Nyhed
Læsetid: 9 min.

Det er ikke noget, vi tror - vi ved det

Redaktionen på Moderne Tiderne kender svaret på, hvad der bliver 2011 helt store hit
Redaktionen på Moderne Tiderne kender svaret på, hvad der bliver 2011 helt store hit
Moderne Tider
18. december 2010

Borgerlig anstændighed. Enkelte ærværdige erhvervsledere fra Vestjylland og en lille overklasse i Nordsjælland har talt om det længe, men med den borgerlige regerings fald vil den borgerlige anstændighed buldre frem. Kommentatorer i både Politiken og Berlingske Tidende påpeger med henvisning til Ronald Reagan og de amerikanske republikanere, at vi vil se den moralske genrejsning af nationen.

Allerede omkring juletid igen næste år er det hele dog gået i sig selv igen.

Birthe Rønn forbliver under hele forløbet tavs. Hun nægter at kommentere på de verserende rygter om en rigsretssag, og selv da sagen indledes i november 2011 begrænser hun sine udtalelser til et Grundtvig-citat: »Da skal man vælge livets storm for gravens stille ro.«

Borgen. Tv-serien Borgen vil endelig runde en million seere flere af dem vil endda ikke være selvglade journalister med dårlig smag, der siger »det er jo slet ikke sådan, det foregår«. Serien vil få et bizart partnerskab med valgkampen, hvor Ask Rostrup i et syv minutters indslag i 21 Søndag vil sammenligne Helle Thorning og Sidse Babett Knudsen. Needless to say Helle Thorning vinder valget, og Sidse Babett (Birgitte Nyborg) finder sig selv og sin mand igen.

At gå derhjemme. Katrine Winkel Holm vidste det allerede i 2010: Det bliver hot at være Hausfrau. Ud med work-life-balance, au pair, hjemmeaftener med den bærbare og på, hvad laver du så-spørgsmål. I 2011 har sammenligninger fra babyslyngernes og madopskrifternes verden fået den status, de fortjener, og Astrid Kragh og Mette Frederiksen er de første, der går. Dermed er også den sidste bastion ryddet af vejen for diskussionen om kønskvotering i bestyrelser, virksomhedsledelser og på universiteterne.

DR K. I løbet af 2011 vil det så småt gå op for os, at DR2 sejler. At ingenting er, hvad det plejer at være, og selvhjælpsprogrammer, quiz-formater, atletik-stævner, madprogrammer og engelske krimier nu fylder kanalen helt. Noget vil helt lukke (Deadline), noget vil flytte over på DR HD og helt blive glemt (satiren), andet fortsætter sit liv på den fine kulturkanal DR K (historiske dokumentarer), hvilket får kommentatorer her på avisen og ældre P1-lyttere til at hylde kanalen som det eneste, der er værd at se i dansk tv.

Piet van Deurs modtager Modersmålsprisen.

TV 2 Charlie. At også moderkanalen TV 2 vil fortsætte med at udvande sig selv og sit eget brand, begynder kritikere at skrive løs om. Her kommer vi til at opleve det, der bliver døbt Charlie-effekten, hvor en søsterkanal første gang vil trække flere seere end hovedkanalen en lørdag aften, når Jarl Friis-Mikkelsen og Ole Stephensen genoptager og genopdager lørdagsunderholdningen, og serien om kriminalkommissær Barnaby bliver købt fra DR, og en hel kult blandt unge og smarte opstår om den vrisne politimand. Bent Fabricius-Bjerre bliver vært for et sing-a long-program med Dario Campeotto og Birthe Kjær, som sensationelt trækker flere seere end X Factor.

Lykke Friis. Den forhenværende klima-minister skriver historie i 2011 som den første kvindelige træner for det danske herrelandshold i fodbold. Hun siger selv, at hun har sendt sin politiker-karriere til hjørnespark, og at hun er endt på sit livs hjemmebane.

Med anfører Christian Poulsen i spidsen nedlægger spillertruppen i november 2011 arbejdet med den begrundelse, at de ikke kan leve med landstrænerens sportsmetaforer:

»Vi er vant til mærkeligt sprog fra vores trænere,« hedder det i en pressemeddelelse, »men vi kan ikke trække vejret i en sproglig verden uden andet end sport.«

Lykke Friis erkender, at det er en ommer, og takker ja til stillingen som generaldirektør i Danmarks Radio, der lå lige til højrebenet.

