'Messi er fodboldens Gud'

For andet år i træk er Lionel Messi kåret som verdens bedste fodboldspiller. Det skete i Zürich i mandags og denne gang i en ny version, hvor det franske ugemagasin France Football og fodboldens verdensorganisation, FIFA, har slået sig sammen i den såkaldte FIFA Ballon d'Or. Først var 23 spillere nomineret, og derefter snævrede et udvalg af sportsjournalister, landstrænere og landsholdsanførere listen af håbefulde ind til tre kandidater: Lionel Messi, Xavi Hernández og Andrés Iniesta, alle fra FC Barcelona og alle tre vævre, intelligente og teknisk perfektionerede atleter. Leos kvaliteter er der ingen, der kan sætte en finger på. Selvfølgelig fortjener han al den pomp og pragt, der kan hvile på den 169 cm høje krop. Men hvorfor blev det ikke Xavi? Og hvor var Inters Wesley Sneijder henne?

'Er han et menneske?'

Foråret 2010 var ren magi for den lille argentiner, der ligesom Xavi og Iniesta er rundet af Barcas berømte fodboldakademi, La Masia de Can Planes. I februar scorede han hattrick i to kampe. I træk, vel at mærke. Først mod Valencia og ugen efter mod Zaragoza. Her kunne Messi sågar have scoret fire mål, men Leo gav Zlatan Ibrahimovic lov til at eksekvere straffesparket.

Indtil gestussen mod Zlatan havde Messi sørget for Barcas seneste ni mål. Og et par dage før styrede han kuglen i maskerne for ottende gang på én uge, denne gang mod Stuttgart. 11 mål i fem kampe. Hvad var der at diskutere?

»Jeg er ikke sikker på, at han er et menneske,« sagde Zaragozas playmaker, Ander Herrera, om Messi efter 4-2-nederlaget og de tre fuldtræffere på stribe. Zaragozas træner, José Aurelio Gay, hævdede at have »skuet selveste Diego Maradona på grønsværen« dén aften. Bare bedre. »Ingen ord kan beskrive ham,« fortsatte Gay, «han er fra det ydre rum.«

Hjemme i Catalonien måtte de tage den interplanetariske retorik i brug. Således Carles Ruipérez i avisen La Vanguardia: »Utroligt. Uovertruffent. Uigentageligt. Spektakulært. Fænomenalt. Vidunder- ligt. Genialt. Fantastisk.«

»Messi er fodboldens Gud,« tordnede Barcelonas Sport og fortsatte i Jørgen Leth-syntaksen: »Stratosfærisk. Magisk. Serafisk. Generøst. Ekstraordinært.«

Filosoffen Anders Fogh Jensen har sagt, at i fodbold intervenerer modstanderen dit territorium og umuliggør koreografi. Men det er også præcis her, i vakuummet mellem blokering og passage, at den argentinske gambetta fødes. Det er balance og skønhed kombineret med partytricks, og det er både tango på grønsværen og en metafor for argentinsk eksistens. »Der er to elementer i gambettaen,« siger den tidligere landsholdsspiller og nuværende sportsdirektør for Real Madrid, Jorge Valdano: »Den første er at vise, at jeg med min fod har evnen til at gøre, som jeg vil. Det skaber respekt. Den anden er bedraget. Du skal narre din modstander til at tro, at du vil gøre præcis det modsatte af, hvad du faktisk har tænkt dig. Smagen for at narre er meget argentinsk.«

Messi er Messi

Havde Messi gambetta'en i benene? Kunne han gøre ligesom Maradona, der forud for VM i Sydafrika i sommer efter en lang og kaotisk slingren pludselig pustede sig op som Messis alfaderlige mentor? At Messi ved flere lejligheder havde kopieret Maradonas tryllerier, var, som argentinerne siger, viveza i en nøddeskal: tricks snarere end original bedrift. Alligevel var nationalånden ikke entydigt på Leos side. Messi var hverken napolitaner eller kreoler fra en kældercafé. Her var ingen coke og gastriske bypassoperationer. Messi er ydmyg holdspiller, protege af Ronaldinho og Frank Rijkaard og catalaner af opvækst. Hvis han bare havde spillet for Boca Juniors som ung mand, eller hvis han havde lignet en fightende indianer, på én gang lyrisk og brutal som i det arrede ansigt på Carlos Tévez. Men Messi var Messi, og Argentina var stadig Argentina.

Problemet var, at Messi for de fleste argentinere var FC Barcelona-stjerne, ikke en indfødt afgud. Gonzalo Higuain er født i Brest, men det gør ham ikke til franskmand. I slipstrømmen af VM omtalte fans ham ofte som 'catalaneren'. Claudio Mauri hævdede i den argentinske avis La Nación, at modviljen mod Messi ikke kunne løses ved nogle ferme kampe for Maradonas mandskab: »Nej,« sagde Mauri, »Messi skal helst tilbage til Argentina, spille et halvt år dér, finde sin indre lykke og højlydt proklamere de genfundne rødder.« Som Marlene Dietrich engang har sagt: »I Brasilien smider de blomster efter dig. I Argentina smider de sig selv.«

