Nyhed
Læsetid: 7 min.

Kniven bliver ført af dem, der har mindst i klemme

Forud for statsministerens angreb på efterlønnen gik en hidtil uset kampagne, hvor medier, en kreds af økonomer og liberale politikere spillede tæt sammen – og gjorde efterlønnen til det altoverskyggende samfundsproblem. Kampagnen er et lærestykke i de sociale brudflader, der kendetegner moderne politik
Forud for statsministerens angreb på efterlønnen gik en hidtil uset kampagne, hvor medier, en kreds af økonomer og liberale politikere spillede tæt sammen – og gjorde efterlønnen til det altoverskyggende samfundsproblem. Kampagnen er et lærestykke i de sociale brudflader, der kendetegner moderne politik
Moderne Tider
8. januar 2011

Statsministerens offensiv blev skudt i gang med store dagbladsannoncer dagen før nytårsaften. Her fortalte Venstre, at landets alvorlige økonomiske situation kaldte på »reformer«, et kodeord for fjernelse af efterlønnen. De dyre annoncer viste frem for alt én ting: At Venstre har rigeligt med kampagnekroner. Sagligt set var annoncerne nemlig totalt overflødige.

Gennem det seneste år har medierne dagligt været reklamesøjler med præcis det samme budskab. Gang på gang har journalister og kommentatorer berettet om de dystre udsigter for dansk økonomi på grund af efterlønnen. Og gang på gang har vi mødt golfspillende tandlæger og direktører, der hygger sig på den skattebetalte ydelse.

Forud for statsministerens kovending er gået en hidtil uset kampagne, hvor tre magtfulde kræfter spillede sammen: Medierne. Økonomer. Og liberale politikere. Aktørerne har forskellige motiver, men ét til fælles: De tilhører storbyernes bedrestillede klasser og har kun begrænset kendskab til de typiske efterlønnere. Et skel, der er kendetegnende for brudfladerne i moderne politik.

Unison mediekampagne

Det danske mediebillede er normalt kendetegnet af vigtige balancer. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende har én vinkel - Politiken, Information og Danmarks Radio en anden. Balancen sikrer ikke kun et udbud af forskellige historier, men tvinger også den enkelte journalist til et minimum af selvjustits. Kritiske kolleger kigger med over skulderen.

Sådan har det ikke været omkring efterlønnen. Ikke ét betydende medie har for alvor taget efterlønnen i forsvar. Medierne skal naturligvis fokusere på landets økonomiske problemer, men det seneste års kampagne var unison. Ingen har nuanceret debatten eller stillet det basale journalistiske spørgsmål: Hvad er konsekvensen? Hvad betyder en afskaffelse for den typiske efterlønner?

Først i denne uge - efter statsministerens nytårstale - skiftede mediebilledet:

Omsider møder vi den 36-årige murer, der har begyndende rygsmerter og fortæller om ældre kollegers behov for efterløn.

Omsider møder vi savværksarbejderen, der er for syg til at arbejde, men ikke dårlig nok til førtidspension.

Omsider når det frem til tv-nyhederne, at den typiske efterlønner ikke er golfspillende akademiker, men for 83 procents vedkommende faglærte og ufaglærte - grupper der ofte kommer på arbejdsmarkedet som 16-18-årige og har et langt arbejdsliv bag sig, når de bliver 62. Med god grund præsenterede TV 2 tallene som en nyhed. De to år gamle tal er nemlig ikke tidligere nået ud til en bredere seerkreds.

Information er imidlertid den eneste landsavis, som på lederplads tager afstand fra statsministerens udspil om fjernelse af efterlønnen. Det store centrum-venstre-dagblad Politiken roser Lars Løkke Rasmussen for »politisk lederskab«, mens S og SF kritiseres for at søge sammen med Dansk Folkeparti i »en rødbrun koalition af uvillige«.

Vi lader lige ordvalget stå et øjeblik.

Kultur- og uddannelseseliten

Mediernes slagside er ikke et tilfælde, men produkt af det moderne klassesamfund. I forbindelse med bogen Eliternes Triumf gennemførte Capacent en analyse af de seks procent, der har de indflydelsesrige job, de længste uddannelser og ofte tillige de højeste indkomster.

Analysen viste, at nutidens overklasse og højere middelklasse er delt i tre forskellige segmenter: Et borgerligt i det private erhvervsliv, et socialdemokratisk i den offentlige administration samt en »kultur- og uddannelseselite«, der blandt andet præger medieverdenen og har nogle særlige karakteristika.

Mange i medieverdenen stemmer på de radikale eller venstrefløjen, men de er ikke røde – snarere
liberale i amerikansk forstand. De har progressive og politisk korrekte holdninger til indvandring, retspolitik og pædagogik, men er mindre bevidste om klasseforskellene end befolkningen som helhed. Og nok så vigtigt: De er i højere grad rede til at skære i sociale ydelser som efterløn, dagpenge m.v.

Samtidig viste Capacents analyse, at krage søger mage i de bedrestillede klasser. Hér har langt de fleste ægtefæller højere uddannelse, kun 13 procent af partnerne er faglærte og ufaglærte, der oftest bruger efterlønnen. Også på anden vis søger storbyernes velstillede sammen, for eksempel når det gælder vennekreds og naboer.

Det er de privilegeredes sociale virkelighed, der sætter rammen for den offentlige debat. De højtuddannede har ikke det samme behov for efterlønnen som de kortuddannede. De kommer senere på arbejdsmarkedet, har attraktive job og i mange tilfælde selv lyst til at arbejde til langt op i 60'erne.

For medierne er konsekvensen blinde vinkler. Mureren med rygsmerter er en abstraktion, der let overtrumfes af cheføkonomernes prognoser om det langsigtede arbejdskraftbehov. Først da statsministeren gør efterlønnen til storpolitik, slår en vis journalistisk professionalisme igennem. Først da begynder makroøkonomien så småt at blive holdt op mod konsekvensen for konkrete mennesker af kød og blod.

Økonomer med blinde vinkler

Medierne er dog kun en af drivkræfterne. Nok så vigtig er økonomerne på en række etablerede institutioner - vismændene, bankerne, erhvervsorganisationer omkring DI og ikke mindst Arbejdsmarkedskommissionen, der i sin tid blev udpeget af den borgerlige regering. Herfra er udgået en lind strøm af prognoser, rapporter og udtalelser, som gør efterlønnen til dansk økonomis store forslugne gøgeunge. Der findes også økonomer med andre synspunkter, for eksempel på universiteterne, men dem har vi ikke hørt så meget til.

Politikere og offentlighed skal naturligvis lytte til de økonomiske institutioner, men ind imellem ville lidt kritisk sans være på sin plads. De fleste økonomer er borgerlige og har dårligt blik for fordelingspolitik. Af samme grund oprettedes allerede i 1935 - under Stauning - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for at få en alternativ fagøkonomisk ekspertise. Det er hér, folk som Viggo Kampmann, Jens-Otto Krag, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft trådte deres politiske barnesko.

I 1990'erne talte finansminister Lykketoft med glimt i øjet om dansk økonomi som »humlebien, der kan flyve«. Nyrup-regeringen handlede på tværs af de etablerede økonomer, men den økonomiske politik var en succes og vakte genlyd internationalt. Det var som humlebien: I teorien kan den ikke flyve, men den gør det alligevel.

Økonomernes orakelstatus er især bemærkelsesværdig efter finanskrisen. For hvor er de etablerede institutioner, der i tide tændte advarselslamperne? Hvor er den vismandsrapport, der pegede på det forestående kollaps i international og dansk økonomi? Hvornår advarede Nordea, Danske Bank eller andre af de snakkesagelige cheføkonomer imod boligboblen og dens dramatiske konsekvenser? Ikke desto mindre regnes disse økonomer i dag som uvildige eksperter, når de vil lade en 30-årig rengøringsassistent knokle til hun fylder 70.

Økonomerne er naturligvis på det rene med, at de store effekter ved højere tilbagetrækningsalder ikke kun handler om efterløn, men nok så meget om de allerede vedtagne stigninger i pensionsalderen. Ifølge velfærdsforliget fra 2006 forhøjes både efterløns- og pensionsalder fra 2019 og følger fremover den stigende levealder opad.

Med en fjernelse af efterlønnen bliver dette særlig dramatisk. Pensionsalderen vil med velfærdsforliget blive mindst 68 år for de 45-årige og 70 for de 30-årige. Det går måske for cand.polit'er og andre fra samme sociale kategori, men hvem tror ved deres fulde fem, at jord- og betonarbejderen eller sosu-assistenten kan starte som 17-årige og blive ved, til de fylder 70?

Klasseskel i politik

Den tredje drivkraft er politisk. Nærmere bestemt de tre partier, der tidligt gjorde efterlønnen til en mærkesag: Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Det er – tankevækkende nok – også de tre partier, som har det rigeste og højest uddannede vælgerkorps.

Det antages tit, at klasseskel hører fortiden til, og at moderne politik handler om 'værdier'. Det er noget sludder. Tag bare de radikale. 80 procent af de radikale vælgere har studentereksamen, den typiske vælger kommer sent på arbejdsmarkedet og tjener godt. Hun har ikke brug for efterløn, men vil hellere bruge pengene på uddannelse eller lavere topskat, helt som i radikal politik. Klasserent? Ja, i den grad!

Moderne politik adskiller sig imidlertid fra industrisamfundet på ét vigtigt punkt: I dag udkæmpes de sociale konflikter ikke kun mellem højre og venstre, men også inden for de to blokke. Dansk Folkeparti repræsenterer andre og mindre privilegerede grupper end de konservative. Helt som S-SF tager hensyn til andre sociale lag end de radikale.

Politikens lederskribenter kalder S, SF og DF for en »rødbrun koalition« - ja, det gamle venstrefløjsikon Preben Wilhjelm advarer ligefrem imod en »AOF-regering«. Men hvad enten man kan lide det eller ej, er der berøringsflader mellem de tre partier, simpelthen fordi de repræsenterer de samme underprivilegerede grupper. At tale om regeringssamarbejde er vanvid, men et nyt folketing kan medføre nye koalitioner på kryds og tværs, for eksempel i forsvar for efterlønnen.

