Læsetid: 5 min.

Jeg er skuffet over Mikkel

Jeg vendte den anden kind til, da Mikkel Vallin ringede for at bede om godt vejr. Vi gik på Fishmarket
I sin sidste madanmeldelse for Information har Martin Kongstad inviteret sit alter ego Mikkel Vallin på Fishmarket. 

I sin sidste madanmeldelse for Information har Martin Kongstad inviteret sit alter ego Mikkel Vallin på Fishmarket. 

Ritzau Scanpix

29. januar 2011

Når Mikkel Vallin ringer for at mødes, siger man stadigvæk ja. Hvad han ville, stod hen i det uvisse; sige undskyld måske. Jeg havde ikke talt med ham siden den episode backstage til Københavnerprisen i 2005. Han var der for at uddele prisen for årets restaurant, jeg var der, fordi der var fri bar.

Vi havde kendt hinanden længe, byttede referencer på Stereo Bar i 90’erne; ny single på Talkin’ Loud, det dér klip fra Blow Up, Oxfam på Kensington Church Street, Preben Major Sørensen, løs fablen om zenbuddhisme. Vi var på samme kurs; skrev for bladene, var i den grad om os, men havde vel også, sådan fornemmede jeg det, en ambition om snart at blive færdig med at definere os selv og komme videre med noget vigtigere.

Den aften på Vega satte han skabet på plads. Jeg var begyndt at skrive reklamefilm for Tom’s, og han svinede mig til, ikke for at være kapitalens forlængede arm (hvilket ville ha’ været formildende), men fordi jeg stillede op for et så lousy produkt. Ved du, hvor lav deres cacaoprocent er? Det værste var ikke skideballen, men den selvbevidsthed og styrke, den blev leveret med.

Mikkel havde da etableret sig som madskribent på et stort dagblad; konstant på rejser til dit og dat femstjernet, vertikalsmagning af Latour, funky reportager fra det califoniske køkken. Og han havde det hele i ryggen, da han afklapsede mig; ikke som en stille hvisken mand til mand, men i ariestyrke foran horden af sponsorølmarinerede hipsters.

Men tiden var en anden nu. Jeg inviterede ham på Fishmarket, en ny fiskebistro etableret af folkene bag den gennempålidelige og uhyre veldrevne bistro, Pastis, i Gothersgade. No-nonsense parisisk; frisk fisk og skaldyr til moderate priser.

De genkendte selvfølgelig Mikkel, straks vi trådte ind i det smukke, lille lokale. Hans foto hænger i alle ambitiøse køkkener. Han så træt ud. I det seneste år havde jeg løbende, og med en skizofren blanding af medfølelse og lodret skadefryd, modtaget bulletiner om hans deroute. Hans artikler var blevet svært rutineprægede; blaserte og sjuskede, hvorfor han – efter sigende – hang i en tynd tråd på avisen.

Der var pænt fyldt på Fishmarket; god blanding af gamle kunstnere, marketingpar på date og Victordrenge. Spisekortene er lamineret, fint skal det ikke være, og der var østers, hummer, rå torsk og marineret laks til forret, og så de kammuslinger, som Mikkel tog, og min fiskesuppe. Vi agtede at teste køkkenets formåen og ikke leverandørernes.

Vinkortet er overmåde indbydende. Masser af velvalgt champagne og hvid bourgogne til meget moderate priser. En Krug Grande Cuvée, gudddommelig champagne koster 1.395 kroner (kun 400 mere end hos vinhandleren). Mikkel anbefalede en Chablis fra William Fèvre Les Clos fra 2002. Den stod i 1.195 kroner, er uopdrivelig i almindelig handel og koster omkring 800 kroner på nettet. Vi fik brød og fransk smør.

»Laver du stadig reklame?« sagde han.

»Meget lidt,« sagde jeg. Hvad ville han med det?

En garde, monsieur!

Han skulle til at sige noget, men vores forretter afbrød. Min fiskesuppe var ravfarvet, der var tre blåmuslinger at se, tredive gram hvid fisk (helleflynder, måske), porre, fennikel. Fin smag. Små stykker ristet brød og aioli til. Mikkels tre kammuslinger var vel stegt og kom med semi-dried tomater og rosmarin til.

»Jeg har aldrig helt forstået kombinationen af tomat og fisk,« sagde han og rakte mig tallerkenen.

