Læsetid: 6 min.

Stumperne af en selvmordsterrorist

Taimour Abdulwahab blev Sverige første selvmordterrorist. En velintegreret, veluddannet, velklædt og vellidt ung mand, som ingen - ikke engang hans nærmeste familie - havde forestillet sig kunne gå så vidt. Nu begynder små brikker langsomt at falde på plads. Al-Qaeda, træningslejre, indestængt vrede, frustration og depression. Billedet af en home grown terrorist, tager form
Chok. Da den irakisk fødte selvmordsbomber bragede ind i den svenske juletravlhed og formentlig ved en fejl kun dræbte sig selv, chokerede han også sine nærmeste, der ikke havde set det komme.

Chok. Da den irakisk fødte selvmordsbomber bragede ind i den svenske juletravlhed og formentlig ved en fejl kun dræbte sig selv, chokerede han også sine nærmeste, der ikke havde set det komme.

Magnus Hjalmarson Neidema

18. december 2010

Taimour Abdulwahab var ikke død, da de første mennesker tøvende trak over mod ham. Han lå på ryggen uden at bevæge sig og gispede, mens blodet blandede sig med sneen på Drottninggatan i det centrale Stockholm. Klokken var 17 lørdag eftermiddag, og sekunder forinden havde en ildkugle og et vrængende brag fået de julehandlende stockholmere på den tætpakkede Bryggargatan til at fare sammen, dukke sig og kaste sig ned i gadens sjap. Så var der helt tyst, forklarede et øjenvidne og på den grynede videooptagelse skudt fra tredje sals højde i en ret vinkel over den livløse krop kunne man se livet langsomt rinde ud af Taimour Abdulwahab, dagen før hans 29 års fødselsdag. En helt ukendt mand sprængt i stykker, og ligesom retsmedicinerne nu skulle sammensætte den ødelagte krop, gik journalisterne, stockholmerne og den svenske efterretningstjeneste Säpo øjeblikkeligt i gang med at sammensætte stumperne af det liv, som ingen ikke engang hans allernærmeste havde set ville forme sig til at blive Sveriges første selvmordsterrorist. Født i Bagdad i 1981. Svensk statsborger i 1992. Her følger punkt for punkt de sparsomme oplysninger, der indtil videre tegner et portræt.

1. Bomben og beskeden

Taimour Abdulwahab havde slukket for sin mobil, da han lørdag eftermiddag kørte fra sit svenske hjem i den lille by Tranås omkring 200 kilometer fra Stockholm. Han havde intet sagt til sin familie, men i sin hvide Audi 80 havde han sprængstof nok til at slå flere hundrede mennesker ihjel, og formentlig var det kun et lykketræf, der gjorde, at der ikke var andre end ham selv, der omkom ved attentatet. Ifølge de svenske efterforskere gik bomberne med stor sandsynlighed af ved et tilfælde og ikke på deres bestemmelsessted eller med deres fulde styrke.

Omkring klokken 16.30 sendte han en lydfil til Säpo og det svenske nyhedsbureau TT, hvori han først erklærede sin kærlighed til sin kone og deres tre børn:

»Forsøg at tilgive mig,« sagde han direkte henvendt til familien. »Jeg kunne ikke sidde og se på alle de uretfærdigheder, der blev begået mod islam og mod profeten Muhammed. Tilgiv mine løgne jeg tog ikke til Mellemøsten for at tjene penge, men for jihad. Håber, I kan forstå mig på et tidspunkt.«

Og så henvendte han sig direkte til Sverige.

»Helt kort til Sverige og det svenske folk. Takket været Lars Vilks og hans tegninger af profeten. Takket været jeres soldater i Afghanistan og jeres tavshed over for alt dette skal jeres børn, døtre, brødre og søstre dø, ligesom vores børn er døde.«

Få minutter efter sprang den hvide Audi i luften, og 10 minutter efter ham selv.

2. Udstødt af moskeen

Det var den svenske tabloidavis Expressen, der først fik fat på Taimour Abdulwahabs kone, Moni. Hun bor med parrets to døtre og søn i Luton nogle kilometer uden for London. Grædende og i chok forklarede hun avisen, at hun intet anede om hans gerning, og at hun ikke ønskede at tale med dem om noget som helst.