Opgøret om efterlønnen sætter ikke bare en ny dagsorden i valgkampen, men ændrer også på anden vis dansk politik. Vi får større fokus på de ulige levevilkår mellem højtuddannede og kortuddannede.

LO-formand Harald Børsting lagde ikke fingrene imellem, da han i TV Avisen kritiserede eksperterne, »der aldrig har foretaget sig andet end at aflevere et speciale på universitetet«. S-formand Helle Thorning-Schmidt slog på de samme strenge, da hun i tv-duellen sagde til statsministeren, at »specialarbejderen kommer tidligere på arbejdsmarkedet end vi to gjorde, og derfor har de også knoklet mere, når de når efterlønsalderen«.

Vi skal ellers ikke mange måneder tilbage, før der lød andre toner fra den socialdemokratiske førstedame:

»Det er længe siden, S har talt om klasser og klassesamfund ... Jeg accepterer ikke tanken om, at vi er modstående klasser,« sagde hun i november på Aarhus Universitet.

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. I de næste måneder må fagbevægelsen og S-SF synliggøre den arbejderklasse, der ellers er gået i glemmebogen. Helle Thorning-Schmidt har ret i, at Danmark er nået langt med kompromis og klassesamarbejde, men det ændrer ikke ved, at vi stadig lever i et klassesamfund, præget af store forskelle i levevilkår.

Kampagnen mod efterlønnen har med stor dygtighed udnyttet, at alt for mange har glemt denne gamle sandhed. Også hér er debatten lidt af en øjeåbner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

""Forud for statsministerens kovending er gået en hidtil uset kampagne, hvor tre magtfulde kræfter spillede sammen: Medierne. Økonomer. Og liberale politikere. Aktørerne har forskellige motiver, men ét til fælles:
De tilhører storbyernes bedrestillede klasser og har kun begrænset kendskab til de typiske efterlønnere. Et skel, der er kendetegnende for brudfladerne i moderne politik."

Så præcist kan det siges.

Tom W. Petersen

Så længe flertallet af Danmarks stemmeberettigede befolkning stemmer på partier, der fører liberalistisk og konservativ politik, så får vi liberalistiske og konservative resultater.
Det kan ikke være anderledes.
I den tilstundende valgkamp får vi at se, om vælgerne holder sig mest til de valgløfter, der kommer, eller til, hvad de kan huske folketingsflertallet har gjort.

Rigtig god artikel, der belyser udviklingen under højkonjunkturens betydning for den kommende valgkamp og herunder specifikt de massive drivkræfter der skaber mytedannelser på bekostning af de svageste i vores samfund. Uden tanke for andet end kortsigtede økonomiske gevinster til gavn for dem selv og dem der ligner - trippel føj.

Bekæmp mytedannelsen fra, den i en sådan grad åndeligt forsnævrede, middel- og overklasse, at hele verden betragtes i skyggen af, synes de selv, deres fantastisk interessant og unikke navle.

Der bliver nok ikke nogen chance eller næste gang - kæmp nu.

Glimrende artikel af Lars Olsen.

Ann-Charlotte Kjeldsen

Det kan ikke siges mere præcist ! Tak for en glimrende essay, Lars Olsen.

Jens Thorning

Middelklassen længes efter økonomisk og sexuel assimilation med overklassen og kræver derfor udryddelse af underklassen af frygt for at blive forvekslet med den (meget frit efer Wilhelm Reich).

Søren Kristensen

Det taler for afskaffelsen af efterlønnen, at den ikke retter sig mod underklassen (de fattigste) men mod en middelklasse, som i det store og hele længes efter økonomisk assimilation med overklassen. Hvilket også forklarerer hvorfor begreberne golf og efterløn er næsten uadskillelige i den folkelige debat, uanset om der er noget om snakken eller ej. Hvorvidt sex har noget med efterløn at gøre, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Når efterlønnen udgør mindre end 1% af BNP, hvordan kan den så fylde 100% af debatten, når det handler om økonomi?

John Fredsted

Et varmt tak skal herfra lyde til Lars Olsen.

Tom, det er jo netop derfor det skal serveres til aftenkaffen.

God artikel Lars Olsen, den rammer den brede vifte af de mekanismer der gør sig gældende i vores samfund.

Samtidigt afspejler det i den grad demokratiets svagheder, som efterhånden er mangfoldige.

Jens Bastian Kjar

fremragende Hr. Olsen. Glæder mig til din næste bog!

En rigtig god artikel, der må vække til eftertanke.

For nogle måneder siden blev jeg ringet op af Gallup, der stillede mig et spørgsmål om efterlønnen. Om jeg synes, at det er en god ide at reformere efterlønnen? Eller noget i den retning.

Jeg svarede ja, fordi jeg mener at efterlønnen skal ændres - alene fordi vi bliver ældre og ældre. Så der skal selvfølgelig ske noget med efterlønnen...er min holdning.