Iniesta scorede spaniernes sejrsmål i VM-finalekampen mod Holland. Men 2010 var et skadesplaget år for Iniesta. Han har manglet den kontinuitet og det element af konstant at sætte fodboldmagien i scene, som Xavi har været eksponent for. Uden Xavi og Iniesta formåede Messi ikke at brillere under VM, hvorimod de to midtbaneguder fra Barcelona sagtens kunne selv. Xavi var Spaniens kreative kickstarter, og man kan med god ret hævde, at uden hans moderne miks af offensiv og defensiv ville La Furia Roja aldrig have fundet sin effektive formel. VM var begivenheden, hvor Spanien med Xavi som orkesterleder for alvor blev modnet: De var italienske i forsvaret og spanske i angrebet. Og Xavi var bindeleddet og omdrejningspunktet, smuk som en 10'er og kontrollerende som en 6'er. Iniesta forløste det frirum, som klubkammeraten Xavi gav ham, og når José Mourinho siger, at en hvilken som helst spanier kunne have scoret dét sejrsmål i en brutal finale, der for længst var gået i overtid, overser han behændigt én detalje: Iniesta havde haft en vidunderlig slutrunde, og hvis der var nogen, der igen og igen fandt David Villa i elastikken mellem en 'rigtig' og en 'falsk' 9'er, så var det Iniesta.

Xavis genialitet

I sidste weekend skrev Asker Hedegaard Boye, at fodboldens kvalitetsbegreb tilsyneladende er simpelt: Man skal spille på de største hold og vinde titler for at vinde priser. Ikke noget med et velment, upoleret forsøg her.

På den baggrund stikker Xavi markant ud. Xavi har vundet alt - rub og stub - de sidste tre år. EM-titel i 2008, seks trofæer ud af seks mulige med Barcelona i 2009 (La Liga, Copa del Rey, Champions League, World Club Cup, den spanske Supercup og den europæiske ditto) og VM-guld i 2010. Hvem kan matche dét? Ingen. Ikke engang Iniesta, der simpelthen ikke har kunnet mønstre Xavis stabiliserende genialitet. Glem heller ikke Xavis uimodståelige lederskab, da Barca udraderede rivalerne fra Real Madrid 5-0, måske den mest spektakulære match overhovedet i 2010.

Jean-Paul Sartre sagde engang, at det er nemmest at få øje på dem, der ikke er der. Det gælder i hvert fald for FIFA-listens paria, hollandske Wesley Sneijder, som var den kreative gnist bag Inters formidable treble - Serie A, pokalturnering og Champions League. Sneijder har været den omstillingsparate strateg, der tænker som en forward og samtidig slider og maser som en prunkløs muskel i maskinrummet par excellence. Kritikere af den nye FIFA Ballon d'Or har en pointe: Med France Footballs stemmer alene var Sneijder stukket af med prisen. Det er kaptajnerne og trænerne, der har givet Messi æren som nr. 1.

Væk er også Diego Milito. Som argentiner under VM hos en karismatisk, men taktisk naiv Maradona, der dybest set ikke anede, hvad han skulle stille op med sin overflod af sublime offensiver, var Milito en fuser. Men på bedste Iniesta-manér var han target-manden med den afgørende fod i de afgørende situationer. Militos scoring tippede akkurat Scudetto'en i Inters favør. Det var Milito, der afgjorde den italienske Cup-finale, og det var Militos to mål i det 34. og 70. minut, der sikrede milaneserne Champions League-titlen, lørdag den 22. maj, 2010, i Madrid.

Men han er nu bedst

El Clasico, 10. april 2010. Kampen var som altid blæst op til at være titanernes sammenstød. Verdens absolutte 1'er, Lionel Messi, skulle krydse klinger med 2'eren, Cristiano Ronaldo, der i 2009 kunne kalde sig verdens bedste fodboldspiller. Spurgte man spanske aviser dét forår, var Ronaldo netop gårsdagens mand. Intet og ingen kunne overtrumfe den klejne argentiner med tagrendefrisuren. Avisen Sport fastslog frejdigt, at »Leo gjorde grin med Cristiano« under opgøret på Estadio Santiago Bernabeu. Som om en måned med dobbelt hattrick og svimlende fire scoringer i Champions League-kvartfinalen mod Arsenal ikke var nok, satte Messi uden videre dikkedarer tronfølgen på plads med målet til 0-1, alt imens Ronaldo - CR9 - spurtede formålsløst frem og tilbage på flankerne. Jovist var der stepovers og kigge væk-finter og de obligatorisk opmålte, spredte ben ved de direkte frispark, som på nær ét tordnede durk i Barca-muren. Men der var også buhen af portugiseren, som kom til Madrid for rekordsummen 82 millioner euro. Og det må have gjort ondt på Ronaldo dagen efter, hvis han altså læste den ellers Real-venlige avis Marca: »For meget Messi til CR9,« skrev de lakonisk på >forsiden.

I mellemtiden er Ronaldo kommet efter det, og han skal nok gøre Messi FIFA-rangen stridig i det kommende år. For Xavi, derimod, er det for sent. Messi er og bliver klodens suverænt bedste fodboldspiller, måske den ypperste nogensinde. Også når man har sundet sig oven på de åbenlyse eksklusioner fra det gode Ballon d'Or-selskab.