Læsetid: 4 min.

Unge genier og gamle mestre

Hvor sidder kunsten på en kunstner? I ungdomsårene eller i den ophobede livserfaring? Spørgsmålet er forkert stillet
En tidlig Pablo. Hundreder af hidtil ukendte værker af Pablo Picasso til en værdi af et trecifret millionbeløb dukkede i denne uge op i Frankrig. Værkerne stammer fra Picassos mest produktive periode i de unge år. Det er i de år, genier viser sig, plejer vi at sige, men sådan hænger det langt fra altid sammen.

En tidlig Pablo. Hundreder af hidtil ukendte værker af Pablo Picasso til en værdi af et trecifret millionbeløb dukkede i denne uge op i Frankrig. Værkerne stammer fra Picassos mest produktive periode i de unge år. Det er i de år, genier viser sig, plejer vi at sige, men sådan hænger det langt fra altid sammen.

4. december 2010

Der er dem, der har det, og så er der dem, der ikke har det. Sådan er det med store kunstnere. Hvis du ikke har haft dit gennembrud, inden du er fyldt 30, kommer det formentlig ikke, og alle verdenshistoriens største værker er lavet af guddommeligt inspirerede unge mennesker. Sådan var det med Mozart, der skrev sin første opera, da han var 11 og den 9. symfoni, da han var 14. Goethe var 24, da han skrev Den unge Werthers lidelser, Melville skrev en bog om året da han var i 20'erne for til sidst at trumfe striben med Moby Dick, Michael Strunge var både punkbevægelsens omdrejningspunkt og udråbt til generationspoet, da han døde kun 28 år gammel, og Hank Williams havde grundlagt den moderne countrymusik, da han døde som 29-årig. Orson Welles indspillede med Citizen Kane som 25 årig, Picasso malede 212 af sine største værker i 20'erne, og kun 78 værker, mens han var i 40'erne, David Bowie udgav Hunky Dory, da han var 24, Ziggy Stardust året efter og Aladdin Sane året efter igen, mens Dylan i sit 24. år sendte både Bringing It All Back Home og Highway 61 Revisited og fulgte op med Blonde On Blonde året efter. Det synes ubestrideligt - kunsterne laver deres store værker i ungdommen og tilbringer resten af livet med at jagte fortiden. Det er en veletableret sandhed.

Den er bare ikke sand.

Økonomiprofessor og kunstelsker fra University of Chicago David W. Galenson begyndte for nogle år siden at undre sig over, hvorfor de fleste tilsyneladende bar rundt på et kunstnerideal af det unge geni, så han besluttede sig for at systematisere kunsten i en grad, almindelige kunsthistorikere normalt ikke bryder sig om. Han opkøbte digtantologier, samlede auktionspriser, sammenlignede filmanmeldelser, læste litterær kritik og forsøgte med et sindrigt system at opstille et diagram over, på hvilket tidspunkt i deres liv de største kunstnere topper dels produktivt og dels kreativt. Forskningsprojektet blev til bogen Old Masters and young Geniuses, der meget overbevisende dementerer myten om, at kunstnere nødvendigvis skulle være særligt store genier, der berørt af en guddommelig hånd manifesterer sig i det øjeblik, de tegner den første barnetegning.

Søge eller finde

Det gik hurtigt op for Galenson, at der var væld af store kunstnere, der var langt oppe i årerne, før deres største værker blev produceret. Alfred Hitchcock for eksempel lavede syv filmperler i træk fra han 54 til 61, heriblandt Psycho, Vertigo og North by Northwest. Daniel Dafoe skrev Robinson Crusoe som 58-årig, Charles Dickens toppede som 45-årig og Mark Twain skrev Huckleberry Finn som 50-årig. Kandinskys dyreste værker blev skabt, da han var i midten af 50'erne og Paul Cézannes værker bliver kontinuerligt dyrere og dyrere, jo ældre han har været på produktionstidspunktet.

