Læsetid: 6 min.

Det er altid de næstbedste, der vinder

Der er tre gode grunde til, at Danmark har fået et af de bedste håndboldlandshold i verden: Et unikt organisationsarbejde, en enestående træner og et fantastisk talent, som hedder Mikkel Hansen
Der er tre gode grunde til, at Danmark har fået et af de bedste håndboldlandshold i verden: Et unikt organisationsarbejde, en enestående træner og et fantastisk talent, som hedder Mikkel Hansen
29. januar 2011

De åbenlyse talenter lyser altid op. Vi hensættes i begejstring. Over fodboldens Messi. Før ham Maradona og Platini. Og vor egen Laudrup. Naturens muntre søn, der ubesværet nedkæmper brutalitet med elegance, udfordrer defensivt spil med offensiv trolddom. Og vinder og forener os.

Sådan genfortæller vi også fodboldlandsholdet fra 1980'erne. På den måde er vi alle romantikere for Vorherre. Det ligger i blikket, i scenesættelsen, hvor sport bliver til poesi; øvelse til mesterværk. Derfor elsker vi navnlig atleter, der har leget sig ud af den brasilianske farvelas slum eller spillet strandfodbold ud af armoden. Det udgør en sprække og en bekvem modfortælling, et moderne refugium, en helle i forhold til den forråelse af taktik og det økonomiske begær, der præger sportens verden som vi ser den. Men kun de allerfærreste talenter rykker uden organisation, træning og determination. Det er altid de næstbedste, der vinder som en idrætspsykolog engang sagde til mig. De har mødt grænsen - og overvundet den.

Tre grunde til begejstring

Og i disse dage genopføres dramaturgien i Malmø. Et dansk herrelandshold i håndbold lyser op med spilleglæde og gå-på-mod båret af et fantastisk engagement fra danske publikummer. Når det danske hold efter en sejr i semifinalen fredag aften mod Spanien - her vover skribenten et øje, da kampen endnu ikke er afsluttet ved deadline - gør sig klar til søndagens finale, hvor Danmark ikke siden 1967 har optrådt, kulminerer en udvikling hurtigere end forventet. I 1967 tabte vi til Tjekkoslovakiet.

Søndag skal vi besejre det franske storhold. Og der er gode chancer, hvilket er usædvanligt og overraskende for alle. Og Wilbek nedtonede inden VM klogeligt forventningerne. Landsholdet skulle ikke toppe nu. Et generationsskifte på landsholdet blev med playmakeren Boldsen, målmanden Kasper Hvidt og forsvarskrumtappen Lars Jørgensens exit abrupt og ikke afviklet i en glidende overgang. Det destabiliserer, når 10 års rutine på internationalt niveau forsvinder.

Adskillige skader op til VM svækkede forsvarsstammen og den styrende internationale rutine, som har båret vindernationer i EM og VM i adskillige år. Stregspilleren Michael Knudsen var ude. Efter første match blev den skud- og gennembrudsstærke Flensborg-playmaker Thomas Mogensen skadet. Det så ikke stabilt og stærkt ud. Slet ikke præget af overskud. Men netop på den baggrund har det danske mandskab begejstret publikum og kolleger ved VM. Det skyldes tre ting.

For det første uhørt stærke og modige talenter med venstrebacken fra AG København, 23-årige Mikkel Hansen, i absolut front, som fyrtårn. Ikke siden Michael Berg i sæsonen 1977/78 overlegent scorede ca. 200 mål i 22 kampe i den hjemlige liga, vel at mærke dengang man spillede 12-13, og Danmark var et godt internationalt hold, har dansk håndbold set så overbevisende et talent.

For det andet et stærkt trænerteam anført af Ulrik Wilbek, der har vundet, hvad der er værd at vinde, flankeret af Peter Bredsdorff Larsen, der som kreativ og eminent assistent supplerer Wilbek fremragende.

Endelig, og ikke mindst, forrentes en langsigtet satsning i dansk herrehåndbold som har forenet organisation, træneroprustning med en bredde, hvor sporten nyder stor opbakning fra de knap 100.000 børn der deltager i og nyder godt af arbejdet i de danske håndboldklubber. Det sidste først.

En gennemført kliché

I løbet af de sidste 15 år har de danske ungdoms- og ynglingelandshold vundet syv guldmedaljer. Vi lader den lige stå et øjeblik. Herrelandsholdet har siden 2002 vundet fire gange bronze og en guldmedalje.

1980'erne var efter bolsjedrengenes peak en nedtur for herrehåndbolden. I slutningen af 80'erne igangsatte man derfor en satsning der hed Plan 92. Man organiserede talentudvælgelse i kredsene, foranstaltede samlinger og lavede sommerlejre. Man professionaliserede talentarbejdet strategisk, fagligt og organisatorisk samtidig med at sportens bredde ikke gik tabt.