»Jeg havde ingen anelse. Ingen anelse. Selvfølgelig havde jeg ikke det,« fik hun sagt, og da det engelske politi ransagede hjemmet, fandt de intet mistænkeligt og foretog ingen anholdelser. Parret var med deres to døtre og søn flyttet til Luton, efter,Taimour Abdulwahab var kommet ind på fysioterapeut-studiet ved universitetet i Bedforshire, og familien var tilsyneladende velfungerende i området, hvor naboer og lokale venner virker lige så chokerede som Moni. Men i den lokale moské, Islamic Center of Luton, var talsmand Qadeer Baksh ikke helt så overasket, da han lod sig interviewe til Svenske Dagbladet i tirsdags.

»Han virkede venlig og hjælpsom,« erindrede Baksh om de kun tre uger, Abdulwahab var tilknyttet moskeen tilbage i 2007.

»Men når han kom med sine teologiske fortolkninger af jihad, var det tydeligt, at han var på et helt forkert spor. Den slags plejer bare at være tom snak.«

Abdulwahab kom med voldsomme udtalelser om krigen i Irak, krigen i Afghanistan og russernes kamp i Tjetjenien og havde ifølge Baksh et ekstremt verdensbillede.

»På et tidspunkt troede jeg, at jeg havde fået ham på bedre tanker, men efter et par uger gik det op for mig, at han bare forsøgte at vinde tid, så han kunne omvænne min forsamling,« sagde Baksh til Svenske Dagbladet.

»Derfor satte jeg en dag nogle teologiske spørgsmålstegn ved hans jihad-tanker over for hele menigheden, og på den måde afslørede jeg ham. Han blev så rasende, at han rystede og forlod moskeen med det samme.« Han viste sig ikke siden i moskeen.

3. Luton og Irak

Luton har et ry for at være en højborg for voldelige islamister særligt efter London-bomberne i 2005, der også havde et udspring her. Efter bombeangrebene opstod to nye begreber i terrorforskningen: Home grown terrorism og radikalisering. Terroristerne var tilsyneladende almindelige velintegrerede britiske borgere med et arbejde og et normalt socialt liv, men i løbet af en ganske kort periode blev de så voldsomt radikaliserede, at de til sidst valgte at sprænge sig selv og 56 andre mennesker i luften.

Flere forskere mener, at man kan anlægge en lignende stnsvinkel for at forstå Taimour Abdulwahab, og derfor undersøger Säpo og den engelske efterretningstjeneste MI5 også området intenst. Ingen af de involverede efterretningstjenester, der også tæller amerikanske FBI, tror, at Abdulwahab handlede på egen hånd. Det er også kommet frem, at han mindst én gang skulle have være rejst til Irak for at være i en træningslejr hos gruppen The Islamic State of Iraq, der skulle have nære forbindelser til al-Qaeda, og gruppen var også sammen med den ekstremistiske gruppe Hmok Islam den første til at hylde attentatet på sin hjemmeside og blandt de allerførste til at offentliggøre hans navn

»Det er Mujahidin Abdul Wahab Timor, der udførte den martyrskabende operation i Stockholm,« står der over et billede af Taimour Abdulwahab på hjemmesiden.

4. Vellidt og forundring

Men der er indtil videre meget få ting i hans hver dag, der kæder ham sammen med en speciel stærkt islamistiske overbevisningeller sætter ham i forbindelse med voldelige grupper.

Der lyder i alle de svenske og engelske medier en enslydende karakteristik af Taimour Abdulwahab fra naboer, gamle kammerater, lokale butikker, taxachauffører og medstuderende: En rolig, venlig og behagelige ung mand, der tog sig godt af sine børn, kom godt ud af det med alle og var både velklædt og vellidt. Hans opvækst i Sverige beskrives som uproblematisk og harmonisk en god karakter og gode karakterer, da han i 2001 afsluttede studentereksamen.

Det har været fremme, at han søgte efter kone nummer to på et datingsite, hvilke nogle svenske eksperter læser mulige radikaliserende tendenser ind i, ligesom der på rygteplan fortælles, at han skulle have samlet en gruppe af andre stærkt troende omkring sig på universitetet, men det generelle billede er et stort spørgsmålstegn. Hvordan kunne det gå så galt?