Liberal Alliance. Det er allerede i gang, men 2011 vil være det helt store år for Liberal Alliance og det bliver ikke et kønt syn. Efter en ustoppelig optur frem mod valgkampen, begynder angsten for at tabe at melde sig hos støtterne. Indtil valgkampens start kommer der hver uge nye celebre liberalister og pseudosocialister til, men pressen begynder også at lugte blod. Kolind kommer tilbage, Paula Larrain springer fra De Konservative, Anders Morgenthaler kommer til, Troels Myhlenberg, David Trads, Henning Dyremose, Lone Frank, Sofia Manning og gode gamle Søren Kaster (fhv. Jeopardy-vært) melder sig ind – det hele kører, lige ind til Asger Aamund, der ellers var en af de første støtter til projektet efter et privat møde med Anders Samuelsen pludselig vender på en tallerken og sår tvivl om »projektets ægthed«.

Han slutter sig til sin datter i Venstre, Simon Emil bliver taget i at lyve og, da valgkampen i den sidste uge alligevel fjerner sig helt fra det gudsjammerlige kedelige økonomiske politik og bliver ren værdidebat, er det en frustreret og rasende Samuelsen, der i en live-debat fra Stevnsfortet kalder Lars Løkke for en »hykler« og Pia Kjærsgaard »racist«. Næste dag er David Trads med Helle Thorning ude og dele roser ud, og Søren Kaster siger til Politiken, at »Anders siger jo bare det, vi alle sammen tænker«. Myhlenberg skriver bogen om faldet sammen med Michael Jeppesen, der kommer en måned efter katastrofevalget. Den afslører, hvad der egentlig blev sagt til mødet mellem Samuelsen og Aamund og sælger lidt færre end 400 eksemplarer.

Venstrefløjen. Der bliver peget fingre og vasket hænder efter valget. Rigtig mange insisterer på, at de aldrig hoppede på den højredejning, der varede fra starten af 80erne til 2011. Borgerlige og småborgerlige fra Lene Espersen til Ole Sohn kommer til at skamme sig over deres udtalelser, og Sohn udgiver en række, lange og bekendende erindringsbøger om det, men ingen vil høre foredraget.

De venstreorienterede, der ikke gav efter under de 30 hårde år, vil blive feterede som rigtige ildsjæle og idealister. Både Keld Albrechtsen og Søren Søndergaard kommer på forsiden af Euroman, sidstnævnte i bar overkrop. Simon Emil Ammitzbøll prøver at få Keld Albrechtsen-hår og stifter et parti, der hedder Venstrefløjs-Alliance.

Adam Holm. Efter Cavlingpris-hæderen, der uddeles først i det nye år, kommer det til at stå klart for den brede befolkning, at Adam Holm fra Deadline er denne tids store journalist. Efter Deadlines lukning får han eget Hard Talk-program hver onsdag på DR1, og sammen med Flemming Rose bliver han den første danske journalist, der får en time i Det Hvide Hus med Obama.

Michael Simpson udgiver et album, hvor han lægger musik til nogle af Holms allermest folkekære vittigheder, og Helle Thorning-Schmidt tilbyder ham den nye post som etik-minister i den nye S-SF-R-regering, hvilket Holm naturligvis afviser.

Redaktionens profetiske evner rækker dog ikke til at forudsige, hvordan Adam Holm takler sin nyvunde og fortjente status, men vi håber det bedste.

Afholdenhed. Den økonomiske afmatning, terrortruslen og den globale opvarmning vil i 2011 presse os så langt, at afholdenhed og mådehold bliver det store statussymbol. Det gælder både seksuelt, i forbindelse med rusmidler, selvudfoldelse og selvudvikling. Vi holder igen. Vi er færdige med at granske os selv. Vi orker ikke mere. Vi vil bare være.

Den første artikel om tendensen kommer her i tillægget omkring marts og vil tælle eksperter som Morten Albæk, Signe Wenneberg og måske en professor fra CBS. Vi er kede af det, Henrik List, men du skal nok finde din niche i den gryende modkultur, der vil opstå i slutningen af året og bærer os frem til 2012 i det helt store orgie.

Onani. I forlængelse af den ny afholdenhed kommer det i løbet af 2011 frem, at færre og færre danskere dyrker sex. Ikke mindst på grund af smittefaren og seksualaktens uhygiejniske karakter vælger mange kendte danskere onani frem for sex. Indtil 2011 har onani været betragtet som en tabuiseret substitut for rigtig sex, men nu siger forskere, at den gode onani er sundere for organismen end sex, og sexologer anbefaler, at man holder igen med coitus, fordi det ødelægger den optimale masturbatoriske udløsning. Tor Nørretranders udgiver bestselleren Mærk dig selv, og Joan Ørting indskærper, at det er vigtigt ikke at falde tilbage på gammeldags sex.

