Klumme
Læsetid: 3 min.

Lad så være med at kalde travlhed for stress!

Det prikker i huden af raseri, når stress bliver sammenlignet med travlhed og psykiske lidelser forklaret med den enkeltes manglende evne til at klare modgang
Moderne Tider
22. januar 2011
Det prikker i huden af raseri, når stress bliver sammenlignet med travlhed og psykiske lidelser forklaret med den enkeltes manglende evne til at klare modgang

»Hvor man før havde travlt, har man nu stress.«

Sådan lød det fra professor i Psykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann, som i ugen løb skulle forholde sig til, at markant flere danskere søger hospitalshjælp for stress og følgesygdomme som depression og angst.

Ifølge en analyse fra Dansk Sundhedsinstitut er hospitalsbehandlingen af de psykiske lidelser steget fra 80.000 i 2002 til godt 120.000 – og især lidelser som stress, angst og depression er i vækst, beskrev Berlingske Tidende. Professoren anførte herpå, at vi ikke længere skelner godt nok mellem psykiske lidelser og livsproblemer.

»Vi griber for ofte til psykiatrien og dens diagnoser,« bedyrede Brinkmann til avisen.

Det synspunkt fik lov at rejse gennem det ganske medielandskab – men det bliver det ikke mere rigtigt af.

Hvis der med livsproblemer forstås gængs trælshed som dumme forældre, krævende børn, hysteriske svigermødre, latterlige chefer eller uforstående ægtefæller, så tror jeg næppe, at det berettiger til psykiatrisk behandling – dertil er lægerne for kompetente. Og jeg tvivler stærkt på, at køen til psykiatrisk behandling er befolket med mennesker, der bare trænger til 14 dages pause fra jobbet.

Travlhed og stress har ikke noget med hinanden at gøre. Og angst og depression bør ikke henføres under betegnelsen livsproblemer. I så fald hører de i det mindste til i den meget tunge ende af sådanne!

Samfundsskadeligt

Når forklaringen på, at så mange danskere søger hjælp til behandling for stress, angst og depression, lyder, at vi er dårlige til at tackle modgang, er det ikke bare kynisk – det er decideret samfundsskadeligt.

For det første afstedkommer det en skam hos syge mennesker, at deres egen svaghed skulle være skyld i, at de må melde sig syge og søge dyr behandling. Og for det andet friholder man samfundet for at forholde sig til en problematik, der anslås at koste langt over 10 mia. kr. hvert år.

Ifølge et skøn fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø beløber stress og alle andre psykisk relaterede sygemeldinger sig til helt op mod 55 milliarder kroner årligt.

Jovist findes der mennesker, som kalder sig stressede, hvis de har travlt – og akkurat ligesom professoren skal de lære at tie stille med deres pjat. Men personligt tvivler jeg stærkt på, at de overbefolker køen til psykiatrisk hospitalsbehandling. Derimod er jeg helt overbevist om, at stress og dens følgesygdomme er i en vækst, vi kun har set begyndelsen på. Verdenssundhedsorganisationen WHO venter, at stress og dens følgesygdomme om få årtier vil være en af den vestlige verdens største sundhedsproblemer.

Skylden kan ikke forsvarligt placeres hos den enkelte og hans eller hendes manglende evne til at klare modgang.

Min forargelse over professor Brinkmann skyldes primært, at han med sin tilgang ser helt bort fra de – delvis samfundsskabte – ambitioner, som ofte er årsag til at især yngre mennesker mellem 30 og 50 år oftere rammes af stress.

Ambitioner

Værd at huske er det, at stress ikke i sig selv er en diagnose, men den gør mange mennesker fysisk og/eller psykisk handicappede i kortere eller længere tid.

På uddannelsesstederne bruger rådgiverne stadig mere arbejdskraft på at forholde sig til studerende, der ikke synes at kunne honorere kravene – deres egne eller samfundets.