5. Forandringen og Sverige

Men noget ændrede sig alligevel for Taimour Abdulwahab i hans tid i Luton, mener hans gamle venner fra gymnasietiden i Tranås. Dengang han talte et fejlfrit svensk, var han kendt for at have mange kvinder, omgive sig med venner, drikke alkohol og gå op i musik og basketball, men en barndomsven fortæller dog Svenske Dagbladet, at han ændrede karakter gennem årene i Luton. Da han efter et par år i Luton igen mødte Taimour Abdulwahab tilbage, i Tranås mærkede han en forandring i hans humør. Han var blevet mere indadvendt og trist.

»Han havde fået skæg, var blevet mere alvorlig, bad flere gange om dagen, selv om han stadig var utrolig flink og gav ikke udtryk for nogle ekstreme synspunkter,« siger han til Dagens Nyheter.

Ligesom resten af Sverige, politikerne og politiet, står han undrende tilbage. Ét er både barndomsvennen, det svenske politi og politikerne enige om: De vil ikke lade hændelsen ændre deres syn på det land, de bor i. Som statsminister Frederik Reinfeldt sagde om angrebet i en tale til folket dagen efter Taimour Abdulwahabs angreb:

»Sverige er et åbent samfund og skal forsat være det. Et samfund, hvor man kan tro på den eller de guder, man vil, eller lade helt være, og hvor der er mulighed for at komme af med frustration og vrede uden at skade nogen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Se, en snemand.
Når jeg nu har brugt tid på at læse artiklen. Kan jeg kun se at jeg ikke gad bruge tiden på at skrive en sådan. Signalementet minder i alt for høj grad om det man ville kunne give den generiske kiosk-røver. Dansk/anden-etnisk-oprindelse, ørering, gebrokkent dansk og mørke joggingbukser med en hvid stribe. Ligesom denne type forhastede konklusioner er forbeholdt kommentar feltet her.

Chris David Bonde Henriksen

Alle apologternes (bort-)forklaringer, som forgæves prøver at undskylde det radikaliseringsfænomen, som præger islam i Vesten. Vi oplever 'homegrown terrorister' som er velintegrerede, socialt velstillede unge muslimer, som bare ikke kan rumme de modsætninger, de oplever mellem samfundene, de bor i og det religiøse snæversyn, de lider under.

Det er islam, som skal tilpasse sig Vesten, ikke omvendt.

Nu har vi siden 18. århundredes 'oplysningstid' fået frigjort os fra århundreders kristne ortodoksi og meningsundertrykkelse og så vil vi sateme ikke underkaste os religiøs fanatisme igen. No way.

Et moderne samfund må stå fast på den sekulære model eller sakke håbløst bagud.

Fint de fik stoppen denne galning. Og hvor får de dog disse forskruede tanker fra - i
et andet tilfælde fra USA var det fra en påvirkningsagent, plantet af FBI. Hans forsøg på at ophidse folk fik ironisk nok moskeen folk til at anmelde agenten til FBI.

Denne amerikanske afsløring minder om den tid i 50erne, hvor mange afdelinger af kommunistpartiet i USA blev drevet af FBI-agenter, som et forsøg på at afsløre og undergrave partiet.

Chris David Bonde Henriksen

Ja det er da klart at det aldrig i livet kunne have noget som helst at gøre med de forskruede religiøse idéer, som kommer fra islam. Der er frit felt for alle konspirationsteoretikerne.

Det er selvfølgelig U.S.A. - den store Satan - som iværksætter al terrorisme i denne verden, så de lede bæster kan dominere og udnytte så meget som de nu lyster.

I øvrigt var det slet ikke nødvendigt at 'afsløre og undergrave' kommunistpartierne i større stil; det klarede de helt af sig selv. De sidste sølle rester af de forbryderregimer synger snart på sidste vers.

Utroligt, at der er så mange på Informations blogs, der ikke er kommet med ind i det 21. århundrede.

"et vrængende brag" ???

"Dengang han talte et fejlfrit svensk" betød engang, at han ophørte med at tale fejlfrist svensk på et senere tidspunkt.

Jeg havde håbet på et bud på hvorfor han handlede som han gjorde. Er iøvrigt ikke glad for det billede Information bruger, bidrager det med noget væsentligt ?

imo er billedet til artiklen helt fantastisk.
En ordløs ,uundvigelig fremstilling af situationen i Stockholm efter braget og et signalement/konturerne af en problematik som sikkert bliver mere et vilkår fremover.

Det er ikke billedets kvalitet jeg kommenterer (og det er et stærkt dokumentar billede!)