Men jeg blev noget forbavset, da jeg på dagen hvor meningsmålingen blev offentliggjort, hørte på TV2 News, at et flertal af danskerne nu går ind for at afskaffe efterlønnen. Var det det, som jeg havde sagt ja til?

Jeg går ikke ind for at fjerne efterlønnen. Der er brug for fleksible tilbagetrækningsordninger på arbejdsmarkedet.

Berlingske Tidendes hjemmeside havde flere artikler om meningsmålingen, men det var ikke så ligetil at finde formuleringen af det spørgsmål, som jeg havde svaret på. Men endelig lykkedes det...

Og der var ikke noget i spørgsmålet, der gav basis for konklusionen om at dem der havde svaret ja, også ønskede efterlønnen afskaffet.

Hvis en gymnasieelev havde fremlagt den konklusion på undersøgelsen, som TV News havde gjort, i en eksamen i samfundsfag, var han eller hun dumpet.

Jeg skrev en mail til TV2 News, men den blev totalt ignoreret. Dagen lang blev tv-stationen ved med at tordne frem med at der nu var flertal for at afskaffe efterlønnen.

Deadline på DR2 hoppede til min store skuffelse på limpinden i et nyhedsbrev, men på trods af, at Kurt Strand i et oplæg til en udsendelse nævnte den forkerte konklusion, ønskede de ikke at bringe en rettelse af fejlen - selv om de vedgik, at der var tale om en fejltolkning af Gallup-undersøgelsen.

Så det passer helt fint med storbymennesker med tilknytning til medieverdenen deltager i den "kampagne", som Lars Olsen beskriver ovenfor....

Det store spørgsmål er, hvordan nogle mennesker kan tro, at deres arbejdskraft er op til 10 gange mere værd end andres.

Lars Mortensen

Ham/hende, der i dag ønsker at gå på efterløn har startet sit AKTIVE arbejdsliv, da Margrethe Vestager endnu gik med ble; da der var 14 år til Simon Emil startede i 1. klasse og da Lars Løkke netop havde skrevet sit 1. bogstav i skolen. Siden da har de tre næppe løftet tungere ting end deres mapper. Giv dem 14 dage i hjemmeplejen eller som renovationsmedarbejdere, måske vil de så få blot en smule indsigt??

Glimrende - og svært tiltrængt artikel.

Frank Helbo:
Kan du henvise til dét sted i Berlingeren, hvor formuleringen af spørgsmålet fremgår?

Ulla Blok Kristensen

Tak til Lars Olsen for denne tiltrængte analyse, spred budskabet til flest mulige.
Venlig hilsen
Ulla Blok

Lars Frederiksen

I 10 år har der manglet kritisk sans i dansk presse. Tvivlsomt om den skulle komme nu op til valgkamp. Hvis S vinder, så skal vi nok se, hvordan bøtten vender.
Pressen har altid været vellønnet arbejde mm og spist med toppen. Der mangler en avis dog store end denne her - Information - der tør noget andet og vil noget andet. Humanisme er ikke in i politik. Magtkampe er. Nomatter what så er dem der mener afskaf efterlønnen jo bare dem der sidder godt i det og får en fyrstelig pension modsat ham manden på gulvet der er slidt totalt ned. Det er hans problem og ikke politikernes åbenbart. En politiker burde max sidde 8 år på slottet og så ned på gulvet igen og mærke livet igen ...

Elisabeth Rift

I en del år, mens jeg læste, arbejdede jeg i kommunens ældrepleje som vikar. Der lagde jeg mærke til at de ældre susu'ere og sygeplejersker havde alle mulige alvorlige skavanker, hævede arme og ben, dysfunktion i armene, konstant ondt i nakken, kronisk hovedpine, tinitus m.m. Når jeg spurgte hvorfor de ikke søgte førtidspension sagde de at de hellere ville knokle 2-3 år endnu indtil de fik efterløn.
Hvis ikke det var så vanskeligt, næsten umuligt, at få tildelt førtidspension og hvis ikke det var så stigmatiserende, så kunne man overveje at afskaffe efterlønnen, men sådan ser den danske virkelighed ikke ud!

Kristian Rikard

Kære Lars Olsen,
Det er godt at se dig tilbage i kampuniform igen. Jeg læste dine artikler i JP for ca. eet år siden og læste tilsidst også bogen. Men ca. halvt inde i bogen måtte jeg desværre stå af. Du har i mine øjne ikke valgt dine afhængige variabler korrekt. Det kan være pokkers svært med sådanne cluster- og segmenteringsanalyser, og man skal
holde krudtet MEGET TØRT. I dit valg af variabler har du ganske enkelt skelet for meget til slutresultatet. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at du har fat i noget af det helt rigtige. Jeg mener også, at man skal finde de "bestemmende" segmenter blandt de grupper, du nævner. Men så hører vores enighed også op.
Der er en verden til forskel på den måde f.eks. medieverdenen (hvad det så end er?) ser på fordelingspolitikken og så den de fleste fagøkonomer ser med. Og med fagøkonomer mener jeg ikke bankøkonomer eller ejendomsmæglere! Hvad angår journalisterne,
som de er flest, vil jeg af anstændighedsgrunde undlade at kommentere på dette.
Vi kan uden tvivl blive enige om mange ting og uenige om lige så mange. Mest oplagt er nok vores syn på det højere embedsværk. Jeg tror f.eks. at dets magt ikke ligger deres i blanden sig i tåbelige smådiskussioner, men mere i det hævdvundne "Vi har tavshespligt" vi er neutrale, hvilket ikke lige frem kan siges om de evigt højtråbende Lilleører, Lars Trier Mogensener, Carsten Jensener med flere.