På professor Brinkmann må jeg forstå, at disse unge skal blive bedre til at håndtere modgang. Og deri tror jeg faktisk, han har ret.

Problemet er bare, at det kræver en bevidsthed om tilværelsens valg og fravalg og om de uundgåelige nederlag, som rammer os alle undervejs, men som de unge ikke har plads til i deres selvforståelse.

Og er det deres egen skyld?

Spørgsmålet er vel ligegyldigt, for det er – ud over den enkelte og hans nærmeste – i sidste ende samfundet, der står med problemet.

For at undgå, at disse sårbare unge på længere sigt kommer til at fylde i de psykiatriske venteværelser, skal der sættes ind langt tidligere – og her er fokus på livsvalg, ambitioner og en fornuftig balance afgørende.

Men når det er sagt og skrevet, kan der kun opfordres til, at alvorligt syge mennesker ikke reduceres til klynkere, som ikke kan klare trivielle problemer.

Alvorlig stress og dens følgesygdomme kræver ofte psykiatrisk behandling – med mindre vi da er ligeglade med, at langvarige sygemeldinger og endog tilkendelser af førtidspension koster os alle sammen rigtig mange kroner og slider på enhver familie, der oplever et medlem blive syg med stress.

Derfor hr. professor – tag tallene alvorligt og lad os fokusere på, hvorfor så mange os bliver syge.

Det er langt mere progressivt end at overlade problemerne til den enkelte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg mener ikke at professorens udtalelser kvalificerer til seriøsitet

Vel skrevet, Mette Klingsey

Mona Blenstrup

Der findes godt nok en masse mennesker, der fordi de har travlt, kalder sig selv for stressede.

En udbredt misforståelse som desværre går helt og aldeles ud over de stakler, der er stressede.

Planlægning kan ofte være en hjælp til at komme af med det overtravlhed, som mange kalder stress.

Hej Mette,

Så vidt angår fakta, så er det svært at være uenig med dig: Vi er efterhånden vidne til en sand eksplosion i antallet af psykiske lidelser, deriblandt stress.

Forklaringsmodellen kan der imidlertid sættes spørgsmålstegn ved. Du henleder årsagen til øgede ambitioner (som vel ret beset er et individuelt anliggende - man kan vel ikke tvinge folk til at have ambitioner de ikke har?).

En alternativ forklaringsmodel kunne være det man på godt dansk kalder "disease mongering", altså praksis hvormed diagnostiske grænser udvides, og der skabes en øget bevidsthed om disse (med henblik på at udvide markedet for dem der tilbyder en behandling).

Og ja, antallet af tilgængelige psykiske lidelser er steget markant siden man første gang fandt på at klassificere dem ( http://en.wikipedia.org/wiki/Diagnostic_and_Statistical_Manual_of_Mental... ).

Og ja, bevidstheden kan ingen vidst heller efterhånden være i tvivl om, eksemplificeret ved dit og Svend Brinkmann's indlæg.

Da jeg har en snigende mistanke om at de færreste overhovedet er klar over hvordan nye - officielle - psykiske lidelser kommer til verdenen, så her:

Som man kan læse af ovennævnte link, så vedtages nye lidelser af arbejdsgrupper nedsat af American Psychiatric Association (APA) - selvsamme organisation hvis medlemmer naturligvis er de første til at drage gavn af en udvidelse.
Giver det ikke anledning til lidt kritisk stillingtagen hos en journalist?

Jeg gad desuden vide om du villig til at kaste dig ud i et lige så passioneret forsvar for "sibling-rivalry", "oppositional defiant disorder", eller "gender identity disorder". Disse er "psykiske lidelser" der ikke har modtaget nær så meget pressedækning, men ikke desto mindre er psykiske lidelser hvis man skal tro APA.
..Eller homoseksualitet, som APA indtil 1973 mente var en psykisk lidelse - indtil de pludselig ikke mente det mere?

