Brevkassen: Hans ekskone fylder for meget

Anna, 46 år

Jeg er i et dilemma – kan ikke finde ud af, om jeg er urimelig og irrationel, eller om mine følelser er ok.

Jeg er kvinde på 46 og har været alene med min datter i mange år – hun er nu stor og flyttet hjemmefra.

Jeg har ikke ledt efter en kæreste og har været meget lykkelig for at leve alene; mit liv har været fint fyldt med venner, interesser, job etc. Mødte så alligevel for ca. et halvt år siden en meget dejlig mand på min egen alder, og vores forhold er overraskende dejligt.

Der er dog en slange i paradiset – og jeg kan ikke finde ud af, om jeg er urimelig: Han er som jeg fraskilt og har to skønne børn på 16 og 19. Han bor tillige dør om dør med ekskonen. Helt fint for mig.

Mindre fint er det imidlertid, at han og ekskonen stadig – også selv om han har mødt mig – som en naturlig ting deltager i familiesammenkomster etc. i både hans og hendes familie sammen ... også i de tilfælde, hvor børnene ikke er med. Jeg har forsigtigt påtalt det, men han reagerer helt forundret.

Hans synspunkt er, at hans familie har kendt ekskonen i så mange år, så hun kan ikke sådan erstattes ... Nu er det sådan set heller ikke det, jeg vil – men det føles altså underligt, at jeg slet ikke eksisterer i de sammenhænge.

Hvis det så var det eneste. Men forholdene er også sådan, at han tydeligvis forsørger eks'en langt ud over, hvad der er nødvendigt i forhold til børnene. Som eksempel lægger han 8-10.000 kroner månedligt i hendes husholdning, selv om hun har en ok løn og får børnefamilieydelse etc. (Han er selv almindeligt godt lønnet, men lever på en sten).

Det er for så vidt også ok for mig. Jeg tjener mine egne penge og har det fint. Men det føles sgu lidt underligt – også sammen med det andet.

Han påstår, at hun er lykkelig for, at han har fundet en kæreste. Jeg har så foreslået, at vi laver en middag sammen eller lignende – bla. af hensyn til børnene. Men det er der åbenbart ikke interesse for – og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om det er ham eller hende, der blokerer.

Mit væsentligste problem er, at jeg gerne vil en fremtid med den her kloge, søde mand og hans dejlige børn. Men det er tabu at tale om. Det er simpelthen tabuiseret at snakke om gerne at ville flytte sammen. Han reagerer straks med, at det jo ville rive ham væk fra naboskabet til børnene.

Jeg har forsigtigt forsøgt at føre på banen, at sønnen, som går i gymnasiet, allerede nu har store transportproblemer, fordi de bor i en lille landsby, og han er afhængig af offentlig transport, så for ham ville det være en kæmpe fordel, hvis hans far flyttede til den by, hvor sønnen går i gymnasiet. Det samme vil gælde hans datter allerede efter sommerferien, hvor hun skal starte i 10. klasse.

Men det trænger ikke rigtigt ind ... så jeg begynder selvfølgelig at tænke, at der er tale om en meget stærk tilknytning til ekskonen, som jeg muligvis aldrig vil kunne konkurrere med. Eller også er han bare ikke særligt glad for mig, når det kommer til stykket.

Hvad siger I – skal jeg løbe skrigende væk, mens jeg stadig kan lappe mit hjerte sammen, eller skal jeg bide tænderne sammen og holde ud og håbe på, at han får kappet navlestrengen til eks'en?

Svar I:

Som du beskriver situationen, er dine følelser helt ok. Det virker nemlig, som om I slet ikke har de samme forventninger til jeres forhold. Det lyder, som om din kæreste er ganske tilfreds med sit liv, som det er, og at du er en ekstra bonus, som han dyrker, uden at have lyst til at ændre ret meget. Han lyder magelig, undvigende og tæt knyttet til ekskonen, både topografisk og økonomisk.

Vil han ikke ændre det, henviser han dig til elskerindens rolle, og hvis det ikke er det, du vil, bliver du nødt til at gå til ham, indtil der er rene linjer. Han skylder dig svar på, hvorfor du ikke skal med til familiekomsammen. Og han skylder dig svar på, hvorfor han ikke vil flytte sammen med dig.

Du må have mod til at presse ham, selv om du måske ikke får de svar, du håber. Alternativet bliver bare, at du ophober nag og bitterhed over tilsidesættelserne, og så er jeres forhold straks mindre dejligt.

Hvis han ikke vil ændre noget, så drop ham, før du bliver alt for indfiltret og usikker på din egen dømmekraft. Hold fast i, at du var glad for dit liv, før du traf ham, og pas på, at det ikke smuldrer mellem fingrene på dig, mens du håber på noget, som måske ikke sker.

Karen Syberg

Svar II:

Du er ikke urimelig, dine overvejelser er fornuftige, og dine følelser helt i orden. Det samme kan ikke siges om din nye kæreste. Hans tanker virker slørede og hans hensigter dunkle. Han virker uafklaret, og det er noget rod. Du må forklare ham, at han ikke kan blive ved med at leve to parallelle liv: ét, som du er en del af og ét, som du ikke har adgang til.

Du har udvist stor forståelse for hans trang til fortsat og i alle henseender at have sin ekskone tæt på, men hvis han mener noget seriøst med dig, bør han som minimum sørge for, at du bliver inviteret med til de familiefester, du i øjeblikket er udelukket fra, og endnu vigtigere bør han sørge for at invitere dig med ind i sine tanker og følelser omkring hele den konstruktion, han har bygget op, og som du nu er blevet en del af.

Du har, som jeg forstår det, forsøgt at fortælle ham, hvordan du føler. Du har også forsøgt at angive løsningsmuligheder og kompromisser, men indtil videre uden held.

Noget kunne tyde på, at »den her kloge, søde mand«, som du har mødt, endnu ikke er moden til at hellige sig et nyt, forpligtende forhold. Noget kunne tyde på, at han stadig roder rundt i gløderne på en fortidig kærlighed, han håber, vil blusse op igen. Men det er dig, der risikerer at blive brændt.

Rasmus Bo Sørensen