»Jeg synes faktisk, rosmarinen binder elementerne sammen,« sagde jeg og kastede mere Chablis i halsen. Det var en rank fidus. Temmelig megen eg i næsen, men kun en subtil tone i smagen. Févre går for at være noget af det ypperligste i Chablis, men jeg var en kende skuffet. Det er for raffineret til mig. Jeg var mere på bølgelængde med den Puligny-Montrachet 2007 fra Domaine Leflaive, som vi i en fart bestilte derefter. Jeg havde snydt lidt og nappet en tysk fadøl på Byens Kro inden maden. De syv genstande var passeret. Jeg kunne ikke holde stand længere.

»Jeg er skuffet over dig,« sagde jeg. En garde, monsieur!

»Jamen, jeg vil gerne undskylde min optræden på Vega den aften.«

»Fuck nu det,« sagde jeg. »Jeg forstår ikke, at du stiller dig tilfreds med at skrive om mad. Østrigsk hvidvin stormer frem! Kylling fra Bresse og svesker fra Agde! So what?«

Den landede som et tørt leverhug. To sekunders inkubation og så, gufff! Smerte! Han krøllede sin serviet, kiggede rundt og valgte så den eneste gangbare løsning.

»Du ville da også ha’ sagt ja til det job, ville du ikke?«

Det ville jeg, jo. Det ville jeg. Sikke smukke lofter. Der bredte sig en fred om bordet. Du er ok, jeg er ok. To blottede, midaldrende mænd og en dejlig, hvid bourgogne. Værre var det heller ikke.

Mikkel havde bestilt en hel havbars, og det fik han. Smukt dampet. Lidt kompot af fennikel og løg til og en tot ruccula (why?). Fin fisk, virkelig. Forretterne ligger under en hund , hovedretter under to hundrede Havbarsen kostede 175 kroner, hvilket er rørende for en så genuin og ualmindelig fiskeoplevelse. Min kulmule var stegt næsten perfekt, et minut skilte den fra det sublime. To gode stykker filet (120 gram ungefähr). Den kom med grillet rød peber og spinat. Thats it!

’Reklame er ikke noget, man bare laver’

En gang imellem skal man sige noget hårdt til hinanden, tænkte jeg. Åbne konflikter kan føre én videre. Mild om hjertet var jeg. Var det på bekostning af Mikkel? Tilsyneladende ikke. Han smilede som en mongol.

Den søde tjener anbefalede os lidt sød vin, og så fik vi henholdsvis oste og chokoladekage. Tjah, bum, bum. Mikkels oste var ganske traditionelle; Comté, ged, rødkit, en hvid, noget skimmel. Passabelt, men ikke mere. Min chokoladekage var til den tørre side, og det skyldtes ikke for megen mel, men snarere for høj alder, og så havde man valgt at garnere den med vanilleis, ok, og en kirsebær/amaretto sauce, hvilket, efter min overbevisning, er noget rod, al den stund, at de kommer til at skændes om sødmen.

Mikkel lænede sig frem over bordet med et hvidvinssmil.

»Jeg har ellers gået og tænkt lidt på at gå ind i reklame,« sagde han.

Nå? Den har jeg dælme hørt før. Prisbelønnede dramatikere, journalister i plettede cotton coats, derangerede filosoffer og worn-out spinatfugle; alle har de pludselig, i takt med alder, frafaldne idealer og alkoholindtag overvejet at berige reklame med deres helt særlige touch og vid. Fuck dem, og de heste de kom ridende på.

»Reklame er ikke noget, man bare laver,« sagde jeg.

Det troede han ikke på, kunne jeg se, men han var på den anden side ikke i en position til at være obsternasig. Han skulle bruge mig.

»Jeg tænkte bare, om du måske kunne lægge et ord ind for mig.«

Jeg gav ham nummeret på ham reklamechefen fra Fyn, som ringer i tide og utide for at lægge en føler ind og forsømmer at ringe tilbage, og så foreslog jeg, at vi tog den sidste på Byens Kro. Alt blev godt, da han begyndte at fortælle om sin far.

Fishmarket. Hovedvagtsgade 2, København. Bordbestilling: 88 16 99 99

Ikke for fint. Det er et fint blandet klientel, der kommer på Fishmarket, og spisekortet er lamineret; fint skal det nemlig ikke være. Maden er til gengæld helt i orden. 

Serie

Madanmeldelser af Martin Kongstad

Fra 2009 til 2011 var forfatteren Martin Kongstad tilknyttet Dagbladet Information som madanmelder. Kongstad fornyede genren ved bl.a. at invitere fiktive karakterer med ud at spise. Karakterer, der går igen i Kongstads øvrige forfatterskab. Anmeldelserne er et vue ind i den ’den kreative klasse’ anno nullerne – og en genlæsning værd.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer