Klumme
Læsetid: 4 min.

Den aristokratiske demokrat

Selv når han ikke var til stede, blev der i årtier snakket med og til Tøger Seidenfaden i selskaber over hele landet
Intellektuel. Det kan godt være, han gjorde menneskene små omkring sig, men han gjorde altid samtalen større.

Intellektuel. Det kan godt være, han gjorde menneskene små omkring sig, men han gjorde altid samtalen større.

Jacob Ehrbahn

Moderne Tider
29. januar 2011

Der er ikke mange åndsaristokrater i Danmark. Der er selvfølgelig dem, der er så højt hævet over den offentlige samtale, at vi ikke kender dem. De er det, som Søren Kierkegaard kritisk kaldte for fornemme: De sidder oppe op første sal og kigger ned på spektaklet i det offentlige rum, som de vil ikke deltage i. De ser den offentlige diskussion som styret af følelser og larm, den er ikke fin og fornuftig.

Så er der dem, der efterligner åndsaristokraten: De bevæger sig let hovedrystende rundt i det offentlige spektakel og klager over, at de andre er så dumme og bøvede. De måler den forfærdelige nutid mod en svunden guldalder, hvor folk var dannede, lettede på hatten for autoriteterne, og ikke talte, før de fik ordet. Men så kunne de til gengæld også både fransk og latin. Det store forfald er som regel både præmis og konklusion for de små åndsaristokrater. Disse efterlignere markerer deres stil så ihærdigt i tøjet, attituden, det rigtige køkken og de korrekte læsevaner, at enhver kan se, at aristokratiet sidder alle mulige andre steder end i ånden. De vil have, at de andre nede på markedspladsen skal anerkende, hvem der retteligt hører hjemme på første sal. Det er klart, at man ikke er aristokrat, hvis man hele tiden til have, at alle de andre skal se, hvor aristokratisk man er. Så er man snobbet, og så er alt på spil i alle livets facetter.

Endelig er der de få åndsaristokrater, som investerer hele deres engagement i den offentlige markedsplads. Som én gang for alle har anerkendt den offentlige samtale som det væsentlige sted. De engagerer sig ikke i den offentlige debat for at markere afstanden mellem den lave masse og det høje niveau på første sal. De kan komme til det, men de kæmper for at løfte hele samtalens niveau. De er frigjorte i den forstand, at deres principper og selvforestilling ikke er udleveret til sociale konjunkturer og vilkårlige modeluner.

Sådan en sjælden demokratisk åndsaristokrat var Tøger Seidenfaden.

Ikke stil, engagement

Han kunne sagtens som chefredaktør på landets dannede avis skrive om nøgenbadning og tegneserier, gå klædt som én, der havde fundet sit tøj i en stak på en stol om morgenen og spadsere ned fra det berømte hjørnekontor over Rådhuspladsen og ind på Burger King for at spise frokost. Ikke som offentlig demonstration af folkelighed eller for at snobbe nedad, men fordi det virkeligt ikke var afgørende for hans position, hvor han spiste sin mad, eller hvordan han var klædt. Fordi mad og tøj og personlig stil ikke behøver være sociale markører, men også simpelthen kan være føde og beklædning.

Det aristokratiske var ikke en stil, men et intellektuelt engagement. Tøger Seidenfaden kunne have levet på første sal og skrevet bøger, som skaffede ham akademisk anerkendelse, men hans værk er udfoldet som replikker til situationer og sandheder. Det er stadig indlæg i den store samtale, som omsætter magt til argumenter og aversioner til standpunkter. Han kunne gøre mennesker små, når han diskuterede med dem, men samtalen selv gjorde han større.

Det er klart, at dette aristokratiske engagement fungerer demokratisk inspirerende og udfordrende. Det er lige så klart, at den aristokratisk stil fungerer som en dramatisk provokation. For den er provokerende. Og ingens argumenter og analyser er vel blevet så diskuteret i selskaber, hvor han ikke selv var tilstede, som Tøger Seidenfadens ord. En overgang måtte enhver samtale i adskillige kredse starte med en kritik af noget, Tøger Seidenfaden havde sagt eller skrevet. Selv om man mente, han tog fejl, gjorde han det på en måde, så man måtte svare igen. Man kunne i en periode registrere et decideret Tøger-kompleks, hvor samtaler om udlændingepolitik, Bjørn Lomborg, karikaturtegninger, Forsvaret eller statsministeren også altid blev til samtaler om Tøger Seidenfaden. Indimellem kunne man få den mistanke, at Seidenfaden også selv blev ramt af Tøger-komplekset.

Hans engagement blev således personligt, men hans person var også engageret i principper. Det kendetegner hans indstilling, at han ikke havde nedladende medlidenhed med dem, han talte for. De var ikke stakkels, og det var ikke deres følelser, som gav anledning til hans indignation. Det var derimod fornemmelsen af, at samfundet ikke levede op til hans forestilling om det retfærdige samfund. Det var det, og ikke dem, han talte for.