Men ikke alene viste Galensons modeller, at stor kunst slet ikke var forbeholdt de unge genier. Ifølge økonomiprofessorens optegnelser tegnede der sig et billede af to arketyper kunstnere og to grundlæggende forskellige måder at arbejde med kunst på. Det unge geni versus den gamle mester. Eksemplificeret med Picasso som det unge geni og Cezanne som den gamle mestere forklarer han, hvorledes Cezanne beskrev sit eget arbejde som en »søgen«. »Jeg søger i mit maleri,« citerer han ham, mens Picasso beskrev sit eget arbejde helt modsat: »Jeg søger ikke - jeg finder.« Via en lang række læsninger af de forskellige kunstneres arbejder sondrer han mellem to arbejdsmetoder: Den eksperimenterende kunstner, der igen og igen vender tilbage til det samme for at forfine udtrykket og til sidst nærme sig det sublime - det er dem, der topper sent - og så den konceptuelle kunstner, der ikke søger at forfine et udtryk. Han sigter og skyder, og det, han rammer, er udtrykket. Galenson forsøger herigennem at punktere to klicheer om kunstnere, der topper sent. Dels myten om det miskendte geni, der først sent i livet opnår anerkendelse. Som han beskriver det gennem kunsthistorikere og kritikere, så havde Cezannes tidlige værker ikke megen kunstnerisk kvalitet. Og dels ideen om at disse sene succeser er udtryk for at kunstneren først sent har fundet ud af, hvilke kvaliteter de besad og derfor først sent gik i gang med arbejdet, men heller ikke det er der belæg for. I Cezannes tilfælde startede han før Picasso med at male.

Late bloomers

Den amerikanske journalist og forfatter Malcom Gladwell beskrev for nogle år siden Galesons teorier i et essay og efterprøvede dem ved at interviewe forfatteren Ben Fountain som en eksponent for de gamle og newyorker-vidunderbarnet Jonathan Safran Foer som det unge geni. Undervejs i essayet går det op for Gladwell, hvad de gamle mestre - som han benævner Late Bloomers - er bygget af, nemlig kærlighed. De gamle mestre kræver kærlighed og tillid, skriver han, og »historien om late bloomers er kærlighedshistorier. Det er måske derfor, vi har det så svært med dem. Vi holder af at tro, at så jordnære forhold som loyalitet, stædighed og villigheden til år efter år at skrive checks ud til noget, der ligner en fiasko, intet har at gøre med det vi anser for at være det sjældne geni.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske er det meningsløst at undersøge unge geniers og gamle mestres kunstproduktion hvis man ikke samtidig medtager en analyse af specielt det miljø og normer som disse unge mestre og gamle genier fungerer i og ikke mindst de tusinder af andre faktorer i verden, der både direkte og indirekte hæmmer produktionen af god kunst.
Først - er der ikke tvivl om at at en kunstner mester / geni eller ej må have et barmhjertigt og givende altruistisk syn på verden, især hvis han vil leve af at sælge sin kunst.
Alverdens kældre og pulterkamre indeholder givet mesterværker som kunstneren har beholdt til egen beskuelse. ”Hans små børn” som han ikke kan give fra sig om så han også manglede salt til et æg.
De kunstnere der altså skal afgive resultatet af deres skabelsesproces for ussel men rar mammon kan derfor være nødt til at skabe et kunstprodukter som ikke er mesterværker nok til, at de selv er ”nødt til” at beholde det i deres egen samling.
Påstanden bliver derved - at det ofte kan være 2. sorterings kunst der finder vej til publikum.
Medmindre kunstneren er;
1. Komplet ligeglad
2. Eller endda sindssyg og ligeglad som f. eks. Ovartaci fra Risskov Statshospital som skabte mange mesterværker.
3. Eller småalkoholiker eller narkomanisk anlagt med en dertil hørende livsstil hvor ”festen” kommer i fokus før dannelsen af ens egen billedsamling.
Vi kender typerne fra f.eks 1960'ernes kunstnergalleri.
4. En undtagelse fra disse førnævnte ekstremister er en kunstner som Oluf Høst der formår at skabe mesterværker pakket ind i næsten ganske almindelige billeder der ikke alle tilfælde har taget ufatteligt lang tid at skabe. Oluf Høst har derved formentlig haft en ganske hæderlig timeløn for sit arbejde, samtidigt med tilfredsstillelsen der ligger i at han (såvidt min vurdering) har kreeret mesterværker, som kan genkendes af interesseret ligesindede.

