York...bare en anden form for imperialisme...