Nyhed
Læsetid: 8 min.

Trænere af en anden verden

To af kandidaterne til titlen som verdens bedste foboldtræner har en masse til fælles: Den dynamiske offensive midtbane, udmattelse af fjenden og proaktivt spil. Det er altsammen ren volapyk for titlens tredje kandidat. Vi tegner en profil af de tre største trænere
Kandidaterne. Real Madrids Jose Mourinho, den snaske landstræner Vicente del Bosque - og FC Barcelonas Josep Guardiola er de tre trænere FIFA den 10. januar finder vredens bedste i blandt

Kandidaterne. Real Madrids Jose Mourinho, den snaske landstræner Vicente del Bosque - og FC Barcelonas Josep Guardiola er de tre trænere FIFA den 10. januar finder vredens bedste i blandt

Moderne Tider
18. december 2010

Hvem er verdens bedste fodboldtræner lige nu? Der er tre spidskandidater på listen, men vi må vente til 10. januar 2011 for at få svaret fra FIFA. Ifølge en del mediesladder peger alt dog på det spanske landsholds boss, Vicente del Bosque. Men de to andre er bestemt heller ikke for tøsedrenge. Josep 'Pep' Guardiola fra FC Barcelona og Real Madrids José Mourinho. Er del Bosque en sand vinder? Lad os kigge dem alle tre i kortene.

Vicente del Bosque blev født 1950 i Salamanca, Spanien og er dermed klart den ældste af de tre. Spillerkarrieren sluttede i 1984 efter en 14-årig tro tjeneste på Real Madrids defensive midtbane. 15 år efter, i 1999, afløste den sympatiske spanier John Toshack som cheftræner for den mægtige kongeklub. Del Bosque fik hurtigt rodfæstet sig i spillernes gemyt som en principfast og samtidig ydmyg og tilbagelænet maestro, og i tiden frem til 2003 kom han til at inkarnere noget af det ypperste, vi har set i fodboldens historie. Pokalerne taler deres eget sprog: La Liga-vinder i 2001 og 2003, Champions League-trofæ i 2000 og 2002 og den spanske Supercup i 2001.

Ikke gearet til mediecirkusset

Det var spektakulært, og man skulle helt tilbage til 1950'ernes og 60'ernes gyldne periode med Ferenc Puskas og Alfredo di Stefano for at finde noget lignende. Del Bosque nød atleternes gunst - de kaldte ham 'Onkel' - og det var i sig selv en bedrift at få de massive egoer, som rendte rundt på grønsværen badet i blitzlys og de tårnhøje forventninger fra den nye præsident, Florentino Pérez, til at arbejde sammen som ét mandskab og ikke en samling fritsvævende, glittede atomer. Men del Bosque præsterede det, og spillerne - Luis Figo, Roberto Carlos, Zinedine Zidane, Fernando Morientes - elskede ham for det.

Havde det ikke været for det spanske landshold og deres triumf i sommer, var del Bosque måske endt som et slidt symbol på den romantiske fodbolds endeligt. I 2003, og blot én dag efter at klubben havde vundet sit 29. spanske mesterskab, blev Vicente fyret af Real Madrids ledelse anført af Pérez og 'filosoffen' Jorge Valdano. David Beckham var ankommet til hovedstaden en uge forinden. Og egentlig var det meget simpelt: Del Bosque var simpelthen ikke gearet til det kæmpemæssige mediecirkus, der fulgte med. Han stod bare derude på sidelinjen med uformelig træningsdragt og morfar-overskæg, og de konflikter, som Pérez-generationen katalyserede med den 'gamle' forsvarsgeneral Fernando Hierro i den ene skyttegrav og manden med den 'nye' filosofi, Valdano, i den anden, var tilsyneladende ikke en storm, del Bosque gad ride med på. Vicente forsvandt ud i kulden.