Det er sømmeligheden og hensynet til mandens famillie, jeg tænker på, som kan se det mange år fremover.

God jul !

@claus

grotesk forvrænget prioriteren fra din side.
Manden havde planlagt ,med flere sprængemner på kroppen, at sprænge julehandlende i stockholms gader, måske var han på vej til tættere befolket område.
Efter længere tids nøje planlægning. Heldigvis lykkedes hans plan med at dræbe andre mennesker ikke.
Og du vil begrænse dækningen af denne selvmordsbomber af hensyn til "sømmelighed" og familie.

børnene og familiemedlemmerne må se i øjnene før eller siden, at deres far, søn etc valgte at træde ud af familielivets, privatlivets anonymitet og ind i verdenshistorien.
Han er Sveriges første selvmordsbomber.

At du vil skjule virkelighedens billede af selvmordsbombere viser kun din forvrængede prioriteren, af hviklken grund ved jeg ikke.
Vi kan på billedet se selvmordere ikke kommer i paradis, de ligger i stumper på en kold gade , sprængt i luften til ingen verdensnytte og kun med hensigten at dræbe !

Michael Guderup

Som så mange andre “hellige krigere” før ham, var han en, på overfladen velintegreret, veluddannet familiefar, der tydeligvis ikke kunne håndtere at leve i et moderne samfund.

Det er sørgeligt at skulle hente sin identitet i en kontinuérlig hads-fortælling om det moderne samfund.

Det er ligeledes sørgeligt, og helt uacceptabelt, at læsse sine vrangforestillinger om vestlig postkolonialistisk og imperialistisk arvesynd over på civilbefolkningen via terrorangreb.

Vi ser det igen og igen; unge mænd og kvinder, der hænger sprællende imellem en præmoderne kultur og oplysningssamfundets idealer.

Mange kan ikke håndtere disse spændinger, og trækker sig tilbage i en reaktionær, stærkt eksluderende religiøs modkultur, der indebærer en tilbagevenden til "de traditionelle værdier", hvor der flirtes kraftigt med anti-vestlige holdninger og hvor kvinderne (igen) reduceres til andenrangs-borgere.

I DK forsøger nogle at skyde skylden på DF, “tonen” etc,, men man må bare konstatere, at det er en udvikling der kan iagttages over hele Europa. Pia K., eller ej. Nu også i det notorisk konfliktsky og politisk korrekte Sverige.

@Guderup - jeg blev lige forvirret et øjeblik, og troede det var DFere du beskrev. Altså dem der henter "identitet i en kontinuérlig hads-fortælling om det moderne samfund" og "hænger sprællende imellem en præmoderne kultur og oplysningssamfundets idealer", som isolerer sig "en reaktionær, stærkt eksluderende religiøs modkultur, der indebærer en tilbagevenden til de traditionelle værdier". En flot ubevidst parallel fortælling, du lige fik ridset op der!

Haha Tom Paamand.
I blandt kan man komme i tvivl om hvem mørkemændene er, hvis der er nogen altså ;-)
Måske er vi hinandens?

Michael Guderup

Tom Paamand:

Det er da beklageligt, hvis du ikke er i stand til at skelne mellem et parti der arbejder på demokratiets præmisser, og en hjernevasket, afsporet slagter af tilfældige civile medborgere.

@ Lasse Lavrsen

Jeg spurgte for et par timer siden, hvorfor Information ikke havde valgt at illustrere artiklen med en af Lars Vilks' tegninger, da bombemanden i sit afskedsbrev angav blandt andet Vilks' tegninger som en medvirkende årsag til, at han valgte at gribe til terror.

Jeg ser, at min tidligere kommentar er blevet fjernet. Jeg har ærlig talt svært ved at se det stødende indhold i så simpelt et spørgsmål, og jeg vil sådan set stadigvæk gerne have svar på mit spørgsmål.

@ Uwe Max Jensen

Jeg har ikke fjernet din kommentar og finder den heller ikke stødende. Artiklen handler ikke om Lars Vilks, men om Taimour Abdulwahab, derfor er det naturligt at bringe et billede af ham. Avisen har desuden bragt Lars Vilks tegning et utal af gange, senest, da vi i foråret bragte et stort portrætinterview med manden.

Alt godt - Lasse, der i øvrigt ikke selv bestemmer illustrationen af sine artikler