Baggrund
Læsetid: 7 min.

USA er hårdt ramt af medierevolutionen

Det er blevet svært at holde på statshemmelighederne efter millioner af informationer er blevet digitaliseret. Det har Wikileaks udnyttet effektivt ved at bruge internettets decentrale struktur til at gøre sig svære at ramme. Organisationen er dog stadig sårbar på grund af det store fokus på frontfiguren, Julian Assange
Det er blevet svært at holde på statshemmelighederne efter millioner af informationer er blevet digitaliseret. Det har Wikileaks udnyttet effektivt ved at bruge internettets decentrale struktur til at gøre sig svære at ramme. Organisationen er dog stadig sårbar på grund af det store fokus på frontfiguren, Julian Assange
Moderne Tider
4. december 2010

De er blevet beskyldt for at være i lommen på CIA, for at være nyttige idioter for fremmede magter, anti-amerikanske fanatikere, terrorister, venstreekstremister og for at skade verdensfreden. Men ser man på baggrunden for den kontroversielle whistleblowerorganisation Wikileaks, kommer den ikke fra etablerede eller kendte politiske miljøer, men fra de afkroge af internettet, der forstår at udnytte moderne informationsteknologi optimalt: Hackerne, informationsaktivisterne, programmørerne og computernørderne vender i en alliance med aktivister og journalister for øjeblikket op og ned på vores forståelse af, hvad der er hemmeligt, og hvad der er offentligt.

Ved hjælp af krypteringsteknologi og et omfattende netværk af computerservere er det indtil videre lykkedes organisationen at offentliggøre flere millioner hemmelige dokumenter, uden at det endnu er lykkedes for myndighederne at standse dem. Bare inden for det seneste halve år er 76.000 af Pentagons dokumenter fra Afghanistan, 391.000 dokumenter fra Irak-krigen og senest en kvart million diplomatiske indberetninger fra det amerikanske udenrigsministerium blevet lækket af organisationen.

Ifølge den anerkendte medieteoretiker og professor på Amsterdam University Geert Lovink er det dog ikke så meget Wikileaks, der har ramt USA, som det er selve medierevolutionen:

»Der er sket en eksplosion i mængden af informationer, og alle deltager i den proces. Det gælder også efterretningstjenester og udenrigstjenester,« siger Geert Lovink og henviser til lækagen af de diplomatiske indberetninger. De stammer fra det såkaldte SIPRNet-system, hvis databaser mere end tre millioner ansatte i den amerikanske administration har haft adgang til, men som alligevel har vist sig så problematiske at få offentliggjort på alverdens avisforsider:

»Det er det, vi har set i det sidste par dage med amerikanernes håndtering, eller måske snarere manglende håndtering af deres interne systemer for klassifikationer og hemmeligheder. Det er jo millioner af dokumenter, som de selv distribuerer internt. Vi taler om en verden af hemmeligheder, der selv har gennemgået informationsrevolutionen,« siger Geert Lovink og henviser til fortællingen, om hvordan den 22-årige efterretningsanalytiker Bradley Manning fik fat i de mange dokumenter fra myndighedernes databaser.

Fra sin position på en militærbase i Irak udnyttede Manning sin adgang til computersystemerne og brændte de fortrolige oplysninger ned på cd'er med påskriften 'Lady Gaga'. Mens cd'erne blev brændt, sad han og sang med på Lady Gagas sange for at skjule, hvad han egentlig foretog sig ved computeren.

»Information er så nem at kopiere, at det selv i et sikkert miljø på kort tid kan ende på små enheder uden at kunne spores. Hele historien om den brændbare cd med Lady Gaga er fantastisk. Selvom den er banal, så viser den, hvor nemt det er, og at det kan ske hvor som helst, når som helst og i enhver organisation,« siger Geert Lovink

Internettets struktur

Allerede siden maj, hvor Bradley Manning blev anholdt og sigtet for at videregive en række af de fortrolige oplysninger, som nu er tilgængelige på Wikileaks, har de amerikanske myndigheder kendt til lækagerne. Alligevel har de ikke formået at gøre noget ved problemet, da Wikileaks spreder sine systemer over flere lande og dermed også en lang række forskellige lovgivninger.

Som den amerikanske juraprofessor Eric Goldman konstaterede i erhvervsmagasinet Forbes, da han blev spurgt om, hvad store selskaber kan gøre, hvis de bliver ramt af lækager fra Wikileaks:

»Der er ikke ét enkelt mål at kaste bomben over,« svarede han.