Sex i Sverige. Dermed bliver sex også en sjældenhed i 2011, men til gengæld også det store samtaleemne. Det er naturligvis en kæmpe nedtur for os alle sammen, men ikke så meget som i Sverige, hvor det oven på sagen mod Julian Assange er helt ude at have sex.

Frederik Fetterlein. Det kan godt være, at den fallerede tennisspiller ramte et lavpunkt i 2010 som dokumenteret i en Youtube-video, hvor han fortæller, at han er blevet forhandler af sexpillen Vievax. Men 2011 bliver Fetterleins år. Året, hvor han dropper sit tiende kæmpebryllup, stjålne Rolex-ure og inkassosager og i stedet bliver guru for den nye afholdenhed. Han indspiller en ny Youtube-video fra et ashram i Indien, hvor han fortæller om sit cølibatære veganerliv. Simon Emil Ammitzbøll dyrker yoga i baggrunden.

Blogging. Intet bliver mere yt end at være på. Blogging, Facebook, Twitter, ja endda smser bliver lavkultur på linje med armyshorts, pittbullterriere og lænde- tatoveringer. Nærvær, hedder kreativklasse-carpe-diem-segmentets nye mantra.

Ærlighed. I forlængelse af afholdenhedens genkomst blomstrer også ærligheden. 2011 bliver året, hvor politikerne finder ud af, at selv en postuleret ærlighed giver vælgere, og folk som Bertelsen, Brygger og folkene bag Klovn kommer til at skulle genopdage sig selv for og i alvor. Vi kunne ellers godt lide jer, som I var, men nu er vi altså næsten kommet til et nyt årti, og I bliver jo hellere ikke yngre. Tænk på, at I kunne ende som Poul Nesgaard.

De store byer. 2011 bliver året, hvor udkanten helt forsvinder fra kortet. Folketingsvalget er overstået, og det vil stå klart for enhver, at hverken naturen, menneskerne, havet eller de billige boliger ikke kan lokke selv den mest underbetalte folkeskolelærer mere end 10 kilometer fra København eller Århus. Selv Odense og Aalborg vil opleve det som et dræn. Det er den rene nedtur, til gengæld vil friværdien stige i hovedstaden, og vi vil rent glemme at vi er midt i en økonomisk recession og sende narkomaner og enlige mødre i udkantens retning. Også med en rød regering.

Andelsbevægelsen. Den bliver et stort hit i 2011.

Fri hash. Der vil med den ny regering danne sig et smalt flertal for forsøgsvist at legalisere hash. Kendte forfattere, musikere, journalister og folketingspolitikere vil optræde i artikler, OBS-spots og såkaldte Friheds-koncerter på Fredens Eng på Christiania, og rusmidlet vil en kort overgang være løftet ud af den bøvede 70er-romantik, der har været dets skæbne. Til gengæld vil hypen ret hurtigt lægge sig, og det vil igen blive en anelse taber-agtigt at ryge en joint i løbet af sensommeren, men vi havde det sjovt så længe det varede.

Tørklæde-mode. Det har været varslet længe, men 2011 bliver året, hvor det muslimske hovedtørklæde bryder bredt igennem i modebilledet. Ligesom kasketten brød bredt igennem i 80erne og partisanertørklædet i 00erne, vil mange danske piger fra hele landet føle sig som en hidtil uset blanding af hippe, venstreorienterede og afslappede, når de går på smarte klubber i Kødbyen, drikker macchiatoer på broerne og trisser ned til Den Permanente i klip klapper og hijab. I begyndelsen vil de danske mænd finde det sært pirrende, men efter en Ekstra Blads-kampagne »Giv os Danmark tilbage og patterne« bliver det pirrende afløst af vrede og afmagt.

Politiken. Dagbladet Politiken vil gennemgå en bemærkelsesværdig offentlig genfødsel næste år. Politiken vil igen blive hyldet og beundret, men denne gang på en helt ny facon: Dagbladet vil blive dyrket som souvenir på samme måde, som Poul Kjøller i midten af 1990erne oplevede et sensationelt comeback. 2011 bliver det år, hvor Politiken ikke længere er for meget som avis, men sidder lige i øjet som kitsch.