Nej, ikke fra berlingskes hjemmeside, men det må være til at finde i papiravisen den 9. september:

http://www.berlingske.dk/politik/folkekrav-grib-ind-mod-efterloennen

Og så er det lidt sjovt at se, at berlingske ikke engang strammer konklusionen på samme måde som TV2 News........før et par dage efter i en leder:

http://www.berlingske.dk/ledere/en-tiltraengt-opsang

Selv berlingskes lederskribenter kan ikke holde hovedet koldt, når TV2 News har talt.

Selve formuleringen af spørgsmålet er åbenbart ikke længere tilgængeligt på berlingskes hjemmeside.....eller jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart finde det.

Men det var også svært sidste gang. Hvis nogen finder det, vil jeg meget gerne høre om det.

Jeg søgte på: "Gallup" og "efterløn".......

Artiklen er interessant, og har selvfølgelig et selvpåført fokus. Jeg savner dog at man lige anfægter selve ideen om at afskafelse af efterlønnen overhovedet har en gavnlig økonomisk effekt. Statministerens argumentation for den økonomiske gevinst hviler jo jvf Jesper Jespersen på den absurde grundforestilling at der er arbejde til alle der vil, og at afskaffelse af overførselsindkomster, derfor per automatik genrerer ny jobs.

Olav Bo Hessellund

Stor ros til Lars Olsen for hans artikel, der sætter efterlønsdebatten ind i et perspektiv, der hidtil har manglet, nemlig den hetz, der begyndte for ca. et år siden – og som nogle af os faktisk gjorde opmærksom dengang, men tilsyneladende forgæves.
.
Allerede i febr.-marts 2010 indledte DR i bl.a. DR1 Søndagsavisen og DR2 Deadline samt på dampradioen hetzen mod efterlønnen. Jeg sendte flere gange skriftlige protester mod den ensidige Cepos-lignende fremstilling af efterlønsordningen på grund af den åbenlyse mangel på balance og mangelen på inddragelse af den forskning, der har ligget på området i den sidste halve snes år, udført på især Ålborg Universitet.

Ikke mindst påpegede jeg overfor DR, at vi jo ikke mangler viden om, hvordan efterlønnen virker økonomisk og socialt, men at denne viden stort set aldrig inddrages i de debatter, DR sender ud til seere og lyttere. Bl.a. går man altid ud fra den forudsætning, at alle efterlønnere har valgt ordningen frivilligt, selvom det for længst er påvist, at mere end en tredjedel af efterlønnerne netop ikke har valgt ordningen frivilligt, men er blevet presset til det af omgivelsernes forventningspres – eller det der er værre. Ligeledes gjorde jeg opmærksom på den kendsgerning, at efterlønnen jo kun er en del af det samlede sæt af ordninger, der regulerer det danske arbejdsmarked, og at det naturligvis er på den baggrund, at en ædruelig vurdering af ordningen skal vurderes - og ikke isoleret fra resten af de ordninger, der regulerer udbuddet af arbejdskraft i det danske samfund. I lande som Sverige og Tyskland har man fx andre former for tilbagetræksordninger, der sikrer den ældre del af arbejdsstyrken en anstændig overgang til deres tredje livsfase.

Men nej, den slags kan man ikke tage sig af i DR. I stedet indledte DR alle deres udsendelser om efterlønnen i første halvår af 2010 med golfspillende tandlæger eller kontorchefer på vej ud af lystbådehavnen i deres sejlbåde til trods for, at dette segment af efterlønnere højst udgør et par procent af samtlige. Jeg tillod mig i al stilfærdighed at gøre opmærksom på det manipulatoriske i denne fremstillingsform, men fik kun intetsigende tilbagesvar i det omfang, man overhovedet gad svare.

Men det står jo enhver frit for at trække stikket til tv’et ud – så det er jeg begyndt på, når jeg ser Clement Kjersgaard og andre tv-kendisser, der giver mig røde knopper, når jeg ser dem tone frem på skærmen - og så kan man jo også vælge at boykotte tabloid-aviserne og afvise at deltage i tåbelige opinionsundersøgelser - og i stedet begynde at diskutere samfundets problemer med sine nærmeste, læse nogle gode bøger og deltage i samfundsdebatten, hvilket der heldigvis - endnu - er gode muligheder for i dette land.

Jeg kan kun konkludere, at når det gælder efterlønnen har DR for længst tonet rent flag – ren arbejdsgiverpolitik.