Alle kom lidt i tvivl

Styrken i den åndsaristokratisk replik er, at den insisterer på sin ret til indsigelse. Den adlyder ikke fællesskabets dom, og den lader sig ikke afvise af konsensus. Når den er argumenteret og reflekteret, åbner den rummet for, hvad man kan sige og tænke. Svagheden er naturligvis, at den ikke lytter til det fælles ræsonnement og ikke svarer på det, der bliver sagt. Således kunne Tøger Seidenfaden i glimt efterlade det indtryk, at han var det eneste menneske, som havde forstået den danske grundlov og demokratiets væsen.

Men han gjorde det på en måde, så man et øjeblik var i tvivl: Havde han nu også ret? Det havde han nogle gange, og andre gange tog han fejl. Det er alle enige om, men ingen er enige om, hvor han havde ret og tog fejl. Men det var væsentligt, og det var fornuftigt, så det skulle besvares.

De, der var enige med ham, kommer til savne hans argumenter og inspiration for deres sag. Men dem, der er uenige med ham, kommer til at savne ham endnu mere. De kommer til savne ham at snakke om, men mest af alt kommer vi alle sammen til at savne ham at snakke med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christian Mogensen

Det skulle sikkert forestille at være en hyldest til
Tøger Seidenfaden. Men hvad er en aristokrat? Det er én der mener at de "bedste" skal styre. Og hvem er de bedste? Det er, har traditionen været, overklassen. Hvad er en åndsaristokrat? Det er én der mener, at den intellektuelle overklasse skal styre, og ikke dem folket vælger til det. Har Tøger Seidenfaden været selvmodsigende nok til både at være demokrat og åndsaristokrat?
Det synes som om Rune Lykkeberg identificerer det åndsaristokratiske med det ikke at lytte til "det fælles ræsonnement", men det er der ikke meget belæg for, at Tøger Seidenfaden ikke gjorde. Men Rune Lykkeberg mener måske at det at lytte til det fælles ræsonnement, er det samme som det at bøje sig for det, eller anse det for gyldigt?

Jens Carstensen

Ordet aristokrat er vel meget passende for en mand som Tøger Seidenfaden især hvis man tænker TS's familierelationer & baggrund med ind. Jeg synes det er meget godt ramt og et glimrende billede Rune L efterlader af Politikens Seidenfaden. TS var virkelig en blæksprutte af format.

Det er bestemt ikke noget ubetinget positivt ladet adjektiv at betegne en anden person som ”åndsaristokratisk”. Det er simpelthen ikke en betegnelse, der hører hjemme i en nekrolog.

Hvis man ikke har noget pænt at sige om nyligt afdøde personer, burde man hellere holde sin mund.

Frederik Kortbæk

God vinkel på artiklen om Tøger, men jeg synes, at Rune gør sig skyldig i en alt for ofte forekommende indstilling.
Jeg var ofte ikke enig med Tøger, som jo var personificeringen af politisk korrekthed i Danmark. Men som i alle de debatter og diskussioner jeg deltager i, er det da mest interessant at tale med folk jeg umiddelbart er uenige med. Jeg får lejlighed til at slibe mine egen argumenter af og jeg kan blive klogere. Er det ikke meningen med en debat ? Jeg stiller spørgsmålet,fordi jeg jo som regel konstaterer, at debattører har fastlåste meninger fra start til slut. I stedet for at der er en der siger "Du har ret", så bliver der gjort store anstrengelser for at blive ved med at fremføre oprindelige standpunkter og og mærker man at man kommer ud på tynd is, så bliver personlig.

Søren Geckler

Selvfølgelig er åndsaristokrat et positivt ord - for andre end åndssmåborlige og åndspøbel i hvert fald

Ole Brockdorff

Per Thomsen rammer fuldstændig rigtigt i sin kommentar, når han fremhæver det synspunkt, at hvis man ikke har noget pænt at sige om nyligt afdøde personer som for eksempel Tøger Seidenfaden, ja, så bør man i anstændighedens og hæderlighedens navn holde sin mund lukket med negative kommentarer omkring hans journalistiske virke og personlighed, fordi chefredaktøren ikke længere er i stand til at forsvare sig verbalt.

Men under alle omstændigheder må Tøger Seidenfadens pludselige død have rørt alle begavede sjæle, der rummer blot et minimum af empati for andre menneskers liv og levned, uanset graden af uenighed med ham, for det er trods alt hamrende uretfærdigt, at en mand på bare 53 år skal miste livet til en forbandet sygdom ved navn kræft, som lægevidenskaben tilsyneladende aldrig nogensinde får 100% ram på.

Tøger Seidenfaden fik en alt for tidlig død.

Æret være dit minde nu og fremover Tøger.

Bjarne Bisgaard Jensen

Bortset fra at jeg synes dagbladet Politiken nok dyrkede - undskyld udtrykket - begivenheeden vel rigeligt i dagene efter, mener jeg det er udenfor diskussion, at debatten her i landet om tolerance osv har mistet en klar og tydelig stemme som under alle forhold holdt fast i et grundlæggende humanistisk grundsynspunkt, hvilket i vores daglige politiske virkelighed så absolut er tiltrængt