Læsetid: 12 min.

'Nu gælder det bare om at berolige folk'

Godt tre måneder har Sverigedemokraterna siddet i den svenske rigsdag. Og mens de andre partier har forsøgt at give partiet så lidt indflydelse som muligt, har de bygget et nyt rigsdagsparti op fra bunden. De har arbejdet for at finde kompetence, administrativt personale, politiske sagkyndige, bygget kontorlandskaber, lært rutiner, procedurer og taktisk spil. Men frem for alt har de prøvet at få deres budskab ud. Og vise, at de som nyt parti er klar til at tage ansvar
Under pres. Modstanden mod os fra de andre partier er så voldsom, at det er blevet en del af, hvem vi er. Det giver et stærkt sammenhold. Men det er også nødvendigt for at holde det ud, siger William Petzäll.

Under pres. Modstanden mod os fra de andre partier er så voldsom, at det er blevet en del af, hvem vi er. Det giver et stærkt sammenhold. Men det er også nødvendigt for at holde det ud, siger William Petzäll.

Sigrid Nygaard

8. januar 2011

Jimmie Åkesson stirrer ligeud, mens han går. Blikket rammer nakken på sikkerhedsvagten en meter foran ham, en anden følger en meter efter. Sådan navigerer de tre mørkklædte skikkelser gennem det centrale Stockholms snedriver klokken 9.30 en tirsdag morgen i december: I takt og i en lige linje efter hinanden gennem mennesketomme gader. Lædermappen i Åkessons hånd svinger frem og tilbage i en perfekt kurve, fødderne tager lange, regelmæssige skridt. Det er det her, den 31-årige Jimmie Åkesson har arbejdet hen imod de seneste fem år. At gå denne vej hver morgen mod det sted, hvor han endelig har sin arbejdsplads. Det var det, han drømte om, da han i 2005 blev partileder for det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, og for tre måneder siden lykkedes det. Partiet kom ind med 5,7 procent af stemmerne og fik 20 mandater i Sveriges Riksdag. Det er her, Jimmie Åkesson er på vej hen.

Det kan godt være, Vänsterpartiets formand Lars Ohly nægtede at sidde ved siden af Jimmie Åkesson i sminken, da partilederne skulle optræde sammen på tv på valgnatten. Det kan godt være, at tusindvis af svenskere efterfølgende demonstrerede mod partiet i både Stockholm, Malmø og Gøteborg, at Aftonbladet reagerede mod partiet med kampagnen 'Vi gillar olika', at Expressen, Svenska Dagbladet, Dagens Nyheter dagen efter valget skrev ledere i protest, at biskop Eva Brunne ved riksdagsåbningens traditionelle gudstjeneste i Storkyrkan refererede til Sverigedemokraterna, da hun i sin prædiken sagde, at »det ikke er et demokrati værdigt at gøre forskel på folk«, hvorefter partiet med Jimmie Åkesson i spidsen forlod kirken. Det kan godt være, at Jimmie Åkesson ikke lige som alle de andre partiledere blev inviteret til nobelfesten, at man prøvede at lave reglerne om for at undgå, at Sverigedemokraterna lige som alle andre partier skulle få sine udvalgsposter. Og at Sverigedemokraterna konsekvent bliver brugt som boldtræ, når statsminister Fredrik Reinfeldt og oppositionsleder Mona Sahlin slår på hinanden. Når de beskylder hinanden for at gå i Sverigedemokraternas retning.

Alt det kan godt være, men det ser ikke ud til at røre Jimmie Åkesson. »Interessant,« siger han bare, da vi er kommet op i Sverigedemokraternas sekretariat et stenkast fra riksdagens hovedbygninger, hvor også regeringspartiet Moderaterna sidder. Han nikker, da han hører, at Moderaterna gennem en pressemdarbejder har sagt, at de ikke vil kommentere på Sverigedemokraterna. »Vi anmelder ikke andre partiers politik. Vi har en klar policy på det område: Vi debatterer med dem i riksdagen, men vi kommenterer ikke på dem udenfor,« siger de. Jimmie Åkesson trækker kontrolleret på læben i stedet for at smile.

»Vi hilser selvfølgelig på hinanden, når vi mødes på gangene. Vi er jo civiliserede mennesker alle sammen. Selvfølgelig, debatten er meget polariseret, men for os gælder det bare om at berolige folk. At vise, at vi som nyt parti er parate til at tage ansvar,« siger Åkesson bare.