Hvis du alene tager psykiatrien til indtægt for dit forsvar, ja så overser du samtidig kritikken fra bla. sociologer og psykologer. F.eks. udtrykt ved "Creating Mental Illness" af Allan V. Horwitz (kan læses på Google Books) eller "Anatomy of an Epidemic: Magic Bullets, Psychiatric Drugs, and the Astonishing Rise of Mental Illness in America" af Robert Whitaker.

På denne baggrund mener jeg, at Svend Brinkmann's kritik ikke alene er berettiget, men i den grad nødvendig.

et af de centrale kendetegn ved den kapitalistiske samfundsorden er eksternalisering af flest mulige omkostninger, og her er endnu en.

Det som jeg hører Brinkmann sige, er at grænsen for hvad der er normalt er blevet så snæver at folk skammer sig hvis de træder uden for. Vi lever i en tid hvor de triste skammer sig over ikke at være glade - (man kan jo tænke positivt eller finde en kognitiv terapeut). De fattige skammer sig over at være fattige (de kan jo bare hæve deres indre pengetermostat med fx. millionøsemetoden), dem der ikke kan finde hoved og hale i hvad der sker i de organisationer, de arbejder i, pga. at dårlig ledelse, ja de skal lære at reducere deres kaotiske oplevelser med mindfuldness, de der ikke lever deres drømmeliv, eller udlever deres passion - (helst noget med at coache andre eller filte tøfler), de skammer dig, for man kan jo skabe sit eget liv - eller som en kendt bogtitel siger: Lykken er et valg. De, der ikke får spændende sex mindst 2 gange pr uge, de skammer sig, for de kan jo bare kontakte Joan Ørting og så kan de lære det. Fortæt selv rækken af eksempler. Når individet, udmattet af alle de anstrengelser for at leve "normallivet", er det vel en lettelse at få en diagnose som deprimeret, angst eller stresset. Så er det jo ikke ens egen velvilje der er problemet, men en fysisk defekt.

Det er det Brinkmann gør opmærksom på.

UPS, der faldt noget tekst ud. Der skal stå:

"Når individet, udmattet af alle de anstrengelser for at leve “normallivet”, kollapser - er det vel en lettelse at få en diagnose som deprimeret, "

Faktisk synes jeg at det er på sin plads at Brinkmann kritiserer sin egen stand (Psykologer, behandlere) for at bidrage til at udlicitere samfundsproblemer til individet

Ann-Charlotte Kjeldsen

Som netop ramt af denne "pjatlidlelse" i sværeste grad, så den er blevet til diagnosen "udbrændthed" vil jeg gerne sige tak for artiklen.

Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på en psykolog, som har skrevet nogle særdeles udmærkede betragtninger om emnet. Hun hedder Prætorius til efternavn, jeg husker ikke fornavet.. Det er en længere sag, psykologisk udredning, men meget præcis i forhold til at beskrive, hvilke problemstillinger stress- og udbrændthedsramte mennesker står med, efter sygdommen er kronificeret.

Det er selvfølgelig ikke ens eget problem, for det er ikke én selv, der sætter rammerne. Ligesom det heller ikke er lønmodtageren, der ansætter sig selv.

@Ann- Charlotte Kjeldsen. I min optik er det ufatteligt stemplende at kronificere lidelser som stress og udbrændthed. Det er jo det samme som at give folk en dødsdom. Måske er lidelsen kun kronificeret fordi behandlerne ikke ellers ved hvad de skal stille op. Hvor er deres kritik af hvordan vi indretter os på arbejdspladser og i samfundet generelt?

Ursula: Hvis det var det han mente, så har han godt nok formuleret sig dårligt!

Mvh.

Måske bliver der uddelt for mange diagnoser samtidig med at flere bliver syge. En stigning på 50% på 10 år er da meget voldsomt.

Her ses Brinckmann argumentation på TV:
http://www.dr.dk/forms/published/UPlayer.aspx?webPath=rtmp://vod.dr.dk/c...

