Læsetid: 6 min.

I Mellemøsten er tv-underholdning fin kultur

Syrien er storproducent af tv-dramatik, der blander socialrealisme med nostalgi og en ny respekt for religionen, men også træder på politiske og sociale ligtorne og går tæt på seksuelle tabuer – som dog i reglen brydes af ikkearabere
Syrien er storproducent af tv-dramatik, der blander socialrealisme med nostalgi og en ny respekt for religionen, men også træder på politiske og sociale ligtorne og går tæt på seksuelle tabuer – som dog i reglen brydes af ikkearabere
15. januar 2011

For at begynde med en generel iagttagelse: Arabere ser fjernsyn, også når de ikke ser fjernsyn. Det tændte tv-apparat er den kulørte kulisse i caféer og butikker, på værksteder og i private hjem, med eller uden lyd. Tossekassen udgør en bestandig distraktion for enhver samtale og ved alle måltider, og måske er det også meningen et støjende tv-apparat er også et værn mod f.eks. sikkerhedstjenesters rum-aflytning. Men forklaringen er nok snarere, at arabere stadig opfatter (farve)fjernsynet som et statussymbol på linje med mobiltelefoner, maltwhiskey og Marlboro-cigaretter. Tv er stadig et vestligt fænomen og derfor imponerende, også selv om Vesten opfattes som kulturelt og religiøst underfrankeret.

Dette paradoks medfører, at tv opfattes som kultur, og at arabisk tv-dramatik anses for at være finkultur. Den arabiske tv-dramaserie har ifølge den amerikanske etnolog og medieforsker Christa Salamandra afløst litteraturen som kraftfoder i det kulturelle folkekøkken. Sæbeoperaen er kunst, og selv med arabernes orale fortælletradition in mente er det tankevækkende, at arabiske skønlitterære forfattere ikke sælger mere end 300-400 bøger, hvorfor mange syriske forfattere er emigreret til tv-branchen for at overleve.

Og tv-branchen er et litterært klondike. Syrien er i dag storproducent af tv-dramatik til et arabisk publikum på 450 millioner seere, og den herskende tese er, at de mest populære serier også er de værste. Den kvalitative bundskraber Bab al-Hara (Nabolaget), en parallel til Matador, Huset på Christianshavn og Krøniken er den absolutte seertals-topscorer.

»Et fænomen med millioner af seere fra Golfen til Marokko,« som en kvindeforsker i Damaskus, Dana Omari, udtrykker det. »Det primitivt karikerede persongalleri, leddeløs fortælleteknik og dilettantisk instruktion fungerer ikke desto mindre, fordi serien minder publikum om en arabisk idyl, der hang sammen, før globaliseringen flåede den fra hinanden.«

Bab al-Hara foregår i Syrien i perioden 1920-43, hvor landet var fransk mandat-område, selv om tilrettelæggerne siger, at serien er tidløs. De har ret, i den forstand at der er tale om »struktureret nostalgi«, som medieforskere kalder det fiktive univers uden sociale og politiske spændinger. I Bab al-Hara mikses dydig moraliseren med antydet lummer seksualitet. Det nationalistiske propaganda-element er solidariteten med tapre frihedskæmpere, der gør livet surt for en fjumrende fransk besættelsesmagt ifølge Dana Omari tydeligvis med adresse til den aktuelle ærkefjende, israelerne.

»Ingen kan undgå at komme i tanker om Gaza, når serien ruller over skærmen.«

Ramandan-genren

Bab al-Hara er flagskibet i den såkaldte ramadan-genre med en løbetid på foreløbig fem år og 150 episoder.

Ramadan-formatet er på 30 eller 32 episoder af en times varighed med reklamer og tilpasset den hellige fastemåned og de efterfølgende helligdage. De mest populære serier sendes en time efter solnedgang, hvor folk efter iftar-måltidets fastebrud slår mave med remote-kontrollen zappende ned gennem udbuddet på 28-30 musalsal, som genren hedder på arabisk, og som ifølge Christa Salamandra »i dag dominerer kulturudbuddet i den arabisk verden«. Hun ser mere i ramadan-genren end blot flad underholdning, nemlig en social og politisk ventil i den tabu-belagte arabiske verden, hvor kritik af levevilkår og spørgsmålstegn ved religionen er sprængfarlige samtale-emner.

»Tv-serierne giver folk mulighed for at tale om ting, der optager dem, men som også er sensitive politisk og moralsk,« siger hun. »Serierne skildrer folks hverdagsliv, men tilføjer også moralske og politiske dimensioner til melodramaerne, der ofte har en både debatskabende og opdragende funktion, eftersom de produceres af gode forfattere og instruktører.«

»En effekt er, at megen syrisk tv-dramatik er betydeligt mere spændende end f.eks. den egyptiske eller tyrkiske (to andre producent-mastodonter, red.) og ikke kun fordi de syriske serier i vidt omfang optages on location i bl.a. Damaskus fattigkvarterer og med tilfældige forbipasserende som statister, men mere fordi der luskes politiske og sociale budskaber ind i det folkekære fortælleformat.«

Tabuer nedbrydes eller?

Nostalgien mht. den prægtige arabiske fortid er mest populær, men også serier om, som Salamandra kalder den, »arabernes depraverede nutid« bliver set på satellitstationer og private kabelkanaler.

En serie, Gazellerne i ulveskoven, vakte berettiget opsigt med skildringen korruption, magtmisbrug og klasseskel i skikkelse af en søn af den gamle elite, der i sølvfarvet Mercedes samler unge kvinder op i Damaskus fattigkvarterer for at udnytte dem seksuelt.