Ifølge Marcin De Kaminski, ph.d-studerende i retssociologi på Lunds Universitet og mangeårig netaktivist i Sverige er det selve internettets struktur, der gør det svært for de amerikanske myndigheder at inddæmme truslen fra Wikileaks:

»Wikileaks er et af de tydeligste tegn på, hvordan internettet og resten af samfundet ikke spiller i samme liga. Når noget bliver blokeret på internettet, så kan man med den rette viden komme rundt om de spærringer, og når noget bliver fjernet fra internettet kan man med den rette viden finde det frem igen,« siger han.

»Det handler grundlæggende om, at internettet egentligt ikke er lavet for at kunne begrænses, og derfor handler det heller ikke om huller i lovgivningen, men snarere om, at loven ikke når ud på internettet,« siger Marcin De Kaminski.

Et af de seneste modtræk mod Wikileaks fra den amerikanske regering var at presse den amerikanske udbyder Amazon til at trække stikket fra organisationens servere i firmaet. Få timer senere var siden dog oppe igen fra servere andre steder i verden heriblandt Sverige.

»Internettet er et meget decentraliseret netværk. Hvis man så oven i købet arbejder på samme måde som internettets infrastruktur - altså decentraliseret, så kommer internettet til sit fulde potentiale, og det bliver meget svært at forhindre ting i at komme ud,« siger Marcin De Kaminski.

Historien om den geniale hacker

Wikileaks er personificeret i den 39-årige australier Julian Assange. Den kontroversielle frontfigur er gået fra en anonym tilværelse til på rekordtid at være en af verdens mest indflydelsesrige personer. Selv startede han med at hacke helt tilbage i 1987, hvor han under aliaset »Mendax« var med til at danne hackergruppen »International Subversives«.

Fire år senere blev hans hjem ransaget, og han selv sigtet for at bryde ind i en lang række computersystemer. Han blev senere dømt for 24 tilfælde af hacking, men slap med en bøde på 2.100 australske dollar, da anklageren konkluderede at »der er ikke nogen beviser på, at der var andet end en form for intelligent nysgerrighed og fornøjelsen ved at - hvordan skal man sige det - surfe rundt i disse forskellige computere«.

Selv har han forklaret, at idéen til Wikileaks kom efter en erkendelse af, at store politiske reformer skete på baggrund af uautoriserede offentliggørelser. Lækager kunne altså ses som selve drivkraften bag politisk reform.

»Hvis vi kunne udvikle et system for, hvordan man kunne maksimere antallet af disse offentliggørelser og få dem ud i pressen og offentligheden, så ville vi også kunne få antallet af retfærdige reformer til at stige,« forklarede han sidste år på en tale til en konference i København.

Centralisering er et problem

I dag er Assange eftersøgt af Interpol for en voldtægtssag i Sverige, mens den amerikanske højrefløj vil have ham »jagtet som Osama Bin Laden«. Og det store fokus på hans personlighed er efterhånden blevet et problem for missionen om åbenhed, mener Geert Lovink, der betegner Wikileaks som en Single Person Organization, hvor både initiativer, beslutninger og ledelse udelukkende er i hænderne på Assange.

»Det vil vise sig, efter at Julian Assange bliver arresteret, at det har været en en- mands-hær. Et anonymt netværk af folk ville have været meget bedre. Vi har ikke brug for al den celebrity-reporting. Berømmelsen var en fælde, og Julian Assange gik lige i den,« siger han.

Marcin De Kaminski mener, at det verdensomspændene fokus på den karismatiske talsperson grundlæggende har været en fordel for missionen om mere åbenhed, men anerkender, at det også har haft sin pris:

»Det er klart, det bliver sårbart, når man fokuserer mere på Assange end på selve projektet. Men det er en fejl, som Assanges modstandere i den amerikanske stat også er på vej til at begå, hvis de tror at Wikileaks arbejde bliver hindret, hvis Assange bliver sat ud af spillet,« siger han.

»Det er muligt, at en del af stjernestatussen forsvinder, hvis Assange bliver taget ud af spillet, men arbejdet kommer til at fortsætte. Sådan er det med hackere: De giver meget sjældent op, men finder nye løsninger på problemerne.«

Og noget tyder på, at de løsninger allerede er på vej. I slutningen af september forlod en række centrale Wikileaks-aktivister organisationen i protest mod Assanges egenrådige ledelsesstil.