John Fredsted

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på et fænomen, der med sikkerhed giver stress: den måde vi i det offentlige rum krænker hinanden på, ved ikke at udvise vilje til at flytte os for hinanden, ved ikke at udvise vilje til at dæmpe os (for eksempel på et bibliotek), etc.

Frontallappernes vedvarende kamp for at kontrollere den magtesløshedens vrede, det skaber i os, giver med sikkerhed stress og sluttelig udbrændthed.

Løsenet er gensidig høflighed, men det er vel en saga blot i en tidsalder, hvor selvrealiseringen uhæmmet hærger.

@Mette.

Set fra min lille verden, virker det, som du helt har misforstået Svend Brinkmann.
For mig at se - påstår han netop, at vi "alle" er hoppet med på arbejdsgiverens ide om livslang læring - forandringsparat - fleksible - innovative - menneskelig udvikling og hvad det altsammen hedder.
At vi kort og godt har kapitaliseret vores sjæl - og ved at patalogisere alle de problemer et sådant liv medfører, er der ingen, der har ansvaret for problemerne - heller ikke arbejdsgiveren og "samfundet". Og heller ikke os selv...
Og en del af ansvaret ligger vel hos os selv - vi "tør" ikke sige stop - den alt for store husleje skal betales - vi skal ha succes - vi tør ikke være anderledes..uha hvor det går....
Sådan tolker jeg Svend Brinkmann. Prøv at læse bogen: "Det diagnosticerede liv"

Man kan selvfølgelig godt ryste på hovedet af diagnosticerings systemet, der omfattede homoseksualitet - det var bestemt ud fra datidens viden - at man kunne kurere "lidelsen" - og samtidig var der nogle moralske og teologiske kræfter i spil i samfundet, hvor homoseksualitet var kriminaliseret.

Men en svale gør ingen sommer, og man skal derfor ikke på baggrund af dette underkende diagnosticeringssystemet, der jo er et værktøj for psykiatrien.

Som John Fredsted påpeger kunne høflighed være en del af vejen - altså at give plads for andre.
Men det grundlæggende problem kan også være den måde vort samfund er organiseret på, med større og større enheder (byer), hvor man dårligt kender naboen.
Den psykologiske afstand til andre individer, omend man er tæt på dem, uden at søge kontakt er ikke i overensstemmelse med den menneskelige natur, i det vi som sociale væsner jo er et flokdyr, omend ikke i så store enheder som moderne byer er.
Det er jo ikke så mange år siden vi flyttede os fra landsbysamfundet.

Hvis man anerkender at vi er højtudviklede dyr, kan man jo vende blikket på andre dyrearter, som vi som mennesker udnytter.

Høns - deres kyllingehjerne til trods - vil kunne kende ca. 35 individer i en folk. Hvis man overstiger dette antal får dyrene stress, idet der går uorden i hakkeordenen, og de begynder at vise stresssignaler i form af fjerpilning og hakning, som vi som højerestående dyr afhjælper ved næbklipning eller ved at forsyne hønsene med "briller".

Måske noget lignende gør sig gældende for Homo Sapiens, omend vores tilpasning til unormale forhold er større.
Men en ting er at ens vilje, eller menneskelig opfindsomhed får os til at tro at vi kan klare unormale forhold, noget andet er hvad kroppens signaler og kemiske forhold fortæller os.

Stress giver forøget cortisol indhold i kroppen - cortisol er et stresshormon - og kan aflæses i blodbanen.
Stress er altså udover at være et "psykologisk" fænomen, også organisk.
Cortisol i forhøjede mængder kan medføre forandringer i Hippocampus, hvilket kan medføre tidligere demens, hvis ikke ens forhøjede blodtryk osv. har taget livet af en inden.

Når Ursula Nielsen slår syv kors for sig over at behandlere kan kronificere stress, må jeg anføre, at det rent faktisk er tilfældet at stress kan være kronisk.
Jeg er selv blevet begunstiget med Post Traumatisk Stress Syndrom efter mange års politiarbejde, og har ligesom Ann-Charlotte Kjeldsen måtte erkende, at der er tale om en kronisk lidelse, og hvor symptomerne og konsekvenserne er nogenlunde de samme.

Ikke at tilstanden ikke kan lindres ved den rette medicinske behandling, men en yderligere vigtig omstændighed er at undgå stressfaktorer i det daglige, altså en regelmæssig livsførelse og kontrollerede omgivelser.

Stressfaktorer kan være noget så banalt som en telefon der ringer, for mange mennesker, udrykningskøretøjer, høje brag o.s.v.
Når man således undgår at bringe sig i disse situationer kan man godt leve et værdigt liv med stress, men de nervebaner i hjernen der har været anvendt til at kontrollere stress er billedligt talt blevet til plovfurer i stedet.

Måske skulle vi overveje om vort samfund er indrettet rigtigt, eller om vi skulle begynde at ændre nogle ting i den grundlæggende struktur.

Dan Johannesson

Er der ingen der overvejer at stigningen i stress og angst kan hænge sammen med vores samfunds aktulle tilstand / "kultur"?

Siden 2001 er vi blevet proppet med frygt i en grad som springer rammerne fra alle historiske fortilfælde. Endeløs rapportering om frygt, frygter og frygtes.

Øget afhængiggørelse af institutioner og eksperter og et medieindhold præget af enten fuldstændig meningsløshed, hvor vi som primitive dyr degraderer hinanden over skiftende temaer, eller fyldt med fiktion omhandlendende massemordere, skizofreni, lig og vanvid under delvis kontrol af fiktive repræsentanter for magtinstitutioner.

Prøv nu at Zoome lidt ud, vores utrættelige apati og stiltiende accept af udvanding af medmenneskelighed, anstændighed og intelligens, har naturligvis konsekvenser.

Vi spejler os jo i verden omkring os, og 90 % af definitionen af den verden, foretages i dag af medier med ovennævnte indhold.

Så nej det har intet at gøre med at vi er blevet en gange pivskidder, men noget at gøre med at vores livsverden er blevet fundamentalt ændret til et uvirkeligt og hysterisk medialiseret skuespil, hvor sjælen er trængt i baggrunden til fordel for mentale processer, et ego, et sind som ikke længere kan forholde sig til den endeløst skiftende sphære det hele tiden for at vide det skal være på forkant med.

Stop deltagelsen, definer et liv med mindre symbolværdi i form af ligegyldige objekter, og opsøg glæden som den eneste gyldige valuta.

Resten er bullshit.

Akkurat, Dan Johannesson.

Michael Borregaard

På mange områder, kan man sige, at under overfladen af stress gemmer sig al stress.

At være menneskelig, er ikke at svigte, svigtet består i, de stigende samfundsskabte forpligtelser som mange føler de skal leve op til.

Parolen burde hedde sig: Stop med at plante sår, som traumatiserer fremtidens unge.

Vejen frem er ikke fokus på "såret som plantes", tværtimod er det omvendt, hvorfor rammes kollegaen ikke af stress?

Svend Brinkmann

Mette Klingsey har fuldstændigt misforstået mit synspunkt. Heldigvis har Information bragt et indlæg af mig, som forhåbentlig kan være opklarende, selvom det er blevet redaktionelt redigeret:

http://www.information.dk/257348

@Svens Brinkmann

Vi er heldigvis flere der har læst og hørt hvad du skriver og derfor godt kan forstå hvad du mener. En stor tak fra mig, fordi du kritiserer din egen stand (Psykologer, behandlere) for at bidrage til at udlicitere samfundsproblemer til individet. Bliv endelig ved med det.

Michelle Poulsen

Jeg mener at Mette Klingsey skulle starte med at lave en ordentlig overskrift (som ikke er selvmodsigende), og så i øvrigt lade være med at skrive artikler baseret på en momentan følelse ("det prikker i huden af raseri"). Det fører kun til sjusk.