Chefen for Plan 92 var Ulrik Wilbek, der var med til at indlede kvindernes march mod medaljer i 1990'erne. Lars Christiansen, der i dag er med på landsholdet som 38-årig, var med dengang. Her skabte man fundamentet til den succes, vi ser i dag, og den talentmasse som præger dansk håndbold og har gjort den hjemlige liga til en profileret international turnering. Bag de naturlige talenter gemmer sig et hårdt arbejde, der kan minde om en kliché, på 10.000 timer. Men det er her Christiansen har trænet sit kolossale repertoire af afslutninger. Det er her Anders Eggert har øvet og kælet for finurlighederne. Motiverende og forløsende. Legende og slidsomt. Ensomt og bekræftende. Det er her, spillere, der kan, men 'måske vil' finder determination og støtten. Sådan er talentarbejde og vejen mod den enhed af æstetisk, fysisk, social og taktisk udfoldelse, vi henføres af, når håndbold eller for den sags skyld fodbold forener os.

De kan ikke, men gør det måske

Selv et eminent materiale kan forvaltes dårligt og et stort forarbejde miskendes. Men sin passionerede og synlige ledelse på banen, sin kølige analyse af spillernes kvaliteter og målrettede arbejde med den enkelte, et operativt udskiftningskoncept, der aktiverer det meste af holdet og afkræver koncentration af hver enkelt spiller kamp for kamp, har gjort den læreruddannede Wilbek til en stærk anfører af den succes som i morgen søndag forhåbentlig ankommer en postgang tidligere end forventet. Og den ankommer med et hold, der langt fra er modnet endnu. Et hold, der på papiret ikke kan vinde VM, men måske gør det. Fordi det overrasker. Defensivt bundet sammen af forsvarsrutine og stabilitet hos en Kasper Nielsen, 35. Stærke vinklede afslutninger og kontraraids fra højreflankens Hans Lindberg, der p.t. aldrig har været bedre. Uventet og sikkert spil fra Rene Toft Hansen på stregen, en Lasse Boesen, der med en kolossal skudstyrke og rutine altid er farlig og ikke tynget af den seneste afbrænder. Spellerberg har ikke kunne løfte sit uomtvistelige boldtalent og stærke spilforståelse til internationalt niveau, medens det danske fløjspil generelt har været blandt det bedste ved VM. Lars Christiansen debuterede på venstre flanke i 1992, har spillet 320 landskampe og scoret knap 1.500 mål og tilpasset sig i en ny rolle som rutineret nestor og indpisker, der ikke skal spille 60 minutter. Formen, spillelysten er der til OL i London i 2012, og Christiansen karriere og betydning er ved at lede tankerne hen på giganter som svenske Magnus Wislander (f. 1964, 380 landskampe) eller tyskeren Frank Wahl (f. 1956, 344 landskampe).

Med lidt held, så ...

Usædvanligt er det at netop Mikkel Hansen og Landin lyser så stærkt op. Hansen er et velbeskrevet kort internationalt, Landin er det ikke. Målmanden Niklas Landin, 22, er på vej mod et uafrysteligt niveau. Mental stærk og en teknisk fremragende målmand, der tydeligvis har læst de fleste skytter bedre end de har læst ham. Endnu mere usædvanligt er Mikkel Hansens styrke. Hans skud er uforligneligt stærk og præcist, og som venstre back er han allerede i international topklasse. Hans spilforståelse er usædvanligt veludviklet og han tegner sig for et utal af målgivende afleveringer, til stregen og ikke mindst på tværs af banen hvilket har nærmest genfødt Kasper Søndergaard, der har præsteret usvigeligt godt. Hansens hårde og præcise pasninger er af uset sikkerhed, og hans forsvarspil blevet bedre og løbebanerne det samme, selv om der her stadig er arbejde at gøre. Skudmæssig mangler vi kun kringlen, som vi stort ikke har set siden spansk-russeren Dusjebajev forlod international tophåndbold. Hansen ved, han tilhører et hold, der ikke består af en gennemspillet stamme med et klart hierarki. Det gør hans ansvar og rolle er betydelig.

Med lidt held kan man næsten lugte guldet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

Ja, med lidt held kan Danmark ganske rigtigt lugte VM-guldet på søndag eftermiddag klokken 17.00, takket være en flok ukuelige dygtige håndboldspillere under ledelse af geniet Ulrik Wilbek, og gennem hele weekenden kan man så håbe på, at vi danskere for èn gangs skyld bare lader de nationale følelser slippe løs i hinandens selskab.

Endelig har vi i de kommende dage en chance for et vidunderligt øjeblik af fællesskab og samhørighed alle os danskere imellem overalt i landet. Uanset vores sociale og økonomiske samt menneskelige baggrund. Og nøjagtig som dengang i juni 1992, da fodboldlandsholdet kom hjem med EM-guldmedaljerne fra Sverige, og hvor den ganske nation gik følelsesmæssigt amok i national glæde og stolthed over resultatet.

Det trænger vi alle sammen til.

Og fra nu spiller Danmark på hjemmebane :-) Skåningernes kærlighed til Danmark er måske verdens historiens største ulykkelige kærlighed.. men den er ægte :-)

Knud Jespersen

Det er kæmpe, og selv ikke de mange nationale selvhadere her i debatten kan ikke finde noget negativt at sige eller ;o) ?

Den primære årsag til succesen er, at talentarbejdet i dansk håndbold er lysår foran de fleste andre....... det er faktisk ganske imponerende, at vores lille perifere land kan være dominerende i håndbold ---- det havde selvklart aldrig kunne ske i fodbold, hvor konkurrencen er af en anden verden.....