'Her er jacuzzi'

Jimmie Åkesson kan også være ligeglad, han har fået sin platform. En platform, hvor han bliver hørt - eller hvor de andre partier bliver nødt til at høre - også selv om de ikke vil. For Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterna sidder med de afgørende mandater som tungen på vægtskålen i den svenske riksdag. Selv om de svenske medier til stor utilfredshed for pressechef Linus Bylund ikke er interesserede i at høre om, hvad Jimmie Åkesson synes her et par dage efter at bombemanden Taymour Abdulwahab prøvede at sprænge sig selv i luften midt på et juletravlt Drottninggatan, så venter der interview med britiske BBC, fransk television og et par danske medier. »Det er også fint nok lige nu,« mener Bylund.

Vi sidder i et aflangt mødelokale.

»Vi kan desværre ikke sidde i Jimmie Åkessons kontor, det er ikke færdigt endnu,« siger Linus Bylund og viser os hen til mødebordet. Midt på bordet står en gigantisk skål med vingummi, der er pakket ind i blå-gult papir. Et akvarium står underligt forladt i lokalets ene ende, rundt omkring hænger det norske flag, det danske, det islandske, det finske og selvfølgelig det svenske. Hvis flagene skal med på billedet, kan du ikke gøre et eller andet så de ikke ser krøllede ud?« nærmest hvisker Linus Bylund til fotografen. »Vi nåede ikke at stryge dem før de blev hængt op.«

'Kansli-tjenesteregler', står der skrevet med rød tusch på whiteboardet som for at minde riksdagsmedlemmerne om procedurerne. 'Ikke slette/Söder', står der nedenunder med hilsen fra partiets partisekretær Björn Söder, en central figur i partiet, hvis navn jævnligt bliver råbt ude på gangene. Der er meget, der skal læres - for eksempels opdagede Sverigedemokraterna lige så stille, at de andre partier konsekvent stemte modsat ud fra, hvad Sverigedemokraterna havde sagt de ville stemme til udvalgsmøderne, hvorefter SD besluttede sig for at holde det hemmeligt.

For der er taktiske spil der skal læres; procedurer, der skal huskes; papirer, der skal læses. Sverigedemokraterna er et nyt parti, et ungt parti: 17 mænd og tre kvinder, den yngste 22, den ældste 71, de fleste i 30'erne, mange med erfaring fra kommunalbestyrelser, ingen med erfaringer i landspolitik. Kort før valget blev to af partiets spidskandidater fanget på video, hvor de skændtes med en tredje person på åben gade. De havde knyttede næver og sparkede ud efter ham. Helt uacceptabelt for et seriøst parti, lød kritikken. På valgnatten skrålede de nyvalgte riksdagsmedlemmer sig hæse i slagsange, og den yngste af SD's riksdagsmedlemmer, 22-årige William Petzäll ringede, ifølge en tweet fra politisk reporter Niklas Orrenius, hjem til sin far og sagde: »Jeg bor på Clarion i en dobbeltsuite, der er jacuzzi her ...«.

De fleste af dem, man møder i gangene hos Sverigedemokraterna er da også bemærkelsesværdigt velklædte. Slips, matchende lommetørklæde i jakkelommen, hvid skjorte. Som for at markere, at de er en del af et parti, der er sit ansvar modent. Siden sidste valg har Jimmie Åkesson tabt adskillige kilo for at passe til sit og partiets nye image. Et image, Jimmie Åkesson selv var med til at ændre, da han op igennem 00'erne var med til at rense partiet for alt, der hed bomberjakker, militærstøvler, krav om dødsstraf. Han er kendt som en dygtig debattør og retoriker, for at være artig, analytisk og kontrolleret. Altså lige bortset fra da han og kæresten Louise Erixon udvandrede fra Storkyrkan iført folkedragter lejet på Skansen - han med blød hat, stribet vest, knæbukser og kvaster ved knæene. Da mistede han for en gangs skyld fatningen.

»Det er en stor omstilling at blive riksdagsparti,« siger Jimmie Åkesson. »Vi er langtfra færdige. Dels er det det fysiske, lokalerne, dels skal man finde kompetence. Det gælder administrativt personale, men især politiske sagkyndige. Det er ikke let, og det er ikke gjort på et par måneder. Det kommer til at tage lang tid inden vi får bygget det her op fuldstændig.«

Modstand hærder

Det er da også svært at vænne sig til, siger 22-årige William Petzäll da vi senere fanger ham på hans kontor. Han peger hen på papirbunken på hans skrivebord. »Det er bare fra i går. Det hele skal læses.« Han ser opgivende ud, beslutter på baggrund af rodet, at vi hellere må sætte os i mødelokalet igen.

»Det er nærmest lidt skizofrent, at jeg nu er en offentlig person,« siger han og fortæller om, da han efter terrorbomben i Stockholm tweetede: »Jeg hader at sige det, men hvad var det vi sagde«.