Han dukkede op igen i 2008 nu som manager for det spanske landshold, der netop havde vundet EM-guld med den stærkt aldrende Luis Aragonés ved roret. Del Bosque overtog en fantastisk trup, der måske bedst kan sammenlignes med de portugisiske ungdomslandshold fra 90'erne, hvor eminente stjernefrø stod i kø for at blive modnet og springe ud på den internationale scene. Stammen på holdet var rent katalansk, ikke mindst den sagnomspundne midtbane med Andrés Iniesta og Xavi Hernández, og så havde La Furia Roja jo også Carles Puyol nede bagved. Aragonés havde lagt grundstenen til et storhold, der formåede at realisere sit potentiale i stedet for konstant at underpræstere. Men Aragonés havde næsten glemt at træne sine spillere. Ind kom del Bosque, som forfinede tiqui taca-stilen, men også fik banket organisation og taktik ind i sine elleve udvalgte.

Del Bosques vigtigste metier som landstræner går paradoksalt nok imod myterne om den spanske leg med bolden, og det er også dét - udover den imponerende trofæsamling - han skal bedømmes på. Har Roja da ikke en fuldblods offensiv strategi? Rigtigt nok, men gejsten til at score mål kommer primært fra midtbanen og de profiler, der kan eksplodere dybt fra banen. Del Bosque har fået meget mere ud af David Villa som en 'falsk 9'er' end kæledæggen Fernando Torres. Har del Bosque ikke blik for skønheden i fodbold? Selvfølgelig, men én af de vigtigste grunde til spansk succes er en stigende strategisk stabilitet og en tålmodighed, som man så under VM 2010, hvor Spanien vandt stribevise sejre på italiensk facon: 1-0, 0-1 osv. Fint nok, men del Bosque er vel om nogen garant for et hurtigt pasningsspil? Absolut, det handler om arven fra Johan Cruyff og tiqui taca som totalfodboldens version 2.0. Men det er ikke hele sandheden. Del Bosque fortæller sine unge spillere, at de skal trække tempoet ud af kampen. Det er noget med hans ro og det besindige sindelag. Han formår at dirigere på begge sider af myten: La Furia tryllebinder på spansk og forsvarer sig på italiensk. Også selv om de på ingen måder vil indrømme det.

Da kæden knækkede

I sæsonen 2007/2008 sluttede FC Barcelona 18 point efter Bernd Schusters Real Madrid, og den katalanske organisation var ved at sprænges indefra af en jordbøjet Frank Rijkaard, der ved Gud havde haft sine storladne momenter, men som i kølvandet på endeløse slagsmål mellem Eto'o-lejren og Ronaldinho-fraktionen mest lignede et traumatiseret krigsoffer. Da kæden knækkede for hollænderen, spurgte præsident Joan Laporta B-holdets træner, Josep Guardiola, om hjælp. Ud gik Rijkaard, og ind kom 'Pep', som siden 90'ernes start nåede at styre Barcelonas midtbane i 11 år og 379 kampe. Inspireret af Atletico Madrids forward Kiko, der var imponeret over Peps evne til at binde Cruyff-truppens boldbesiddende spil sammen med korte, stilfulde afleveringer, fik han øgenavnet 'Pam'. Tænk på lyden af en inderside, der som en taktfast metronom skubber offensiven frem: Pam, pam, pam, pam.

Guardiolas største styrke har været at fastholde den indgroede La Masia-disciplin, som ser legende ud på banen med sine rappe tryllerier og hurtige trekanter. Men man skal ikke glemme, at han samtidig har udviklet den position, han selv havde under Cruyff, nemlig 'pivoten', den defensive midtbanespiller. I dag handler det om at kunne spille begge veje, altså agere ekstra centraldefensiv og deltage i det opbyggende pasningsspil med front mod modstanderens mål.

Pep's fortjeneste hedder Sergio Busquets. Med ham har Barca en slags 'midtbane-sweeper' eller 'falsk centerforsvarer'. Udgangspunktet er en klassisk 4-3-3, som dog hurtigt kan laves om til en 4-1-2-3 med Busquets som det, englænderne kalder holding midfielder. En tredje variant er den såkaldte 4-2-1-3, hvor Busquets og Xavi dækker den kontrollerende midtbane, mens Iniesta trækker op som venstre wing (og dermed bliver en del af tremandsangrebet), samtidig med at enten Leo Messi eller Villa skyder ned i banen som falsk 9'er. På den måde vil man også få et særligt Barca-trademark: En roterende venstreside (Messi-Iniesta-Villa).