Blandt dem var den tidligere talsperson Daniel Domscheitt-Berg, der nu ventes at være på vej med et alternativ til Wikileaks. Han kritiserede dengang Wikileaks for at fokusere for meget på de store prestigefyldte offentliggørelser om USA og for lidt på de mindre afsløringer fra udviklingslandene.

»Denne en-dimensionelle konfrontation med USA er ikke, hvad vi oprindeligt blev startet for at gøre. For os har det altid handlet om af afsløre korruption og magtmisbrug, hvor den end finder sted - både i stor og lille skala over hele verden,« sagde han i september til Der Spiegel.

I mere end en måned har man ikke kunnet uploade nye dokumenter til Wikileaks, officielt fordi organisationen sidder på flere hundredetusinde dokumenter, de ikke har haft ressourcer til at kigge igennem og offentliggøre:

»Vores pipeline med lækager er steget eksponentielt i takt med at vores profil er vokset, mens vores ressourcer til at offentliggøre kun har udviklet sig lineært,« forklarer Assange om udviklingen til Forbes.

Ifølge Marcin De Kaminski er udviklingen af alternativer helt logisk i den internetkultur, som Wikileaks selv udspringer af.

»Wikileaks er som en omvendt hydra. Jeg har længe ment, at man kunne forstå internettet som en hydra, med en masse hoveder der fungerer uafhængigt af hinanden. Wikileaks er mere et væsen med ét hoved, men vældig mange kroppe. Hvis man hugger hovedet af væsenet, ved jeg ikke, om der kommer nogle andre og tager Assanges plads. Men risikoen bliver, at man kommer til at have en masse kroppe, som man må håndtere hver for sig,« siger han.

Serie

Cablegate

Seneste artikler

  • Saudi-Arabiens frihjul

    14. december 2010
    Det vakte opsigt da seriøse aviser som The New York Times, The Guardian og - i al beskedenhed - Information citerede, hvad Wikileaks-dokumenter havde at fortælle om det tætte, ja, intime saudi-amerikanske forhold
  • Italiensk-russisk alliance gør EU sårbar på energiområdet

    14. december 2010
    Afsløringer fra Wikileaks understreger, at Berlusconis energipolitiske samarbejde med Putin skader amerikanske og europæiske interesser
  • Rusland ønsker at lægge låg på NATO-afsløring

    8. december 2010
    NATO's hemmelige beredskabsplan mod et russisk angreb på Baltikum og Polen har foreløbig ikke affødt kritiske reaktioner fra Kreml. Strategien om at lade som ingenting tjener Ruslands interesser, vurderer professor
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man kan jo håbe at de enkelte virker, agerer mere moralsk efter de mange leaks. Selvom det nok er tvivlsomt det vil have en positiv effekt på den konto.

Søren Mikkelsen

"Mens cd’erne blev brændt, sad han og sang med på Lady Gagas sange for at skjule, hvad han egentlig foretog sig ved computeren."

Vent, jeg ved det! Han sang

Po-po-po pokerface, po-po pokerface...
Po-po-po pokerface, po-po pokerface...

Det er lige til at filmatisere. Vaersgo, jeg skal kun have 10%, tak.

Johannes Lennar

Ha! Det er så første gang der kommet noget godt ud af en popsang :)

Men "gaga" er jo ikke noget nyt. Snarere et kedsommeligt kommercielt fænomen, der 'låner' al sin interesse fra den originale oprindelse: "dada". Der som bekendt blev overløbet af Max Ernst for evnen til at forbinde drøm med virkelighed. Og det hamler pop rent ud sagt aldrig op med. Selv kultur kræver ofre, især indsigt eller som det for øjeblikket er tilfældet: offentlighed. Så der er såmænd perspektiver nok i at være historisk orienteret.

Men i den sidste ende mangler analysen i artiklen modtageren. Altså offentlighederne. Det er jo hér, at konsekvenserne viser sig for øjeblikket. Meget til magt-relationernes misfornøjelse. Det er hér skismaet globalt udvirker sin potentielle vilje til forandring. Vilje til magt - eller vilje til liv? Idehistorisk, Sebastian, er det såmænd to sider af den samme mønt. Må man anbefale det spor, når interpretation af verden er ambitionen?...

Med venlig hilsen