Eksemplerne fra ovenstående grupper kan tjene til inspiration og måske også som en slags målestok når man overvejer kunst fra både levende og døde kunstnere hvad enten de er genier / mestre eller ej.
Miljøet/samfundet sætter afgjort standarden for kunst fordi miljøet/samfundsnormerne er den ramme som kunstneren fungerer i hvad enten kunstneren er geni / mester eller ej. Den mismodige kunstner er derfor ingen myte.

Tager man foreksempel Kurt Vestergårds provokerende tegning af Muhammad havde den været mere interessant hvis den ikke så åbenlyst var blevet skabt til at provokere.
Altså istedet malet med oliemaling på lærred af en ærlig og ydmyg kunstner uden Jyllandspostens alfons agtige promovering havde den måske kunnet sætte spørgsmålstegn ved den terror-ekstremistiske del af det muslimske segment på en helt anden rolig og værdig måde.
Miljøet men også kunstens hensigt sætter rammen.
Derfor er det vigtigt at kunstneren har noget på hjerte hvilket også understreges af artiklens ord om de gamle mestre der ”blomstrer sent”.

I den for tiden verserende værdidebat hvor f. eks. den kommende formand for kunstrådet Per Arnoldi her http://www.information.dk/252179
har meldt ud at han foretrækker kunst uden for meget statement og holdning er det således vigtigt at huske på at kunst ikke er meget værd hvis ikke budskabet i kunsten har en pointe af en slags.
Arnoldi siger i den med linkede artikel ganske frækt at kunstnere med et budskab i stedet kan skrive en kronik hvis de har noget debat på hjerte – for kunsten skal såvidt Arnoldi ikke være umiddelbar debatskabende.
Putter man for eksemplets skyld en vurdering af Arnoldi's kunst ind i ovennævnte kunstvurderings--målestok forstår man at Arnoldi's kunstprodukter ifølge reglen må være det resultat han kan undvære i egen samling medmindre at han genialt har valgt plakatkunsten, fordi han derved selv kan have en samling af egne værker samtidigt med at hans plakatkunst kan studeres i alle hjørner af Danmark.
Man forstår så at Arnoldi via plakatkunst mediet derved kan give det bedste han har og alligevel samtidigt beholde det i sin egen samling.

En anden kunstner der har vakt furore i de seneste dage er Picasso - via adskillelige billedkladder som Picasso har overladt til nogle nære venner som ikke har fundet det værd at nævne det - før nu.
Picasso som er billedkunstens svar på Henry Miller er ofte blevet udnævnt som det rene geni -ihvertfald har han enten ramt en nerve i den tids publikum eller bare opfyldt sin tids behov for at udnævne en kunster som geni – en skæbne der også ramte en Asger Jorn i en lidt anden skala.

De rigtige gamle mestre som f. eks. en Leonardo Da Vinci som levede i et helt andet miljø – af 100% koncentrerede kunst interesserede kunstskabere har næppe spekuleret meget på om hans billeder engang skulle udstilles på det verdens fineste museum i Paris under streng bevogtning bag panserglas.

Bliver der i et samfund ikke produceret stor kunst af de genier og mestre som givet findes kan det altså være miljøet/normerne der er direkte forkerte eller for svære. Medmindre genierne og mestrene grundet tidenes ugunst har valgt en anden udtryksform – ”Obla di Obla da – lifes go on” -(still)- ”I can't get no satisfaction”.
Ingen genier og mestre glemt.

Kristian Sørensen

"Myten om det miskendte geni"- Det er ikke nogen myte. Van Gogh er et godt eksempel. Han var ludfattig da han døde. I dag sælges hans værker for millioner.