Det er lidt sjovt at tænke tilbage på, hvor vanvittig folk syntes jeg var for 2-3 år siden når jeg påpegede behovet for klassekamp og forsøgte at forklare hvorfor visse mennesker tiltales af tanker og idealer om revolution og samfundsomvæltning. Her i dag er det som om der er meget mere politisk modstand mod politikere og at folk i det hele taget er blevet langt mere modtagelige over for radikale holdninger - det som man i halvfemserne og til stadighed betegner som 'ekstremisme': at være modstaner den evigtgyldige, økonomiske sandhed vi lever i og som medierne og magthaverne uanset farve er med til at oppebære, nemlig kapitalisme - på den ene eller anden måde. Men det er klart. Når middelklassen og overklassen sætter dagsordenen i medierne hver eneste dag, er alt til venstre for S og K (undtagen LA, sjovt nok) jo 'ekstremisme'.

*højre for K

Søren Kristensen

Håber en af public service tv-stationerne læser med og lader sig inspirere af Olav B. Hessellunds indlæg til evt. gøre et program om hvordan de takler efterløn og pension i Sverige og Norge. Især hvis det foregår på en bedre måde end noget vi selv kan komme op med.

Afskaf efterlønnen! De der ikke kan arbejde længere når de fylder 60

Afskaf efterlønnen! De der ikke kan arbejde længere når de fylder 60

- skal der selvfølgeligt tages hånd om, men i en situation hvor vi komme til at mangle hænder, er der ikke råd til en ordning der giver ALLE mulighed for at gå på tidlig pension.

Gorm Petersen

Ved næste valg skal der kun være eet afkrydsningsfelt på stemmesedlerne:

Ja eller nej til økonomerne.

Jeg stemmer Nej.

Fra det sekund de begyndte at tage stilling til "hvad vi har råd til" satte de deres faglighed over styr, og blev til propaganderende politikere, der ikke er på valg.

En enkelt hædersmand - Jesper Jespersen - bør dog roses.

Takket være ham ved vi at DREAM modellen pr. definition udelukker eksistensen af fænomenet "arbejdsløshed". Den tror at hvis der er udbud af arbejdskraft, vil der automatisk opstå arbejdspladser.

Det er også takket være ham vi ved, at mange af hans kolleger i ramme alvor tror på at:

"undersøgelser viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem om de gamle trækker sig tilbage, og de unges chance for at få job"

I næste uge vil de vel sige at: "Undersøgelser viser, at to plus to giver fem".

Hvor kommer den der med, at folk skal arbejde, hvis de kan, fra? Folk skal arbejde, hvis det er nødvendigt, og hvis der er arbejde at få.

"Men det står jo enhver frit for at trække stikket til tv’et ud – så det er jeg begyndt på, når jeg ser Clement Kjersgaard og andre tv-kendisser, der giver mig røde knopper, når jeg ser dem tone frem på skærmen - og så kan man jo også vælge at boykotte tabloid-aviserne og afvise at deltage i tåbelige opinionsundersøgelser - og i stedet begynde at diskutere samfundets problemer med sine nærmeste, læse nogle gode bøger og deltage i samfundsdebatten, hvilket der heldigvis - endnu - er gode muligheder for i dette land. "

Velkommen til, jeg kan sige at efter 1 år med tv'et slukket, så bliver man helt flov når man besøger folk der sluger det råt.. Det bliver så åbenlyst det er helt skræmmende.

"Hvor kommer den der med, at folk skal arbejde, hvis de kan, fra? Folk skal arbejde, hvis det er nødvendigt, og hvis der er arbejde at få."

En tendens der er opstået i kølvandet på konjunktur fremgang i 15 år, -5 år hvor man kunstigt forvaltede boligmarkedet, samt udlån m,m

Det er en ideologi der bunder i manglende jordbundenhed, den har ingen gang på jorden og får det aldrig. Den tendens vi ser i samfundet er vejen tilbage til godsejerne, længere er den egentligt ikke.

Gorm Petersen

Da "Oprør fra midten" blev skrevet i 1978 var automatiseringen af menneskelig arbejdskraft så fremskreden, at kun 20% af befolkningen behøvede gå på arbejde. Resten kunne holde fri.

I dag er automatiseringen så fremskreden at mange fabrikker er enmandsbetjente. I dag behøver kun 5% af befolkningen gå på arbejde, hvis vi samlet kunne nøjes med den levestandard man havde i 1978.

Kan vi ikke nøjes med det ? Kan man ikke finde og blokere det gen, der koder for hæmningsløs gridskhed ?

Det er ikke et gen, Gorm Petersen, det er heldigvis blot kultur og burde således med fornuft kunne omdirigeres. Iøvrigt har jeg svært ved at se på hvilke områder, vi i realiteten forbruger meget anderledes i dag...

Det ER borgerlig ideologi, at klassekampen er 'afskaffet'. Godt at få det understreget igen i Lars Olsens artikel.