»Jeg lavede bare et hurtigt indlæg på Twitter, og helt pludselig ringede de største dagblade med en masse spørgsmål om, hvad jeg mente og om jeg kunne uddybe. Man har ikke noget privatliv som riksdagsmedlem, det er man jo ikke vant til. Mange opfattede min kommentar som nonchalant,« siger William Petzäll og piller ved sin skjorteflip.

»Men det er de andre partier, der igennem mange år har været nonchalante. Når vi har påpeget de sikkerhedspolitiske farer ved muslimsk indvandring og den manglende kontrol med, hvem, der kommer ind i Sverige og med de islamistiske organisationer, der er aktive her. Gang på gang bliver det afsløret, at der eksisterer netværk, der aktivt rekrutterer personer, der har været i Somalia, og som får lov til at komme tilbage til Sverige. Der har allerede været terrorbomber i Madrid, i London, og der har været et trusselsbillede i Sverige og Danmark igennem lang tid. Jeg mente, det var et spørgsmål om tid, men alle sagde, at det var et spørgsmål om propaganda fra vores side,« siger William Petzäll, der var en af de første, der udvandrede fra kirken under riksdagsåbningen. Han gad ikke finde sig i biskoppens kommentarer, også selv om han efterhånden er vant til modstand. Det er ikke nogen stor ting, snarere hverdagskost for Sverigedemokraterna.

»Modstanden er blevet så naturlig, at det næsten er blevet en del af, hvad Sverigedemokraterna er,« siger Petzäll og forklarer, at det i sidste ende gavner partiet, når det bliver holdt ude. At det giver stemmer, når det bliver behandlet anderledes end alle andre partier. Desuden har det skabt et stærkt indre sammenhold. Der er nok ikke noget andet parti, der har et lige så stærkt sammenhold, en lige så tydelig idealisme. Det bygger på ægte venskab.

»Men jeg tror også, man bliver nødt til at have det for at klare sig. For at kunne holde det ud.«

Vred og frustreret

Sådan bliver William Petzälls egen historie vævet sammen med partiets. Han blev partimedlem i 2005, men det begyndte allerede før. For mens politikerne talte om svenskernes racisme over for indvandrere, følte William Petzäll, at det forholdt sig lige omvendt. Han voksede op i et indvandrertæt område - eller lige ved siden af - og af 20 venner var der nok kun en enkelt der var svensk.

»Den største racisme, som jeg oplevede, blev rettet mod svenskere fra indvandrere. Jeg havde venner, der fik frarøvet deres mobiltelefoner, jeg har selv fået tæsk et par gange uden grund. Det gjorde at jeg til sidst gik med i SD.«

I 2006 stillede han op til kommunalbestyrelsen i hjembyen Borås - og kom ind. Ene SD'er sad han som 18-årig gymnasieelev i Borås kommune og kæmpede partiets sag. Han profilerede sig især inden for indvandringspolitik. Og mens familien, moren, som er førtidspensionist og faren, der er direktør i en virksomhed i en anden by, var ret ligeglade med deres søns politiske overbevisning, vendte venner og bekendte sig imod ham.

»Jeg havde ikke nogen større bekendtskabskreds efter det. Mange tog afstand fra mig, jeg mistede mange venner. Det blev ret ensomt. Men dengang var jeg på en måde ret ligeglad, for i den alder er man jo ret så vred, bitter og frustreret. Især fordi der var så meget modstand. De fleste uden for familien var meget negative over for mig. De misforstod mig hele tiden. Det er først nu, senere, jeg er blevet ked af, at jeg mistede en hel del gode venner dengang,« siger William Petzäll, der især husker, da hans historielærer, der var overbevist socialdemokrat, indledte en historietime med: »Ja, der er jo nogle visse personer i dette klasseværelse, som vil bestemme, hvem der er svensk, og hvem der ikke er.«

»Det var selvfølgelig mig, han mente, det vidste alle andre også.«

Små oplevelser, der kontant gjorde William Petzäll mere overbevist om, at han havde ret. At han nok skulle komme igen og vise dem. Selv taler han om, at han blev hærdet igennem de fire år i Borås kommune. Men han følte også, at han måtte gå foran. Hvis Sverigedemokraterna skulle komme nogen vegne i Borås, måtte en eller anden tage ansvaret på sig. »Og jeg ræsonnerede, at hvis jeg ikke går ud offentligt, så kan jeg heller ikke forlange, at der er nogen andre, der gør det.«

Siden er hans liv forandret. Han er flyttet til Stockholm, og pendler nu mellem kæresten i Trelleborg, som han mødte under en partikongres i sommers, og hovedstaden.