De har en masse tilfælles, del Bosque og Guardiola. Begge dyrker en dynamisk og offensiv midtbane, men begge har også indset nødvendigheden af et solidt bolværk, ikke bare nede bagved, men også højt på banen. Begge tror på genpres som et middel til at trætte fjenden. Og endelig hylder de begge to idéen om proaktiv fodbold: Vi spiller vores system. Vi triller bolden frem og tilbage på vores præmisser.

Klassens tredje dreng

Den slags er volapyk for klassens tredje dreng, José Mourinho. Her er det reaktiv fodbold, der er trumfkort. Mourinhos hold - FC Porto, Chelsea, Inter, Real Madrid - ødelægger de andre, før de bygger sig selv op. 'Mou' opfinder ikke spillet, men han er sindssygt god til at improvisere over de muligheder, der er til stede. Og så er han ikke en Arkitekt, men en Fikser. Her er ingen tålmodig ideologi som i Alex Fergusons Manchester United, Arsene Wengers Arsenal eller Guardiolas Barcelona. Mourinho minder mere om typer som Guus Hiddink og Martin Jol. De bliver hyret for deres evne til at fikse hele butikken. Og helst i en fart.

David Runciman fra London Review of Books har en simpel forklaring på, hvorfor den 47-årige Real-træner og dobbelte Champions League-mester er The Special One:

»Ud over at være utrolig flot, er Mourinho altid yderst velklædt og velturneret. Der er stort set ikke noget, moderne fodboldspillere går mere op i.«

Mourinho tilbragte læreårene i Barcelona som assisterende træner, hvor han sugede visdom til sig fra de to trænere, som på hver deres meget forskellige måde kom til at definere ham: Bobby Robson og Louis van Gaal.

»Robson var ikke interesseret i at studere, systematisere eller planlægge træningen,« fortæller Mourinho til Luís Lourenco i biografien Made in Portugal. »Robson var en mand af grønsværen. For ham handlede det om direkte kontakt med spillerne.«.

For Van Gaal var det helt anderledes:

»Med Louis kunne jeg ankomme til stadion en halv time før træning. Der var intet at bekymre sig om, for alt arbejdet var på forhånd fuldstændigt defineret. Louis overlod intet til tilfældigheder. Alt var programmeret til mindste detalje. I stedet kunne jeg koncentrere mig om kontakten på banen og selve fysikken.«.

Mere end blot en klon

Mourinho er ikke bare en klon af Robson og Van Gaal, men alligevel har han formået at mikse de to systemer i ét. På træningsbanen har Mou udviklet særlige programmer, hvor næsten alle øvelser foregår med bolden og dermed sikrer vigtige elementer af leg, bevægelse og spontanitet. Og som manden med den evige notesblok og de konstante, defensive realitetstjek går der italiener og Van Gaal i den gråsprængte gentleman med de syleskarpe udtalelser. Med Mou får man ikke noget helt nyt, men det bedste af det, der nu engang kan lade sig gøre.

Sindbillede. 22. maj 2010. Mourinho har lige vundet Champions League-pokal med Inter og er på vej væk i bil fra finalearenaen Estadio Santiago Bernabéu i Madrid. Det skal være Mou's hjem de næste sæsoner. Bilen kører væk, men stopper brat op. Med determinerede skridt iler portugiseren hen til Inter-forsvareren Marco Materazzi, der som en ranglet skoledreng står op ad en mur og ser betuttet og fortabt ud. Mourinho lægger resolut armene om Marco og krammer ham tæt, mens skulderbladene rytmisk hopper op og ned. Han hulker og klapper Marco på det korte nakkehår. Marco begynder også at græde og kigger tappert væk, da José skridter tilbage til den ventende kortege og forsvinder ud i det madrilenske trafikkaos.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her