Læs osse Magnus Marsdal: Frp-koden. Den handler præcist om udviklingen, der førte til, at så mange har troet på, at klassekampen var et overstået kapitel. Meget læseværdig bog, der dels handler om populismen, dels om netop denne borgerlige ideologis sejrsgang. Måske er tågerne ved at lette - så småt?

Det er jo borgerlige, ikke socialister, der fører klassekamp. Eller: det er forskellen på angrebs- og forsvarskrig.

Peter Hansen: Ja for tiden. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes for Margareth Thatcher at få opbakning på 'there is no alternative' til kapitalismen. Globalisering, international konkurrence og økonomisk vækst blev solgt i efterkrigstiden som den eneste mulighed - osse til socialdemokraterne. Og det ser nok ikke anderledes ud nu?

... Og hvad siger man til disse herrer her, når de siger, vi i DK ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, hvordan vi klarer os i den internationale konkurrence. At vi rissikerer at blive sejlet agterud, at vi begynder at ligne dekadent adel, der tror vi er født til rigdom :-)

Hvad er modsvaret? Fx: vi melder os ud af ræset - det internationale konkurranceræs - sætter toldmure op, nøjes med at producere til dagen og vejen, lader de andre konkurrere - who needs ipads, BMW'er, de sidste nye fladskærme, avanceret hospitalsudstyr osv.. bedre at spille på en klassisk guitar med musikalitet og indlevelse end det sidste nye digitale multiinstrument. Bedre at læse digte for hinanden end alt det møg på TV :-)

http://jp.dk/jptv/nyheder_erhverv/topcheferne/article2297009.ece

Det er befolkningen, der straffes for virksomhedernes mangel på innovation.

Svend Hvid-Andersen

Det er skræmmende at være vidne til en debat, der afslører i hvor høj grad vi efterhånden har glemt de værdier vi gennem 100 års arbejdskamp ellers har brugt som afsæt for samfundsudviklingen i Danmark.
Et samfund uden en tryg underliggende social dimension, er en garanti for udvikling af fjendebilleder, populisme, egoisme og modløshed.

Det er derfor tankevækkende, at vi bruger så meget tid på at diskuterer formatering, når vi burde diskuterer de værdier og den fordelingspolitik der skaber formateringen.

De forskellige politiske teorier/ideologier beskæftiger sig alle med en eller anden form for frihedsbegreb. I den optik postulererer alle politiske partier, at netop deres filosofi medfører en formatering af samfundet der “frisætter” eller “liberaliserer” individet til at navigerer og handle til eget og samfundets bedste, indenfor den formatering deres politiske program tilbyder eller forudsætter.

Siden vi kravlede ned fra træerne, har det altid været menneskets vilkår at være underlagt en eller anden form for biologisk eller social formatering.
Det er en forudsætning for, at vi som art overlever.
Der er indbygget “stødhegn” i vores liv og færden, der sikrer artens overlevelse og udvikling.
Hvis jeg krydser Sahara uden vand dør jeg. Hvis jeg ingen mad får dør jeg. Hvis du stjæler min mad slår jeg dig ihjel. Hvis du prøver at overtage mit jagtrevir, slår jeg dig ihjel. Hvis du bryder loven straffer jeg dig. Hvis du ikke tror på en Gud, kommer du i helvede. Hvis du går imod “den accepterede sandhed” udstøder vi dig.

Disse “stødhegn” eller “formateringer” opfatter vi måske nok som ubehagelige når vi rammer dem, eller er tæt på at rame dem, men uden dem, ville vi ikke kunne overleve.
Derfor giver det ingen mening at diskuterer frihedsbegrebet som frihed fra…, men vi burde indsnævre frihedsbegrebet til frihed til….
En øget bevidsthed i samfundet om, at vi kun er frie til at vælge og agerer i de rammer der eksisterer, ville få fokus over på de værdier der skaber formateringen.
Det er nemlig vigtigt at forstå, at begreber som HÅB og MOD; formuleret som Handlefraft - Åbenhed - Beslutsomhed og, Medansvar - Ordentlighed - Direkthed, skal kunne formuleres og give mening i den virkelige virkelighed og ikke i en tænkt eskapistisk utopi.
Det solidariske samfund er derfor ingen gavebutik, men et udtryk for en formatering der tager sit afsæt i fællesskabet.
Jeg vil hellere leve med de personlige begrænsninger og udfordringer der udspringer af hensynet til fællesskabet, end de konsekvenser der er forbundet med at leve i et samfund der er præget af alles kamp mod alle.
Så derfor kære medborgere og magthavere; Drop diskusionen om denne eller hin formatering. Formateringen vil altid være der. Lad os istedet forandre det vi kan, nemlig de VÆRDIER der skaber formateringen.

Svend Hvid-Andersen: du har brugt det samme indlæg i en hel række debattråde. Det gør vi måske alle, mere eller mindre direkte, men dog som regel drejet ind på relevans i forhold til den konkrete tråd.