»I virkeligheden er jeg ikke nogen stor tilhænger af livsstilen i Stockholm. Jeg kan ikke finde rundt, det er alt for stort, for upersonligt, de fleste tænker kun på sig selv, der er lange køer til alting og konstant stress. Det værste, jeg ved, er natklubber, og det bedste er små hyggelige barer, men her i Stockholm handler alt om at gå på de smarteste klubber.«

Pludselig hyler sirenen i loftet, en rød lampe blinker. William Petzäll spærrer øjnene op, rejser sig forskrækket op. »Undskyld, jeg skal lige tjekke noget.« Efter nogle minutter kommer han tilbage. Der var ikke noget, afstemningen er stadig i eftermiddag - som planlagt. »De voterer bare, man skal jo lige lære, hvordan det foregår,« siger William Petzäll. Han ser lettet ud.

Islams sande ansigt

Ved siden af Jimmie Åkessons kontor har 20-årige Alexandra Brunell sin arbejdsplads. Der er rodet. Pudder, lipgloss, mobiltelefon ligger hulter til bulter med papirer og skriveblokke. I godt og vel tre måneder har hun arbejdet som Åkessons sekretær. Samtidig skriver hun bloggen Parliament Princess, der handler om »mig og mit liv som ansat hos en af Sveriges vigtigste meningsdannere«, hvor hun lægger private billeder fra sammenkomster i partiet og skriver om hverdagen på kontoret. I de svenske sladderblade blev der skrevet om, at hun med bloggen skulle gøre det knap så stuerene parti stuerent i det eksklusive klubmiljø omkring Stureplan, og Alexandra Brunell selv er blevet udnævnt til 'Stureplansprofil'. Hun griner, da hun hører det.

»Jeg udnytter bare medieopmærksomheden. De fleste, der sympatiserer med Sverigedemokraterna, er midaldrende mænd. Det er ikke så almindeligt blandt piger. Jeg lavede bloggen for at vise, at man også godt kan sympatisere med SD selv om man er en helt almindelig pige,« siger Alexandra Brunell, der har været medlem siden 2007, men sympatiserede med partiet allerede, da hun var 15.

Umiddelbart var det ikke noget, hverken venner eller familie bakkede op om. Men familien har trods alt støttet hende, og de fleste af hendes venner er kommet tilbage.

»Det er stadig kontroversielt at være SD'er, men nu er vi kommet ind i riksdagen, og så håber man jo, at det snart bliver normaliseret. At man ikke bliver kaldt racist bare fordi man er SD'er. Jeg synes faktisk det er helt sygt,« siger Alexandra Brunell, der sympatiserer med det meste i SD's politik: At man skal værne om kernefamilien, og at man skal kunne sige, hvad man vil uden at blive stemplet.

»Og så synes jeg selvfølgelig også, at indvandringspolitikken i Sverige er meget ansvarsløs. Vi tager ikke hånd om dem, der kommer hertil. Det skaber store problemer.«

Indvandring kan det 29-årige riksdagsmedlem Kent Ekeroth tale længe om. Da vi mødes med ham, igen i mødelokalet med flag og akvarium, svarer han kortfattet, lige indtil talen falder på bombemanden i Stockholm. Indvandringsspørgsmålet er tydeligvis hans hjertebarn. Han er da også kendt for citater som »hvis man tror på islam, kan man ikke være svensk«, og med en sigende mine spørger han, hvordan man kunne være forbavset over terror i Sverige. At SD - og især han selv havde advaret mod udviklingen.

»Islam er en voldsideologi, ja, nærmest en dødskult. Det ser man, hvis man læser de muslimske tekster. Det er ikke noget tilfælde, at muslimske autoriteter citerer koranen og haditherne, fordi teksterne retfærdiggør selvmordsideologi og attentat- planer,« siger Kent Ekeroth og referer til en meningsmåling fra Pugh Institute.

»75 procent af Pakistans befolkning støtter dødsstraf, hvis man vender sig bort fra islam.« Han holder en kort pause, og forklarer så, at han mener, det ikke passer, når man siger, at disse synspunkter kun er udbredte blandt ekstremister inden for islam.

»Ekstremisterne inden for islam er dem, der er fortalere for et fredeligt islam. Det kan man også se, hvis man ser på sharialovene.«

Alt det har Kent Ekeroth skrevet en lang debatartikel om. Han har sendt den til landets store aviser og dagblade - ingen ville tage den, selv om det ifølge Kent Ekeroth burde have en vis interesse. På den anden side forbavser det ham heller ikke.

»De er selvfølgelig ikke interesserede i at vise islams sande ansigt.«

Islams sande ansigt?

»Ja, det har de bevist i løbet af de seneste 1400 år.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu