Interview
Læsetid: 11 min.

Jeg er en omrejsende ballademager

Srdja Popovic var med til at vælte Milosevic i 2000 – nu har han stiftet en organisation, der underviser oprørere over hele verden i ikkevolds-aktivisme
Moderne Tider
22. januar 2011
Srdja Popovic var med til at vælte Milosevic i 2000 – nu har han stiftet en organisation, der underviser oprørere over hele verden i ikkevolds-aktivisme

Han er en garvet aktivist. Serberen Srdja Popovic var med til stifte gruppen OTPOR (Modstand) i Beograd i 1998, som var medvirkende til Milosevic' fald 5. oktober 2000. Popovic anførte kampagnen op til omvæltningen under mottoet »Han er færdig!« - og blev politiker med sæde i både Beograds byråd og det serbiske parlament for Zoran Djindjic' Demokratiske Parti.

Nu samler og udbreder han sine erfaringer som aktivist i CANVAS (Center for Applied Non-Violent Action and Strategies). Det gør han dels med håndbogen i aktivisme Nonviolent Struggle,dels som praktisk rådgiver for aktivist- og revolutionsbevægelser i ikke mindre end 37 lande, som han stolt fremhæver.

Man kan se ham for sig på barrikaderne - han er en speedsnakker, der læner sig frem i sædet og understreger pointerne med et intensivt blik.

- Hvad førte dig ind i politisk aktivisme?

»Jeg blev aktiv som helt ung i 1992 under krigene i eks-Jugoslavien, mine forældre tilhørte den serbiske middelklasse, de var begge fremstående journalister. Man må forstå, at hele OTPOR og protestbølgen i stort omfang var et generationsfænomen for den generation, der blev født mellem 1965 og 1980 - den generation, der var gamle nok til at kunne huske livet i middelklassen i det gamle Jugoslavien med sommerferie ved den kroatiske kyst, vinterferie på Kopaonik - og med dét pas, der var dyrest af alle på det sorte marked, det jugoslaviske, fordi det både gav adgang til Washington og Moskva.«

Det var ifølge Popovic den generation, som blev hårdest ramte af opbruddet: Den reagerede groft sagt på tre måder:

»En tredjedel af generationen gik i krig eller blev kriminelle - en tredjedel udvandrede, det var de veluddannede, engelsktalende. Svarprocenten på sessionsindkaldelserne i Beograd var så lav som 10-20 procent, og de nationalistiske eliter støttede sig på de lavtuddannede vælgere - de kunne ikke lide den middelklasse, der som alle steder var samfundsbevarende. Milosevic forfulgte desertører, og det fik mange veluddannede til at udvandre og skabe sig en karriere andetsteds, og da krigene omsider var ovre efter 2000, var det for sent for dem at vende hjem. Så var der os i den sidste tredjedel tilbage - og vi blev politiske aktivister. Jeg gik stadig i skole, da den første demonstration brød ud i marts 1991, og da jeg var rus på universitetet i 1992 kom jeg ind i den gruppe aktivister, der senere grundlagde OTPOR i 1998.«

Så du er af samme generation som de paramilitære grupper, der stod for folkemordet på de bosniske muslimer ...

»Ja, det var jo et spil anført af de tre fyre, Milosevic, Tudjman og Alija (Izetbegovic, red.), der misbrugte forfatningen til selv at blive mini-Titoer i hver deres del af landet. Ingen af dem havde format til at fylde Titos sko. De genoplivede gamle myter - du kender hele historien. Men nu er vi omsider i en god udvikling i alle tre lande.«

Når man er i Bosnien, har man nu indtryk af en vis pessimisme - de kræfter, der vil splitte landet, er stadig stærke, og der er igen rygter i Sarajevo om militser, der træner i skovene ...

Grund til håb

»Det tror jeg bare er vandrehistorier. I hvert fald har Serbien udviklet sig på tre afgørende måder efter 2000. Den første angår, at vi nu faktisk har et demokrati, hvor folket bestemmer - og ikke dem, der optæller stemmerne. Et rigtigt demokrati uden valgsvindel. Den anden angår den måde, vi går til tingene på. Vi ved nu, at man ikke kan opnå politiske omvæltninger ved væbnet kamp. Vi har opgivet det gamle serbiske ordsprog 'Vi er måske ikke så gode til at arbejde, men vi ved i det mindste, hvordan man slås!'. Vi var i OTPOR inspireret af Gandhis kamp, der ødelagde kolonistyret ved at tage den største koloni, Indien, fra den største kolonimagt, England - hvorefter alle de andre kolonier fulgte efter. Nu tænker serberne ikke længere i termer af militære muligheder, men på normale diplomatiske kanaler. Vi har fået frie universiteter, frie medier. Nu er der ledere fra vores generation i alle de tre lande, figurer fra generationen før som Mesic i Kroatien og Silajdzic i Bosnien er ved at glide væk fra magten. Og landene interesserer sig igen for hinanden. Ved du hvem den største investor i Serbien er, målt per indbygger?«

Næh ...

»Det er Slovenien! Om et par uger kommer der officielt 50.000 slovenske turister til Beograd for at fejre serbisk nytår - uofficielt er det snarere 100.000! Så hele regionen er ved at reintegrere sig. Det håber jeg i hvert fald ...«

Er Serbien omsider blevet i stand til offentligt at diskutere de omfattende serbiske krigsforbrydelser?

»Ja, nu undersøger man faktisk, hvad der skete i Vukovar og Srebrenica - og sammenligner effektiviteten af de serbiske sager mod Skorpionerne med domstolen i Haag. Jeg kan godt forstå, mange serbere er imod Haag - domstolen opfører sig, så den bekræfter Milosevic' værste påstande. Det siger jeg, selv om jeg var med til at kræve ham udleveret til Haag ...«

Hvorfor er domstolen kritisabel?

»Den retsforfølger hovedsagelig serbere, der er en asymmetri i dommene - jvf. den milde dom over Naser Oric fra Bosnien - og man lod Milosevic dø i fangenskab. I Serbien følger man retssagen mod ultranationalisten Seselj over tv - det er næsten den bedste politiske reklame, han kan få!«

»Men jeg kom fra den tredje positive faktor i Serbien: Den retning, landet udvikler sig i. Det herskende Demokratiske Parti er klart pro-EU, og nu er selv Nikolic' 'progressive' parti - ganske vist opportunistisk - pro-EU. Folk siger, at det er problematisk med en figur som Nikolic, der kommer fra Seseljs Radikale parti, men det synes jeg ikke - det er netop godt, at en gammel ultranationalist indser, at det er den eneste vej. Som så mange har sagt, så er vort håb jo at komme til at leve i et kedeligt land, hvor man ikke skal gyse for sin personlige skæbne alt efter, hvem der er præsident.«

Det har ofte været fremhævet som et dybt problem i Serbien, at statsmagten ikke har fuld kontrol over hær og politi - jvf. mordet på Djindjic, der havde forbindelse til det hemmelige politi.

»Ja, jeg tror også, det er ved at blive bedre. Mordet på Djindjic i 2003 var et enormt tab, han var min første chef, min nære ven, min lærer, han var et politisk talent som et land af Serbiens størrelse kun ser én gang hver 30.-40. år. Djindjic arbejdede hårdt på at skubbe Serbien i retning af at blive en normal stat. Selv Kostunica, Milosevic' efterfølger, troede på almindeligt demokrati, men det var så også stort set den eneste ting, Kostunica og Djindjic kunne blive enige om. Kostunica var som en tegneseriefigur, der bare hele tiden klynkede: Det er ikke fair! Ligesom Milosevic hyldede han teorien om 'verdenskonspirationen' - ligesom Hugo Chavez, Ahmadinejad, Kim Jong-il - alle totalitære lederes yndlingsfortælling, at hele verden har svoret sig sammen imod vores ædle, frie stat.«

Magten blev isoleret

Hvad er den almene lære, du drager af OTPOR's kamp?

»Det afgørende, vi gjorde i OTPOR, var, at vi underminerede samfundets støttepiller med ikke-voldelige midler. Vi formåede f.eks. at få magten til at skifte i politisøjlen, i mediesøjlen - i ethvert samfund hviler magten jo på et antal søjler, der kan være forskelligt fra samfund til samfund. Det afgørende er at trække folk væk fra de bærende søjler ved at give dem et bedre tilbud, så at sige. Det lykkedes Djindjic at ændre nogle af de bærende søjler. Det indebar, at statsapparatet, det hemmelige politi, de kriminelle og militserne blev mere og mere isoleret. Dette er vigtigt at forstå i forhold til internationale sanktioner - mange sanktioner styrker de totalitære kræfter snarere end at undergrave dem. Milosevic var aldrig så populær som under bombningerne. Det er kun målrettede sanktioner, især imod regeringsembedsmænd, der virker - eller boykot som af sydafrikanske varer. At man pålagde Serbien en olieembargo gav f.eks. krigsforbryderen Arkan fuld kontrol over landets olieforsyning og styrkede dermed statens totalitære karakter, ligesom den pressede den almindelige borger til at blive en kriminel smugler.«

»Som du ser, er læren om tålmodigt at undergrave de bærende søjler meget anderledes end den klassiske teori om statskuppet som hos Malaparte, hvor en væbnet gruppering sikrer sig trafikknudepunkter, grænseposter, tv-kanaler og holder en pistol for tindingen af præsidenten.«

Men er der ikke tilfælde, hvor væbnet kamp mod totalitære styrer kan blive nødvendig? Mange vil henvise til den allierede kamp mod Nazityskland ...

»Det var måske nødvendigt i 1940'erne, men nu har vi det 21. århundrede. Det er jo ikke gået så godt i Serbien, Irak, Afghanistan. Det eneste, der nytter er at ændre, hvad der er i folks hoveder. Der er i omegnen af 93 steder i verden, hvor udbrud af vold mod totalitære styrer truer - og det eneste middel er massedeltagelse i at ændre folk til borgere. Så vi oplærer grupper i hele verden i, hvordan ikke-voldelige teknikker kan føre til frihed. Jeg prædiker ikke ikke-vold som pacifist - jeg vil snarere sige, at jeg argumenterer for, at det er det mest rationelle middel. I stedet for at kaste sten efter politiet - hvilket straks forhærder dem imod dig - skal man give dem blomster. Zoran Djindjic sagde: 'Politimanden er et menneske'«.

Fra Gandhi til Maldiverne

Men kræver forskellige steder ikke forskellige taktikker? Tag Iran, et totalitært styre, der foragtes af store dele af befolkningen - det er en anden type case end Bosnien, der blev splittet af tre totalitære bevægelser ...

»I alle tilfælde må man bruge de samme ikke-voldelige midler. I CANVAS skriver vi bøger og arbejder nu som rådgivere for oprørsbevægelser i 37 lande. Naturligvis især Iran, Venezuela og Burma, men også mere demokratiske lande som Georgien, Libanon og Ukraine. Vi bygger på tre grundlæggende strategiske principper. En bevægelse må have 1) Enhed i formål, folk og organisation, 2) Planlægning - OTPOR fik succes, fordi alt var detaljeret planlagt, og det lykkedes os at forene 19 forskellige partier i oppositionen, 3) Streng ikke-voldelig disciplin - hvis bare et eneste medlem skejer ud og begår vold, forårsager det dyb skade på hele bevægelsen og dens ry.«

»Det har været praktiseret i nyere tid fra Gandhi og til Maldiverne, og man kan se disse princippers vigtighed ved at se på de tilfælde, hvor det er gået galt. Manglen på enhed har f.eks. været fatalt for oprørsbevægelsen i Venezuela indtil for nylig og er det stadig i Zimbabwe. Manglen på planlægning var tydelig i de kinesiske studenters oprør på den Himmelske Freds Plads. Her blev man overmodig og stillede pludselig ekstra krav, da regimet egentlig havde bøjet sig - og så blev styrkerne fra Manchuriet kaldt ind og knuste demonstrationen. Det samme gjaldt Safran-revolutionen i Burma - manglende planlægning.«

Hvad med manglende ikke-volds-disciplin som fejlkilde?

»Det karakteriserer f.eks. Vest-Papua - eller det tibetanske oprør, der gav Kina det bedste påskud til at slå hårdt ned og gennemføre en militær intervention i Tibet. Det er især vigtigt, hvis man i stedet kan anvende humor imod frygten. Det, der holder folk nede, er ikke så meget sanktioner i sig selv, men frygten for sanktioner. Det er den, man skal bearbejde.«

Så nu kapitaliserer du erfaringerne fra OTPOR til at blive handelsrejsende i revolution!

»Ja, jeg er en omrejsende ballademager. Det kom sig af, at vi i OTPOR fik et væld af invitationer fra oprørsbevægelser over hele kloden. Afgørende for CANVAS var nok Steven Yorks dokumentarfilm Bringing Down a Dictatorfra 2002, der faktisk gav os gratis PR i hele verden. Men vi kan kun give råd. Man kan jo ikke eksportere ikke-voldelig kamp på samme måde som man kan det med voldelig kamp, hvor det er let at indsætte 200 stenkastere. Et ikke-voldeligt oprør kræver jo masser af mennesker - og dem kan man ikke eksportere. Det afgørende er at huske, at folk kun vil kæmpe for noget, der er vigtigt for dem selv, og det kan vi ikke udefra afgøre, hvad er.«

Iran

»Men vi kan overføre viden - og det virker. Hugo Chavez i Venezuela har f.eks. direkte talt mod os, han rasede for nylig i en tale over 'OTNOP' (han troede de kyrilliske bogstaver skulle læses sådan) - og hævdede, at vi var forrædere og lejesoldater for CIA og så videre. Det er standardanklagen imod os. Nu er vi endda ved at få kontakter i den arabiske verden. Den egyptiske studenterbevægelse '6. april' er inspireret af os. Og selv om vi mest arbejder med totalitære lande, så rådgiver vi også grupper i demokratier om, hvordan de skal få del i magten. Projekterne kan være meget forskellige: at kæmpe mod de store olieselskaber i Nigeria, for de indfødte mod plantageejere i Guatemala ...«

Hvor mange er I i CANVAS?

»Ja, kernegruppen er kun os fem serbere fra det gamle OTPOR, så arbejder vi tæt med kontakter en række steder - vi er vel 20 mand på verdensbasis. Så vi kan ikke yde lige meget alle steder.«

Irans Grønne Bevægelse synes at være et af jeres vigtigste arbejdsområder p.t.

»Ja, og her bliver det allervigtigste arbejde gjort af kvinderettighedsgrupper. Jeg tror, Iran vil blive demokratiseret. Og det tror jeg af demografiske grunde. 65 procent af vælgerne er under 35, dvs. en meget stor del af befolkningen har ingen erindring om tiden før Khomeini, og de æder ikke regimets propaganda råt længere. Så regeringen svarer ikke længere til sit folk. Som det er velbekendt, benytter oprøret i Iran sig også af ny teknik - det hviler 100 procent på nye medier, der ikke rigtig beherskes af de to gamle magtsøjler, Vogternes Råd og Revolutionsgarden. Så jeg tror, der vokser en ny ledergruppering frem, der vil ende med at tage magten - snarere end de gamle 'reformister' som Mousavi og Khatami. Men det forhold, at de udgør en revne i en af hovedsøjlerne er også vigtigt. Fra Serbien ved vi, at erhvervslivet er vigtigt, de er jo sensible med, hvem der kan få magten, og selv om de officielt støttede Milosevic, så gav de os ofte støtte, f.eks. gratis benzin, alle mulige former for vennetjenester ... Udenlandsk støtte kan være vigtigt - i Serbien var det især vigtigt for at opretholde en ø af frie medier som B-92- men alt i alt havde vi i OTPOR måske kun 15 procent udenlandsk støtte. Den indenlandske støtte er altid den vigtigste.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her