Lars Løkke Rasmussen. Danskerne viser igen deres enestående evne til at elske en taber når bare det ikke er en social taber.

Efter valgnederlaget bliver Lars Løkke Rasmussen endelig afholdt af danskerne. Han bliver hyldet som den sidste mand tilbage på broen, da det borgerlige skib gik ned. Omringet af populister i Folketinget forsøgte han til det sidste at overbevise om, han ville føre politik frem for at stille op til popularitetskonkurrencer. Ene mand prøvede han at rydde op i fallitboet efter Fogh, og aldeles ensom blandt uduelige ministre kæmpede han i valgkampen til det sidste.

Han hyldes af 100.000 danskere ved indvielsen af Ingvar Cronhammars spektakulære skulptur af den nu forhenværende statsminister. Med sine 120 meter hæver den sig fra sit leje på den lille ø mellem Amalienborg og Operaen op over hele København. Det siges, den vil kunne ses fra hele Danmarks udkant.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Underligt at læse om jeres næsegrus beundring for Potemkin kulissen DR K hvis koncept helt tydeligt er hentet fra Reader's Digest: 10% populær videnskab, 30% B-film, 20% pseudo kultur og 40% antikommunisme. Jeg formoder at det er de anti kommunistiske programmer som Information kalder dokumentar. Den syndflod af tendentiøs og stereotyp pop om Sovjetunionen som er sprøjtet ud fra DR K, kan man da ikke kalde for seriøs dokumentation. De eksempler man bruger, til dokumentation kommer til, at fremstå som generalisationer over kendsgerninger. Folk der ser disse programmer, ser dem som typiske eksempler, på det som dokumentaren vil fortælle og i alle de programmer jeg har set om Sovjet på DR K var indholdet manipulerede til ukendelighed. Det var m.a.o. koldkrigs stereotyper vi fik serverede ad libitum. Konceptet for samtlige programmer om Sovjetunionen byggede på modsætningen mellem dem og os. De var de onde vi de gode! Egentlig ærgerligt for som alle ved producerede Sovjetunionen nogle at århundredes bedste film, ligesom Sovjetunionen også var de førende indenfor litteratur, klassisk musik ( både med komponister og musikere), ballet, teater, kunst og kultur i al almindelighed. Tænk hvis man på DR K nu og da slap noget, at denne kulturelle rigdom ind i deres programmer, i stedet for at tæppebombe os med ideologiske programmer om Stalins terror, KGB´s uhyrligheder, og de rødes nedslagtninger af uskyldige kapitalister og monarkister. Det ville svare til at vesten altid blev fremstillet set gennem 2. verdenskrige Hitlers gasovne og slavelejrene i kolonierne og USA konsekvent blev anskuet som nationen der blev grundlagt på folkemordet på 10 millioner indianere ( Den amerikanske kongres har vedtaget at mordet var på 5, millioner indianer, men indianerne siger selv at antallet er mindst 10 millioner).

Morsomt og desværre ramt præcist på kornet...

Andelsbevægelsen. Den bliver et stort hit i 2011.

---

som grundtvigianere vel siger: det var da os' bare på høje tide.

Anders Vincent de Robles Jacobsen

Rockmusikken genopstår. Når det går op for underholdningsbranchen at den eneste måde hvorpå man kan kontrollere industrien, efter Michael Jacksons dø, er ved at frmelske et tilsyneladende ukontrollerbart rock ikon (bevægelsen får en afsmittende effekt på alt øvrig kunst, og det bliver igen moderne at lave kontroversielle malerier). Simon Kvamm springer ud som digter.

Claus Oreskov:
Som jeg har fortalt dig før læser jeg ikke ’Det bedste’
Det da umiddelbart en imponerende liste over kulturpersonligheder fra Stalintiden du kommer med
Den tåler dog ikke en nærmere granskning
F.eks :
Andrej Tarkovskij som blev ført i 1932. Han kan vel næppe regnes med til Stalintidens kunstnere?
I og med han var 21 år da Stalin forlod denne jord og debuterede i 1962?

Så nævner du Mikhail Gerasimov
Som blev arresteret I 1939 for ikke at skrive proletatisk poesi og døde i en af Stalins fængsler i 1939
En sand helt – dog ikke for Stalin

Vedrørende Chiaureli's talenter bestod den i at lave hyldest film til Stalin. Dem er der hvis ingen der gider se i dag heller ikke i Rusland

Du nævner Elim Klimov, som fødtes 9 juli 1933 og altså heller ikke hører Stalintiden til

Etc.