Hvad værre er: jeg forstår overhovedet ikke, hvad du mener. 'Formatering'? 'Stødhegn' Kunne det være 'samfundsmæssige rammer. Meget luftigt. Det her forstår jeg godt: Det solidariske samfund er ingen gavebutik, men nogle samfundsmæssige rammer der tager udgangspunkt i fælles behov. Men det er alligevel meget abstrakt: hvad er fælles behov og hvordan får man defineret dem praktiskt?

Så fik vi det på plads. Godt skrevet.

Niels-Holger Nielsen

Kære Lars Olsen

Synes du, at det kapitalistiske system på nogen måde, for ikke at sige overvældende måde, er hensigstmæssigt. Akademikere og højtlønnede, javel. Men hvad med de egentlige magthavere: Er du oppe mod dem? Eller sætter de de nødvendige rammer?

jørgen christensen

Man fristes til at sige !!!
Danskerne er dumme....

Det er vel ikke bare danskerne, der er dumme...

Det væsentlige er, at VK fortsætter AFRs nyliberale linie. Og det er lykkedes at 'skjule' den bagvedliggende klassekamp med en aggressiv neoliberal ideologi, hvor medierne støtter gevaldigt op ved at slå ned på ethvert forsøg på at klarlægge, at det er klassekamp, der foregår. Det er nærmest tabu efterhånden at tale om klasser. Den nyliberale strategi er "deregulering, privatisering og statens tilbagetrækning fra mange områder inden for det sociale serviceområde". Eller sagt kort: markedsgørelse af næsten allesamfundsfunktioner.

VK har hele tiden brugt en salamitaktik: strukturreformen, privatisering af samfundsinstitutioner inden for forskellige sektorer, beskæring af vundne goder som arbejdsløshedsunderstøttelse, pensioner osv. Efterlønsdereguleringen er sidste skridt på denne vej. Næste skridt bliver sikkert folkepensionen, børnetilskudene, kontanthjælpen, osv osv. Og den foretrukne nyliberale måde er at gennemføre den slags 'upopulære' reformer i kriseperioder, hvor man kan bruge en falsk vi-er-alle-i-samme-båd argumentation. Og henvise til den internationale konkurrence og globaliseringen, som er andre ord for neoliberalismens udbredelse over hele kloden. Som sagt er det i virkeligheden klassekamp, der handler om at styrke profitterne og den herskende elite på tværs af landegrænserne.

Modsvaret må være en internationalisering af arbejderklassens styrkepositioner og samarbejde mellem befolkningerne på tværs af landegrænserne.

Nyliberalismens klassekamp bliver beskrevet kort og klart i dette interview med David Harvey, en engelsk geograf, der arbejder i USA:
http://www.internationaltforum.dk/Tre-artiers-fiasko

"Modsvaret må være en internationalisering af arbejderklassens styrkepositioner og samarbejde mellem befolkningerne på tværs af landegrænserne."

Historisk set er verden blevet segmenteret i stadigt større 'scopes'. Dengang fagbevægelsen erobrede de rettigheder vi mister i dag, kunne man kæmpe klassekampen indenfor et relativt skarpt defineret nationalt scope.
I dag har pengene bevæget sig ud i et nyt globalt scope, hvor arbejderne endnu ikke har etableret organisation - og det bliver svært.
Pengemagtens indbyggede natur søger mod en ny feudalisme, og vi kommer nok til at døje med en global nyfeudalisme i en rum tid, fordi der ikke endnu eksisterer en global modmagt.

Svend Hvid-Andersen

ole thofte: Tak for din kritik. Jeg vil forsøge at være mere tydelig i fremtiden. Når alt kommer til alt, er jeg mere interesseret i det der forener os, end det der adskiller os. Go´vind Ole.

Dan D. Jensen

Masser af ros herfra til Lars Olsen !

Tænk om Jp eller Berlingske Tidne bragte den !

Tak for en rigtig god, og ikke mindst vigtig artikel.

Gorm Petersen

Et eller andet sted kan kronikken ses som en reklame for hans bog "Eliternes Triumf".

Normalt vil et kommercielt stunt blive mistænkeliggjort, men i dette tilfælde må alle opfordres til at få den læst (man kan låne naboens eksemplar, hvis man vil undgå det kommercielle).

Jeg er nået 1/3 gennem bogen, og den er uhyggeligt profetisk i forhold til hvad der sker netop nu.

Hvad der sker nu, er en blanding af uskyld (som prinsessen der sagde: Hvis folket mangler brød, kan de jo bare spise kage) - og alvorlig skyld:

Ingen ædruelige økonomer forventer et snarligt opsving, så troen på, at vi kommer til at mangle arbejdskraft er helt ude i hampen.

Udflytningen af arbejdspladser til Kina udbalancerer rigeligt tilbagetrækning af de store generationer.

Når manglen på arbejdskraft udebliver,
bliver de nedslidte efterlønnere en god indtægtskilde for privathospitalerne (rygproblemer o.lign).

De ejes af Løkkes politiske venner, som allerede nu modtager 25% overbetaling.

Resten kan sendes på “find din indre fugl” kurser. Dette er ligeledes private firmaer, som i indeværende år er kåret som blandt de mest lønsomme brancher i DK !!!
(dagbladet Børsen).

Sider