Hovedpersonen er stråmand for regimets monopol på den private business-sektor, der er opstået efter det syriske regimes overgang fra den gamle Baath-socialisme til nyliberal økonomi, og serien bryder en stribe tabuer i let gennemskueligt kodesprog: Kritikken af magthavernes økonomiske korruption og moralsk anløbne opførsel er eksempelvis camoufleret ved, at hovedpersonen taler normal-arabisk, altså ikke den dialekt, der tales af alawit-sekten i det nordlige Syrien den unge præsident Bashar al-Assad er alawit. Og dog er der en henvisning til det egentlige mål for kritikken, nemlig i et klip af den onde hovedpersons bil, der kører ud af Damaskus under et vejskilt, der viser til Latakia alawitternes hovedby. Da serien blev vist på både en syrisk tv-station og en arabisk satellitkanal, var vejskiltet klippet ud i den syriske version.

Instruktøren Rasha Shartbaji har i øvrigt nævnt den danske dogme-genre som sin inspirationskilde, og også på andre måder er Danmark prominent i nogle serier en af dem har Jyllands-Postens profet-tegninger som omdrejningspunkt tegningerne sættes op imod det 10. århundredes arabiske tolerance og åbenhed, den såkaldt gyldne tid under abbassiderne og i det andalusiske Cordoba. I en anden serie, der kredser om de religiøse og seksuelle tabuer i de arabiske samfund, nævnes Danmark som fjende af islam.

»Det er karakteristisk, at seksualiteten skildres som konfliktramt, som pervers eller forbudt,« siger Dana Omari, der leder et forskningsprojekt om arabiske kvinders seksualitet.

»Serierne foregiver at skildre en kendt realisme, men er ikke realistiske. I en serie fremstilles to kvinder som løse på tråden i denne sammenhæng er det sex uden for ægteskabet men de er jo ikke rigtigt arabiske: Den ene er halvt tysk, den anden er druser. Rollerne bærer altså et budskab om, at den ægte syriske kvinde er ren, medens ikke-syrere eller kvinder fra en marginal sekt som eksempelvis den drusiske er syndefulde.«

Den første ramadan-serie blev produceret i 1967 og genren har ændret sig i takt med det politiske og religiøse klima. Religionen blev frem til 90erne skildret som et lidt komisk fortidslevn i Syriens sekulære Baath-socialistiske republik, men har fået en seriøs ansigtsløftning de seneste 10-15 år i takt med den generelle islamisering af de arabiske samfund, der også sætter sit præg på Syrien. Den prominente prædikant Salah al-Kuftarah, søn af Syriens tidligere stormufti, har da også rost Bab al-Hara-serien for dens »tilbagevenden til moral, ædel optræden, tradition og ægthed«.

Når islam nu er på programmet, skyldes det, at serierne hovedsagelig finansieres af satellitkanaler ejet af den islamiske kapital i Golf-staterne. Christa Salamandra har således påvist en sær dobbelthed i de syriske serier, som på den ene side »formidler nostalgi for det (pan-arabiske) nationalistiske og modernistiske politiske projekt, mange af de ledende instruktører og manuskriptforfattere tidligere var fortalere for eller deltog i«, og som på den anden side tvinges til at hylde religionen. Mange i den ældre generation af dramatikere er uddannet på kunstskoler i den tidligere østblok og Sovjetunionen i »den gode tid«, som ældre syrere kalder perioden fra sidst i 50erne til sidst 80'erne.

Turistattraktion

Nu er tiden anderledes, og det samme er tv-dramatikken. Og her er vi tilbage ved fænomenet Bab al-Hara med dens strukturerede nostalgi, et funklende utopia med parkeringsplads på størrelse med seks fodboldbaner, museum, forlystelsespark med pariserhjul, legepladser og prangende monumenter over Syriens gloriøse fortid. Bab al-Hara har egen moské, flere butikker, værksteder, borgmesterkontor, militær-garnison, boliger og beskyttelsesrum, Syriens nyere fortid genskabt til mindste detalje. Og fortiden oser af så megen idyl, at Korsbæk falder en dansk besøgende ligefor. Idyllen holdes kørende af hundredetusinder arabiske turister, der kører de 25 minutter i taxi ud ad motorvejen mod den nedslidte og let ramponerede Damaskus-lufthavn, der er et mere realistisk billede på Syriens økonomiske og mentale tilstand. I Bab al-Hara sendes turisten tilbage til en nostalgi-verden med storhed og velstand. Fast ansatte statister smed, bager, borgmester og sågar en fransk kommandant i fuld uniform viser rundt i de forskellige kulisser et ord der ikke er helt dækkende. Bab al-Hara er opført i sten og cement, et veritabelt monument over en svunden tid.

Akkurat som regimet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rune Jacobsen

Interessant artikel, og et spændende indblik i arabisk TV-kultur.

...men alt for mange dumme formuleringer, manglende kommaer, tankestreger og punktummer. Sløseri!

Ja sådan starter det altid, men det' kun et spørgsmål om tid før også de sidder og gætter hvilken røv der hører til hvilken kendt person nytårsaften - ligesom i Danmark.

Efter at have læst denne artikel står det klart og lysende, at det Danmark mangler er en TV-anmelder af mellemøstlig oprindelse der begavet og modigt kunne hudflette og udstille TV2 nyhederne og Krøniken og Matador og alt andet dansk kolonihave-nostalgi hvor det end viser sig på TV-skærmen.

det er jo, i det mindste tænkeligt, at også (stor)forbrugere af trivi, læser/fortolker sån' trivi, omtrent som donaldister læser/fortolker produkterne fra walt disney-koncernen.

Vi må forlange at DR2 køber og sender TV serien *Bab al-Hara' i den bedste sendetid.
For vi danskere elsker jo 'Matador'.