Jeg savner folk med virkelig talent som :

Boris Pastanak der blev nægtet tilladelse til at hente sin Nobelpris

Mikhail Bulgakov: Der aldrig kunne få udgivet sine skrifter

Maxim Gorki: der døde 1936 under omstændigheder der mistænkelige ligner mord efter han heftigt havde kritiseret den kommunistiske revolution

Osip Mandelsjtam som kritiserer Stalin i flere skrifter, hvorfor han blev anholdt for kontrarevolutionære aktiviteter og anbragt i flere arbejdslejre, inden han i 1938 placeres en arbejdslejr og døde.
Eller hans kone: Nadezjda Jakolevna Mandelsjtam.
Jeg kunne blive ved antallet af ofre bland kunstnere er alenlang men jeg ved godt at alt dette ikke rager dig en pind det er jo alt samme noget jeg har læst i ’Det Bedste’ eller fra antikommunistiske skribenter ikke sandt?

Heg glemte lige endnu en der bør mindes
Anna Akhmatova
Læs selv::
http://da.wikipedia.org/wiki/Anna_Akhmatova

Nu gik diskussionen på Sovjet Rusland som sådan, du mente at kultur ikke eksisterede under og efter Stalin, jeg kan se til min glæde at du nu godt ved at det ikke passer. Det ville jo også være grænseløst naivt at tro. Diskussionen gik ikke på eventuelle udrensninger blandt kunstnere – den kan vi tage en anden gang.
Så skriver du:
”Vedrørende Chiaureli’s talenter bestod den i at lave hyldest film til Stalin. Dem er der hvis ingen der gider se i dag heller ikke i Rusland”.
Du ved jo udmærket at Stalin er meget populær i Rusland, f.eks. kærede over en million læsere, af Pravda, Stalin som de næst populære russere nogen sinde for et par år siden. I en anden omfattende måling, kam han ind på en 3´je plads: http://www.youtube.com/watch?v=DG9rbkSNYAQ&feature=related

Mikhail Bulgakov - var en hovmodig borgerlig forfatter, der foragtede proletarerne – hvorfor skulle de samme proletarer udgive hans bøger? (læs f.eks. ”En Hunds Hjerte” hvor en pæn borgerlig mand få indopereret en hunds hjerte og derefter gradvist forvandler sig til proletar!)
Under Stalin blomstrede socialrealismen indenfor kunst og kultur. I denne stilart beskrives mennesker som levende varme personer læs f.eks. en af de bedste bøger der overhoved er skrevet nemlig Michail Sjolochoff ”Stille Flyder Don” og det er ikke bare noget jeg siger, men jeg har læst at Marie Tetzlaff mener det samme. I Stalins familie blev bogen ofte drøftet når der var selskab, hvilket man kan læse i Svetlanas (Stalins dater) selvbiografi!
Svetlana har for resten for ikke længe siden indvilliget i at medvirke i en film om sig selv. Sjovt nok har hun samme standpunkt som mig, nemlig midt imellem de 2. yderpunkter. Altså dem der bare tankeløst fordømmer Stalin (ligesom du selv) og så dem der bare tankeløst forherliger han.
http://www.youtube.com/watch?v=T8wZzCcM9Js

'Mikhail Bulgakov - var en hovmodig borgerlig forfatter, der foragtede proletarerne – hvorfor skulle de samme proletarer udgive hans bøger'
Jeg tvivler på du har læst ham - er den bedømelse en du har læst i Isvestija?
Den holder ikke en meter!
Men bortset fra det: selvom det var tilfældet hvorfor forbyde ham at udgive sine skrifter? Dostovejskij var antirevolutionær, antisemit , nationalist og dog læses han over hele verdenen idag. Litterær kvalitet er ikke det samme som at have de korrekte 'revolutionære meninger' eller at slikke magthaverne i r.. som du - en kommunistisk konformist åbenbart mener.

@Ole Falstoft. Har du tænk over hvor mange potentielle forfattere, der aldrig bliver trygt, i den kapitalistiske verden? Jo jeg har læst en del af Mikhail Bulgakov. Hvorfor skulle jeg ikke have det? Du få det til at lyde som om det, at læse en bog, er en særlig præstation!

Debattørerne bedes bemærke, at emnet for artiklen er tendenser i dansk kultur i 2011, og ikke i sovjetisk kultur i 1930'erne.

Debatvært
Espen Fyhrie